Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Anmeldelse: Eminem - Music to Be Murdered By

Anmeldelse: Eminem - Music to Be Murdered By

Skrevet af barcano den 25 januar 2020 kl. 14:38
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Hip-Hop, Rap

Kunstner: Eminem
Album: Music to Be Murdered By
Udgivelsesdato: 17. januar 2020
Genre: Hip hop & horrorcore
Sangantal: 20
Længde: 64:22


Endnu et overraskende album bliver smidt pludselig ud på internettet af ingen anden end raplegenden selv, Mr. Slim Shady, Hr. Marshall, Eminem. Et nummer som han lavede tilbage i 2018 med det lige så brat lancerede album "Kamikaze". Så det er derfor ganske åbenlyst at jeg ikke kunne have nogen forventninger til det album, da jeg selvfølgelig ikke kendte til udgivelsen. Men selv hvis jeg gjorde, ville det ikke være særlig høje forventninger. For det er rimelig tydeligt at de sidste par udgivelser fra Eminem ikke ligefrem har været positive oplevelser. Særligt med 2017's "Revival" nåede vi ikke kun Eminems absolutte lavpunkt for hele hans karriere, men også et af det års værste plader fyldt med nogen af dette årtis værst skrevne og producerede undskyldning for rapmusik. Endnu værre blev det album da han året efter lancerede "Kamikaze" som trods alt var lidt bedre, men alligevel var fyldt med tekster der gjorde det tydeligt at Eminem stadigvæk ikke har forståelse eller respekt for den modtagelse som hans 2017 album retfærdigt fik. Hvilket da også kun gav mig kolde nerver når man tænker på at han ikke engang kan acceptere at folk ikke brød sig om et af hans albums som selv hans mest inkarnerede fans har svært ved at forsvare. Specielt fordi Eminem ikke ligefrem er uvant i stærk og hård kritik.
Så på trods af at han siden "Kamikaze" har leveret det ret så fantastiske disstrack "Killshot" som ganske ærligt kan placeres blandt hans katalogs bedste, samt den mørke single "Darkness" som fungerede som en forløber til albummet som pga. sin behandling af det tema som sangen omhandler yderligere, skabte en masse røre i medierne. Derfor virkede det til at han måske havde haft mulighed til at samle sig lidt imellem albumudgivelserne, og derfor kunne være i stand til at vende tilbage til nogen af de ting der gjorde ham blandt branchens bedste tilbage i 00'erne. Ved første øjekast virker det da også til at han har tænkt sig at rejse lidt tilbage i tiden. Udover at albummet trækker en mere horrorcore inspireret lyd ned over sig (selvom albummet generelt er rimelig ustabil ift. at levere en sammenhængende horrorinspireret oplevelse) så er valget af Dr. Dre som producer og gæsteoptrædener fra rapgruppen Slaughterhouse på slutnummeret "I Will", helt klart med til at give et sådant billede. Specielt når man også inkluderer de ekstremt hurtige flows (særligt på "Godzilla" som har Eminems hurtigste rap i hele sin karriere), grove og brutale linjer samt en mere lejende instrumentation på numre som "Little Engine", så virker det til tider som numre revet lige ud af "The Marshall Matters LP'en".
Det er dog i numre som "Darkness", som på trods af at være et af pladens bedste og noget af Eminems bedste i årevis, der viser en side til pladen som i sidste ende kun gør det værre. For mængden af simple og tomme beats der løber under unødvendigt råbte flows og skabelonskåret sangstrukturer er uden tvivl med til at gøre store dele af albummet til en rimelig intetsigende og tør oplevelse. Hvilket er ord jeg virkelig ikke har lyst til at beskrive et Eminem projekt med. For selvom det klart er et album som er mil bedre end "Revival" og "Kamikaze" så vender han stadig tilbage til mange af sine trættende tendenser. Så selvom der ikke ligefrem er nogen dårlige numre som rammer samme lave niveau som på hans to foregående plader, så er mængden af kedelige sange der virkelig presser en til at trykke på "skip-knappen" stadigvæk lidt for højt.
Det bliver tydeligst på et nummer som "Those Kinda Nights" der ikke kun har en gæsteoptræden fra Ed Sheeran der får en til at klø sig lidt eftertænksomt i hovedbunden som om Eminem ikke har lært noget af sin sidste brøler med Ed ("River" fra "Revival"), men også et af pladens værste omkvæd som er lige så unødvendigt forkortet som det er tåkrummende. For selvom der klart er dele af sangen som man ironisk kan holde af, med en tekst der ligesom hans tidligere karriereår går i lidt for grafiske detaljer om hans knap så succesfulde datingliv, så er der stadig nogen rimmønstre og leveringer som stadig er ganske imponerende. Et andet sted hvor albummet generelt falder lidt sammen, udover den trættende og lidt for ladne tilgang til sangtekster, er i pladens manglende evne til at levere en sammenhængende fortælling, tema eller udtryk. For med LP'ens titel og inklusionen af interludes der indeholder samples fra Alfred Hitchcock, burde det virke ganske åbenlyst hvilken retning han ville tage sin musik i på denne udgivelse, men man sidder desværre tit tilbage med en følelse af forvirring som et kæmpe spørgsmålstegn i Eminems valg af tematik som desværre er for paradoksal igennem hele pladen til at det samlet set giver mening.
Alligevel er der dog øjeblikke igennem albummet som leverer noget ganske velkonstrueret og effektfuldt, på trods af en dårlig linje eller to hist og her. Det inkluderer blandt andet "Darkness" og "I Will", samt store dele af "Stepdad" og "Godzilla". Derudover er der dog også sange som enten er gode nok, eller har en sektion, en vokalmelodi eller et godt beat som gør op for de ellers ret tydelige mangler. Det er desværre bare ikke en stor nok del af albummet som er sådan, til at jeg kan anbefale hele LP'en. Til sidst er "Music to Be Murdered By" dog et lille skridt i den rigtige retning, på trods af at det stadig er ret ærgeligt at se Eminem være forfaldet til den musikalske tilstand som han er i dag.


Karakter: =

Anmeldelse: Poppy - I Disagree

Anmeldelse: Poppy - I Disagree

Skrevet af barcano den 19 januar 2020 kl. 17:51
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik, Noise, Pop-Musik

Kunstner: Poppy
Album: I Disagree
Udgivelsesdato: 10. januar 2020
Genre: Noisepop, industrial metal & electropop
Sangantal: 10
Længde: 35:08


Poppy er en meget unik figur lad os bare sige det sådan. Uanset om vi snakker om hendes onliepersona på Youtube, eller den kunstner hun er blevet til efter nu tre studiealbums, så er der ingen tvivl om at hun helt klart rammer et punkt der er ligeså velkendt som det er pirrende fremmed. Særligt efter hendes 2018 udgivelse "Am I a Girl?", viste hun en side af sig selv som de færreste nok havde gættet på. I sange som "Play Destroy" og "X" levere Poppy musik der hev fra metalgenren af alle steder, med en langt hårdere instrumentation end vi før havde været vant til, på trods af at hun stadig beholdt sine prangende og brogede pigepoptendenser. Det er uden tvivl en meget unik tilgang hun har taget til sin musik, og det giver da også en helt ny forståelse af popmetal da hun arbejder med enorme kontraster i sin musik. Lige fra de tyggegummi søde kawaiitoner også til de øreblødende indsprøjtninger af støj er der alligevel et stærkt musikalsk fokus som helt klart gjorde mig spændt da jeg fandt ud af at hendes nyeste udgivelse, "I Disagree", ville fokusere mere på at arbejde med denne nye blanding. Det starter da også ganske stærkt med intronummeret "Concrete" som ikke kun føltes dejligt frisk i sin konstante vekslen mellem enorme J-pop vokaler i omkvædet og de efterfølgende doom-metal sektioner hvor de nedstemte strenge kun overgås af Poppys skingre skrig, men også placerer sig selv som albummets klareste kronjuvel. Det skaber i hvert fald en god form for spænding når hun flere gange i minuttet hopper imellem glinsende harmonier, eksploderende trommer og en outro der rulles ud med guitarakkorder der lyder som revet ud af et Queen-album. Bagefter trækker Poppy sig lidt tilbage på titelnummeret som med sine simple baslinjer og hviskende vokaler desværre bliver lidt for tilbageholdende, på trods af at både omkvædet og outroen har en smitsom hård kant til sig. Støjniveauet bliver dog klart hævet på "BLOODMONEY" som med sine ustoppelige trommer, maniske levering af omkvædets "Beg for forgiveness from Jesus the Christ" og elektriske guitarsolo klart står frem som et andet højdepunkt. Originaliteten falder dog lidt på nummeret "Anything Like Me", som holder sine Billie Eillish og Marilyn Manson inspirationer lidt for tæt ind på kroppen til at det helt kan få blodet til at køre det hurtigere. Poppys sans for genrekryds bliver kun sat endnu mere på prøve i den eminente "Fill the Crown" som ganske elegant bevæger sig fra den ene modstridende stilart til en anden. Derudover bliver nummeret kun bedre af gæsteoptrædenen fra produceren Chris Greatti som med sin sublime kemi med frøken Poppy leverer et vokalmodspil som kun tilføjer mere karakter til et i forvejen unikt nummer.
Desværre rammer albummet i starten af sin anden halvdel lidt en dødvandssituation, hvor der enten ikke leveres noget nyt eller velkonstrueret som ikke allerede er blevet lavet bedre tidligere på pladen, eller så viser der sig nogen svagheder i sangskriveriet. Lige fra den lidt for bare og glitchy instrumentation i "Nothing I Need" til det kedelige beat i "Sit / Stay" som på trods af at have en ganske tung og stemningsfuld atmosfære alligevel ikke kommer over sin halvkedelige kant, og den trættende "Bite Your Teeth" som ikke rammer helt rigtigt med hverken de bløde powerpopelementer eller de buldrende metalcore sektioner. Så er der ingen tvivl om at det skaber et lidt ærgerligt øjeblik på en plade der i forvejen ikke er ret lang, og ikke helt kan tåle en så omfattende svag sektion.
Til gengæld gøres der næsten helt bod på det i de to afsluttende numre som begge trapper en del ned og leverer to sjælelige ballader. For "Sick of the Suns" tilfælde betyder det en kort omgang hvor der vises så meget musikalsk overskud af der konstant bliver smidt rundt med smukke harmonier til alle sider, uanset om det drejer sig om vokalen eller den legende guitar i baggrunden. Det er dog slutnummeret "Don't Go Outside" som igennem seks minutter står for nogen af albummets klart bedste øjeblikke. Lige fra den lækkert fraseret guitar i introen til den perfekte indarbejdelse af "Fill the Crown", "Concrete" og "I Disagree" i sangens hårdere afslutning, så er der igennem hele sangen et konstant crescendo som med en konstant prog-inspireret udvikling er med til at skabe et nummer som jeg på papiret nok ikke ville have ment kunne fungere.

Generelt formår Poppys nye album nærmest hele tiden at præsentere nye måder at stimulere sin lytter på gennem uforudsigelige rejser gennem et hav af forskellige stilarter. For selvom det ikke rammer lige præcist hver gang, så er det en frisk tur hele vejen igennem, og jeg er kun spændt over hvilken retning Poppy tager sin projekt i næste gang.


Karakter: +

Musik - Benjamin Havs Spice up your life & Dit syge dyr

Musik - Benjamin Havs Spice up your life & Dit syge dyr

Skrevet af barcano den 14 januar 2020 kl. 20:11
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Dansk-musik, Hip-Hop, Musik, Pop-Musik

Kunstner: Benjamin Hav
Album: Spice up your life & Dit syge dyr
Udgivelsesdato: 3. januar 2020 & 10. januar 2020
Genre: Lof-fi hiphop & indiepop
Sangantal: 13 & 13
Længde: 50:55 & 46:50


Det tidligere medlem af Benal-duoen åbnede den danske musikscene op med to udgivelser en uge efter hinanden i et dobbeltalbum der uden tvivl skal stå som Benjamin Havs forsøg på at etablere sig selv som soloartist, og hvad vi så deraf kan forvente. På trods af at han sammen med Albert Wanscher det sidste årti har etableret sig selv som en af Danmarks største kunsterne, hvilket da også bla. har bragt dem i besiddelse af P3 Prisen tilbage i 2017, så står han altså nu på flad jord og skal på ny fremstille et stykke af ham selv som vi ikke før så i Benal. For selvom åbningsnummeret "Spice up your life" godt kunne narre lytterens første indtryk, med sin akustiske guitar som er lige så hurtig som den er fast og blid sammen med steppende synthlinjer der nærmest fungerer som en musikalsk trampolin hvorved Benjamin Havs kan lade sine lyriske ideer og dybe flows hoppe rundt på, så viser resten af albummet dog sin sande side. For selvom sange som "Stjernerne", "Musse" og "Den eneste" uden tvivl leverer den udefinerbare charme og lyriske mærkværdighed som Benjamin Hav altid har præsteret, så er der ingen tvivl om at det er knap så eventyrlystent. Ydermere formår han på store dele af albummet heller ikke at løsrive sig fra den lyd og tilgang til elektronisk pop og hiphop som han gjorde sig selv kendt i sammen med Albert Wanscher. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men det betyder dog at lidt for mange af sangene lyder som bare og minimalistiske kopier af eksisterende Benal-sange, som desværre ikke bærer præg af den samme lækre og sprøde produktion som Albert Wanscher kunne præstere nu når Benjamin Hav står alene. Derudover kan Benjamin Havs sporadiske tekststil også blive lidt for meget på numre, hvor der sker så meget på trods af at han ikke formår at dvæle ved noget længe nok til at det giver mening. Det giver specielt den femminutter lange "Dit hjerte er rent" en lidt for tålmodighedstestende "kvalitet" da det til tider grænser op til forvirret nonsens spredt ud på alt for tørre og udstrakte beats. Selv den mere sjælelige "Nyborg" der fungerer som den første plades afslutning kommer desværre også lidt til at føltes som en underspillet elektronisk ballade der sjældent får pulsen ret højt op.
Bedre bliver det dog tydeligt på det efterfølgende album Dit syge dyr. Det bliver nemlig ikke kun en smule mørkere, men der tilføjes en større mængde energi og sammenhæng, som i sidste ende kun er med til at forbedre Spice up your life som i kontekst får lidt mere kohærens. Det betyder dog ikke at man som lytter helt slipper for Havs poesi som stadig kan være lidt for upræcist, hektisk og manglende på den sproglige finesse som kan findes hos andre rappere der samtidigt behandler de samme emner om ulykkelig kærlighed i den moderne teknologifyldte verden. Noget andet der dog klart er med til at forbedre oplevelsen, er det opfriskende tilskud af melodi som ved inklusionen af sang og mere omfattende instrumentalharmonier gør numrene lidt mere livlige og derved også mere bevægende og indlevende. Rent musikalsk trækkes der også på lidt flere inspirationer som helt klart er med til at gøre albummet lidt mere varieret. Lige fra sangen "Fedterøv" som ganske overraskende tager nogen tips fra klassisk dancehall, eller den længere "Kom bare" som sitrer med ambient atmosfære.
Det hele falder da også stille og roligt på plads i slutnummeret "Ellen" som ganske ligesom åbningsnummeret "Spice up your life" indikerer den musikalske legeevne som Benjamin Hav klart burde hige efter i sin fremtidige solokarriere (særligt efter han i starten af året puttede Benal i dvale på ubestemt tid) da der klart er en del mulighed for at levere noget unikt hvis man bygger videre på det solide fundament som består af en konstant vekslende overgang mellem sang og rap samt blide synthesizere der følger et beroligende beat.
Her på falderebet må jeg sige at det har været lidt svært at vurdere de to udgivelser. For selvom der både er en del godt og lidt skidt, og en masse ind imellem, så har mit fokus dog været på den kamp der ser ud til at Benjamin Havs har haft mellem at fortsætte sin stil fra Benal eller at levere noget unikt der kan knytte noget tiltrængt ømhed til den danske musikscene. For der er helt klart en masse potentiale at arbejde videre på. Og for at citere Benjamin Hav så er "det aldrig for sent at tage fat (Spice up your life".


Karakter: =/+

De bedste album fra 2019

Skrevet af barcano den 30 december 2019 kl. 14:13
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Nu er 2019 ved at nå sin ende, og jeg har derfor kun en liste tilbage at levere inden vi "begynder forfra" i det nye år. Titlen forklarer det egentlig bedst. Så lad os bare komme i gang med at kåre det snart forgangne års bedste studieudgivelser.


15: Pissgrave - Posthumous Humiliation

Vi starter ud i det mørke hjørne med det anden studiealbum fra Amerikas nye darling på den brutale dødsmetalscene, Pissgrave. På mange måder er "Posthumous Humiliation" egentlig bare "Suicide Euphoria" (ufatteligt charmerende navn) version 1.2, da der egentlig kun bliver skåret lidt fra her og der, mixingen er lidt bedre så man ikke når tidspunkter hvor det mest af alt lyder som en instrumentalt suppe hvor alt bare flyder sammen og pladens bedste numre er lidt bedre fordelt på pladen så det føltes mere som en organisk udvikling i stedet for at gøre som de gjorde første gang og havde de bedste sange i den første tredjedel. Når det så er sagt er denne plade relativt simpel, og den når også kun lige sidstepladsen på min liste fordi jeg trods alt stadig har behov for musik der lyder som frådende kloakvand en gang imellem. Hvis du er til det mere ekstreme, så er det her helt klart et lyt værd. Hvis ikke har jeg heldigvis en masse mere tilgængelige musik klar.


14: Slauson Malone - A Quiet Farwell, 2016-2018

Ligesom tilbage ved udgivelsen i April har jeg ikke synderlig meget at sige. Måske ikke andet end at det er årets bedste "collage-album" som helt klart skal høres i sin fulde længde for at få den bedste oplevelse. For med en længde på kun en halv time præsenteres der alligevel en interessant blanding af glitch, undergrunds hiphop og abstrakt indiemusik som helt klart har været et af årets mest givende udgivelser når man prøver at få det hele til at passe sammen.


13: YBN Cordae - The Lost Boy

På en trettendeplads står YBN Cordae med hans debutalbum, som på trods af at være tydeligt farvet af alle hans inspirationer, stadig leverer noget af årets bedste soulrap, der på en og samme tid er ligeså indsigtsfuldt som det er legende. Det er selvfølgelig så kun ekstra prisværdigt at han på pladen blandt andet har gæsteoptrædener fra Pusha T, Meek Mill, Anderson .Paak og mange flere. De har tydeligvis set det samme spirende potentiale i ham som jeg har, for han er efter denne her udgivelse klart værd at følge videre i hans forhåbentligt længerevarende karriere.


12: King Gizzard and The Lizard Wizard - Infest the Rats' Nest

Selvom jeg langt fra var fan af gruppens første udgivelse i 2019, "Fishing For Fishies", så overraskede de mig alligevel i halvårets august med et nyt album som derudover også så gruppen eksperimentere med thrash metal af alle genre. For selvom dette album alligevel er lidt mere akavet og "kitchy" end de fleste andre udgivelser fra thrashmetal konkurrenterne, så leverer Hr. King Gizzard og drengene alligevel en ret underholdende historie om verdens undergang og koloniseringen af Mars, i et solidt stykke stoner-rock som alligevel har en hårdere kant end jeg havde forventet fra gruppen.


11: Health - VOL4. :: SLAVES OF FEAR

Egentlig har jeg et lidt ambivalent forhold til Health's fjerde nye album. Hvilket selvfølgelig lyder mærkeligt når de ligger nummer elleve på min liste. Men det skyldes at deres nye album både er deres bedste men samtidig også mest uinspirerede. Det er deres mest tilgængelige og ørehængende men lyder også som genbrug af den samme ide igennem samtlige numre. Derfor kan det altså koges ned til en bitter indrømmelse af det stadig lyder som noget af det største og mest cinematiske musik der er blevet udgivet hele året. På trods af at det har flere mangler end jeg gerne vil være stolt af at indrømme når det alligevel finder sig en plads på min liste.


10: Hans Phillip - Forevigt

Sjovt nok er mit forhold til Hans Phillips debut nogenlunde af den samme dur. For selvom jeg gik fra at elske hans album da det udkom hvorefter jeg med hver gennemlytning har sænket min begejstring med bare en enkelt grad af gangen, så er der stadig en konstant tiltrækning til albummets minimale gennemgang af ulykkelig kærlighed og angsts påvirkning af et ungt sind. For der er ingen tvivl om at det kommer fra et oprigtigt sted og at det på trods af mange sange der føltes som dødelig tomgang, stadig formår at have en uskyldig melodisk uskyld til sig. Hvilket egentlig nogle gange er alt hvad der skal til. I hvert nok til at lande på en stille tiendeplads.


9: Alex Cameron - Miami Memories

Et album jeg dog ikke holder mig tilbage med at hylde for sin simple fremstilling af Alex Camerons nyeste album. På trods af at man ikke ligefrem kan sige at hver sang rammer plet, så har hele pladen en tydelig "arbejderklasse" charme som er ligeså genkendelig som den er humoristisk i sin behandling af sexarbejde, det at være mand i det moderne vestlige samfund og samtidig prøve at opholde det ansvar det kræver at elske sit stedbarn. Han er i hvert fald en australier der giver udtryk for den skæve oplevelser i tilværelsen som ingen anden.


8: Anderson .Paak - Ventura

Som det nok også kom til udtryk i min liste over bedste sange fra 2019, så er jeg ret stor fan af Anderson .Paak. Særligt efter hans nyeste udgivelse her, er det svært ikke at anerkende at hans blanding af soul og jazz er et dejligt frisk pust til den moderne rapscene. For selvom han langt fra er den første der leverer denne type rap, så gør han det mere charmende og overbevisende end de fleste. Listen af solide gæsteoptrædener og velskrevne linjer er i hvert fald også med til at cementere "Ventura" som et af årets bedste.


7: Lingua Ignota - Caligula

Indtil juli måned troede jeg helt bestemt at Pissgrave ville være det mest brutale og modbydelige jeg ville komme til at høre hele året. Så kom Lingua Ignota dog lige forbi og bragte en skræmmende grad af personlig pinsel med sig i et album der på alt for levende vis fremhæver hvordan voldelige forhold kan skade et menneske.
Hvilket hun eminent gør gennem lange numre der elegant bevæger sig mellem klassisk symfoni instrumentation som langsomt men sikkert udvikler sig til hjerteskærende skrig der langvarigt opstiller et sonisk mentalt nedbrud som får huden på armene til af vende sig på vrangen imens hårene rejser sig til de nærmest løsner grebet i sine sække og falder af. Det er hårdt og det er kynisk i en sådan grad at det er med en tung sten i maven af jeg hver gang sætter mig end for at høre det. For ligesom med et nervepirrende spil eller film, så er det gennem en ubehagelig oplevelse at man samtidig bliver præsenteret for en af de mest bevægende udgivelser i længere tid.


6: Whitechapel - The Valley

Selvom 2019 har været et år med mange gode udgivelser fra stort set alle genre, så betød det ikke at mastonder indefra metalgenren som Tool, Slipknot, Opeth, Korn Killswitch Engage, Of Mice and Men og desværre alt for mange andre ikke levere en meget skuffende og sløv omgang hård musik. Derfor var det både ganske dejligt og særligt skuffende at man ret tidligt på året fik årets bedste metaludgivelse. Som jo så beklageligvis også betød at man resten af året ikke ville få et godt indskud metallarm. Når det så er sagt, så ændrer det ikke på at "The Valley" ikke kun er Whitechapels mest konceptionelle og melodiske men egentlig også bedste album. Hvilket betyder at uanset om man lytter til den brutale "Forgiveness is Weakness" eller den sjælelige "Hickory Creek" så leveres det med de samme lækre tripleguitarer og eksplosive trommer.


5: Denzel Curry - ZUU

Under et år efter at Denzel Curry leverede et af sidste års bedste album i form af "TA13OO", er det derfor ganske imponerende at han endnu engang befinder sig på listen. Det er vel kun endnu et eksempel på mandens ekstreme talent og urokkelige produktivitet. Lige fra monsterhittet "Ricky" til den brutale "BIRDZ", viser Denzel Curry at han ganske elegant kan bevæge sig mellem et hav af forskellige typer rapmusik. Alt sammen med hans karakteristiske sans for melodi og konstant varierende artikulation og flow.


4: Tyler, the creator - IGOR

Jeg har ligeså mange ord at sige of Tylers nyeste album som jeg havde tilbage da jeg anmeldte det (ultra kort) tilbage i maj. Grundlæggende er det Tylers mest sammenhængende og emotionelt nære album på trods af at det samtidigt også er hans mest "mainstream" og let tilgængelige, hvilket desværre er blevet unødvendigt kritiseret. For på "IGOR" illustreres kærlighed eminent gennem funky synthbeats og Tylers sprudledne personlighed. Helt klart giv "IGOR" den opmærksomhed den kræver.


3: Hobo Johnson - The Fall of Hobo Johnson

Til dem af jer som kender Hobo Johnson (hvilket nok er ganske få) så ved I også at forholdet til ham er ganske binært. Enten elsker man ham eller så hader man ham. Og selvom jeg ikke var en kæmpe fan af hans sidste debutalbum, så formår han alligevel at skabe et af årets bedst albums i anden omgang. For selvom hans omdømme og ganske "unikke" personlighed har afskrækket mange, så ændrer det ikke på at der udover ørehængende flows og gode sammenblandinger punk, emo, rap og pomusik stadig er interessante og humoristiske perspektiver på selvværd, sex, kærlighed, uønskede forhold og at finde en mening i livet. Hvilket er noget som kun bliver styrket af Hr. Johnsons ivrige og bramfrie personlighed.


2: Billie Eillish - WHEN WE FALL ASLEEP, WHERE DO WE GO?

Der var mange omfattende musikalske fænomener i 2019, men det er rimelig tydeligt at ingen ramte musikscenens opmærksomhed end den unge Billie Eillish, som med sin debut eksploderede lige ind i flertallet sygeløs. Særligt hjulpet på vej af hendes unikke tilgang til popmusik som er ligeså mørk og minimalistisk som det er ørehængende. Jeg har ikke så meget at sige om hende og hendes album, da tæt på alle i verden og deres kæledyr allerede har nævnt hende i flæng og besluttet om de ser hendes musik som et frisk pust til popmusikken, eller et symptom på at den store popscene ikke har set nogen markant forandring i lang tid. Uanset hvor du står, så ændrer det ikke på at jeg i hvert fald kan se en store fremtid for Billie Eillish efter at hun har leveret så unik en samling af numre som hun har gjort her på sin debut.


1: PUP - Morbid Stuff

Der kan dog kun være en nummer et, og selvom PUP ikke er i nærheden af at være ligeså indflydelsesrige eller genkendelige som frøken Eillish, så leverer de alligevel så utroligt meget på deres tredje og utvivlsomt bedste album. Det er i hvert fald tydeligt at hvis nogen havde fortalt mig for et år siden at der stadig kunne være så utroligt meget mere liv og energi i popunk genren, så ville jeg nok sige at jeg skulle se eller høre det før jeg ville tro på det. Og nu når "Morbid Stuff" er for mig til at se og høre det må jeg nok indrømme at hvem end der kunne have sagt det til mig for et år siden, så ville de have ret. Er du helt gal hvor ville de have haft ret. De canadiske drenge bringer en charme, en energi og en bidende sans for ironi som jeg ikke kunne forestille mig kunne gøres bedre end de gør det her. Hver en sitrende akkord og hver en skreget kritik af hverdagens dræbende tilstand er med til at give mig en konstant smil på læben som ikke er blevet mindre igennem hele året, og det tror jeg heller ikke det bliver lige foreløbig. Mere har jeg ikke at sige, derfor tager PUP førstepladsen, og derfor er der kun tilbage og sige hav et helt fantastisk nytår, også ses vi igen på den anden side af 2020.

Bangerplayliste 2019

Skrevet af barcano den 24 december 2019 kl. 13:03
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Ligesom jeg lavede en liste over dette års dårligste studieudgivelser, har jeg ligeså tænkt mig at lave en liste over de bedste singler fra 2019. Hvorefter min tredje og sidste liste kommer så til at omhandle årets bedste albums. Grundlæggende kommer jeg til at fokusere på enten enkeltstående singler, eller sange som blev udgivet som singler i forbindelse med et studiealbum eller en EP. Derfor vil jeg forsøge ikke at inkludere sange som kun eksisterer i sin albumform, egentlig kun for at indsnævre mængden af kandidater, da det meget hurtigt kunne blive ekstremt uoverskueligt. Derudover vil jeg også kun inkludere en sang/single pr. kunstner for at skabe en mere varieret og mere oplysende liste. Der kan selvfølgelig være en undtagelse hvis en kunstner optræder som gæst på en anden kunstners sang. So, here we go, og rigtig glædelig jul!


15: Kiss The Go-Goat - Ghost

På bunden af min liste finder vi den nyeste udgivelse fra rockgruppen Ghost, som langsomt men sikkert har cementeret sin plads på den moderne rockscene. Særligt efter sidste års album "Prequelle" som ikke kun var blandt sidste års bedste udgivelser, men også var gruppens utvivlsomme kronjuvel. Derfor er det kun overraskende at gruppen igen er på den i 2019, med en satans fræk single som på trods af en lidt fesen refrain til sidst i omkvædet stadig formår at levere en fræk blanding af klassisk rock og synthpop. Den kommer ikke til at overbevise nogen der i forvejen ikke er fans af Ghost meget niche tilgang til rockpop, men for os andre som er faldet pladask for særligt deres seneste udgivelser, er denne sang helt klart et lyt værd.


14: Truth Hurts - Lizzo

Med denne single fra hendes debutalbum viser Lizzo klart at hun er en stemme som skildrer sig ud på den brede popscene. Med sin blanding af klassisk pop, soul og blide trapbeats bringer Lizzo en dejlig grad af sjove og pirrende tiltag til et nummer som mest af alt er en dejlig ørehænger.


13: Psycho - slowthai x Denzel Curry

Selvom det ikke ligefrem er Death Grips, så er der ingen tvivl om at slowthai og Denzel Curry sagtens kan producere noget rap musik som er lige så brutalt i udtryk, flow og artikulation som indpakningen er ru og ufærdigt i mixingen. Det er en relativt simpel sang som stadig er succesfuld i hvad den søger efter at opnå. Det er uden tvivl ikke alles kop te, men hvis man foretrækker sin rapmusik med en lidt hårdere kant, så kan man ikke gå galt i byen med "Psycho".


12: Closed on a Sunday - Kanye West

Der kan ikke herske nogen tvivl om at jeg ikke var en særlig stor fan af Kanye West nyeste album "Jesus is King". Det var i hvert fald ligeså skuffende som det var undertilberedt. Når det så er sagt stod "Closed on a Sunday" dog klart ud fra resten af sangene på albummet. Det er i hvert fald en atmosfærisk og følelsesladet omgang hvor tunge baslinjer og syntharpeggioer skærer igennem og skaber et harmonisk tilfredsstillende nummer, der trods sin lidt grinagtige afslutning stadig skaber et alvorligt udspil som helt klart er din opmærksomhed værd.


11: Come Home (feat. Andre 3000) - Anderson .Paak

Intronummeret fra Anderson .Paaks nye album fungerer rigtig godt som en illustrator for hvorfor Anderson .Paak ikke kun er en kandidat for at have lavet et af 2019's bedste rapalbum, men også hvorfor han er en kommende stjerne indenfor genren. Med sin varmende soulmelodier og buldrende jazztrommer trækker den første halvdel af nummeret dig igennem en sanselig og vigtigst af alt musikalsk sød oplevelse som derefter udvikler sig til et klassisk rapnummer, hvor kvaliteten dog stadig holdes ganske højt takket være gæstemand Andre 3000 som tager over til sidst.


10: Deutschland - Rammstein

Med mængden af store ventede metaludgivelser fra store og elskede kunstnere som endte med at gå hen og være ganske skuffende (host host... Tool anyone), så er det ganske betryggende at vide at Rammstein stadig er i stand til at levere hårdtslående musik. Særligt med hovedsinglen "Deutschland" der blev brugt til at promovere deres nyeste album, hvilket må siges at være lidt af en genistreg, da "Deutschland" med sine tunge vokaler fra Till Lindemann, eksplosive industrielle trommer og elektriske guitarriffs og synthlines har Rammstein formået at skabe et øjeblikkeligt hit som er ligeså melodisk som det er primalt. Så i et ret skuffende metalår står Rammstein dog stadig frem blandt de få som mestre af genren.


9: Unsainted - Slipknot

Når det så er sagt, så kom der alligevel et ret så fantastisk nummer ud af Slipknots ellers rimeligt redundante og egentligt skuffende sjette album. Selvom det album virkede som et miskmask af ufærdige ideer der stak i alle forskellige retninger, så er hovedsinglen "Unsainted" alligevel en dejlig blanding af det gamle og kendte Slipknot også en dejlig mængde innovation. Det enorme kor der dominerer i introen og de efterfølgende omkvæd er i hvert fald et dejligt sidestykke til de klassiske Slipknotvers som er domineret af ustoppelige trommer og Corey Taylors maniske vokalflow, når han altså ikke skifter om til silkeblød baryton i omkvædet. Sangen er uden tvivl ligeså ørehængende som den er hårdtslående, hvilket klart gør op for en omkvædsmelodi som for vokalens vedkommende kommer lidt for tæt på skabelonsskåret popteknik.


8: Take What You Want (feat. Travis Scott & Ozzy Osbourne) - Post Malone

Jeg havde egentlig tænkt mig at give denne plads til "Sunflower" fra samme album. Men da den egentlig blev udgivet i 2018 i anledning af den ret så fantastiske "Spiderman: Into the Spiderverse", så må ottendepladsen jo gå til den næstbedste sang fra Post Malones nyeste album. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at Post Malone fortsætter sin musikalske tendens ved både at skabe nogen af årets bedste og dårligste og mest intetsigende numre som alle sammen befinder sig på det samme album. I det her tilfælde er det så en af de rigtig gode der er tale om. På trods af at Travis Scott ikke leverer noget særligt til sangen så er det uden tvivl kemien mellem Post Malone og Ozzy Osbournes kemi i sammenspillet med nummerets exceptionelle sans for instrumental progression som skaber en af de bedste poprock udgivelser hele året. Det er i hvert fald første gang jeg har hørt en "shreddende" guitarsolo i en popsang i meget, meget lang tid.


7: Do You Doubt Me Traitor - Lingua Ignota

Er det her en af de bedste sange i år? Ja. Er det også noget af det mest ubehagelige jeg har hørt hele året? Også i den grad. Så det er ikke fordi jeg ikke elsker Lingua Ignotas blanding af neoklassisk instrumentalstruktur og dødsmetal skrig, men hendes ekspression af vold og det at være et offer er så hjerteskærende og pint at jeg får kuldegysninger bare ved tanken. Det er ikke en sang, og specielt ikke et album for alle, men det er en musikalsk oplevelse som jeg ikke vil glemme lige foreløbigt. Selvom jeg på lange nætter dog god kunne ønske mig det.


6: Earfquake - Tyler, the creator

I den helt anden ende af spektrummet befinder sangen "Earfquake" sig fra Tyler, the creators fantastiske album "IGOR". Selvom albummet og dets sange generelt bedst nydes i sammenhængende synergi for at få det fulde billede, ændrer det ikke på at Earfquake stadig formår at være årets mest charmerende sang, med sine funky synthakkorder og en legende vokal fra Tyler som vi ikke rigtig har hørt før. Jeg har stort set ikke andet end positivt at sige om sangen og det album den kommer fra.


5: Ricky - Denzel Curry

Ligeså charmende er superhittet "Ricky" fra Denzel Currys lille korte lækkerbisken af et album "ZUU". For hver sang jeg hører fra Denzel Curry bliver jeg kun mere og mere forbløffet af hans talent og grad af variation, hvor "Ricky" helt klart ikke er en undtagelse. Han leverer egentlig et meet simpelt og anstndigt budskab som at være venlige overfor hinanden gennem velkonstruerede linjer og konstant udviklende flow med en god sans for melodisk artikulation. Sangen er definitionen af kort og godt, på sine knap to et halvt minut.


4: Subaru Crosstrek XV - Hobo Johnson

En tendens der er ved at skabe sig i den øvre halvdel af min liste, er vist at små udtryk af charme sikrer sig en solid plads på min liste. En tendens som helt klart kommer til at gælde næste listeplads også. Men i "Subaru Crosstrek XV" giver Hobo Johnson en relaterbar og komisk gennemgang af ønsket om at have bare lidt mere end det man egentlig har. I det her tilfælde så at man hellere vil have en Lamborghini end en Subaru SUV. Hr. Johnsons sans for genkendelig lyrik formuleret gennem en akavet og pinlig sans for humor er klart hans største styrke, på trods af at det også er det kendetegn som de fleste kritikere af ham mest noterer sig ved.


3: Old Town Road (feat. Billy Ray Cyrus) - Lil Nas X

Jeg lovede at reglen/tendensen ville gælde for et til nummer, og det holder jeg sådan set. I det her tilfælde har jeg valgt det ret så formidable remix med Billy Ray Cyrus, men man kan egentlig bare vælge den version man har lyst til, udfaldet bliver immervæk det samme. Lige siden udgivelsen har dette været et musikalsk fænomen som har i snart et halvt år er den sang i musikhistorien som har ligget længst på nummer et. Et ret så mærkværdigt faktum, som dog alligevel er ret nemt at forholde sig til, da sangens blanding af country og traprap er et bedre mix end jeg tror nogen kunne have forestillet sig.


2: Bad Guy - Billie Eilish

Apropos musikalske fænomener som man ikke har kunne været i stand til at undgå hvis man har radio eller internetforbindelse, så har Billie Eilish vist gået sin sejrsgang verden over sammen med sin bror i anledning af hendes debutalbum. Når det så er sagt kan jeg ikke komme udenom at hendes album er fyldt til randen med musikalske højdepunkter der alle sammen tyder på en interessant retning som popmusikken kan bevæge sig i. Så jo, "Bad Guy" er uden tvivl overspillet, men selv hvis man glemmer hvad den repræsenterer rent musikalsk og hvilke muligheder den repræsenterer, så kan jeg ikke komme udenom at det er den sang jeg har haft mest sjov med hele året. Men...


1: Free at last - PUP

Så kom jeg i tanke om PUP's nyeste album da jeg gik igennem de anmeldelser jeg har slynget ud i årets løb. Hvad der så egentlig slog mig, var at jeg lige siden udgivelsen af "Morbid Stuff" tilbage i april ikke har gået ret længe uden at lyttet til i hvert fald de første fire sange fra pladen. Uanset om jeg har været ude og gå, siddet i bus og tog eller været i gang med et bad har jeg lyttet til nogen af de bedste pop-punknumre det her årti har set. Også endda i 2019, som en ret så god afslutning. For blandt dette albums ret så mange "bangers" springer den aggressive og uimodståeligt satiriske "Free at Last" frem. En deprimerende gennemgang af hvad der nok minder mest om teenage-kærlighed formidlet gennem ørehængende melodier og en af de lækrest stemte guitarer jeg har hørt hele året. Hvis du som læser kun vil få en ting ud af denne her liste, så lad det være at "Free at last" og så sandelig også det album det kommer fra, er et lyt værd.