Det virker tilsyneladende ikke til at Valve selv har interesse i at restaurere Half-Life eller at fortsætte serien, men så er det godt at en række udviklere for nogle år tilbage påbegyndte en komplet restaurering af det originale Half-Life ved navn Black Mesa. Det startede ud som et hobbyprojekt, men nu er der tale om et rigtigt studie ved navn Crowbar Collective.
De har udgivet spillet i bidder, og mangler endnu den sidste del, hvor Gordon Freeman skal bevæge sig igennem alienverdenen Xen. For nylig lancerede studiet dog en ny trailer, der lover at denne del udkommer i løbet af 2019's andet kvartal.
Du kan se traileren herunder, der i øvrigt afslører at Crowbar tager sig flere kunstneriske friheder med hvad der originalt "bare" var en epilog til det originale spil.
