Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國 / Indonesia / Polski
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Song Suggestion Tuesday

Song Suggestion Tuesday

Skrevet af barcano den 6 november 2018 kl. 19:13
Tagget som: Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Fallen - Volbeat

Guitartonen i introen og igennem hele sangen for den sags skyld er egentlig ganske god, men der er sket noget i mixingen der gør at guitaren klikker i de første ti sekunder når den står alene. Det giver en lidt mærkelig distraktion. Beslutningen om at lade bassen flyde ind i guitaren irriterer mig også lidt, ikke at det kun er dårligt får de giver de to guitarer noget mere fylde hvilket ikke er til at klage over. For selvom der måske mangler lidt på bassfronten så giver de større guitarer stadig et godt slag fra sig i sangens simple men alligevel effektive og ørehængende akkorder og riffs. Der er også nogle meget fede kontrapunktiske relationer mellem guitarerne og trommernes high-hats og stortrommer. Og at der er blevet puttet mindre rum på frontmand Michael Poulsens', "specielle stemme lad os bare sige sådan, gør også at hans stemme rent sonisk også tilføjer en masse energi til en sang og tekst som alt i alt virker meget let trods at den er meget personlig og også ret sød. Klart en af gruppens bedste outputs som jeg alt i alt virkelig nyder hvis man tager det for hvad det er.

Karakter: +


Bleed - Meshuggah

Ultra brutalt. Lad os bare sige det sådan. Ikke at det er en dårlig ting. Fordi selvom det sjældent er den type musik jeg aktivt går ud og prøver at finde og opdrive, så fungerer det skam her. Specielt hvad vokalerne angår, det ville ikke fungere uden growls eller lignende voldsomme typer vokaler. Som det plejer at gælde for Meshuggah så har de nogle fede rytmer og godt styr på deres polymetre. Med trommerne som det mest åbenlyse, og også meget passende med sangens titel når det nok er hvordan dine kalvemuskler vil reagere hvis du skal spille den. Sangen er måske også lidt mere repetetiv end hvad jeg kunne tænke mig, sangen forlader aldrig den trommerytme som sangen starter med. Og selvom den er ganske effektiv i at få dig til at få seriøse headbanging abstinenser, så bliver det lidt for meget med det syv minutter i træk. Så ikke fordi at det er en dårlig sang på nogen måde, men jeg har bare svært ved at forestille mig høre den fra ende til anden igen.

Karakter: =


Call of Ktulu (S&M version) - Metallica

Jeg har valgt denne version, ikke kun fordi jeg allerede har snakket om originalversionen i min anmeldelse af "Right the Lightning", men også fordi det her for mig klart er den definitive version. Allerede i de første 30 sekunder har vi at gøre med en af de smukkeste stemninger på en akustisk guitar jeg har hørt længe. Og de opbakkende arppegioer er ligeså fantastiske. Og efter den intro begynder en dynamik med orkesteret som ikke stopper før sangen slutter. Plus fordelingen af Metallica og orkesteret i mixet er fantastisk, konstant skiftende så de altid komplimenterer hinanden. Og meget kan man sige om Lars Ulrich, men hans præstation og produktionen på hans trommer i det her nummer er intet mindre end gedigent.
Det eneste af små pletter jeg umiddelbart kan find er guitaren som bliver lidt for skinger og lidt for mudret omkring fem minutters punktet. Men bagefter er det fulgt op med den ene smukke tonebevægelse til den anden. Og som om at sangen ikke kunne blive mere episk, hvilket er et ord jeg oftest krummer tæer ved, men virkelig passende i dette tilfælde, så slutter den af med en af de største og mest dynamiske outroer som flyder perfekt ind i "Master of Puppets" som er den næste sang på S&M. Et sandt mesterværk som man skulle unde sig selv hvis man har ti minutter fri.

Karakter: +++


All out life - Slipknot

Før jeg begynder, skal det lige siges at jeg ikke er en særlig stor Slipknot fan. Bevares jeg afskyer dem ikke, men de har aldrig sagt mig noget og for det meste syntes jeg at deres musik er lidt for forældet og med en alt for anmassende attitude i forhold til at de virker opstoppede og små barnlige halvdelen af tiden. Men det skal forhåbentlig ikke afholde mig fra at vurdere deres nyeste single, fra deres snarlige sjette album, så retfærdigt som muligt. Og for at starte så var jeg egentlig ganske underholdt af deres nyeste nummer selvom det nok alt i alt minder en del om deres andre store singler, med meget af det som lyder som en direkte efterfølger til mange af numrene fra deres sidste album. Og hvis det måske er tilfældet af det her måske nok bare er et nummer der blev valgt fra da de skrev deres femte album, så giver det lidt mere mening. For rent produktionsmæssigt så nogle dele af sangen klart haltende. Specielt trommer lider under meget lav og svag mixing som ikke gavner sangen når de insisterer på at anvende så meget perkussion hvor det rammer deres anvendelse af "blast beats" hårdest. Når jeg nu har nævnt min moderate begejstring for nummeret, så skal det også sige at det også bringer med sig en masse af Slipknots klicheer. På godt og ondt. Med sangens bro eller mellem passage hvor forsangeren Corey Taylor bruger en melodisk talende stil som mest af alt er tåkrummende. Og det der gør det endnu værre er at det er meningen at det skal være denne her meget motiverende og stærke vokalpassage men det er mest af alt bare meget kluntet. Men ellers så er guitararbejdet ganske stærkt med en meget grumset og brusket guitartone som virkelig giver noget kant. Sangen er også dejlig simpel i sin struktur og fremstilling men er stadig hård, kontant og bevægende som Slipknot mest af alt burde være. Simpelt, råt og egenrådig.

Karakter: =

Facebook
TwitterReddit
Metallica: From worst to best Part 1

Metallica: From worst to best Part 1

Skrevet af barcano den 31 oktober 2018 kl. 16:45
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

Det siges at musik er verdens universale sprog. Om det passer ved jeg ikke. Og det er som sådan heller ikke hvad jeg har tænkt mig at finde ud af. Men en ting er sikkert, hvis der med universalt sprog menes at der er noget primært, noget bestandigt i det at til. Jeg ved i hvert fald at det er tilfældet med mig. Musik har alle dage spillet en utrolig rolle for mig. Det ville ikke være en overdrivelse at sige at jeg lytter til minimum to albums hver dag, af forskellig slags. Men en ting er sikkert. Musik er i hvert fald, verdenen for mig. Og har for meget været en outlet, et sprog som har kunne udtrykke og forbinde følelser og sammenhold som intet andet har kunne. Så for mig virker det helt oplagt at starte den nye serie kaldet "From best to worst", af forskellige artister som af en eller årsag har betydning for mig, og gjort sit indtryk på mig, med en af de allerførste bands som jeg stiftede bekendtskab med. Et af de bands som for den største del af mit liv har været blandt mine favoritter uanset hvilken fase og emotionel samt mental tilstand som jeg har været igennem, og samtidig fungeret som en af de største inspirationskilder for mit eget musikalske udtryk. Et band som åbnede min verden for ikke kun en stil som nu er så stor en del af mig, men også gav mig et indblik i musikalsk teori som jeg ikke før havde tænkt på. Så som introduktion til min nye blogserie, og start på min fremtidige fokus på musikrelaterede indhold, præsenterer jeg, "Metallica: From Best to worst". Og selvom det burde være åbenlyst, så er denne liste selvfølgelig fra mit eget synspunkt, så uanset hvor uvidende og kontroversiel man end syntes jeg og min liste er, så vil jeg stadig altid være klar på at samtale, diskutere og måske endda overbevise (eller blive overbevist).
Og fordi Gamereactor har en regel om hvor mange tegn man må bruge pr. blok, har jeg valgt at dele den i to.


10. St. Anger

Spøg til side omkring det bare at nævne dette album. Så har jeg det ganske svært med at få sagt noget om dette album som ikke allerede er blevet sagt. Primært af negative ting. Og taget i betragtning af hvor det er at jeg har placeret dette album så er det nok rimelig tydeligt at det er deres laveste punkt i deres karriere. Og udover selve kvaliteten af albummet så er der selvfølgelig også en masse omkringliggende faktorer der havde betydning for den tilstand albummet blev i. Det faktum at Metallica på det her tidspunkt havde fået deres velfortjente "legendestatus" der lagde op til at de ikke burde kunne gøre noget forkert som måske steg dem lidt til hovedet, og problemerne med James Hetfields afvænningsproblem er alt sammen med til at tydeliggøre hvorfor albummet blev som det blev. Men også bare fra et sonisk perspektiv, dette album er klart deres dårligst producerede. Med samtlige numre som lyder mudret (uden at give en bevidst "garage-æstetik"), overkomprimeret og samtlige instrumenter lige fra Lars' trommer til James' vokaler har alt for meget "rum" og omsluttende larm som virkelig burde være mixet ud. Det er i hvert fald distraheret. Og selv hvis man fiksede mange af de tekniske forhold og problematikker, så ville der langt hen ad vejen kun være noget af komme efter i titelnummeret. Ellers serveres der mest af alt uinspireret og næsten fordummet metalstøj fra et band der fortjener og har lavet meget bedre end det her.


9. Hardwired... to Self-Destruct

Oppustet, rodet og forvirret. Det er nok de ord der beskriver det her album bedst. Selvom produktionen er noget af det bedste bandet har haft, så er deres skrivestil tør og næsten intetsigende. Og som Metallica bringer den intet nyt til bordet. Klart ikke noget jeg vil forbinde med Metallica. Og selv på sine egne ben er det lige omkring en gennemsnitlig metal-plade. Selvom der er nogen gode ideer hist og her og man da godt "bange" hovedet til det engang imellem. Så er det for mig det tydeligste bevis på at de her legender skulle fokusere på at levere fantastiske live-shows, også lade os nyde de værker de har lavet. Uden at skulle få mere. Hvis det bliver så fladt og livløst som det her.


8. Death Magnetic

Med bandets lovede retur til deres thrash-metal rødder, leverede de ganske vist også en af deres mere balancerede udleveringer i nyere tid. Selvom det langt fra er noget af deres bedste, så er det stadig verdener foran St. Anger og har klart mere sjæl og brusk på sig end det ellers rimelig tomme udlægning de gav med Hardwired. Og selvom produktionen på dette album ofte er blevet kritiseret for at være for abressivt og for "larmende", så er det for mig ikke nok til at det ødelægger nogen af numrene, og jeg syntes klart at det giver noget rå energi til tekster og akkorder som måske ikke er helt så komplekse og hårdtslående som deres tidligere materiale. Men samtidig er mange af numrene klart knap så emotionelt bevægende skaller af deres tidligere jeg. Med udgivelsens fjerde nummer "The Day That never Comes" som klarest virker som en svagere version af deres anden ballade "The Unforgiven". Med albummets andet nummer som er en afsluttende del af bandets trilogi af "The Unforgiven" som aldrig har været så effektfuld som bandet tydeligvis troede at den ide var. Generelt så er det her album mest af alt fyldt med sange der minder om knap så gode kopier af tidligere numre, dog uden den kærlighed og finesse der blev puttet i de andre for at gøre dem til hvad de er. Men skal dog alligevel her på falderebet nævne at pladens instrumentale, "Suicide & Redemption" er en af bandets bedste. Hvilket siger en del taget i betragtning af den tårnhøje kvalitet Metallica har for deres instrumentale numre. Så klart ikke et lavpunkt, men mere Metallica i deres autopilot form.


7. & 6. Load/ReLoad

Selv bands så store som Metallica føler pres og behov for at skifte. Ændre deres lyd, og ændre deres stil. Og det må man da også sige at de fik gjort. Med de største genremæssige inspirationskilder til disse to albums, som værende Nu-metal, hård rock og Alternative metal. Med tunge og flydende trommer der ekkoer i lydlandskabet, meget dybe og stemningsfulde vokalharmonier og nogle "slap" bas linjer som får det til at stikke i venstre øjenkrog. Med basskalaerne i sangen "Cure" som bedste (eller værste) eksempel.
Og selvom jeg måske ikke hader de her to albums så meget som mange andre gør: "Fordi de blev sellouts. Og klippede deres hår. Og blev en popgruppe." Så kan jeg stadig forstå noget af den kritik. Specielt med sange som "Mama said" som er en decideret countryballade. Der bliver det skam for kornet og for flødet til mig. Med nogle af de her albums sange som lyder som nedskrevne midtlivskriser. Og ikke gjort smagfuldt eller eftertænksomt, men mere bare arrogant, ængstelig og ekslusivtpromoverende promo-musik. Som fungerer for midaldrende mænd som Linkin Park skulle virke for teenagedrenge. Der er dog sange som "King Nothing" og "Fuel" som stadig den dag i dag kan levere blodpumpende og sveddryppende thrash udlæggelser ligeså vel som deres ældre materiale. Og med sange som "Where the wild things are" viser James Hetfield sig faktisk som en sanger som bærer rundt på meget mere talent rent vokalteknisk end jeg før havde troet. Og hvis man tog alle de bedste sange fra hvert album og smed dem på en disk, så kunne jeg sagtens se mig selv rykke den en tak højere op på min liste. Også fordi at det er stadig et af bandets og industriens generelt bedste eksempler på bands der radikalt ændrer deres lyd.

Facebook
TwitterReddit
Metallica: From worst to best Part 2

Metallica: From worst to best Part 2

Skrevet af barcano den 12 oktober 2018 kl. 19:35
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

Link til del 1:
https://www.gamereactor.dk/blog/barcano/#154393


5. Kill 'Em All

Oh boy... Nu begynder vi på de fem nederste. Undskylder allerede for de tæer som jeg helt klart kommer til at træde over. Hvor skal man overhovedet starte med denne her?
Af positiver kan jeg frembringe bandets udiskuterbare energi og passion som virkelig bløder igennem de her numre. Men hvad de numre angår. Puha. Det er for mange et solidt debutalbum. Og ikke fordi jeg ikke kan se hvad folk mener. Men jeg er bare langt fra enig. Man kan i hvert fald roligt sige at de ikke havde fundet deres lyd endnu. Næsten alle sange lige med undtagelse af deres formidable instrumentale sang "Pulling teeth", er noget der kan give anledning til at træde sine tæer af. Meget uklar og grumset produktion (der dog i det her tilfælde tilføjer noget stemning til albummets generelle udtryk") har svært ved at gemme det faktum at det her var en meget ung gruppe. En gruppe af drenge som ikke helt havde fået styr på sig selv endnu. En trommeslager der ikke kunne spille trommer, til tider grinagtige tekster, en frontvokalist som sang falsk og meget lidt artistisk og musikalsk koordination. Det eneste udover deres energi man kan føle er en masse gode ideer som engang imellem også bliver forløst i numrene, og som vi gud ske tak og lov fik lov at opleve til fulde de efterfølgende år.


4. ...And Justice for All

Det sidste album i Metallicas "perlerække" af rene thrash metalplader i firserne. Og et af de første tegn på at bandet måske var ved at løbe tør for ideer, og et snarligt skift måske var både godt og sundt. Selvom de fleste af albummets numre stadig står frem som solide metal-klassikere, lige fra det hårdtslående adrenalinskud i "Blackened", til den legendariske thrashballade "One" som i løbet af sine syv et halvt minut viser Metallica fra nogen af sine bedste skriveevner. Lige fra tørre og tunge trommer, til mørke tekster og nogle af de mest ikoniske soloer og riffs som ens ører kan opfange.
Men selvom der er mange positiver omkring "... And Justice for All" så er nogle af de største problemer også forbundet til elefanten i rummet. Den tydelige mangel på bas i instrumentlisten har betydet at de var nødt til at tage en masse efterproduktions valg som får mig til at klø mig lidt hårdt i håret. En masse statiske klip i lyden og nogle forstyrrende harmoniske overgange som datidens teknologi ikke så ud til at kunne klare. Det gør også af noget af distortionen flyder ud og fylder for meget i mikset og at lyden generelt ikke har ældet helt så fantastisk. Men stadig alt i alt en af bandets mest solid og gennemførte plader. En sand klassiker og et "must-listen".


3. Master of Puppets

Selvom jeg virkelig godt kan lide det her album, så har jeg ikke så synderlig meget at sige om det. Ikke fordi at jeg er ligeglad med det, men mange af de ting der holder det tilbage hænger sammen med mit nummer et. For selvom de to albums minder utroligt meget om hinanden, så er der en masse små forskellige der holder "Master of puppets" tilbage. Udover at produktionen er lidt for skærende og mudret. Så leverer det stadig fantastiske instrumentale segmenter i "Leper Messiah" og "Orion" og energibomber som "Battery". Til trods for at det føles som om at hver sang i en ellers utroligt stram og veldesignet trackliste lige mangler det sidste der giver den det længst siddende bid. Så har albummet stadig masser af byde på. Og det er også klart det Metallica album som minder mest om et konceptalbum. Primært pga. sangenes lyriske indhold som har en masse sammenhæng. Som krig, manipulation og mentalt helbred. Generelt set et af bandets mest raffinerede plader og en af de mest perfekte thrashmetal albums.


2. Metallica (The Black Album)

Rolig nu! Inden I har gjort jer klar til at offentligt henrette mig for at sætte Det sorte album så tæt på toppen. Så prøv at høre mig ud. Og prøv at forstå hvor jeg kommer fra.
Fordi dette albums succes kommer højst sandsynligt for dets største styrke. Skrivestilen. For hvad pladen mangler i aggressivitet og vrede kompenserer den rigeligt for i gedigent musikhåndværk, der har skabt ikke kun en af de mest tilgængelige men også en af de bedste metalalbums (tør jeg sige det?) nogensinde. Ja det er anderledes for hvad der var før, men det gør det ikke dårligt. Det gør det bare til noget nyt. Specielt når det betyder at man kan mærke at Metallica kan noget mere. De kan omfavne deres tidligere jeg men også vokse lidt mere op og "sofistikere" deres lyd lidt mere. Og deres sangliste her en eminent. Bandet leverer her nogle af de bedste ballader man kan finde, uanset genre, med sange som: "Where ever I may roam", "Nothing else matters" og "The unforgiven". Men også rent tekstmæssigt bringer Metallica trods deres "blødere" lyd, nogen af de mørkeste og mest dystre tekster frem. Med "The God that failed" som et pragteksempel. Her fortæller James Hetfield historien om hans mor som pga. sine fundamentalistiske kristne værdier nægtede at modtage kræftbehandling, og valgte i stedet for at bede. Hvilket resulterede i at James Hetfield måtte vokse op uden en mor. Hvilket gør mange af de her sange hjerteskærende og derved mindeværdige på trods af at bandet her har ofret deres lidt mere "hårde" lyd. Hvilket jeg ikke føler at det her album får helt så meget ros for som det måske burde. Og selv i deres mere "thrasy" sange med "Enter Sandman" som nemmeste sammenligning. Så leverer de stadig nogle ørehængende og ikoniske riffs- og soloer. Og det er ikke kun materialet der er godt, men også produktionen er noget af det bedste metal og musik i det hele taget har været i nærheden af. Men også albummets generelle komposition af numre er også et ofte overset aspekt som alligevel giver en hel del, med hver sang der langsomt men sikkert bygger på den der kom før den. Og jeg kan derfor roligt sige at det er et af bandets bedste.


1. Ride the Lightning

Med den smukke akustiske start på intronummeret "Fight fire with fire" beviser Metallica her at de ikke kun kan meget mere end hvad man måske først troede, men også at de har krav på din opmærksomhed.
Og hvis jeg skulle beskrive hver en del af dette album som jeg finder fænomenalt, så ville jeg aldrig blive færdig, og så ville du ikke kunne sidde og læse det her lige nu. Men alt fra de sublime trommer til den knasende og elektriske stemning af guitarerne er med til at retfærdiggøre titlen. Og måden de har valgt at komponere hver sang på den samme måde som alligevel bringer så meget tilfredsstillende uvished til hvert nummer. Med solide og ikoniske introer (helt ærligt, lyt til "For Whom the Bells Tolls" og fortæl mig at det ikke er noget af det vildeste du nogensinde har hørt) samt outroer som fungerer som sidehoved og sidefod for de fire metalartister til at give dem fri mulighed til at eksperimentere og skifte stil, tone og tempo som de lyster med det fokus, at få dig til at føle en uimodståelig trang til at tromme med fødderne og svinge med håret, uden nogensinde at ofre kunstnerisk snilde, merit og stil. Og alligevel skabe muligheden for at variere deres tidlige lyd så meget med sangen "Fade to Black" som ikke kun er bandets første men også en af deres bedste ballader. Samt nok det bedste instrumentale nummer (sammen med "Voice of the soul" af Death) som jeg har hørt. Utroligt bevægende, på en måde som jeg helst vil lade jer selv oplade. Et sandt musikalsk mesterværk.
Og det hele er bakket op af en stor, rummelig og eksplosiv mixing og produktion som trods sin alder stadig står frem som en af de mest tilfredsstillende soniskteknologiske som man kan opleve. Selvom det på daværende tidspunkt, og stadig til den dag i dag er Danmarks dyrest producerede album, så er hver enkelt krone og øre givet godt ud. For det er mig ingen skam at sige at det her er ikke kun deres strammeste, mest interessante og mest hårdtslående album. Men også deres bedste. Og jeg har hørt det tusind gange før, og jeg vil høre det tusind gange igen.

Facebook
TwitterReddit
Song Suggestion Tuesday

Song Suggestion Tuesday

Skrevet af barcano den 19 juni 2018 kl. 16:51
Tagget som: Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Mockingbird - Af Eminem
Smukt indspillet klaver. Og om der rent faktisk er indspillet instrumentet med tangenter der stiger i volumen til det klipper mikrofonen på sidste taktsalg, eller om de har skuet op for lyden i post, ved jeg ikke. Men det giver en rimelig kraftig effekt der giver illusionen af at man bliver rusket i, i takt med musikken og Eminems ord. Og selvom Eminem som sædvanlig leverer den ene linje efter den anden med tæt på perfekt præcision, så er det hele ikke positivt. Musikkens dissonerende melodi resulterer i at der engang imellem er nogle svupserer hvor ellers gode "bars" bliver afsluttet med forceret rim, uafsluttede metaforer og ordvalg der mest ligner at de er der for at passe til musikken, frem for at passe til tekstens narrativ. Og i en hvilken som helst anden musikalsk stil ville en større henvisning til sangens musikalske udvikling være at fortrække. Men her ender det med at skade mere end det gør gavn. Men når det så er sagt er Eminems "eminente" overgang fra semi-agressive rap til ørehængende og melodiske hooks ikke til at blive træt af. Og selvom det hele ender i en meget bitter sammensmeltning så står dette nummer stadig som en af hans stærkeste, specielt i sin evne til at opbygge og derved påvirke lytteren til at nå et tankestadie der korresponderer med Eminems eget.
Karakter: +

Fire in the hole - Af Five Finger Death Punch
Sonsik tilfredstillende trommeintro. En fed effekt at få trommeslagene til at skifte fra højre til venstre side. Det er helt klart hårdtslående på den rigtige måde. Selvom beslutningen om at skifte rigtige trommer ud med drum-pads ikke hører til hvad jeg ville beskrive som et smart valg. Det passer dog ellers fint til sangen da alle andre aspekter af nummeret, lige fra vokal til guitar er yderst overproduceret. Dog ikke set som et negativ. Også selvom lyrikken og vokalleveringen i klassisk FFDP-stil godt kan blive lidt hen af for meget, så passer det ellers godt til den overraskende inspiration af klassisk power-metal som denne her sang har. Og endnu federe bliver det når man efter en pludselig overgang er smidt ind i et omkvæd der trækker inspiration fra Viking-metal af alle genrer. Helt ærligt så kunne omkvædet godt minde om en mere melodisk version af Amon Amarth. Og endnu tydeligere bliver denne inspiration, når man efter en klart tilfredstillende guitar-solo der igen spiller på samme niveauer som 80'ernes power/arena-rock, bliver præsenteret for en folk-metal lignende vokallevering. Så selvom sangen ikke engang når at skrabe de tre minutter så er der smidt nok fede smage ind fra alle mulige steder fra, at det ikke når at blive kedeligt eller trivielt. En lille stykke sødt der ikke holder tilbage med noget.
Karakter: +

Zombie - Af Bad Wolves
Bare inden man kommer til at tro noget andet. Jeg kan godt lide denne her sang. Men holy cow Batman, den distortion de har lagt på klavret i introen. Ikke en fan. I Mockingbird gav det en atmosfærisk effekt. Her er det ikke kun virkelig distraherende, men egentlig også ubehageligt ved højere lydstyrke. Men når den lille 10-sekunders intro er overstået begynder klaver-melodierne at blive yderst smagfulde. Generelt så er alt lige fra guitar til bas og trommer godt mikset. Guitar og bas-tonen er fyldt med rum og trommerne er i modsætning både knasende og komprimeret nok til at det giver en dejlig kontrast. Vers vokalen er god, men noget ved hans tone og måden han artikulerer hans stemme kan godt give det en lidt for tydeligt bro-metal smag engang imellem. Når det så er sagt er hans præstation i omkvædet klart kompenserende for hans versvokal. Her tillægger han lige akkurat den rete mængde knas til hans stemme til at det både bliver melodisk stimulerende og fylder dig med en agression som denne her slags musik kan. Og som en lille bonus er guitar-soloen heller ikke noget at klage over.
Alt i alt et godt cover som jeg klart fortrækker over den originale. Ikke at det for mit vedkommende siger særlig meget. Bare det at front vokalisten ikke lyder som om at han får den bagfra mens han synger placerer denne her version mil foran den originale.
Karakter: +

Hurt - Af Johnny Cash
Lad mig starte med at sige at jeg først her for nylig fandt ud af at det her var et cover af en Nine inch nails sang. Og jeg har stadig svært ved at tro på det. Med det her nummer har Johnny Cash komplet transformeret det om til sit eget. Og det som det er blevet er et nummer der aldrig stopper med at give mig kuldegysninger. og det kommer 100% procent fra Johnny's egen stemme. Selvom arrangementet omkring ham er godt, så er det hans stemme og den passion og energi som han giver som tager denne her sang fra at være noget godt, til at være noget fantastisk. En stemme der overskrider de små tekniske skavanker som opstår i outroen hvor instrumenterne er mikset lidt ærgerligt sammen så hans stemme klipper ind mellem instrumenterne.
Et lille mesterværk der på minimalistisk vis fortæller en grum og alt for virkelig fortælling om hans sidste tid på denne jord. Må han for evigt hvile i fred med de største legender.
Karakter: ++

Facebook
TwitterReddit
Song Suggestion Tuesday

Song Suggestion Tuesday

Skrevet af barcano den 1 maj 2018 kl. 20:18
Tagget som: Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

I'm Still Here - Af John Rzeznik
Jeg må nok hellere sige at min nyopfundne kærlighed for filmen Skatteplaneten betyder nok at jeg ser denne her sang i et lidt skarpere lys end hvad er nødvendigt, men jeg vil stadigvæk mene at der klart er noget at komme efter, tendensiøst eller ej. Der serveres med denne her sang en klassisk gang grunge-punk fra de tidlige 00'er, ført an af en simpel men blid Goo Goo Dolls frontmand som sammen med en meget sammentrykt akustisk guitar og nogle flade trommer fortæller om en ung mand som bare gerne vil have lov til at løsrive sig fra som sin omgangskreds som bare vil holde ham tilbage. Det er "teenage-angst" og sukkersødt men formår stadig at være så pokkers effektiv, ikke kun fordi den måske vækker den lille rebel i os alle sammen men også fordi der er lagt så meget følelse i hver enkelt akkord og vokallevering. Så jeg vil alligevel våge den påstand at et lyt vil være det værd. Og endnu mere vil jeg anbefale dig at se den film hvorfra filmen tilhører.
Karakter: =

Sober - Af Tool
Trods at dette er en af bandets ældste og derved også simpleste sange er det langt fra negativt, da dettte for mig klart står frem som en af bandets stærkeste numre. Her smider bandet deres karakteristiske brug af mærkelige tidssignaturkombinationer, komplicerede melodier og anden gøgl til side i byte for en mere simpel men også hjerteskærende og dyster fortælling om misbrug. Her lykkedes det med hjælp af en Drop D tunet guitar og stortrommeslag der rammer alle de rigtige steder at lure mig ind i en trance hvor man i selskab med Maynards simple hypnotiserende versvokaler flydende går over i nogle mere hårde og bruske toner i omkvædet. Udover at være en ganske dejlig sang er det også et godt eksempel på hvordan et band som Tool der ellers er bygget op omkring teknisk udfoldelse at de ikke har glemt vigtigheden af at bringe rå menneskelighed ind i musikken og hvilken betydning det har for det endelige udtryk.
Karakter: +

Straight Out The Gate - Af Tech N9ne (feat. Serj Tankian)
Må helt klart meddele at jeg er en fan af T9's raplevering. Og hvis du også er vilde med rappere i stil med Eminem som også lever en noget hårdere og rå levering end man måske ellers er van til, vil T9 højst sandsynligt også være noget for dig. Serj Tankian leverer som sædvanlig en glædelig musikalsk oplevelse med hans ikoniske stemme, selvom jeg ikke er så glad for hvordan de har valgt at producere hans stemme. Det filter de har lagt over får det nogen gange til at lyde lidt for syntetisk. På det instrumentelle plan gøres der også brug af nogle sporadisk placerede men alligevel kalibrerede effekter fra keyboardet. Noget der er med til at give noget ekstra styrke med en bass akkord her og en pedalspark der for at levere en musikalsk side der komplimenterer musikken mere end hvad sædvanligt er. Alt i alt en god sang fra en genre som jeg desværre sjældent gør mig særlig meget i.
Karakter: =

RIP Roach - Af XXXTentacion (feat. $ki Mask The Slump God)
Jammerligt. Det er nok det ord jeg ville bruge for at beskrive denne her sang bedst. I det første halve minut af sangen bliver vi udsat for et sample der kører i loop med kun lyden af en stønnende kvinde til at bryde det op i ny og næ. Dernæst bliver vi præsenteret for selve X's rap. Og hans stemme er så distorted og druknet i diskantløs basseffekt at det ødelægger enhver mulighed for at kunne opstille en ordentlig levering, rim eller flow. Og ikke at det ville være bedre hvis vi kunne høre hans stemme og derved tekster klart. Fordi her serveres lyrik der strækker sig fra barnligt til decideret tåkrummende i sit anmassende forsøg på at være macho. Og det er pga. alle disse komponenter at denne sang er så mindesværdig som den er. Og jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke havde lyst til at lytte til den igen.
Karakter: +

Anbefal mig endelig sange til fremtidige "Song Suggestion Tuesdays" ingen specifikke genrer, kun fantasien sætter grænser.

Facebook
TwitterReddit