Skip to main content
Gamereactor Hardware Asus Chromebook Flip C436
Hardware

Asus Chromebook Flip C436

Asus har allerede bevist at de er Chromebook-mestre, og her kommer toppen af kransekagen.
Magnus Groth-Andersen 28 marts 2020

Det er ikke altid det er lige hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i sig selv, når man anmelder et stykke forbrugerelektronik - naturligvis skal du forme en kritisk holdning til den enhed du anmelder, men det handler nok snarere om at finde ud af, om hvorvidt enheder fuldfører den opgave de er designet til at udføre. Jeg har eksempelvis forelsket mig i Chromebooks i løbet af det seneste halve års tid, og selvom der findes mange solide af slagsen på markedet, så er de alle designet omkring den samme centrale idé - nemlig lavprismarkedet. Ja, de fleste Chromebooks er skabt til at være billige, og jeg har da altid tænkt om hvorvidt ikke det snart var på tide at se hvordan en Chromebook kunne se ud, hvis ikke der var sparet på noget.

Og Asus har tydeligvis hørt mig, for de har nu lanceret Flip C436 på markedet, en Chromebook der hverken er tungere eller værre end en standard Windows 10-baseret bærbar bare fordi der er ChromeOS installeret, men i stedet sigter efter at replikere den luksuriøse brugsoplevelse man eksempelvis kunne forvente af en Zenbook - spændende!

Lad os starte, som altid, med det ydre. For det er her de gode nyheder starter også. Flip C436 er et vidunderligt stykke hardware. Hele chassiset er udført i aluminium, og føles som resultat både rigidt og robust. Desuden er hængslerne ganske solide, som vi efterhånden har lært er afgørende for om du nogensinde får brugt din 2-in-1 som tablet også. Materialet gør også at vægten holdes på 1,1 kilo, så vi befinder os altså i MacBook Air-land, og når nu Chromebooks er lavet til et liv på farten, så gør det vist ikke forfærdelig meget. Desværre er der ingen Thunderbolt 3-understøttede porte, men maskinen lader dog op med USB-C igennem den ene af de to USB-C 3.2-porte. Og når ja - der er også microSD-kortlæser og fingeraftrykslæser.

Selvom C436 Flip er ment som en slags luksus-Chromebook, så er det stadig naturligt at forvente at der er nogle ofringer, men de synes ikke synderligt lette at finde. Eksempelvis er tastaturet ganske glimrende med fin taktil feedback i tasterne, og et fint layout der sikrer plads og stabilitet til hver tastetryk. Man kan dog fortsat mærke, i alle Chromebooks, at der mangler Windows Precision-drivere, så selvom trackpaddet er fint udført fra et hardware-mæssigt synspunkt, så er der ikke helt samme respons som man får på en tilsvarende Windows 10-enhed - det er dog Googles fejl, primært.

Der er dog ikke blevet skåret ned på komponenterne inden under kølerhjelmen, for der præsenterer Asus os for en processor helt op til en Core i7-10510U-processor fra Intel på 1.8GHz, der kan turbo-booste helt op til 4.9GHz - det er ikke mange Chromebooks der kan præstere det, og det er sammen med op til 16GB LPDDR3x RAM på 2133MHz, så selvom en Chromebook som sådan ikke rigtig har brug for mange hestekræfter, så er det nu alligevel fint at Asus har forsøgt at appellere til den forbruger, der gerne vil have hardwaren i orden alligevel. Det samme gælder for harddiskpladsen, for selvom Chrome OS direkte opfordrer til cloud-baseret filopbevaring igennem Google One (som man får 12 måneders adgang til), så kan du alligevel få op til en 512GB NVMe M.2 SSD.

Selve skærmen er så absolut også et højdepunkt. Her taler vi et FHD-panel, altså 1920x1080p, der godt nok er 16:9, men som via fire gange NanoEdge-skærm præsterer en såkaldt "screen-to-body-ratio" på hele 85%. Det kan oversættes til at du ikke behøver at skulle leve med en gigantisk hage i bunden af skærmen - her får du det fulde udbytte af chassisets fysiske dimensioner, og den dækker også 100% af sRGB-farvespektrummet, så der var både kontrast og et nydeligt lysniveau at finde her.

At bruge en Flip C463 hver eneste dag i et par uger har været en absolut fryd. Den lette vægt, den flotte skærm, den kompromisløse ydeevne og en gennemsnitlig batterilevetid på næsten 12 timer med blandet brug, har endnu en gang bevist, at kan man omlægge sine brugsvaner så den passer til Chrome OS, så bør man gøre det, for fordelene er bare gigantiske. Naturligvis er det i denne maskines tilfælde nu dyrere, faktisk starter C463 på 7999, som er en kende dyrt, selv med alt det luksuriøse i mente. Men dyrt i forhold til hvad? En Dell XPS 13 2-in-1, der også har en Core i7, integreret Intel-baseret grafik og 16GB RAM står dig i cirka 13.500, så du sparer alligevel en del på at gå Chrome OS, og målt på hardware, så er det ikke meget du ofrer.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.