Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Bad Wolves - N.A.T.I.O.N

Bad Wolves - N.A.T.I.O.N

Skrevet af barcano den 31 oktober 2019 kl. 18:02
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

Kunstner: Bad Wolves
Album: N.A.T.I.O.N
Udgivelsesdato: 25. oktober 2019
Genre: Metalcore, groove metal & hard rock
Sangantal: 12
Længde: 42:40


Den nyligt dannede supergruppe Bad Wolves er ude allerede ude med deres andet album. Kun halvandet år efter deres 2018 debut Disobey. De fleste kender dem nok mest pga. deres ganske succesfulde cover af Cranberries' monsterhit "Zombie". Ikke kun fordi det sendte dem direkte ind som nummer 1 på samtlige rock-hitlister og kæmpe radiostationer, men også fordi det ganske ærligt stadig virker som gruppens bedste udgivelse. For selvom deres sidste album ikke ligefrem var dårligt, så var det ligeså sjælløst, tomt og egentlig meget nedsættende og med kæmpe mangel på diskrethed i sin behandling af politiske temaer, som man kunne frygte for et popmetalband der tydeligt følger i Five Finger Death Punch og Breaking Benjamins sko. Et faktum der kun bliver endnu mere tydeligt når man tænker på at kroppen kontrolleres og styres af FFDP's egen rytmeguitarist Zolthan Bathory. Derfor håbede jeg at de med deres nyeste udgivelse her kunne tilbyde noget mere, så de ikke kun kan tilskrives som et "one-hit-wonder", hvis eneste succes under bæltet kun er pga. en sang de ikke engang selv har skrevet. Desværre kan jeg allerede afsløre at de med deres nyeste plade egentlig kun er gået flere tak ned end jeg havde regnet med i ren kvalitet og særligt også i graden af oprigtighed. Det minder mest af alt om en dårlig kopi af Five Finger Death Punch der formår at være ekstra monoton og i komplet mangel på selvironi. Hvilket resulterer i et album der tøffer sig igennem det ene overgjorte og tomme arena-metal nummer efter det andet, i et projekt der formår at være ligeså overfladisk og smagløst som sin albumforside.
Det virker nærmest uforståeligt at man efter kun to plader kan være løbet så hurtigt tør for ideer, men det er i sidste ende tilfældet her. Med N.A.T.I.O.N præsenterer Bad Wolves kliché på kliché i en perlerække af sange der lyder glemt et sted tilbage i starten af sidste årti. Dertil et overdrevent tilskud af overkompenserende maskulinitet hvilket betyder et projekt der ville få Nickelback og Godsmack til at virke som musikalske vidundere. Med grinagtige ballader som "Better Off This Way", "Sober" og "Crying Game" får man et par pinlige momenters adspredelse fra den forældede og særlig uinspireret metalcore der dominerer pladen, hvor de ofte grinagtige tekster ikke kan dække over de kedelige breakdowns og melodiske broer, som er inkluderet uden nogen sans for struktur eller musikalsk sammenspil. Gruppens musikalske "brometal" tendenser bliver virkelig sat på en spids der fremhæver musikkens barnlige simpelhed, når der i modsætning til grupper som Five Finger Death Punch og Avenged Sevenfold, ingen forståelse for melodisk frasering og simpel men kraftfuld struktur er. Hvis man ikke har særlig meget at spille på, så tænkes det at det gælder om at levere fuldt ud på alle fronter for at opretholde noget sonisk værdi. Det er trods alt det der har gjort førnævnte grupper til hvad de er i dag. Det ændrer dog ikke på at Bad Wolves her ydermere også lyder som om de spiller i søvne på kun 50% kapacitet.

Selvom der engang imellem er et snært af potentiale med nogle små men effektive vokale toneskift og eksplosive dobbelt-trommer, så falder det alt sammen hurtigt sammen til et intetsigende og yderst tykhovedet album der virkelig ikke har meget at tilbyde. Det efterlader mig i hvert fald ikke med noget synderligt stort håb for gruppens fremtid da de ikke ligefrem har leveret noget prisværdigt siden deres 2018 "Zombie" cover. De skal i hvert fald til at træde i karakter hvis ikke jeg bare skal blive ved med at lytte til Five Finger Death Punch for mit simple men ørehængende "meat and potatoes metal".


Karakter: --

Kanye West - Jesus Is King

Kanye West - Jesus Is King

Skrevet af barcano den 28 oktober 2019 kl. 16:48
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Hip-Hop, Musik, Gospel

Kunstner: Kanye West
Album: Jesus Is King
Udgivelsesdato: 25. september 2019
Genre: Christian hiphop
Sangantal: 11
Længde: 27:04


Så er han tilbage. Yeezy, Ye, Yandhi, Yeezus eller bare Kanye West er tilbage med sit længeventede niende album. Et album som helt klart er blevet mere ramt af hype og høje forventninger ved at blive "fejlagtigt" annonceret et par gange, for så derefter at blive udskudt. Derfor er det på sin vis også ganske befriende endelig at kunne have hans nyeste album foran sig så man endelig kan få et billede af hvordan den formodet nye Kanye West agerer på et nyt studieprojekt. Hvilket nok ikke er en vurdering jeg skal vente ret længe med at uddybe, da jeg tvivler på at jeg kan sige eller tilføje noget mere til det persona som Kanye West er, som ikke allerede er blevet analyseret og udhulet til døde allerede. For ligeså kommercielt succesfuld han er, så følger der en ligeså stor grad af kontroverser og anspændte forhold med sig. På trods af dette har han dog også igennem sin nu endnu længere karriere, leveret noget af det mest friske og udfordrende materiale indenfor rap og hiphopscenen. Derfor skal jeg også være hurtigt til at komme med min førnævnte vurdering som egentlig er ganske simpel. Kanye leverer ikke synderlig meget nyt på hans nyeste album. Han leverer egentlig ikke synderlig meget generelt på hans nye album.
Det er da også allerede et problem der popper op i intronummeret "Every Hour". Ser man bort for det lidt for snævre mix der presser og fladgør nogen ellers ret høje gospeltoner, så er den manglende struktur (derved også en komplet mangel på crescendo eller harmonisk stigning) helt klart med til at skabe en følelse af denne plade måske skulle have haft et ekstra stykke tid i ovnen.
For selvom det efterfølgende nummer, hovedsinglen "Selah", virker lovende med et kæmpe buldrende orgel som frontfigur og kontrapunktiske trommer som eksploderer i et industrielt mix som sender tankerne tilbage til hans eminente Yeezus-album, så kan et langtrukkent og simpelt gospel midterstykke ikke fjerne smagen af noget ufærdigt. På trods af at det er et af albummets mest raffinerede og velleverede numre.
Værre bliver det dog i "Follow God" som på ganske kort tid stadig formår at være helt igennem strukturløs og samtidigt føltes som gammelt materiale for Kanye. Bare pakket ind i en form der ikke leverer nogen af de samme spændingsmomenter som på lignende sange fra ham. Derfor virker det lidt komisk da "Follow God" følges op af pladens absolut bedste nummer, med den atmosfæriske og nedstemte "Closed on Sunday". En sang der helt klart nemt overkommer nogen undervældende linjer i lyrikken, ved at levere en fantastisk fraseret guitar der er ligeså fedtet som de svælgende baggrundvokaler der følger guitaren er blide. Til det præsenteres der også simple men hårde baseksplosioner mellem nogen af Kanyes bedst artikuleret flows og vokallinjer, for så at lade anden halvdel af sangen blive taget ved roret af nedstemte syntharpeggioer der slå hårdt i alt sin fortvivlelse.
Derfra stopper de rosende ord og gode ideer desværre, og albummet kører over i en tomgangslignende tilstand i "On God" som dør ganske hurtigt på en loopende synthakkord som bliver ganske triviel og kedelig ganske hurtigt.
Som modsætning til "Closed on Sunday", fremstår "Everything we Need" tydeligt som pladens mest markante lavpunkt, med sin blanding af decideret ulækker trappop der præsenterer uinteressant og kedelig elektrotrommer med et snare der lyder ligeså svagt som et piskeris og et omkvæd der er ødelagt af vokaler hvor brugen af samt graden af autotune virker ganske amatøragtigt. Det betyder altså at de enkelte lyspunkter som gospelvokalerne og gæsteoptrædenen fra Ty Dollar Sign bliver tydeligt udlignet af den ellers meget uinteressante drivende vokal. I en lidt mere besynderlig skrivebeslutning er der sangen "Water som rent instrumentalt minder om en blanding mellem Michael Jackson og Earth, Wind and Fire når Kanye West ikke selv sover sig igennem sine vokaler. Eller "God Is" som stiller eksistensielle spørgsmålstegn ved hele Kanyes gospeldrejning i et nummer der viser en meget simpel og overfladisk forståelse af genren og dens muligheder, hvor det egentlig kun er Wests egne rytmiske skemaer og sans for harmoni der bringer noget smag til en ellers meget tandløs sang.
Men fornemmelsen af at høre en ufrædig efterfølger til en lang række af Kanyes ældre nummer stopper ikke her, men bliver kun mere tydelig i albummet egentlige afslutningsnummer "Use This Gospel", hvis drivende vokalharmoni er en skræmmende tæt variation af hans tidligere monsterhit "Can't Tell Me Nothing". Hvor der også en ganske undervældende gæst i form af Kenny G og Clipse som begge har en alt for panisk og nasal levering til ikke at have en dissonerende effekt på lydbilledet, da de ikke rigtig passer ind. På den anden side har man saxofonen i outroen som heller ikke umiddelbart passer ind, men stadig står for et af albummets højdepunkter. Så i sidste ende handler det nok bare om udførsel.
Hvor albummet dog virkelig ikke har en fornemmelse for passende udførsel er i det ultrakorte outronummer "Jesus is Lord" som ikke er i nærheden af at have opbygget noget momentum før det pludseligt ganske brat afrunder albummet i en meget ustimulerende decideret dårlig stil.

Generelt kan dette album nok koges ned til at det er rimelig tyndt på indhold og kunstnerisk udforskning, hvis altså man lige kommer lidt dybere end den gospelbelagte overflade. For der leveres egentlig ikke noget vi ikke har set og hørt fra før ham, da denne nye religiøse platform ikke virker til at være særlig effektivt for ham til at dykke ned og fremhæve nogen personlige aspekter der kan udfoldes til noget interessant og eksperimenterende musik, som man ellers plejer at kunne forvente fra Chicago rapperen. I stedet har han udgivet en ganske kort og ganske vattet version af ham selv som tilbyder ligeså lidt som den udfordrer. Jeg håber i hvert fald, at hvis rygterne stemmer og et nyt album fra Kanye er inden for 2019's horisont, så må det meget gerne være lidt mere velovervejet. Ellers er løsningen nok bare at give hans tiende og fremtidige projekt lidt mere tid i ovnen eller fundet noget mere artistisk resonerende til sine gudstjenester.


Karakter: =

Scarlxrd - IMMXRTALISATIXN

Scarlxrd - IMMXRTALISATIXN

Skrevet af barcano den 16 oktober 2019 kl. 18:00
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Hip-Hop, Metal-musik, Musik

Kunstner: Scarlxrd
Album: IMMXRTALISATIXN
Udgivelsesdato: 4. oktober 2019
Genre: Hardcore hip hop, trap metal & rap metal
Sangantal: 24
Længde: 68:00


Kun små syv måneder efter den britiske rappers sidste syvende album, INFINITY, er han tilbage med endnu et projekt. Man kan sige meget om Marius og hans musik, men hans ustoppelige produktivitet og høje energi er ikke til at tage fejl af. Det har dog også den bagside at hans album, såvel som numre, oftest er meget svingende i sin kvalitet. Hans album der blev udgivet tidligere i år er i hvert fald en stærk kandidat for hans dårligste album. det efterlod mig i hvert fald med en tom og udefinerbar smag i munden som forsvandt ligeså hurtigt som den opstod. Det var egentlig også derfor at jeg hverken anmeldte albummet eller havde planlagt at anmelde netop dette album. Men den morbide nysgerrighed vandt alligevel, båret stærkt an af albummets store antal numre, samtidigt med at jeg fandt mig i en musikalsk tørke efter en kortvarig pause fra mine anmeldelser. Det var dog et valg som ikke virker helt så gennemtænkt med bagklogskabens friske pust samt frustrerende eksistens. For selvom to dusin numre er blevet skrevet, produceret og samlet på ganske kort tid hvilket da er ganske imponerende, så kan man skam også virkelig mærke den lave grad af kunstnerisk udtrykkelse og sonisk nytænkning. Der diskes i stedet for op med en samling af sange som allerede ved første lytning virker ganske tørt. Det alt for tomme og nedstemte mix virker ikke synderlig samarbejdsvilligt med de stærkt distortede og eksploderende riffs og buldrende traptrommer. Dertil følger der en vokalpræstation som på langt de fleste af pladens numre virker ufærdige og falske. Om han allerede har ødelagt sin stemme ved jeg ikke, men det hele lyder som om at han kører på en tredjedel af hans tidligere sangevner. Der er i hvert fald meget langt fra de skingre og brutale vræl der dækkede hans album DXXM. For selv når hr. Scarlxrd leverer et godt flow eller to igennem et par numre, så ændrer det ikke på albummet er alt for langt og alt for ens til en sådan længde. Hvilket får synthintroen og jazz samplet i "GXING THE DISTANCE" og "ASK" til at virke som effektive lykketræf end solide momenter i et album som forsætter kunstnerens nylige tendens til at producere langt mere forglemmeligt og utiltalende projekter ift. hvad han startede sin karriere med at udgive. En trist udvikling for en af dette årtis ellers mest friske og unikke stemmer på den evigt større og større "underground rap scene".


Karakter: --

Hobo Johnson - The Fall of Hobo Johnson

Hobo Johnson - The Fall of Hobo Johnson

Skrevet af barcano den 10 oktober 2019 kl. 19:29
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Hip-Hop, Musik, Pop-Musik, Rock-Musik

Kunstner: Hobo Johnson
Album: The Fall of Hobo Johnson
Udgivelsesdato: 13. september 2019
Genre: Emo-rap, spoken word & alternative rock
Sangantal: 12
Længde: 37:00


Så er jeg tilbage. Og hold da op et album at starte ud med. Jeg må bare sige, at hvis man troede at tyler, the creators IGOR var hjerteskærende ærligt i al sin selvafværgenhed, så er man klar til et enormt chok hvis man forhåbentlig tager min anbefaling til sig og giver Hobo Johnsons nye album en chance. Hvis man kan komme sig over sit førstehåndsindtryk som måske vil afskrive hele projektet som lidt tåkrummende eller desperat, så vil man opleve et endnu mere varieret og sonisk/harmonisk tilfredsstillende album end Tylers førnævnte projekt. Jeg ved ikke hvad jeg mere kan sige. Det er klart et af årets bedste albums indtil videre.

Karakter: ++

Alex Cameron - Miami Memory

Alex Cameron - Miami Memory

Skrevet af barcano den 19 september 2019 kl. 22:30
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Indie, Musik

Kunstner: Alex Cameron
Album: Miami Memory
Udgivelsesdato: 13. september 2019
Genre: Inde pop, synth-pop & heartland rock
Sangantal: 10
Længde: 38:39


Det nyeste album fra en af Australiens mest unikke sangskrivere og ikke mindst satirikere er ude med sit nyeste album som ville have været et af mine mest ventede udgivelser hvis ikke det var fordi at dette er hans første projekt jeg har stiftet bekendtskab med. Men efter jeg hørte dette album er jeg da gået på rejse i hans bagkatalog og jeg kan da allerede sige at han er en af de mest friske stemmer jeg har hørt fra indiescenen hele året. Særligt hans andet album Forced Witness gav mig en større forståelse for hans eminente blanding af lo-fi 70'er poprock numre og perfekt skildrede portrætteringer der bæres af tekster som er ligeså humoristiske og kradse som de er velskrevne og konceptionelt sammenhængende.
Alt sammen tendenser som han overdrager til hans nye projekt. Samtidigt med at han ikke har så travlt med sin forbedring af sin i forvejen bevægende standardlyd til at han ikke også kan smide et par gode overraskelser hist og her i et album som ikke kun var en komplet overraskelse, men også en af årets bedste musikalske oplevelser. Selvom jeg ikke ved første gennemlytning var en fan af de staccato drevne trommer og nogen meget loopende synthlines som tungt skar gennem mixet og var yderst ensformige i albummets to første numre, "Stepdad" og "Miami Memory", så er det nogen implementeringer der har vokset på mig sidenhen. Selvom det dog stadig ikke føltes helt rigtigt. Når det så er sagt, så er det tæt på de eneste ankepunkter jeg har, da dette album er ganske solidt formidlet uden nogen særlige fald i kvalitet.
For hvad Alex Cameron lever på dette album er en hudløst ærlig men dog altid humoristisk dissektion af en mands plads i sit eget forhold imens han prøver at finde sig til rede i en verden der ændrer sig hele tiden imens han prøver at undgå desperate tendenser eller falde tilbage i sin egen giftige og falske maskulinitet. Det lyder måske meget mere prætentiøst end det egentlig er. For i Alex Camerons musikalske verden virker alting så utroligt virkeligt. Nogle gange til en skræmmende og tåkrummende grad.
Dog i et nummer som "Far From Born Again" viser han at han stadig har godt styr på at bikse nogen ganske ørehængende numre sammen. Med et groovey beat og blide baggrundsvokaler trækker han dig gennem sine perspektiver på det liv som prostituerede lever. En sjælelig og igen, hudløst ærlig omgang.
I et nummer som "Gaslighting" viser Alex Cameron også nogen klare Beatles inspirationer i en 60'er folkrock sang som alligevel skiller sig ud som sin egen eksistens med sin metalliske og rå produktion.
Albummet når da klarest sit højdepunkt halvvejs inde i sangen "Bad For The Boys" som ikke kun er så tæt på perfekt pianorock som man kan komme, men også en hysterisk morsom beskrivesle af mænd som ikke kan komme udover deres egne usikkerheder og derfor lader det gå fysisk udover kvinder i deres liv på den ene eller den anden måde. Med et omkvæd som når et sonisk og tematisk højdepunkt imens Alex Cameron leverer en tekst der hedder: "And now you're living little lives without women, And blaming them for all the change, You thought the boys were gonna stay the same, But no one cares about your good old days." Det er på mange måder en opdateret og endnu mere tragikomisk version af Thin Lizzy's "Boy are Back in Town".
I forlængelse af det leverer han dog en kritik af den stigende kultur omkring politisk korrekthed i "PC With Me" hvor han beskriver det eneste som afholder ham fra at miste forstanden, er at han kan få lov at have et frirum sammen med sin kæreste hvor de ikke behøves at være politisk korrekte sammen. Alt sammen imens melodiske og rørende horn danser rundt i det bløde mix.

Egentlig vil jeg ikke sige ret meget om albummet da det nok opleves bedst selv. Hvad jeg dog kan sige er at han er i bedre form end nogensinde før, med bedre tekster og instrumentation som har fået nogen lidt mere komplekse strukturer uden nogensinde at miste sit emotionelle fokus. Der er i hvert fald både melodiske linjer og tekstmæssige linjer som ikke vil forlade min hukommelse foreløbig.


Karakter: ++