Skip to main content
Gamereactor Hardware Asus ROG Swift PG43U
Hardware

Asus ROG Swift PG43U

Asus bibeholder det gamle skærmformat, men innoverer på alle andre fronter.
Magnus Groth-Andersen 24 juli 2020

Hvis man tænker lidt over det, så snyder de ellers imponerende skærmstørrelser en smule, når skærmen indtager et ultra-wide perspektiv. Se eksempelvis den nyeste G9 Odyssey-skærm fra Samsung, der godt nok er imponerende helt på egen hånd, men når man først læser at der er tale om et panel på 49 tommer, og derefter ser hvor smalt det egentlig er, så føles hele pointen med de kurvede displays bare lidt... ja, tilnærmelsesvis dum.

Eller måske ikke dum, men der er i hvert fald brug for alternativer til dem, der synes at det almindelige skærmforhold bør bibeholdes. Heldigvis ved de fleste producenter det her, og opdaterer løbende deres line-up af store, traditionelle gaming-monitorer. Så godt nok er størstedelen af Asus' ROG line-up af monitorer kurvede, men der er stadig nye modeller der virkelig ikke er. Og det bringer os til Swift PG43U, et 43 tommer gaming display der bibeholder det traditionelle skærmforhold, samtidig med at der tilbydes 4K-opløsning, G-Sync-kompatibilitet, 1ms forsinkelse og en officiel HDR1000-certificering.

Imponerende specifikationer ja, men hvilken slags forbruger er PG43U egentlig lavet til? Jo, faktisk var der overraskende mange på Gamereactor-redaktionen, der kun bifaldte introduktionen af paneler, der netop dropper den intense 1800R-, eller sågar 1000R-kurvning, og fremstår "konventionel". Derudover er det svært at forestille sig et panel, der er bedre for de konsolspillere der gamer fra et skrivebord, en gruppe af entusiaster som vist kun vokser.

Men PG43U er også fanget lidt i det der grænseland imellem at være en meget stor monitor til PC-spillere, eller et produkt der specifikt appellerer til de konsolspillere der. Eksempelvis kan du ikke rette på vinklen overhovedet - PG43U er fastmonteret til sin fod, og kan hverken svinge fra side til side, op eller ned for så betragtningsvinklen er lige i øjet. Jo, der er VESA-certificering, så du kan direkte fastmontere din monitor til væggen, og der er også en fjernbetjening med, men vi kan let forestille os mange forbrugere rynke bryn af de manglende tilpasningsmuligheder. Når det så er sagt, så er den bygget bundsolidt. Jo, hele bagpanelet er plastik med de gode gamle plastikknapper på højre side, hvor du kan justere centrale billedindstillinger, men det hele fremstår ret lækkert lavet, og udover lidt rødt lys der kastes ned fra standeren på overfladen under, så er den sågar ret subtil at se på, hvis man altså bare kigger foran fra, som man jo gør.

Derudover er det faktisk et imponerende udvalg af porte man får. Vi snakker to HDMI 2.0-porte, to DisplayPort 1.4-porte, et 3.5 millimeter jackstik, en upstream USB 3.0-port og to downstream USB 3.0-porte. Der er sågar to indbyggede 10 watt RMS-højtalere foran, der giver overraskende god lyd. Så langt så godt.

Og vi er ikke engang nået til selve panelet. Men lad os da lige tage hul på specifikationerne her:

  • 43 tommer VA wide-screen panel i skærmforholdet 16:9
  • 4K-opløsning (3840x2160)
  • 1000 peak lysstyrke (officiel HDR1000-certificering som resultat)
  • Kontrast på 4000:1
  • Betragtningsvinkel på 178 grader
  • 144Hz via Nvidia G-Sync (dedikeret modul)
  • 90% DCI-P3-farvedækning

Se, det er ikke så ringe endda, er det? (deep cut). Faktisk er det let at kigge på specifikationerne på PG43U, og ikke umiddelbart mangle noget andet. Jo, andre skærme tilbyder 240Hz, og pardanner dette med den mere 1440p-opløsning, men ærlig talt, hvis man bruger sin monitor til lidt af hvert, inklusiv streaming i netop 4K, så er det slet ikke nogen dårlig idé. Faktisk er netop det at bruge monitoren ved det skrivebord, hvor man kører adskillige inputs, deriblandt en PC, og en konsol, jamen så er det netop den der "jack-of-all-trades" uden reelle kompromisser, som Asus er blevet så habile til at designe. Faktisk kaster PG43U tankerne tilbage til deres ROG Chakram-mus, en mus der koster en hel del, men som netop af den grund giver dig alt det man kunne forvente, selv som den mest kræsne køber.

Netop takket være den brandhøje lysstyrke, kontrasten man får fra VA-panelet og de fløjlsbløde 144Hz, så leverer skærmen en fantastisk oplevelse ligegyldig hvad man bruger den til. Vi har testet den som primær arbejdsskærm, anmeldt spil som Ghost of Tsushima og previewet Star Wars: Squadrons fra en PC, og i alle de brugssituationer vi kunne kaste efter den, så brillerede den til den store guldmedalje. Selv ikke farvekalibreringen er der reelt set en finger at sætte på.

Jo, OSD-menuerne på de her skærme er totalt bagvendte og forvirrende designet, til det punkt hvor monitorproducenter kunne lære en hel del af LG og Samsung - please, design dedikerede brugerflader til de her dyre monitorer. Men du får i det mindste en brugbar fjernbetjening, og den virker ganske upåklageligt. Med 90% DCI-P3-dækning og hele 125% sRGB kunne man også bruge den til relativt korrekt billede- og videoredigering, som siger lidt om alsidigheden.

Nej, helt billig er den ikke. Faktisk står den anført til cirka 11.000 kroner, og for selvsamme pris kan man eksempelvis købe et LG C9, men det er nu ikke så mærkeligt, når man tager i betragtning at du vitterligt får et produkt der egner sig perfekt til den lidt nære konsoloplevelse, men også gør sig perfekt som en rigtig stor gaming monitor. Og skærmforholdet sikrer at alle spiloplevelser virker upåklageligt. Vi er glade for at producenter som Asus fortsat laver skærme af denne type, faktisk er vi rigtig glade for det.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.