Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler
Ghost Recon: Breakpoint

Ghost Recon: Breakpoint er stadig ikke din tid værdig

Til trods for en omfattende Ghost Experience-opdatering, så er Ghost Recon: Breakpoint stadig et stort skridt tilbage for serien.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her!

* Skal udfyldes

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

For nylig ankom den længe ventede "Ghost Experience"-opdatering til Ghost Recon: Breakpoint, og ligesom med Wastelanders-udvidelsen til Fallout 76, og den store relancering af Biowares Anthem, så er dette et febrilsk forsøg fra udgiverens side på at puste nyt liv ind i det livløse skrog, der er mange af vor moderne spilbranches Live Service-spil. Netop sådanne titler er nemlig kreeret, designet til at holde ved, at lokke spillere tilbage via en jævn strøm af nyt indhold, men hvad hjælper det hvis spillerne ikke er interesseret i grundpakken?

Ghost Experience går derfor ret drastisk til værks, og gør selve grundoplevelsen mere tilpasselig, eller mere "scalable" som Ubisoft kalder det. Det betyder at du har langt større indflydelse på hvordan din oplevelse med spillet skal være, men spørger du mig, så er det her et af de tydeligste eksempler på "you can't polish a turd"-ordsproget. Desværre så er der så fundamentale problemer i Breakpoint, at selv en omfattende opdatering som Ghost Experience, ikke kan gøre spillet din tid værd.

Ghost Recon: BreakpointGhost Recon: Breakpoint

Men lad os lige træde et skridt tilbage, og kort fokusere på nogle af de ting Ghost Experience-opdateringen gør ganske rigtigt. Først og fremmest er det altid kærkomment at lade spillerne selv afgøre hvordan en given oplevelse skal se ud. Naturligvis kan man argumentere for at Ubisofts talentfulde udviklingshold bør lede an med engagerende designbeslutninger og spændende nye ideer, men nuvel, når de ikke kan det, så kan de i det mindste give os roret, så vi kan tage styringen over denne synkende skude. Du kan vælge gode gammeldags "Regular", som har våbenniveauer, sociale strukturer og alt det andet bavl der gjorde Breakpoint til sådan en... rungende... succes sidste år, men så kan du så også vælge Immersive Mode, der fuldstændig fjerner mange af spillets præeksisterende strukturer for at fokusere mere på din individuelle oplevelse. Det handler om overlevelse, der handler om en mere virkelighedsnær oplevelse.

Immersive Mode slår først og fremmest alle sociale strukturer fra, så der er ikke længere andre spillere i Erewhon, og du bliver ikke længere hevet i ærmet om at socialisere med andre Ghosts imens du spiller. Derudover slår spillet hele RPG-systemet fra, så hvorimod du stadig stiger i level og låser op for nye evner, så er der ikke længere våbenniveauer - overhovedet. Og den meget rodede brugerflade er også blevet fjernet, så du kan nu fuldstændig selv styre hvilken information du bliver udsat for, og du kan altid slå brugerfladen helt fra ved at trykke pil ned.

Det her er gedigne forbedringer til kerneoplevelsen, og jeg valgte personligt en blanding af forskellige elementer, som blandt andet slog sociale strukturer fra, men beholdt våbenniveauer på. Det er ret utroligt hvor tilpasseligt det hele er, men gør det spillet mere sjovt? Nej, ikke rigtig.

Ghost Recon: Breakpoint

Og det kan vi blive nødt til at kigge lidt nærmere på, og her i relativt tilfældig rækkefølge er de problemer som Breakpoint har, lige meget hvor meget du piller ved Ghost Experience-indstillingerne:


  • Verdenen er stor og enormt kedelig, fyldt med intetsigende lokationer der hverken synes at være synderligt distinkte, heller ej visuelt interessante.

  • At udforske denne verden kræver at du benytter køretøjer, men af en eller anden grund er selve styringen værre end i Ghost Recon: Wildlands.

  • At bevæge sig igennem en verden hvor alle er fjender er bare ikke synderligt spændende. Lynhurtigt tromler du dig igennem skoven, eller benytter dig af Fast Travel, for at undgå tilfældige skuddueller. I Wildlands var der en balance imellem lokalbefolkning og fjendtlige soldater - den er væk her.

  • Det er ikke sjovt at kæmpe imod droner og robotter. De reagerer ikke på beskydning, er kedeligt rigide i deres animationer og repræsenterer de ultimative "bullet sponges". Og hurtigt er de alle vegne.

  • Breakpoint har ingen narrativ struktur - overhovedet. Du bevæger dig hovedløst fra mission til mission uden at der sker reel progression, udover at du har en vag idé om at dit arbejde gradvist vil føre dig til Cole D. Walker samt frigørelsen af Auroa. I Wildlands kunne du i det mindste lukke ned for en region, efter at den pågældende boss var blevet nakket.

  • At der fortsat ikke er nogen AI-holdkammerater er bare ikke i orden, og en SyncShot-drone er en ringe erstatning for hvad der var en af Wildlands' mest velfungerende mekanikker.

Dertil skal det også siges, at Breakpoint forbliver ret ringe teknisk optimeret på tværs af begge konsoller, med teksturer der popper ind og ud, med mærkværdig fysik der ikke hjælper på den i forvejen ubalancerede køretøjsstyring og en ujævn balance i forhold om hvorvidt fjender kan se dig, eller om de slet ikke kan.

Der er mange, mange flere til man kan pille ved ved Breakpoint, og de vidner allesammen om den samme centrale uundgåelige sandhed - spillet er bare ikke sjovt. Det er bare fundamentalt forkert sammensat, så hvad end du forsøger at smøre henover, ja, det virker bare ikke helt i længden. Så Ubisoft skal nu have ros for at give det et skud, lige så skal alle de udviklere der febrilsk forsøger at komme tilbage på ret kurs med deres Live Service-projekter, så de igen kan skovle ind på salget af mikrotransaktioner, for disse opdateringer er jo i sidste ende gratis. Men det er bare ikke nok - med mindre Breakpoint redesignes fra bunden af, så er det fortsat svært at anbefale overhovedet.

I min optik er Ghost Recon: Wildlands fortsat uendeligt bedre, og med alt det ekstra indhold det spil modtog, så må det være en endnu bedre investering den dag i dag. Helt ærligt, køb det, og hold dig fra det her rod, et rod som er lidt mindre rodet, men stadig noget værre rod. Øv.

Ghost Recon: Breakpoint

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold