Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler

Nytårstalen 2019

2019 er nu et afsluttet kapitel, og traditionen tro inviterer vi dig her til at se tilbage på året der er gået sammen med Magnus.

Kære Gamereactor-nation. Så er endnu et år gået på hæld, og traditionen tro er det tid for mig, chefredaktøren, at sige et par ord om branchens ve og vel, såvel som at berøre de emner der har betydet noget for os både udelands og her på siden i året der er gået. Nytårstalen er og bliver nok den mest udfordrende tekst for en redaktør at skrive, for ikke bare skal du destillere og dissekere en masse komplekse hændelsesforløb ned til få men skarpe sætninger, du skal samtidig forsøge at binde en pæn sløjfe på det hele.

Hvad kan vi sige om 2019? De fleste vil nok pege på skelsættende begivenheder udenfor spilbranchen, da vores verden fortsat befinder sig i lidt af et stormvejr, hvor stærke vindpust en gang imellem får det til at risle koldt ned ad ryggen, om det er journalist Jamal Khashoggis død, den igangværende politiske krise i og omkring den amerikanske kongres eller Englands besværlige og nu udsatte exit fra EU. Vi kigger ud på en verden i forandring, og det kan, ærligt talt, være skræmmende at tage skyklapperne af, og indse selve størrelsesordenen på nogle af de centrale problematikker vi som danskere, og vigtigst af alt vi som verdensborgere, står overfor.

Men alt naturligvis ikke tabt, og det er vigtigt at bevare et positive og konstruktivt sind i disse dage, hvor modgang synes normalt. 2019 markerede endnu et år hvor menneskehedens forståelse for den påvirkning vi har på vores omgivelse voksede. Vi fandt ud af at Kaskelothvalen er gået fra en bestand på bare 450 tidligt i 1900-tallet til 25.000 i en ny undersøgelse, alternative energikilder giver os løbende mere effektive måder hvorpå vi kan sameksistere med resten af naturen, og der blev her i efteråret lagt pres på den brasilianske præsident Jair Bolsonaro om at stoppe fældningen af regnskoven, og det lader til at folket er ved at vende sig imod hans igangsættelse af såkaldt "ressource extraction" fra skovene, som kan påvirke hele verden.

Men det er vist ikke det I vil høre om. Det er forståeligt. Lad os dog slutte af med at sige, at der er håb for den lidt trist verden vi finder os selv i, og selvom de dårlige nyheder har stået i kø i 2019, så lader der også til at være en vej frem for vores klode, vores samfund og vores medmennesker.

Moralsk prædiken? Jeg beklager, men det hører sig dog til, så tak fordi du er helskinnet er kommet igennem denne faste del af Nytårstalen. Lad os så tale om vor kære spilbranche.

Og her er... ja, flere dårlige nyheder. 2019 vil nok blive husket som den stilhed der fulgte det brag der var 2018. Det har været et år med voksende stilstand, og det kan vist forklares ved at vi nu befinder os bare ét år fra starten på en helt ny konsolgeneration, og indenfor de næste seks måneder kommer vi til at vide meget, meget mere om hvad der venter os. Konsolsalget er derfor blev en kende mindre verden over, og mange forbrugere holder lige nu vejret indtil fremtiden gøres mere tydelig.

Samtidig står branchen ved lidt ved en række spændende skilleveje. Det er efterhånden tydeligt at de største udgivere igen har fejlvurderet forbrugernes behov, og en række Live Service-projekter, som ellers blev bestemt til at være branchens næste store dille, er blevet store fiaskoer i 2019. Anthem, Ghost Recon: Breakpoint og til dels The Division 2 formåede ikke at fastholde spillernes interesse på det niveau som er absolut afgørende for netop Live Service-modellen, og det lader til at mange udgivere nu er ved at finde ud af, om det så kan betale sig at vende tilbage til den måde tingene engang var - noget som mange forbrugere uden tvivl vil sætte pris på.

Debatten omkring monetarisering, mikrotransaktioner og Loot Boxes er desuden fortsat i 2019, og det lader til at forbrugere verden over noget nær kollektivt har bestemt sig for at straffe de spil der udkommer ufærdige og pumpet til renden med manipulerende og aggressive monetariseringsstrategier. Dog er der stadig arbejde at gøre her - NBA 2K20 var et af de bedst sælgende spil i 2019 i USA, til trods for at Visual Concepts og 2K introducerede enarmede tyveknægte i spillet, der yderligere slører grænsen imellem hasardspil og... ja, spil.

Spilstreamingtjenester har også været et stort fokus i 2019, og vi blev alle overrasket da Google indtog scenen under GDC-messen tilbage i marts for at løfte sløret for Stadia, en tjeneste der (næsten) uden hardware kan give dig store spiloplevelser på farten i 4K/60fps. Dog skulle det vise sig at være Stadia der netop beviste her i november, at spilstreaming ikke helt kan måle sig med den lokale spiloplevelse endnu, da en række spil ikke kunne ramme den kvalitet Google havde lovet, og at en række afgørende features manglede på platformen fra lanceringen af, og som stadig ikke er blevet introduceret. Dog kan der vist ikke herske nogen tvivl om, at skulle Google holde ved, så kan Stadia gå hen og blive en konkurrent på markedet. Også Microsoft har igangsat beta-testen af deres xCloud-tjeneste, som uden tvivl vil fylde meget næste år, og ligeledes gror Sony PlayStation Now langsomt men sikkert. Ikke bare det, EA, Bethesda, Nvidia, Amazon - de arbejder alle på deres egne tjenester.

2019 var også året hvor en række af de spil vi ellers forventede ville udkomme blev skubbet ind i 2020, såsom Marvel's Avengers, Cyberpunk 2077, Watch Dogs: Legion og Animal Crossing: New Horizons. Dog var det samtidig et år hvor vi faktisk så et større antal helt nye spilserier blive grundlagt. FromSoftware droppede Dark Souls til fordel for Sekiro: Shadows Die Twice, Kojima Productions udgav langt om længe Death Stranding og Obsidian fik ros for The Outer Worlds. Vi er faktisk blevet introduceret for en overraskende mængde nye solide spiluniverser i 2019, og det lader til at branchen ikke er helt lige så afhængige af efterfølgere, som det ellers engang var tilfældet.

Her på Gamereactor, vores eget lille mikrokosmos, har der også været afgørende ændringer. Vi har introduceret en række nye initiativer, såsom Let's Discuss- og Off-Shoots-videoformaterne, har forøget mængden af tech- og filmnyheder og har fået dygtige nye skribenter til, såsom vores film- og serieanmelder Mathias Uttrup Østergaard og CS:GO-ekspert Christian Jensen. Desuden har vi opdateret siden med en række nye features, der dog har vist sig at volde os flere problemer end først antaget. Gamereactors tekniske tilstand har vi berørt tidligere, og vi håber at I kan mærke at de problemer I indrapporterer bliver rettet i et nogenlunde tempo. Vi kan dog ikke andet end at arbejde hårdt, og fortsat undskylde for en side der stadig er under konstruktion. Jeg ved jeg taler på programmørernes vegne, når jeg siger at det at holde trit med Googles diverse ændringer i deres søgemaskinealgoritmer, når siden er kodet fra bunden af, kan være svært. Det betyder dog ikke at jeres brugeroplevelse skal forringes, og det er den blevet - og det beklager vi (igen).

Samtidig måtte jeg som chefredaktør sande, at min lettere bløde måde at håndtere konflikter på her på siden ikke har fungeret, så derfor bød jeg velkommen her i efteråret til et dygtigt hold af moderatorer, der fremadrettet vil være mere konsekvente i at skabe nogle faste rammer om de diskussioner og debatter der opstår på siden. Det var ikke alle der var lige tilfredse i starten, men jeg håber at vi finder en solid balancegang imellem sund debat og uheldige mudderkast.

På Gamereactor har vi en række spændende projekter i støbeskeen, som forhåbentlig vil sikre et bedre år for os end 2019 har været. Selvom vores trafik konstant er i vækst, udfordrer vi konstant os selv til at gøre det bedre for jer, brugerne, og vi lytter meget til den feedback vi får. Derfor vil vi, tidligt i 2020, påbegynde en række forskellige podcastserier, som vil kunne findes på iTunes og Google Podcasts, vi vil være hurtigere til at få afgjort konkurrencer og vi står også overfor en større optimering af vores interne struktur, som også vil forbedre jeres oplevelse.

Pyha, så er vi vist også ved at være igennem. Jeg vil gerne, og det er uden tvivl den største fornøjelse ved at skrive Nytårstalen hvert år, slutte af med at takke mit utrolig dygtige hold af skribenter og moderatorer for at tage med mig på den her mærkelige, besværlige og også storslåede rejse. Uden jer ville jeg absolut ikke kunne løfte den her opgave, og det er altid en fryd at læse jeres velskrevne, velargumenterede og velsammensatte anmeldelser igennem, om det så er veteranen Sebastian Reinhold Sørensen, der leverede en fed anmeldelse af Wreckfest, til Mathias' flotte anmeldelse af Joker. I imponerer mig hver dag.

Tusind tak til alle jer, både vor faste brugere der gør Gamereactor til det det er ved at tale sammen på vores forum, og engagerer jer i vores indhold i kommentarfelterne, men også jer der bare læser med. Lad os alle hæve vores glas, og skåle for et nu overstået 2019, og et 2020 med nye konsoller, mere fokus på streaming, fantastiske spil og tonsvis af fede artikler på Gamereactor.



Indlæser mere indhold