For noget tid siden lavede jeg en anmeldelse af Lenovos mildest talt imponerende Yoga Book 9i, en laptop der godt nok ikke præsenterede os for en spændende, foldbar ny fremtid, men som alligevel bød på en uendeligt ambitiøs fremtidsfortolkning af hele konceptet om en bærbar computer.
Man kan umuligt give Asus samme credit her, for Lenovo har nærmest fra start af stået bag konceptet om en laptop-ramme men bestående af to skærme i stedet for en skærm og tastatur (eller "deck" som det også kaldes). Men til tider kan der være en fidus i at hægte sig i slipstrømmen på en pioner, og forvandle deres fejltrin til din fordel. Det er præcis hvad Asus har gjort, og deres Zenbook Duo består netop som en raffineret udgave af Lenovos idé. Og det er derfor også denne, jeg vil anbefale.
Konceptet er egentlig ret simpelt, og i særdeleshed hvis du i forvejen kender til Yoga Book 9i. I stedet for et enkelt display, så består både over- og underdel af 14" OLED-paneler, og selvom du kan fremmane et touch-baseret tastatur på underdelen, så hører der et slags låg med med tastatur og trackpad, som kan smækkes på og dermed emulere en almindelig bærbars funktionalitet og form. Allerede her præsenterer Asus en central løsning på Lenovos måske største problem. I stedet for at tastaturet bare er... ja, et tastatur, og at man derfor skal bruge OLED-glaspanelet som et slags pseudo trackpad, så giver Asus dig et helt deck, der fylder hele bunden, og derfor ret så effektivt forklæder Zenbook Duos unikke funktionalitet hvis du ikke ønsker det.
Derudover behøves der ikke det stykke origami-pap der hører med til en Yoga Book 9i, som skal samles til en stander der kan fastholde maskinen hvis du ønsker at bruge begge displays som dobbelte monitorer. Nej, Asus har en indbygget kickstand i bunden chassiset, så hele herligheden kan vitterligt pakkes sammen til en konventionel laptop, man kan blive til så meget mere hvis du ønsker det.
Selve konstruktionen er lige til den tykke side, men den er altså hverken meget tungere eller tykkere end en gennemsnitlig laptop, som i sig selv er ret vild. Du har tre primære måder at bruge den på; standard laptop med det magnetiske keyboard deck ovenpå det nederst display, hvor POGO-kontakter sørger for en stabil forbindelse og opladning. Så kan du bruge begge displays ved at bruge standeren, tage tastaturet af og så have sammenlagt 28" plads i en transportabel formfaktor eller placere skærmene vertikalt med tastaturet helt afkoblet på Bluetooth. Alle tre er relativt sømløse at tilgå.
Der er ikke rigtig ofret noget andetsteds, heller. Der er to USB-C Thunderbolt 4-porte, der er en USB-A 3.2-port, HDMI og jack, WIFI 6E, et ret så komfortabelt tastatur med dertilhørende stort trackpad, og en ret respektabel batterilevetid der er cirka syv timer med et standard workload. Slet, slet ikke dårligt, og langt, langt bedre end Yoga Book 9i.
Du kan få adskillige Intel Core Ultra CPU'er, samt RAM op til 16GB og en 1TB NVMe M.2 SSD. I forhold til GPU er der tilsyneladende ikke mulighed for at få et dedikeret kort, så du må nøjes med Arc, men til Photoshop, mild videoredigering og måske vigtigst af alt et utal af faner åbner i Chrome eller andre tekstbehandlingsværktøjer, så er der ikke rigtig noget Zenbook Duo ikke kan. Hvert display er desuden et ret mættet OLED på 1920x1200, og selvom der er tale om 60Hz, som er en skam i denne 120Hz æra, så er det faktisk svært at finde noget at brokke sig over.
Det skal siges at vi under ret gennemsnitlige arbejdsbyrder oplevede at maskinen blev en kende varm, så må det siges at være forventeligt når to OLED-paneler er på arbejde. Men udover det? Jo, du skal være overbevist om at du vil gøre brug af Zenbook Duo i sin udfoldede tilstande, for ellers giver det virkelig ikke mening at smide ekstra penge efter den her funktionalitet. Men hvis du kan se dig selv blive mere effektiv på farten, og derigennem mere alsidig, så er Zenbook Duo i en klasse for sig, og for alvor de der 15.000 hver.