Som beatsnedkere har Danmark for længst sat sig på kortet, det skete allerede dengang Madness 4 Real, drengene der senere blev til den danske trio Den Gale Pose, producerede tunge trommer og melodiske baslinier i det varme Los Angeles for drenge som Eazy-E. Siden hen har bl.a. Tue Track med sit fornemme album Track 72, der reelt var en blanding af tung, velproduceret hiphop og elektronisk krimskrams, vist, at Danmark kan spille med samplermusklerne og leverer gadelyd i verdensklasse. Nu gør Beatman & Rockin’ dem så kunsten efter, og det er ikke uprøvede kræfter der træder ind i arenaen.
Beatman & Rockin’ er nemlig Nick Nack, drengene bag numre til EMPD’s ene halvdel Erik Sermon, Timbuktu og endda Black Thought fra The Roots. Med en lyd der blander samples og velspillede, organiske instrumenter, lyder som en blanding mellem Nobody Beats the Beats på kollisionskurs med Tue Track. Deres første udspil hedder Who’s Supa Now, og indeholder alt fra instrumentalnumre til soul med en funky kant og decideret hiphop. Desværre er det tit sådan, at den slags album har det med at blive en amputeret oplevelse af lidt for mange forskellige genrer og rappere, men det har Beatman & Rockin’ bevæget sig pænt uden om. Folk som ADL, Louis Logic, Gemstar25, Wildchild og Context supplerer hinanden pænt og fungerer som en helhed. Samme udtryk, samme poetiske indgangsvinkel. Uanset om du nikker med på skivens første skæring Get Connected med veloplagte Craig G, ADL og Gemstar25, eller du fræser helt ud i galaksens yderste hjørner på Turbo Galactic med ADL, der spytter rim som både marsmand og intetanende, bortført rapper, sidder skidtet lige i skabet. Sidstnævnte er i øvrigt skivens bedste nummer, netop på grund af både produktionen med store, jazzede trommer og horn. Desuden er der en snert af et politisk budskab flettet ind i det gakkede nummer.
Når Beatman & Rockin’ alligevel ikke når stjernerne på denne udgivelse, så skyldes det for mit vedkommende de triste instrumentalnumre, som blandt andet Soul Miguel, Trunk Music og Potato. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at de har været sjove at lave, men når jeg rammer loftet rent lyrisk og produktionsmæssigt på mere end en håndfuld af skæringerne, så føles det ikke så fantastisk, at blive hevet tilbage på jorden med denne slags fyld. I øvrigt fanger jeg mig selv konstant i at tro, at Dres fra Black Sheep har været en tur foran mikrofonen på Find a Way med Timbuktu og Chords, hvilket absolut er en kæmpe kompliment. Hvis du stadig har Track 72 snurrende i afspilleren, så kan du lige så godt få fat i Who’s Supa Now - det er international klasse, det her!