Sent sidste år blev det afsløret at selvom Elon Musk længe har påstået at han er blandt verdens bedste i både Path of Exile 2 og Diablo IV, så har han købt sig til såkaldt boosting fra andre spillere.
For nylig udkom Assassin's Creed Shadows, og for at fejre det udgav den officielle X-konto for spillet en ret så harmløs og traditionel "the game is out"-post, hvor Musk naturligvis kiggede frem fra gemmerne med et lettere dovent "Sell-out would be more accurate".
Her valgte folkene bag Shadows-kontoen dog at svare igen, og det blev således:
"Is that what the guy playing your Path of Exile 2 account told you?"
At kalde det ren jubel i kommentarfeltet ville være en underdrivelse, og der findes sågar et utal af disse kommentarer der slår fast at de først nu vil købe spillet på grund af det her vilde comeback. Om de så mener det eller om alt det her er en lille storm i et glas er naturligvis en anden snak.