Assassin's Creed IV: Black Flag - Freedom Cry

Assassin's Creed IV: Black Flag er et kæmpe eventyr, proppet med en indholdsmængde der burde kunne stille enhver tilfreds. Dermed ikke sagt at vi ikke gerne vil have mere pirateri i det caribiske hav, for selvom man godt kan få for meget af en god ting, så er vi slet ikke nået det punkt med Black Flag endnu.

Og så er det jo ganske heldigt at Ubisoft har lavet Freedom Cry, en DLC-udvidelse med ni nye missioner, et nyt udsnit af carribien, nye våben, nyt skib, en ny by og nye øer at udforske, og en ny hovedperson. Eller, næsten ny.

Et par enkelte nye mekanikker er det også blevet til, men de fylder ikke meget, og ligger mest af alt i naturlig forlængelse af det, man foretog sig i grundspillet, så de fleste nyheder virker mere eller mindre kosmetiske.

Der er gået ti år siden AC4 sluttede. Vi spiller som Adawale, Edward Kenways gamle kvartermester, der har brugt det sidste årti som medlem af snigmorder-broderskabet. Da vi møder ham, skal han til at borde et templar-skib sammen med sine snigmorder-brødre, men før de får set sig om har de en halv armada i hælene, og tager flugten ind i et kæmpe stormvejr. Stormen viser sig dog at være for meget, og Adawale falder i havet, og skyller op på stranden i Port-au-Prince, den største (og eneste?) by på det, der i dag er Haiti.

Slaveri og menneskehandel har kronede dage på dette tidspunkt, og snart er Adawale (der som bekendt selv er tidligere slave) i fuld færd med at befri slaver og gøde jorden til et oprør sammen med Maroons, en bevægelse af frigjorte ex-slaver.

Og det er i korte træk historien. Her er ikke så meget snigmordere versus tempelriddere, det handler mere om at give lede, franske slavepiskere tørt på.

Det gør man blandt andet ved at begive sig rundt i Port-au-Prince og hjælpe slaver ved enhver lejlighed. Nogle gange ser man et par stykker bundet til en mur, mens deres vogtere tæsker dem til blods. Andre gange kommer man forbi en auktion hvor slaver er ved at blive solgt. Og man støder også på såkaldte konvojer, der blot er et fint ord for slaver i kæder og et par vagter. Fælles for alle situationerne er, at man myrder alle de vagter, der umiddelbart er i nærheden, og derefter sætter man slaverne fri.

Og det kan godt svare sig at hjælpe dem. Flere af Adawales opgraderinger er nemlig knyttet direkte til hvor mange slaver, man har befriet - ved 300 får man adgang til en langt stærkere machete, vores helts foretrukne våben.

300 lyder måske af meget, når man i Port-au-Prince kun befrier dem i grupper på to til fem, men der er heldigvis også andre muligheder. Rundt om byen finder man en håndfuld plantager, der selvfølgelig er tæt bevogtet, men hvor man med lidt snilde og snigeri kan befri slaver i langt større antal. Og stikker man til søs, kan man finde flere plantager såvel som slaveskibe, der virkelig batter på samvittighedskontoen.

Adawale har sit eget skib, der selvfølgelig kan opgraderes, om end ikke i samme omfang som Jackdaw i grundspillet. For eksempel er her kun én rambuk, og skibet er udstyret med morterer fra starten. Men eftersom hele Black Flag-oplevelsen er kondenseret i Freedom Cry, passer opgraderingsmulighederne alligevel udmærket til udvidelsens omfang.

Som sagt er her ni missioner, knyttet sammen af en historie, der aldrig helt bliver lige så interessant som Black Flags. Man savner lidt en større mening og en central konflikt, hvilket måske lyder sært, det overordnede tema taget i betragtning. Adawale er dog en glimrende hovedperson, stærk og intens, men bestemt ikke uden sine brister.

Ubisoft har lovet omkring tre timers gameplay i pakken, og det løfte mere end holder de, efter min erfaring. Jeg var tættere på fem timer om at gennemføre Freedom Cry (men jeg skal blankt erkende at mine evner som snigmorderpirat er en smule rustne), og det var uden at skele så meget til sideindholdet. Det er ikke lige så udførligt som i grundspillet, men her er stadig rigeligt. Omgivelserne er for det meste nye, selvom vi befinder os i et hjørne af verdenskortet, der også var med i Black Flag - men der er sket meget på de ti år, der skal forestille at være gået i mellemtiden. Port-au-Prince fandtes for eksempel slet ikke i grundspillet.

Produktionsværdierne er ikke helt så høje som i Black Flag, med et lidt fladere karaktergalleri og mellemsekvenser, der ikke når samme niveau, men gameplayet kan man ikke klage over. Nok er det mere af det samme, men det er også nøjagtigt hvad jeg gerne ville have, og Freedom Cry føles bestemt ikke som om Ubisoft har været fedtede på indholdsfronten.

Var du glad for Assassin's Creed IV: Black Flag, kan du roligt købe Freedom Cry.