Så er den sagnomspundne Pete Doherty tilbage. Den tidligere frontmand i The Libertines, der i 2003 fik besked på at komme tilbage, når han kunne finde ud at stå op igennem en hel koncert igen. Det skete ikke. I stedet startede han et nyt band, og de her så med bandets andet album.
Det er ikke opmærksomhed, de har manglet. Med en så karismatisk og rebelsk forsanger, der ofte er totalt uden for jordisk rækkevidde, der tilmed datede en af verdens hotteste supermodeller (Kate Moss), er de kulørte forsidepladser ikke svære at kapre. Leveringsdygtig i skandaler har den britiske Pete Doherty altid været - og vi er vist alle begyndt at affinde os med, at denne mand aldrig lærer det eller bliver mere voksen. Så verden har ventet i åndeløs spænding på dette album, siden bandet annoncerede, at de atter var gået i studiet for at indspille nyt materiale.
Babyshambles har fået ny producer med på legen, og han har gjort det usandsynligt godt denne gang. Stephen Streets er navnet, og han har før været ankermanden bag store navne som 80'ernes The Smiths og 90'ernes Blur. Han må have haft en gigantisk finger med i spillet og fået afrettet det til tider kaotiske band en hel del. Resultatet er i hvert fald blevet mere end almindeligt nydeligt. Det er uden tvivl det bedste Babyshambles har bedrevet, og nok også det bedste Pete Doherty har udrettet i sin turbulente karriere.
Singlen Delivery er et af albummets stærkeste numre. Yderst catchy og rocket nummer, hvor en disciplineret Pete Doherty er ekstra skarp og virkeligt lægger alt hvad han har i de sungne ord. Ganske beundringsværdigt. Det fortsætter egentligt i denne målrettede og sobre tone hele vejen igennem albummet. Sobre er måske så meget sagt: der er stadig en del af den nonchalante attitude og lysten til at være på tværs at spore. Men det gør intet, det er nærmest charmerende. Det ville sikkert også hurtigt gå hen og blive småkedeligt, hvis Pete og drengene var blevet alt for søndagsskole agtige.
Dernæst vil jeg fremhæve den lette, jazzede og meget swingede There She Goes. Her får Pete virkeligt lov til at lege med vokalen, og man kan nærmest fornemme hvordan han står og spiller lidt krukket foran mikrofonen med en cigaret og tilfældigt hår. Et meget atypisk nummer fra Babyshambles, men det klæder dem virkeligt, og de kommer helskindet igennem det hele. Afslutningsvis får Pete lov til at folde sig ud på en mindre ballade. Nummeret Lost Art of Murder er albummets sidste og det smukkeste. De er virkeligt kommet langt på dette album. Selv med en skandaleramt forsanger og alskens problemer fornår de at levere et så gennemført og stilbevidst album. Det er jo kunst! Alt i alt tyder det ret pænt for Babyshambles drengene.