Skip to main content
Hardware

Asus TUF Gaming B650-Plus WIFI

Asus giver folket et billigt men stadig solidt AM5 bundkort
Kim Olsen 5 marts 2023

Der er generelt en del forvirring om de forskelle AMD chipset, men sådan meget sat på spidsen, så ligger forskellen i hvor mange PCIe-baner der er, hvor hurtige de er, og hvad de kan bruges til. Der er faktisk forbløffende meget frihed for producenterne til at vælge hvad de vil inkludere og udelade, men med B650 er man som minimum garanteret PCIe 5.0x4 til en af sine NVMe-drev. Du er ikke garanteret det til din GPU, men eftersom at en PCIe 4.0x16 forbindelse er rigeligt til at trække selv et RTX 4090, og næste generation ikke forventes at kunne makse PCIe 4.0-standarden ud (PCIe 3.0x16 er reelt først blevet brugt fuldt ud med den allerseneste generation af grafikkort) så er det faktisk et særdeles fornuftigt sted at spare.

Og det at spare er faktisk blevet mere nødvendigt, for hvor priserne på bundkort til AMD's Ryzen 7000-serie startede ved 3500 da det blev lanceret, så har det ikke ligefrem hjulpet at man stort set kun kunne få "Extreme" bundkort, altså noget der er lavet til hardcore overclocking. Enkelte lykkeriddere forsøger dog at sælge dyrere.

TUF Gaming B650-Plus WIFI koster noget helt andet, 1855 kroner kunne jeg finde det til billigst, hvilket er godt gået da AMD nu er gået over til LGA - altså at de små pinde der forbinder processor og bundkort nu sidder på bundkortet, hvilket gør produktionen en del dyrere.

Kortet er holdt helt i sort, og så med orange accenter og TUF-mærker - det ser godt ud i min verden, nogen vil finde det lidt 00'agtigt inspireret, men det er nu engang den æstetik TUF-serien har haft i mange år. Og så er det tilpas diskret til at jeg bare er ligeglad. Jeg vil dog anbefale at bruge en sort køler for at fuldende looket. Selv de mange VRM-køleribber er helt sorte, og der er mange af dem og de er relativt store, men det ser man bare ikke. Og så er det dejligt med et åbenlyst maksimalt overfladedesign. Selv NVMe-kølepladerne er nærmest komisk lange, men så er man da sikker på at tingene kan holdes kolde. Der er ikke 2x8 pin CPU, men 1x8pin + 1x4pin. Men det er der, og det er rigeligt.

Der er USB-C på selve bundkortets bagside, hvilket jeg måske havde forventet var sparet væk, WIFI 6E og så 12+2, 60 ampere Power Stages hvilket er rigeligt til at trække selv en 230 Watt TDP som eksempelvis Ryzen 9 7950X, der er angivet til 170 Watt - men i vores tests kan trække en del mere. Der er herudover 2.5G Lan. Der er også blevet plads til en dedikeret AIO fan header og tre temperatursensorer. Der er sågar en Thunderbolt USB-4 header gemt hvis man kigger godt efter. Ikke lige hvad jeg forventede på hvad der defacto er et billigt entry-level bundkort.

Der er både HDMI og Displayport, og så to gange USB-C, en Gen 1 og en Gen 2x2, to USB 3.2, og fire USB 2.0. Der er også fuld udgang til lydporte, det eneste jeg mangler er en optisk port, og så er der en BIOS Flashback-knap, igen, en CMOS-knap havde også været rart, men det er i det mindste sparet væk. I modsætning til hvad man før har været vant til, så er der ikke to, men fire RAM slots da det er standard for DDR5.

Internt er der alt hvad der skal være, to USB front headers + en USB-C front header, tre ARGB headers, en dedikeret RGB strip header, fire SATA-tilslutninger, fire USB 2.0 til front, og så tre PCIe til NVMe drev, to af dem er 4.0x4, den sidste 5.0x4. Personligt tror jeg der vil gå noget tid før vi får spil der kan udnytte den interface fuldt ud, men det er rart at have adgang til det seneste nye. Og så har man meget fornuftigt valgt at bruge forstærkerede metalrammer omkring grafikkortporten, og antistatisk materiale ved de fleste indgange.

Der medølger både lidt kabler, M.2 standoffs og skruer og en WIFI antenne samt klistermærker. Det gør alle, men jeg tror aldrig at jeg har set nogen bruge det, men jeg er måske også en 10-15 år ældre end målgruppen.

Asus har altid lavet gode BIOS-menuer der er nemme at forstå og bruge, og det er ingen undtagelse her. Adgang til nem overclocking er i højsædet, og alle essentielle indstillinger fremgår klart og tydeligt. Der er sågar et dedikeret modus til at spare strøm. Gider man ikke bruge BIOS kan man også bruge Asus Armoury Crate, det kunne måske være lidt mere fikst designet rent æstetisk, men det virker, og man kan tilgå ret mange af sine indstillinger igennem det. Faktisk ser jeg ingen grund til at man i 2023 behøver at gå i BIOS, man burde kunne tilgå alt via Windows apps, genstarte, og så være flyvende. Der er en del andre features som AI Noise Cancellation til lyddelen, sikkerhedskredsløb til individuelle fan headers og andre småting som bare er ekstra i pakken. Så er der alle de andre småting som solide strøm pins i bundkortet og metalforstærkning af alle PCIe-tilslutninger.

Bundkoret er sådan generelt rimelig nemt at arbejde med, ikke at kløleribberne er skarpe, men de er solide og spidse. Der er god plads imellem de forskellige tilslutninger, og nogen har rent faktisk prøvet at bygge en computer, for køleribberne skråner i en art kegleform ned imod CPU'en hvilket gør det dejligt nemt at montere CPU og køler. Bagsiden er for en gangs skyld med afrundede loddepunkter, så man stikker sig ikke på samme måde som med mange high-end bundkort.

Til helt almindelig brug, et par NVMe-drev og et par SSD'er, et nyt grafikkort og en ny AMD 7000 CPU, ja så kan det være svært at se hvad man mangler af muligheder og indgange. Folk der bare gerne vil spille computer kommer i hvert fald ikke til at mangle noget, til gengæld så er det til at betale, for sammen med en Ryzen 7600X CPU, får du en yderst heftig og kompetent pakke for under 4000 kroner der kan udgøre hjertet i dit system i mange år.

Fuld profil 1.173 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.