Baldur's Gate III

Baldur's Gate III byder på en uforglemmelig rejse gennem tid og rum. Jeg kan uden tvivl sige, at det er årets bedste titel i sin genre. Der er et fænomenalt øje for detaljer, en udvikling af Larian Studios traditionelle gameplay-elementer og en legesyge i alt, hvad du kan gøre. Det er mere Divinity Original Sin 2, end det er Biowares ældre klassikere. Der er humor, tristesse, svære valg og masser af interessant verdensopbygning.

Mit første indtryk af det tredje spil er, at det ikke er så ubarmhjertigt svært i starten. Baldur's Gate II krævede, at man havde et vist kendskab til genren, og kastede alle mulige ting i hovedet på én med det samme. Denne længe ventede treer minder derfor mere om originalen. Du får mere tid og bedre støtte til at lære det grundlæggende. Med en robust karakterkreatør og masser af vellavede klasser, er det ikke svært at finde noget, der fungerer. Klasserne er alle veludviklede og har deres egen niche. Jeg valgte først en paladin med en ed om at forsvare naturen og sprede lyset. Det var ikke et let valg, for alle klasserne har deres egne underklasser, og der er noget spændende ved hver af dem. Når du har valgt klasse og skabt din karakter, kan du også vælge sværhedsgrad. Sværhedsgraden er generelt lettere end tidligere titler i Baldur's Gate-trilogien, medmindre man sætter den op til det højeste.

Historien i Baldur's Gate III fanger dig langt hurtigere, end de tidligere spil formåede. Du har en trussel fra starten af, som kan koste dig alt i det lange løb. Du ved aldrig, hvad der venter rundt om hjørnet, og eventyret kan godt lide at overraske dig. Det hele starter med en kidnapning og en form for larve, der bliver stukket ind gennem dit øje. Dette væsen tilhører en af antagonisterne, en Cthulhu-inspireret race kaldet Illithids. Deres måde at reproducere sig på er ved at indsætte larver i levende værter, som med tiden forvandler kroppen til en grotesk skabning med tentakler. Så lige fra starten er du inficeret, og uret tikker for at få det ud. Vi springer gennem dimensioner om bord på skibet, der jages af drager og dæmoner, som vil ødelægge skibet, da ingen tilsyneladende er fan af Ithiliderne. Det bliver hurtigt klart, at du må flygte og finde en måde at fjerne parasitten på.

Selve historien handler ikke kun om dine problemer, men også om, hvordan verdens dilemmaer og bekymringer kommer i vejen. Ofte har jeg bemærket, at mange missioner er relateret til din søgen efter en kur uden altid at være direkte forbundet med den. Mit råd er ikke at gemme og indlæse, når det går dårligt, men at lade fejlene forme din rejse på samme måde som succeserne. Jeg beundrer udviklerne for at tillade, at fiaskoer også kan eksistere og forme din karakters rejse på en naturlig måde. Det giver en mere troværdig fortælling.

De personer, du møder, og som ledsager dig, har alle deres egne dagsordener og interesser. Dine ledsagere har også deres egne missioner og unikke dialoger. Du skal hele tiden være opmærksom på, hvordan du agerer. Nogle missioner kan, hvis du ikke er forsigtig, gøre venner til fjender i konfrontationer. Tro mig, det svier at se sin fuldt udstyrede allierede skifte side og hamre dig ned med et kraftigt våben. Derfor er du nødt til at tænke over, hvordan du opfører dig. Et af mine få kritikpunkter er den binære spiller-drevne relationsudvikling, hvor du alene er den drivende kraft i, hvordan alle relationer dannes og afsluttes. Selv om nogle følgesvende kender hinanden fra før, danner de ikke relationer med hinanden over tid uden din tilstedeværelse. Du løser alle problemerne for ledsagerne. De udvikler eller forandrer sig ikke uden dig.

Hvis du er en veteran inden for serien og/eller D&D, vil du få meget mere ud af det end en, der er helt ny. Ikke kun på grund af din viden om reglerne. De systemer, der ligger til grund for eventyret, er mange, komplekse og meget velimplementerede. Larian Studios har ikke glemt sine forgængere, og der er masser af fanservice. Men hvis du er helt ny, får du heldigvis meget solide forklaringer på, hvad der er hvad. Til at hjælpe dig har du også logbogen med missioner, der langsomt fyldes op, som du snakker med verdens indbyggere. Og det er ikke kun mennesker, men også dyr, du kan konversere, omend det kræver en særlig evne. Anskaf den så hurtigt, som muligt, for det leder til mange sjove missioner at være dus med dyrene.

Uanset hvor karismatisk din karakter er, så vil du ikke kunne tale dig ud af samtlige problemer. Det bringer os til kampene, som heldigvis er intet mindre end fantastiske. Vertikaliteten kombineret med friheden i hver kamp gør underværker for min opfindsomhed. Der er altid mere end én måde at gribe kampene an på. Hvad med at bruge katte eller andre dyr til at lokke fjenderne hen til en stor bunke eksplosive tønder? Du kan placere en allieret med giftpile højt over dine fjender som en finskytte, eller du kan forvandle fjenderne til får og sende dem til en anden dimension. Du kan endda få fjenderne til at slås indbyrdes.

Hvis du bliver såret, kan du altid gå tilbage til lejren og hvile dig, tale med dine kammerater, opgradere dine våben eller sortere dine besiddelser. Du kan også tage et kort hvil to gange, når du udforsker, men det genopfylder ikke altid alle dine evner, som kun kan bruges et begrænset antal gange. En stor del af eventyret tilbringes omkring lejrbålet. Selvom det er meget populært i moderne isometriske rollespil, er der ingen opbygning af din base. Du behøver ikke at bekymre dig om andet end dine ledsagere, dine genstande, kampene og historien. Når du har gjort alt, hvad du vil i lejren, kan du hurtigt vende tilbage til, hvor du slap sidst.

At der ikke som i de tidligere spil kæmpes i realtid, vil måske skuffe nogle. Jeg blev dog aldrig selv overbevist om det system og foretrak altid robuste turbaserede systemer. Især når man tænker på, at det er svært at få computeren til at kæmpe kompetent, når man spiller i realtid. Du skal alligevel hele tiden holde pause, for at få din taktik til at lykkes. De problemer er væk nu, i stedet handler det om, hvordan du forbereder dig til kamp. Du skal selvfølgelig sørge for at have tanket dine eliksirer op og have det bedst mulige udstyr. Glem heller ikke at udnytte dine omgivelser ved at tænke over fælder, positionering og så videre. Der er en dybde og et lag af kompleksitet, som vil byde på meget underholdning.

Da fjenderne ikke skalerer med dig, må du være forberedt på, at der er kampe, du ikke kan vinde med det samme. Ofte er der dog mange måder at slippe af med en fjende på. Du kan eksempelvis skubbe fjender ned i kløfter og dermed eliminere dem, før den egentlige kamp begynder. Hvis du er dygtig, kan du i nogle situationer fjerne alle fjender undtagen en eller to, hvilket gør det hele meget lettere. Der er dog nogle risici ved dette, eksempelvis er det ikke alle karakterer, der bryder sig om den listige fremgangsmåde.

På et tidspunkt forsøgte jeg at eliminere alle vagterne i et rum, så jeg ikke behøvede at tage mig af dem under kampen mod en boss. Jeg skubbede diskret en elver ned i en dyb afgrund, og det førte til, at min paladin-ed blev brudt. Der sker på den måde hele tiden uventede ting, og eventyret går i forskellige retninger. Jeg undgår normalt Paladin-klassen i andre sammenhænge, men jeg ville gerne teste den med underklassen Oath of the Ancients. Men takket være mit valg, blev jeg nu i stedet en Oathbreaker, som kan kontrollere de døde og har adgang til mørk magi. Dermed blev klassen forvandlet til en skjult Death Knight-arketype, selvom underklassen ikke kræver, at du begår ondskab med disse kræfter. Og du kan til enhver tid aflægge eden igen, så du er ikke låst ude for evigt, hvis du skifter mening eller vil have de mistede kræfter tilbage. Det er meget fascinerende, hvordan der på den måde gemmer sig en skjult underklasse, der kun kommer frem takket være mine valg.

Det er i ting som dette, at jeg finder både genspilningsværdi og en dosis genialitet. Larian låser aldrig spilleren fast, hvilket giver mod til at eksperimentere. Du kan fortryde din klasse, hvis du valgte forkert, og du kan fortryde valg af evner og opgraderinger. I modsætning til mange af fortidens CRPG'er står du ikke pludselig 50 timer inde i eventyret og har malet dig op i et hjørne

En funktion, jeg er blevet rigtig glad for, er research-knappen. Den giver dig mulighed for hurtigt og nemt at se, hvad fjenden kan modstå, og giver dig et fingerpeg om, hvad deres svagheder er. Nu vi taler om information, så er både brugergrænsefladen og alt i verden fantastisk designet. Det er nemt at finde alt, hvad du har brug for, og du kan frit søge i dine forsyninger. Udover at alt er praktisk designet, er spillet smukt og indbydende at se på. Rustninger, tøj, bygninger, græs og alt andet er stilistisk konsekvent og teknisk velfungerende. Musikken bringer verden til live på en magisk måde, og jeg føler mig fuldstændig opslugt af den hyggelige fantasiverden. Lydene er fænomenale, uanset om du er oppe i bjergene eller under jorden i de dybeste templer. De problemer, jeg har haft med teknologien, er bugs, flere af irriterende karakter, og hvad jeg tror er hukommelsesproblemer. Spillet bliver langsommere, jo længere du spiller, og begynder at hakke. Så er der ikke andet for end at genstarte spillet. Kameraet kan drille, men takket være den turbaserede tilstand er det sjældent et problem, der fører til, at du taber en kamp.

Hvis du bryder dig bare den mindste smule om rollespil, er Baldur's Gate 3 årets højdepunkt. Det er et af de bedste spil i sin genre i de senere år, ja, velsagtens nogensinde. Det imponerer med stærke historier, indbydende personlighed, smukke og varierede miljøer og en opfordring til at eksperimentere med noget nær total frihed. Musikken er vidunderlig, og jeg kan lide næsten alt ved eventyret. Det lader dig virkelig gøre din karakter til din egen og byder på mindeværdige øjeblikke. Der er også hemmeligheder af varierende størrelse overalt. Der er ingen mikrotransaktioner, men et komplet eventyr for en til flere spillere, tætpakket med indhold. Titlen sætter en ny standard for serien, og jeg håber, at Larian Studios får muligheden for at udvikle et muligt fjerde spil en gang i fremtiden. Hvilken triumf!