Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk

Roundup (Bruce Springsteen - AJR - Kirin Callinan - Prince & The Black Keys

Skrevet af barcano den 4 juli 2019 kl. 16:12

Endnu en gang finder jeg mig i en situation hvor jeg er kommet bagud med mit skema. Denne gang skyldes at jeg anvender normalt Yousee Musik til at lytte til mine albums da lydkvaliteten er bedre end Soundcloud eller "vanillia" Spotify (og jeg nægter at betale penge for musik, så glem det Itunes) og det er nemmere at forbinde den app til mine højtalere, anlæg og bilen. Det sker dog engang imellem at Yousee er lidt længere om at uploade nye kunstneres plader end på de andre platforme. Så situationer som dette kan opstå hvor jeg så er nødt til at lave de her "Roundups" i stedet hvor jeg laver en masse korte albumanmeldelser så jeg stadig kan få sendt mine tanker derud på trods af at anmeldelserne ikke er ligeså tidsmæssigt relevant og heller ikke ligeså detaljeret som de normalt er.

But here you guys go anyway!


Bruce Springsteen - Western Stars
Karakter: =

Bruce Springsteen, The Boss, folkrock legenden er tilbage med sit nittende album. Derved sagt ud fra den skinbarlige sandhed, så har jeg ikke vanvittigt meget at sige om det. Det er hans bedste værk i 10 år... det var vist det. Mest af alt så virker det som om at han stadig kører på autopilot selvom han måske har lænet sig lidt længere frem i sædet. Ikke sagt at det er dårligt, der bliver bare ikke rigtigt bragt noget særlig nyt eller særlig specielt frem. Der er i hvert fald ikke nogen "My Hometown" eller "Born in the U.S.A" på den her plade. Selvom jeg tvivler på at Bruce nogensinde kommer til at levere noget i den stil igen. I stedet for er der her bare tale om et utroligt velproduceret album hvor de sprøde westernguitarer let og elegant glider mod Springsteens ikoniske vokal. Det er så denne formular som der bliver fremlagt i hver af albummets 13 sange der spænder over 50 minutter. Så på trods af at det måske aldrig rigtigt bliver kedeligt, så er det også begrænset hvor meget ekstra man kan tilføje med hvad der egentlig bare er gentagelser af en mid-tempo countryballade.


AJR - Neotheater
Karakter: --

Oh boy! Millennial-pop tog vist endnu et dyk lavere i kvalitet. Hvis det overhovedet var muligt. Hvis jeg er nødt til at høre endnu en ophøjet, narcissistisk og gennemvædet klynkende sjæler som alle sammen har det til fælles at de ikke kunne være mere privilegerede i deres udtryk. Hvilket kun gør det hele endnu mere tonedøvt. Det bliver så også kun gjort værre ud fra det faktum at dette album og lignende plader bliver solgt til meget unge og påvirkelige børn. Hvilket viser sin klare bagside i et nummer som "Beats" som uden noget glimt i øjet af selverkendelse eller ironi, er et åbent samarbejdsønske til Beats by Dr. Dre hovedtelefonerne om at bandet gerne vil finansieres og sponsoreres af Dre. Det er alt sammen så falsk, klingende og komplet frit for integritet at jeg føler mig benådet over ikke at skulle høre det mere.


The Black Keys - "Let's Rock"
Karakter: +

Det ironiske ved at sige at dette album er et frisk pust er at både lyden og sangskriveriet på dette album er så 70'er-lignende at The Black Keys duoen ville tage endnu et sug af bongen hvis de ikke havde så travlt med at være Eric Clapton og Rolling Stones' groupier. For de to rockere leverer ikke noget på dette album som ikke skjuler at de bærer deres inspirationer tungt ude på tøjet. Men det ændrer ikke på at det er så pokkers ørehængende også stramt pakket rent strukturelt at det ikke er til at stå for. Lige fra de "uhuende" korvokaler til de smittende horn og de hvinende guitarhalse. Hvilket er på trods af at det ikke tilføjer synderlig meget andet til blues-rock genren af nyheder, andet end en ny plade til samlingen af gode rockalbums.


Kirin J Callihan - Return to center
Karakter: =

Sexfikseret provokatør Kirin J Callihan er ude med sit nye album. Som er et coveralbum af alle ting, bestående af 10 numre der spænder ligefra det østrigske pophit "Life is Life" til Elvis Presleys titelsang "Return to Center". Et interessant valg af sange som helt klart har haft en personlig indflydelse på Callihans egen musik. Når det så er sagt, så er det desværre ikke tilfældet at albummet er ligeså effektivt som konceptet bag det er interessant. Hele pladens generelle instrumentation er alt for ofte underspillet og er ikke særlig tilfredsstillende rent produktionsmæssigt. Dette kommer dog nok mest af at Kirin valgte at indspille hele albummet inden for det tidsrum som returretten for de instrumenter han købte i musikbutikken Center, deraf titlen på albummet, varede. Igen ganske interessant forhindring, men hvad skal det til for når det kun skader kvaliteten af den musik du skaber? Derudover er der også numre som den humoristiske "The Homosexual" der omhandler en homoseksuel som forfører de mænds koner som diskriminerede ham, der egentlig er underholdende nok ved første lyt, men ligesom med mange andre numre på albummet, så sker der desværre så lidt at der ikke er så meget gennemlytningsværdi som man kunne ønske sig. Ikke ensbetydende med at albummet er dårligt, men der er desværre en masse spildte muligheder som man tydeligt kan mærke.


Prince - Originals
Karakter: +

For mere end 3 år siden døde R&B legenden Prince tilbage i april 2016, hvilket dog ikke var ensbetydende med at offentligheden var færdig med at høre flere produkter fra kongen ham selv. Sidste år blev hans første album, Piano and a Microphone 1983, efter hans død udgivet. Hvilket trods sin meget skinbarlige opbygning hvor der kun var inkluderet Princes stemme og hans klaverspil, som titlen også antyder, så var det stadig et solidt værk selvom det nok mest af alt føltes som et kort livealbum. Specielt også fordi at samtlige numre var gamle projekter, demoer tiltænkt til andre bands og sange som han havde optaget som alligevel ikke var blevet udgivet. Det er dog også tilfældet på dette album. Selvom de fleste sange på dette album inkluderer flere klassiske træk fra Prince med en større instrumentation med henblik på synthesizers og buldrende horn. Hvilket egentlig fungerer ganske godt det meste af tiden. Det er måske ikke ligefrem af samme art som Purple Rain, det er nok også en lidt for høj standard at sætte, men de fleste af numrene tilbyder den høje energi og sprudlende sans for talent som gjorde Prince så pokkers ikonisk tilbage i sin tid. For selvom han måske ikke er iblandt os længere, så har han stadig utroligt meget mere at byde på.

black midi - Schlagenheim

black midi - Schlagenheim

Skrevet af barcano den 1 juli 2019 kl. 17:50
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik, Noise, Rock-Musik

Kunstner: black midi
Album: Schlagenheim
Udgivelsesdato: 21. juni 2019
Genre: Math-rock & Noise-rock
Sangantal: 9
Længde: 43:00


Schlagenheim er produktet af fire britiske fyre som sammen har skabt gruppen black midi. Et navn som er opkaldt efter den elektroniske stilart hvor man inkluderer så mange forskellige toner at man inden for en enkelt takt kan have flere millioner, eller endda milliarder, slag fra alle mulige instrumenter. Navnet kommer så af at hvis man ville se nodearket så ville det fremkomme helt sort på grund af alle de mange slag. Det er dog hverken den elektroniske genre eller komplekse instrumentation som Schlagenheim eller black midi spiller på, men derimod er det den abresive tilgang til lyd og deres svælgen i musikalsk kaos som skaber sammenligningen.

Det er dog også her at lighederne stopper. For allerede fra debutalbummets første nummer "953" er det klart gennem sangens lange intro som er segmenteret i flere forskellige faser, at gruppen klart har en bizar og ganske original tilgang til deres komposition, og at det så sandelig også er kraftigt i fokus på hele det her projekt. Med et kraftigt skift fra korte math-rock grooves og dissonerende kontrablokader af støj til cinematiske hovedvokaler som bakkes op af nogen skarpe akustiske strenge, så er det tydeligt at de fire unge knægte har komplet kontrol over deres sange og at der også er dosseret en god portion forstand ind i den enorme dissonans. Hvor dette ikke bliver mere tydeligt end i outroen hvor der kastet forvildet rundt med smeltende guitarharmonier og nedstigende pianosegmenter imens cementtunge punkriffs lakker mod det sidste taktslag.
Det fortsætter yderligere i nummeret "Speedway", som også fungerede som den promotionelle single i form af et 24-minutter langt remix som florerede rundt på Youtube i det sidste halve år inden udgivelsen, hvor der ganske yndefuldt danses imellem forstyrrede og dybt ørehængende grooves og melodier i et nummer der ganske effektivt både gennem teksten og instrumentationen formidler den påvirkning som det sterile og tonstunge byliv kan have på én, i alt sin kvælende gråhed.
Endnu mere hektisk bliver det i nummeret "Reggae" hvor frontmand Greep holder en brusk tirade om folk som han hele tiden føler er bedre end ham. Hvilket bliver bragt endnu hårdere til udtryk med energiske guitarlicks og en ukontrollerbar xylofon som svæver rundt i mixet. Hele nummeret generelt føltes som hvad der ville komme hvis Show Me The Body og Ought fik et barn sammen. Et meget aggressivt, forstyrret og belastet barn.
Mest støjende bliver det dog nok i nummeret "Near DT, MI" som på trods af en meget atmosæfirks og nedstemt midtersektion, starter og slutter med bombarderende riffs og en vokal som skrigende vræler "There is led in the water", hvilket tydeligst fremhæver hele sangens referencer til vandkriserne i Michigan. Hvilket derfor også albummets mest hårrejsende og skræmmende øjeblikke. Hvilket trods alt siger en del.
Specielt når så groteske og forvredne udtryk leveres i numre som "Western" med sin americana-guitarer" og "Of Schlagenheim's" inklusion af synth-akkorder og tykke strenge som mest af alt lyder som en blanding af boogie og fusionsjazz.
Det er så mærkværdige og dog så effektive måder at præsentere sine pointer på at det klart kompenserer for at begge sange nok er lidt længere end de burde være. Med respektive længer på 6 og 8 minutter.
Et sted hvor det dog bliver lidt for meget for bandet er i sangen "bmbmbm" som ikke kun rent strukturelt er utroligt simpel, men også tekstmæssigt er der så meget gentagelse inden nummerets refrain at det bliver ganske trættende. I det efterfølgende nummer "Years Ago" leverer gruppen også en mere klassisk støjrock sang, hvilket dog også klart viser nogen af pladens svagheder. For så længe at gruppen ikke i et eller andet omfang leverer noget bizart, frastødende eller varieret, så ender man med et nummer som det her hvor det bliver lidt mere tydeligt at gruppens grundideer og sangskriveri af mere simple og sammenhængende numre er langt mindre imponerende en deres konkurrenters. Til sidst sluttes det dog udmærket af i nummeret "Ducter" på trods af at de ikke præsenterer nogen elementer som ikke allerede var blevet anvendt i de små 40 minutter der kom før.
Af indre småting man kunne nævne, så burde produktionen nok løsnes lidt op da den til tider er lidt for klaustrofobisk, specielt med henblik på bassen og trommerne som klart kunne bruge noget mere plads. Nogen af de retninger som gruppen bevæger sig i til tider, virker også ret ligegyldige især når de er med til at trække noget af energien ud af albummet så det hele føltes lidt mindre flydende, på trods af at gruppen alligevel er hurtige til at vende tilbage til noget mere interessant. Vokalen kunne også generelt bruge noget mere hjælp og et tydeligere fokus når der skal leveres overspillende sektioner i et hvilket som helst givent nummer. Hvilket godt kan gøre vokalen en smule anstrengende.

Når det så er sagt, har black midi i hvert fald på deres debut leveret et ganske stærkt fundament, og jeg er da også klart overrasket over hvad de har præsteret. Der er i hvert fald ingen tvivl om at fremtiden kan se ganske lys ud for dem hvis man allerede fra starten af er klar til at levere musik som er så dristigt og originalt som deres musik er.


Karakter: +

Baroness - Gold & Grey

Baroness - Gold & Grey

Skrevet af barcano den 21 juni 2019 kl. 19:35
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

Kunstner: Baroness
Album: Gold & Grey
Udgivelsesdato: 14. juni 2019
Genre: Sludge metal, Progressive metal & Alternative metal
Sangantal: 17
Længde: 60:29


Metal-firmandsorkesteret fra Savannah, Georgia er ude med deres femte studiealbum. Et album som der har været en relativ stor mængde forventning til. Specielt efter deres 2015 album Purple som ikke kun var et ganske udmærket konstrueret album, men også et bevis på at sludge-metal genren stadig er i live på trods af at den kan virke mere og mere niche som årene skrider frem. Dog blev der indskudt en ekstra mængde skepticisme da gruppen nævnte at dette ville være et dobbeltdisk-album, ligesom Yellow & Green var tilbage i 2012. Et album som klart delte vandene, for at sige det mildt. Udover at det havde en længde på over 70 minutter og at de i høj grad forlod deres mere aggressive og omfattende lyd fra deres to første albums som de i stedet byttede ud med triumferende harmonier som var revet direkte ud fra Foo Fighters katalog. Derudover så manglede der den struktur og sammenhæng som er nødvendigt for at retfærdiggøre et album af den længde. Derfor var det for mange en klar opgradering da de på albummet Purple ikke kun skar en masse af fedtet af, men også inkluderede mere af den lyd som gjorde dem så appellerende til at starte med. Derfor var det for mange ganske nervepirrende at se hvordan de så ville behandle et andet forsøg på et dobbeltalbum.
Derfor vil jeg dog hurtigt sige at dette albums sangskriveri er en del bedre end hvad der blev leveret på Yellow & Green. Derudover er spillelængden også blevet beskåret med et helt kvarter. Hvilket dog også er en egentlig forbedring, på trods af at der stadig er sneget hele 6 mellemspil ind, som mildest sagt er ligegyldige i det de tilføjer absolut intet til albummet. Udover en forlænget plade og mindre udvikling og udfoldning i det at en tredjedel af albummet er dedikeret til musik i tomgang.
Det lægger derfor en større voteringsvægt på de resterende 11 sange. Hvilket måske ikke er særlig godt, da kvaliteten svinger ligeså meget som sanglængden på pladens numre som ukoordinerede hopper imellem et halvt minut til langt over seks minutter. Hvilket ikke umiddelbart er særligt lovende. For selvom numre som: "Toyrniquet", "Cold-Blooded Angels" og "I'm Already Gone" er effektive til at blande antemisk energi med svælgende hooks og konstant udviklende kontraharmonier, så venter et nummer som "Broken Halo" eller "Front Toward Enemy" lige rundt om hjørnet med kedelige sangprogressioner og frontmand John Dyer Baizleys falske teenageklynken, i hvad der mest af alt lyder som grinagtige parodier af førnævnte Foo Fighters eller Metallica (både 80'er og 90'er Metallica. Hvilket jeg egentlig ikke engang kan beslutte mig for hvad ville være værst af de to) Hvilket ikke er synderlig stimulerende, og specielt ikke hvis man ligesom jeg hører til de Baroness lyttere som håbede på at de ville videreføre mere af de principper som dominerede på Purple og deres tidligere albums. Specielt når et album som det her er med til at påvise at det klart er den stil som de gør bedst.
Det værste ved dette album, denne plades ultimative akilleshæl, er dog uden tvivl produktionen og mixingen. Oh boy! Uden at skulle være i nærheden i at overdrive, så er det her klart det dårligst producerede album jeg har hørt hele året. Jeg ved ikke hvordan Dave Fridmann har produceret det her album, men han har helt klart leveret et fejlagtigt og misformet produkt.
Udover at hvert enkelt nummer er overkomprimeret og dissonerende, så lyder hvert eneste instrument både parallelt sporfordelt som om at Dave var bange for at optage dem samtidigt eller lade lyden overlappe. Det resulterer i en lydoplevelse hvor det føltes som om at hvert instrument mangler halvdelen af sit udtryk, hvilket specielt gør trommerne så svage at man kunne emittere deres lyd med vådt bølgepap. Den eneste måde hvorpå musikken kan høres uden produktionens mangler er enten i små hovedtelefoner eller fra en bærbars højtalere. Man kan i hvert fald godt pakke anlæggene væk da det kun vil gøre lydoplevelsen mere manglefuld, hvilket så sandelig ikke er positivt at en Macbook kan spille musikken i sin bedste form.

Det er i hvert fald en både undervældende og til tider frastødende sonisk oplevelse som kun forværrer en samling af numre som langt fra er fantastiske til at starte med. Det er særligt skuffende når der stadig er nogen ørehængere spredt rundt på pladen og udover lavpunkterne, så er resterne ikke i nærheden af at være så amatøragtigt som den produktionsmæssige indpakning som pladen leveres i.


Karakter: =

Otoboke Beaver - ITEKOMA HITS

Otoboke Beaver - ITEKOMA HITS

Skrevet af barcano den 18 juni 2019 kl. 12:19
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik, Noise, Rock-Musik

Kunstner: Otoboke Beaver
Album: ITEKOMA HITS
Udgivelsesdato: 26. april 2019
Genre: Alternative Rock, Punkrock & Noise-rock
Sangantal: 14
Længde: 26:00


Det. Her. Er. Debutalbummet. Fra. Japanske. Rockgruppe. Otoboke Beaver. Hvilket virker ganske overraskende taget i betragtning af at bandet har leveret deres signatur blanding af klassisk rock og lynhurtig punkrock på de japanske musikscener i ti år og først nu kommer ud med deres første album. Et album som jeg først kan bringe en anmeldelse af nu, da der lige siden udgivelsen tilbage i april har været licensmæssige problemer blandt gruppens medlemmer og deres produktionsselskab, hvilket gjorde pladen midlertidigt utilgængelig i gentagende perioder.
Men nu sidder vi her, og problemerne er heldigvis løst så det er muligt at opleve hvad gruppen har leveret. Det skal dog siges at en stor del af hvad de præsenterer på denne plade, er nyt materiale. Langt den største del af sangene er tidligere singler og indhold fra gamle Ep'er hvor der så dog også indgå et par enkle numre som blev optaget sidste år. Så der er næsten tale om et kompilationsalbum frem for en frisk ny studieudgivelse. Det er dog ikke dårligt da en stor del af hvad der præsenteres på denne plade er, ganske underholdende, for at sige det mildt.

Allerede fra intronummeret "datsu . hikage no onna" tydeliggøres hvordan det soniske billede på resten af albummet kommer til at se ud. Med sine fede og lynhurtige guitarriffs der hopper i konstante retninger med sine svælgende harmonier, med ekstra god plads på bassen, og den egentlige svage hovedvokal fra Accorinrin der dog bliver forbedret af de tre andre medlemmer som fungerer som backupsangere, så er det effektivt og det er omsluttende. Sådan fortsætter det så igennem fjorten numre og en spillelængde på 26 minutter, hvor man bliver båret igennem den ene omgang efter den anden der langer ud efter kærligheden, kropsidealer og et arbejdsliv som langsomt men sikkert knuser en og efterlader resterne i sin brutale krævende utaknemmelighed. Hvilket bliver endnu bedre formuleret i sangen "6 day working week is a pain" fordi det klart er albummets mest støjende nummer med sin bidende guitarlicks og knusende drumfills. Der skabes uden tvivl en sonisk forbindelse mellem den konkrete tematik og sangens valg af instrumentation. Det er hårdt, barskt men dog så ganske effektivt. Selvom der dog er en masse ting der virker på dette album, så er det egentlig også meget begrænset. For på trods af at kernelyden er så ganske kraftfuld, så er det sjældent at de bevæger sig udenom sine heppekorsvokaler som svinger mellem piget tyggegummi sang og flænsende punkskrig, stærkt rytmiske og konstante guitarprogressioner og finurlige samt excentriske breakdowns og mærkværdige afstik. Hvilket klart mærkes når man skal prøve at differentiere numrene fra hinanden, når de har en tendens til at flyde rimelig meget sammen. Det er dog ikke fordi pladen er konceptionel og skal ses som en samlet sonisk masse, det er bare den samme rigtige gode sang rekonstrueret i mindre grad et dusin gange. Hvilket på mange måder minder meget om Healths album SLAVES OF FEAR som på mange måder også havde samme problem, selvom det dog også var et eminent album.
Der er dog nogen øjeblikke der står ekstra meget frem; som tromme- og guitarsoloen i "S'il vous plait", jazzinspirationerne som fører trommerne og bassen i "What do you mean you have to talk to me at this late date" (tror det eller lad være, så er det egentlig en sangtitel på albummet), vokalsektionen i "Introduce me to your family" som har en fed crescendo der går lige fra blide pigestemmer til eksploderende råben og "twisted" guitarakkorder og egentlig bare hele nummeret "Binge eating binge drinking bullimia" som er ligeså grum som sin titel, i et nummer der p kun sin spinkle spillelængde på under et minut formår at være komplet vanvid som alligevel er så pokkers interessant.

Det. Her. Album... er så dejligt forfriskende. Derfor er det ærgerligt når de snubler en lille meter fra målstregen. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om at Otoboke Beaver har gjort mig interesseret, og jeg vil da kun se frem til mere fra gruppen. For de har helt klart lagt et stærkt fundament i ITEKOMA HITS.


Karakter: +

Branco - BABA BUSINESS

Branco - BABA BUSINESS

Skrevet af barcano den 16 juni 2019 kl. 16:19
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Dansk-musik, Hip-Hop, Musik

Kunstner: Branco
Album: BABA BUSINESS
Udgivelsesdato: 14. juni 2019
Genre: Hiphop & Rap
Sangantal: 16
Længde: 44:00


Det her nye Branco album... det er ikke særlig godt!

Danske rap- og hiphop stjerne Branco er ude med sit første soloalbum, efter at have domineret den danske rapscene de sidste seks år i grupperne Molo og MellemFingaMuzik. Et album som endte med at have en rimelig solid mængde støtte og forventning sværmende omkring det op til sin udgivelse. Og reaktionen fra Brancos fans har indtil videre været ganske varme. Hvilket jeg langt hen ad vejen godt kan forstå. For hvad der leveres her, er meget lig det som Branco har præsteret lige siden 2011, på godt og ondt. For selvom han egentlig fungerede ret stærkt i sine rapgrupper, så virkede det mest som det gjorde fordi han havde andre rappere som Stepz, Benny Jamz og Gilli til at bakke sig op og fungere som en organisk forlængelse af hans egenskaber når de nåede deres ret korte grænse. Derfor begynder det rimelig hurtigt at falde fra hinanden da Branco står i fokus i hele tre kvarter og 16 numre. Hvilket ganske tydeligt viser sig at have store konsekvenser for kvaliteten af albummet, på trods af at han stadig for assistance af de førnævnte medlemmer i løbet af pladens spillelængde.

Ironisk nok kræver intronummeret "INGEN INTRODUKTION (4x4)", ingen introduktion. Det fremmaler ret tydeligt hvad der vil blive præsenteret igennem de næste 45 minutter. Til tider horribel produktion som virker endnu svagere når der også flyder den ene svage vokal ud efter den anden, som mangler en stor grad af harmoni hvor resten så drukner i autotune, med et underlæggende trommefill som fuldstændigt mangler kraft med snare der mest af alt lyder som lammede golfklap. Yderligere fortsætter det i "LA ZONE" som tænker at det da kun kan blive gjort værre ved at inkludere nogen deciderede grimme horn i starten som så glider ind i et monotont drumbeat som looper hvert 3. sekund som følges ad med en vrælende vokal uden personlighed, som kun bliver gjort endnu mere steril af autotune og et klippende sample af en kvinde i outroen. Det skal dog siges at jeg ikke har til hensigt at starte et korstog mod autotune eller brugen af det i rapmusik. Det har helt klart sin plads og kan også bruges effektivt. Det er dog bare langt fra tilfældet her. Det når faktisk et komisk punkt i sangen "RISIKO", hvor der anvendes et soul/jazz sample i introen og i outroen som ikke kun formår at være langt bedre end hele nummeret i sin komposition, i de 10 sekunder det varer, men også fordi den dybe kvindelige rungen står i så stor kontrast til Branco som lyder grinagtigt grædefærdig i omkvædet. Mest karikeret bliver det dog i hovedsinglen "SHOTTA" som udover sin sammensmeltede instrumentation af piano og trommer, som hans vokal slet ikke passer ind i, med henblik på det langsomme "upbeat"-balladenummer som der prøves at opstille her, så ville det også være ganske passende at nævne de generelle rapklichéer som dominerer tæt på alle teksterne på pladen. Lige fra den uvidende systemkritik til den pralende materialisme i betonblokkene, så leveres det alt sammen med en uforståelig mangel på selvironi eller egentlig karisma.
Heldigvis, hvis man kan kalde det dét, så begynder albummet på en gradvis forbedring fem numre inde, i sangen "INVESTERE". På trods af at man bliver spist af med en svagt produceret instrumentation hvor de samme tre tangenter bliver slået med i øregangen allerede efter det første vers er afsluttet, så leveres der egentlig et okay flow i omkvædet selvom det dog er lidt for kort, og gæsteoptrædenerne fra hans tidligere gruppemedlemmer er da også med til at tilføje noget ekstra til sangen.
I en positiv vending følges "INVESTERE" op af nok pladens bedste nummer "JAGT PÅ", hvilket ved første øjekast kunne tyde på en forbedring. I "JAGT PÅ" prydes lydbilledet af nogen forskruede strenge med tilhørende sirener der høres svagt i baggrunden, samt tunge trommer som buldrer over en langsommere omgang rap, med større fokus på tyk artikulation som også har nogen effektive baggrundsvokaler og ekkoeffekter som kontrapunk til en præstation som trods sin korte længde er effektiv i sin formidling. Selvom jeg klart kunne have været foruden inklusionen af de tåkrummende "Skkkr skkkr!" hyl.
I en næsten naturlig forlængelse fortsætter det i sangen "COPENHAGEN" som langt hen ad vejen minder om "JAGT PÅ". Desværre inkluderer det dog nogen lidt for simple trommer og synth-chords samt nogen endnu mere irriterende baggrundsvokaler hvor der ganske seriøst bliver formuleret skudlyde og Branco råber "bang bang!". Desværre falder kvaliteten dog ret hurtigt igen i anden halvdel af albummet. Udover nummeret "ENDNU EN" som med sine bevægende flows og simple men fede harmoniske udviklinger samt andre numre som "LA PRIMERA" og "VÅBEN" som indeholder nogen fede guitarintroer hvor "fraisingen" er ligeså sprød som den er ørehængende, så er anden halvdel desværre ligeså mangelfuld som første halvdel. Graden af gentagelser og svagt gennemtænkte lyriske formidlinger gennem haltende og overproducerede rapflows når til tider skyhøje niveauer, som desværre gør hvad der egentlig skulle være et ærligt og introspektivt album meget svært at tage seriøst.

Hvis man skulle konkretisere dette albums primære problematik indenfor dets egen præmisser. Så kræver det ikke mere end at man hører nummeret "TRAFICANTÉ". For at opnå en percussion effekt så anvendes der både klassiske trommer, elektrotrommer og en stor grad af "bassbursts". Hvilket efterlader én tilbage med spørgsmålet: Hvorfor? Hvis man i forvejen har instrumenterne og redskaberne til at skabe en bestemt lyd, hvorfor så overkompensere og i sidste ende komprimere den soniske oplevelse. Det kan nok bedst forklares med en klar mangel på gennemtænkning. Som desværre også gør sig gældende for langt de fleste numre på denne plade.


Karakter: -