Skip to main content
Nyheder

Avatar: Frontiers of Pandora får tredjepersonsperspektiv til december

Du kan snart få tingene lidt mere på afstand i Ubisofts open world-spil, der også får New Game+ i forbindelse med opdateringen.
Jakob Hansen 22 juli 2025

Da Ubisoft Montreal i 2009 udgav Avatar: The Game i forbindelse med James Camerons originale storfilm, var spillet i tredjeperson.

Det var dog ikke tilfældet 14 år senere, da svenske Massive Entertainment valgte et førstepersonsperspektiv i deres bud på et Avatar-spil, Avatar: Frontiers of Pandora.

Meningerne om perspektivskiftet var delte. På den ene side lod perspektivet den smukke og frodige planet Pandora for alvor komme til sin ret. På den anden fik det dog også hele spillet til at virke lidt som et "Far Cry in Space."

Nu giver Ubisoft dog spillerne mulighed for selv at vælge, om man vil se sin blå alien eller ej. Til december kommer der nemlig en stor opdatering til spillet, der tilføjer et tredjepersonsperspektiv.

Og der er ikke blot tale om en halvhjertet tredjepersonsdel som i eksempelvis Fallout 3. Nej, udover et nyt kameraperspektiv tilføjes der også nye animationer og nye styringsmetoder til at støtte op om den nye oplevelse.

Deruover tilføjer opdateringen også New Game+. Spiller du igennem spillet for anden gang, får du endda mulighed for at opgradere et helt nyt færdighedstræ, så du har en chance mod de sværere fjender.

Den nye opdatering udkommer den 5. december.

Fuld profil 3.949 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.