Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler
Guild Wars 2

Guild Wars 2 - fortryllende illusionist

Den sidste profession i det kommende MMO Guild Wars 2 er blevet afsløret - vi snakker med designerne om mesmeren.

For dem der har fulgt udviklingen af Guild Wars 2, kommer det næppe som en overraskelse, at den ottende og sidste klasse har vist sig at være mesmeren. Klassen var blandt de seks første i det originale Guild Wars: Prophecies, og har nærmest fået kultstatus blandt fuldblods Guild Wars-fans som noget at det virkelig unikke ved serien. Vi har snakket med John Peters og Jonathan Sharp, der begge arbejder som systemdesignere hos Arenanet, om hvordan de har gjort mesmeren unik og spændende.

Guild Wars 2

I har ventet med at afsløre mesmeren helt til sidst. Har det været særligt vanskeligt eller udfordrende at overføre mesmeren til Guild Wars 2 og samtidig beholde essensen af klassens rødder?

Jonathan Sharp: Vi viste at folk har efterspurgt Mesmeren, det var virkelig en af de unikke klasser fra det originale Guild Wars. Vi ønskede at virkelig fange det, der gjorde mesmeren til noget specielt i Guild Wars. Når vi ser på mesmeren i det lys, så har vi beholdt denne her kamp mellem mesmeren og ofrets sind. Det handler om at manipulere slagmarken og skabe kaos, men at gøre det på helt andre måder, da Guild Wars 2 er så anderledes end den originale serie. I al den tid, vi har arbejdet med mesmeren, har vi haft spillerne og deres ønsker i baghovedet, så vi håber dette kommer som den julegave, man næsten ikke turde ønske sig.

En af mesmerens hovedopgaver i den originale serie var afbrydelser og gruppekontrol. Kan man stadig have sådan en spillestil med en mesmer i Guild Wars 2?

Jonathan Sharp: Ja, helt bestemt. Du har for eksempel muligheden for at omtåge (daze), der forhindrer dit mål i at bruge egenskaber i en kort stund. Du kan også slå modstanderen ud (stun), en meget kraftig egenskab, fordi de hverken kan bevæge sig eller bruge egenskaber, mens de er slået ud. Andre klasser skal vælge bestemte evner eller bruge bestemte våben for at få disse evner, men mesmeren har altid adgang til dem gennem klassemekanikken.

Hvilke våben kan mesmeren bruge?

John Peters: I højrehånden kan mesmeren holde et sværd eller et scepter. I venstrehånden kan du have et af fire våben: sværd, fakkel, fokus eller pistol. Af tohåndsvåben har mesmeren bredsværd og stave til sin disposition.

Guild Wars 2

Hvordan kan det være at mesmeren nu kan bruge sværd og pistoler?

John Peters: På en måde har de altid kunne bruge dem, eftersom vi havde toklassesystemet, der gjorde at man kunne spille som warrior/mesmer eller mesmer/warrior, hvor man gjorde brug af deres forskellige egenskaber. Det er dette, der har udviklet sig til at blive den mesmer, vi har i Guild Wars 2.

Noget, der er nyt med mesmeren i Guild Wars 2 er illusionerne. Kan I forklare hvordan disse fungerer?

Jonathan Sharp: Der er to former for illusioner, kloner (clones) og spejlbilleder (phantasms). Du kan have op til tre illusioner samtidigt. Hvis du fremmaner en fjerde, forsvinder den ældste illusion. Klonerne er nøjagtige visuelle kopier af spilleren, de har tilmed samme navn. Deres formål er at skabe forvirring, da man aldrig rigtig kan vide hvem der er klonen, og hvem der er mesmeren. Spejlbilleder ser lidt anderledes ud og har forskellige navne, alt efter hvilket spejlbillede det er. De har glødende lilla våben. De minder stadig meget om spilleren, så dette element af illusion er også med, men det er ikke hovedopgaven med et spejlbillede.

John Peters: Illusionerne er knyttet til mesmerens klassemekanikker. En mesmer kan til hver en til ofre sine illusioner for en anden positiv effekt. Det styres med tasterne F1 til F4. Ved at trykke F1 bruger du angrebet Mind Wack, der knuser dine illusioner og giver skade til alle fjender i nærheden af dem. Cry of Frustration ofrer illusionerne for i stedet at omtåge dine fjender. Diversion ødelægger dine illusioner, men slår fjenderne ud. På F4 har du evnen Reflection, der skaber en barriere rundt om mesmeren og reflekterer fjendernes angreb mod dem.

Guild Wars 2

John Peters: Ja, mesmerens allierede vil se klonen som lidt anderledes. Vi har ikke bestemt helt nøjagtig hvordan vi vil vise dig dette, men du vil kunne skelne klonerne fra spilleren. Lige nu er den eneste forskel, at navnene har en anden farve hvis du markerer dem, men det er alt for subtilt. Der vil være en bedre indikation end dette, men det er ikke afgjort endnu.

Klonerne er skrøbelige og dør meget nemt. Det er ikke meningen de skal være langvarige, men skal derimod skabe forvirring. De skal give dig et øjebliks overtag, mens fjenden prøver at regne ud hvor du er. Man vil kunne genkende klonerne fra deres opførsel, de har et mere passivt, simpelt opførerselsmønster end en spiller vil have, men på det tidspunkt er du sandsynligvis allerede død.

Hvad sker der med illusionerne hvis du ryger i jorden (downed) eller bliver slået ud (defeated)?

Jonathan Sharp: Hvis du bliver slået ud, forsvinder alle de illusioner, du har fremmanet. De forsvinder også hvis dit mål dør, da de egentlig kun eksisterer i dennes sind.

Lad os sige du angriber to fjender. Hvis du maner nogle illusioner frem, der angriber fjende A og fjende A dør, så må du fremmane nye illusioner til at angribe fjende B.

Guild Wars 2

Forhekselser (hexes) var en grundlæggende mekanik for mesmeren i Guild Wars. I Guild Wars 2 er denne mekanik ikke med, så hvordan har I overført klassen til efterfølgeren?

John Peters: Illusionerne er på en måde det, der erstatter forhekselserne fra den originale serie. For eksempel kan du med fakkelen fremmane en illusion, der hedder Backfire, som angriber målet hver gang det benytter en evne, hvilket svarer til forhekselsen i Guild Wars med samme navn. I Guild Wars var der ofte stor fokus på at følge med på brugerpanelerne. Du så efter om du havde en forhekselse på dig, og brugte så en egenskab for at fjerne den. I Guild Wars 2 ønskede vi at flytte fokus ud i selve spilverdenen, og derfor var det nødvendigt at gøre noget ved forhekselserne.

Illusionerne gør meget af det samme som forhekselserne gjorde i Guild Wars, men de bliver trukket ud i spilverdenen. Du kan se dem angribe dig, og for at fjerne dem er du nødt til at angribe dem tilbage. En anden grund til at fjerne dem var, at netværket af forhekselser og modforhekselser, kondition (condition) og konditionsfjernere blev alt for kompliceret, så vi har fjernet forhekselserne og beholdt konditionerne som vores debuff.

Mesmeren kan som i det originale Guild Wars bruge mantraer. Hvordan fungerer disse i Guild Wars 2?

John Peters: Mantraer er en egenskab, som det tager lang tid at lade op, men når de er ladet op kan de bruges med et øjebliks varsel. De er ganske kraftige, hvilket opvejer den lange opladningstid.

Guild Wars 2

Har mantraer en passiv effekt, eller er det eneste formål ved at lade dem op at have dem klar til senere brug?

Jonathan Sharp: Nej, mantraer har ingen passiv effekt. Tanken er, at de skal være meget kraftige angreb, som du kan lade op før du går i kamp, men ønsker du at bruge dem to gange, må du lade dem op igen mens du er i kamp. Da det tager relativt lang tid, er du meget sårbar mens du lader dem.

Illusioner og mantraer virker som meget indirekte former for angreb. Har mesmeren en mere direkte måde at gøre skade på?

Jonathan Sharp: Du vil have angreb, der gør direkte skade, men som mesmer vil en stor del af den skade, du gør, komme fra dine illusioner.

John Peters: Et eksempel er en egenskab knyttet til bredsværdet, hvor du skyder en stråle ud fra sværdet, der gør mere skade, jo længere væk dit mål er. Du kan faktisk lade dine kloner gøre det samme, så hvis du spreder dem ud, er dine fjender nødt til at vælge hvem af dem, de vil gå tæt på og angribe, for ellers vil alle strålerne gøre fuld skade over lang tid.

Guild Wars 2

Hvor mange forskellige spejlbilleder findes der, og har I nogen eksempler?

John Peters: Jeg tror der mindst seks, en på hvert tohåndsvåben og en på hvert offhand-våben. Bærer du en stav, kan du fremmane en Illusionary Mage, der gør ekstra skade for hver kondition på målet. Belejligt nok påfører stav-evnerne en del konditioner, som Illusionary Mage kan udnytte. Backfire, som vi har snakket om, tilhører fakkelen. Vi har en Illusionary Duelist, der er knyttet til pistolen, vis angreb ligner Unload-evnen som en thief har. Har du et sværd, kan du fremmane en Illusionary Swordsman. Vi ændrede faktisk hans opførsel så sent som i går, tidligere brugte han warrior-angrebet Flurry, men nu hopper han ind og ud af kamp, men det kan stadig nå at ændre sig. Med bredsværdet kan du fremmane en illusion, der hvirvler rundt på slagmarken og stopper fjenderne. Bruger du et fokus, kan du skabe et spejlbillede, der hedder Illusionary Warden, og som bærer to økser og laver noget i stil med ranger-angrebet Whirlwind Defence. Han står og reflekterer indkommende angreb tilbage mod modstanderen.

Det er dem, der er med i spillet lige nu. Vi har snakket om at inkludere nogen, der ikke er tilknyttet et våben, men indtil vi har besluttet om de overhovedet kommer med i spillet, tror jeg vi venter med at tage dem med.

Guild Wars 2

Hvilke forskellige kloner findes der?

John Peters: Alle mainhand-våben og tohåndsvåben har en klon tilknyttet, med undtagelse af sværdet, der har to. Klonerne vil bære samme våben som dig selv. Har du et scepter, kan du blokere angreb, og gør du dette, bliver du splittet i to, og en klon bliver dannet. Med bredsværdet kan du rulle bagud og skabe en klon. Har du en stav, kan du teleportere et lille stykke, så fjenden aldrig ved hvor du er landet, og hvor klonen blev skabt. Denne klon vil sprede konditioner mellem dine fjender. Sværdet har to klon-egenskaber knyttet til sig. Den ene lader dig kaste dig fremad, mens der bliver skabt en klon hvor du stod. Den anden gør det modsatte, nemlig at skabe en klon, der kaster sig frem, mens du selv bliver stående. På denne måde kan fjenden aldrig vide hvilken af de to, du er.

Der er også andre kloner, der ikke er knyttet til et våben. For eksempel er der den klon, der hedder Decoy, som gør dig usynlig, mens der bliver dannet en klon hvor du stod.

Kan I give nogle eksempler på mantraer?

Et af mantraerne omtåger din fjende, og kan udføres samtidigt med et andet angreb. Et andet, der hedder Mantra of Pain, oplader et angreb som giver stor skade. Et tredje mantra er et helbredsmantra. Det har den korteste dødtid af alle helbredsegenskaber i spillet, men hagen er, at for at bruge den mere end én gang i en kamp, er du nødt til at lade den op igen. Det gør at den er meget let at afbryde, og dertil er du ganske sårbar. Den er også tidskrævende, så jo mere du bruger den, jo mindre skade gør du.

Guild Wars 2

Kan I nævne nogle eliteegenskaber, mesmeren har til rådighed?

Jonathan Sharp: Der er en, hvor du transfigurerer fjenden til en moa. Det er i stil med traditionen fra Guild Wars, hvor mesmeren giver afkald på sin eliteegenskab for at fjerne eller ødelægge en fjendes eliteegenskab. Hvis du for eksempel ser en necromancer i djævleform, eller en elementalist i sin tornadoform, kan du tage deres fordel fra dem ved at trylle dem om til moafugle. Du er selv nødt til at bruge din eliteegenskab for at gøre dette, men du er villig til at lave den byttehandel, fordi du bestemmer betingelserne og du bestemmer timingen. Igen passer det med det kontrolelement, der hører til mesmeren.

John Peters: Det, der er morsomt ved dette er, at i Guild Wars 2 afhænger dine evner af hvad du har til rådighed, så mens du er en moa har du angreb som en moa. Du kan hakke, sparke og skrige, så du slipper for bare at se passivt til, mens du venter på det går over.

Guild Wars 2

Hvilket våben bør jeg vælge, hvis jeg ønsker at give meget skade, eller være en støttespiller for holdet og så videre?

Jonathan Sharp: Staven er et flot våben at bruge for at støtte dit hold. Du kan sprede en masse konditioner, som holder fjenderne i skak mens dine holdkammerater kan tage dem ud. Du får også adgang til angrebet Chaos Storm, der spreder tilfældige konditioner mellem fjenderne i området, samtidigt med at den spreder boons til dine allierede.

For at gøre mere skade, kan du skifte til et bredsværd. Med bredsværdet kan du gøre en masse skade over tid (DoT) med dine spejlbilleder og kloner, og det giver dig nogen kontrol over placering og manøvrering på slagmarken. Du har et angreb, der kaster alle fjender i en kegle foran dig tilbage. Samtidigt er du vældig sårbar, hvis de kommer tættere på, så du skal være forsigtig, når du bruger bredsværd.

Guild Wars 2

John Peters: Sværdet er det våben med størst potentiale for at forvirre og snyde modstanderen. Det er som sagt på sværdet, at du har adgang til angrebene Leap og Illusionary Leap, hvor enten du eller klonen kaster sig frem, mens den anden bliver stående tilbage.

Scepteret er for mesmeren det mest defensive våben. Det har en blokade, og når du blokerer, bliver der skabt en klon. Du har et angreb, der affyrer en stråle mod fjenden og påfører dem en kondition, der hedder forvirring (confusion). Den gør, at hver gang de angriber, tager de selv skade. Det hører sammen med hvordan mesmeren føles og opleves. Det er ikke meningen at du skal blokere så meget direkte, eller lægge et skjold rundt om dine fjender. Det handler mere om at straffe fjenderne, hvis de vælger at angribe. Mesmeren tager omvendt psykologi i brug, og går ind i hovederne på fjenden for at gøre ting.

I beskriver mesmeren som en magisk duellist. Hvordan kommer duellistaspektet ind i billedet?

John Peters: Vi tænker primært på mesmerens evne til at narre og snyde. Tag for eksempel en mesmer, der bærer sværd og pistol, og som har en fakkel i sit andet våbensæt. Du sender et par spejlbilleder ind for at angribe for dig. Når fjenden bestemmer sig for at tage spejlbillederne ud, knuser du dem så du omtåger fjenden, før du selv går til angreb. Pludselig skaber du en klone, så de ikke ved hvor du er, og i næste øjeblik tager du faklen og gør dig selv usynlig. Før de ved af det, dukker du op og fyrer en eksplosion af, før du skaber en ny illusion og... Det er den spillestil, vi snakker om, når vi siger at mesmeren er en magisk duellist, hvor du prøver at få fjenden til at træde forkert, så du kan udnytte disse fejltrin.

Jonathan Sharp: Du har både denne duellering, hvor du hopper ind og ud og skaber forvirring, men så er der også denne mentale duel mellem dig og dit offer.

Guild Wars 2

Har I nogen fortællinger fra gange, hvor I har testet mesmeren, hvor det pludselig har slået jer, "wow, det her er utrolig sejt!"?

John Peters: Der var en gang, hvor jeg spillede som en mesmer, og de andre troede de havde dræbt mig, hvor jeg dukkede op et andet sted. I det at de dræbte mig, gik det op for dem at jeg aldrig havde været der til at begynde med, jeg var et helt andet sted hele tiden. Jeg var den, der havde stået stille og ingenting gjort, så de troede jeg var en klon. Det er nemlig et andet taktisk element, at du kan fremmane en klon og så bare stå der og bruge dine basisevner, så du selv ligner en klon.

Jonathan Sharp:

Der var en gang, hvor vi testede en af de nye PvP-baner, og jeg spillede mesmer og kom forbi et punkt, der var ved at blive taget af tre modstandere. Idet jeg kom nærmere, sendte jeg først nogle illusioner, før jeg selv løb ind til punktets centrum. Så lavede jeg en af dem til en moafugl, så jeg ikke skylle bekymre mig om ham, før jeg kastede en Chaos Storm på de to andre. Jeg nåede at sende en af dem i jorden, men så fik de to andre fat på mig. Heldigvis havde jeg kastet en portal, så jeg hurtigt kunne komme væk derfra. Nogle af mine allierede kom til og færdiggjorde det arbejde, jeg havde startet, mens jeg helede mig selv på sikker afstand af alle fjender, inden jeg igen drog af sted for at indtage et andet punkt.

I egenskabsvideoen ser vi at mesmeren lægger to portaler ned, hvordan fungerer disse?

Jonathan Sharp: Portaler er en egenskab, der ikke er knyttet til noget særligt våben. Du kan lægge en indgang og en udgang, så du og dine allierede kan gå frem og tilbage mellem portalerne. Det med portalerne er noget, du gerne skal planlægge før en kamp, for det er sjældent særlig praktisk i forhold til positionering at kaste begge portaler, mens du kæmper. Derimod er det ganske nyttigt at have en hurtig flugtrute, hvis en kamp ikke går din vej. Noget vi har bemærket gennem testning af PvP er, at andre spillere lærer at udnytte det faktum, at der ofte kommer en såret mesmer ud af en portal, så de bliver stående og venter lidt for at se, om de får en let kamp. Jeg har flere gange selv oplevet, at jeg troede jeg var i sikkerhed, men at der så stod nogen på den anden side af portalen.

Guild Wars 2

Nu hvor I har afsløret den sidste klasse, er der så en eller to andre, I ville ønske havde været med i spillet?

John Peters: Tæller commando?

Jonathan Sharp: Ja, commando vil blive savnet. Jeg tror ikke vi skal sige alt for meget. Vi har jo planer om udvidelsespakker, så vi ved aldrig hvad der kan blive tilføjet til spillet senere. Samtidigt synes jeg at vi har gjort et godt arbejde med de forskellige arketyper, spillerne forventer og ønsker sig. Der var en tid hvor vi troede der skulle være tolv, så blev det syv, så var det ni, men jeg er tilfreds med hvor vi er havnet.

Dertil har man friheden i valg af våben og egenskaber, så selv om der er otte klasser, er der langt flere valgmuligheder og veje, du kan gå inden for disse, der passer til din spillestil. Vi glæder os til at se hvad spillerne vælger at gøre med de forskellige klasser!

Tak til Jonathan Sharp og John Peters for at tage sig tid til at svare på vores spørgsmål!

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Relaterede tekster

Guild Wars 2Score

Guild Wars 2

ANMELDELSE. Skrevet af Jostein Holmgren - GR NO

Her er Guild Wars 2-dommen! Efter uger i betaen og flere dage med det endelig produkt, er Jostein parat med anmeldelsen.



Indlæser mere indhold