Vi har efterhånden kigget på store dele af Bang & Olufsens samlede line-up af højtalere, og selv med kritiske briller kan vi roligt konstatere, at der ikke som sådan er nogen svaghed i blandt de ret mange individuelle modeller. Alle deler de de mest essentielle features, såsom Google Home- og Assistant-integration, Multi-Room funktionalitet og den samme sprøde, varme lydsignatur, men forskellen er naturligvis rummeligheden i lyden, og designet - det er klart.
Og blandt de mere ekstravagante modeller er selvfølgelig Balance, som fremstår som en af de dyreste blandt de... ja, billigste, giver det mening? Det slår vi fast fordi man kan hurtigt kigge på de resterende modeller og falde over noget som eksempelvis Beosound Edge, og Beosound 2, der sætter adskillige tusinde kroner til Balances i forvejen pompøse prisskilt på 16.990 kroner.

Men Balance har også tilstedeværelse som få andre i det førnævnte line-up. Den vejer 7.2 kilo, og står hele 38 centimeter høj, så ulig eksempelvis Level, Explore og Emerge, så er det her en gedigen moppedreng, der for alvor gør væsen af sig. Men det er sådan set også hele pointen, for det er også det du betaler for, et statussymbol.
Ligesom andre B&O-produkter, også i Beosound-serien, er der tale om en sømløs blanding af varme, organiske materialer. Hele den cylinderformede top er klædt med rundvævet stof, der nærmest svæver oven på et aluminiumsgitter, der til sidst baner vejen for basen i massiv eg. Særligt i de lysere toner, som særligt Gold Tone-varianten fremviser, så er det en af de pæneste højtalere i verden, ingen tvivl om det, og den får selv noget som ekstravagant som B&O's egen Level til at se... mondæn ud. Balance har tilstedevær som intet andet. Selv det vævede stofkabel til strøm føles blødt og taktilt mellem hænderne. Ja, du skal kun røre ved det en enkelt gang, men den ene gang kan man med det samme mærke, at der er kælet for samtlige detaljer.
Oven på har du det traditionelle væld af touch-baserede kommandoer, såsom play/pause, skip og mute, og selvom at det føles responsivt at bruge, så anbefaler vi at du placerer Balance et sted hvor den er til fuld skue, og der kan det være svært at betjene den oppefra når nu den er så høj. Heldigt er det derfor at Google-integrationen virkelig glimrende, og du kan enten bede Google Assistant om alle de samme basale funktioner, bruge B&O's nu langt bedre optimerede app, eller bare tilgå de vigtigste indstillinger via Google Home.
Som sagt er der alle de sammen basale funktioner. Google er her, og gør livet lettere øjeblikkeligt, Multi-Room er til stede for dem der i fremtiden ønsker at kæde flere B&O-produkter sammen, og to gange Balance kan sågar forme et stereopar.
Indvendig finder vi to 5.25 tommer basenheder, to 2 tommer fuldtoneenheder, 3/4 tommer diskantenhed og til sidst to 3 tommer fuldtoneenheder - sidstnævnte er i øvrigt placeret nederst, og fungerer som en slags forstærker. Dertil skal du lægge ekstra funktionalitet som Active Room Compensation oven i, B&O's pseudo 360 graders effekt, der dog må siges at fungere glimrende, særligt her hvor en række af enhederne er placeret rundt langs det cylinderformede gitter.

Det er alt sammen audiofil snak, og hvad der er vigtigt er at Balance lyder glimrende. Man kan mærke dybden, varmen, sprødheden fra start af, og selvom det er en lidt esoterisk måde at beskrive det, så er det så sandt som det er sagt. Hvorimod en Sonos Five, der koster en tredjedel, nok er mere funktionel i en travl hverdag, så er der noget ganske, ganske særligt ved Balance. Kan du i princippet købe Level, og få lidt af det samme? Ja, naturligvis, for B&O har, som sagt, været gode til at sikre at deres signatur er at finde i samtlige af deres produkter, store som små.
Men der er noget majestætisk over Balance, noget der slanger sig ind i den inderste del af hjertekulen, og nægter at give slip igen, og ulig nogle af de andre B&O-produkter vi har testet, som kommer vi både til at savne Balance når de beder om at få den sendt retur, og det er både fordi vi har nydt at se på den, og lytte til den, på en måde vi sjældent har oplevet før.