Blizzard er kommet med en udmelding på deres officielle forum, hvor de fortæller, at de har bannet en stor mængde World of Warcraft-spillere, som er blevet taget i at bruge uautoriserede programmer, hvilket som regel betyder bot-programmer, for på flere måder at få overhånden i spillet. Brugen af programmerne går imod spillets vilkår og betingelser, hvilket har tilladt Blizzard at banne de pågældende spillere i seks måneder. "Cheating of any form will not be tolerated," står der på den officielle hjemmeside.
Kotaku har siden fået fat i en samtalelog med en Game Master, som er Blizzard ansatte, der yder support inde i selve spillet, hvor det nævnes at antallet af konti ramt af det store ban, ligger på over 100.000. Det er et imponerende antal, også selvom man tager i betragtning, at World of Warcraft har over 7 mio. spillere.
Har I oplevet spillere, der snyder online, og er dette en passende straf?