Skip to main content
Gamereactor Hardware Asus ROG Zephyrus S GX502
Hardware

Asus ROG Zephyrus S GX502

Høj ydelse, relativt moderat pris, og med den første reelle løsning på et grundlæggende problem. Vi anmelder denne skelsættende maskine fra Asus.
Kim Olsen 20 maj 2019

Markedet går kun én vej - mindre, lettere, koldere, men også med mere varme på toppladen og højere priser, og alt skal død og pine være "ultra-slim", altså under 2cm høj og helst ikke tungere end et par kilo tung. Som sådan kan man kun være enig i det sidste, en computer, eventuelt med strømforsyning, der kommer over 4 kilo, og vi har prøvet op til 6 kilo, er ikke bærbar, men slæb-bar, og flugter ikke rigtig med konceptet.

Som mere og kraftigere hardware skal klemmes ned i mindre maskiner, så opstår der hurtigt varme i store mængder, især når man som her ikke vælger en mobilvenlig Max-Q-udgave af grafikkkortet, men går efter en GPU i fuld størrelse. Det giver flere hestekræfter, men også mere varme og strømforbrug.

Asus to the rescue

Denne maskine er udstyret med en i7-9750H-processor, en af kraftigste Intel-modeller tilgængelig lige nu, og 32GB RAM, et imponerende 76Wh-batteri, og en G-Sync-skærm, samt et RTX2070-kort, og her mener vi i fuld størrelse - ingen Max-Q-udgaver her. Maskinen kan fås med 144Hz, men senere på året kommer en Rolls Royce-version med et 240Hz Pantone-kalibreret display.

Vores testudgave har et 1TB NVMe i Raid 0, mens at de 19.999,- vi fandt maskinen til på Pro Shop havde et 512GB-drev. Husk prisen når vi gennemgår ydelse, for den er forbløffende lav sammenlignet med andre ultra-gaming laptops. Jeg havde dog nok personligt foretrukket at man havde sparet lidt RAM, og så fået mere harddiskplads. Der burde dog kunne fås flere forskellige konfigurationer inden for en overskuelig fremtid, men prissætningen er uanset hvad ekstremt aggressiv.

Harddisken er, ikke underligt med NVMe i Raid 0, latterligt hurtigt. Det burde måske ikke betyde noget i dagligdags brug, men det gør det.

Der er mulighed for at oplade via USB-C, men porten understøtter desværre ikke Thunderbolt 3. Der er heller ingen Displayport af nogen art til at gå sammen med de tre USB-porte, til gengæld er der HDMI 2.0b, og så en Ethernetport - sidstnævnte er guld værd med de filstørrelser vi efterhånden kæmper med når det kommer til AAA-titler. Men en gaming-orienteret bærbar uden Displayport, det forstår jeg ikke helt logikken bag. Det skal dog siges at USB-C-porten understøtter Displayport, men så skal man lige have en passende adapter først. Til gengæld understøtter HDMI 2.0b heldigvis også 144Hz-gengivelse, og mange nyere skærme er HDMI 2.0 eller mere, så jeg kan kun blive moderat irriteret over den manglende Displayport.

Maskinen virker ganske kompakt, og ganske let. Den er kun 18.9mm høj, og vejer lige præcis under 2 kilo. Selve maskinen er lavet i et magnesium/aluminiumlegering med interne forstærkninger i plastik.

Der hører i øvrigt en 3D-metalmodel med af Asus ROG-logoet, sjov lille detalje. Der er intet webcam - hurra, ligesom vi tidligere har set, så har man sparet skærmkant, og sælger i stedet et højkvalitets webcam for rimelige penge. Jeg kunne så godt have tænkt mig at den nederste skærmkant var væsentligt mindre så man fik endnu mere skærm for pengene. Lad os få den hage væk.

Der er dog én ting der er genialt, og som vi ikke har set før, nemlig softtouch-belægning omkring musepladen, hvor hænderne er. Det er ikke bare for komfort - det bliver ikke varmt, selv ikke ved hård brug. Det er første gang nogensinde at jeg på ingen måde har kunne mærke varmen fra maskinen ved mine hænder, og det samme sker faktisk for udluftningen, selv på fuld tryk bliver den aldrig mere end lun, hvor vi desværre andre gange har prøvet at luften er så varm, at man får en brændende fornemmelse. Nå ja, og så er det fri for fedtfingre - men det er altså den mindste del af det. Bagsiden er flot, med et diskret og nedsænket Asus ROG-logo.

Til køling har Asus løst varmeproblemet ved at bruge deres "Active Aerodynamic System" som vi først stødte på for nogle år siden, og det betyder at hele undersiden åbner sig for at øge luftindtaget. Det er simpelt (men sikkert svært at lave, så det holder i lang tid), men det er helt klart det bedste kølingssystem på markedet. Hele bunden åbner sig 7 milimeter, det er ikke meget, men nok til at det, ifølge Asus, giver 22% mere luftgennemstrømning.

Der skal lige tilføjes at Asus Armoury Crate-softwaren har tre standardindstillinger for strøm og ydelse - Silent, Balanced og Turbo. Sidstnævnte kan i øvrigt ikke slås til når der køres på batteri, så alle benchmarks er lavet på strøm med Turbo slået til. Herudover er der Windows og en manuel indstilling hvor man selv kan indstille alt. Softwaren der følger med er faktisk rigtig pænt, den skriger ikke, og er informativ på en effektiv måde. Der er mange nyttige oplysninger om forbrug, temperaturer og clock-frekvenser, men det kan måske virke lidt overvældende for en ny bruger.

Der er ganske vist et et fps-tab der følger med, det svinger ret meget, i værste tilfælde 25%, men forskellen har man nok at tage af, så bør man køre i Silent i stedet for Turbo, men tallene er imponerende. Det bør bemærkes at Asus på ingen måde selv anbefaler Silent til spilbrug, tværtimod.

I Turbo er alle knapper skruet op til 11. CPU'en går i idle ved 45 grader, og kommer på trods af den ekstreme køling stadig op på 98 grader - og det er for højt ved længere tids brug, og bør kun bruges hvis det er strengt nødvendigt. GPU'en går i idle på 55 grader (men slår ofte fra grundet Optimus-systemet, der selv skifter indstillinger for at matche strømforbrug med ydelsen), og hopper op til 86 grader. Det er også lidt i den høje ende, men det går nok.

Det imponerende er maskinen i Silent, her hviler CPU'en på 34 grader ved idle, og 78 ved maksimum, og GPU'en er på 31 grader ved idle og 74 grader ved maksimum. Meget imponerende.

Støjen afhænger ikke overraskende af brugen, men vi havde faktisk problemer med Silent, da den dykker ned til under 35dB ved fuld hammer, men det lykkedes os over noget tid at få den op på 37dB. Balanceret fik 44dB, og 47dB på Turbo. Dog er lyden overraskende lavfrekvent, der er ingen hyl eller skrig fra blæserne, så hvem end der har besluttet i designprocessen at spørge en akustikingeniør bør få en ekstra øl næste gang at Asus holder fredagsbar. Silent er faktisk så stille på fuld hammer at den stående joke på kontoret lige nu er at den larmer mindre på fuld hammer end andre konkurrenter gør når de idler (ja, vi kigger ondt på jer Razer). Køleribberne er meget små, 0.1mm, og lavet i kobber i stedet for aluminium - om det er den afgørende faktor ved jeg ikke.

Asus hævder, alt efter konfiguration, op til 8 timers batterilevetid. Jeg kom aldrig over 4, men det er stadig en fordobling over stort set alle andre gaming-bærbare vi har haft forbi kontoret med nogle få undtagelser. Det skal dog siges at vi havde pillet ret meget med Optimus-systemet og strømmen da vi skulle lave video, så der er en reel mulighed for at vi har kvajet os i forhold til at indstille computeren optimalt..

Benchmark-resultater

FPS-resultater

Assassin's Creed Odessey
Ultra: 43
High: 62
Medium: 68

Far Cry 5
Ultra: 95
High: 99
Medium: 102

Middle-earth: Shadow of War
Ultra: 102
High: 125
Medium: 148

Total War: Warhammer II
Ultra: 75,5
High: 96,8
Medium: 126,7

The Division 2
Ultra: 85
High: 108
Medium: 132

Syntetiske tests

3D Benchmark
Time Spy: 7675
Time Spy Extreme: 3578
Port Royale: 4372
Fire Strike Ultra: 4731
Fire Extreme: 9031
Fire strike: 17491

Cinebench
2752

Blender
BMW total render time: 366.298s

Benchmark tallene imponerende. De står direkte op imod, og overgå på nogle punkter, alle gaming-bærbare vi har haft forbi siden nytår, også selvom at de havde RTX2080-kort i sig. Den ekstra CPU-kraft betyder bare mere i moderne spil end man skulle tro. Den ene RTX2070-maskine vi har haft bliver smadret til sammenligning, på trods af at den er 6000 kroner dyrere, og RTX2080-modellerne 8000 kroner dyrere.

Hovedtelefonudgangen er relativt kraftig, og udstyret med udgangstrin fra ESS, og det er vi glade for. Selv mine planarhovedtelefoner kunne drives, ikke til tops, men rigeligt med tryk til at det var brugbart.

Skærmen er meget responsiv, og farvene særdeles fornuftige og naturlige. En smule mere lysstyrke havde været optimalt, men sådan er det ofte. Den er Pantone-kalibreret, og er et "IPS level" TN-panel på 3ms/144 Hz med 100% sRGB-dækning. Jeg finder at mange TN-paneler på dyrere gaming-bærbare er rigtig fine som de er, og jeg forstår ikke at man vil dække sig under en "IPS level"-markedsføring - det er et lækkert TN-panel, og det skal man ikke skamme sig over.

Tastaturet er et chiclet med fuld RGB-belysning, og om end at chiclet-typen ikke er min kop the, og tasterne, grundet formfatoren, sidder ret tæt sammen, så må jeg også erkende at det er rigtig fornuftigt at bruge til særligt skydespil. Tasterne er ret responsive, og hopper ekstremt hurtigt tilbage til udgangsposition når de er blevet aktiveret.

Så hvad er konklusionen? Designet er rigtig pænt, super diskret, den vejer ikke meget, ja, der mangler en displayport, men batteriet er voldsomt, og kombinationen af et RTX2070 i fuld størrelse og en i9 CPU gør en kæmpe forskel. Den spiller lige op med, og overgår computere der er samme størrelse, men koster mellem 30 og 40 procent mere. Det er altså godt gået, og jeg er kæmpe fan af at man nu kan få en bærbar som denne til under 20.000 i stedet for at det er lige under 30.000. Det er den slags forbrugervenlighed vi gerne ser mere af på Gamereactor. Og så elsker jeg kølesystemet, og især den støj og varme der ikke er der. Det er virkelig godt gået på så lidt plads.

Det her er det bedste køb du kan gøre, hvis du leder efter en seriøs gaming-bærbar, som jeg har set i mange år.

Fuld profil 1.173 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.