Dansk
Blog
En dybdegående analyse af Ghiblis film, del 1

En dybdegående analyse af Ghiblis film, del 1

Skrevet af Ak-master den 3 november 2014 kl. 16:42

Eller ikke, men... du kender rutinen.

Fra den vestlige verdens største animationsskattekammer går vi videre til pendanten i øst, der selvfølgelig ikke kan være andet end japanske Studio Ghibli og deres perlerække af film. Nu fik jeg jo godt nok lagt ud med en sammenligning med Disney, men der er faktisk flere forskelle end ligheder på de to studier. Har man bare den mindste erfaring med anime, så burde dette dog ikke komme som den store overraskelse.

Ghibli blev grundlagt af en lille håndfuld personer med forskellige talenter, men studiets "Walt Disney" er uden sammenligning medskaberen Hayao Miyazaki, der med sin helt særlige fortælleteknik, artistiske kreativitet og sans for deltaljer er manden bag studiets største og mest anmelderrose animationsfilm. Han og Isao Takahata har skrevet og instrueret de fleste af studiets film, men da de har vidt forskellige visioner, har de faktisk ikke som sådan været sammen om nogle af filmene. Modsat Takahata er Miyazaki også animator, hvilket dels giver ham et usædvanligt godt greb om sine projekter og dels også giver hans film en gennemgående grafisk stil.

Miyazaki annoncerede for et årstid siden hans pensionering (om end dette ikke er første gang), og tidligere i år meddelte studiet at de ville holde en pause oven på denne nyhed. Det kan virke noget så trist, men der er altså stadig håb for, at Miyazaki vender tilbage. Det er dog stadig en god mulighed for at se tilbage på deres imponerende bagkatalog og få fundet de bedste af de bedste. Uheldigvis er deres to seneste film dog stadig så nye, at den ældste af dem først lige har fået premiere i amerikanske biografer, så jeg kan af gode grunde ikke vurdere disse to. Til gengæld instruerede Miyazaki to film kort forinden grundlæggelsen af Ghibli, og disse har jeg tilfældigvis set, og ja, jeg har så valgt at inkludere disse på listen.

Hvis du kiggede med i min gennemgang af Disneys klassikere, vil du formegentligt også vide, at jeg i høj grad voksede op med de film, og de derfor altid har været en del af mit liv. Med Ghibli er det desværre lige modsat. Jeg så tre af de mest populære af deres film for et par år siden, og de resterende har jeg set her den seneste tid (sammen med et gensyn af de føromtalte tre). Jeg er altså kun lige blevet officielt bekendt med filmene, mens jeg med enkelte undtagelser kun har set dem en enkelt gang. Forrykt og burde jeg overhovedet lave denne liste så? Men her er vi altså ikke desto mindre.

21. Tales from Earthsea (July 29, 2006)
Med lidt god vilje er samtlige film på listen værd at se, men denne og de to efterfølgende hænger måske nok i en halvtynd tråd. Nærværende film er bygget på de fire første romaner i Earthsea-serien, hvilket måske var lige ambitiøst nok. Det går lige lovlig stærkt til tider, hvilket jo ellers ikke normalt kendetegner studiets film. Et af mine største problemer med filmen er dog, at jeg følte mig lidt snydt efter et cover og en åbningsscene med en stor, flot drage. Den dukker kortvarigt op igen i epilogen, men hvor var den lige i mellemtiden?

20. Arrietty (July 17, 2010)
Det er sket en gang i mellem, at studiet har ladet sig inspirere af europæiske bogudgivelser. Arrietty handler således om den titulære, tommelstore pige, der sammen med sine forældre lever af at "låne" mad, værktøjer, materialer osv. af mennesket. Så tænker du måske H. C. Andersen, men filmen er faktisk bygget på den godt tres år gamle The Borrowers. På sin første dag inde i menneskets hus bliver Arrietty opdaget af en menneskedreng, hvilket selvfølgelig var det eneste, der ikke måtte ske. Han viser sig dog heldigvis at være ganske venligtsindet og de to knytter et tæt bånd. Det ville umiddelbart være fint nok, men igen er der en enkelt ting, der nager mig irriterende meget, og det er simpelthen ingen ringere end knægten selv. Som karakter er han temmelig kedelig og nærmest overfladisk - både at se og høre på, og så er hans bevægelser desuden ikke animeret særligt godt eller sømløst. De har formegentligt forsøgt at skabe en bedre fornemmelse af hans store størrelse ved siden af Arrietty, men det ender bare med at virke sjusket.

19. The Cat Returns (July 19, 2002)
Ghibli har ikke lavet en eneste efterfølger, og tanken om det er mig da også meget fjern. De har dog lavet et enkelt spin-off til en af deres tidligere film, og det er ikke overraskende den, vi har med at gøre her. En katstatue spiller en mindre rolle i Whisper of the Heart, hvor den ovenikøbet opleves levende i enkelte, drømmelignende sekvenser. Syv år senere fik katten så sin egen film, hvor den heldigvis ikke var en livløs figur mere. Med det sagt er filmens hovedrolle dog en helt anden - behøver jeg sige, at det er en ung pige? Pigen redder en katteprins fra en magisk verden, og som tak får hun befalet af kattekongen at gifte sig med prinsen. Inden det kommer så vidt får hun til sit store held søgt om hjælp hos katten, der hjælper hende ud af den tilspidsede situation. Det er en af studiets korteste film med sine kun fem kvarters spilletid, men altså også en af deres mindst interessante.

18. Pom Poko (July 16, 1994)
Studiet er ikke bange for at blive en smule politiske en gang i mellem, og med Takahata bag roret bliver der sjældent lagt fingre imellem, så Pom Poko er i høj grad også en protest mod den ustyrlige fældning af verdens skove. I en af disse skove bor der en flok vaskebjørne, og de har ikke tænkt sig at give op uden kamp. Ved hjælp af deres formskifningsevner skræmmer og saboterer de skovarbejderne i håb om, at de til sidst vil pakke deres grej sammen og tage hjem. Det kan godt ske, at det lyder mærkeligt, men i virkeligheden er det endnu mere skørt. Kort sagt er det nogle meget smidige vaskebjørne, vi har med at gøre.

17. My Neighbors the Yamadas (July 17, 1999)
Dette er noget så sært som en lang serie af sketcher og skitseringer. Sagt med andre ord en række socialrealistiske og simpelt skitserede sketcher om hverdagen for en lille familie. Det er altså en komedie. Pga. diverse kulturforskelle kunne man godt være en smule nervøs for, om filmen derfor ville fungere herhjemme, men faktisk løber man ikke ind i de store problemer på den front. Det er aldrig "laugh-out-loud"-sjovt, men det er til gengæld ret så hyggeligt, og en lille virkning på smilebåndet skal den nok have.

16. Ocean Waves (May 5, 1993)
En direkte-til-TV film udarbejdet af studiets yngre medarbejdere. De valgte at lave et gymnasiedrama om en tilflyttende pige, der både har problemer på hjemmefronten og med de andre elever i skolen. Her ender hun i et kompliceret trekantsdrama med to indbyrdes gode venner. Selvom det er en smule overdramatiseret, så er følelserne reelle nok, og filmen ender faktisk med at være en udmærket fortælling om venskab, kærlighed og fortrydelse. Grafisk er den dog knap så interessant med sine meget kliniske farver.

15. Only Yesterday (July 20, 1991)
En anden ting, der kendetegner Takahata, er, at han altid har bestræbt sig på at udvide de gængse rammer for, hvad anime er eller bør være. Dette gør han bl.a. med sine realistiske voksendramaer, der beskæftiger sig med socialrealisme, éns plads i verden og mere i den dur. Eksempelvis har vi historien om 27-årige Taeko, der tager på en lille ferie på landet hos en bekendt familie. Her tager hun sit liv op til revision (bl.a. gennem minder fra barndommen), og hun bliver i sidste ende klogere på sig selv som person. Den er ikke lige så spændende som andre film på listen, men et kig værd er den nu alligevel.

14. From Up on Poppy Hill (July 16, 2011)
Miyazakis søn instruerede filmen øverst oppe, og sammen med Niwa skrev han også manuskriptet til den. Nogle år senere fik han endnu en chance til at instruere, men denne gang med manuscript af farmand i samarbejde med Niwa. Resultatet er ikke overraskende meget bedre. Faktisk er historien relativt simpel, da filmen omhandler mødet mellem en pige og en dreng, hvorefter førstnævnte vælger at hjælpe sidstnævnte med at renovere et kæmpe, andelsklubhus i håb om, at det dermed ikke bliver revet ned. Dvs. at man langt hen ad vejen faktisk har en god ide om, hvor filmen vil bevæge sig hen ad, omend de unge mennesker oplever nogle ret uventede kurrer på tråden i deres forhold, og disse er til gengæld ikke just hverdagskost - faktisk er de måske endda lidt søgte. Ikke desto mindre er det halvtreds år gamle Japan smukt animeret med brug af nogle decideret flotte farvekonstellationer, og historien er overordnet set ganske sød.

13. Ponyo (July 19, 2008)
En af de tre film, som jeg rent faktisk har set mere end en gang. Da jeg først gik i gang med at udforme listen, placerede jeg filmen her ret højt, men efter et gensyn var min begejstring ikke helt så stor som forventet. Jeg nævnte tidligere H. C. Andersen, og nu er det altså allerede tid igen, da Ponyo er inspireret af intet mindre end Den Lille Havfrue. Med det sagt så er filmen så japansk som noget kan være. Hist og pist har studiet benyttet sig af computeranimation de sidste mange år, men Ponyo er hundred procent håndtegnet farvelade af bedste skuffe. Den titulære fisk bliver "fanget" af en venlig knægt, og hun opdager hurtigt at hun gerne vil være en rigtig pige, hvilket hendes fader selvfølgelig ikke er helt tilfreds med. Noget senere lærer man, at der er en decideret fare forbundet med at blive menneske, men det tager ungerne ikke så tungt. For at overleve som menneske skal hendes store kærlighed nemlig holde af hende - både som menneske og fisk. Og det er omkring her, at det hele bliver lidt mærkeligt. Først og fremmest er børnene fem år, så det er måske lige tidligt nok at snakke om forelskelse og kærlighed. Dernæst ved drengen jo fra start af, at Ponyo egentligt er en fisk, så hvor der normalt ville have været en konflikt mod slutningen, er der her bare... ingenting. Miyazaki er fuldstændigt ligeglad med dramaturgi og generelle konventioner. Det betyder, at man aldrig helt ved, hvordan hans film vil udvikle sig, men det betyder også, at der f.eks. ikke er samme set-up og pay-off, som man normalt ville forvente. Det er en meget anderledes og interessant oplevelse, men det ærgrer mig nu lidt, at ungerne til tider bliver behandlet som teenagere.

12. Nausicaä of the Valley of the Wind (March 11, 1984)
Den nyeste af de to pre-Ghibli film på listen, men til gengæld det første klassiske eksempel på Miyazakis filmkunst. Passende nok er filmen derfor bygget på mandens egen manga, der følger en ung prinsesse i en postapokalyptisk verden og hendes forsøg på at skabe fred mellem resterne af menneskeheden og den korrupte natur, der lever efter mottoet "en stærk offensiv er den bedste defensiv". Det er altså grundlæggende mennesket mod naturen med prinsessen fanget i mellem som håbefuld mægler. Farverne er ikke helt så varme som i hans senere værker, men filmen er nu stadig god underholdning og ikke mindst ganske opfindsom. Om end den måske også lige er en tand for lang.

11. Porco Rosso (July 28, 1992)
Som regel holder studiet sig til menneskelige hovedpersoner - særligt piger, men selvom Pom Poko nok egentligt er den eneste rigtige undtagelse, så er det fristende at nævne Porco Rosso i samme anledning. Filmen omhandler nemlig en italiensk grisepilot, der bekæmper luftpirater. Nærmest som en sidebemærkning et stykke inde i filmen nævnes det dog kort, at grisen i virkeligheden er et forbandet menneske. Grunden til at denne stump information er gemt lidt af vejen, er muligvis for ikke fejlagtigt at få folk til at tro, at filmen så handler om at få brudt denne forbandelse - for det gør den nemlig overhovedet ikke. Det handler derimod om flotte fly, seje luftkampe og søde kvinder. Nah, det handler nærmere om en enspænders forsøg på at tjene nogle penge og beskytte sin ære. Eller måske en romantisk forening af to gamle bekendte som det umage par, de er. Alternativt er det bare en morsom og munter rejse gennem dejlige farver og uforudsigelige drejninger. Godt er det i hvert fald.

To be concluded...

HQ

Hånden op hvis du elsker Disney, del 5

Skrevet af Ak-master den 22 oktober 2014 kl. 20:55

Måske jeg skulle have nøjes med en top halvtreds, så der stadig ville være lidt spænding her til slut - måske Cinderella, Snow White og Lion King slet ikke ville optræde nogen steder? - samtidig med at al troværdighed til mig ville forsvinde som dug for solen, men hey... Spændende, det ville det være. Og der ville sikkert også komme en storm af kommentarer, måske knap så venligtsindede, men de ville være der! Men man skal jo ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus. Vent... Al reklame er god reklame? Nah. Det er bedre at have en elefant på taget end Explorer på computeren? Hmm... Okay, glem det.

Så her er vi altså med de objektivt (sådan cirka) set ti bedste Disney-film, og den opmærksomme læser vil allerede vide, hvilke ti der er tale om. Men i hvilken rækkefølge står de? Det er et spændende, men måske knap så intenst mysterium - der nu er sekunder fra at blive løst. Inden da har jeg dog lige et par sidste ting at fortælle. Listen indeholder fem film fra renæssancen, fordi du ved nok; alle elsker renæssancen - mig selv inkluderet. Det burde derfor i stedet lyde, at renæssancen kun har gjort krav på halvdelen af pladserne, da der simpelthen er nogle (decideret) gamle klassikere, man bare ikke kommer uden om. Nå ja, og så også lige en enkelt en fra nyere tid. Jeg vil desuden nærmest garantere, at du kan finde noget at brokke dig over ved dagens liste. Og nej, jeg skrev aldrig noget om, at det var vigtige ting, jeg havde at fortælle.

Med det sagt/pludret/plapret kommer her dagens, og seriens sidste, overskrift:

Fuck yeah!

10. The Jungle Book (October 18, 1967)
Filmen indeholder en af Disneys mest ikoniske sange, der er en ode til dovenskab sunget af en voksen, hvilket umiddelbart er lidt usædvanligt for studiet, der jo helst gerne vil være et eksemplarisk forbillede for børn. Baloo er af den grund en af deres mest mindeværdige karakterer - en utroligt afslappet og venlig bamsefar. Selvom slutningen måske kan virke lidt forhastet, så er eventyret om menneskedrengen stadig en suveræn oplevelse.

9. Tangled (November 24, 2010)
Jeg vil muligvis overraske et par stykker af jer med denne, men i så fald vil jeg til gengæld også gætte på, at de par stykker endnu ikke har fået set denne moderne perle. Jeg har ikke moret mig så meget med en Disney klassiker siden Tarzan. Det er faktisk også den eneste af revivalfilmene, jeg har set to gange, og jeg tager gerne en tur mere. Gode sange plejer ofte at spille en stor rolle, men faktisk kan jeg knap nok huske nogle af dem herfra. Til gengæld er karakterne meget velskrevne og - af en eller anden grund dukker ordet "troværdig" op i hovedet på mig nu, men jeg er dog ikke helt så sikker på den. Humoren spiller også på de helt rette tangenter, mens fortællingen om Rapunzel er et glædeligt gensyn med Disneys prinsessefilm. Sidst men ikke mindst er det bare en rigtig dejlig feel-good film. Det hjalp nok også, at jeg på forhånd ikke rigtigt vidste, hvad jeg gik ind til.

8. Cinderella (February 15, 1950)
Den ultimative prinsessefilm må næsten være overstående. Det betyder til gengæld også, at det i nogen grad er en film for piger, hvilket gør den lidt svær at bedømme. Man kommer dog ikke uden om, at historien er en ægte Disney klassiker, at sangene er fortryllende, at prinsessen er sympatisk og venlig, og at hele eventyret generelt bare er ret så magisk. Så meget endda at Disney baserede deres logo på filmens slot.

7. Beauty and the Beast (November 22, 1991)
Jeg var for et par uger siden i teatret for at se musikalen om skønheden og bæstet - inkl. samtlige Disneysange, Preben Kristensen i sin gamle rolle som Lumiere og flotte og ikke mindst let udskiftelige kulisser. Det kan godt anbefales, hvis nogen skulle være i tvivl. Det samme kan selvfølgelig også siges om filmen, der med sine velkendte sange, flotte animation og meget moralske historie også altid er et kig værd.

6. Hercules (June 27, 1997)
Jeg elsker denne film. Lad mig forsøge at sætte ord på dette ved hjælp af et eksempel. Scenen hvor Hercules endelig river målebåndet over med sin biceps, er af en eller anden grund blevet ikonisk for mig, og sådan noget sker umiddelbart kun, hvis man er glad for værket, vil jeg mene. Hvis jeg skal gå lidt mere i dybden med, hvad jeg helt præcist kan lide ved filmen, så er det bl.a. den uforlignelige farvepalet, jeg ikke har set magen til før eller siden, Hades fantastiske vredesudbrud, hans uduelige hjælpere, Hercules' akavede men episke væsen og den mystiske Megara. Derudover er jeg også meget glad for græsk mytologi i film, spil og lignende. Det er en meget morsom og temmelig flot film, om end der er rigtig mange referencer til popkulturen, mens hydraen er ret grim. Men bortset fra det.

5. Pinocchio (February 7, 1940)
Overraskende mange Disney-film handler om et overnaturligt væsen, der bare gerne vil være et menneske, hvilket studiets anden biograffilm er et yderst godt eksempel på. Det er til gengæld også et eksempel på en film, der ikke som sådan er decideret hyggelig. Faktisk er Pleasure Island på grænsen til det uhyggelige, og stakkels Pinocchio møder generelt nogle ret skrækkelige personer på sin vej. For sin tid var det et meget ambitiøst projekt, men stadig den dag i dag er det et rigtig godt og tankevækkende stykke håndværk. Og nå ja, nu vi snakker om ikoniske sange, så kommer man heller ikke uden om "When You Wish Upon a Star", der nærmest har overgået filmen i popularitet.

4. Aladdin (November 25, 1992)
Jeg er endnu ikke kommet ind på dilemmaet med det originale sprog kontra den danske oversættelse; hvad er bedst, sejest, mest velfungerende og mest prætentiøst? I kraft af at de fleste jo vokser op med animationsfilm, så er en god, dansk oversættelse ret vigtig, og heldigvis er det også en opgave, der altid er blevet taget ganske alvorligt herhjemme - særligt i forbindelse med Disney. En af de bedste danske stemmeskuespillere må næsten være Preben Kristensen, som jeg også nævnte lidt længere oppe. Han går aldrig på kompromis med sin uforlignelige energi og engagement, hvilket særligt kommer til udtryk i sangen "Friend Like Me" fra Aladdin. At jeg lige har brugt adskillige linjer på at arbejde mig frem til denne sang, siger vist det hele. Disney-film kan sagtens nydes på dansk - også som man bliver ældre - og faktisk vil jeg decideret anbefale at tage den danske oversættelse i flere tilfælde. Men ja, Aladdin er en ret cool film.

3. Tarzan (June 18, 1999)
Dagens liste er måske lidt en blanding af usædvanlige, personlige favoritter og anerkendte klassikere, og her falder Tarzan jo nok i førstnævnte kategori. Jeg har en ide om, at jeg var i biffen at se den, men jeg er faktisk ikke helt sikker. Jeg er omvendt ikke i tvivl om, at filmen er formidabel. Først og fremmest er soundtracket blandt de bedste for klassikerne, da alle fem sange er rigtig gode - oftest med fede trommer og et højt tempo. Animationen er selvfølgelig også god, mens Tarzan er en mægtig stærk hovedperson, hvis trækrone-parkour altid er solid underholdning.

2. Snow White and the Seven Dwarfs (December 21, 1937)
Den første animerede spillefilm nogensinde, udgivet for snart firs år siden. Det i sig selv er noget af en titel at bære, men hvad der næsten er endnu mere imponerende, er, hvor meget filmen stadig holder sig i dag. Animationen er selvfølgelig lidt mere simpel, men ikke desto mindre er det en vældig flot film med flydende bevægelser, en pæn farvepalet og skønne baggrunde. Eftersom filmen er så gammel som den er, er der også noget klassisk Hollywood over karakternes opførsel og væremåde, hvilket er noget af det eneste, der markerer alderen - uden at det nødvendigvis er en dårlig ting. Klassisk musik er desuden allestedsnærværende, både til sange og som stemningsmusik, hvilket ikke var noget, studiet dyrkede i mange efterfølgende film. Det er faktisk lidt synd, da det fungerer glimrende og er overraskende eventyrligt. Snow White and the Seven Dwarfs er og vil altid være en af de største klassikere, og sådan burde det også være.

1. Lion King (June 24, 1994)
Hvis du nu skulle være i den situation, at du er sprunget direkte herned efter at have klikket ind på bloggen, så vil jeg lige tillade mig at advare dig om artiklens indledning: Den blev overraskende meningsløs, så ulejlig dig ikke med en evt. skyldfølelse, hvis du aldrig når til den. Det fylder jo alt sammen, som man siger.

Men selvfølgelig går førstepladsen da til Lion King. Det er en af de eneste pladser, der har været reserveret helt fra starten af, og jeg kan med stor selvsikkerhed skrive, at den også vil være min personlige nummer et efter yderligere tyve år (skrevet som om den også var det for 2-årige mig). Alt ved filmen er fantastisk. Animationen er super sprød og lækker, og soundtracket er forrygende med fem enestående, originale sange og uhyre effektive stemningsstykker. Jeg får stadig myrekryb, når jeg hører "...To Die For" fra gnuernes flugt, mens humøret efterfølgende altid bliver løftet lidt op igen af den muntre "Hakuna Matata". Jeg kunne gøre dette med alle sangene, da de som sagt er fremragende over hele linjen. Jeg vælger dog at stoppe, hvor filmen begynder - et af de mest episke øjeblikke i filmhistorien. "Circle of Life" er så legendarisk, at den ville få selv Barney Stinson til at gå grædende hjem for at omskrive sine ellers kække replikker.

Ærlig talt så er det faktisk en smule svært for mig at begrænse mine skriblerier, når det kommer til nærværende film, da der simpelthen er så mange gode ting at fremhæve. Men for at gøre en lang historie kort så er skurken dejligt modbydelig (og har selvfølgelig en god skurkesang), helten er super sød/sej (også med en superb sang), bikaraktererne er gennemgående formidable (fik jeg nævnt "Hakuna Matata"?), humoren er i top, moraler og inspirerende taler er fornuftige, og filmen er generelt vanvittigt fængende, et imponerende stykke håndværk og godt gammeldags underholdende.

Hånden op hvis du elsker Disney, del 5

*rækker hånden i vejret*

HQ
Something, Something, Disney, del 4

Something, Something, Disney, del 4

Skrevet af Ak-master den 20 oktober 2014 kl. 13:53

Der bliver taget en luns af renæssancefilmene denne gang, hvilket dels betyder, at der således også bliver gjort plads til andre i top ti, og dels at vi allerede nu har fat i nogle ret exceptionelle film. Dagens overskrift er da derfor heller intet mindre end:

Vent... Hvorfor er den ikke på top ti?

21. Bolt (November 21, 2008)
Efter den udmærkede Meet the Robinsons tog Disney de allersidste par skridt mod en klassisk Pixar-film. Ja, du læste rigtigt, om end det nok stadig ikke giver alverdens mening. Forklaring følger. Bolt er en rigtig god og flot animeret film med interessante karakterer og velfungerende jokes. Alligevel stikker den bare ikke rigtigt ud, da den simpelthen minder for meget om en Pixar-film - ergo er også denne præget af Disneys identitetskrise, og altså ikke en del af revivalæraen.

20. The Hunchback of Notre Dame (June 21, 1996)
Jeg kan generelt godt lide mine animationsfilm med mange farver, så derfor vægter jeg ikke denne uomtvistelige klassiker højere. Den er lidt for mørk og brun. Man kan selvfølgelig sige, at den jo så passer fint til den halvdystre historie, men flere tragiske nøglescener i filmen finder man også magen til i mere farverige klassikere, så den køber jeg ikke helt. Tydeligvis.

19. Mulan (June 19, 1998)
Faktisk var jeg oprindeligt lidt skuffet over denne film, og jeg gik faktisk så langt som til at holde den uden for selskabet med de resterende renæssancefilm. Forklaringen på dette er højst sandsynligt, at jeg først så den to-tre år efter udgivelsen. Jeg bliver i hvert fald altid overrasket, når jeg ser, at den jo faktisk udkom før Tarzan. Derudover har blandingen af en kvindelig helt og de historiske omgivelser måske også gjort det hele mindre eventyrligt (og her mener jeg selvfølgelig filmuniverset) og svære at relatere til for mig (det her kunne til gengæld godt skyldes heltinden). Det er selvfølgelig alt sammen lidt noget pjat, da filmen jo faktisk er ret så fed.

18. The Emperor's New Groove (December 15, 2000)
Jeg var faktisk inde at se denne lille perle i biffen, og sørme om jeg ikke også synes temmelig godt om den bagefter. Filmen er fyldt med skønne karakterer og suveræn humor, så hvad gør det, at animationen måske halter lidt? Trods sine skønhedsfejl er eventyret om den ufatteligt selvglade kejser uden tvivl en af de bedste film fra Disneys fortabte æra.

17. Frozen (November 27, 2013)
Jeg elsker al den omtale filmen har fået, da vi endelig igen kan samles om forrygende Disney-film. Det er bare herligt at se, at studiet endelig oplever en smule medvind, og forhåbentligt kan de holde den kørende i minimum en håndfuld år mere. Og så er jeg faktisk ligeglad med, at folk måske har en tendens til at overvurdere Frozen bare en lille smule. Der er masser af sange, hvilket er fedt, men de er overvejende temmelig poplydende og bygget på halvkedelige klaverarrangementer. Filmen leger med forskellige klicher på en rimelig overbevisende måde, hvilket alligevel får det halvtynde plot til at fungere fint. Animationen er meget computerlavet, hvis du forstår. Det er mere end et par stenkast fra studiets tidligere håndtegnede stil. Som sagt betyder det dog ikke så meget, at filmen primært bliver nævnt i rosende vendinger, da jeg da også var underholdt.

16. Wreck-It Ralph (November 2, 2012)
Ideen om at lave en film om spilkarakterer er meget spændende, men det tvinger mig også til at forvente det absolut værste. Heldigvis levede overstående film op til alle forventningerne med en sympatisk helt-slash-skurk, den sødeste glitch nogensinde og masser af dejlige farver. Hele konceptet med liv bag skærmene er flot gennemtænkt, så filmen er generelt bare en sand fornøjelse. Om end sangvalget er lidt spøjst til tider - originalt soundtrack går aldrig af mode folkens!

15. The Little Mermaid (November 17, 1989)
Nej, dengang i renæssancen... Der kunne de nu skrue et saftigt soundtrack sammen. Den anden film på dagens liste, der er inspireret af/bygget på et af H.C. Andersens eventyr, hvilket automatisk gør den lidt bedre end de fleste andre - am I right? Heldigvis er det dog ikke bare varm luft det hele, da The Little Mermaid indeholder alt det en vaskeægte Disney prinsessefilm bør: mindeværdig skurk, gode sange, forvirret prins, eventyrligt univers og selvfølgelig en prinsesse - der i dette tilfælde faktisk er født ind i en kongefamilie.

14. Alice in Wonderland (July 26, 1951)
Walt Disney var generelt en ret mærkværdig fyr, og det ville ikke overraske mig, hvis han havde hang til euforiserende stoffer. Det vil i hvert fald forklare de mareridtsfrembringende scener i Dumbo og The Many Adventures of Winnie the Pooh. Midt i mellem disse udgivelser begik han dog sin største, psykedeliske genistreg i form af den højst surrealistiske Alice in Wonderland. Sikke en oplevelse!

13. Sleeping Beauty (January 29, 1959)
En af de mest klassiske prinsessefilm og ikke mindst en af de bedst animerede. Sleeping Beauty er en super flot film med et gennemløbende, nydeligt soundtrack. De her ting får den alene presset op i top femten, men hvad holder den så fra en plads i top ti? Det overraskende tynde plot. Der når simpelthen ikke at ske alverden i løbet af filmens korte spilletid. Det er som om, at Disney har taget selve essensen af en prinsesseeventyr, og så bare glemt at fylde på med detaljer.

12. The Many Adventures of Winnie the Pooh (March 11, 1977)
Den første spillefilm om Peter Plys og vennerne, og det er ærlig talt svært ikke at blive glad i låget af at se den - uanset alder, køn og hvad har vi. Særligt når man løbende tripper på nostalgi over velkendte scener. Man skal altså ikke lade sig narre af det barnlige ydre; The Many Adventures of Winnie the Pooh er en både morsom og utroligt charmerende fortælling om livet i hundredmeterskoven.

11. Robin Hood (November 8, 1973)
Dyrekongerigets version af legenden om Robin Hood er faktisk ikke så langt fra originalen - altså lige med undtagelse af de antroposofiske dyr. Jeg har set to andre versioner af historien (klassikeren og parodien), men Disneys udgave er stadig min personlige favorit. Hele universet er bare så fandens godt bygget op med fremragende karakterer og et smukt Nottingham. Skurkene er virkelig fæle, mens heltene er virkelig modige.

To be concluded...

Disney: Best of the Classics, del 3

Disney: Best of the Classics, del 3

Skrevet af Ak-master den 14 oktober 2014 kl. 20:19

Som jeg har været lidt inde på før, bliver klassikerne ofte delt ind i forskellige æraer. Måske lige lovligt meget forskellige til tider, da Disney ikke har gjort nogen del af denne inddeling officiel, og æraerne derfor kan afhænge af øjnene, der ser. Både placeringen af filmene, men såmænd også bare antallet af æraer. Jeg plejer dog gerne at inddele filmene i otte kategorier, der forsøger at samle film fra samme periode og af samme kvalitet.

På den måde har vi f.eks. først guldalderen, efterfulgt af den håbløse pakkeæra, hvorefter Disney dog heldigvis vendte relativt stærkt tilbage med en sølv- og bronzealder. Middelalderen følger bagefter, men lige inden halvfemserne genopstod studiet i en formidabel renæssance. Den varede i omtrent ti år, og blev derefter erstattet af den såkaldte fortabte æra. Alt havde længe været lidt halvtrist, da redningen endelig kom yderligere ti år senere, og vi befinder os således i øjeblikket i Disneys tredje guldalder - også kaldet revivalæraen, hvilket overraskende nok er et acceptabelt dansk ord.

Det var en ganske kort gennemgang, men pointen var dels at vise, hvordan deres bedste film synes at komme i stimer. Med det sagt er der selvfølgelig undtagelser, og faktisk indeholder nedenstående liste minimum en film fra hver æra. Selvfølgelig lige med undtagelse af pakkeæraen, der allerede er et overstået kapitel. Ikke desto mindre kommer her dagens overskrift:

Hør... Er det ikke snart på tide at se den igen?

32. Meet the Robinsons (March 30, 2007)
Måske jeg burde have fulgt mit eget råd og rent faktisk genset denne film, men det har jeg altså ikke, så mit indtryk af den er stadig af forholdsvis førstehåndskarakter. Til gengæld er det ikke så længe siden, at jeg så den, da jeg ved udgivelsen havde mere eller mindre opgivet Disney og deres såkaldte klassikere. Med det sagt har jeg stadig en svag fornemmelse af historien og animationen, men vigtigst af alt kan jeg huske, at jeg ganske simpelt var overraskende godt underholdt. Filmen, der indeholder twists, tidsrejser og kulørte farver, er studiets anden fuldt computeranimerede biograffilm, og heldigvis har de altså lært et par ting eller to siden Chicken Little. Det vil nok aldrig blive husket som en af de største, men det er også okay.

31. The Aristocats (December 24, 1970)
Når man sætter sig ned for at se og høre historien om mødet mellem den velhavende hunkat og de beskidte baggårdskatte, så er det formegentligt primært pga. tanken om at genhøre den forrygende "Ev'rybody Wants to Be a Cat", der bliver akkompagneret af en festlig scene opbygget af sammenstyrtende etager og kulørte katte. Med det sagt så er det lidt som om, at studiet muligvis har ladet sig inspirere af følgende film...

30. Lady and the Tramp (June 22, 1955)
En af de måske mest klassiske og uden tvivl mest referencerede scener i nogen Disney film, finder man selvfølgelig i dette umage pars første middag sammen. Det er helt sikkert god gammeldags Disney-magi. Som en ekstra service beskriver navnene sågar hundene, de tilhører, hvilket f.eks. Midsomer Murders måske kunne lære noget af. Det er en god film, om end en kende traditionel.

29. One Hundred and One Dalmatians (January 25, 1961)
De ældre klassikere har ofte kun en enkelt sang, de bliver husket for, hvilket ikke mindst gør sig gældende for nærværende film. Cruella de Vil er uden tvivl en af de mest ikoniske Disney-skurke, og det skyldes ikke mindst det titulære sanghit. Derudover er hun også meget barsk over for hunde, og hvis der er noget, man bare ikke er på film, så er det vist det. Derfor ender hun da også med at stjæle hele billedet - hjulpet på vej af nogle halvkedelige protagonister.

28. Fantasia (November 13, 1940)
Og nu kommer vi endelig til den noget omdiskuterede klassiker, der var et kommercielt fejlslået forsøg fra Disney på at kapitalisere på de foregående ti års mange animerede kortfilm med billeder sat til lyden af klassiske stykker. Faktisk er 2000-udgivelsen på omtrent samme niveau - på nogle punkter måske endda bedre - men Fantasia var til gengæld den første spillefilm til at gøre, hvad den nu engang gjorde. Det er ret tydeligt, at studiet tog udgangspunkt i The Sorcerer's Apprentice, der uden sammenligning er filmens stærkeste sekvens, men man bliver nu også budt på dele af Nøddeknækker-suiten og Ave Maria foruden stykker af Beethoven og Bach. Altså ikke et dårligt musikudvalg, men man skal altså forberede sig på at se overvejende og forholdsvis abstrakte billeder.

27. Pocahontas (June 23, 1995)
Den første renæssancefilm på listen - som sådan da. Jeg føler bare ikke rigtigt at Down Under bør nævnes i samme åndedrag som de resterende. Filmen har umiddelbart oplevet en smule modvind pga. sin portrættering af indianere, om end den trods alt er længder bedre end studiets tidligere forsøg ud i lignende scenarier. Ærlig talt så er jeg lidt ligeglad med den slags i forbindelse med Pocahontas, men jeg synes nu heller ikke, at filmen er slem fra det synspunkt. Den var under udvikling på samme tid som Lion King, men interessant nok var Pocahontas det mest populære projekt at arbejde på, da det virkede mere seriøst og med større potentiale. Selvom den noget fiktionaliserede historie om indianertøsen skam er udmærket, så var der nok nogen, der fik røde ører bagefter. Sangene er i øvrigt fine heri.

26. Bambi (August 13, 1942)
I grove træk er Lion King på sin vis en genfortolkning af Bambi, og eftersom førstnævnte tydeligvis er bedre i mine øjne, så virker Bambi pludselig lidt overflødig. Man får selvfølgelig at se Bambi på glatis, den energiske Stampe og nydelige billeder, men jeg befinder mig nok et sted imellem datidens og nutidens kritikere: Jeg er ikke decideret fan, men det er stadig en udmærket film.

25. The Great Mouse Detective (July 2, 1986)
Og med denne grumsede, men søde nyfortolkning af Sherlock Holmes afsluttes endnu et kapitel i Disneys historie - ikke overraskende middelalderen. Eventyret om musen Basil, den gode doktor og en lille violin er en smule mere mørkt end sædvanligt, hvilket bl.a. også skyldes det relativt høje forbrug af brune nuancer i animationen. Det er også derfor, at filmen som sådan passer fint ind i sin tidsperiode, selvom den er bedre end resten. Jeg er generelt temmelig glad for krimier, så selvfølgelig falder også fortællingerne om Hr. Holmes lige i min smag - ikke mindst BBCs seneste nyfortolkning. Har du det ligesom mig, vil du ganske sikkert også holde af The Great Mouse Detective.

24. The Sword in the Stone (December 25, 1963)
Jeg har tidligere nævnt, at der kan drages paralleller mellem flere af klassikerne, men sådan noget finder man ikke noget af i forbindelse med nærværende film om Kong Arthur og sværdet i stenen. Den primære antagonist i filmen virker nemlig til at være den titulære sten, som sværdet sidder fast i, og det er nu begrænset, hvor skræmmende den er. Filmen handler således blot om knægten Arthur, der med hjælp fra troldmanden Merlin, bliver trænet i forskellige discipliner med det mål at trække sværdet ud af stenen og blive konge. Gennem de forskellige øvelser møder han selvfølgelig lidt modstand, men filmen er stadig utroligt afslappende, munter og hyggelig - og fyldt med farver og yndige sange.

23. The Princess and the Frog (December 11, 2009)
Den første fra Disneys nuværende revivalæra. Disse er sådan set en noget broget flok, men fælles for dem alle så føles de for første gang i lang tid endelig som Disney-film igen. Perioden blev sågar skudt i gang med håndtegnet animation og musicalsange - præcis som i de gode gamle dage. Vi bliver taget tilbage til en hundred år yngre New Orleans, hvor vi møder den selvstændige Tia, der har lidt af et eventyr i vente. Det er altså en prinsessefilm foregående i en virkelig by og med en sort prinsesse. Det er derfor alligevel en lidt anderledes oplevelse, og det var bestemt tiltrængt.

22. Winnie the Pooh (July 15, 2011)
Den tredje og sidste efterfølger på listen. Den første spillefilm om den altid fornøjelige Peter Plys indeholder en række klassiske, korte Plys-historier, men med efterfølgeren valgte studiet at gå lidt andre veje, da filmen på fin vis får samlet tre-fire mindre historier til én stor. Med det sagt er det stadig klassisk Plys med bogoplæsning, faldende bogstaver og en super hyggelig stemning. Alle forældre burde bombarderer sine (mindste) børn med Plysfilm- om ikke andet så for deres egen skyld.

Top 53 Disney klassikere, del 2

Top 53 Disney klassikere, del 2

Skrevet af Ak-master den 8 oktober 2014 kl. 19:10

Herfra og fremad skal I ikke forvente lange introduktioner, da jeg ikke rigtigt har noget passende at tilføje. Er det et mindre jubeludbrud, jeg kan fornemme et sted i det fjerne? Uanset hvad kommer her dagens overskrift:

Hmm... Gensyn er ikke påkrævet.

43. Fun and Fancy Free (September 27, 1947)
Det lykkedes mig at øge spændingen lidt sidste gang ved ikke at inkludere samtlige pakkefilm, men nu går den sgu ikke rigtigt mere. Jeg delte sidste gang denne æra ind i tre kategorier, og vi tager nu hul på den sidste af disse, da vi har at gøre med en samling af to længere kortfilm. Jesper Fårekylling er vores guide, og inden længe smider han os ind i den første film: Historien om cirkusbjørnen Bongo, der slipper ud af sit fangenskab og møder en ung hunbjørn. Tilsæt lidt action, opdagelse og oplagt romantik, og i næste øjeblik er historien ovre. Den er vel munter nok. Dernæst får vi den mere velkendte Mickey og Bønnestagen, og den er da okay.

42. Lilo & Stitch (June 21, 2002)
Denne blev også genset fornylig. Jeg havde førhen haft svært ved at se det fede i det umage makkerpar (bortset fra muligheden for at introducere nye monstre løbende), da de i mine øjne altid har virket lidt mere børnevenlige end familievenlige. Det værste en familie-tegnefilm kan gøre, er at få seeren til at overveje, om de egentligt er målgruppen. Det kunne være værre, men det er stadig lidt et problem for Lilo & Stitch. Med det sagt har filmen stadig sine humoristiske øjeblikke.

41. Make Mine Music (April 20, 1946)
Endnu en samling musikdrevne kortfilm - denne gang akkompagneret af samtidens popmusik. Der er faktisk nogle ganske fine kortfilm iblandt, og her vil jeg særligt gerne fremhæve Johnnie Fedora and Alice Bluebonnet, der er en romantisk historie om to hatte. Musikken er selvfølgelig dejligt gammeldags og med skøn kvindelig vokal af The Andrew Sisters. Der er også nogle knap så mindeværdige stykker i mellem, men generelt er filmen nu fin underholdning.

40. The Fox and the Hound (July 10, 1981)
Jeg har heller aldrig knyttet mig synderligt til denne film, på trods af at flere omkring mig tilsyneladende har fundet den udmærket. Jeg gav den derfor et kig igen forleden med håb om at blive positivt overrasket... Det skete bare aldrig. Jeg tror, at mit største problem med filmen er, at den er så fandens trist og deprimerende hele tiden. Der er ikke et eneste tidspunkt, hvor man har mulighed for bare at være glade på dyrenes veje, og det ødelægger den simpelthen for mig.

39. The Adventures of Ichabod and Mr. Toad (October 5, 1949)
Den sidste og tilsyneladende bedste pakkeløsning. Som titlen også antyder, har vi at gøre med to kortfilm. Først for er historien om den eventyrlystne Mr. Toad, der fejlagtigt bliver beskyldt for biltyveri, hvilket selvfølgelig koster ham tyve år i spjældet. Han får derefter hjælp til at stikke af og efterfølgende rense sit navn. Der er en temmelig god kampscene, men derudover er kortfilmen måske ikke det vildeste. Det er eventyret om Ichabod Crane til gengæld, der er inspireret af The Legend of Sleepy Hollow. Interessant nok er det dog ikke selve historien, jeg mest tænker varmt tilbage på, men derimod enkelte, udvalgte scener. Der er selvfølgelig slutningen, hvor han bliver jagtet af den hovedløse rytter, men endnu mere underholdende er måske en fest længere tilbage i handlingen, hvor Disney viser sig fra deres dejlige, humoristiske side. Det er desuden også værd at bemærke, at Bing Crosby lægger stemme til vores magre helt.

38. Brother Bear (November 1, 2003)
Jeg hader på ingen måde overstående film, men jeg er heller ikke vildt betaget af den. Jeg er simpelthen nok på nogle punkter indifferent over for den. Alligevel overraskede det mig noget, da jeg erfarede, at filmen faktisk blev mødt af en del modvind ved sin udgivelse. Bikarakterne er morsomme nok, mens filmen indeholder to underholdende sange. Ungen er da også sød på trods af den uendelige talestrøm. Mit problem har til gengæld nok bare været, at der ganske simpelt ikke sker særlig meget i løbet af filmen. Der er så stort et fokus på karakterudviklingen for mennesket-forvandlet-til-bjørn, at det nærmest bliver filmens eneste fremdrift, når det som sådan bare burde have været en heldig konsekvens af handlingen. Derudover er det også temmelig fucked up, at menneskebjørnen har dræbt sin nye lillebrors mor...

37. Atlantis: The Lost Empire (June 15, 2001)
Jeg var ikke videre imponeret efter at have set denne heller, men om ikke andet så sker der da en hel del i filmen. Der er heller ikke så meget ved filmen, der skriger "Disney" - det virker lidt som en film, som et hvilket som helst andet animationsstudie kunne have lavet. Det føles lidt som om, at man har set det hele før. At hovedpersonen bliver forrådt af den øvrige skibsbesætning, er måske heller ikke lige det mest opfindsomme "twist".

36. Peter Pan (February 5, 1953)
Kaptajn Klo er givetvis en fantastisk, underholdende skurk, men med det sagt har jeg heller aldrig haft for vane at gravitere mod denne klassiker. Der er et-eller-andet ved de Fortabte Drenge, der er en smule ubetryggende, Klokkeblomst er lidt af en bitch, mens Darling-børnene er relativt ligegyldige. Det bringer os videre til Peter Pan selv, der om ikke så meget andet lægger i den gode ende. Kaptajn Klo er dog stadig den mest underholdende karakter.

35. Fantasia 2000 (December 17, 1999)
Med de seks pakkefilm af vejen skulle man umiddelbart tro, at vi var færdige med den slags, men der er jo faktisk lige to film mere, der bevæger sig inden for samme kategori, om end de er udgivet i helt andre æraer. Den ene af disse afsluttede renæssancen eller skød den fortabte æra i gang - afhængigt af tid på dagen, humør og øjnene, der ser - og sørme om den ikke er en slags efterfølger til den anden. Det er forskellige korte animationer tegnet til diverse klassiske stykker - bedst kendt af disse er nok Skæbnesymfonien, der da også åbner showet. Den efterfølgende kortfilm er højest mærkværdig, men senere kommer der bl.a. en glimrende genfortælling af Den standhaftige tinsoldat op. En vis populær kortfilm fra originalen dukker i øvrigt også op undervejs.

34. Treasure Planet (November 27, 2002)
Jeg betragter ofte denne og Atlantis som en duo blandt Disneys klassikere, da de begge omhandler en ung fyr, der tager på eventyr efter et forsvundet/hemmelighedsfuldt område - og så udkom de i øvrigt med et enkelt års mellemrum. Der er mere action i Atlantis (vis hovedperson også er mere mindeværdig end fyren heri), og Treasure Planet er faktisk sammenlignet med de fleste lignende film relativt langsom. Til gengæld indeholder filmen et ganske interessant og alternativt bud på den grumme piratskurk, der så godt som redder hele molevitten. Det er nu rart at blive oprigtigt overrasket engang i mellem, hvilket ellers ikke sker ofte med klassikerne (om end dette tilsyneladende er noget, der bliver forsøgt lavet om på for tiden).

33. Dumbo (October 23, 1941)
Allerede en film fra studiets guldalder? Dumbo er en desperat og forhastet udgivelse, der skulle forsøge at indtjene nogle hurtige penge efter studiets kommercielle fiasko med Fantasia. Dette betyder bl.a., at filmen er den korteste af alle klassikerne med godt en enkelt times spilletid. Det sker derfor heller ikke alverden i løbet af filmen, hvilket alligevel overraskede mig lidt, da jeg genså den tidligere på året. Ikke desto mindre formåede Walt Disney at gøre plads til den klassiske, psykedeliske scene med lyserøde elefanter, der er et resultat af Dumbos hallucinationer efter at være gået for voldsomt til champagnen. Det er stadig et lige så stort WTF-øjeblik, som jeg kan forstille mig, at det var ved udgivelsen. Om noget er det bare blevet mere mærkeligt med tiden. Men ja, Dumbo lærer at tro på sig selv og leve op til sit potentiale - et budskab ligeså sødt som den lille elefant ham selv. "Hyggelig" er dog ikke et ord, jeg vil bruge om filmen.