Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler

Byd velkommen til Gamereactors nye praktikant

Redaktionen har fået en ny praktikant. Han hedder Emil, og her fortæller han, hvad du bør vide om ham.

Hej allesammen! Mit navn er Emil Hanquist, og jeg kan med stor glæde kalde mig Gamereactors nye praktikant på redaktionen. De næste fire måneder skal jeg arbejde med min yndlingshobby: spil! Jeg skal være med til at udgive alt fra daglige nyheder til debatindlæg og anmeldelser, så I kommer til at læse en masse fra mit tastatur det næste stykke tid. Som spritny skribent vil jeg derfor gerne give jer et lille indblik i, hvem jeg er, og hvad I kan forvente af mig som spilentusiast.

Jeg er en 23 år gammel sønderjyde. Så sønderjysk, at grænsehandel er en ugentlig begivenhed i min familie. Jeg flyttede til København for et par år siden for at studere retorik, og nu sidder jeg altså her på Gamereactor. Og der er ikke noget sted, jeg hellere vil være. For hvis der er noget, der har fyldt mere end meget i mit liv, så er det spil. Det kan jeg til dels takke mine to storebrødre for, som stak en Nintendo 64-controller i hånden på mig, inden mine forældre gav mig sut i munden. Så var vejen lagt. Siden da har jeg nydt stor interesse i spil og ejet stort set hver eneste konsol, der har ramt markedet. Og det er meget bevidst, at jeg bruger ordet "konsol". For jeg kan lige så godt bekende kulør med det samme. Jeg har for længst erklæret min kærlighed til konsolfronten. Ikke fordi jeg har noget imod PC-gaming. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor nogen foretrækker PC'en og de ekstra hestekræfter, den kan mønstre. Men for at jeg kan komme i mit helt rette element, skal jeg have et (stort) TV at glo på og en vaskeægte controller i hånden - uanset om den så er fra Sony, Microsoft eller Nintendo (Stadia undtaget). Det føles bare mere "rigtigt" for mig. Det kan dog muligvis også have en indflydelse, at alternativet er, at jeg spiller The Witcher 3 på en 13" MacBook Air fra 2014. Hmm.

Byd velkommen til Gamereactors nye praktikant

Det er dog naturligvis ikke kun valg af spillemaskine, der kan splitte os spilentusiaster. Hvilke spil, man bør spille, er et mindst lige så hyppigt diskussionsemne. På det punkt er mine meninger dog ikke så radikale. Selvom jeg selvfølgelig har mine præferencer, så spiller og interesserer jeg mig for næsten alle de genrer, spiluniverset har at byde på. Alt er velkomment i mit bibliotek. Jeg har dog en forkærlighed for én af Nintendos fanebærere: Zelda. Selvfølgelig, det har de fleste af os - særligt efter Breath of the Wild udkom. Jeg tillader mig dog at diske op med en holdning, der uden tvivl vil dele vandene: Breath of the Wild er ikke det bedste Zelda-spil, der er lavet. Det er heller ikke Ocarina of Time. Min guldmedalje vil altid gå til The Wind Waker. Sikke et sats Nintendo tog med det spil. At være så dristig at lave hele Zelda-universet til en barnlig tegnefilm. Jeg var vild med det! Jeg husker, at jeg i flere år havde en meget seriøs aftale med mig selv om, at jeg altid skulle gennemføre The Wind Waker i min vinterferie - og den aftale blev i lang tid troligt overholdt. Det gør den beklageligvis ikke længere, men med købet af HD-versionen på Wii U (ja, jeg havde en Wii U...) har jeg efterhånden gennemført det spil et tocifret antal gange. Og det var akkurat lige så underholdende at gennemføre den sidste gang, som det var den første.

Byd velkommen til Gamereactors nye praktikant

Da jeg skulle skrive denne artikel, gav Magnus mig den uretfærdige opgave at udpege mit bedste spilminde. Bedste spilminde? Hvor skal jeg dog starte? Kandidaterne er endeløse: de hyggelige stunder med Mario Kart: Double Dash i sofaen med vennerne, mit frygtindgydende møde med Midgårdsormen i God of War, "All Ghillied Up" fra Modern Warfare, fundet af en 5-stjernet vidunderdreng i Football Manager. Og vinterferien selvfølgelig! Jeg kunne blive ved. Men jeg skal jo vælge ét minde. Derfor lander jeg i sidste ende på det, der stikker allerdybest i mig. En oplevelse, der blæste mig bagover og gav mig en underlig følelse af nysgerrighed, længsel og beundring - og en fornemmelse af, at noget her var helt galt. Det skete i 2013. Da jeg blev skudt op i himlen og trådte ud af min lille raket. Ud i Columbia. I Bioshock Infinite. Puha. Jeg var solgt. Og jeg behøver ikke at sige mere. De fleste af jer, der har spillet Bioshock Infinite, kan sikkert nikke genkendende til min beskrivelse. I, der endnu ikke har prøvet kræfter med spillet: Kom i gang!

Spilbranchen gemmer dog ikke kun på guld og grønne skove. Den rummer også kedelige sider. Vi kender dem alle: mikrotransaktioner, Season Passes, crunch-kultur, årlige udgivelser. Fallout 76. Listen er desværre lang, og det ser umiddelbart ikke ud til, at disse tiltag er ved at ebbe ud - snarere det modsatte. Bør vi være bekymrede for vores kære hjertebarn? JA! Grådigheden fra store udgivere som EA, Activision og Bethesda er for længst blevet kvalm. But who are we to blame? Det er os forbrugere, der spytter penge i skidtet. Men kan vi holde op med det? Og har vi overhovedet en fælles interesse i at holde op? Det håber jeg. Jeg kan ikke kapere, at man efterhånden kan købe sig til sejr (det bliver lidt for realistisk). Det er for eksempel ligegyldigt, hvor mange kampe du spiller i Ultimate Team, og hvor god du er til FIFA. I finalen bliver du alligevel slået af én, der har doneret hele sin børneopsparing til EA, så han kunne få fingre i Neymar, Messi og Ronaldo. Og det er jo ikke på nogen måde uretfærdigt. Det er bare de nye spilleregler. Men jeg kan ikke lide regelsættet længere. I øjeblikket kører jeg min egen personlige protest mod EA ved kun at købe det nye FIFA hvert andet år. Det skal nok trække tænder ud på Goliat. Eller ikke. Men man skal jo starte et sted. I kan under alle omstændigheder være helt sikre på, at jeg, ligesom jer, foragter den griskhed, spilbranchen efterhånden har fået indopereret. Min kærlighed til spil er stor, men den er ikke naiv og endeløs.

Her på falderebet vil jeg gerne sige en sidste ting: Mit mål på Gamereactor er i bund og grund at lære, hvordan jeg på den bedst mulige måde kan informere og underholde jer læsere. Derfor findes der ikke nogen bedre kritiker end jer. Jeg bliver selvfølgelig guidet og hjulpet på vej af Magnus, men i sidste ende er det jeres mening, der afgør, om jeg har ramt plet eller ej med mine artikler. Så hold jer endelig ikke tilbage, hvis I har konstruktiv kritik til mig. Jeg er her for at lære, og jeres feedback vil være en kæmpe hjælp på vejen. Jeg håber, I vil synes om det, jeg udgiver. Jeg lover at gøre mit ypperste. Og så har jeg vist ikke andet at sige end: Mojn.

Byd velkommen til Gamereactors nye praktikant


Indlæser mere indhold