Lad det være sagt med det samme. Summertime er som album et solidt udspil, men samtidig også en noget blandet landhandel. Taget i betragtning, at det er gruppens første album er der nu heller ikke noget mærkeligt ved det og det er på sin vis egentlig meget forfriskende.
Forfriskende er det i hvert fald, at vi i Black City har et band der insisterer på at spille relativt ukompliceret no-nonsense , højoktan rock på et tidspunkt hvor den danske mainstream musikscene med få undtagelser domineres af R'n'B, Indie og Electronica.
Pladens første single, Summertime, der allerede har modtaget en del airplay, er et ganske godt eksempel på Black City's sound. På instrumentalsiden er bandet dybt inspireret af særligt Queens of the Stone Age og Volbeat og på vokalsiden er sanger og guitarist Bjørn Poulsen kraftigt influeret af Nephews arrangementer og fraseringer, selvom hans fuldfede rockrøst unægteligt giver Kvamm og co. baghjul på distortionfronten. Bandet spiller fedt - trommerslager Jacob Bjørn Hansen lægger et stoddertungt og bundsolidt beat og lead-guitarist Kristian Klærke Hansen spiller overlegent og genrebevidst uden at forfalde til den shredding han ellers mestrer - og melodierne er umiddelbare og fængende.
Problemet er bare, at Black City ofte trækker på deres inspirationskilder i en sådan grad, at bandet ikke har sin egen lyd, men snarere lyder som en collage af de tre just nævnte bands. Ikke dermed sagt, at det er decideret uoriginalt, men man undslipper som lytter sjældent følelsen af dejavú. Dertil kommer det simple faktum, at melodierne ikke holder det samme niveau som bandets sammenspil. Ganske vist er melodierne meget catchy, men de er så godt som alle skåret over en popskabelon og er med få undtagelser glemt når skivens sidste toner har lydt.
Allerbedst går det på titelnummeret Summertime, den skæve Get On M (der for undertegnede står som albummets højdepunkt) samt Haters og Take Me Down With You. Her rammer Black City noget der nærmer sig et særegent udtryk og en mere langtidsholdbar melodi.
Udover de ovennævnte stærke numre, fremstår Summertime som et lidt retnings- og kønsløst udspil. Det virker som om Black City ikke helt har fundet sin egen lyd og ikke helt har besluttet sig for om den skal stå på kommerciel rock, eller om et mere særegent og skævt rockudtryk skal dyrkes.
Og det skyldes ikke så meget det instrumentale udtryk, hvor bandet har et godt greb og albummets 12 numre generelt er godt skruet sammen. Det skyldes melodierne, der på trods af Poulsen vokal, er ret poppede og et tekstunivers der aldrig hæver sig over det gennemsnitlige og veksler mellem for rocken traditionelle introverte tekster og rendyrkede banaliteter.