Dansk
artikler

Redaktøren Mener: PlayStation 5-begivenheden var ret fed

Sony valgte at konkretisere snarere end at give os en masse uventet, og det er der ikke noget galt i.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Ja, det er den samme introduktion om og om igen, senest blev vi nødt til at trække, skrigende, ud af skyggerne i forbindelse med afviklingen af Ubisofts seneste Forward, og det gjorde jeg for at demonstrere en afgørende pointe; hvis du vil kopiere Nintendos Direct-format, så gør det ordentligt, og sørg samtidig for at have noget at fremvise, hvis du gerne vil skabe spænding, og læne dig ind i hype-kulturen. Ja, COVID-19 har gjort at der ingen scene er, ingen pengemænd i firkantede jakkesæt til at distrahere os, og intet publikum heller. Spillene er nøgne, og derfor skal præsentationerne være knivskarpe.

Og heldigvis så vi går en demonstration af hvordan sådan en begivenhed skal skæres, hvordan Direct-formatet kan blive afviklet på intens, nærværende og spektakulær vis. Ja, Sonys begivenhed var ret fed - den manglede overraskelser, men ikke desto mindre beviste den, at Sony ikke bare har tænkt sig at lægge sig fladt ned her.

Redaktøren Mener: PlayStation 5-begivenheden var ret fed
Her er priserne. De er ret fornuftige, synes jeg.

Så lad os tage hul på det hele. Final Fantasy XVI blev afsløret, og imponerende ser det ud. Det lader til at Square Enix her vil fortælle en mere stringent og afgrænset historie, og det er kun kærkomment, og selvom der kommer til at gå lang tid før vi hører yderligere om spillet, jamen så kan man vist ikke benægte, at det er en pompøs måde at skyde i gang på. Derefter fulgte en kavalkade af trailere, og selvom de alle så flotte, ja decideret spektakulære ud, så er der alligevel en lille anke her. Først og fremmest var dette nok snarere en opfølgning på de vage teasere vi fik sidst, men udover Spider-Man: Miles Morales og til dels Demon's Souls var der ikke rigtig nogen der fik den der dybdegående gameplay-gennemgang, der giver et solidt, realistisk indblik i hvordan spillene er som... ja, spil. Stort set alle de store udgivere er skyldige her, og det er ærgerligt, for den lange, dybdegående præsentation er netop en del af E3-formatet som disse digitale begivenheder gerne måtte have bragt over.

Når det så er sagt, så er det svært at brokke sig over en platformindehaver, der fyrer løs med trailere fra spil, hvor der indgår gameplay i stort set dem alle, og som tilsyneladende er relativt repræsentative. Ydermere er det svært ikke at lade sig imponere over de spil som Sony har med sig på slagmarken her. Bare Spider-Man: Miles Morales, Demon's Souls, Sackboy: A Big Adventure og Destruction All Stars kaster som gruppe et ret bredt net. Om hvorvidt de så er gode, ja det ved vi ikke, men som samlet launch-pakke, så er det slet ikke tosset.

Men igen, udover God of War PS5, som vi vidst allesammen godt vidste ville blive afsløret før eller senere, så var der ikke mange overraskelser her. Det gør som sådan ikke noget, men det havde nu været fantastisk, hvis den der "one more thing" havde været... ja, et nyt The Getaway, eller en ny IP fra Naughty Dog, eller bare et spil der ikke er en efterfølger i en etableret serie, som vi ikke allesammen vidste var på vej alligevel. Det lyder måske som brok, og naturligvis er God of War PS5 et monster af et spil, og at det kommer allerede i 2021 er imponerende (dog vil jeg se det før jeg tror det).

Redaktøren Mener: PlayStation 5-begivenheden var ret fed
God of War PS5 er som sådan ikke en overraskelse, men det er ret at få det bekræftet alligevel.

Ellers gik det hele slag i slag, og Sony formåede, både med deres egne titler og med eksterne, at slå fast at next-gen bliver spændende, eller måske sågar storslået. Spil som Hogwarts Legacy og Deathloop, ja endda Call of Duty: Black Ops Cold War var imponerende, og der var også plads til nogle af de mindre spil, såsom Five Nights at Freddy's Security Breach.

Det hele endte med et brag i prissætningen, som kun kan siges at være konkurrencedygtig. Sony prissatte PlayStation 5 præcis som forventet, hverken for højt eller for lavt, og det bliver meget spændende at se hvordan det hele spænder af på markedet lige om lidt. Nu ved vi det hele, det er i grunden virkelig rart, selvom begge producenter trak den længere end hvad godt er i denne omgang, men omstændighederne er naturligvis anderledes.

Naturligvis er jeg ikke glad for at se spilprisen blive hævet helt til €79.99, noget som først slap ud efter selve præsentationen, men det er svært at blive lige så sur, som jeg er på Take-Two, der hæver prisen, og stadig lader spil som NBA 2K21 være glorificerede kasioner. Hvis Sony fortsætter med at fastholde en kurs uden mikrotransaktioner, Loot Boxes og Live Service-vanedannelse, jamen så er en stigning fin, men selv her er det dog lige i den ambitiøse ende.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Men igen, det er småting. I det store og brede gav Sony os det vi forventede, og det er der en skønhed i. Der var ingen store overraskelser, men snarere var hele showet en slags konkretisering af noget der indtil i går havde været ret vagt. Nu kender vi alle detaljerne om begge konsoller, så lad os tage en kollektiv dyb indånding. Endelig.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.