Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Iggy Pop - Free

Iggy Pop - Free

Skrevet af barcano den 15 september 2019 kl. 20:05
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik, Rock-Musik

Kunstner: Iggy Pop
Album: Free
Udgivelsesdato: 6. september 2019
Genre: Rock, bluesrock & jazzfusion
Sangantal: 10
Længde: 33:43


Hvem? Hvad? Hvor? Hvordan? Jeg mangler ord. For at være skinbarligt ærlig, så ved jeg ikke engang hvordan jeg skal starte anmeldelsen eller endda finde ordene for at udtrykke mine følelser overfor Iggy Pops nye udgivelse. Det eneste jeg kan sige er, det her nye Iggy Pop album, det er ikke særlig godt. Det er det virkelig ikke. Selvom det er prisværdigt at en af punkbevægelsens fadere stadig leverer i en alder af 72, så vil jeg på den anden side fortrække at han trak sig tilbage og nød sit otium. For hvad han leverer igennem 10 sange og en relativt kort spillelængde er dog stadig imponerende. Imponerende i den forstand at han har slået hul i bunden af 2019's musik og sat banket bundlinjen et par meter ned. Og de skingre jazzhorn og forvrængede tangenter som florerer rundt på diverse numre, gør ikke noget godt for det i forvejen forkastelige lydbillede. Lige fra Iggys overspillede og sonisk utilregnelige vokal til de grinagtige tekster som når komiske højdepunkter på et nummer som den western-inspirerede "Dirty Sanchez" der ikke kun har ekstremt seksuelle henvisninger som kun bliver endnu mere tåkrummende pinlige når det er forfattet af en 70-årig punker som er passeret langt forbi datoen for at være afbrændt. Dertil er nogen af hans filosofier og eksistentielle overvejelser ikke kun simple og forstumpede, men også tæt på stødende, snæversynet og særligt uintelligent. Meget lignende at lytte på et afdanket familiemedlem (oftest en morfar) der kører i tomgang. Mere besynderligt bliver det i sidste del af albummet hvor Iggy selv giver op og leverer de tre sidste numre som svagelige forsøg på poetry-slam, hvor han verbalt brækker sig ud over udtyndede og konstant loopende instrumental-samples. Det kunne ikke blive mere til syv egentlige sange fra hans side før han kastede håndklædet i ringen. Men på den anden side ville det være ekstra vellykket hvis han med vilje prøvede at levere noget af de dårligste sange i år. Generelt ønsker man inderligt at han i sidste ende ville kalde hele projektet som en practical joke. Selvom det ville være et lille pust på såret, så ville det dog stadigvæk ikke gøre op for den halve times mishandling som jeg besluttede at udsætte mig for flere gange.

Hvad der dog i sidste ende er mest imponerende, er dog hvordan dette album når et helt andet niveau end nogen af de andre lavpunkter som er blevet udgivet og anmeldt af undertegnede i år. Hvor kunstnere som NAV og Skillet har leveret nogen af de mest uinteressante projekter jeg har hørt længe som jeg absolut ikke vil høre igen da de intet har på sig af kunstnerisk eller musikalsk stimulans over sig, så er de ikke fundamentalt ødelagt i samme grad som dette album. Hvor de trods alt har en klassisk (man kunne nok sige så klassisk at det bliver skadeligt trivielt. Hvilket dog kun gør dem værre) struktur, så er alt lige fra melodisk opbygning, harmonisk sammensætning og instrumentalt sammenspil intet sted at finde på Free. I stedet for så lyder hver enkelt node og takt som om den eksisterer enkeltstående i sit eget lille ekkokammer. Men også hver skala (hvis man altså kan kalde dem det) og hver akkord virker til at være konstrueret specifikt til at være så disharmonisk som muligt. Hvad kan jeg ellers sige? Det her nye Iggy Pop album, det er ikke særlig godt. Det er det virkelig ikke.


Karakter: --

Post Malone - Hollywood's Bleeding

Post Malone - Hollywood's Bleeding

Skrevet af barcano den 11 september 2019 kl. 20:30
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Hip-Hop, Musik, Pop-Musik

Kunstner: Post Malone
Album: Hollywood's Bleeding
Udgivelsesdato: 6. september 2019
Genre: Pop, trap & poprock
Sangantal: 17
Længde: 50:56


Et album er på gaden fra en af popmusikkens mest unikke og samtidigt prominente figurer på genrescenen. På trods af dette er der dog ikke tale om en kunstner som jeg har været positivt stemt overfor det meste af vejen. Lige fra hans første EP og særligt hans debutalbum Stoney var uden tvivl et af 2016s og Posts absolutte lavpunkter. Til trods for dette så det ud til at han var på bedre veje i sidste års Beerpongs & Bentleys som egentlig ikke var bedre end gennemsnitligt, på trods af at det i form af numre som "Rockstar" stadig levere nogen af 2018 største højdepunkter, så var det stadig mil bedre end Stoney. Min optimisme for en forbedring var derfor ganske stabil selvom singler som "Goodbyes" og "Circles" ikke ligefrem leverede noget særlig specielt ugerne op til udgivelsen. Når det så er sagt så virkede det da til at der var håb forude ved pladens åbner som også er titelnummeret. Med sine fedtede strengearpeggioer der skærer gennem klart igennem mixet og Malones lakoniske vokalstil som leveres gennem et konstant stigende og faldende tonemønster samt en støjfyldt trommebro der fungerer som et fedt kontrapunkt til introen blidere præsentation, så er der massere der gør op for den egentligt tamme midtersektion. Første øjekast repræsenterer desværre bare ikke albummets samlede kvaliteter, og mange mangler særligt godt.
Det efterfølgende nummer "Saint-Tropez" forfalder dog hurtigt til de dårligste momenter på hele pladen, med instrumentation, levering og komposition som ikke kunne besrkives mere tydeligt end klichéfyldt trappop og tåkrummende lyrik som er noget af årets dårligste brug af " braggadocious" skrivestil som kun bliver endnu værre når det skærer gennem Post Malones meget modsættende lydbillede.
Lidt bedre bliver det dog i "Enemies" som ikke er ligeså irriterende gennemsnitlig men derimod kun fungerer når det fokuserer på et rent banalt omkvæd, som dog føltes lidt bedre da gæstestjernen DaBaby heldigvis er fastlåst til omkvædene. Det bliver dog lidt mere ambivalent for mig at beskrive en sang som "Allergic" der med sin "Allergic, Allergic, Allergic"-refrain hurtigt bliver utroligt monoton og intetsigende. Samtidigt følges det at et omkvæd som samtidigt er fyldt med harmonier der svælger i den rummelige produktion, selvom den ikke er rummelig nok til at trommerne og klaveret ikke kan afholde sig fra at klippe indover hinanden. De "Stoney-lignende" tendenser vender dog tilbage i nummeret "A Thousand Bad Times" der allerede fra sin über-distortede synthakkord der indleder sangen foregriber om hvordan resten af sangen bliver. Et generisk omkvæd der helt klart godt kunne skrue ned for den forstyrrende mængde autotune, der så sandelig også bliver et problem andre steder på pladen, men drumbeatet der kører gennem sangen efterlader helt klart også en masse rum til forbedring. Mere frustrerende bliver det dog i en af de singler jeg nævnte før, "Circles", hvis melodiske grundide er ganske god, men det forsvinder dog hurtigt når teksten og processeringen af hans vokal er så frastødende da det tilføjer en mængde vibrato til hans stemme som får artikulationen til at skælve. Albummets største problem bliver dog tydeligst i numre som "Die for Me" og "On the Road", som med sine uinteressante beats og kedelig gæsteoptræden fra Lil Baby viser at pladen helt generelt mangler en klar vision, hvilket leder til en masse ugennemførte ideer i forsøget på at skabe noget mere variation så hvert et nummer ikke bare er "the same old".
Overraskende er nummeret "Take What You Want" som med en gæsteoptræden fra ingen anden end "the king of darkness" Ozzy Osbourne, nok mest kendt fra metalmusikkens faderband Black Sabbath, udsatte mig for en oplevelse som har groet på mig. For selvom brugen af semi-falske falsettoer fra alle vokalister (dog med mest fokus på Ozzy", et nytteløst og særligt spildt vers fra Travis Scott og et guitarsolo som kommer ud af ingenting alle sammen burde fungere som opskriften på endnu en skuffelse, så er den friskhed som genrekombinationen af traprap og hård rock giver, nok til at levere en original sang der fungerer på trods af sine mangler (meget lig hvordan en sang som "Old Time Road" stadig fungerer som den gør). Bedre bliver det dog desværre ikke da et nummer som "Starring at the Sun" virker som en unødvendig forløber "Sunflower", med det eksakt samme trommebeat og flydende produktion som alligevel ikke formår at fange den ørehængende poptrap blanding af upbeat trommer og en pokkers drilsk vokallevering som gjorde nummeret til et hit da den udkom på soundtracket til Spiderman: Into the Spiderverse sidste år (hvilket helt klart er en film som jeg ville anbefale at tjekke ud). Lette kalorier som alligevel tilbyder langt mere end en stor del af hvad der ellers gives på denne plade.
Selvom jeg egentlig også har det på samme måde med et nummer som "Internet" med sine bevægende strenge og "soaring" vokaler som er ganske respektabelt, så kan man ikke ligefrem mærke at Kanye West har været producer på netop dette nummer. Hvilket er ekstra ærgerligt da det klart ville give nogen muligheder for videre eksperimenter rent sonisk. Selvom albummet ikke ligefrem slutter med "Goodbyes", så kan de tre sidste sange, "Myself", "I Know" og "Wow" nok bedst beskrives som mudrede Post Malone ballader fyldt til randen med genbrugte og trættende ideer. Og hvad der leveres på "Goodbyes" er desværre ikke ligeså positivt som den første halvdel ville få dig til at tro. Young Thug når i hvert fald hurtigt at få ødelagt hvad Post Malone byggede op, og når sangen ikke engang varer tre minutter, så er der ingen grund til at vende tilbage når halvdelen af sangen er så uinteressant som den er.

Det kan ikke siges at det er Post Malones dårligste album, men det er skuffende at se at han er taget så mange skridt tilbage efter det store håb han foretog mellem sit første og andet album. Der er dog en god samling af ideer på dette album som kunne fungere som god grundkilde til at levere en bedre pakke næste gang. Så længe han bare vælger en generel stil også holder til den. For hans oprigtige og nede på jorden personlighed kan kun rykke ham så langt. Og efter tre studiealbum som alle sammen har platinstatus, så er tiden helt klart inde til at udgive noget som ikke føltes som halvhjertede playlister.


Karakter: -

Roundup (93Punx & Vic Mensa - Knocked Loose - Brockhampton - Go Go Berlin)

Skrevet af barcano den 5 september 2019 kl. 20:23
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

93Punx and Vic Mensa - 93Punx
Karakter: --

Hvis man troede at det kun var Logic og Kid Cudi som kunne levere noget af dette årtis grimmeste genrekombinationer, så tog man fejl. Ligesom de førnævnte to kunstnere, så virker det til at de må være så unge at de enten ikke kendte til eller forstod den fase som rock og hiphop var nødt til at gå igennem i starten af 00'erne. For selvom begge genrer har haft massive lavpunkter i deres eksistens, så var det værst da de to mødtes. Hvilket så sandelig også er tilfældet her. Horribel og usmagelig produktion, hver og en kliche der nogensinde har eksisteret i trap og emo er til at finde på denne plade, alt sammen selvfølgelig gjort uden den mindst sans for ironi, og nogen ekstremt upassende forsøg på morbid satire. For selvom ideen om at kalde den amerikanske grænsesituation ved Mexico for "Camp America" virker som så plat et udsyn på en grum situation som man normalt finder i et show som South Park, så ville det kun virke hvis 93Punx præsenterede noget af sin musik kreativt eller hans tekster havde mere til sig end en 10-årig som prøver at lege klassens klovn. Det ender derfor med at blive intet andet end upassende grinagtigheder. Til sidst skal det nok siges at hvis man syntes hans flow og vokalriffing var forfærdeligt i deres cover af Cranberries "Zombie" som han udgav tidligere på året, så har man en masse i vente hvis han åbner op for denne plade, hvilket jeg dog meget hurtigt vil anbefale at man ikke gør. Jeg har meget lidt positivt at sige om dette album udover "Been sober for three years and is still hungover" - linjen som egentlig er meget fed, selvom han dog også hurtigt får kørt den i grund meget hurtigt.


Knocked Loose - A Differendt Shade of Blue
Karakter: -

Jeg troede allerede jeg havde anmeldt Killswitch Engage's nye album her for nyligt. Spøg til side så er sammenligningen ikke helt ved siden af. Efter deres debut Laugh Tracks fra 2016 håbede jeg at de kunne levere noget mere bestandigt og unikt. Og selvom de da har tilføjet noget ekstra i form af dødsmetal inspirationer så betyder det egentlig ikke det store da det føltes som om at de har taget et par skridt tilbage. Produktionen er værre, skrigene og de growls frontmanden udgyder går fra at være grinagtige til at være hule og de uinspirerede breakdowns der løber gennem hvert nummer, har intet stimulerende over sig og formår ofte at blive kedsommeligt på trods af sangenes korte spillelængde.


Brockhampton - GINGER
Karakter: +

Da Kevin Abstracts tredje studiealbum Arizona Baby kom ud tidligere i år gav jeg et ønske om at hans næste projekt gerne måtte have noget mere at tilbyde. Og for en gangs skyld får jeg hvad jeg bad om. Dog ikke en selvstændig plade, men i stedet i form af det rapkollektiv som Kevin Abstract stiftede tilbage i 2015. En rapgruppe som egentlig har leveret en ganske fornuftig samling af letfordøjeligt nutidigt rap. Til gengæld leverer de noget ganske ekstra på denne plade. Det er i hvert fald uden tvivl gruppens bedste udgivelse. Selvom man engang imellem tydeligt kan mærke gruppens inspirationskilder og et par af sangene måske godt kunne bruge et par flere gennemskrivninger, så er det stadig et af årets bedre rapalbums.


Go Go Berlin - Ocean
Karakter: +

De danske elektrorock drenge fra Silkeborg er klar til at tage dig med på en boblende rejse gennem et svingende kærlighedsliv og skønne fremmede lande i et overraskende album som ikke kun fungerer som et godt startskud for en introduktion til bandet, selvom man på denne plade klart ser dem fra deres bedste side, så er de poppede guitarer og det overdådige orgel ikke spildt, men derimod inkluderet i et tætpakket og velskrevet album som er et af de bedste musikalske projekter der er kommet ud af Danmark i år.

Tool - Fear Inoculum

Tool - Fear Inoculum

Skrevet af barcano den 3 september 2019 kl. 20:10
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik, Rock-Musik

Kunstner: Tool
Album: Fear Inoculum
Udgivelsesdato: 30. august 2019
Genre: Progressive rock, Progressive metal & Alternative metal
Sangantal: 10
Længde: 86:38


Tretten år. Der er gået tretten år siden metalmastodonten Tool udgav deres sidste album 10.000 Days. En venten som er mere og mere komisk jo længere tid der gik. Selvom både de juridiske problemer med rettigheder og sangskriviningskomplikationer alle sammen har været kendt i det offentlige i en god årrække nu, så nåede "ideen om et nyt Tool-album" en ren joke-status før sin endelige udgivelse den 30. august.
Den lange ventetid har dog givet mig massere tid til at reflektere over Tool som størrelse og mit egentlige forhold til gruppen. Lige fra sin spæde begyndelse ved debutudgivelsen Undertow tilbage i 1993 har de prædikeret sig selv for deres konstant udviklende sans for progressivt metal som ret hurtigt placerede dem på hitlisterne efter en meget heftig popularitetseksplosion.
En popularitet der trods alt altid har været respektabelt på grund af den stilistiske retning som de har repræsenteret aldrig har kunne defineres som værende nuværende eller kun sameksisterende, men derimod har populariteten været et affødt produkt og ikke et formål i sig selv hvilket kan tilskrives gedigent sangskriveri. Det er dog ikke hvad jeg altid ville karakterisere Tools diskografi som. For selvom de har skabt nogen ganske velkonstruerede numre i tidens løb, så er der også opstået en del navlepilleri og ufærdige sange fordelt på gruppens album over mere end 25 år. Men selv i deres mest ustimulerende og trættende øjeblikke er der ingen tvivl om at de stadig har produceret nogen af dette århundredes mest unikke og udefinerbare projekter.
Det er da også allerede ved første øjekast af albummet som samlet enhed at de klassiske karakteristika for netop Tool springer meget klart frem. Med kun seks numre og fire korte mellemspil samt en spillelængde på næsten halvanden time, er det tydeligt at der i klassisk Tool-stil kræves en stor mængde koncentration for at optage hvad der nok bedst kan beskrives som en meget kompleks og sammentrukket oplevelse.

Det gøres derfor ganske klart allerede ved åbningsnummeret, som også fungerer som albummets primære single, "Fear Inoculum" (hvilket på dansk nok bedst kan oversættes til "frygtformering/podning") hvad det er man kan forvente. Tool er stadig en gruppe som har så ufatteligt godt står på deres præsentation, hvilket kun bliver bedre af at de spiller utroligt symmetrisk og viderebyggende med hinanden, på trods af en nok lidt for lang intro som virker både for simpel og afbrækket til at påvise det. Dog mangler netop dette nummer nogen af de nuancer og resonereringer som ellers plejer at være ganske gældende på deres guitarer og trommer. Hvilket godt kan mærkes over de lange passager af repetetive og gentagende riffs og drumfills. Til det skal det også siges at Maynard James Keenan trods sin pokkers charmerende vekslen mellem en nær vokallevering også dvæle i det distanceret lydbillede, egentlig virker mere som om at han er blevet revet ud af et Perfect Circle nummer end at han egentlig fungerer som frontmand som Tool, da han i høj grad leverer en mere luftig og skinger klang til sin udtale. Andre steder hvor man i dette nummer føler flere A Perfect Circle tendenser er i selve produktionen. Sammenlignet med ikke kun Tool men langt de fleste andre metalkunstnere, så er mixet utroligt rent og klinisk hvilket klart fjerner en del af den mere dystre og pressende atmosfære man kunne finde på de ældre Tool-plader (særligt Ænima kommer her i tankerne som aldrig fik forværret sit lydbillede på grund af lidt "mixingbrusk").
Men alligevel er nogle passager og sektioner mixet alt for højt, hvilket da også klart kan mærkes i "chanting" sektionen halvvejs inde hvilket ellers ville have været ganske underholdende.
Dog skal det nævnes at det stadig er imponerende at Tool formår at levere pladens første 10 minutter ret overbevisende i et nummer som trods nogen irriterende punkter stadig kan opretholde en bevægende puls, selvom kompositionen og de synkoperede trommer og guitarer i outroen virkelig fastholder ideen om at det stadig er Tool som vi kender det.
En observation jeg også gjorde mig før udgivelsen af albummet da singlen stadig florerede rundt. Det lagde grund for en vis mistænksomhed som jeg ikke helt kunne slippe om at dette album bare ville være Tool på autopilot hvor de ikke ville præsentere nogen nye ideer eller sider af sig selv. Dog viser resten af albummet dog at mange ting har ændret sig siden deres fire første album. Det viste sig dog desværre ikke at være positivt for pladens samlede kvalitet. Men for at forklare hvorfor må jeg nok hellere starte med at nævne de fire mellemspil eller "interludes", da jeg ikke kun kan klarest formulere mine kritikpunkter med dem, men også fordi at mine kommentarer til de resterende numre nok vil blive lidt hovedløst konstrueret da hverken Gamereactor eller jeg selv tillader at jeg bare fortsætter med kritisk rablen i al evighed.
Først skal jeg dog pointere at ideen med mellemspil ikke er noget jeg princpielt har en ide imod. Det kan bruges effektivt til at give lytteren et muligt pusterum eller lede i retning af en ny sonisk eller tematisk retning. Allerede i år brugte Tyler, the creator mellemspil/interludes til perfektion på hans album. Og Tool har da også selv leveret nogen ganske varieret og interesse pusterum i tidens løb. Det er mere bar edet at på dette album falder mellemspillene nok nærmere i fyld eller ligegyldighedskategorien. Hvilket mest kan forklares ud fra at de tilføjer gankse lidt og bliver meget monotone meget hurtigt. Både "Litanie contre le Peur" og afslutteren "Mockingbeat" er bygget om et sample der gradvist bliver mere og mere distorted og forvrænget alt imens nogen ganske underspillede afrikanske trommer buldrer i baggrunden. Det er unødvendigt og tidsspild. Mere føltes det dog som om at gruppen har givet helt op på et nummer som "Legion Inoculant" som består af 3 minutters optagelser af bølger imens en billig version af Inception soundtracket rumsterer i baggrunden. Det eneste af de fire "korte sange" hvor det bliver lidt interessant er i "Chocolate Chip Trip" som trods en meget pludselig percussionsektion stadig har en fed opbygning og et ganske teknisk groove, der et stykke hen ad vejen overskygger den monotone synthstøj. En ting er sikkert i hvert fald. Tools mere skæve og varierede ideer fra tidligere er i hvert fald ikke og finde i de fire numre.
Hvad de resterende 5 monstrum af numre indeholder viser dog også at Tool har mistet lidt af sin mere hårde og morbide komiske sans som gjorde dem ganske finurlige på en meget original måde tilbage i de tidlige 00'er. Det mærkes da også i albummets første "nye" sang hvis man ekskluderer singlen. Når det så er sagt så er "Pneuma" egentlig det bedste albummet har at byde på. Men taget i betragtning af hvor lang tid der er tilbage af pladen bagefter, så virker det meget langsommeligt. Det ændrer dog ikke på at "Pneuma" byder på et nummer der kan tilføjes blandt gruppens bedste. Lige fra introen hvor blide guitararpeggioer lokker med en behagelig stemning, føres man gennem en skildring af jordens forhold til teknologi og omvendt, et tema som lægger grundlaget for det meste af pladens tematik. Derudover følger der et fedt omkvæd hvor særligt "One Breathe, One Word" linjen stadig hænger tungt i min hukommelse som så følges op af en solo der ikke kun har en smagfuld frasering, men også en udvikling hvor der hele tiden tilføjes flere akkorder til. Det er teknisk uden nogensinde at miste det emotionelle greb. En balancegang som resten af sangene dog ikke ser ud til at kontrollere ret godt. For de fleste sanges vedkommende er der tale om enorme spillelængder som egentlig ikke formidler synderlig meget. Der præsenteres koncentrerede sektioner af teknisk og groovey alt-metal rundt omkring i hvert nummer, som desværre bliver komprimeret af lange og udstrakte passager der kører i musikalsk bakgear.
Det betyder ofte at dele af introen og outroen er stærkt konstrueret men med manglende udvikling og interessante udfoldelser igennem majoriteten spillelængden for at tilføje den emotionelle opbygning som ville give konklusionerne den effekt som de var tiltænkt. Andre gange virker sange dog enten ufærdige eller som optagelser fra bandets "play-sessions" end egentlige kompositioner. Det betyder altså at det kan være svært at anbefale hele albummet eller hele sange da 12-15 minutter ikke følges retfærdiggjort når de inkluderer trættende loopriffs og konstant forbipasserende synthlines. Selvom der dog er en masse gyldne øjeblikke spredt rundt omkring på pladen. Særligt de mere sammenbidte vokaludtryk i "7empest" som uden tvivl er albummets hårdeste og mest klassiske Tool sang rent stilistisk.

Til sidst må jeg nok slutte med at sige at det ikke er noget dårligt album. Slet ikke. Faktisk overhovedet ikke. Men det er særligt undervældende og en stor tålmodighedstester hvilket gør at jeg kan ikke få mig selv til at hylde hele albummet når der er så store passager som føltes som spild, hvilket er særligt irriterende når der klart er en masse prisværdige tanker bag dette projekt. Både lyrisk og instrumentalt er der en masse ekspressioner som er utroligt interessant og fascinerende og dykke ned i for videre analyse. Selvom jeg da også vil tilføje at det virker til at de præsenterer nogen ideer og perspektiver som ikke virker ligeså kraftfulde eller gennemtænkte/velpræsenteret som på deres tidligere album. Som albummet står her, så har jeg svært ved at forestille mig at nogen ville se på nogen af denne plades numre som den næste "Schism" eller "The Pot".
Så selvom det måske er gruppens svageste moment, så har de stadig formået at kreere noget som er ligeså unikt og "anti-mainstream" som de altid har skabt. Jeg håber dog inderligt at de har tid og energi til at udgive endnu et album hvor de fokuserer deres ideer og soniske udfoldelser så vi kan få den legendariske svanesang som Tool helt klart fortjener.


Karakter: -

Taylor Swift - Lover

Taylor Swift - Lover

Skrevet af barcano den 29 august 2019 kl. 20:59
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik, Pop-Musik

Kunstner: Taylor Swift
Album: Lover
Udgivelsesdato: 26. august 2019
Genre: Pop, Synthpop & Electropop
Sangantal: 18
Længde: 61:48


Det moderne popikon Taylor Swift er ude med sit syvende album, i en lang række plader der på stribe er gået platin og har samlet en af de største fanskarer på popscenen. Når det så er sagt, så var det med en fast mængde anspændelse at jeg tog mig til at lytte til og fordøje dette album. Ikke kun fordi hendes sidste album Reputation fra 2017 var en undervældende samling af grinagtige forsøg fra Taylor Swift til at levere en mørkere og mere moden version af sig selv. Et nobelt forsøg som helt klart gav bagslag da albummet bestod af nogen af hendes værst skrevet og leveret numre i hele hende karriere. Den anden begrundelse for bange aner var at stort set alle de singler der blev udgivet op til dette album, heller ikke ligefrem kildede nogen af de rigtige steder. Men eftersom at nysgerrigheden og min egen OCD overvandt mig i sidste ende, så er vi her nu hvor jeg tydeligvis har lyttet albummet nok igennem til at kunne have noget at sige om det.

Ens bange anelser blev da også rimelig hurtigt bekræftet allerede ved pladens første nummer "I Forgot That You Existed" som med sin simplistiske produktion alligevel formåede at blande rytmeknipsene og trommerne sammen til en grødet sonisk masse. Dertil fulgte der også mange af de samme forudsigelige og kedelige tendenser, rent instrumentalt, fra hendes sidste album, samt en tekst der er spækket til randen med nogen af Taylors mest pinlige linjer. Så selvom albummet starter med en markant skuffelse der minder om hendes sidste udgivelse, så viser hun da i "Cruel Summer" at hun også er i stand til at skuffe med denne plades nye lyd. Sangen får da hurtigt en identitetskrise med sine "trappy" og beskidte trommer der komplet falder udenfor resten af musikken som er rimelig blid og fesen, med Teylors tilgang til drømmende bubblegum pop. Udover trommerne inkluderes da skam også andre tvivlsomme ideer, som elektriske baggrundsvokaler i versene som drukner i sit eget ekko hvilket er særligt distraherende da det ikke ligefrem tilføjer noget umiddelbart til den musikalske oplevelse. Så med den sidst ekrone på værket er der også alt for meget reverb på samtlige instrumenter.
Mindre forvirrende bliver det dog i titelnummeret som heller ikke er synderlig stimulerende, men trods alt heller ikke er frustrerende. I stedet for præsenteres der bare formelskabt pop med simple akkordprogressioner med svage strenge og underspillede trommer. Samt en vokalpassage i omkvædet der bruger halvdelen af tiden på at gentage "my, my, my". Lidt mere pinligt bliver det dog i "The Man" som ikke kun har nogen forældede synthdrums og EDM-horn kastet rundt omkring i nummeret, men også rent tematisk lider under Taylors meget snæversynede tilgang til hendes egen karriere. For selvom hun da klart havde haft nogen fordele som performer hvis hun havde haft en mand, så kan hun heller ikke negligere at hendes sociale og kønslige aktivisme ikke kunne markedsføres og lede til en større popularitetseksponering hvis hun havde været en mand. Det er barnligt og lyder samtidig lidt for indædt og fjendtligt. På den anden side dukker et lyspunkt op i nummeret "The Archer" som er en følelsesladet og melankolsk synthpop ballade viklet ind i en dejlig rummelig produktion. Med et simpelt men dog "fint"sødt" tonemønster og en instrumentation der tage sin tid til at udvikle sig til en svælgende konklusion, så er det alt i alt et lille øjeblik på pladen som gør plads til refleksion.
Desværre bliver oplevelsen fra"The Archer" dog hurtigt minimeret da det efterfølgende nummer, "I Think He Knows" leverer en hovedmelodi som er både formularisk og kedelig, med sine knipsende kontrapunkter til svage og hule trommer, intetsigende sangprogression og et omkvæd med en uimponerede vokalpræstation, så virker det desværre til at Taylor er kommet tilbage på sit middelmådige spor.
Et spor der kort i "Paper Rings" tager et kort skift over i poprock territorier som helt klart ikke leverer noget særlig elegant. I stedet for bliver der leveret filteret vokaler og pinligt korte guitarlicks som leder til en outro som fader ud så mekanisk og syntetisk som muligt. Heldigvis leveres der bedre momenter i "Death By A Thousand Cuts" og "Soon You'll Get Better" som inkluderer nogen bedre vokalharmonier samt nogen interessante instrumentinklusioner, i form af en kokosnødtromme, harpe, skingre synthlines og violin som leverer nogen mere sjælelige og rørende numre.
Selvom jeg måske her ville fortsætte med nogen flere vurderinger og observationer fra de efterfølgende numre, så bliver det meget tydeligt at anden halvdel af albummet gør det til sin opgave at videreføre de præcist samme ideer som optræder i en form eller en anden i nogen af de tidligere numre. Det bliver i hvert fald meget tydeligt at hun hverken havde materiale eller inspirationer nok til 18 sange og over en times spillelængde. Det bliver endda så grelt nogle gange at numre som "Afterglow" og "Daylight" er helt igennem ufærdige med sine overproducerede trommer, synths og vokalmelodier.

I sidste ende viser det at albummets nye retning ikke helt er nok til at forbedre kvaliteten fra sidste udgivelse da hun begår en samling af helt nye fejl efter at have fikset en håndfuld af dem hun havde før. For selvom der er 2-4 numre som uden tvivl er nogen af hendes bedste, så kunne man uden videre fjerne 6-8 sange i blinde og albummet ville derefter kun være okay. Det mangler i hvert fald de varierede og overraskende øjeblikke på Red-albummet (2012) eller den mere fokuserede struktur fra 1989-albummet (2014), hvilket efter én tilbage med et album der griber højt efter pladsen som hendes bedste album og samtidigt også falder på halebenet blandt hendes dårligste momenter næsten inden hun overhovedet er kommet fra start. Man kan derfor kun håbe at netop de bedste øjeblikke fra denne plade kan videreføres på hendes næste musikalske omgang. For ellers bliver det meget svært at se frem til hvad Taylor Swift har tænkt sig at gøre næste gang.


Karakter: -