Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
King Gizzard & The Lizard Wizard - Fishing For Fishies

King Gizzard & The Lizard Wizard - Fishing For Fishies

Skrevet af barcano den 14 maj 2019 kl. 20:29
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik, Rock-Musik

Kunstner: King Gizzard & The Lizard Wizard
Album: Fishing For Fishies
Udgivelsesdato: 26. april 2019
Genre: Boogie rock, Blues Rock & Psychedelic rock
Sangantal: 9
Længde: 41:56


Boogieikonerne King Gizzard & The Lizard Wizard er klar med deres fjortende album, ja du hørte rigtigt fjortende, efter en fortjent toårig pause. Tilbage i 2017 valgte de at gennemføre et projekt hvor de udgav hele fem fuldgjorte albums fyldt med nyt materiale. Et mål der helt klart var ambitiøst. Og selvom det langt var helt igennem succesfuldt, så formåede de at levere en varieret og uforudsigelig omgang hvor der også var et hav af forskellige genrer og stilarter. Lige fra de minimalistiske tiltag der dominerede på Flying Microtonal Banana, til den langt mere progressive og eksperimentale instrumentation der var tydeligt fremsat i Gumboot Soup. Man kunne derfor ikke kritisere gruppen for at være lavtsigtende og uden ambition. Uanset det niveau det hele endte med at få, så var det et prisværdigt forsøg. Til gengæld er de nu klar med et langt mere klassisk King Gizzard & The Lizard Wizard album hvor det er de boogende 60'er humler der i fokus. Dog med den konceptionelle linse vedrørende klimaforandringer og et naturalistisk verdensbillede. Hvilket sjældent kunne være mere relevant eller lige til højrebenet end det er nu.

Det er dog langt fra et samlet udtryk som man løfter armene i vejret over hvis man bedømmer det ud fra albummets første nummer, som også er titelnummeret, "Fishing For Fishies". Og ja selvfølgelig er der tale om en hel albumanmeldelse, men det første indtryk er svært at glemme eller negligerer, det er trods alt ens første møde med kunsternes formidling. Og et belastende indtryk ville nok være en klar underdrivelse. Udover den simple og uinteressante akkordprogression som dominerer hele nummeret, så gør den filtreret robotstemme der flyder parallelt over mikset også et konstant irritationsmoment, hvor det klart bliver værst i omkvædet med brugen af en konstant start-stop rytme. Hvilket alt i alt gør at sangens ellers fine og oprigtige præmis, om at man måske bare burde efterlade naturen og dens dyr til sin egen oprindelige orden, bliver langt mere prætentiøs og belærende end den egentlig burde være, når den akkompagneres af så frustrerende musikalske beslutninger. Heldigvis præsenteres der i det efterfølgende nummer "Boogieman Sam" den sædvanlige King Gizzard & The Lizard Wizard lyd. Lige fra introens fede blues intro, som dog alligevel bliver lidt for repetitivt da den går igen igennem hele sangen, til de lækre harpeharmonier som flyder ind i nogen tykke baslinjer. Desværre optræder der også nogen utroligt underproduceret trommer hvor lyden er både er for flad og for lav hvor det specielt kan høres i high-hatten som meget hurtigt imploderer til at være sonisk stillestående for så at høre op med at eksistere. Det værste er dog nok at det i sidste ende præsenterer hele albummet ret godt, på trods af mellemstore mangler så leveres der noget solidt ørehængende boogierock som desværre ender med at være ganske forglemmeligt. Hvilket desværre er en tendens som er meget generel for gruppen i det hele taget. Det ændrer dog ikke på at der selvfølgelig stadig er plads til at nævne mange af de tilføjelser som på trods sin af sin manglende evne til at blive i hukommelsen, stadig er momentalt tilfredsstillende. Det kunne være de lækre keyboard- og vokalharmonier som fungerer som hinandens kontrapunkter i nummeret "The Bird Song", for så senere i sangen at glide ud i harpeakkorder halvvejs inde i nummeret.
Eller samme nummers inklusion af sprøde bongotrommer, på trods af at det bliver lidt undergravet af den halvsvage produktion. Et sted hvor man også kan rose pladens vokalpræstation, som desværre efterlader en del rum til forbedring, så er det sangen "Plastic Boogie's" brug af et skift mellem hovedvokalen og koret i verset som hellere tiden bliver mere dominant i det volumenmæssige lydbillede. Hvilket akkompagneres af nogen ligeså underholdende fingerpickriffs, som resulterer i en meget kort men alligevel fed guitarsolo.

Der skal dog også lige nævnes nogen af albummets mørkere og mindre effektfulde øjeblikke. Når gruppen ikke smider ligegyldige og trættende numre som: "Acarine" og "Cyboogie" efter lytteren, hvor der bliver leveret den ene ambiente sektion efter den anden af 2-3 minutters varighed, hvor der sker så lidt musikalsk, tematisk og kunsterisk at det nærmest virker som et vædemål blandt gruppens medlemmer om hvor meget at lytterens tid man kunne spilde. Så præsenterer de en simpel og mildest talt tåkrummende sang som "The Cruel Millenial" som udover at være overkompenserende og pinligt tidspræget i sin allusion til Battle-Royale spillet PUPG og Berenstein Bears, og primært overskygger de dele af nummeret som ikke er synderligt berettiget i kritik. Bla. nummerets keyboard som følger guitarakkordudviklingen, hvor keyboardet så senere skiftes ud med en knasende og gnarlende mundharmonika som slet ikke skader gruppens boogiestil. Eller nummeret "Real's not real" brister også om sig selv, meget lignende nummerets miks som ikke ser ud til at kunne klare den mængde distortion som bliver lagt på strengene og trommerne. Derudover så er hovedmelodien også revet direkte ud af Beatles' drejebog. Hvilket selvfølgelig både er umuligt ikke at fastsætte i sit plagiat, men ligeså umuligt er det ikke at blive forgivet af den lækre sans for melodi.

Til sidst kan det gøres op i at dette album i sidste ende er af så ustødende en natur at det er svært for mig at se mig sur på pladen, for der er meget lidt at blive ophidset over. Der er til gengæld heller ikke ret meget at blive tilfredsstillet over. Hverken bundlinjen eller loftet er placeret af nogen voldsom karakter. Derimod præsenteres der her en samling af numre som er svært ikke at tage for mere end hvad der bliver præsenteret på overfladen. På godt og ondt.


Karakter: =

Health - VOL 4 :: SLAVES OF FEAR

Health - VOL 4 :: SLAVES OF FEAR

Skrevet af barcano den 7 maj 2019 kl. 08:58
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Rock-Musik, Noise

Kunstner: Health
Album: VOL 4 :: SLAVES OF FEAR
Udgivelsesdato: 8. februar 2019
Genre: Electropunk & noiserock
Sangantal: 12
Længde: 38:00


Eftersom at der i skrivende stund ikke er andre nye plader jeg havde tænkt mig at lave en anmeldelse af i dag, og de jeg har haft i tankerne har jeg enten været i tvivl om hvorvidt jeg kan klassificerer det som et nyt album som fortjener en anmeldelse (Beyonces nye livealbum) eller så har jeg ikke rigtigt fundet ud af hvad jeg skal syntes om det (ScHoolboy Q). Derfor har jeg i stedet valgt at komme frem med en anmeldelse af et album som jeg helt klart burde have revet med fra starten af. Det ville i hvert fald være en skam ikke at få det nævnt.
Noiseikonet Health er tilbage med deres nyeste LP efter 2015's Death Magic som udover at være et af 2015's stærkeste albums også var gruppen hidtil bedst konstruerede plade. Spændende og ligeså interessant er det derfor at se om deres fjerde udgivelse lever op til hvad der kom før.
Hvorom alting er så må man sige at trioen starter spektakulært af med intronummeret "PSYCHONAUT" som udover at fremmale det meste af pladens hede og åbne produktion, også præsenterer dig for to minimalistiske strenge som elegant fungerer som kontrapunktiske harmonier i sangens intro. Dernæst følger der en meget organisk synthcrescendo som til sidst når et volumen hvor det bare eksploderer ind i de her noisetrommer som ved hvert spark er ved at springe mixet, som ikke kun har en ultra fedt groove men også følges af nogen synthharmonier som let bevæger sig fra side til side i mixet. Dertil følger frontmand Jake Duziks forførende stemme som på tryg afstand gennem diverse vokalfiltre fungerer som varm kontrast til de afbrydende barrikader af basstøj. Og lige inden det når sit klimaks bryder gruppen ud i et harmonisk støjbreakdown som glider ind i en brutal og buldrende outro som pludseligt ender i en instantfadende tone. Hvilket efterlader et tydeligt indtryk, for at sige det mildt.
Ligeså interessant bliver det i det følgende nummer "FEEL NOTHING" som sparkes i gang med forskudte trommebeats, og synthkeys som flyder sammen med Jakes stemme til fed effekt hvor de endda også skifter tidssignatur i omkvædet efter hver "don't feel nothing"-linje. Og igennem hele sangen cirkulerer synthmelodierne rundt i mikset med tiltagende volumen. Langt mere intenst bliver intenst bliver det i nummeret "GOD BOTHERER" som kombinerer åbne støjsamples som bliver brugt til sangens hovedmelodi. Hvilket desværre bliver meget trættende, rimelig hurtigt. Specielt fordi der i nummeret lige bagefter,"LOSS DELUXE", bruges næsten samme koncept hvor det så bare er speedtrommer og tunge riffs. Hvilket selvfølgelig også er langt mere komplekst. Så forskellen i kvalitet er nok ikke overraskende. Men af solide aspekter i "GOD BOTHERER" kan der nævnes intense grindcore 1strengsriffs sammen med enorme trommer. Health trækker også i en mere anthemisk stemning i sangen "BLACK STATIC" hvor derudover et lavmælt trommebeat også tilføjes skingre horn som afslutter Jake Duziks fede vokalharmonier hvor der også laves en fed bladning af guitar- og basdissonans.
Grunden til at jeg nævner de fire første numre i større detaljering, kommer af at albummets primære problem begynder at vise sig derefter. For selvom der introduceres rene keyboardtangenter i "LOSS DELUXE" hvilket egentlig er ganske smukt og gnistrende guitarakkorder i introen til "NC-17", så lyder det meste af pladen i høj grad som genindspilninger af tidligere numre.
Det er hverken dårligt eller kedsommeligt, udover nummeret "STRANGE DAYS (1999)" som klart viser den manglende variation på hele albummet. For selvom denne LP er en klar opgradering af Death Magic på samtlige fronter, så virker det til at variationen i numrene klart er mangelfuld. Specielt når det virker til at de tog de fleste af deres instrumentale tilføjelser og placerede dem i albummets første halvdel. Som nok nærmere er i første tredjedel. Det er ikke fordi gruppens sangskriveri er dårligt, slet ikke, hver enkelt af pladens 12 numre er tilfredsstillende og ligeså episk som de potentielle filmtrailers som musikken nærmest tigger om at hænge sammen med. Det er dog begrænset hvor mange gange man kan hylde brugen af synthesizers når de oftest kommer i en ud af to former. Som eksploderende murer af støj eller som harmoniske tonelinjer og arpeggioer. Derudover inkluderes der selvfølgelig også buldrende stortrommer og tykke strenge. Udover dette er der selvfølgelig også en masse små detaljer i diverse numre som også tilføjer en del. Det kunne være de ukoordinerede trommer i "NC-17", Jakes mere kornede vokalpræstation i omkvædet til "THE MESSAGE" og to sanges, "RAT WARS" og titelnummeret "SLAVES OF FEAR", parallelle brug af kortvarige blokader af støj som ville sætte "Inceptionhornene" til skamme. De er alle sammen interessante og for det meste velintegreret segmenter som tilføjer til hvad der måske godt kunne virke meget ens.
For til sidst er det hvad man skal gøre kvaliteten af denne plade op på. På trods af enkelte smådetaljer så er dette album i store træk meget af det samme. For mig gør det klart ikke noget da jeg mener at grundlyden er så stærk som den er. Og på trods af at det nok bedst kan beskrives som en genindspilning af deres tredje album, så virker det ultimativt som gruppens mest smukke, friske og mest intenst plade i de snart 15 år som de har eksisteret. Men det fjerner dog alligevel ikke det faktum at det kan potentielt skubbe en masse lyttere væk pga. den mangledne variation som dukker frem ved overfladen. Men selvom dette album klart har en masse at byde på, så er det tydeligt at de skal tilføje en del mere i deres næste udgivelse.


Karakter: +

Kevin Abstract - Arizona Baby

Kevin Abstract - Arizona Baby

Skrevet af barcano den 3 maj 2019 kl. 10:15
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Hip-Hop, Musik, Pop-Musik

Kunstner: Kevin Abstract
Album: Arizona Baby
Udgivelsesdato: 25. april 2019
Genre: Hip-hop & Pop
Sangantal: 11
Længde: 32:24


Texasrapper og medlem af rapgruppen Brockhampton Kevin Abstract er klar med sit tredje og nyeste album Arizona Baby. Men han præsenterer det ikke alene, andre medlemmer fra gruppen, Jack Antonoff og Romil Hemnani, fungerer henholdsvis som producer og gæstekunstner. Der er i hvert fald ikke mangel på talent og mulighed for at levere noget godt på denne plade. Det er da også helt klart det indtryk man får på intronummeret "Big Wheels", hvor gådefulde trommeslag let og elegant flyver hen over et minimalistisk lo-fi beat. Det er i hvert fald en god start. Hvilket han egentlig prøver at imitere over de næste ti numre på LP'en. Hvilket han også er rimelig succesfuld med når han holder sig inde for grænserne af pop og Hiphop. Specielt fordi popguruen Jack Antonoff som tidligere har arbejdet med Taylor Swift og Lorde også er med til at koordinere musikken i denne omgang. Der er derfor en ide om gensidig musikalsk forståelse når de bevæger sig i et spektrum mellem klassik Hiphop til det mere eksperimentelle og svælgende popfantasier. Men bedst bliver det når de fusionerer det hele. Hvor pragteksempler på dette er numre som "Georgia on my mind" og "Use me" hvor der i starten introduceres et gudesmukt gospelkor som der så igennem nummeret bliver vendt tilbage til mellem Abstracts udmærkede rapflows.
Men ligesom på hans sidste album Iridiscence så fejler Kevin Abstract når han inkluderer folk og rockelementer. En sang som "Peach" inkluderer den pirrende og beroligende Dominic Fike som ikke kun fungerer som en udmærket gæsteoptræden, men også tilføjer en smag af softrock. Som desværre bliver yderst akavet og anmassende når Kevin Abstract's stemme overdøver mikset og latterligør den ellers stærke produktion. Så hvad de prøvede at lave til en "summerbanger" ender med at blive for tåkrummende til at kunne høres igennem, uanset vejret og promille. Værre bliver det i et nummer som "Mississippi" som med sin forstyrrende brug af auto-tune lyder som en halvfærdig demo. Hvor en stærk middelvej bliver fundet i nummeret "Baby Boy" som er en svedende kærlighedsfortælling med et voldsomt ørehængende hook, som alt sammen er badet i poppet produktion. I den anden side er der en sang som "American Problem" som beholder produktionen men i stedet leverer en psykedelisk vokalpræstation og ærlig lyrik. Til sidst runder albummet af med et nummer som frasiger den silkebløde instrumentation fra resten af albummet og i stedet leverer klaustrofobisk produktion og nogen tykke baslinjer, hvilket Kevin Abstract egentlig slipper meget godt af med.
Til sidst skal det dog siges at dette album dog aldrig rigtig når hverken store højder eller en skrabende bundlinje. I stedet præsenteres der her et yderst fornøjeligt album hvor der præsenteres tilfredsstillende men forglemmelige numre. Hverken stødende eller udfordrende. Men alt i alt den musikalske version af fastfood, når det er bedst. Hvis det dog siger noget.

Karakter: =

Sun O))) - Life metal

Sun O))) - Life metal

Skrevet af barcano den 2 maj 2019 kl. 15:06
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

Kunstner: Sunn O)))
Album: Life Metal
Udgivelsesdato: 13. april 2019
Genre: Dronemetal & Experimental metal
Sangantal: 4
Længde: 68:56


Dronelegenderne Sunn O))) er klar med deres ottende og nyeste studiealbum. Et band som ikke kun gjorde sig særligt bemærkelsesværdigt fra starten af med sin ambiente og hypnotiske tilgang til dronemusik. Som gjorde sig endnu mere unik med sin blanding af blackmetal og støj i et marked der ellers var fyldt med den ene gruppe efter den anden som prøvede at kopiere succesen fra bands som Slipknot, Korn og Limp Bizkit. De leverede også tilbage i 2009 med udgivelsen af Monoliths & Dimensions, en af dette århundredes stærkeste metaludgivelser. Det efterfølgende album Kannon (2015) nåede desværre aldrig det samme niveau, på trods af at vise en del muligheder for yderligere udvikling som kunne viderebygge på det rimelig fænomenale fundament der blev lagt med Monoliths & Dimensions. Det er derfor nu man kan stille spørgsmålet: Om Sunn O))) med dette album har leveret en forbedring. Svaret er dog det meget uklare, jaaa og desværre en masse store nej.

For en ting som er stjerneklart ved dette album, er at aldrig har Sunn O))) været så skarp, frisk og sprød i deres produktion og mixing. De nedstemte guitarer bevæger sig i en perfekt balance mellem at være dissonerende hårde og uundgåeligt udflydende. Kun endnu smukkere bliver det når der inkorporeres synthesizers, orgel, elektriske celloer og de krydrede crotaletrommer. Men allerede der præsenteres albummets nok eneste, men også mest fatale fejl. Gennem albummets fire numre og mere end 60 minutter i fuld spillelængde, så præsenteres der en utrolig mangel på variation og udvikling. Hele pladen føltes som om den kører i tomgang med kun enkelte indslag som mildest talt virker mere som tilfældigheder end overvejede kunstneriske progressioner. Det er ikke fordi at ambient minimalisme er hverken dårligt eller ustimulerende, Sunn O)))'s tidligere plader og lignende bands som Earth og Boris har oftest været en større udbyder at tilfredsstillende sonisk eksperimentation som har gravet dybt i underbevidstheden. Men der tilbydes ikke noget her som er synderligt nyskabende eller generelt raffineret. Principielt er der ikke behov for fire separate numre da de alle sammen flyder sammen rent instrumentalt. Og ikke på den måde jeg oftest roser da det viser sammenhæng og strikt planlægning, men derimod fordi hver sang tilbyder så lidt der differentier dem fra hinanden at enkelte harmoniudsving ikke kan gøre op med det. Uanset hvor lækkert det så end er pakket ind.

Det er ingen hemmelighed at jeg havde forventet en del mere af dette album, men i stedet føltes det som om at de har sprunget ti år tilbage i deres egen musikalske evolution. Hvilket er virkelig ærgerligt. Men jeg håber og tror på at duoen har hvad der skal til for at grave sig ud af det musikalske hul som de her har hamret sig selv ned i.
Denne anmeldelse endte med at blive meget kortfattet, men modsat Sun O))), så har jeg ikke behov for evigheder af tid til at videreformidle simple og koncentreret ideer.


Karakter: -

Sivas - Contra

Sivas - Contra

Skrevet af barcano den 29 april 2019 kl. 21:42
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Hip-Hop, Musik, Dansk-musik

Kunstner: Sivas
Album: Contra
Udgivelsesdato: 26. april 2019
Genre: Rap & Hiphop
Sangantal: 12
Længde: 29:00


Hvis det ikke fremgår tydeligt at skrivestilen, så er denne anmeldelse ikke skrevet af jeres velkendte og altid korrekte musikelsker (Barcano) men derimod en af hans knap så pålidelige følgere. Ironi kan forekomme.

Den 12. april løftede den danske rapper sløret for, at et nyt album var på vej, da han udgav nummeret "4Livet", og et par dage senere udgav han også nummeret "Capitan".
To uger efter udgivelsen af "4Livet" lancerede han så det endelige album, og mine forventninger var personligt tårnhøje. Jeg mener nemlig, at Sivas, siden han fik sit gennembrud, har været en af de vigtigste og mest epokeafgørende artister på den danske rapscene. Det mener jeg, fordi at han har skabt sig et specielt udtryk, der gør, at man altid ved, hvornår det er ham, der står bag mikrofonen. Og så er han samtidig også, hvis du spørger mig, en af de klart bedste tekstforfattere i dansk rap.
"4Livet" var i høj grad med til at øge mine forventninger, fordi jeg synes det er dejligt, der indeholder Sivas' kvaliteter nemlig udtrykket og en velskrevet tekst. Sangen havde udover det også i sin udformning og i sin lyrik noget mere dybde og refleksion i sig, hvis man sammenligner den med nogle af Sivas' andre store værker.
Så hvis jeg skal opsummere kort, så var mine forventninger rigtig høje, og jeg kan allerede nu godt røbe, at "Contra" ikke levede helt op til mine forhåbninger.
Hvis jeg skal starte med nogle af de positive ting ved albummet, så vil jeg begynde med at sige, at det indeholder et par gode sange. Her var jeg personligt glad for "4Livet", "Rally", "Capitan" og "Ingen skyer solen skinner".
Introen "Ceremonien" er også en rigtig god "appertizer" på albummet, og den fik faktisk mine i forvejen høje forventninger endnu højere op.
Det mest positive for mig ved dette album er, at Sivas endnu en gang får vist, at han har noget ekstra i forhold til så mange andre rappere, når det kommer til tekstskrivning.
Han rimer på et højere niveau i dansk rap, og så smider han også et par gode referencer i sine tekster til ting, der peger ud over selv numrene.

Hvad jeg specielt er vild med, er hans sans for sprogets små finurligheder. Vi ser det bl.a. i "Transformer" med linjen "Slanger skifter skind på en uge", og vi møder den slags et par gange i albummet.
Hvis jeg skal kigge på nogle mere negative ting ved albummet, så synes jeg også, at meget af indholdet mangler noget pondus. Selvom teksterne er gode, så mangler der faktisk på de fleste sange det der, hvor Sivas viser tempo, overblik og autoritet.

Det, der fx har fascineret mig ved numre som "Oui", "Sensei", "Lang Historie Kort" eller naturligvis "d.a.u.d.a.", det manglede ifølge lidt på albummet "Contra".
Jeg synes også, at sangene kommer til at minde om hinanden, hvilket jeg bl.a. tror skyldes, at alle sangene ligger inden for næsten samme længde. Albummets længste sang er "Fortuna" på 3:04, mens den korteste sang eksklusivt introen "Ceremonien" er "Lille hyggeligt postkort" på 2:14.
Jeg er af den overbevisning, at albummet med en mere varieret opbygning i sangene og mere varierede længder i sangene, kunne have fået noget mere dynamik over sig.
Da jeg vågende den 26. april 2019 havde jeg fornemmelsen af, at et stort album i dansk rap var blevet født, men jeg er bange for, at albummet kommer til at gå i glemmebogen, hvilket jeg på mange synes er ærgerligt. Jeg synes nemlig Sivas viser sig som en stærk sangskriver med et stort repertoire, men det mangler bare i sidste ende noget dynamik og pondus for at være et rigtig godt album.
Men ingen tvivl om, at i en tid, hvor mange gennemsnitlige artister bliver relativt store navne, at Sivas står ud som en af dem, der rent faktisk har noget talent for sangskrivning.


Karakter: =