Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Slipknot - From worst to best part 2

Slipknot - From worst to best part 2

Skrevet af barcano den 12 marts 2019 kl. 20:09
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

2. Iowa (2001)

Ser man bort fra intronummeret "(515)" som er ligeså jammerligt som de førnævnte, så er det i hvert fald glemt i albummets andet nummer, "People = Shit". Uanset hvad man mener titlen indikerer, så er der ingen tvivl om at det her er bandet på sit ypperste. Lige fra de satanistiske henvisninger: "Contagion, I'm sitting on the side of Satan" til de overmotiverende testosteronskud: "Stop your bitching and fight your way through it". Så bliver det alt sammen leveret gennem sub-menneskelige growls med så meget ekko på at det virker helt urealistisk hvis det ikke bare er blevet skudt direkte ud af struben på ham, og hårdtslående dødsmetaltrommer som giver en kæmpe eksplosion for hvert slag, som flyder sammen med skrattende pladespillere og tykke guitarakkorder for at give en lydoplevelse der lyder som om ens skridt bliver brugt som fartpedal imens man har en plasticpose over hovedet. Hvor det hele næsten er ved at eksplodere i omkvædet hvor det alt sammen flyder sammen som ren benzin i årene. Ligeså vildt bliver det i det efterfølgende nummer "Disasterpiece" hvor den høje energi allerede bliver etableret med introlinjen "I wanna slit your throat and fuck the wound". En ekstra fed effekt i denne sang er de hyper distorted baggrundsvokaler som bliver skriger gennem mikset. En effekt som i den grad bliver over brugt i nutidens trap. Desværre ødelægger den melodiske bro lidt stemningen og begynder at starte en akavet stemning. En tendens som desværre fortsætter i de følgende sange. Hvor det bliver værst i omkvædet til sangen "My Plauge". Dette mikset med et utroligt gentagende og langtrukkent nummer i form af "Everything ends" hvor det stort set er den samme linje om og om igen i fire minutter. Som lille lyspunkt fungerer "The Herectic Anthem" som svagere kopier af "People = Shit" og "Disasterpiece". Endnu et sted hvor albummet fejler er sangen "Gently". Selvom jeg godt kan se hvad de går efter, med et langsomt opbyggende stemningstykke som tilføjer til albummet i nummerets fire minutter. Det udvikler sig bare aldrig rigtigt til noget og ender derfor bare med at være fyld. Derudover så opnåede jeg en PTSD lignende tilstand med sangen "I am hated" hvor mikset af growling og rap filteret gennem et radiostatisk filter mindede mig om deres debutalbum. Som højdepunkt i albummets anden halvdel springer "Left Behind" ummidelbart klarest frem. Den gode blanding af høj energi med elektriske akkorder, nedstemt bas og trommernes konstante temposkift er god kontrast til langt bedre melodiske vokalpassager end hvad der ellers er tilfældet på denne her plade. Når det så er sagt, så er den 1-minut lange outro ikke andet end elektrisk larm. Hvor albummet dog rammer helt ved siden er er albummets afslutning og titelnummer. "Iowa" er et 16 minutters langt nummer som aldrig nogensinde er tæt på at retfærdiggøre en sådan længde. Og jeg har svært ved at forestille mig at selv de mest inkarnerede "maggots" vil argumentere for at et sådant nummer er effektivt. Specielt når sangen ikke er andet en trivielt, kedelig og undervældende.
Alt i alt bandets mørkeste album, som derudover har både nogle af bandets bedste og dårlige øjeblikke. Det er i hvert fald med til at skabe en meget ujævn oplevelse.


1. .5: The Gray Chapter (2014)

På listens top finder vi deres nyeste udgivelse. Et album der udkom hele 6 år efter, på baggrund af en hiat i sammenhæng med at et af de grundlæggende medlemmer, Paul Gray, som albummet er opkaldt efter, begik selvmord tilbage i 2010. En begivenhed som man stærkt mærker både rent lyrisk, men også tematisk i løbet af pladens spillelængde. Det er en begivenhed som i hvert fald har resulteret i nogle mørke følelser som afspejles i en lyd som i langt højere grad minder om Iowa. Det føltes dog også som en musikalsk efterfølgelse til The Subliminal Verse, med en masse overraskende instrumentale indspark som man ikke forventede. F eks i intronummeret "XIX" inkorporeres der både xylofoner og distortede sækkepiber.
Hvorimod i det efterfølgende nummer "Sarcastrophe" serveres der klare thrash-metal inspirationer. Dette indskydes med nogle melodiske sektioner i den lignende "AOV".
Der er i langt højere grad sammenspil mellem den klassiske Slipknot lyd og mere tilgængelige harmoniske passager. Selvom det dog i sange som "The Devil in I" resulterer i at produktionen omkring Coreys stemme bliver alt for klinisk og steril. Der er seriøst ingen grund til at lyden skal være så ren i en metal sang. Det flyder også ind i sangen "Killpop" som egentlig har nogle fede emo og gotiske indflydelser og en rimelig eminent trommeovergang. Men hovedvokalens overproduktion og en tekst som åbenbart handler om musikindustrien men mest af alt lyder som en kluntet og smålig kærlighedsserenade. En af de mere unikke øjeblikke er sangen "Skeptic" som på trods af en mere klassisk Slipknot lyd har et meget mere positivt og oprigtigt budskab end hvad der normalt er tilfældet, da det er en hyldest til Paul Gray. Hvor pladen dog når sit højdepunkt er det grammyvindene metaloverlæs "Custer". Udover at have krogede guitartoner og stammetrommer så leverer Corey Taylor her en vokalpræstation der sender tankerne direkte tilbage til Iowa. Dette kombineret med mere raffineret og mindre bespottende tekster, laver mindeværdige linjer som: "This planet isn't special, collections made of clay" og "Somewhere on a toilet wall I read the words 'You form a line To Formalize the Former Lies" Det falder alt sammen i til at lave et af deres bedste numre.
Alt i alt deres mest raffinerede og med den laveste bundlinje.

Slipknot - From worst to best part 1

Slipknot - From worst to best part 1

Skrevet af barcano den 12 marts 2019 kl. 20:08

Som det nok er gået op for nogen, så har jeg ikke udgivet nogle anmelder, eller noget generelt indhold i næsten to uger. Det kommer sig af at jeg var i gang med nogle projekter, deri et par albums som jeg var klar på at offentliggøre nogen anmeldelser af. Det faldt dog sammen med at jeg havde en studierejse til London som forhindrede mig i at få dem skrevet færdigt og udgivet. Så i stedet for at komme tilbage og præsentere nogle anmeldelser af albums som både er blevet for "gamle" til at anmelde som nye udgivelser, men også fordi de ikke sagde mig synderlig meget. Og motivationen for at skrive anmeldelser af dem nu er derfor ikke rigtigt til stede. Derfor har jeg i stedet valgt lige at udgive denne her liste indtil jeg får gået i gang med nogle nye albums som jeg snarest muligt vil anmelde. Det gør jeg af flere årsager. Udover at det i år er 20 år siden at bandet udgav deres debutalbum, så er det også i år at de angiveligt skulle udkomme med deres nye plade i år. Fem år efter deres sidste output. Og til sidst har jeg den forståelse at en god portion af sidens brugere respekterer, lytter til og generelt er fans af denne gruppe. Det skal dog siges, som det nok også går op for jer som i læser listen, men jeg er ikke selv synderlig stor fan af gruppen. Så derfor tænke jeg, at det ville være et godt sted at starte, indtil vi ses igen i kommende opslag.


5. Slipknot (1999)

Ved toppens bund finder vi bandets første store rigtige udgivelse (på trods af deres tidligere demo Mate.Feed.Kill.Repeat som bandmedlemmerne selv er i tvivl om kan kvalificeres som deres første plade). En udgivelse som helt klart ikke efterlader et sådant aftryk som ens debutalbum gerne burde. Uanset godt eller dårligt. I stedet føltes hele albummet bare sygt. Og ikke sygt, som bandet gennem intronummeret "742617000027"'s eneste linje "the whole thing, I think is sick", gerne vil fremstilles. Det virker hverken forstyrret eller nok nærmere psykotisk. Men derimod forkølet og forstoppet. Lunkent, svedigt og kvalmt. Selvom bandet når egentlige artistisk definerende højdepunkter på pladen i singlenummeret "Wait and Bleed" som ganske elegant blander melodiske "hooks" med burstrappende skrig og growls. Dertil følger åben og ren produktion rent volumemæssigt, men fedtede guitarlinjer som bliver smurt udover mixet. I en dejlig blanding af musikalske ideer som både er forældet og utidigt effektivt og ørehængende. Men desværre falder det meste af albummet tilbage i en akavet blanding af vokaler der akavet skifter mellem overartikulerede growls som samtidig prøver at være rene, og meget svage rapforsøg, her kommer sangen "Spit it out" klart frem i hukommelsen. Dertil er der irriterende to-strengs riffs og monotont brug af slapbas. Alt sammen faktorer som tydeligt illustrerer hvordan genren Nu-metal som Slipknot var med til at etablere, døde ud og er næsten urepræsenteret i den moderne metalscene. Af meget tydelige årsager.


4. All Hope is Gone (2008)

Som stik modsætning er gruppens fjerde udgivelse helt igennem basisk og ikke i nærheden af stødende. Ret humoristisk taget i betragtning af bandets generelle visuelle udtryk (med deres masker og kedeldragter). Det er også metalorkesteret eneste album som ikke har nogen spor af deres originale Nu-metal lyd. I stedet for er der tale om en klassisk metalplade med alt hvad det indebærer. Men som placeringen indikerer, en meget gennemsnitlig, på grænsen til et undervældende et af slagsen. Albummet starter i hvert fald i den svage ende med uinteressante groove-metal numre som tydeligt indikerer at det langt fra er gruppens force. Det er først da man efter 10 minutter når pladens fjerde nummer "Psychosocial". En eminent blanding af simple men hårdtpumpende vers og ultra ørehængende omkvæd, som lige har tilpas nok kant i frontmanden Corey Taylors vokalpræstation til at det forbliver energifuldt.
Og til sidst i nummeret er der en bro hvor guitarerne og trommer smider stabile takter ud ad vinduet og efterlader en perplekst imens man "headbanger" til en uimodståelig adrenalinpræstation som er gået hen og blevet en moderne klassiker i metalgenren.
Dernæst følger sangen "Dead Memories" som egentlig er en ganske udmærket blanding af teenageangst og gedigent ørehængende heavy metal ballade som sender tankerne over på Metallicas "Enter Sandman". Udover disse numre, så falder meget af pladen sammen. Ja der er nogle tydelige inspirationer fra thrashmetal og dødsmetal i sangen "Gehenna", og sangen "Snufft" som egentlig bare er en powerpallade af alle ting (specielt på en Slipknot plade). Men i begge tilfælde bliver det for meget og virker bare anmassende. Specielt "Snuff" virker som et for stort kvantespring for gruppen som uanset intention bare ikke er synderligt tilfredsstillende. Hverken musikalsk eller emotionelt.


3. Vol. 3: (The Subliminal Verse) (2004)

Ironisk nok kan dette album beskrives som de akavede elementer fra "Slipknot" sammen med de overanstrengende elementer fra "All Hope is Gone" til at lave noget der alligevel er bedre end den opskrift burde tillade den at være. Allerede fra starten af indikerer de at de her har noget mere at byde på, bare ud fra intronummeret. I stedet for at være komplet ubrugeligt fyld, der kun består af udefinerbare ambients og guitarhyl, så leverer "Prelude 3.0" en langsomt opbyggende omgang som egentlig blander høj energi og dødsmetaltrommer med instrumentale harmonier som bliver kaster til højre og venstre som var der ingen dag i morgen, som alt i alt giver mere end det tager. Den høje energi bliver i hvert fald båret stærkt af frontmand Corey Taylors uimodståelige karisma. På trods af manglende instrumentale udviklinger. Det er egentlig først i "Duality" at Slipknot vender tilbage til den instrumentale og vokale sammenblanding som gjorde dem så kendte til at starte med. På trods af at der som noget nyt hverken er vulgært sprogbrug og bliver gjort brug af en melodisk tale/hviske teknik som de til dags dato ikke har brugt igen, så er der meget genkendeligt at holde fast i. de ørehængende pophooks er stadig bevaret, og er bakket op af konstant buldrende stortrommer. Selvom tromme mønsteret godt kan blive lidt ensformigt.
Andre nævneværdige numre er "Circle", som nok er bandets bedste eksempel på en "ballade" (selvom det ikke siger særlig meget). Slipknot gør virkelig ikke det sentimentale godt.
Når det så er sagt, så er dynamikken mellem Vermillion del 1 og 2 egentlig udmærket. Ideen med samme akkorder og kompositioner men forskellige instrumenter for at udtrykke forskellige følelser, er trods sin simpelhed intet mindre end genial.
Nummeret "Before I Forget" skal dog også lige nå at blive nævnt i svinget. Denne grammy-vinder er en diskutabel lille satan. Ja teksten og de enkelte guitarriffs er simple og barnlige, men så langt som pop-metal numre som det her og "Duality" går, så skal man nok hive frem i "Toxicity" albummet hvis man skulle finde noget af bedre kvalitet i denne her periode.

Posthumous Humiliation - Albumanmeldelse

Posthumous Humiliation - Albumanmeldelse

Skrevet af barcano den 1 marts 2019 kl. 19:56
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

Kunstner: Pissgrave
Album: Posthumous Humiliation
Udgivelsesdato: 1. marts 2019
Genre: Deathmetal, doom-metal og goregrind
Sangantal: 9
Længde: 43:00


Selvom jeg inderligt beklager det overstående albumcover som du har været nødt til at kigge på for at kunne læse min anmeldelse, så kan jeg ikke samtidig lade være med at tænke på at det er en god smagsafstemning. Det kommer nok ikke bag på nogen hvis man bortser pladeforsiden men i stedet bare læser bandnavnet og smager på det et par gange. Pissgrave. Det er i hvert fald ikke nogen rar oplevelse der venter en hvis man giver sig i kast med det. Men hvis man har ørene, og maven for det, så er dette mærkværdigt nok en oplevelse som jeg helst ville have været foruden, og dog ikke har kunne forlade mig. Misforstå mig ikke, der er intet nydeligt, præsentabelt eller sågar ikke noget sonisk tilfredsstillende over dette projekt. Selvom det ikke er målet heller. Det er også det som giver dette album en god portion af noget anerkendelsesværdigt. Det er ikke bare en masse larm gemt under stemplet at være en dødsmetalplade. Det er en dissektion af gustenhed, råddenskab og forfald i musikalsk form. Stort set hele produktionen virker fremmalet i et vådt, koldt og ildelugtende kloakrør. Med nedstemte guitarer hvis resonans varer næsten en evighed efter hvert strengeslag. Trommer der konstant flår i dine ører og en vokal som jeg stadig ikke formår at identificere som værende menneskelig. De lyde han fremmaner kommer ikke bare fra halsen, men har bevæget sig helt ned igennem brystet på ham og ligger sammen med de andre indvolde i bunden af maven. Det kan virke svært at beskrive det som musikalsk tortur når man hvert halve minut bliver frontalt angrebet af indtryk som modarbejder alt man sammenligner med musik. Det er en konstant uhyrlighed som efter albummets nærmest ulidelige tre kvarter, har efterladt et stort emotionelt hulrum i én. Et metaforisk hul som nok alligevel ville betyde at bandet ville flå dig op levende, og højst sandsynligt genitalt penetrere hullet, hvis vi skal blive i bandets udtryk. Det skal dog ikke kun lyde som om at der ikke er andet tilstede end auditiv lemlæstelse. På pladens titelnummer er der endda nogle strengharmonier der går frem og tilbage mellem bassen og guitaren. Men også nogle riffs som egentlig er ganske ørehængende da de indeholder toneskift til højere frekvenser. Og i outroen er skiftet fra dobbelt til enkelt bastromme også med til at tilføje noget musikalsk finesse som skinner igennem, på et album der mildest talt lyder som instrumental aflivning. Selv sådan nogle små ting som at lade alt lyden fade helt ud i et par sekunder i sangen "Emaciated" omkring 3-minuts mærket for så at lade en eksplosiv lydbølge smelte alle instrumenterne sammen i en endnu højere volumen (hvis det overhovedet er muligt), er med til at tilføje noget variation. Selvom det ærlig talt virker som at hylde, at man bliver flået af forskellige redskaber i en eller andens torturkælder. Det eneste tilfælde hvor der bryder noget adspredende og adskillende i sand form frem, er en sektion i sangen "Celebratory Defilement" hvor der i sangens første solo bliver klargjort en masse rum omkring guitaren i mikset, og sådan set hele lydbilledet i slutnummeret "Rusted Wind" som har klar 80'er thrash inspiration. Med sine nedstemte powerchords og harmonerende trommespil.

Der er i hvert fald ingen tvivl om at det her er et ulækkert, makabert og frastødende album. Som alligevel er stærkt tiltrækkende, da det står meget klart at det er pointen. Og i et stigende hav af teknisk, melodisk og progressivt dødsmetal som er væltet ud af Sverige, Finland og Polen de sidste par år, er det rart at der kan dukke nogen lys frem på en genrehimmel som plejede at være defineret af Cannibal Corpse og Cryptopsy. Selvom Pissgrave nok hellere ville brænde mig levende med det lys imens de urinerer udover mig.


Karakter: +

Distance over Time - Albumanmeldelse

Distance over Time - Albumanmeldelse

Skrevet af barcano den 27 februar 2019 kl. 18:21
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

Kunstner: Dream Theater
Album: Distance over Time
Udgivelsesdato: 22. februar 2019
Genre: Progressive metal
Sangantal: 10
Længde: 61:00


Her er det. Det 14. album fra et metalband med ikonisk status, som har leveret musik i mere end 30 år. Derudover er dette også deres eneste album på under en time (hvis man hentyder til standardversionen. Det er dog "bonus-track" udgaven jeg har lyttet til, som jeg også vil bearbejde i denne anmeldelse) og kun det tredje af deres albums som ikke har nogen numre på over 10 minutter. Når det så er sagt, så er det også et band som jeg aldrig har haft noget forhold til udover at jeg har moderat nydt sange hist og her som jeg har lyttet til. Derfor så jeg dette som en mulighed for at kunne sætte mig ind i bandet og få oplevet hvad de har at byde på. Et valg som jeg ikke fortryder, men heller ikke er synderligt glad for.

Så taget i betragtning af at jeg er rimelig lunken på dette album, så tænker jeg at det bare er smartest at tage dette album fra begyndelsen. Selve albummet begynder ellers rimeligt udmærket med sangen "Untethered Angel" som i introen har en meget trykkende og spændende atmosfære med blandingen af ekko effekter i produktionen som virkelig styrker keyboardakkorderne, efterfulgt af en varm akustisk guitar. Dernæst følger hvad der bedst kan beskrives som en "uncanny" Disturbed wannabe. Med sin hysteriske guitartone som udover at være knasende også klipper, og et hårdt bastrommeslag på fjerde takt som næsten springer mikset. Dertil følger også frontmanden James LaBries småklynkende og overproducerede stemme, som virkelig tester ens nerver. Alligevel hiver sangen sig tættere på land ved hjælp af en stærk guitarsolo som bløder ud i en hård og nedtonet guitarriff i outroen. Et energiniveau som heldigvis fortsættes sammen med noget dejlig tykt "finger picking" på guitaren i sangen "Paralyzed" og klassisk 80'er thrash segmenter i det efterfølgende nummer "Fall into the light". Et nummer som i modsætning til resten af albummet formår at inkludere en masse forskellige genrer og teknikker, formuleret i en længere spilletid, på lidt over syv minutter, og alligevel aldrig miste momentum eller interesse. Lige fra stille akustiske guitarer efter soloen til rent blær soloer som er fyldt med power-chords og hårdtslående trommer med et kæmope rum rundt omkring dem i produktionen. Samtidig med at James' overspillede vokaler rent faktisk giver en nostalgisk og ørehængende følelse, i meget stil med hvordan bandet Ghost gør. Selvom vokalerne på resten af albummet oftest skuffer, da det enten er overproduceret, falskt, druknet i mikset eller bare for svagt til det musikalske udtryk som resten af instrumenterne prøver at formulere. Men også rent instrumentalt slår albummet bremserne kraftigt i med numre som "Bastool warrior", "Room 137" og "Out of reach" som virkelig ødelægger albummets samlede tempo og samhørighed. De eneste ting der er værd at nævne i de sange er at LaBries lyder som en fordrukken kopi af James Hetfield i hans artikulation af "running out of time" i omkvædet, og at hele "Out of reach" bare er en akavet ballade hvis lyd virker til at være en sammenblanding af gutarriffs fra Guns n Roses b-materiale ca. 2 minutter inde i sangen og et omkvæd der kopierer melodierne i "Tale As Old As Time" fra Skønheden og udyret, men med inkluderede guitarer. Nu lyder det måske som om at jeg lyder til at afsky albummet meget mere end hvad der egentlig er tilfældet. For ja, der er ingen tvivl om at de her gutter er meget musikalsk dygtige. Men teknikalitet er ikke direkte lig med et unikt og vellykket musikalsk udtryk. Et eminent eksempel på dette, er et af albummets generelt bedste numre, "At Wit's end". Nummeret kan bedst beskrives som en speed konkurrence i det meste af nummerets fulde længde, men det bryder dog engang imellem op i disse smukke pianodrevne sektioner og stilistiske genreskift hvor det nogle gange lyder som om at du hører et hård-rockband fra 70'erne. Men det er også her at et af albummets svage sider bryder frem. Pladen har en tendens til at have en masse stilskift som mest af alt føltes tilfældigt smidt sammen, som resulterer i de her numre som føltes som om at de kører i tomgang i op imod ti minutter. Hvilket klart gør det svære at overveje at høre albummet for enden til anden da der på trods af en relativt kort spillelængde, i hvert fald sammenlignet med deres tidligere projekter, så sker der for lidt på for meget tid. Så der opstår hvad der føles som en masse spildtid. Også er der steder hvor det virker sonisk frastødende.
Når de vælger at lave guitar arpeggioer i en riff som i forvejen er i takten 5/6, så ødelægger det alt form for musikalsk flow, og indlevelse som man må gå ud fra de sigtede efter. Specielt når riffen er så hårdt oplagt til "headbanging" som den er. Bonusnummeret, "Viper king", tilføjer heller ikke noget synderligt specielt til albummet som helhed og virker meget basisk. I hvert fald inde for rammerne af "klassisk" progressive metal (selvom det udtryk er modsigende med selve meningen af progressiv).

Alt i alt er det et meget ustødende og tilbageholdende album. Det er langt fra dårligt, men det er heller ikke noget der rigtig virkede for mig, på nogen bredde- eller længdegrader. Hvis man i forvejen er fan af bandet, eller syntes de virker interessant og gerne vil dykke ned i deres musik. Så er dette da klart et album jeg kan anbefale. Og det er slet ikke fordi at jeg vil tage nogens glæde ved at lytte til dette album fra dem. Men der skal helt klart mere til hvis jeg skal "hookes". På trods af det vil jeg stadig holde et vågent øje med fremtidige udgivelser fra bandet. For jeg ville lyve hvis jeg sagde at der ikke var en ting eller to som jeg virkelig elsker af det de har at byde på.


Karakter: =

Haverd Dropout - Albumanmeldelse

Haverd Dropout - Albumanmeldelse

Skrevet af barcano den 25 februar 2019 kl. 18:17
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Kunstner: Lil Pump
Album: Haverd Dropout
Udgivelsesdato: 22. februar 2019
Genre: Hiphop, trap og soundcloud rap
Sangantal: 16
Længde: 40:21


Oh boy, hvor kan man overhovedet begynde? Det er det andet album fra amerikanske rapper, kulturikon og levende meme, Lil Pump. En rapper som uden tvivl har efterladt et mærke på ikke kun Hiphop, men popkulturen i alt almindelighed. Hans lyrik, udseende og generelle excentriske personlighed som alt sammen virker som en ekstremt, nærmest parodisk af lignende flamboyante og pralende rappere. F eks Hopsin, Esotaric, Nas osv. Alt sammen faktorer som har gjort ham til en figur som er ligeså hyldet som han er hadet. Ofte for de samme grunde. Et faktum som ikke kun blev gjort stærkere ved udgivelsen af hans selvkaldte album fra 2017. Et album som udover fremtrædende numre som "D Rose", "Boss" og "Gucci Gang" havde ganske lidt at byde på. Det er dog heller ingen overraskelse af disse sange og derudover "Molly" og "Crazy" alle sammen er singler. Lil Pump er uden tvivl en kunstner der ikke kun er defineret men også en person som viser sine bedste sider ud fra sine singler og ikke sine albums. Derfor var jeg ganske spændt på dette album da de opløbende singler til albummet hører til noget af det bedste materiale han har leveret. I alt sin tåkrummende fluff formåede numre som "Drug Addicts" og "Esskeetit" at fange min interesse. En interesse der også
generelt holdte igennem hele albummet.

Ens forventninger bliver i hvert fald afstemt allerede på pladens første nummer "Drop out". Selvom nummeret har et meget simpelt og yderst komprimeret beat som giver et meget lavt og svagt indtryk, så er Pumps charme og udefinerbare selvironi utroligt smittende. Dårligt bliver det dog hurtigt i det efterfølgende nummer "Nu Uh" som egentlig har et godt bass beat, på trods af at samplet i sig selv er utroligt kort og kører derfor hurtigt og meget i ring, så er sangens stik i hjertet, eller skulle nok mere have sagt i øret, det gennemtrængende og yderst skingre hyl, som mest af alt lyder som ringetonen fra en gammel Nokia telefon, skruet op på et decibel niveau som springer trommehinder. Bagefter ankommer intet mindre end en af de bedste dårlige sange i nyere tid. Med sangen "I Love It" som har ingen anden end raplegenden Kanye West som gæstestjerne, når albummet en kvalmende B-niveau status pga. en basisk sexrap sang, fulgt af en ligeså absurd musikvideo hvor Lil Pump og Yeezus ham selv danser rundt i Roblox kostumer. Det er i hvert fald ligeså absurd som det er tåbeligt teatralsk og overdrevet. Med det skal det også nævnes dette albums overraskende lange liste af gæstestjerner som rummer: Smokepurpp, Offset, Lil Uzi Vert, Lil Wayne, YG, 2 Chainz og førnævnte Kanye West. Alle sammen kunstnere som hver for sig har en del at byde på, men virker til ikke at være blevet bragt ind i dette projekt af nogen anden grund end at det vil tilføje til et i forvejen kompromisløst dumt album. Og det gør det skam også for fuld hammer. Alt sammen gjort lige serøst nok til at linjer fra sangen "Fasho Fasho" der handler om hvordan han kommer ind i alle kvinder han er sammen med men han stadig forlader kvinder hvis de kører i en Mercedes, virker langt mere komiske og intentionelle end hvad man skulle tro. På trods af dette, så virker Pump på dette album stadig nogle musikalske indspark som gør at et lidt for fyldt album, med 16 numre på lidt over 40 minutter (hvilket nok alle syntes er for meget Pump), langt mere varieret og lettilgængeligt. Dette er for eksempel i sangen "Drug Addicts" hvor der midt i alt kaosset er et godt sammenspil mellem hans flow og klaver harmonier. Eller ørehængende pianomelodier som får tilføjet baseffekter for at give noget ekstra kant i slutnummeret "Who Dat". Selv i sangen "Esskeetit" hvor han ved 1:40 mærket leverer et overraskende imponerende flow som konstant stiger i tempo, tilføjer han noget egentligt talent som man kan rose ham for.
Der er ingen tvivl om at dette album er en meget besværlig størrelse. For ligeså sjovt og letsindigt det er, er det grundlæggende frustrerende i sin simpelhed. Men som det er lige nu, så har jeg ikke fået nok af Lil Pumps finurligheder. De er i hvert fald langt bedre i anden omgang. Ønsket går dog stadig på en klar forbedring i fremtiden.

Karakter: +