Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Året 2018: Musik - Playlist

Året 2018: Musik - Playlist

Skrevet af Ak-master den 3 januar 2019 kl. 22:33
Tagget som: AOTY

Godt nytår, og velkommen endnu engang til undertegnedes musikhjørne. Menuen står på to playlister med henholdsvis ti udenlandske og ti danske sange. Når jeg om ti år kigger tilbage på musikåret 2018, vil jeg i den ideelle verden tænke på netop disse tyve sange. Men lad os se på sagerne - jeg har nemlig ikke flere tegn til rådighed til at fortsætte denne introduktion.

UDENLANDSKE SANGE
Kids See Ghost - "Cudi Montage" (alternativ hip-hop)
Vi lægger ud med et af de fineste skud fra Kanye West fra det forgangne år. Som bekendt udgav Mr. West en EP om ugen i juni - to af dem primært som producer. De bedste to af disse er nærværende projekt i samarbejde med Kid Cudi samt Pusha T's EP. "Cudi Montage" - ligesom resten af EP'en - er en lækker omgang alternativ og samtidig topmoderne hip-hop. Guitar-licket har mere tilfælles med emobølgen (ala Lil Peep) end trap, der ellers stadig fylder utrolig meget i radioen. Med en smule held er Kids See Ghost samt navne som Brockhampton indikator for, hvor hip-hopen er på vej hen.

JPEGMAFIA - "Macaulay Culkin" (mørk hip-hop)
Listens anden stykke hip-hop er i den noget mere mørke og traditionelle boldgade. Jeg stod længe og vaklede imellem Earl Sweatshirt og JPEGMAFIA, men sidstnævnte endte altså med at løbe med den, hvilket nok mest af alt skyldes, at jeg ikke havde hørt om JPEGMAFIA før år 2018. Han rocker et temmelig traditionelt flow over melankolske og til tider lidt sære beats. Nærværende nummer er dog mere melodiøst en sært, og generelt bare en fornøjelse at lægge øre til.

Mount Eerie - "Only Now" (melankolsk rock)
Det er sket et par gange, at jeg har efter at have overvejet men i sidste ende kasseret en sang til en af disse lister, er begyndt at dyrke selsamme sang og pladen den stammer fra i en sådan grad, at jeg stadig i dag kan ærge mig over, at jeg ikke bare inkluderede sangen dengang. Sidste års rørende udgivelse af Mount Eerie er et sådan album. Pladen er skrevet i kølvandet på hustruens cancerdød, og allerede i foråret 2018 udkom efterfølgeren Now Only, der tager en anelse mere poetisk og mindre prosaisk tilgang til begivenhederne. Det er således en temmelig anderledes oplevelse, og dette gælder ikke mindst titelnummeret, der med sit underligt tempofyldte omkvæd skiller sig væsentligt ud fra mængden.

Snail Mail - "Pristine" (slow burn rock)
Med sin singer-songwriter rock er Snail Mail i dagens anledning repræsentant for alle ligesindede kvindelige kollegaere i 2018 - herunder Soccer Mommy, Mitski, Lucy Dacus (og resten af Boygenius) samt Julia Holter. Kvinden bag Snail Mail er stadig blot teenager, men det har altså ikke forhindret hende i at udgive det album, jeg har lyttet allermest til i 2018. Med undtagelse af den lettere kedelige "Deep Sea" er samtlige sange fantastiske, men jeg fremhæver her "Pristine", da det var første sang til at fange min opmærksomhed. Pladen havde en perfekt tidsbestemt udgivelse i starten af sommeren, da de varme slow burn rocksange var og stadig er oplagt musiktapet til varme sommeraftner.

Christine and the Queens - "The Walker" (indie pop)
Min anden største musikalske overraskelse i det forgangne år er franske Christine and the Queens (allerede booket til Roskilde19) og hendes andet album Chris. Pladen er både udgivet på fransk og engelsk, og som titlen ovenover indikerer, har jeg altså primært brugt tid sammen med sidstnævnte version - det engelske og den medfølgende sletskjulte accent klæder hende i overraskende grad. Netop "The Walker" er et fremragende popnummer af en art med sensuelle vers og et lækkert tempofyldt omkvæd.

Father John Misty - "We're Only People (And There's Not Much Anyone Can Do About That)" (alternativ rock)
Apropos kunstnere som jeg har fortrudt, jeg ikke inkluderede på en af de hersens lister. Den gode fader var med sidste år, men to år tidligere havde jeg ham også blandt mine boblere efter at have stiftet bekendtskab med ham få dage - måske et par uger - forinden. Han blev kasseret i sidste øjeblik, og straks efter begyndte min fandom at blomstre. Den er kun vokset støt siden, så naturligvis får han også en plads i år. Det er melodiøst soft rock med en gudsbenådet vokal samt vedkommende og selvbevidste tekster.

Low - "Always Trying To Work It Out" (glitchy rock)
Bandet Low har været i gang i 25 år, men jeg stiftede først for nylig bekendtskab med dem via deres tolvte langspiller. Jeg skal ærlig talt ikke kunne sige, hvordan de lød førhen, men i 2018 havde de en spændende glitchy/elektro og basdrevet rocklyd. Nærværende sang har tilmed et fængende omkvæd.

Courtney Barnett - "Charity" (hård rock)
Mens Barnetts første soloplade var underspillet og spidsfindig, er hendes seneste væsentligt mere in-your-face, hvilket stadig overrasker mig en smule. Ikke desto mindre var jeg dog ikke sen til at tage sangen "Charity" til mig, da det bare er et helt igennem gedigent stykke rytmisk hård rock - hvilket ellers ikke just er en synderligt hyped genre i disse dage. Om end Car Seat Headrest med deres genfortolkning af en tidligere udgivet plade også på fin vis bidrog til genren i 2018.

Deafheaven - "Glint" (blackgaze metal)
Modsat hård rock er metal som altid en sejlivet satan. Eller det tænker jeg da i hvertfald, om end jeg ikke personligt får lyttet så skrækkeligt meget til nye udgivelser indenfor genren. Det blev dog lige til Deafheavens seneste i det forgangne år. "Glint" er en lidt længere sag, og sangen når både at byde på lækkert minimalt forvrænget guitarspil, højt bpm trommespil og naturligvis den karakteristiske væg af lyd, der angriber lytteren med den gode melodi i front.

Janelle Monáe - "I Like That" (rnb)
Buzzen omkring Monaés tredje studiealbum er kun blevet større siden udgivelsen, og i takt med det er jeg faktisk også kun blevet mere glad for den (jeg startede dog også på et noget beskedent niveau). Særligt "Spotify single"-versionen af overnævnte sang har fanget min opmærksomhed, og jeg faldt da også pladask for dette vidunderlige soul-beslægtede stykke musik. Væk er lilletrommen og broen fra studieversionen, og jeg savner dem sgu ikke.

DANSKE SANGE
Benal - "Lampeskærm" (elektro hip-hop)
I år fik jeg endelig gjort plads til rapper-producer duoen Benal, der i nogle år efterhånden har underholdt os med elektroniske beats og sange om ulykkelig kærlighed - alt sammen gjort på den mest hip-hoperske af måder, og duoen har da også arbejdet sammen med både anerkendte undergrundstalenter samt respekterede publikumsfavoritter såsom Suspekt. Nærværende single fra deres seneste album er latterligt fængende, og uden tvivl en af deres bedste hits hidtil.

Mund de Carlo - "Stenbroen" (hip-hop)
Det hjælper at synge/rappe på dansk for at komme på denne liste, hvilket både Chinah og Schultz & Forever kan skrive under på. Og rappe på dansk er lige præcis hvad københavnske Mund de Carlo kan og gør. Carlo har altid haft en tvivlsom smag i beats samt et flow der har det med at skille vandene. Er det lettere akavet eller usædvanligt ekvilibristisk? På "Stenbroen", et klassisk hip-hop track om Nørrebro, hælder jeg stærkt mod sidstnævnte - og så er beatet desuden on point.

MØ - "Blur" (elektro pop)
Det mest populære danske nummer på listen kommer fra popdronningen MØ, der i de sidste par år har været med til at gøre pop fedt igen. "Blur" er en single fra hendes anden langspiller, og det er ærlig talt bare en lækker lille sag, der på organisk og fornem vis lykkedes med at blande akustisk guitar med ørehængende og følelsesladede elektroanthems. Apropos internationale succeser skal der også gå et skud ud til danske Ice Age, der trods sløje lyttertal gang på gang imponerer alverdens kritikere.

Lise Westsynthius - "Kaster Dig Op" (alternativ rock/pop)
Jeg havde forud for år 2018 ingen anelse om, hvem Lise Westsynthesizer var, til trods for at hun albumdebuterede for mere end tyve år siden som del af bandet Luksus. Sidste år faldt hendes seneste soloudspil, og det er kort sagt en ret fascinerende og mærkværdig udgivelse. På singlen "Laura Palmer" citerer Lise Westsyerske (og gæst) karakterer fra Twin Peaks-universet, og det er alt sammen omtrent lige så mærkeligt som et afsnit af serien. Det er generelt en temmelig alsidig plade, så sangen jeg rent faktisk har valgt at fremhæve er en noget mere lettilgængelig, tempofyldt og poppet sang. Det forhindrer hende dog ikke i at afslutte omkvædet med linjen "nu lægger der kun lidt rødvin og en kyllingving'".

Kira Skov - "The Echo of You" (alternativ pop)
Skovs mand, komponisten Nicolai, døde i 2017 kort efter udgivelsen af sit sidste og ret så fantastiske album indeholdende sangen "Olding", som jeg ville have elsket at inkludere på sidste års liste, men pladen udkom altså lige på den anden side af nytåret. Omkring årsdagen for mandens død udgav Skov et soloalbum, hvor hun ligesom Mount Eerie bearbejder sin sorg over ægtefællens død. Det er ikke overraskende en meget mørk og rørende omgang, hvor særligt titelnummeret ovenover stikker ud med sine tråde tilbage til Jeff Buckley.

The Minds of 99 - "Alle Skuffer Over Tid" (alternativ rock)
Nærværende sang stammer fra bandets andel del af Solkongen, der i sin helhed absolut er en af årets bedste danske udgivelser. "Alle Skuffer Over Tid" er yderligere udgivet som single samt en af få Minds sange, der indeholder en reel guitarsolo. Sangen er i øvrigt den mest spillede på P3 i årets løb (og her skal lige lyde et skud for Phlake med en top fem plads), hvilket ikke kan andet end varme om hjertet, når nu sangen jo faktisk er helt aldeles fremragende.

Peter Sommer - "'Elskede at Drømme, Drømmer om at Elske" (alternativ rock)
Ligesom Minds har Peter Sommer også formået at snige sig ind på to årslister i streg med sange fra samme album. I Sommers tilfælde er det gået til, da han som bekendt begyndte at udgive singler fra pladen allerede tidligt i 2017. I anden omgang her drejer det sig om titelnummeret, der ligesom de andre singler hører til første del af pladen, hvor Sommer får selskab af sit trofaste Tigger-orkester. Sangen har en ganske lækker basgang og en meget fængende vokal.

Folkeklubben - "Men Ikke Endnu En Vinter" (folkelig rock)
Folkeklubbens sange minder i virkeligheden på mange måder om Kim Larsens musik. Det er folkeligt musik med vedkommende tekster og fængende melodier. Ovennævnte sang er et pragteksemplar på netop dette med sit afsindigt ørehængende omkvæd. I en snævert beslægtet boldgade fik vi samme år også ny plade fra venstrehåndsrockbandet Skammens Vogn, der er et overraskende besnærende lyt på sådan en "tøhø, ja okay"-måde.

Bisse - "Lichtenbergs Løver" (indie rock)
Bisse udgav to plader i 2018: den første var overraskende elektroniskladet og in-your-face, mens den anden udgør tredje og sidste del i Bissens anden trilogi. Nærværende nummer lukker sidstnævnte af på fornem vis med akustisk guitar, elegant symfonisk støtte og en veloplagt vokal. Desværre følger en telefonsamtale efter musikken er forstummet, hvilket sætter en uheldig dæmper på playlist-potentialet. Sangen selv er dog fantastisk.

Katinka - "Grammofon" (indie rock)
Jeg var oprindeligt lidt tilbageholden overfor Katinkas efterfølger til forrige års debutplade, men efter gentagne lyt er jeg nu ganske godt tilfreds, mens "Grammofon" med sit eksposive omkvæd er blevet en af mine favoritter fra den vellydende sangerinde. Som prikken over i'et indeholder også denne sang en glimrende lille guitarsolo nær slutningen.

Facebook
TwitterReddit
Året 2017: Film - Mellemkødet

Året 2017: Film - Mellemkødet

Skrevet af Ak-master den 31 januar 2018 kl. 18:09
Tagget som: Året 2017

Mere mellemkød til folket... Øhm, ja, ved ikke helt hvorfor jeg valgte den undertitel for to år siden, men jeg holder sgu ved den!

Så her er altså fem nye gode film. Det primære kriterie for at finde vej til listen er stadig, at filmen ikke er super populær. Den behøver ikke engang at være helt igennem fantastisk - men den skal selvfølgelig være anbefalsesværdig. En smule quirkiness skader bestemt heller ikke.
Derudover holder jeg mig så vidt muligt også til amerikanske film for at holde det prætentiøse element godt i skak. Ingen art-house her, bare rolig!

5. Gook
Vi lægger ud med listens helt store underdog i form af dette uafhængige drama om et par skosælgende brødre i LA under optøjerne i 1992. Instruktøren spiller samtidig også en af hovedrollerne i denne historie om ulmende race-uro, hvilket leder tankerne hen på Spike Lees mesterværk Do The Right Thing. Gook fortæller en lidt anden historie med et andet perspektiv, og den gør det altså ganske glimrende.

4. Good Time
Hvis du trænger til en rigtig rugged'n'raw, nede på jorden, beskidt og intens film, så er Good Time filmen for dig. Handlingen udfolder sig over en enkelt aften, hvor vi følger et andet par brødre i deres forsøg på at slippe godt fra et netop gennemført bankrøveri. Fik jeg nævnt, at den ene af brødrene er retarderet, og den anden er uhyre intelligent med en skarp og omstillingsparat hjerne?

3. Brawl in Cell 99
Jeg var nødt til at inkludere filmen her, da den ganske simpelt tog mig med bukserne nede. Jeg forventede en fængselsfilm ala R eller A Prophet, og var derfor ikke synderligt interesseret til at starte med, for hvad laver Vince Vaughn lige i sådan en film? I et derfor velkommen og temmelig overraskende træk inkluderer filmen absurditeter ofte set i Wes Andersons finurlige film. Det giver Brawl in Cell Block 99 elementer af komik og drømmelignende sekvenser på trods af, at filmen jo i virkeligheden faktisk også er temmelig dyster. Det er især i kampscenerne, at dette kommer til udtryk, via ironiske kameraindstillinger og overvoldelige kampmanøvrer. Den havde jeg simpelthen ikke set komme. Well done.

2. The Big Sick
Her har vi så, hvad der måske er, listens fanfavorit. Den prisvindende The Big Sick er et romantisk komedie-drama om en indisk mand, der helt ude af tråd med forældrenes ønske finder sammen med en hvid kvinde. 2017 har åbenbart været et filmår, hvor filmskabere ikke bare har turde men også er lykkedes med at lave film om racespændinger, racisme og kultursammenstød (Get Out) - altså også uden at introducere slaveri, undertrykkelse mm. (Mudbound). The Big Sick er heldigvis lige så god som den har ry for.

1. Thelma
Gyserfilm og andet horror er ikke rigtig mig. Jeg finder genren overvejende forudsigelig og snydende med billige tricks. Ikke desto mindre så jeg faktisk en mindre håndfuld horror-film sidste år - og her vil nogen måske sætte "horror" i anførelsestegn. Det drejer sig nemlig blandt andet om norske Thelma, der i virkeligheden er et mix af flere forskellige slags genrer. Vi har noget coming-of-age med undertrykt (homo-)seksualitet (Call Me By Your Name er et andet fremragende bud på dette; i mindre grad God's Own Country hvis du er mere til køkkenvask-film og mindre til Woody Allen) blandet med fantasy og horror (Raw er et andet godt bud, hvis denne del lyder mere spændende). På trods af at jeg lige fik name-dropped en del her, så er Thelma faktisk en ret unik oplevelse.

Facebook
TwitterReddit
Året 2017: Musik - Playlist

Året 2017: Musik - Playlist

Skrevet af Ak-master den 8 januar 2018 kl. 13:19
Tagget som: Music, AOTY

Sørme om vi ikke er på den igen. For tredje år i streg kommer her en personlig playliste over nogle af mine favoritter fra det forgangne år. Jeg må indrømme, at jeg stadig har nogle internationale udgivelser til gode - enten slet og ret at stifte bekendtskab med dem eller bare at lære dem lidt bedre at kende. Ikke desto mindre var det ikke svært at finde ti-tolv gode skæringer. Som noget nyt har jeg denne gang endda kunne skrabe ti-tolv gode danske sammen, så i et lettere læselighedsudfordrende træk har jeg simpelthen lavet to lister, hver med ti sange. En for udenlandske udgivelser, og en for danske udgivelser.

Jeg har egentligt i noget tid været bange for, at jeg så småt var ved at miste interessen for nyt hiphop, men her omkring årets udgang har jeg heldigvis måtte sande at 2017 jo faktisk også havde en del at byde på på dette område. Der er derfor en del hiphop på den første liste, og jeg kunne snildt have inkluderet mere. I et forsøg på at gøre listen bare en smule blandet, har jeg dog valgt at fylde op med andet materiale.

UDENLANDSKE SANGE
BROCKHAMPTON - "BLEACH" (moderne hiphop)
Det her nye hiphop kollektiv tog dele af internettet med storm i 2017, hvor de debuterede med hele tre moderne langspillere. Nærværende nummer er en dejlig, chill en af sin slags fra gruppens tredje udspil. Det er ret lækkert.

Armand Hammer - "Pakistani Brain" (undergroundshiphop)
Det er ikke fordi BROCKHAMPTON i virkeligheden er særlig kendte, men det bliver de sandsynligvis i den kommende tid. Armand Hammer, ledt an af Billy Woods, er og vil tilgengæld altid forblive dybt under jorden. I nogle bands tilfælde kan dette være for alles bedste, men i andres (heriblandt Armand Hammer) egner de sig bare ikke til mainstreamen. "Pakastani Brain" stjal pladsen fra CunninLynguists og Jonwayne, hvilket måske siger en del.

Jay-Z - "4:44" (grown-up hiphop)
Jeg var simpelthen nødt til at inkludere denne vidunderlige skæring, dels fordi sangen er, well, vidunderlig, og dels fordi det bare er rart endelig at se Jay-Z udgive et album, der ikke er til at lukke op og skide i. No I.D. har produceret og Shawn Carter har faktisk noget på hjerte - så har du sgu en succes. Sorry, Kendrick.

Lil Peep - "Save That Shit" (grunge hiphop)
Ja, det er et åndsvagt navn, og min første tanke var da også, at Lil Peep blot er endnu en i rækken af dårlige trap rappere. Han opererer ganske vist inden for genren, men modsat de fleste andre drenge gør han genren til sin egen. At se på og lytte til Lil Peep er lidt som at lytte til Kurt Cobain. Vi kan også kalde Peep for en moderne punkversion af Eyedea. Det er melodiøst, punk, emo og omtåget - faktisk synger Peep sågar det meste af tiden. "Save That Shit" er blot en ud af flere fremragende sange fra en anderledes EP. Desværre afgik Lil Peep ved døden sidst på året. Overdosis.

WHY? - "George Washington" (indie rock/pop/rap)
WHY? er et amerikansk indie band, der udspringer af et soloprojekt af frontmanden og sort-of-rapperen Yoni Wolf. De formår på glimrende og meget fængende vis at blande forskellige genrer i et grundlæggende håbefuldt omend en kende blåt miljø. "George Washtington" indeholder det skønneste omkvæd fra deres seneste plade.

Ariel Pink - "Another Weekend" (indie rock)
"Another Weekend" synes kun at blive bedre og bedre for hver gang jeg hører den. Der er noget omtåget 60'er flipperrock over Ariel Pink med et The Zombies-agtigt hook på nærværende sang. Skønt, skønt.

Beck - "Colors" (alternativ pop)
Jeg kan ganske simpelt ikke sidde stille til dette mindre monster af et beat. Smid et overflødighedshorn af et svingende omkvæd oven i hatten, og så er jeg altså solgt. Hvorfor er "Colors" ikke et større hit? Klart den bedste fra Becks seneste, og "Colors" formår således lige at slå Lordes nærliggende sang "Green Light" ud af listen.

Father John Misty - "Ballad of the Dying Man" (ballade)
Den gode fader har virkelig formået at skille vandene med sin højst satiriske mastodont af et tredje album - bestående stortset af ene rock ballader. Ved de første par lyt flyder hele pladen bare sammen til én lang flødebollesuppe, men når man begynder at kunne skille sangene fra hinanden, opdager man hvilket pragtfuldt værk man faktisk har med at gøre. Det var ret svært for mig at udvælge et nummer, da de alle mere eller mindre er mulige kandidater. Så jeg gik bare med den mest populære.

The National - "The System Only Dreams in Total Darkness" (indie rock)
Jeg har aldrig rigtig bekymret mig synderlig meget om The National, men fraogmed jeg hørte overstående sang er jeg sgu ombord. Som også coveret indikerer har vi med et lettere og ganske lækkert melankolsk lydbillede at gøre, inkl. en smule velinkorporeret elektrisk guitar og et overraskende godt falsetto omkvæd.

Bell Witch - "Mirror Reaper" (funeral doom)
Bell Witch er tilbage (har aldrig hørt om dem før) med deres tredje album. Med en spilletid på knap halvanden time og ét enkelt fucking nummer har man som lytter naturligvis noget ganske særligt i vente. Bell Witch er angiveligt doom metal (ligesom Amenra - der med sidste års "A Solitary Reign" faktisk burde være inkluderet på listen), og funeral doom oven i hatten, hvilket vist bare betyder, at det går laaaangsomt. Og det gør det. Derudover er der ingen guitar, men blot bas, trommer og orgel, hvilket ligesom kun styrker hele begravelsesmotivet. Men det er ikke bare langsomt, det er også absurd tungt og stemningsfuldt. Og så har "Mirror Reaper" bare en super intens og flot lyd. Selvom jeg ikke nødvendigvis kommer til at høre nummeret igennem fra start til slut super mange gange (jeg er dog lidt nysgerrig efter at vide om pladen belønner gentagende lyt), så kan jeg ikke undgå at være dybt fascineret.

DANSKE SANGE
Baby in Vain - "Transcendent" (garage rock)
Pigebands der laver garage rock er åbenbart lidt en ting i øjeblikket. Sådan nogle bands (drenge eller piger) har det med at blive pænere og mere alternativ end garage i længden, men Baby in Vain holder sig heldigvis stadig i garagen på deres debutplade. Der er næsten noget shoegaze over "Transcendent" med sin mur af støj, hvilket sjældent er dårligt.

Bisse - "Alenedag 29.3.3" (alternativ rock)
Bissen er tilbage! Jeg kunne sagtens blot have inkluderet "Bjælkehuset", der er årets pendant til "Seks Hjerter", men det var næsten for oplagt. I stedet har vi den langsomme "Alenedag" om at miste, kede sig og reflektere. Et meget effektivt nummer.

Katinka - "Krig" (indie rock)
En af de mest spændende nye sangstemmer herhjemme finder vi hos Katinka. Med simpel blød rockinstrumentering og et personligt og dagligdagsagtigt tekstunivers gemmer hun på meget potentiale, og selvom det hele endnu ikke er blevet indfriet, så har vi nu stadig nogle glimrende sange. Den Benal-gæstende "Krig" er en af de bedste fra bandets debut, og på den måde fik jeg også lige nævnt Benal.

Carl Emil Petersen - "Finale På Et Filmset" (indie rock)
Jeg synes ikke, at Carl Emil har fået helt nok anerkendelse for sit solo debutalbum. Det er nu en ganske hæderlig udgivelse i forlængelse af Ulige Numres to langspillere. Det er til tider lidt mere poppet og tempofyldt - mere produceret, mindre rockband. Men på et glimrende nummer som overstående gør det ikke noget.

The Minds of 99 - "Ubåd" (post-punk)
En af mine favoritsange fra 2017. Drengene har ganske simpelt gjort det igen. De har ellers fået en smule konkurrence fra Dør nr. 13, hvis forsanger til forveksling lyder en del som Niels Brandt. Men ja, The Minds of 99 er stadig kongerne. "Ubåd" har en fantastisk rytmesektion, god melodi og fængende hook - altså præcis som man ville forvente.

Peter Sommer - "Bittersød Natskygge" (rock)
En af landets bedste singer-songwritere vendte sidste år tilbage med sin måske bedste sang end til videre. "Bittersød Natskygge" har en lækker, lækker mørk guitarlyd - ikke ulige mandens tredje udspil. Sommer kom ud med tre singler i løber af året, og jeg er efterhånden meget spændt på den kommende plade.

Sort Sol - "...Like A Trance Like..." (rock)
Hvis man endelig skal gøre comeback, så bør man altid gøre det ligesom Sort Sol gjorde det i 2017. "...Like A Trance Like..." er trods sit næsten enerverende hook et pragtfulgt mørkt nummer. Dette kommer isærdeleshed til udtryk i forbindelse med sangens korte dansksprogede del, hvor der samtidig bliver skruet godt op for guitarforvrængningen. Ikke at The Savage Rock just gjorde comeback i lige netop 2017, men deres "Woman" fra samme år er dælme også godkendt.

Cancer - "Die One More Time" (alternativ rock)
Cancer er på mange måder meget international i sin lyd; om det så gælder Kristian Kristensens formidable vibrato-falset eller den organiske og luftige instrumentering. Tilsæt et sublimt omkvæd og så har du blandt andet "Die One More Time".

Get Your Gun - "Love Like Feathers" (post rock)
Hvis du er glad for en noget hårdere og eksperimenterende rock, så bør du stoppe, hvad end du laver lige nu, og se at få smurt noget Get Your Gun i de øregange øjeblikkeligt. Det er mørkt (hmm, der begynder at tegne sig lidt af et mønster) og intenst. Du bør isærdeleshed glæde dig til det sidste og dejligt kaotiske minut af "Love Like Feathers".

Chewbacca - "Hva Jeg Har" (hiphop)
Chewbacca (fra Dialekten) er den danske DJ Premier, og så er han også en udmærket rapper. Det er boom bap, og det er lækkert. "Hva Jeg Har" indeholder desuden også et velkommen vers af dystre gruppekammerat Nota Bene. Jeg kunne også have nævnt bl.a. Balthesar, Marvelous Mosell og FLEMMING.

Facebook
TwitterReddit
Anbefal mig et album! : Father John Misty

Anbefal mig et album! : Father John Misty

Skrevet af Ak-master den 2 maj 2017 kl. 17:12
Tagget som: anbefalmig

Her følger sidste afsnit i min lille føljeton. Tak til jer der læste med, og en special tak til de af jer, der deltagede aktivt i løjerne. Der var jo desværre ikke den store opbakning til sidst. Jeg forsøgte at præsentere projektet som afslappet og uprætentiøs; bare en fyr der lytter til lidt musik - samtidig med at der var lidt at komme efter. Havde vi kørt længere, havde formatet not ændret eller udviklet sig lidt. Men aaanyway.

Jeg har i dag selv valgt at snakke om den gode mand Father John Misty. En amerikansk singer-songwriter der i løbet af nullerne indspillede under eget borgerlige navn J Tillman. Med tiden fandt han samtidig sammen med Fleet Foxes og medvirkede på deres andet album. Men så fik han tilsyneladende nok, og valgte at genskabe sig selv helt fra bunden som Father John Misty. I virkeligheden har han dog reelt ikke genskabt sig selv, da dette nye moniker angiveligt er en langt bedre repræsentation af den virkelige Josh Tillman. Dette kommer i særdeleshed til udtryk igennem den humor og satire der løber i en lind strøm igennem hans nye musik.

I Love You, Honeybear er hans andet album som Father John Misty og det udkom for to år siden. Mistys tredje plade udkom for nylig, og det er kort sagt lidt af en mastodont indenfor inderligt og satirisk blød rock. Men tilbage til Honeybear. Pladen åbner med et relativt poppet og yderst radiovenligt nummer. Faktisk i en sådan grad at det ved første lyt er som at blive genforenet med en gammel ven. Dette bliver selvfølgelig hjulpet godt på vej af den tilnærmelsesvise 60'er lyd, som Misty får genskabt på pladen - uden at det virker påtaget eller forældet.

Misty er bestemt ikke bange for at sænke tempoet og køre sjæler-stilen, og heldigvis gør han både dette og hin til den store guldmedalje - som regel. Det tager nogle gange overhånd med de langsomme numre, men den kritik er primært rettet mod hans efterfølgende plade. En af hans mest suværene og mest langsomme numre finder vi på nærværende plade i form af den fortryllende "Bored in the USA". Med en forsigtig kombination af keys og violin lufter Misty sine tanker om et svigtende og skuffende USA. Han synger sin blues med den største inderlighed, og midt i denne dramatiske åbenbaring kryber en heftig omgang dåselatter ind i nummeret og forsøger at drukne Misty... Med nærmest uvirkelige resultater. Genialt. I det efterfølgende og mere tempofyldte nummer "Holy Shit" fortsætter Misty lidt i samme dur med tanker om det rådne fundament vi bygger vores hverdag op omkring. Disse to sange er i sig selv nok til at slå Misty fast som en fantastisk sangskriver.

Vi må selvfølgelig heller ikke glemme hans smukke stemme. 5/6

Bedste numre: "Chateau Lobby #4 (In C for Two Virgins)", "True Affection", "Strange Encounter", "Bored in the USA", "Holy Shit"

Hvad synes du om Father John Misty? Andre sidste bemærkninger?

Facebook
TwitterReddit
Anbefal mig et album! : Scott Walker

Anbefal mig et album! : Scott Walker

Skrevet af Ak-master den 25 april 2017 kl. 16:22
Tagget som: anbefalmig

Stik i mod reglerne fik jeg egentlig anbefalet fem forskellige plader med Scott Walker, og blandt disse har jeg så selv udvalgt nummer to i rækken. Udelukkende pga. at jeg kan huske, at den starter med et nærmest overvældende energisk nummer. Jeg har altså hørt pladen før, men kan ikke huske andet fra den eller andet Scott Walker-relateret. Jeg havde en ide om, at åbnerens hyper-niveau stod i skarp kontrast til resten af pladen, men det er jo faktisk ikke helt tilfældet, har jeg måtte erfare efter at have givet hele molevitten adskillige flere lyt.

Scott 2 viser sig at høre under kategorien baroque pop, hvilket kommer til udtryk igennem tæt på samtlige dele af skiven. Det er radiovenligt pop med fine melodier besmykket med orkestrerede arrangementer, mens dele af musikken og tekstuniverset også trækker tråde tilbage til gammel europæisk folkemusik. Hele baduljen er samtidig utrolig overdramatisk - hvad end Walker byder på en sjæler ala Frank Sinatras "My Way" ("Come Next Spring") eller cabaret-agtig festfyrværkeri ("Jackie") og i virkeligheden bliver det måske ikke mere over-the-top på den påtrængende "Best of Both Worlds".

Store dele af Scott 2 er covers (flere af Jacques Brel) og alle selvfølgelig tilpasset til overstående lyd, men Scott har også skrevet enkelte af sangene selv. Den mest bemærkelsesværdige af disse er nok den godt seks minutter lange "Plastic Palace People". Foruden at indeholde en klokke i venstre lydspor der er ganske forvirrende på cykel, byder sangen også på en anderledes progression bl.a. som resultat af den længere spilletid.

Der er ikke nogen dårlige sange inkluderet, men med det sagt taber pladen noget momentum med de halvkedelige sjælere "Wait Until Dark" og "The Bridge". De kan ved sporadiske lyt virke episke trods tempoet, men man kommer let til at forveksle episk med overdramatisk. I samme dur lyder pladen lidt som et film-soundtrack til tider.

Scott 2 er et både underholdende og spændende lyt, der ikke just kan siges at lyde som mange samtidige udgivelse. Men skru lige lidt ned for dramaet næste gang. 5/6

Bedste numre: "Jackie", "Black Sheep Boy", "Next", "The Amorous Humphrey Plugg", "Plastic Palace People", "Windows of the World", "Come Next Spring"

Hvad synes du om Scott 2?
Næste gang anmelder jeg noget selvvalgt. Well, af åbenlyse årsager. Og så er det vel det.

Facebook
TwitterReddit