Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Shu-bi-dua 4: Det sorte, sorte hul

Shu-bi-dua 4: Det sorte, sorte hul

Skrevet af Ak-master den 29 november 2015 kl. 21:16
Tagget som: Shu-bi-dua

Den opmærksomme læser vil have bemærket, at det efterhånden er en rum tid siden sidste indlæg, hvilket kan virke fjollet i lyset af dette indlægs korte længde. Men de følgende fem albums er simpelthen bare så deprimerende at lytte til, og endnu værre at anmelde. Så er I advaret.

Shu-bi-dua 11 (1985)
Oven på den meget skuffende 10'er skulle der drastiske midler til for at vende skuden igen, så Bonden droppede ud for at blive programchef på en ny TV-kanal, hvorefter Hardinger så sit snit til endelig at gøre krav på mikrofonen. Dette resulterede i nærværende plade, der måske ikke så overraskende overhovedet ikke lyder som Shu-bi-dua. I stedet får man noget, der lyder som en blanding af dansktop og børnesange, så hvis det lyder som en forbedring, bør man da klart give skiven et lyt. Hvis ikke, så vil jeg anbefale, at du glemmer alt om denne udgivelse (igen).

Playlist: INGENTING
Vurdering: S

Shu-bi-dua 12 (1987)
Alle inkl. Hardinger selv blev meget hurtig klar over, at Bonden skulle tilbage med det samme, hvis Shu-bi-dua skulle have en chance for at overleve. Så det kom han. Straks blev det hele bedre igen, men der skulle selvfølgelig heller ikke så meget til - faktisk så lidt at nærværende plade også er temmelig uinteressant. Skivens bedste skæring finder man således i den pæne og romantiske "Kor, kærlighed og klokkeklang", og den sætter desværre ikke niveauet voldsomt højt. På Shubernes bedre udspil ville den formegentligt have været i vejen. Generelt er orkestrets tolvte album en meget uinspireret omgang med kedelige melodier, direkte dårlige omkvæd og et tekstniveau under middel. "Homogen" gemmer f.eks. på en af pladens bedre budskaber, men musikken minder om noget fra en dårlig MGP-sang.

Playlist: "Kor, kærlighed og klokkeklang"
Vurdering: S

Shu-bi-dua 13 (1992)
Efter en længere pause vendte Shuberne tilbage i 1992 med deres trettende album, og heldigvis virker de ekstra par år og indspilningen af en film til at have hjulpet på kreativiteten. Vi bliver således præsenteret for en af gruppens største hits længe i form af den charmerende og morsomme "Sexchikane". Desværre er der et stykke ned til nærmeste konkurrent, da den næsten funky "Kære Lone" og halvmonotone "Familien kom til kaffe" kun er okay, mens resten er overvejende fyld. Ovenpå den syntetiske firserlyd fra de sidste par plader bliver der i flere sange trukket nogle tråde tilbage til rock og pop før firserne, men lige meget hjælper det altså. Stadig et svagt album selvom det er væsentligt bedre end de nærmeste forgængere.

Playlist: "Sexchikane", "Kære Lone"
Vurdering: Shu

Shu-bi-dua 14 (1993)
"Danske Sild" og "Vi' Shu-bi-dua" er lidt skægge, og hvis de nu spiller i radioen, så kunne jeg godt finde på at blive hængende lidt endnu. Det samme gør sig ikke gældende med de restende sange. Jeg vil særligt fremhæve "Telefon" som værende indehaver af et helt igennem tarveligt omkvæd. Det er som om, at vi går den forkerte vej igen nu.

Playlist: "Danske Sild"
Vurdering: Sh

Shu-bi-dua 15 (1995)
Muligvis Shubernes ringeste og mest kedelige udgivelse. Intet at komme efter her.

Playlist: INGENTING
Vurdering: S