EA Play Live optakt - - Gamereactor
Dansk
Gamereactor
artikler

EA Play Live optakt

Vi ser frem mod aftenens EA Play Live-præsentationen.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Den næste af sommerens store digitale præsentationer er lige oppe over, da EA Play Live ruller over skærmen i aften kl. 19. Electronic Arts lover et cirka 40 minutters tætpakket program med fokus på titler, der udkommer i den nærmeste fremtid. Det betyder, at spil som Dragon Age 4 eller Skate 4, der endnu er et stykke fra lancering, ikke vil blive fremvist.

Men hvad har vi så i stedet i vente? Det giver vi et lille overblik over her.

Battlefield 2042
Battlefield 2042 kommer utvivlsomt til at blive en af showets helt store stjerner. DICE kommende skydespil har droppet singleplayer for at fokusere alle ressourcer på at besejre det kommende Call of Duty og Halo Infinite til dette efterår, der nok bliver et af de mest intense i FPS-genrens historie. Forhåbentlig benytter EA lejligheden til at løfte sløret for den endnu-ikke-afslørede multiplayer-mode, der udvikles af Ripple Effect (tidligere DICE LA).

Et nyt Dead Space
Vi vil blive slemt skuffede, hvis ikke EA afslører det nye spil fra EA Motive Studios, der efter sigende genopliver Dead Space-serien. Bliver der tale om et reboot, der læner sig op ad det originale spil, eller en decideret forsættelse? Vi regner med at få svaret på dette spørgsmål, om end vi ikke forventer at se gameplay endnu.

FIFA 22
FIFA 22 er allerede blevet afsløret, og er du nysgerrig på spillet kan du læse vores preview af PS5-versionen her. Da serien er en af EA's ældste og mest ikoniske af slagsen, forventer vi også lidt ekstra information til EA Play Live.

EA Play Live optakt

Sport, sport, sport!
I det hele taget har EA traditionen tro masser af sportsspil klar til efterårssæsonen. Madden NFL 22 fik for nyligt en dedikeret præsentation, og selvom det ikke er EA's mest profilerede serie, kommer der selvfølgelig også et NHL 22. Den klassiske Tiger Woods-serie gør næste år comeback under navnet EA Sports PGA Tour. Som noget nyt vil der også være et stort fokus på kvindegolf, og det kommer EA helt sikkert ikke til at gå stille med dørene omkring.

Apex Legends & Knockout City
Hvor AAA-titler udgør kødet til de digitale præsentationer, så fungerer live service-titler som en gang kartoffelmos, der kan fylde tallerkenen ud. Vi ved allerede, at Apex Legends tiende sæson introducerer karakteren Seer, som vi glæder os til at se i aktion. Og mon ikke det succesfulde Knockout City også kommer til at indgå i præsentationen?

Lost in Random
EA Originals byder typisk på nogle meget spændende spil fra lidt mindre udviklere, og Lost in Random fra svenske Zoink Games (holdet bag Fe) ligner ingen undtagelse. Spillet foregår i en dyster fremtid/alternativ virkelighed, hvor alle borgeres fremtid afgøres af et terningekast, og spillet har en herlig dyster Alice i Eventyrland-æstetik, der nok skal komme til at tiltrække sig en del opmærksomhed. Spillet udkommer senere på året, og vi håber på at få den præcise lanceringsdato.

EA Play Live optakt

Overraskelser?
Det er altid rart at få ens forventninger indfriet til denne slags præsentationer. Men en del af det spændende er jo også den slags overraskelser, der får Youtubere til at tabe kæben, og giver os med en mere afdæmpet mimik et lille sug i maven.

Hvilke kaniner kan EA tænkes at hive op af hatten? Et nyt spil fra Codemasters ligner et godt bud. De har netop udgivet F1 2021, og selvom dette spil nok skal i pit et par gange eller to, inden det kører perfekt, så kan de nu begynde at se fremad mod et nyt WRC eller måske et kommende Dirt.

Maxis og The Sims Studios har også chancen for at skabe vilde fanreaktioner, hvis de afslører det The Sims 5, der med sikkerhed er under udvikling. Vi vil dog næppe sætte vores penge på, at vi allerede nu får noget at se til spillet, men man kan jo altid håbe, da det er syv år siden The Sims 4 udkom.

Selvom Ubisoft og flere andre firmaer nu også kan udvikle spil i en galakse langt, langt borte, så har EA stadig rettighederne til det lukrative Star Wars-univers, om hvem ved - måske vi får et Angry Birds Star Wars III? I hvert fald skal vi nok regne med lidt mobilrelateret nyt, da EA ligesom mange andre udviklere satser mere og mere på denne voksende platform.

Men som sagt bliver vi meget klogere i aften. Du kan se med på GRTV Live fra kl. 19, hvor pre-showet starter. Vi ved desværre ikke, hvor langt dette bliver, men forhåbentlig springer EA hurtigt formaliteterne over og kommer i gang med, hvad det hele handler om - fremvisningen af nye spil.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.