Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
artikler

World of Duty afsløret

Efter den megen ballade omkring Infinity Ward tidligere på måneden, er brikkerne nu ved at falde på plads. Activision har nu løftet sløret for Call of Duty seriens fremtid.

  • Tekst: Rasmus Lund-Hansen og Lee West

Facebook
TwitterReddit

***aprilsnar***
Ved et lukket og meget eksklusivt event tidligere på ugen, hvor kun en lille håndfuld særligt inviterede spiljournalister var til stede, fortalte Activision hvem der nu fik overrækket tøjlerne til udgiverens flagskib. At der skulle blive tale om et MMO, var vi ikke overraskede over. Både MAG, og også til dels Modern Warfare, har netop lagt op til denne udvikling.

Men samtlige tilstedeværende journalister tabte både næse og mund, da det blev annonceret at det er selveste Blizzard Entertainment der står i spidsen for det nye Call of Duty-MMO. Arbejdstitlen er World of Duty, selvom denne måske vil blive ændret inden udgivelsen.

Activision Blizzard har endnu ikke udsendt nogen billeder fra World of Duty, og trods strenge instrukser om ikke at tage nogen billeder under fremvisningen af spillet, lykkedes det os dog at knipse et par enkelte billeder med vores iPhone, og dem bringer vi nedenfor.

Projektet har været under udvikling siden kort efter at Activision og Blizzards ejere, Vivendi Games, fusionerede til Activision Blizzard i midten af 2008. Blizzard har i længere tid omtalt et "next-gen" MMO i blandt andet jobopslag, og det blev ved lejligheden bekræftet at der netop er tale om World of Duty. Samtidig bliver dette en ægte multiformatstitel, med support af både PC/MAC, Xbox 360 samt PS3. Sidsnævnte dog uden Move-support, men med mulighed for benyttelse af Sixaxis-funktionen.

Balladen hos Infinity Ward, og fyringen af de to chefer, Jason West og Vince Zampella, er også relateret til udviklingen af World of Duty. West og Zampella strittede fra starten imod at flytte Call of Duty-serien over i MMO-genren, og selvom de var involverede i udviklingen, var de stadig modstandere af ideen. Det førte i sidste ende til deres fyring, således at Blizzard kunne få fuld kreativ kontrol over projektet.

World of Duty vil foregå i Central- og Østeuropa, hvor to faktioner ligger i åben krig. Den ene er Neo-Rusland, der ledet af Vladimir Makarov fra Modern Warfare 2, og fast bestemt på at overtage magten over hele det Eurasiske kontinent. Den anden faktion er en alliance mellem USA og Storbritannien, hvor både Captain Price og Soap MacTavish fra de to Modern Warfare-spil vil have fremtrædende roller som NPC'ere.

Spillets verden vil være inddelt i zoner med udgangspunkt i de centraleuropæiske lande. Hvert land vil være inddelt i flere zoner, og en typisk zone vil være op mod ti gange så stor som en gennemsnitlig World of Warcraft-zone. Der vil være stort fokus på PvP i World of Duty, og flere af spillets zoner vil være rene PvP-områder, der i stil med Wintergrasp i WoW vil kunne skifte tilhørsforhold undervejs. Dog lover Blizzard at dette vil være på en langt større skala end tidligere set, og at kampene om de enkelte zoner vil være langt mindre "mekanisk" end det p.t. er i WoW.

Nogle områder vil blande PvP og PvE, men der bliver ikke nogen rene PvE-zoner. Til gengæld vil spillet byde på en lang række instances, og som noget helt nyt vil der være en dynamisk missionsgenerator, der kan lave unikke instances til fem-mandsgrupper, så spillerne ikke kører træt i hele tiden at lave de samme runs.

For at dække hele Call of Duty-universet, vil tidsrejser være et centralt emne i World of Duty. Dermed bliver det muligt for spillere at udkæmpe drabelige slag både i Anden Verdenskrig og i Modern Warfare-sammenhæng. Samtidigt giver det mulighed for at tilføje flere historiske krige, såsom Koreakrigen, Vietnamkrigen og den første Golfkrig, i kommende udvidelser til spillet. En del spillere har sikkert bemærket at netop Captain Price optræde i både Call of Duty 2 samt Modern Warfare, og Blizzard har åbenbart fundet en ny vinkel til at forklare dette.

Inden for de to faktioner vil spillere være i stand til at organisere sig i divisioner, World of Dutys pendant til guilds, og det bliver muligt at etablere sine egne baser og camps i spillet. Disse baser vil primært ligge under jorden, og være adskilt fra den "normale" spilverden via særlige indgange, der deles på tværs af divisionerne. På den måde undgår man pladsmangel, da medlemmer af én division ikke vil kunne se de andres baser.

Blizzard lover også at man få adgang til køretøjer (mounts) af forskellig art, herunder humvees og pansrede mandskabsvogne. Der bliver også plads til transport- og angrebshelikoptere, men Blizzard fortæller at disse ikke vil være en del af spillet fra starten, men i stedet bliver tilføjet i patch 1.4, og altså senere end udgivelsen.

***aprilsnar***

Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.