Dansk
Blog
Anbefal mig et album! : The Field

Anbefal mig et album! : The Field

Skrevet af Ak-master den 19 april 2017 kl. 19:43
Tagget som: anbefalmig

From Here We Go Sublime er debutalbummet fra svenske producer The Field, og består af en samling instrumentale og elektroniske stykker musik, der langsomt får lov at udvikle sig igennem relativt lange numre. Dette kan enten være i form af en løbende introduktion af nye instrumenter og melodier eller i form af små stilskift og andre 'twists and turns'. Andre gange er denne udvikling så begrænset, at den grænser til at være ikke eksisterende.

Selvom The Field har gjort brug af forskellige og varierede samples er lyden helt igennem elektronisk, og da numrene som sagt udvikler sig ganske langsomt og relativt lidt samt indeholder overvejende hurtige beats, bevæger pladen sig i trance-territorium.

Der bliver heldigvis budt på mange velkomponerede numre, der formår at skabe et komplet lydbillede med en god latent melodi (ofte i form af et velklippet vokalsample), bombastiske omend behagelige beats og en altomsluttende atmosfære. Der er ikke en væg af lyd, men når pladen er bedst, er effekten lidt derhenad.

Der er samtidig også noget dejligt hypnotiserende over musikken, hvilket er med til at forsvare de lange numre og den generelle lange spilletid. Med det sagt er den 10 min. lange "The Deal" langt fra lige så interessant som The Field har troet, og jeg bliver derfor træt af den længe før sidste tone er lydt. I et interessant træk har den svenske herre også valgt at lege lidt med tidssignaturer på "Mobilia", der dukker op nær slutningen. Hvis man som lytter, har ladet sig forføre af de tidligere hypnotiserende toner, vil man brat komme tilbage til virkeligheden med dette synligt kaotiske nummer.

Der er ikke nogle elementer af musikken, der decideret imponerer mig, men det lyder nu overvejende ganske udmærket. 4/6

Bedste sange: "Over the Ice", "Good Things End", "Everyday", "Silent", "Mobilia"

Hvad synes du om From Here We Go Sublime?
Næste gang anmelder jeg Scott Walker. Men hvad derefter?
Anbefal mig noget nyt udgivet indenfor de sidste fem år

HQ
Anbefal mig et album! : Arcade Fire

Anbefal mig et album! : Arcade Fire

Skrevet af Ak-master den 10 april 2017 kl. 15:32
Tagget som: anbefalmig

Arcade Fire er et ud af flere spændende nyere indiebands, der fik sin start i 00erne. Funeral er debutpladen med dele af garage (The Black Keys), tempo (Franz Ferdinand) og orkestrering (øhh, The Beatles?). Som de fleste af sine samtidige kollegaere genfortolker Arcade Fire altså gamle stile og lyde på deres første plade.

Funeral skubber derfor ingen nye grænser og er ikke sæbet ind i rå energi. Det handler ikke om stygge guitar riffs men om at finde den gode melodi. Dette er heldigvis gennemgående vellykket, og resultatet er et ganske underholdende og nydeligt album.

Tracklisten antyder, at noget konceptuelt er på spil, men i virkeligheden er pladen en relativ varieret oplevelse. Fra drone-agtig guitarspil på "Neighborhood #3" til den radiovenlige ballade i "Crown of Love" og fra den garage-lydende og forvrængede vokal på "Neighborhood #2" til den Bjork-agtige og yndige fe-vokal på "In the Backseat", hvor bandets kvindelige sangerinde for første gang får lov at køre solo. Sidstnævnte nummer fremstår ved første lyt temmelig malplaceret, da det skiller sig så væsentligt ud med sin altoverskyggende kombination af en skæv vokal og melodisk violin. Det er i virkeligheden lidt synd, da nummeret er blandt pladens bedste.

Selvom titlen og forsangerens blueish vokal umiddelbart varsler blå toner, så er Funeral langt fra et deprimerende album. Det er fyldt med håb om bedre tider - hvis ikke i lyrikken så i musikken. Der er desuden ikke ét dårligt nummer inkluderet, og det er derfor ikke svært at anbefale The Funeral på det varmeste. 5/6

Bedste sange: "Neighborhood #1 (Tunnels)", "Neighborhood #3 (Power Out)", "Wake Up", "Rebellion (Lies)", "In the Backseat"

Hvad synes du om Funeral?
Og hvad skal jeg anmelde næste gang?
Well, næste gang vælger jeg noget, der allerede er blevet forslået, så jeres job er nu at komme med forslag indtil næste blogindlæg, og så vælger jeg et album til den tid (samtidig med at jeg bringer en anmeldelse af et allerede forslået album).
For at gøre det lidt ekstra interessant, er der nu et overordnet tema. Nemlig singer-songwritere. Minimum fem år gammelt stadigvæk. Jeg gentager: KUN singer-songwritere. Jeg vælger dog bevidst ikke at definere disse.

HQ
Anbefal mig et album! : Machine Head

Anbefal mig et album! : Machine Head

Skrevet af Ak-master den 3 april 2017 kl. 11:25
Tagget som: anbefalmig

Machine Head udgav i 2007 deres sjette album, The Blackening, og her ti år senere følger min anmeldelse uden noget yderligere kendskab til bandet.

The Blackening åbner med et 10 minutter langt nummer, hvilket normalt er en modig måde at indlede et album på. Det føles dog ganske naturligt, da nummeret på nogenlunde vis får introduceret bandet for lytteren. Med det sagt er "Clenching the Fists of Dissent" en relativ rodet og uinspirerende omgang - det er ikke inspirerende at råbe "fight" en masse gange.

Eftersom The Blackening bevæger sig i trash metal territorium får trommerne ofte al hvad den kan trække, mens der også bliver budt på masser af tempofyldte guitar soli samt en mild growl. Når tempoet bliver for højt, kan musikken let blive kedelig og enerverende at lytte til, hvilket også gør sig gældende flere steder på nærværende plade. Som det nu engang er med growl-bands, så skifter de jævnligt mellem growl og skønsang, hvilket jeg altid har fundet lettere skitsofrent, men endnu vigtigere afslører skønsangen som regel en relativ pæn og kedelig sangstemme. Machine Head er ingen undtagelse.

Ikke desto mindre lykkedes det nogenlunde for "Beautiful Mourning" at blande trash metal, skønsang og guitar soli på en engagerende og underholdende måde. Guitarspillet når nye højder på "Aesthetics of Hate", hvor Machine Head i perioder lyder som Tool. Næsten radiovenligt bliver det til gengæld på singlen "Now I Lay Thee Down", hvor forsanger Robb Rynn giver et fængende omkvæd sammenlignelig med Volbeat. Derefter tager pladen desværre et dyk med "Slanderous", hvis koncept og omkvæd er næsten decideret dumt.

Pladens sidste tre numre indeholder omtrent samme antal minutter som åbneren, og på den første af disse, "Halo", bliver en større bid af bandets potentiale endelig indfriet. De formår for alvor at spinde guld på deres leg med tempo og hastighed, og resultatet er et både underholdende og spændende stykke musik. Afslutningsvis får vi "A Farewell to Arms", der ganske simpelt ville have fungeret bedre uden de pletvise dryp af den nu metal-agtige vokal.

Der er meget at komme efter på The Blackening, der med overvejende positive resultater blander forskellige lyde og sider af metallen. For min skyld måtte de dog gerne have taget den et skridt videre og veget yderligere fra udgangspunktet. Jeg er desuden ikke blevet mindre overbevist om, at der næsten ingen lyrikere findes blandt metalbands. 4/6

Bedste sange: "Halo", "Now I Lay Thee Down", "Aesthetics of Hate", "A Farewell to Arms"

Hvad synes du om The Blackening?
Og hvad skal jeg anmelde næste gang? Samme regler som sidst.

Anbefal mig et album!

Skrevet af Ak-master den 27 marts 2017 kl. 22:38

Jeg ved, at det er lidt 'ehh' og 'arghh', men jeg prøver alligevel.

Så her er planen.
I anbefaler mig et album. I tilfælde af flere kommentarer vælger jeg den med flest thumbs ups, i tilfælde af en enkelt kommentar er valget ligetil. Alternativt dropper jeg bare ideen igen lynhurtigt, altså hvis jeg oplever ingen respons. Forhåbentligt bliver sidstnævnte situation ikke aktuel.

Jeg lytter pladen igennem minimum fem gange i løbet af de næste syv dage, og skriver efterfølgende en anmeldelse af den. Er vi først nået så langt, kan det være, at vi smutter en runde mere. Perspektivet og indgangsvinklen for denne anmeldelse afhænger naturligvis af pladen, genren, osv. Måske det er en undergenre, jeg ikke har hørt om før, eller måske den er blandt mine favoritter.

Det er altid en lækker ting at kunne anbefale fede ting til sine medmennesker - og i særdeleshed når de rent faktisk tager anbefalingen til sig og undersøger sagerne efterfølgende. Så nu har du chancen!

Det kan være kendt/ukendt, poppet eller ej, ældgammelt eller fra 00erne, country eller metal.

Eneste regler er:
Pladen skal være minimum fem år gammel.
Det skal være et original studioalbum. Ingen opsamlinger, kompilationer eller lignende.
Der skal være en god grund for mig til at lytte til den. Altså skal det som udgangspunkt være et godt album. Alas, lad vær med at anbefale mig dit nummer 1 hadealbum.

Det er selvfølgelig sjovest for mig, hvis det er en plade jeg har ringe eller intet kendskab til (den primære grund til at jeg gør dette - opdage ny musik), men nu må vi se. So hit me!

Anbefal mig et album!

Året 2016: Film - Mellemkødet

Året 2016: Film - Mellemkødet

Skrevet af Ak-master den 9 januar 2017 kl. 15:52
Tagget som: Året 2016

Oven på den flotte modtagelse af mit indlæg om det forgangne musikår følger her nogle skriblerier om det tilsvarende filmår. Ligesom sidste år kommer det til at handle om "mellemkødet", hvad end det måtte betyde. Det er vist noget med ikke-potentielle Oscar-vindere men alligevel gode film. Det sagde jeg dog også sidste, hvorefter en af filmene teknisk set gik hen og vandt en Oscar bagefter. Og i virkeligheden er der nok også en god chance for at mindst en af nedenstående film bliver nomineret i år.

Det primære kriterie for at komme på nedenstående liste er måske derfor mest af alt, at ikke alt for mange mennesker har hørt om filmen. Så det skader selvfølgelig ikke, hvis produktionen er relativ uafhængig, og budgettet derefter. Uanset hvad kan alle inkluderede film anbefales.

5. Swiss Army Man
Formegentligt en af de mærkeligste film I 2016. Daniel Radcliffe er med i en bærende rolle, da han åbenbart er ved at være en ting nu, og han spiller et lig igennem hele filmen. Så er tonen ligesom sat. En fyr, strandet på en øde ø, skal lige til at begå selvmord, da Radcliffe driver ind med bølgerne. Fyren her undersøger sagerne og knytter sig hurtigt til denne tilsyneladende nyligt afdøde mand. Det viser sig samtidig, at strandvaskeren har skjulte talenter, da hans gasudledning eksempelvis virkningsfuldt forvandler hans krop til en raket og lader ham skøjte hen over havoverfladen - og det bliver kun mærkeligere herfra. Filmen er dog også andet end spas og løjer. Radcliffe har udtalt, at busscenen i denne film er en af hans personlige favoritter, blandt film han selv har været involveret i. Det forstår jeg godt.

4. Sing Street
En musikfilm om en ung fyr i firserne der starter et band for at imponere en pige. Det starter som en halvtypisk engelsk skolefilm, men så snart vores hovedperson får øje på føromtalte tøsebarn, opstår der gnister - både her og der. Bandet ender med at skrive en række sange (originale kompositioner), og noget af det sjoveste ved filmen er, hvordan bandet ændrer deres image og stil imellem hver sang, i takt med at vores forsanger bliver introduceret for nye bands gennem sin storebror. Det ene øjeblik er han super glamour-gay, og det næste er han mere emo end Billy Joe Armstrong. Der er stadigvæk en hverdag at passe i skolen, men det er altså langt fra endnu et kedeligt skoledrama.

3. Hunt for the Wilderpeople
Jeg elsker australske film der tager udgangspunkt i den australske outback, da den altid er garant for smukke billeder og dramatiske situationer. I nærværende film bliver en ung, forældreløs bydreng adopteret af et ældre par boende omringet af skov ude i ingenting. Da konen dør, bliver drengens tilbagevenden til bureauet arrangeret, men inden det når at ske, er drengen stukket af med sin indledningsvise modvillige adoptivfar. Og så er jagten ellers i gang. Det er en veleksekveret familiefilm med hjerte og humor.

2. American Honey
En sprudlende road-trip film om frihed mere end noget andet. En ung kvinde (eller pige) bliver inviteret med ombord på en bus af magasinsælgende unge mennesker. Nogle af disse personer lægger sig op af den forventede 60'er frisindede type, men totalt er det en noget broget flok af individer med vidt forskellige interesser og personligheder. Samtidig er skuespillerne så overbevisende, at man mistænker producerne for at have hyret en virkelig gruppe omvandrende unge mennesker med usikre fremtider. Den unge dame omtalt før (smukt bragt til live af en pige fundet på stranden) indleder hurtigt et kompliceret romantisk forhold med en af sine medpassagerer/kollegaer, mens hun forsøger at sælge nok til at forblive i truppen. Dette skaber dog kun kulisserne for den egentlige kamp for selvrealisering og at finde den indre ro. Og så er filmen i øvrigt en fryd for øjet.

Filmen er ret lang, hvilket jeg ikke har det store i mod, men jeg ville have haft det bedre med det, hvis kollegaerne havde fået mere opmærksomhed, da der snildt kunne skabes en hel TV-serie omkring disse mennesker.

1. Toni Erdmann
Jeg ville egentligt gerne have holdt mig til engelsk-sprogede film, men jeg kan simpelthen ikke ignorere dette tyske komedie-drama. Hvis en tysk film oplever en del buzz, er den som regel ret god, og hedder den samtidig Toni Erdmann, har du med al sandsynlighed en lille moderne klassiker på hænderne.
Filmen handler om en pensioneret spasmager og hans forsøg på at finde vej ind i sin travle datters liv igen. Dette viser sig sværere og samtidig vigtigere end først antaget, så han klæder sig ud som kvinde og begynder at gå under det titulære navn for bedre at kunne interagere med hende. Det lyder jo egentligt meget tilforladeligt og amerikansk, men nej, uanset dine forventninger vil filmen overraske dig - om det så er på humoren, bizarre scener, ækelheder, rørende øjeblikke eller noget helt femte.