Dansk
Gamereactor
artikler

Frit spil: Er RTS'erne på vej tilbage?

Laursen har lagt mærke til en interessant udvikling og deler sine tanker her.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Stærkt inspireret af mine dygtige medskribenter og tåkrummende ordspil introducerer jeg hermed et nyt format, "Frit spil", hvor jeg med min egen (og forhåbentlig jeres) velsignelse tager mig frihed til at skrive om stort og småt i forhold til computerspillenes verden. Jeg håber du vil læse med!

Spilindustrien udvikler sig hele tiden og må efterhånden siges at have vokset sig så stor, at det ikke længere giver mening at tale om altoverskyggende tendenser eller designdiller. Mens den ene halvdel af spilfællesskabet ser frem til det næste store interaktive drama i form af The Last of Us Part II eller lignende, så stiller den anden halvdel sig ufortrødent i kø til endnu en runde i Fortnite. Livslange partisaner holder vejret med udsigt til afsløringen af de nye konsoller, mens andre primært forbinder virtuel underholdning med onlineportaler og lette mobilspil. Der er af utallige kroge af spilverdenen som jeg ikke følger med i. Mangel på interesse, måske - eller kendskab!

Men én ting har jeg lagt mærke til i løbet af det sidste års tid. Det vil sige, jeg tror, at jeg har lagt mærke til det: RTS-spillene, eller realtidsstrategispillene som jeg også ynder at betegne dem med en unødigt vanskelig fordanskning, er på vej tilbage. Sidste år udkom den fornemme genskabning af RTS-klassikeren Age of Empires 2 i form af en "definitiv" udgave - med en parallelafsløring af en sagnomspunden 4'er. Årets første større spiludgivelse - og kontrovers - var tilmed det legendariske Warcraft 3. Og for bare et par uger siden kunne vi læse den britiske redaktørs tanker og indtryk af EA's grundige genopfindelse af de to første spil i den indflydelsesrige Command & Conquer-serie.

Frit spil: Er RTS'erne på vej tilbage?

To er et tilfælde, men tre er et mønster. Så hvad foregår der? Er RTS-spillene, sådan som vi husker dem, for alvor på vej tilbage? Er det begyndelsen på noget større eller blot udtryk for et nostalgisk udsving på den trendmæssige graf? Forstå mig ret: spørgsmålet er ikke om RTS-spillene vil blive den næste store begivenhed i spilindustrien; om Epics farverige fortklamperi og virtuelle rapkoncert vil blive fordrevet og erstattet med sterilt basebyggeri og koldblodig mentaløkonomi, sådan som den drevne strateg gerne så det ske. Det ville være at stille tingene for simpelt op. For igen, industrien har ikke bare udviklet, men også udvidet sig og havet er uendelig meget større end de hvaler, fisk og gopler som svømmer i det.

Er realtidsstrategispillene (nå, der kom den) på vej tilbage, er hvad jeg forsøger at spørge. Et bedre spørgsmål er måske: hvor blev de af i første omgang? I slutningen af halvfemserne, min barndom, var RTS-spil at finde på alle hylder. Ikke bare butikkernes, men også bibliotekernes og børneværelsernes. Og kontorerne! RTS-spil, fristes jeg til at sige, var ikke én blandt mange typer computerspil. Nej, om noget var de computerspillene, med tyk streg under. Det var spil som i allerhøjeste grad kunne presse maskinen til sit yderste og som, mere så end computerrollespillene og de turbaserede pendanter, virkelig demonstrerede computerkræftens evne til at skabe helt nye oplevelser. Med det rigtige antal terninger (og en bundløs tålmodighed) kan du simulere Fallout 2 eller Heroes of Might & Magic 3 analogt. Men et spil som Age of Empires 2? Glem det!

Frit spil: Er RTS'erne på vej tilbage?

Mere end noget andet, så er det tankevækkende hvordan spil og spilgenrer der har haft så formativ en rolle for en hel generation nærmest er forsvundet sidenhen. Counter-Strike lever stadig videre i bedste velgående. Pokémon har dårligt ændret sig siden dengang. World of Warcraft fortsætter ufortrødent, i både nye og gamle udgaver. Men RTS-spillene? Det virker som om de på et eller andet tidspunkt skred i svinget og forsvandt fra jordens overflade, nærmest fra den ene dag til den anden.

Det er selvfølgelig også en forsimpling. Et utilsigtet trickspørgsmål, af en slags. Hvorfor forsvandt dinosaurerne? Vi har aldrig fået et Warcraft 4, men spillets arv forgrenede sig på tværs af Blizzards MMO, Dota, Tower Defense og andre konceptuelle afstikkere. Et historisk tværsnit af Dawn of War-serien viser også en interessant - om end udskældt - udvikling fra klassisk basebyggeri til enhedsbaseret taktik og videre over til mere heltecenteret action. Og alt imens har RTS-elementer levet videre i alt lige fra narrativt drevne computerrollespil til episke kæmpeslag som i Total War. Ej heller at forglemme en af de mere rendyrkede blodbaner, det stærkt beundringsværdige, men svært tilgængelige Starcraft 2! RTS-spillene, ligesom dinosaurerne, uddøde ikke, men ændrede form og udviklede sig i nye retninger.

Frit spil: Er RTS'erne på vej tilbage?

Men nu er det som om krokodillerne er begyndt at vokse sig større eller at fuglene er ved at danne tænder igen. I første omgang er der ikke tale om nye arter, men genskabninger eller hybrider, baseret på arkæologiske fund og moderne teknologi. Age of Empires, Warcraft og Command & Conquer er alle blevet opgravet og opgraderet i løbet af bare et lille år, og det synes jeg er interessant. Samtidig forestiller jeg mig at spillenes respektive udviklere har meget forskellige forestillinger om både grundlag for genudgivelse og genrens fortsatte aktualitet i den moderne spilbranche.

Er det forstadier til nye kapitler, en økonomisk saltvandsindsprøjtning funderet i nostalgi eller en ambition om at (gen)introducere gamle travere til en hyperaktiv esportsverden? Det er svært at sige. Måske kommer de nye konsoller til i højere grad at understøtte kombinationen af mus og tastatur, hvad der kunne gøre udviklingen af nye RTS-spil mere finansielt gangbart - adresseringen af en maskinel begrænsning der også var med til at udslette dem i første omgang. Ja, måske var det i virkeligheden her at skoen pressede i starten af nullerne: en gradvis større udbredelse af stærke, men infleksible spillemaskiner som med deres relativt primitive controllers som interaktive flaskehalse, gjorde det svært - for ikke at sige umuligt - for de tastaturglødende og håndledsknækkende RTS-spil at finde sig ordentligt til rette.

Frit spil: Er RTS'erne på vej tilbage?

De nye og kommende genudgivelser har i hvert fald fået mig til at tænke. Ikke kun på de helt gamle RTS-spil, men også de besynderlige kompromisser som er blevet forsøgt i tidens løb. Spil som Starcraft 64, Universe at War: Earth Assault, Halo Wars og det delvist mikrofonstyrede(!) Tom Clancy's EndWar. Mest af alt tænker jeg bare. Højt. På skrift. Jeg kender ikke alle historiens detaljer og jeg vil derfor invitere dig til at hjælpe med at fortælle den. Hvordan ser du på RTS-spillenes "genkomst" - og er det overhovedet fair at betegne den som sådan? Har du holdt dig mere ajour med genren i løbet af det seneste årti - ved enten at genbesøge gamle titler eller at finde lignende underholdning på indiescenen? Måske er der helt andre bevægelser i industrien som du har lagt mærke til? Lad mig høre hvad du tænker!



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.