Dansk
Blog
Året 2016: Musik - Playlist

Året 2016: Musik - Playlist

Skrevet af Ak-master den 4 januar 2017 kl. 11:45
Tagget som: AOTY, Music, Året 2016

Hvis du går og undrer dig over, hvordan musikåret 2016 egentligt lød på tværs af populære genrer, så har jeg her sammenstrikket en lille dejlig liste over nogle af mine favoritter fra det forgangne år. Selvom jeg allerede på nuværende tidspunkt er langt bedre udrustet til at lave en liste over mine favoritalbums i forhold til samme tidspunkt sidste år, så har jeg ikke desto mindre valgt at holde mig til playlist-formatet. Nedenstående numre stammer dog med al sandsynlighed også fra nogle af mine nuværende favoritter.

Bisse - "Seks Hjerter" (alternativ rock)
Bisse brød for alvor igennem sidste år med yderligere to langspillere og en EP at skrive på CV'et. I løbet af året har han fået rystet det værste af hans tidligere lidt halvkiksede rap af sig, og på særligt Højlandet er der langt mere sang over hans vokalpræstationer. Det er dog ikke den typiske stærke melodiøse vokal, men derimod den rytmeudfordrede og uforudsigelige vokal som man bl.a. kender det fra C.V. Jørgensen (eller Bob Dylan). Derudover følger den mindst lige så uforudsigelige stream-of-conscience lyrik, hvor Bisse blot virker til at have skrevet, hvad der er faldet ham ind. Det kan virke lidt undervældende i sange som "Shotgun for Dig", hvor det mest af alt kommer til udtryk via uinspirerede linjer, men på Højlandet er han altid fascinerende at høre på, og man er oprigtigt nysgerrig efter, hvad han siger næst. Selve musikken og produktionen er temmelig pæn og lægger sig et relativt lettilgængeligt sted mellem pop, rock og folk, men på en måde der klæder ham og virker overbevisende. Højlandet er et af de bedste albums længe, og det affødte tilfældigvis også en af årets bedste singler. Seks hjerter til livet og Bisse.

Bon Iver - "29 #Strafford APTS" (alternativ soul/folk/pop)
Jeg har stadig ikke helt nogen ide om, hvad for en genre Bon Iver høre ind under, og heri lægger en af flere umiddelbare beundringsværdige kvaliteter i hans musik. Han er lidt det underspillede og vokal-excentriske sidestykke til Kanye West. For eksempel har han på nærværende plade indspillet sin vokal gennem en maskine, der forvrænger hans stemme, således at der til tider lyder til at være en løs forbindelse - på den fede og anderledes måde. Overstående nummer er et super eksempel på hans dejlige og alternative musikøre.

Angel Olsen - "Sister" (folk/rock)
Et relativt ujævnt album afstedkom dette smukke nummer om kærlighed. Som lytter bliver man kastet blidt rundt i manegen med Olsens skrøbelige men selvsikre vokal, en stemningsfuld og betagende produktion og en helt forrygende og eksplosiv afslutning, hvor alle hæmninger smides og en energisk guitarsolo ser dagens lys. Det er pladens længste skæring, men der er ikke et eneste sekund spildt.

Frank Ocean - "Nikes" (soul/rnb)
Når der om mange år engang udkommer en opsamling med Ocean's bedste sange, så kan halvdelen af Blond meget vel inkluderes. Pladen stiller sig på skuldrene af mandens debutalbum og når dermed helt nye højder, for selvom jeg var ovenud glad for endelig at høre god musik på P3 kvag "Lost", så er jeg først nu blevet rigtig fan af sangeren. På denne albumåbner synger han overvejende med en computer-manipuleret stemme, der befinder sig tæt på chipmunk-land, men alligevel lykkedes det ham at lyde kanon, og så kommer man bare ikke uden om det modbydeligt lækre tunge beat.

Childish Gambino - "Me and Your Mama" (soul/funk)
Efter hans meget skuffende Because the Internet var jeg egentligt klar til helt at afskrive Donald Glover som rapper, og det er jeg måske i virkeligheden stadig lidt, for det har hans seneste udgivelse svært ved at ændre på, da han nemlig slet ikke rapper. Gambino har i stedet kastet sig hovedkulds over soul og funk, hvilket har vist sig at være lidt af en genistreg. Pladen blev introduceret med overstående nummer, der ikke bare er super funky og soulfuld; det emmer også af progressiv rock-elementer. Nummeret oplever en spændende udvikling og række af stilskift, og den hypnotiserende messen i starten minder sågar om Magma. Desværre bliver denne friske progressive tilsnigelse hurtigt gemt af vejen igen efter den forrygende åbner, og resten af pladen ender bl.a. derfor med at være en noget blandet landhandel.

Car Seat Headrest - "1937 State Park" (rock)
Hvis man vil høre gedigen (hård) rock fra 2016, så er der vist ingen vej uden om Car Seat Headrest. Besætningen består af den nørdede frontmand Will Toledo og... nogle andre stykker - de er dog relativt ligegyldige, da føromtalte fyr skriver al musikken og både spiller guitar og synger. Toledo har i virkeligheden været i gang længe og allerede udgivet et hav af album, men Teens of Denial er lidt en genfødsel med reelt band, større produktionsværdi, bedre mixing og generelt bare mere professionelt udført.

David Bowie - "Black Star" (alternativ rock)
Jeg overvejede at inkludere Black Star som årets album på min liste sidste år som en joke, da pladen som bekendt udkom kun få dage inde i det nye år, men så døde manden jo desværre og så fes luften ligesom ud af den ballon igen. Det skulle dog vise sig, at Bowie's smukke svanesang rent faktisk ville gå hen og blive årets album for sit retmæssige udgivelsesår - i hvert fald ifølge flere magasiner (hvilket igen vil sige at årets album udkom i årets anden uge). Jeg ved ikke, om jeg er enig, men jeg kan nu godt unde dette mesterlige og dystre album pladsen. "Black Star" åbner pladen med en mørk og tung stemning, der synes at give plads til en smule håb mod slutningen.

A Tribe Called Quest - "We the People" (hip-hop)
Gutternes første originale udgivelse i mere end femten år. Det er den slags comeback-album, hvor man dårligt kan forvente det helt store, da tiderne skifter og bandet umuligt stadig kan være aktuelle. A Tribe Called Quest er undtagelsen. Årene har tydeligvis været gode mod dem, da de - uden at tilpasse sig nye ukarakteristiske tendenser - lyder næsten lige så relevante som i halvfemserne. Man kan ikke andet end konkludere, at ATCQ er tidløse. Pladen er en politisk reaktion på det amerikanske præsidentvalg og Trumps sejr, og selvom mange musikere beskæftigede sig med dette i det forgangne år, så gjorde få det lige så godt som A Tribe Called Quest.

Liima - "Your Heart" (alternativ rock)
Efterklang i selskab af den finske perkussionist Tatu Rönkkö debuterede sidste år som bandet Liima, og selvom Efterklang såmænd også udgav et album selv, så kommer det ikke op på siden af denne magtdemonstration. Det bliver budt på lækker elektrorock med tråde tilbage til slut-halvfjerdser Bowie og New Order, men på en måde så det lyder frisk og vokalmæssigt tidsrelevant.

NxWorries - "Best Part" (rnb)
Det bliver ikke meget mere smooth end på denne kollaboration mellem Anderson .Paak og producer Knxwledge. Førstnævnte udgav også et soloalbum i 2016, og næsten samtlige kritikere virker til at favorisere dette. Det er også et fint album, men jeg er bare langt større fan af hele konceptet på Yes Lawd! med sitrende pimp-undertoner og selvsikre kærlighedssange over en fantastisk smooth produktion. Derudover er næsten samtlige 19 numre under tre minutter, hvilket skaber en spændende og dynamisk albumoplevelse. Postkort fra fjerne hjørner af duoens attråværdige musikunivers.

Danny Brown - "Tell Me What I Don't Know" (hip-hop)
Brown forstår om nogen at åbne et album med de ondeste skæringer. Han gjorde det i 2013 med Old, og nu har han gjort det igen med Atrocity Exhibition. Det er dog ikke blot lutter lagkage, da jeg sjældent når længere end de første par sange, da de bare er så fandens veldrejede. Overstående skæring pakker et dystert og gåsehudsfremkaldende beat samt en veloplagt og tilbagelænet Danny Brown.

Beyoncé - "Freedom" (pop)
Der mangler ligesom noget Kendrick Lamar på denne liste, så han kommer her i skikkelse af beskeden gæst på et af årets mest hypede album. I virkeligheden har jeg dog overhovedet ikke inkluderet dette nummer pga. ham, da nummeret faktisk synes at træde en smule vande under hans tur (jeg er sjældent imponeret af Lamar på andres numre, da hans persona og stil bare kræver maksimalt albuerum). Til gengæld er omkvædet intet mindre end fantastisk.

Afslutningsvis vil jeg bare sige godt nytår!

HQ

Peter hvem? - mærkelige film

Skrevet af Ak-master den 17 november 2016 kl. 23:49
Tagget som: wtf?

Part 1
Tidligere i dag så jeg en ældre sag fra Hollywood kaldet Peter Ibbetson.
Det er en sort/hvid film fra 1935 med Gary Cooper i hovedrollen som den titulære herre. Filmen er et romantisk drama, hvilket ikke just var en anomali dengang, men alligevel formår nærværende værk at skille sig kraftigt ud fra konkurrenterne. Så meget endda at jeg simpelthen fik lyst til at nedfælde nogle linjer om den her.

Det starter ellers relativt tilforladeligt med to børn (en af hvert køn), der efter lidt småskænderier ender op som perlevenner. Uheldigvis sker der det, at drengens syge mor omsider kradser af, og knægten bliver flyttet hjem til London fra Paris, og han må således - mod sin vilje - vinke farvel til sit nye værdsatte bekendtskab. Her er det selvfølgelig værd at bemærke, at vi for en stund lige har fulgt to 8-årige og set verden fra deres synspunkt. Et temmelig usædvanligt træk blandt de ældre film, jeg har stiftet bekendtskab med end til videre.

Så langt så godt. Herefter springer vi 20-25 år frem i tiden, og drengen er nu blevet til arkitekten Gary Cooper, som tager en velfortjent ferie tilbage til Frankrig. Her kaster en "engelsk" kvinde sig i armene på ham, men hun bemærker snart, at han virker ualmindeligt uinteresseret og fraværende. Hun spørger derfor ganske simpelt, "hvem er hun?", hvortil Cooper stoisk svarer noget i stil med "en 8-årig pige" - uden at uddybe det videre.

Okay, så pædofili var nok ikke rigtig noget, man snakkede om i midttrediverne. Men selvom den muligvis var gået dengang, så er det stadig en usædvanlig ufrivillig morsom kommentar i dag. Men hva'?, jeg går med til det.

Cooper vender tilbage til London, hvor han scorer et arkitetjob hos en hertug, der ønsker at få udvidet hestestalden. Ikke umiddelbart det fedeste job, men trods flere indvendinger fra klienten lykkedes det ham i det mindste til sidst at tegne det, som han selv ønsker. Hertugens kone er vældig sød, i et enkelt tilfælde i stand til at dele drømme med Cooper, og tilfældigvis også den samme pige fra Paris mange år tidligere (det ved de bare ikke endnu). Hertugen observerer efterhånden, at konen er lidt for glad for den lejede hånd, så han konfronterer dem over middagsbordet. Cooper indrømmer gladeligt, at han elsker hertugens hustru - ja, faktisk har han for første gang glemt alt om den 8-årige pige (oooookay), og denne passion/besættelse er nu blevet ført videre til hende. Men hov, hun er jo den pige, og så bliver de først insisterende og stædige. De planlægger derfor at stikke af sammen.

Peter hvem? - mærkelige film

Part 2
Før tanke når at blive til handling fanger hertugen dem dog midt i deres konspirationer, og han er langt fra tilfreds. Han trækker således pistolen frem, men når kun at affyre et enkelt missende skud før Cooper kaster en træstol i hovedet på ham, og bum - hertugen er død.

Efterfølgende får vi et meget kort retsdrama, hvor Cooper bliver dømt til fængsel på livstid - altså på trods af at han blot forsvarede sig mod en pistolmand ved at kaste en stol efter ham. Han havner i en lille betonkælder møbleret med liggeunderlag og ankelkæder, hvor han bor sammen med en håndfuld andre fanger. Kort sagt, det værste fængsel i landet. Efter et mindre slagsmål de indsatte imellem melder vagterne ud, at de ikke vil tolerere mere støj, så de truer med halvtreds piskeslag til den næste urovækker.

Uheldigvis snakker Cooper højt i sine drømme, så vagterne kommer ind og gør klar til at torturere ham lidt. Cooper tager helt roligt imod slagene, men ikke desto mindre vælger manden med pisken helt umotiveret at slå ham med skaftet i stedet, hvilket smadrer Coopers rygsøjle, og han er efterfølgende lam i det meste af kroppen. Av, av. Vagten klarer selvfølgelig frisag - eller det vil sige, at han sandsynligvis slet ikke er blevet anklaget for noget.

Så her lægger Cooper nu uden håb for nogen som helst fremtid. Parat til at give op og byde døden velkommen har Cooper en skæbnesvanger drøm om natten, da han endnu engang deler denne med kæresten. Da han ikke er helt overbevist, fortæller hun ham i drømmen, at han vil modtage hendes ring dagen efter. Dagen derpå tropper hun op i fængslet men nægtes adgang, omend ringen heldigvis finder en anden vej ind til Cooper.

De kan altså ikke få lov at møde hinanden i virkeligheden, men til gengæld har de nu opdaget, at de kan tilbringe tid sammen i deres fælles drømme. Cooper kommer sig derfor flot igen - eller det vil sige, at han stadig er lam, men altså ikke længere på dødens rand.

De næste ~50 år går på denne måde: Cooper ligger næsten livløs i sin celle hele dagen og mødes med kæresten om natten i sine drømme. Kæresten lever sandsynligvis ligeledes udelukkende for disse nattelige møder, så hvad hun bruger dagtimerne på må guderne vide. Sikkert ikke noget af interesse.

Men alting har en ende og en nat dør kæresten. Hun efterlader Cooper midt i en drøm, men få minutter senere vender hun tilbage uden fysisk skikkelse og beroliger Cooper med lovning om et liv efter døden. Kort efter sover Cooper ligeledes stilfærdigt ind. Og således vil deres kærlighed altså ingen ende tage.

Part 3
De må begge have levet nogle usle liv, da de begge to udelukkende har levet i deres drømme. På trods af at hun havde alle muligheder for at leve et spændende liv. Samtidig vågner de også hver dag op, og bliver minder om hvordan deres hverdag i virkeligheden forholder sig - langt væk fra hinanden. Det må da være frustrerende. Og det samme kan siges om Coopers fængsling og lammelse, der i sig selv er to frygtelige skandaler. Til gengæld ankommer det afsluttende religiøse budskab som kaldet, da det som sådan formidler de grumme omstændigheder betragteligt. Eftersom filmen klart fortæller om et liv efter døden, har turtelduerne nu evigheden sammen - og så er 50 års liv i trældom vel ikke en grel pris at betale? Samtidig indeholder de store livsændrende episoder elementer af klassisk eventyr, så måske filmen mere lægger op til at blive angrebet for sin symbolisme fremfor den bogstavelige fortælling?

Da Peter Ibbetson samtidig er fint filmet, er det pludselig en svær størrelse at anmelde. Lad os kalde den en kultklassiker - på trods af at jeg intet ved om filmens popularitet.

HQ

Kunst eller sport? (gaming)

Skrevet af Ak-master den 10 april 2016 kl. 00:10

Kunst er en mærkelig størrelse. En ting er, om et givent stykke kunst er godt eller skidt, en anden ting er, om det overhovedet var kunst til at begynde med. Nogle vil måske mene, at sidstnævnte slet ikke er en problemstilling, men at alt derimod kan kaldes for kunst, hvoraf kun graden af selvsamme er til diskussion. I mine ører er dette dog en lidt for romantisk tilgang til verden, og jeg vil godt have lov til at proklamere noget for ikke at værende kunst. Som f.eks. i nogen udstrækning sport.

Så snart noget bliver kvantitativt, måleligt eller direkte sammenligneligt med et fælles udtømmeligt mål, er det en konkurrence, og kunsten har taget et par skridt tilbage i baggrunden. Det er langt fra en eksakt videnskab med absolutte sandheder. I golf har man et klart mål foran sig, og man har en begrænset vifte af redskaber til rådighed. Afhængig af beplantning, skråninger, vind osv. skal bolden rammes sådan og sådan. I diverse gymnastik discipliner har man dog ikke et klart mål foran sig. Man skal blot imponere, hvilket kan gøres på mange forskellige måder. Fælles for dem begge er dog, at det er meget simpelt at udpege den dårlige udøver. Graden af subjektivitet er relativ lille.

I eksempelvis filmens verden findes ingen klare regler for, hvordan man laver en god film eller hvad en god film er. Ikke nok med det, så er det også lidt sværere at udpege den dårlige filmskaber, for selvom han ikke følger konventionerne og er kørt helt af spor, så har han måske alligevel fat i noget. Og så er kvaliteten selvfølgelig uhyre subjektiv. Film er ingen konkurrence. Der bliver selvfølgelig stadig holdt prisuddelinger, men de vil selvfølgelig aldrig nogensinde komme til at udtrykke nogen former for universelle sandheder. Der er også en grund til at prisen til Academy Awards eksempelvis overrækkes med ordene "The Oscar goes to..." fremfor "The winner is..." (som det faktisk var i starten).

Man skal udtrykke noget, være kreativ, have noget på hjerte. Sportsudøveren er primært fokuseret på at skabe resultater og vinde (evt. gennem kreativitet). Al dette bringer mig videre til min egentlige agenda, nemlig spørgsmålet om kunst og sport i spiløjemed.

E-sports er ret interessant, for når man normalt debattere kunst i sport, så er det med selve sportsudøvernes fysiske præstationer som omdrejningspunkt, men med E-sports er selve sportsgrenen i centrum - dvs. spillet, da spil som kunst er på lige fod med film og musik. Men kan et spil både være sport (eller bare skarpt konkurrencedygtigt med overstående sport-karakteristika) og samtidig være kunst?

Ja. Det er dog måske ikke så mærkeligt igen, da det som sagt ikke er sportsudøverens præstation men selve sportsgrenen, der udgør kunstværket - rammerne, reglerne, præsentationen og designet af sportsgrenen. På samme vis kunne man også argumentere for, at konceptet og ideen bag fodbold (eller en hver anden sport eller leg) er kunst, men selve udøverne primært bevæger sig i sportsregi.

Fordi selve "sportsgrenen" er så kompliceret i spil, skaber det flere muligheder for kunsten at udfolde sig. Sporten og kunsten lever i en foranderlig samhørighed, hvilket åbner op for det eneste relevante spørgsmål i denne sammenhæng:
Hvad vægter du højest af de to?

Kunst eller sport? (gaming)

Jeg gider sjældent multiplayer spil, da jeg ganske simpelt ikke spiller nogle spil nok til at være konkurrencedygtige i dem. Af selvsamme grund gør jeg også sjældent meget ud af high score lister. Jeg spiller til gengæld spil for at få en god oplevelse i min udforskning af et flot og gennemtænkt univers. Jeg har før omtalt mig selv som casual gamer, men måske jeg bare er æstetisk gamer. At jeg som regel ikke tager mig tid til store komplicerede rollespil er selvfølgelig blot et spørgsmål om smag og behag. Subjektivitet.

Efterladt i støvet (gaming)

Skrevet af Ak-master den 17 marts 2016 kl. 11:47

Jeg har gjort mig nogle tanker om min egen gaming-situation de sidste par dage, og jeg er bange for, at jeg har nået en kedelig konklusion. Jeg ser ikke længere mine egne spilpræferencer afspejlet i den moderne mainstream. Der bliver lavet større og mere ambitiøse spil end nogensinde før, men min invitation til festen indeholder både forkert adresse og tidspunkt.

Måske i et forsøg på at konkurrere med TV-seriens guldalder kaster spiludviklerne sig over større og længere spil, men jeg foretrækker bare primært spillefilm. Måske i et forsøg på at gøre spillene mere nærværende og følelsesmæssigt involverende kaster spiludviklerne sig over mere komplicerede historier, men jeg foretrækker bare primært at komme videre i spilforløbet. Måske i et forsøg på at skabe gode salgsargumenter og tilfredsstille den konkurrencedygtige spiller kaster spiludviklerne sig over (semi-)multiplayer oplevelser, men jeg foretrækker bare single player.

I sidste generation blev jeg fuldstændig mæt på FPS, mens TPS nu skal hive en kanin ud af hatten for at have en chance for at fange min opmærksomhed. Jeg har altid foretrukket single player spil foran TVet og gør det stadig. Jeg gider ikke smide mange timer i et spil. Jeg vil have en koncentreret oplevelse med en afslutning inden for fornuftig rækkevidde, og vil jeg have mere, så tager jeg bare en tur mere. Gensynets glæde kan være lige så stor. Jeg gider ikke rigtig sports- og bilspil, eller strategispil på konsol.

Alle mine yndlingsudviklere fra min tid med Playstation brød igennem med farverige, charmerende og fantasifulde spiluniverser med ikoniske karakterer og underholdende gameplay - sidste generation forsøgte de sig alle med spil foregående i vores eget univers, på vores egen planet (med vekslende succes). Naughty Dog har været en personlig favorit siden Crash Bandicoot, da de laver underholdende og til tider progressive spil foregående i spændende universer. Jeg fik med nødt og næppe slæbt mig selv igennem Uncharted 3, mens Joel stadig venter et sted midt i Last of Us på at blive gelejdet videre. Tanken om en efterfølger til sidstnævnte tvinger et suk frem i mig, da jeg jo gerne vil følge med i, hvad hundene kaster på gaden, men jeg gider virkelig ikke spille mere Last of Us. Og alt i mens jeg overvejer at framelde mig NDs nyhedsbrev, har udvikleren fået ti nye fans.

I kraft af indierevolutionen sidste generation så mangen 2d platformers dagens lys, hvilket var en dejlig overraskelse. Spillene var til tider meget underholdende og virkede ikke forældede. Med 3d platformers var der dog meget langt mellem snapsene. Sly 4 viste genren fra sin knap så flattende side, for selvom spillet er ganske underholdende, så fungerede det lidt som en tidslomme for generationen før. Omvendt beviste Ratchet & Clank samt Super Mario Galaxy, at genren stadig har nogle perler at ryste af sig.

Jeg blev oprigtigt glad, da jeg så, at Knack ville blive en launch-titel til PS4. Måske vi nu gik en lysere tid i møde med en lille renæssance for 3d platformeren. Spillet fik en lunken modtagelse og renæssancen lader sig desværre stadig vente på sig.

Sidste generation købte jeg samtlige konsoller på markedet, mens jeg i dag således endnu ikke har fået købt en PS4. Jeg var efterhånden overbevist om, at spillelysten bare ikke sad i mig længere, men så startede jeg Spyro 2 op forleden, og jeg blev mindet om, hvor dejligt og afslappende en spillesession i sofaen kan være. For nogle år siden skrev jeg et blogindlæg, hvor jeg erklærede mig selv casual-gamer. Det er vist mere aktuelt end nogensinde før. Forhåbentligt bliver jeg ikke en af de der "retro"-gamere, der kun er interesseret i ældre spil fra en anden tid, men måske jeg ikke har noget alternativ (andet end at opgive mediet).

Jeg er vokset op i en tid, hvor (3d) platformers var vejen at gå, og jeg har aldrig helt sluppet denne genre. Det har næsten samtlige spiludviklere til gengæld. Efterladt i støvet. Ligesom jeg.

Efterladt i støvet (gaming)

Måske...

Rolling Stone's 50 bedste prog rock album, del 5

Rolling Stone's 50 bedste prog rock album, del 5

Skrevet af Ak-master den 25 februar 2016 kl. 21:36
Tagget som: Prog rock

Og her har vi så sidste del, og dermed de ti bedste prog rock album ifølge Rolling Stone. Der er ikke de store overraskelser iblandt, men det er måske også fint nok.

10. Yes: Fragile (1971)
Fragile er et fremragende album og en god repræsentant for, hvad Yes er i stand til. Der er flere eksempler på deres flotte melodier og Jon Andersons fængende vokal. De viger som regel aldrig voldsomt langt fra en sangs melodiske udgangspunkt, men inden for disse rammer kan de stadig finde på lidt af hvert. Ofte noget der involverer breaks og tempo- og tidssignaturskift. På grund af flere korte og relativt ubetydelige sange, er pladen desværre en lidt fragmenteret oplevelse, hvilket skader det samlede indtryk en smule. De enkelte, længere sange er dog alle meget gode. 5/5
Hør: "Heart of the Sunrise"

9. Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway (1974)
Det hører til prog rockens natur at være episk, ambitiøs og ude af denne verden, så der er åbenlyst stor konkurrence om at gøre størst mulig figur ud af sig selv. Vinderen er Genesis med dette 94 minutter lange dobbeltalbum. The Lamb Lies Down on Broadway viste sig at være Peter Gabriels svanesang med Genesis, og sikke da en måde at markere sit exit på. Gabriel har konstrueret en af de mest uigennemskuelige og forvirrende historier i prog rockens historie, så selvom jeg har hørt pladen igennem et hav af gange, har jeg stadig ingen anelse om, hvad hovedpersonen Rael er ude på.

Albummet indeholder enkelte (gode og fængende) omkvæd, men musikken er stadig højest progressiv med atypiske progressioner i de enkelte sange, der ofte forhindrer lytteren i at hægte sig fast på en enkelt melodi eller rytme igennem hele sange. Der er til gengæld en god gennemgående rød tråd igennem hele molevitten, der formår at knytte selv de mest absurde udskejelser fast til det overordnede billede, mens hele værket er en overflod af ideer og forskellige, forrygende melodier og kompositioner generelt. Enkeltvis kan langt de fleste numre nydes med største tilfredshed, men samlet i den fulde pakke når musikken næsten urealistiske nye højder.

The Lamb Lies Down on Broadway er et brutalt og overvældende lyt de første par gange, men når den endelig begynder at åbne sig op for én, kan man ikke vente med at vende tilbage igen. 5/5
Hør: "The Chamber of 32 Doors"

8. Can: Future Days (1973)
Tyske Can laver højst eksperimentel rock, der drager inspiration fra både psykedelisk-, ambient-, jazz- og prog rock. De er en organisk samt mere rocket og kompleks version af Tangerine Dream. Nærværende album er sidste del af den flotte trilogi med japanske Damo Suzuki bag mikrofonen. Suzukis rolle er dog forsvindende lille, da det meste er instrumentalt og hans stemme i øvrigt ikke gør meget for at blive bemærket. Future Days er nok det mest underholdende kapitel i trilogien takket være den nydelige og samtidig sælsomme sidelange "Bel Air" samt den sommervarme titelsang. "Moonshake" skiller sig her lidt ud, da den er mere poppet i sit udtryk, hvilket ikke klæder bandet synderligt. 5/5
Hør: "Future Days"

7. Jethro Tull: Thick as a Brick (1972)
Det er som sådan ikke svært at forstå, hvorfor nogle kritikere stemplede Jethro Tulls forrige udgivelse, den helt igennem fremragende og relativt prog rock-agtige Aqualung, som et konceptalbum, men dette var en påstand som bandets frontmand Ian Anderson tog komplet afstand fra. Så hvad er det mest naturlige modsvar? Selvfølgelig at skabe sit livs største værk i form af en enkelt albumlang sang baseret på et opdigtet barns digt. Det er fjollet - men musikken er Anderson og co. gået til meget seriøst. Resultatet er en helt igennem vanvittig og utrolig imponerende rutsjebanetur, der efterlader lytteren lettere forpustet bagefter. Fyldt med bandets fantastiske guitarspil, Andersons karakteristiske fløjtespil og ikke mindst hans formidable og enestående vokal. Thick as a Brick er en oplevelse af de helt store.
Hør: "Thick as a Brick, Pt. 1"

6. Genesis: Selling England by the Pound (1973)
Bandets mest populære udgivelse er tilfældigvis også en af deres mere lettilgængelige. Pladen indeholder fire lange episke sange med et flot og poetisk billedsprog, der fortæller nogle abstrakte historier med et middelalderligt og naturkendt tekstunivers. Heriblandt den forrygende åbner "Dancing with the Moonlit Knight". Derudover har vi et afsluttende lille stemningsbillede, der genoptager motivet fra førnævnte sang, samt tre sange af normal længde, der er med til at blødgøre oplevelsen lidt (om end den ene af dem er en instrumental). Her tænker jeg derfor mest af alt på den simple og søde "More Fool Me" med vokal fra Phil Collins. Der er ikke meget prog over den, men det har Collins det vist fint med. Pladen mister lidt sin røde tråd pga. denne struktur, men de enkelte sange er stadig alle mægtige. 5/5
Hør: "Dancing with the Moonlit Knight"

5. Yes: Close to the Edge (1972)
Yes har valgt at åbne deres femte album med en kaotisk sammensurium af periodiske trommer, dyb bas, aggressive keys af en art og febrilsk guitarspil. Det skulle vise sig at være startskuddet på bandets absolut bedste og mest gennemførte udgivelse. Det side lange titelnummer tager sig god tid med sangens motiv, og det får altså ikke lov til at løbe frit som andre prog suites. Det er dog svært at være kritisk, når det stadig lyder virkelig godt (sangens sidste sats er bandets bedste minutter nogensinde). Derefter følger to halvt så lange numre, der ligeledes befinder sig blandt bandets bedste skæringer. Close to the Edge er ganske simpelt en milepæl inden for prog rock. 5/5
Hør: "Close to the Edge"

4. Pink Floyd: Wish You Were Here (1975)
Her har vi min favorit med de populære herrer. Det er bare et perfekt album. Den todelte "Shine on You Crazy Diamond" danner rammerne for den enkelte men rørende historie om bandets tidligere frontmand Syd Barrett, der blev luret ind i musikindustrien med løfter om guld og grønne skove, men kører sig selv ned og forsvinder udi ingenting. Det er biografisk, samtidig med at det fungerer som en subtil kritik af pladeindustrien. Musikalsk er der flere modsætninger på spil, da "Have a Cigar" har et højt tempo og engagerende guitarriff, den flotte og halvindustrielle "Welcome to the Machine" kører med langtrukne toner og udtalelser, mens den rørende og langsomme titelsang går over i radiovenligt territorium på trods af et fraværende omkvæd. Til slut har vi det lange, stemningsfulde og melodiske epos, som jeg nævnte i starten, der eksploderer i et emotionelt hook et par gange i hver del. Jeg selv var allerede solgt efter første lyt. 5/5
Hør: "Shine on You Crazy Diamond, Pt. 1"

3. Rush: Moving Pictures (1981)
Overstående er det tætteste man kommer på en hitparade med Rush. Pladen inkluderer fanfavoritter som "Tom Sawyer", "YZZ" og "Limelight", der alle varer godt fire minutter. Derudover har vi den riffstærke "The Camera Thief", der med sine knap elleve minutter er skivens længste skæring. Titlen omtaler film i flertal, hvilket jeg finder ret passende, da albummet virker mere som en samling kortfilm end en enkelt spillefilm. Med det sagt er det dog begrænset, hvilke billeder jeg danner mig i hovedet, for selvom Geddy Lees vokal gør krav på opmærksomhed, er det ikke rigtig i forbindelse med de sagte ord. Uden at dette nødvendigvis er skidt. Der er en del sange at tage af, men desværre er der et par enkelte, der ikke helt formår at holde standarden, hvilket gør pladen knap så imponerende som nogle af deres tidligere. 4/5
Hør: "The Camera Thief"

2. King Crimson: In the Court of the Crimson King (1969)
Det første sande prog rock album. Det lyder som resultatet af en flok rockelskende fyres uforbeholdne og kompromisløse forsøg på at skabe det hidtil vildeste, mest alternative og samtidig underholdende rockalbum. Det lykkedes.

"21st Century Schizoid Man" er gennemført proto-metal på en plade udgivet en uge før Black Sabbath tog i studiet for at indspille deres debutalbum. Titelsangen er et uhyre stemningsfuldt og gennemført nummer, på en plade udgivet mens Pink Floyd stadig ledte efter deres nye identitet. "Epitaph" er et emotionelt og episk nummer med lyrik af bibelske proportioner, på en plade udgivet før Genesis overhovedet kastede sig udi genren. Intet er underspillet og intet er simpelt.

Greg Lake ville aldrig igen på bånd komme til at lyde ligeså overbevisende som på dette album, og bandet generelt ville aldrig igen udgive så gennemført et storslået, ambitiøst og flot album (om end de var tæt på et par gange). In the Court of the Crimson King er nummer et. 5/5
Hør: "Epitaph"

1. Pink Floyd: The Dark Side of the Moon (1973)
Rolling Stone har dog truffet det måske mest oplagte valg og udnævnt den vestlige verdens mest populære album til at være nummer et. The Dark Side of the Moon behøver formegentlig ikke nogen introduktion - hvis den gør, så bør du, i betragtning af at du læser en post omkring prog rock, omgående finde den og give den et lyt. Albummet var startskuddet for bandets mest populære udgivelser med Waters som en voksende indflydelse. På nærværende plade samarbejdede de stadig en del i udarbejdelsen af musikken, mens Waters dog egenhændigt stod bag det løst konceptuelle og lyriske indhold med mørke og menneskelige temaer såsom død, tid og sindssyge (igen inspireret af tidligere frontfigur Syd Barrett).

Musikken er grundlæggende virkelig flot og sjælfuldt sammensat og smukt komponeret med vidunderlige harmonier, skønne melodier og engagerede vokaler. Helt ned til den episke finale med baggrundskor, intense keys og en følelsesladet vokal fra Waters ham selv. 5/5
Hør: "Time"