Skip to main content
Hardware

Bang & Olufsen Beoplay Eleven

De er stadig ret dyre, men Bang & Olufsen ved altså også efterhånden hvordan de skal skære et par in-ears.
Magnus Groth-Andersen Opdateret 21 oktober 2025

Bang & Olufsen har lidt et et ry, ikke sandt? Et velfortjent et af slagsen, også. De har ry for at levere en signaturlyd, som er genkendelig, ikonisk sågar, og at kombinere dette med slående materialer og en luksuriøs og detaljeorienteret sans for æstetik og fremstillingskunnen - de er med andre ord et sandt luksusbrand.

Derfor giver det virkelig ikke mening at kigge på deres in-ears, Eleven, og konstatere at udelukkende fordi de koster 3700 kroner, så er de automatisk en skuffelse, eller sågar ringe.

Lad os lige tage stilling til hvad Eleven egentlig er. Et relativt lille (men dog større end en række konkurrerende modeller) etui i aluminium, der understøtter både opladning via USB-C og via Qi-trådløs. Indvendig finder du de to enheder, der blander mat plastik med aluminium. De er ret udsøgt produceret, men selvom der er en slags "stilk", så kan de sjovt nok ikke klemmes, for styring sker udelukkende gennem små cirkulære touch-flader på hver. Det er i øvrigt her hvor B&O virkelig snubler, for netop det om kunne "klemme" om den her stilk, eller stamme, er en ret fin måde at bruge sine in-ears på, som er blevet demonstreret af Apples AirPods Pro i snart mange år. I stedet er du tvunget til at bruge de her touch-flader, som er overraskende små, og derfor ikke er helt lige så præcis som håbet.

Når det så er sagt, så er etuiet, den pulserende LED der indikerer batteriniveau, magneterne der holder både låg og enheder på plads - det er alt sammen lækkert designet, og effektivt realiseret, og man mærker den her påpasselighed i daglig brug, det er ret tydeligt at Bang & Olufsen stadig ved hvordan de skal skrue de her ting sammen. Og når ja, det hele er IP57-certificeret, som er særdeles kærkomment.

Hver enhed har en elektrodynamisk 9.2 millimeter neodymium driver, som kører i frekvensrækkevidden 20-20,000Hz. Der understøttes Bluetooth 5.2, som i det hele taget giver en ret upåklagelig rækkevidde og klarhed, uden at du skal bekymre dig om hvor langt du går væk fra den afspillende enhed, og der understøttes også lidt mere seriøse codec som aptX Adaptive, AAC og SBC. Der er ingen LDAC-support, som jeg ved genererer nogle, der gerne ser understøttelsen af disse high-end codecs som værende ret nødvendige for at opretholde den her luksusidentitet. For at være helt ærlig tvivler jeg på at den tiltænkte forbrugergruppe går op i den slags, men der er selvfølgelig en pointe i at hvis man er dyrest, så bør man have hele baduljen.

Heldigvis gør Eleven op med det ved at have ret fabelagtig ANC. B&O påstår dobbelt så god støjreduktion som i den forrige model, EX. Det kan jeg ikke umiddelbart udtale mig om, men jeg må sige at jeg var positivt overrasket over både vedvarende og pludselig eliminering af støj ude i et travlt bybillede, der i mine ører er på linje med eksempelvis AirPods Pro. Nej, det var ikke en transformativ oplevelse, men Bang & Olufsen leverer der hvor det betyder noget, og deres Transparancy Mode er ligeledes ret imponerende over hele linjen.

Desuden vil jeg også lige slå et slag for den nye Wind Guard feature, der specifikt er designet til at maskere og eliminere vindstøj under opkald. De slår ikke Samsungs nærmest magiske Galaxy Buds Pro2 på den front, men det er virkelig imponerende, og et kæmpe spring fremad på et parameter du bruger hver eneste dag.

Så langt, så godt, ikke sandt? Men der er altså lidt af en akilleshæl her, for batterilevetiden levede ikke op til mine forventninger i testperioden. Jeg målte cirka 5.5 timer på en enkelt opladning, og der burde være cirka fire hele opladninger i etuiet, så det betyder at vi kigger på de der cirka 20 timer med det hele. De her estimater er med ANC slået til, men jeg finder det lidt nyttesløst at måle batterilevetiden foruden en af de afgørende features slået til. Det er bare ikke helt godt nok, desværre.

Heldigvis så lyder Eleven ret magisk, og det er nok til at agere central formildende omstændighed, for at være helt ærlig. Signaturen er varm, rækkevidden synes bred, og om jeg kastede Bill Evans' lettere spinkle Nardis efter den, Krister Moltzens lækre levering af det glimrende Third Ear-podcast Dæmonernes Verden (seriøst, de er så dygtige) eller hårdere Soulwax remixes fra min lidt vildere ungdom, så gav Eleven mig nogle i sandhed fede lydoplevelser, som står tilbage som værende blandt de bedre de sidste par år.

Men det skal de altså også før prisen giver mening. Bang & Olufsen kommer tæt på her, ret tæt på. Jeg synes interfacen bør gentænkes, jeg synes ikke det er rart at bruge min fingerspids til halvhjertet at styre de enheder på den måde, og batterilevetiden burde få en nøk på 20-30%, særligt med etuiets størrelse for øje. Når det så er sagt, så er opkaldskvalitet, lydkvalitet og byggekvalitet blandt de mest essentielle drivkræfter, og det er her vi får leveret et slamdunk i alle tre kategorier - godt klart.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.