Batman: Caped Crusader (Prime Video)

Medmindre man hedder George Clooney, er det svært at ødelægge Batman som karakter. Det ligger bare i Batmans natur at være en dyb, spændende, facetteret og skarp karakter uden nogen som helst anstrengelse. Når det gælder filmatiseringer af denne meget legendariske karakter, bliver det sjældent bedre end Bruce Timms legendariske Batman: The Animated Series, et helt igennem fænomenalt tegneserieeventyr, der ikke kun fangede Tim Burtons gotiske filmatmosfære, men også etablerede sig som en af de bedste Batman-fortolkninger nogensinde.

Batman: Caped Crusader følger i fodsporene på The Animated Series, men i art deco-forklædning, med Matt Reeves og J.J. Abrams om bord som medproducenter. Ligesom i Reeves' filmatisering følger vi Batmans første skridt i hans utaknemmelige karriere som selvtægtsmand, hvor han hurtigt lærer, at han ikke har råd til at begå fejl for at holde Gotham sikker, og det kræver flere fejltrin, før han indser vigtigheden af det korstog, han har indledt mod kriminalitet. Og han er ikke alene, da han finder allierede i Gordon, en af de få sjæle i ordensmagten, som ikke er blevet ofre for Gotham Citys dybt rodfæstede korruption.

30'er-æstetikken er tiltalende med fedora-hatte og maskingeværer, og noir-stemningen er tyk. Med hensyn til historien vakler den dog i starten. Det er mærkbart, at seriens skabere har svært ved at genetablere nogle af plotpunkterne med overbevisning, da skurkegalleriet, som normalt er Batmans styrke, føles mere rutinepræget på dette tidspunkt. Nogle gange føles animationen også lidt for stiv, og den anonyme musik kan ikke konkurrere med f.eks. Shirley Walkers pompøse komposition fra The Animated Series. Caped Crusader forsøger tydeligvis at fange det samme forskruede mørke som The Animated Series, men den mere voksne tone er også mere upræcis og en smule tandløs.

Det er først, da seriens skabere opgiver maskeradefesten og fokuserer på mafiaen og Dent-dramaet, at det hele pludselig bare klikker. Efter et par halvfærdige episoder lyser serien pludselig op halvvejs igennem, og det er svært at løsrive sig fra sofaen. Alting klikker bare. Historiefortællingen bliver også mere selvsikker, strammere. Hamish Linklater er ingen Kevin Conroy, men Linklater giver både Wayne og hans mørke persona en psykologisk kant i skildringen af den hævngerrige playboy-milliardær. Den stive animation er glemt, når læderhandskerne er viklet rundt om seerens hals.

I sæsonens sidste scene bliver vi mindet om, hvorfor Batman er så populær, som han er: Caped Crusader beviser endnu en gang, at Batman er en uudtømmelig kilde til intelligent krimidrama og stærke karaktertegninger. Caped Crusader er måske ikke så mindeværdig og farverig som The Animated Series, som den uundgåeligt bliver sammenlignet med, men det er en lovende start på et nyt kapitel i Batmans lange liv.