Dansk
Blog
Anbefal mig et album! : Machine Head

Anbefal mig et album! : Machine Head

Skrevet af Ak-master den 3 april 2017 kl. 11:25

Machine Head udgav i 2007 deres sjette album, The Blackening, og her ti år senere følger min anmeldelse uden noget yderligere kendskab til bandet.

The Blackening åbner med et 10 minutter langt nummer, hvilket normalt er en modig måde at indlede et album på. Det føles dog ganske naturligt, da nummeret på nogenlunde vis får introduceret bandet for lytteren. Med det sagt er "Clenching the Fists of Dissent" en relativ rodet og uinspirerende omgang - det er ikke inspirerende at råbe "fight" en masse gange.

Eftersom The Blackening bevæger sig i trash metal territorium får trommerne ofte al hvad den kan trække, mens der også bliver budt på masser af tempofyldte guitar soli samt en mild growl. Når tempoet bliver for højt, kan musikken let blive kedelig og enerverende at lytte til, hvilket også gør sig gældende flere steder på nærværende plade. Som det nu engang er med growl-bands, så skifter de jævnligt mellem growl og skønsang, hvilket jeg altid har fundet lettere skitsofrent, men endnu vigtigere afslører skønsangen som regel en relativ pæn og kedelig sangstemme. Machine Head er ingen undtagelse.

Ikke desto mindre lykkedes det nogenlunde for "Beautiful Mourning" at blande trash metal, skønsang og guitar soli på en engagerende og underholdende måde. Guitarspillet når nye højder på "Aesthetics of Hate", hvor Machine Head i perioder lyder som Tool. Næsten radiovenligt bliver det til gengæld på singlen "Now I Lay Thee Down", hvor forsanger Robb Rynn giver et fængende omkvæd sammenlignelig med Volbeat. Derefter tager pladen desværre et dyk med "Slanderous", hvis koncept og omkvæd er næsten decideret dumt.

Pladens sidste tre numre indeholder omtrent samme antal minutter som åbneren, og på den første af disse, "Halo", bliver en større bid af bandets potentiale endelig indfriet. De formår for alvor at spinde guld på deres leg med tempo og hastighed, og resultatet er et både underholdende og spændende stykke musik. Afslutningsvis får vi "A Farewell to Arms", der ganske simpelt ville have fungeret bedre uden de pletvise dryp af den nu metal-agtige vokal.

Der er meget at komme efter på The Blackening, der med overvejende positive resultater blander forskellige lyde og sider af metallen. For min skyld måtte de dog gerne have taget den et skridt videre og veget yderligere fra udgangspunktet. Jeg er desuden ikke blevet mindre overbevist om, at der næsten ingen lyrikere findes blandt metalbands. 4/6

Bedste sange: "Halo", "Now I Lay Thee Down", "Aesthetics of Hate", "A Farewell to Arms"

Hvad synes du om The Blackening?
Og hvad skal jeg anmelde næste gang? Samme regler som sidst.

HQ