Gamereactor follow Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國 / Indonesia / Polski
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Song Suggestion Tuesday

Song Suggestion Tuesday

Skrevet af barcano den 19 juni 2018 kl. 16:51
Tagget som: Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Mockingbird - Af Eminem
Smukt indspillet klaver. Og om der rent faktisk er indspillet instrumentet med tangenter der stiger i volumen til det klipper mikrofonen på sidste taktsalg, eller om de har skuet op for lyden i post, ved jeg ikke. Men det giver en rimelig kraftig effekt der giver illusionen af at man bliver rusket i, i takt med musikken og Eminems ord. Og selvom Eminem som sædvanlig leverer den ene linje efter den anden med tæt på perfekt præcision, så er det hele ikke positivt. Musikkens dissonerende melodi resulterer i at der engang imellem er nogle svupserer hvor ellers gode "bars" bliver afsluttet med forceret rim, uafsluttede metaforer og ordvalg der mest ligner at de er der for at passe til musikken, frem for at passe til tekstens narrativ. Og i en hvilken som helst anden musikalsk stil ville en større henvisning til sangens musikalske udvikling være at fortrække. Men her ender det med at skade mere end det gør gavn. Men når det så er sagt er Eminems "eminente" overgang fra semi-agressive rap til ørehængende og melodiske hooks ikke til at blive træt af. Og selvom det hele ender i en meget bitter sammensmeltning så står dette nummer stadig som en af hans stærkeste, specielt i sin evne til at opbygge og derved påvirke lytteren til at nå et tankestadie der korresponderer med Eminems eget.
Karakter: +

Fire in the hole - Af Five Finger Death Punch
Sonsik tilfredstillende trommeintro. En fed effekt at få trommeslagene til at skifte fra højre til venstre side. Det er helt klart hårdtslående på den rigtige måde. Selvom beslutningen om at skifte rigtige trommer ud med drum-pads ikke hører til hvad jeg ville beskrive som et smart valg. Det passer dog ellers fint til sangen da alle andre aspekter af nummeret, lige fra vokal til guitar er yderst overproduceret. Dog ikke set som et negativ. Også selvom lyrikken og vokalleveringen i klassisk FFDP-stil godt kan blive lidt hen af for meget, så passer det ellers godt til den overraskende inspiration af klassisk power-metal som denne her sang har. Og endnu federe bliver det når man efter en pludselig overgang er smidt ind i et omkvæd der trækker inspiration fra Viking-metal af alle genrer. Helt ærligt så kunne omkvædet godt minde om en mere melodisk version af Amon Amarth. Og endnu tydeligere bliver denne inspiration, når man efter en klart tilfredstillende guitar-solo der igen spiller på samme niveauer som 80'ernes power/arena-rock, bliver præsenteret for en folk-metal lignende vokallevering. Så selvom sangen ikke engang når at skrabe de tre minutter så er der smidt nok fede smage ind fra alle mulige steder fra, at det ikke når at blive kedeligt eller trivielt. En lille stykke sødt der ikke holder tilbage med noget.
Karakter: +

Zombie - Af Bad Wolves
Bare inden man kommer til at tro noget andet. Jeg kan godt lide denne her sang. Men holy cow Batman, den distortion de har lagt på klavret i introen. Ikke en fan. I Mockingbird gav det en atmosfærisk effekt. Her er det ikke kun virkelig distraherende, men egentlig også ubehageligt ved højere lydstyrke. Men når den lille 10-sekunders intro er overstået begynder klaver-melodierne at blive yderst smagfulde. Generelt så er alt lige fra guitar til bas og trommer godt mikset. Guitar og bas-tonen er fyldt med rum og trommerne er i modsætning både knasende og komprimeret nok til at det giver en dejlig kontrast. Vers vokalen er god, men noget ved hans tone og måden han artikulerer hans stemme kan godt give det en lidt for tydeligt bro-metal smag engang imellem. Når det så er sagt er hans præstation i omkvædet klart kompenserende for hans versvokal. Her tillægger han lige akkurat den rete mængde knas til hans stemme til at det både bliver melodisk stimulerende og fylder dig med en agression som denne her slags musik kan. Og som en lille bonus er guitar-soloen heller ikke noget at klage over.
Alt i alt et godt cover som jeg klart fortrækker over den originale. Ikke at det for mit vedkommende siger særlig meget. Bare det at front vokalisten ikke lyder som om at han får den bagfra mens han synger placerer denne her version mil foran den originale.
Karakter: +

Hurt - Af Johnny Cash
Lad mig starte med at sige at jeg først her for nylig fandt ud af at det her var et cover af en Nine inch nails sang. Og jeg har stadig svært ved at tro på det. Med det her nummer har Johnny Cash komplet transformeret det om til sit eget. Og det som det er blevet er et nummer der aldrig stopper med at give mig kuldegysninger. og det kommer 100% procent fra Johnny's egen stemme. Selvom arrangementet omkring ham er godt, så er det hans stemme og den passion og energi som han giver som tager denne her sang fra at være noget godt, til at være noget fantastisk. En stemme der overskrider de små tekniske skavanker som opstår i outroen hvor instrumenterne er mikset lidt ærgerligt sammen så hans stemme klipper ind mellem instrumenterne.
Et lille mesterværk der på minimalistisk vis fortæller en grum og alt for virkelig fortælling om hans sidste tid på denne jord. Må han for evigt hvile i fred med de største legender.
Karakter: ++

Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus
Song Suggestion Tuesday

Song Suggestion Tuesday

Skrevet af barcano den 1 maj 2018 kl. 20:18
Tagget som: Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

I'm Still Here - Af John Rzeznik
Jeg må nok hellere sige at min nyopfundne kærlighed for filmen Skatteplaneten betyder nok at jeg ser denne her sang i et lidt skarpere lys end hvad er nødvendigt, men jeg vil stadigvæk mene at der klart er noget at komme efter, tendensiøst eller ej. Der serveres med denne her sang en klassisk gang grunge-punk fra de tidlige 00'er, ført an af en simpel men blid Goo Goo Dolls frontmand som sammen med en meget sammentrykt akustisk guitar og nogle flade trommer fortæller om en ung mand som bare gerne vil have lov til at løsrive sig fra som sin omgangskreds som bare vil holde ham tilbage. Det er "teenage-angst" og sukkersødt men formår stadig at være så pokkers effektiv, ikke kun fordi den måske vækker den lille rebel i os alle sammen men også fordi der er lagt så meget følelse i hver enkelt akkord og vokallevering. Så jeg vil alligevel våge den påstand at et lyt vil være det værd. Og endnu mere vil jeg anbefale dig at se den film hvorfra filmen tilhører.
Karakter: =

Sober - Af Tool
Trods at dette er en af bandets ældste og derved også simpleste sange er det langt fra negativt, da dettte for mig klart står frem som en af bandets stærkeste numre. Her smider bandet deres karakteristiske brug af mærkelige tidssignaturkombinationer, komplicerede melodier og anden gøgl til side i byte for en mere simpel men også hjerteskærende og dyster fortælling om misbrug. Her lykkedes det med hjælp af en Drop D tunet guitar og stortrommeslag der rammer alle de rigtige steder at lure mig ind i en trance hvor man i selskab med Maynards simple hypnotiserende versvokaler flydende går over i nogle mere hårde og bruske toner i omkvædet. Udover at være en ganske dejlig sang er det også et godt eksempel på hvordan et band som Tool der ellers er bygget op omkring teknisk udfoldelse at de ikke har glemt vigtigheden af at bringe rå menneskelighed ind i musikken og hvilken betydning det har for det endelige udtryk.
Karakter: +

Straight Out The Gate - Af Tech N9ne (feat. Serj Tankian)
Må helt klart meddele at jeg er en fan af T9's raplevering. Og hvis du også er vilde med rappere i stil med Eminem som også lever en noget hårdere og rå levering end man måske ellers er van til, vil T9 højst sandsynligt også være noget for dig. Serj Tankian leverer som sædvanlig en glædelig musikalsk oplevelse med hans ikoniske stemme, selvom jeg ikke er så glad for hvordan de har valgt at producere hans stemme. Det filter de har lagt over får det nogen gange til at lyde lidt for syntetisk. På det instrumentelle plan gøres der også brug af nogle sporadisk placerede men alligevel kalibrerede effekter fra keyboardet. Noget der er med til at give noget ekstra styrke med en bass akkord her og en pedalspark der for at levere en musikalsk side der komplimenterer musikken mere end hvad sædvanligt er. Alt i alt en god sang fra en genre som jeg desværre sjældent gør mig særlig meget i.
Karakter: =

RIP Roach - Af XXXTentacion (feat. $ki Mask The Slump God)
Jammerligt. Det er nok det ord jeg ville bruge for at beskrive denne her sang bedst. I det første halve minut af sangen bliver vi udsat for et sample der kører i loop med kun lyden af en stønnende kvinde til at bryde det op i ny og næ. Dernæst bliver vi præsenteret for selve X's rap. Og hans stemme er så distorted og druknet i diskantløs basseffekt at det ødelægger enhver mulighed for at kunne opstille en ordentlig levering, rim eller flow. Og ikke at det ville være bedre hvis vi kunne høre hans stemme og derved tekster klart. Fordi her serveres lyrik der strækker sig fra barnligt til decideret tåkrummende i sit anmassende forsøg på at være macho. Og det er pga. alle disse komponenter at denne sang er så mindesværdig som den er. Og jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke havde lyst til at lytte til den igen.
Karakter: +

Anbefal mig endelig sange til fremtidige "Song Suggestion Tuesdays" ingen specifikke genrer, kun fantasien sætter grænser.

Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus
Song Suggestion Tuesday

Song Suggestion Tuesday

Skrevet af barcano den 24 april 2018 kl. 14:22
Tagget som: Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Cover Week

The Sound of silence - Af Disturbed
Utroligt smuk. Og ligeså smuk produktion. Er utroligt overrasket over hvor meget jeg nød frontmanden David Draimans blidere vokal. Dejlig blanding af akustisk guitar og blide klaver toner. Hans stemme udvikler sig fantastisk igennem hele sangen sammen med det instrumentale, og der er en gennegående smuk crescendo som virkelig forstærker sangens generelle kvalitet, med et så naturligt smukt musikalsk landskab som bliver bredere og bredere og hårdere og hårdere uden at man behøves at tøve til growlende vokaler og distortede guitarer. Og så langt som covers går, er det her klart en af de bedste. Og det gælder heldigvis for de fleste af denne uges sange.
Karakter: +

Blank space - Af I Prevail
Ikke den største fan af frontmandens klare vokal. Lidt for meget ængstelig punk for mig. Dog har den uklare vokal noget "crisp" som jeg godt kan lide. Generelt utroligt hvor godt Taylor Swift tøsede og semi-barnlige kærligheds baskere knytter sig sig til en post-punk sang af denne her kaliber. Det første halve musik har nogenlunde samme problem som den originale, en samling af klaver takter som fortsætter i en evighed. Heldigvis bliver der introduceret nogle dejlig tørre trommer og en udmærket guitar efter små 30 sekunder. Men i takt med af at det er et næsten identisk cover rent rytmisk betyder det også at de gentager den samme riff om og om igen igennem stort set hele sangen. Dog er duetten mellem den klare og den uklare vokal i omkvædet effektiv og tilføjer noget lidt mere til en ellers rimelig fabrikeret sang. Bagefter er det så tilbage til generisk hård pop-punk hvor der så bliver smidt et overraksende hårdt breakdown ind i broen til sidste omkvæd. Det var en behagelig overraskelse.
Karakter: =

Sweet dreams (Are Made of This) - Af Marilyn Manson
De første tre sekunder af denne her sang er nok for én til at indse hvad det er for et nummer man skal forberede sig på. Utrolig simpel riff igennem hele sangen, som stadig virker pga. den distortionog "filtering" som de har lagt over. Det her er en af de få eksempler hvor overproducering har hjulpet en sang mere end den har skadet. Fordi her bruges det rent faktisk til at bygge den verden som musikken fremstiller op. En verden der mest af alt lyder som et levende horror/freak-show. Og Manson's persona taget i betragtning er det helt klart meningen. Når det så er sagt vil jeg stadig anbefale musikere at holde sig fra alle de effekter som en mixerpult kan tilbyde. Det vil med størst sandsynlighed ende galt. Den konstant gentagende tekst gør også at Manson ikke behøver at koncentrere sig om meget andet end at kontrollere sin stemme, hvilket også giver ham muligheden for hele tiden at variere sit vokale udtryk. Lige fra pirrende hvisken til brutal skrigen. Og selvom jeg for det meste finder ham både utroligt anstrengende og frastødende er det svært at argumentere imod hvad han har leveret her er noget af et værk. Han tog en poppet disko sang fra 80'erne og lavede den 110% om til hans egen stil. Og derfor kan man også altid nemt genkende den, hvilket både er positivt og negativt.
Karakter: =

The House of the Rising Sun - Af Five Finger Death Punch
En god western-inspireret intro der passer godt til resten af sangen. Og den originale's sil også for den sags skyld. Ivan leverer en god vokal præstation som sædvanlig. Og bandets valg til at bygge mere og mere på rent musikalsk for at den til sidst når en større hårdhed var et godt valg. Specielt når den originale en bygger synderlig meget på sig selv, og bliver derfor lidt for meget og lidt for monotont. Sangen kulminerer i en dejlig solo, der inkluderer "symf" melodier af alle ting. Klart ikke hvad jeg normalt ville forvente fra FFDP. Men det var et godt valg for at få sangen til at skille sig enndu mere fra den originale end den var i forvejen. For ligesom at gøre den så meget deres som muligt. Alt i alt et udmærket cover og en fed sang.
Karakter: +

Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus
Song Suggestion Tuesday

Song Suggestion Tuesday

Skrevet af barcano den 17 april 2018 kl. 20:50
Tagget som: Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Interdimensional Summit - Af Dimmu Borgir
Fed symfonisk intro. Desværre varer den lidt for længe uden at udvikle sig synderligt meget. Vokalen i det første vers er jeg heller ikke synderligt stor fan af. Når det så er sagt begynder omkvædet at hæve sangen en del med noget filteret kor og noget norsk-keltisk baggrundsspil. Dernæst er der en meget fin guitarsolo. Ikke noget for ekstremt, men dejligt for øret at lytte til. Alt i alt en sagn der sådan set er udmærket. Men hvis du vil gøre sangen en del mere underholdende så se musikvideoen på Youtube. Personligt har jeg det meget svært med bands i denne stil. Det samme gælder Slipknot, Ghost, Lordi og lign. Uanset hvor seje og brutale de gerne vil se ud virker de utroligt barnlige og nuttede.
Karakter: =

Voice of the soul - Af Death
Utroligt at jeg sidste uge klart ikke ville anbefale en Death sang der viser bandet for sin dårligste side, og nu er jeg klar til at give min varmeste anbefaling til min yndlingssang fra bandet. Utrolig smuk akustisk guitar som er indspillet med så meget rum at det rammer mig de helt rigtige steder. Og endnu bedre bliver det med bassen og den elektroniske guitar som spiller kontrapunktiske melodier de helt rigtige steder for at skabe en musikalsk skønhed trods de skingre og hvæsende akkorder. Rytmisk set er det her klart et lille mesterværk. Skiftet mellem Metallica lignende riffs og western-inspirerede soloer er så naturlig at de tre et halvt minut som sangen varer bare flyver forbi. Et pragt eksempel på at man ikke behøver ord. Instrumenterne kan tale for sig selv. Og hvis du derimod mangler noget lyrik vil jeg anbefale dig at følge sangens titel for at finde dem.
Karakter: ++

Bohemian rapsody - Af Queen
Når det så er sagt, så kan det helt klart hjælpe at have en af historiens bedste stemmer. Og det er klart fra sangens første sekunder at du er klar til at opleve en af de bedste sange der nogensinde er komponeret. Og derfor har jeg ikke synderlig meget af sige om den. Det er en klassiker som mixer alt fra rock og opera perfekt sammen til en musikalsk tour de force som vil efterlade dig fysisk og emotionelt udtømt efter klaveret har spillet færdigt. Men alligevel vil du være klar til en tur mere. Og en mere, også en til for at være sikker. Et absolut must. En god tommelfinger regel, den dag folk glemmer denne sang er god musik som vi kender det forsvundet.
Karakter: +++

The unforgiven - Af Metallica
En fantastisk western-inspireret intro. Denne her sang har definitionen af en fantastisk melodi. Ikke noget for kompliceret men noget der kommer helt fra hjertet hvor det gør allermest ondt. Og det kan generelt siges om alle aspekter af sangen. Det er en brutal fortælling om en mand som bare fejler i alt. Og det hele kulminerer i en super fed guitarsolo som smelter ud i elektroniske kontramelodier i outro'en. Og uanstet hvad man syntes om Det sorte album er det noget af det bedst produceret musik, og denne sang er ingen undtagelse. Mere en af de bedste eksempler. Et af musikhistoriens bedste beviser på hvordan feel kan kræve ligeså mange musikalske evner som teknikalitet. En af de bedste ballader nogensinde, og jeg kan aldrig nogensinde selv retfærdiggøre denne sangs kvalitet.
Karakter: +++

Anbefal mig endelig sange til fremtidige "Song Suggestion Tuesdays" ingen specifikke genrer, kun fantasien sætter grænser.

Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus
Song Suggestion Tuesday

Song Suggestion Tuesday

Skrevet af barcano den 10 april 2018 kl. 17:13
Tagget som: Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Bury me not on the lone prairie - Af William Elliot Whitmore
Efter som at denne sang er inkluderet i en af de mest emotionelle øjeblikke i spilhistorien er jeg nok rimelig farvet hvad angår min vurdering af sangen. Men det ændrer stadig ikke på at det er meget fint stykke folkemusik. Med en hjemsøgende smuk vokallevering af William. Ikke fordi at den er teknisk spektakulær eller synderlig smuk i generel forstand, men den formår at levere en sørgmodig stemning der gør sig godt til en ligeså sørgelig fortælling om en gruppe lovløse der er nødt til at begrave en meget ung dreng på den ensomme prærie. En sang der ikke er så meget til, men en dejlig melankolsk vokalpræstation der ikke bliver for pladderlig og tung. Så for en sang der trods sine få mål formår at præstere vidunderligt meget på dem, er jeg godt tilfreds med dette nummer.
Karakter: =

Lack of Comprehension - Af Death
"I lack the comprehension" for hvorfor nogle frivilligt ville lytte til den her sang. Introen i sig selv er sådan set et udmærket spacey semi-akustisk stykke guitarspil. Når det så er sagt, holey moley guitaristen er glad for sin distortion platte. Trommepedalens mixing er alt for distraherende, og den store brug af blast-beats og andre instrument effekter gør sig slet ikke godt til produktionen af denne her sang. Alt fra mixingen og produceringen virker meget billig så når man så smider så "thrashy" en dødsmetal sang ind bliver det ikke synderlig godt. Vokalen er ikke forfærdelig men er klart heller ikke synderlig god hvad growling/low-screaming angår. Alt i alt en sang hvor det kraftigt virker som om at de ikke har gennemtænkt sangstrukturen og bare smed en masse riffs ind som de syntes lød godt. Og når man har med noget så brutalt musik som det her er struktur og tanke klart en vigtig del, ellers bliver det bare en masse usammenhængende støj.
Karakter: -

Stricken - Af Disturbed
Meget formuleret intro og vers. Dog en dejlig melodi i omkvædet, og skiftet fra mol til dur gør heller ikke skade på at skabe et dejligt ørehængende omkvæd. Og apropos ørehængende er forsangerens stemme helt klart speciel. Du ved i hvert fald altid at det er ham når du hører ham. Hvad der overraskede mig mest var guitarsoloen. Ikke selve soloen, fordi den er sådan set udmærket, lidt melodisk og dejligt hård uden at være thrashy og shreddy. Men mest det faktum at der er en solo i en Disturbed sang. Det har helt klart været et aspekt som jeg altid har syntes manglede i Disturbed's musikstil.
Karakter: =

The beautiful people - Af Marilyn Manson
Dejligt brug af en "ratata" melodi i introen. Det er klart med til at fange øret og stige interessen. Det her er helt klart en "enkelt riff" sang. Og selvom den riff er brutalt simpel bliver brugen af en filteret symf-guitar klart mere effektiv til at få dig til ikke at kede dig. Marilyns melodiske viskevokaler er klart ikke noget at løfte armene for (specielt når han nok mest bruger det for at skjule det faktum at han ikke kan synge) men gør sig godt til sangens industrielle lyd. Og hans semi skrigende vokaler er også tilbageholdt nok i verset til at det ikke bliver trættende eller belastende. Ligesom resten af hans diskografi og ikke mindst manden selv, er denne sang måske lidt for fremmedgørende for de fleste, men dette nummer er nok hans mest tilgængelige nummer. Og jeg kan roligt anbefale et enkelt lyt eller to for at se om det fanger.
Karakter: =

Anbefal mig endelig sange til fremtidige "Song Suggestion Tuesdays" ingen specifikke genrer, kun fantasien sætter grænser.

Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus