For godt 30 år siden kom Billy Cross forbi Skandinavien som guitarist i Bob Dylans band. Mange kunstnere har siden da kunnet nyde godt af Billys evner ved producerpulten og som guitarist i et hav af sammenhænge. Det er til gengæld gået temmelig mere trægt med de udgivelser, som bærer hans eget navn. Det samme vil nok også ske for The Dream Hasn't Changed.
Cross' flair for den tætte, klassiske rocklyd fornægter sig bestemt ikke. Fra første nummer, No One Gets Out Of Here Alive, er der tæt og velfungerende samspil i den helt stramme besætning med guitar, bas og trommer. Problemet er bare det tamme sangmateriale, der aldrig helt letter.
Nok trækker Cross tydelige linier til en Buddy Holly i Gonna Get Along Just Fine, der er en snert af John Mellencamp over Denmark Rocks - med en noget tvetydig hyldest, at alle danskere betaler skat - og man kan o beskedent omfang genkende lyden og drivet fra det for længst nedlukkede Delta Cross Band. Den lyse og i grunden ret anonyme stemme er endnu en gang hans største akilles-hæl. Den indledende slideguitar i Bring My Baby Back To Me kan således ikke redde nummeret fra at være lettere usammenhængende og aldrig blive en så indfølt blues, som titlen lægger op til.
The Dream Hasn't Changed er en sympatisk udgivelse fra Billys hånd. Den er bare ikke gjort af det stof, der sikrer langtidsholdbarhed.