Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler

De her spil ser vi gerne afsløret i løbet af 2020

Så er der vist blevet danset nok rundt om den varme grød. Her kommer et opråb til de udviklere vi gerne så kom i gang i 2020.

2020 kommer til at være et spændende år for spilbranchen. Vi har allerede argumenteret for at året allerede nu er en kende ubalanceret i forhold til den lidt ujævne udgivelseskalender, men det afholder som bekendt aldrig udviklere og udgivere i at forsøge at skabe spænding om spil der er undervejs. Som regel afsløres spil mange måneder, hvis ikke år inden de reelt set udgives, og den tendens ser vi ikke rigtig nogen grund til forsvinder lige foreløbig.

Og med det in mente gik vi lidt i tænkeboks, og forsøgte at grave de spilafsløringer vi har en rigtig, rigtig god idé om vil dukke op i løbet af året, og som vi gerne ser snart. Der er forskellige årsager til at vi har valgt netop disse. For det første kan det være at vi har skrevet ret mange rygter om nogle af dem, og nu ønsker vi, lige så meget som jer, at sløret langt om længe bliver løftet, så vi alle sammen kan lade være med at gætte.

Andre har vi valgt fordi udvikleren allerede har afsløret dem, men på så halvhjertet facon at vi mener at det absolut er på tide at afsløre spillet ordentligt, og her mener vi mere end et logo, og ikke meget mere end det. Så herunder finder du vores liste over spil som udviklerne enten godt kunne tage at afsløre, eller ellers bare fortælle os lidt mere om.

De her spil ser vi gerne afsløret i løbet af 2020

Dragon Age 4 (ordentligt)

Ja, lad os starte med et af de spil der faktisk, faktuelt set, allerede er afsløret, men her snakker vi om en kryptisk teaser trailer, der blev fulgt op med... ja, absolut ingenting. Og siden den teaser løb over verdens skærme ved Game Awards i 2018, så er situationen ikke ligefrem blevet bedre for Bioware.

Anthem var en af det forgangne årtis helt store AAA-fiaskoer, og nu lader det også til at studiet har efterladt deres såkaldte "roadmap", og arbejder på en større relancering af spillet. Men det er ikke denne relancering der vil afgøre studiets skæbne, det er det kommende Dragon Age 4, der agerer som en slags sidste chance for studiet, der skuffede med Mass Effect: Andromeda og Anthem, og nu skal bevise overfor deres "overlords" hos EA, at de kan levere.

Dragon Age 4 har derfor vægten af hundredevis af ansattes fremtid på sine skuldre, og noget kunne tyde på at stilheden vidner om dette pres. Men nu skal bladet altså tages fra munden - vis os hvad I har, Bioware!

De her spil ser vi gerne afsløret i løbet af 2020

Splinter Cell

Ja, Ubisoft har allerede slået fast sidste år, at de dengang "overvejede" hvordan de kunne bringe Splinter Cell tilbage, men vi tænker at der er en ret god grund til vise en kort teaser ved eksempelvis E3, hvor Sam Fisher lige stikker sit genkendelige ansigt frem. Med nye konsoller på vej ønsker alle tredjepartsudgiverne at gøre opmærksom på sig selv, at minde alle forbrugerne om at de har store ideer om hvordan denne nye generation kommer til at forløbe. Stregerne skal trækkes op, territorier skal inddeles, og hvilken bedre måde at gøre det på end at minde os alle sammen om, at Splinter Cell er på vej tilbage.

Om så spillet ankommer i 2021 eller i 2023 er i grunden lige meget fra et markedsføringsperspektiv, det handler egentlig bare om gøre opmærksom på sig selv, og hvilken bedre måde end at afsløre et nyt Splinter Cell? Dette akkompagneres naturligvis af et Assassin's Creed (som vi ved ankommer sammen med de nye konsoller).

De her spil ser vi gerne afsløret i løbet af 2020

Rocksteadys spil

Hvis der er én regel der plejer at gælde for enhver afkrog af spilbranchen, så er det at information lækker - altid. Men enhver regel har en undtagelse, og undtagelsen i den forbindelse må siges at være engelske Rocksteady, der siden lanceringen af Batman: Arkham Knight, har været i komplet lockdown. Ja, der har der været små rygter hist og her, men det er stadig en af branchens største hemmeligheder lige nu, hvad præcis det ikoniske studie arbejder på.

Vi ved dog heldigvis at der er tale om DC Comics-baseret eventyr, så Rocksteady lader tilsyneladende til at holde fast i det de er blevet så kendt for, men hvilken form dette spil ender med at tage, se der er vi fuldstændig på bar bund. Det er ganske spændende, mest af alt fordi det sker så sjældent at et studie har formået at holde så tæt, som Rocksteady har formået at gøre, men også fordi at siden Batman: Arkham Knight udkom, så er der sket utrolig meget i spilbranchen.

Særligt Live Service-strategier har vundet mere indpas, og mikrotransaktioner har eksempelvis fået lov til at forgifte et andet et af Warner Bros.' spil, nemlig Middle-earth: Shadow of War, og de få rygter vi allerede har hørt om Rocksteadys spil er netop at det vil have en mere åben form, og at det benytter en Live Service-formular.

Om hvorvidt det ender med at være tilfældet ved vi simpelthen ikke, men vi er overbeviste om at det bliver i 2020 at studiet langt om længe fortæller os hvad det er de har arbejdet på. Og hvis ikke, jamen så er de bare totalt tarverlige...

De her spil ser vi gerne afsløret i løbet af 2020

Grand Theft Auto VI

Lad os lige starte med at slå fast, at det er utrolig svært at forudsige noget som helst omkring Rockstar. De har det lidt med at køre efter deres egen tidsregning, hvor messer som E3 og Gamescom er fuldstændig lige meget, og hvor bare det at skifte farven på deres logo på Twitter kan få hele branchen på den anden ende.

Når alt det er sagt, og med lidt usikkerhed in mente, som mener vi nu alligevel er det snart er tid for Rockstar at løfte sløret for studiets fremtid. Red Dead Redemption 2 endte både med flotte anmeldelser, samt storslåede salgstal efterfølgende, men det står samtidig klart nu at hundrede tusindvis af fans ikke helt var helt lige så glade for Rockstars måde at designe spil på, som de måske tidligere har været. Spillets langsomme, metodiske og cinematiske tempo faldt så sandelig ikke i alles smag, og der har ikke været denne form for modstand imod Rockstar som der er nu i årevis.

Derfor tror vi, at selvom det ikke som sådan er nødvendigt for Rockstar at løfte sløret for studiets fremtidige planer, så vil de gøre det alligevel. Vi tænker at Grand Theft Auto VI ville være oplagt, og selvom der er en række beviser der peger på Bully 2 også, så lyder det mere usandsynligt i vores ører. Enten det ellers har de lagt i ovnen til noget helt tredje, men vi er ganske overbeviste om, at inden året er omme har Rockstar givet os en lille teaser, som traditionen tro vil blive efterfulgt af mindst et års absolut stilhed.

Det er ligesom sådan de opererer - på godt og ondt.

De her spil ser vi gerne afsløret i løbet af 2020

Batman: Arkham Whatever

Rocksteady er ikke de eneste der arbejder på nye DC Comics-baserede eventyr, for studiet bag Warner Bros. Montreal har også et Arkham-spil i støbeskeen. Det ved vi, fordi der findes stort set ikke noget spil der er blevet hvisket om i krogene som med dette. Ja, I er efterhånden også trætte af det, og selvom vi ofte rapporterer om studiets gøren og laden, så er vi også ved at være godt opbrugte. Studier bør få fred, ja, men selve afsløringen af Warner Bros. Montreals spil er nu blevet trukket ud i langdrag i en sådan grad, at det nærmest er irriterende snarere end spændende.

Der lader dog til at være en relativt god grund til at studiet har holdt tæt, nemlig at de venter på at Sony og Microsoft tillader tredjeparter at løfte sløret for titler til de kommende platforme. Insidere har allerede kunne rapportere for nylig, at eksempelvis Sonys omrokering af PS5-afsløringen har betydet at visse udviklere har måtte rokere med, og det er meget vel hvad der kan være sket her.

Konsolafsløringer akkompagneres oftest af både første- og tredjepartstitler, og vi kunne let forestille os at det næste Arkham-spil er blandt disse. Og det er da også kun på tide, nu har vi ligesom snakket længe nok om det, synes vi.

De her spil ser vi gerne afsløret i løbet af 2020

Fable 4

Det ville ikke bare være rart langt om længe at få bekræftet, at Playground Games arbejder på det næste spil i den ikoniske Fable-serie, der er også nødvendigt for Microsoft. Selvom nogle uden tvivl vil argumentere for det modsatte, så har Microsoft brugt størstedelen af denne generation på andenpladsen, og de har, i løbet af de sidste par år, foretaget en række ændringer i deres kernestrategi, der forhåbentlig placerer dem mere fordelagtigt i denne nye, kommende generation.

De har blandt andet valgt at skrue op for antallet af store eksklusive spilprojekter, og selvom vi har fået små glimt indtil videre af hvad det betyder, eksempelvis via afsløringen af Senua's Saga: Hellblade II, så mangler vi endnu det store slam dunk som overbeviser enhver om at Microsofts software output fremadrettet bliver mere ambitiøst og voluminøst fremadrettet. Her ville det være perfekt med et nyt Fable.

Fable er nemlig lige så præcis den slags spil som fans verden over elsker at glæde sig til - en stor åben verden at udforske, en karakter og en historie du selv former, og et univers der er lige så dybt som det er bredt - det er simpelthen for oplagt. Microsoft tænker uden tvivl det samme, og vi tænker at en afsløring via en vag teaser trailer ville passe ganske godt på E3-scenen, særligt når nu Sony mangler endnu en gang i år.

De her spil ser vi gerne afsløret i løbet af 2020

Hvilket spil ser du gerne afsløret i løbet af året?



Indlæser mere indhold