Battlefield: Bad Company

Jeg kan næsten høre Edwin Starr skrige "War, huh, yeah, What is it good for, absolutely nothing", mens jeg redekorerer en faldefærdig hytte med en velplaceret granat fra min M-16. Jeg ved godt, at sangen er skrevet i halvfjerdserne, og ikke har meget med B-Company og vores seneste mission at gøre, men selv hvis jeg havde været på opgave i Vietnam for over tredive år siden, så ville jeg stadig ikke give ham ret. Krig kan absolut være godt for noget, hvis ikke for at redde en hel befolkning fra en diktator, så for at jeg kan se pengene rasle ind på min personlige konto - jeg mener, man skal da tage chancen, når man får den, ikke?

Battlefield Bad Company er Digital Illusions første forsøg på at skabe et spil, der fylder på slagmarken, med lige dele historie og multiplayer-funktioner. Som nyslået B-Company soldat smides du ned blandt de mest ulydige, grådige og ikke mindst krigsliderlige kolleger i den amerikanske hær. At parere ordrer er noget, man gør, hvis man gider, og da det umage hold af halvkriminelle soldater, hører rygter omkring store mængder guld, så går missionen hurtigt fra at være fredsbevarende til et spørgsmål om, at få raget til sig mens krigen raser udenfor døren. Det er en forholdsvis enkel historie, der, som den svenske udvikler selv har indrømmet, låner med arme og ben fra film som Kellys Helte og Three Kings. Kort sagt: Den kulsorte humor er i høj kurs.

Til trods for Digital Illusions velskårede mellemsekvenser og en umage gruppe af tvivlsomme soldater, så bliver historien aldrig rigtig vedkommende. Det tempo, den variation og de drejninger, som eksempelvis Call of Duty 4 har, skal man lede længe efter i Bad Company, og selv når skærmen er fyldt med kugler, en rumlende tank skal sprænges i luften og fjenderne pibler frem, så virker spillet mere som en multiplayersession over nettet, end en godt fortalt og spændende historie.

Noget af dette skyldes naturligvis Digital Illusions fokus på sandkassen. Bad Company skal ikke have nogle snærende bånd, den tunge action skal ikke være forudbestemt, og du skal kunne gå, hvorhen du vil og tackle enhver situation, som det passer dig. Desværre efterlader det også spillet som en lidt diffus størrelse.
Landskabet har begrænsninger, så når du pløjer igennem en gruppe træer, i forsøget på at tage en smutvej i en pansret mandskabsvogn, så har du pludselig fem sekunder til at komme tilbage på ret kurs. At landskabet også ligner noget, der er spyttet ud af en kopimaskine, er heller ikke ligefrem fantastisk. Flere gange gennem spillet vil du støde på præcis de samme bygninger, nu bare placeret i en anden rækkefølge.

At du samtidig kastes direkte ind i kampen, efter en alt for tidlig død, kan mildest talt være desorienterende. Fjenderne findes nu helt andre steder end tidligere, og bygninger, hvis førstesal, du allerede har ryddet for snigskytter og redesignet med et gabende hul i taget, rummer pludselig igen folk, der først skal dræbes, før du igen kan bevæge dig sikkert rundt - jeg døde en del gange, før jeg fik vænnet mig til tanken om at min destruktion er blivende, mens fjenderne er nye og placeret andre steder - altså nøjagtig som i et multiplayerspil.

Bedre bliver oplevelsen heller ikke af en kunstig intelligens, der enten er rasende dygtig til at placere tre hurtige kugler i dig, eller som slet ikke ænser dig. Digital Illusions har forsøgt at dække over dette med et tårnhøjt actionniveau, men hvis du først kommer lidt væk fra kampen, og lader dine kammerater om at skyde løs på fjenden, så er det som at se to hold blinde soldater skyde formålsløst i alle retninger. Fjenderne er kun programmeret til at skyde på dig, og det er åbenlyst.

Heldigvis er Bad Company, på trods af disse ting, ikke en dårlig oplevelse. Våbnene, der er blevet justeret en smule siden jeg beta-testede spillet, har en anelse mere tyngde end tidligere, ligesom granater nu sprænger med lidt mere kraft. Kontrollen er i øvrigt glidende, og sigtet fungerer upåklageligt. Desuden er firmaets Frostbite-motor noget af et monster, så når du fjerner en mur eller skaber helt nye lysindfald på førstesalen af et hus, så skal du have ekstremt høje forventninger til firmaet, for ikke at blive en smule imponeret. I det hele taget føles fysikken virkelig godt integreret i miljøerne og de muligheder, du har for at ødelægge dem.

Uanset hvad ideen har været med Bad Company, så er det stadig online, at spillet for alvor viser tænder. Her giver destruktionen langt mere mening, og når du først indtager slagmarken sammen med 23 andre soldater, så er der ingen ende på det kaos, du kan forårsage og de taktiske muligheder, det åbner op for. Der er pansrede mandskabsvogne, tanks og jeeps, et stort udvalg af våben, samt muligheden for at vælge, hvilken slags soldat, du vil være, og hvor du vil genopstå, i tilfældet af at du dør.

Der er otte baner at vælge imellem, alle med hver deres mulighed for angreb og forsvar, og spillets eneste multiplayer mode, er Gold Rush. Det kan virke en anelse svagt stillet op mod andres spils store udvalg af modes, men Digital Illusions har i Gold Rush, både ramt et multiplayer-koncept, der lægger sig tæt op ad spillets historie, ligesom de har formået at skabe en spilmode, der lægger op til en vis variation. Dog har firmaet allerede, her forud for udgivelsen indrømmet, at man overvejer flere spilmodes, og at disse vil kunne hentes online på et senere tidspunkt.

Og det er sådan set det, du skal gøre op med dig selv. Har du allerede spillet andre Battlefield-spil til hudløshed, og havde du i forvejen hverken de store forventninger eller den store interesse i spillets historiemæssige del, så er Bad Company en velfungerende online-sandkasse. Men vendes optikken på hovedet, så vil den udprægede mangel på identitet og tempo i singleplayerdelen være noget, du har svært med at leve med, specielt hvis du har spillet sidste års dunderbrag Call of Duty 4.