Battlefield 2142

Du skulle skamme dig, hvis du ikke har haft dine hænder på et af de snart mange Battlefield-spil. Der er vitterlig ikke noget som at hoppe ind på slagmarken og deltage i heftige sammenstød til vands, til lands og i luften. Battlefield blander alle de ting sammen, så lige meget om du gerne vil bekrige dine venner som infanterist eller pilot, så er du helt frit stillet. Udviklerne har indtil videre kastet mig rundt i både Anden Verdenskrig, Vietnam og diverse mellemøstlige konflikter.

Som spidsfindig læser ved du allerede, at jeg med det seneste spil er hoppet hovedkulds ind i Herrens år 2142, hele 200 år efter de hæsblæsende begivenheder i det første Battlefield-spil. I sagens natur bevæger vi os selvsagt fra slag baseret på historiens gang, over til ren science fiction. En ny istid har skabt ravage på kloden, og i stedet for opdelinger i Tyskland og England, eller for den sags skyld USA og Mellemøsten, så er vi ude i to stridende parter ved navn The Pan Asian Coalition og The European Union. Tro dog ikke, at der er tale om den fredelige EU eller UN med Kofi Annan i spidsen, nej du, der er tale om krigsmaskiner af bedste skuffe. Vi har naturligvis Rusland og diverse andre slyngelstater på den ene side og resterne af den vestlige verden på den anden. Reelt set er det nok ikke specielt interessant i længden, fordi det gælder stort set bare om at komme ud at slås. Det eneste du så skal huske er, at alle dem med der er markeret med røde firkanter er badguys, så fyr løs, soldat!

Allerede fra første bane, hvor jeg hopper ind i rollen som en futuristisk soldat, bevæbnet til tænderne, føler jeg mig enormt veltilpas. Som hærdet Battlefield-spiller er alt ved 2142 forbavsende velkendt og intuitivt - sidstnævnte gør sig dog også gældende for nytilkomne. Jeeps og gamle Sherman-tanks er erstattet med gigantiske robotter (såkaldte mechs) og køretøjer, der trodser tyngdekraften. Banerne spænder over interessante landskaber, hvor en del af dem bærer præg af klodens nye, kommende istid. Men faktisk går der ikke synderligt længe, før jeg må stille mig selv det spørgsmål, om 2142 egentlig blot er Battlefield på nye flasker? Det er faktisk lige hvad det er, men så også så meget mere. Ganske vist er alle grundelementer bevaret med bravur, men et væld af mange nye småtilføjelser og tweaks løfter oplevelsen op, så spillet ikke blot føles som en mod til Battlefield 2.

Er du også en af dem, som har siddet i sene aftentimer og set militærprogrammer fra Discovery Channel, så ved du, at fremtidens infanterist vil have et væld af elektroniske hjælpemidler til sin disposition. Her er der blevet skulet lidt til de programmer, og ens squad er nu ustyret med mange smarte gadgets. En af de mest brugbare er et slags automatisk rapporteringssystem. Det fungerer ved, at når du, eller en anden fra dit team for eksempel spotter en mech på banen, så bliver det øjeblikkelig synligt for alle andre i den squad oppe på ens minikort. Det er meget brugbart og giver ligeledes god anledning til mere teamwork. Af andre ting kan nævnes en ekstrem smart camouflage-dragt, selvskydende maskingeværer og meget mere. Jeg vil egentlig ikke gå i dybden med, hvad køretøjerne og infanteristerne er bevæbnet med; reelt set er der ikke tale om de kæmpestore nyskabelser, måske med undtagelse af nogle EMP-drevne skyts, men alt fungerer efter de gamle skabeloner såsom sniper, assault, medic og så videre.

Eneste undtagelse er, at de lyder og ser anderledes ud. Måske en grov forenkling, indrømmet, du skal givetvis ændre taktik og fremgang i forhold til eksempelvis en 1942-sniper, men dog ikke voldsomt. Til gengæld er der godt nok mange opgraderinger, medaljer og ekstra guf til dem, der tager squad leader-tjansen og ligeledes andre måder at skræddersy dig selv og dit udstyr på. Det er næsten overvældende, men virker glimrende, og du vil aldrig føle dig så generisk mere, også uden at der går helt The Sims i den.

Ét aspekt af Battlefield 2, som udviklerne for alvor har revideret, er magtfordelingen mellem luftfartøjer og resten af de bekrigende parter. Flyene i BF2 har vist sig at være meget, meget grumme, så snart der sidder en kompetent pilot i cockpittet - endda så magtfulde, at ens luftstyrke kan være altoverskyggende. Flyene er derfor væsentligt neddroslet i denne ombæring, samtidig med, at både infanterister og mechs har en del i arsenalet, til at bekrige luftige fjender med. Så kan det være, at Jens og Johnny ikke skal spille så smarte med deres store flyjoysticks og Rayban-briller, næste gang vi afholder Battlefield-LAN - håber jeg.

Den store nyskabelse, som har været på DICE’s læber de sidste mange måneder, er Titan mode. Dem af os, som har fulgt med serien, er efterhånden ved at være en anelse trætte af de samme game modes, blot med nye omgivelser. Så derfor har udviklerne givet gameplaydelen en overhaling og introducerer en spændende afart af conquest mode. Hver side har et kæmpestort moderskib, en titan, som er beskyttet af energiskjold og deslige, og det gælder om at destruere fjendens titan, mens ens eget skib skal beskyttes. Dette giver anledning til meget renden frem og tilbage, men jeg fandt det enormt forfriskende. Der er virkelig smæk på, når jeg render rundt og indtager missilbunkere, skyder på modstandernes titan, for senere hen at borde skibet i et heftigt forsøg på at sprænge dets reaktor.

Jeg har været vild med Battlefied-konceptet, siden jeg første gang kastede mig ud i de eskapader, som storstilet krig kan føre med sig. Gennem de sidste par år har franchisen udviklet og modnet sig på fornem vis. Spillene føles som gode trøjer med forskellige motiver. Ganske vist er de anderledes, men har du først prøvet et af dem, så glider du let ind i det næste. Det samme gør sig gældende i denne omgang. Et gennemtestet gameplay med nye facetter, en teknisk side, hvor lyd og billede bare spiller - så er der vist ikke mange ting, der skulle holde os tilbage; og så kan jeg personligt godt leve med at drikke af nye flasker fra fremtiden, som udviklerne har hældt Battlefield i.