Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Anmeldelse: Five Finger Death Punch - F8

Anmeldelse: Five Finger Death Punch - F8

Skrevet af barcano den 1 marts 2020 kl. 19:21
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

Kunstner: Five Finger Death Punch
Album: F8
Udgivelsesdato: 28. februar 2020
Genre: Groove metal, alternative metal & Hard rock
Sangantal: 13
Længde: 45:06


Efter snart to er er Lav Vegas ikonerne og heavy-metal genrens yndlings boksepude klar med deres nyeste album. Som derudover er deres ottende af slagsen. For på trods af at have placeret sig på ganske kort tid som et af det 21. århundredes absolut største navne på metalscenen, så har de allerede fra deres spæde fødsel som band, ikke ligefrem været set særligt positivt på. Kritik har særligt gået på deres knap så diskrete tekster, et image der er kendetegnet ved svedebånd og en masse Monster-energidrik (som sjovt nok også sponsorerer dem) samt det at de ganske åbenlyst og helt bramfrit leverer metalgenrens svar på sovs og kartofler. På trods af dette så er Five Finger Death Punch som nævnt tidligere en gruppe som har vundet en del fans over på deres side igennem tiden. Hvilket jeg åbent også selv må indrømme at være blevet. Det betyder dog ikke at den kritik der rettes mod gruppen, ikke kun er forståeligt og i nogen henseender retfærdiggjort (særligt hvis man kigger på nogen af medlemmernes fortid mht. misbrug og voldsanklager) men også at det selv er synspunkter man til tider selv får når man gennemgår særligt de to sidste udgivelser som gruppen har produceret. For både 2015's "Got Your Six" og 2018's "And Justice For None" var det ret tydeligt at alt det drama som foregik bag scenen mellem gruppen og dets producere, havde en klar effekt på kvaliteten af det de pumpede ud. For selvom det langt fra var det dårligste der nogensinde er lavet, så sænkede de selv bunden af deres kvalitet et par ryk. Derfor håbede jeg da, at der med et nyt pladeselskab og en ny trommeslager ville blive bragt nogen nye og bedre ideer på bordet. Og ud fra de teasersingler der blev udgivet før albummet, virkede det til at der måske ville være nogen forandringer under opsejling. Så efter at have hørt pladen igennem kan jeg sige at... der ikke ligefrem er blevet skabt en ny ret, men derimod at det føltes som at man spiser det samme på en nyere tallerken. Når det så er sagt, er der dog sket nogle klare forbedringer.

Det er skam også allerede ret tydeligt ved intronummeret "F8" som ikke kun leverer et stykke eksplosiv musik der med sine enorme violiner, strenge og trommer langsomt men sikkert skaber et stabilt crescendo som både er ligeså cinematisk charmerende, som produktionen er overdrevet og skavet. Derudover leder nummeret ret så elegant over i det efterfølgende nummer "Inside Out". Et nummer som ikke kun ramte hårdt tilbage i december sidste år, men stadig i albummets kontekst formår at vise FFDP i topform med en blanding af f*ck dig riffs og enorme omkvæd. Det er i hvert fald en god mulighed for alle lyttere til at få afstemt deres forventninger ret hurtigt. Det er bramfrit og søger ikke efter accept, og det formår på trods af en ret svag solo alligevel at være hele pladens største lyspunkt. Derefter går turen til den anden single "Full Circle" som på trods af en ret så tvivlsom inklusion af elektroniske samples og vers der virker lidt for ivrige til at haste sig videre til et undervældende omkvæd, så formår soloen og outroen at vise at gruppen stadig har et godt øje for melodi og skrive nogen ret så ørehængende momenter. På trods af at nummerets riffs er lidt for korte og utydelige pga. en lidt for stor mængde reverb og post-produktionseffekter.
Tendenserne fra tidligere fortsætter skam også i "Living the Dream" som ikke kun rent lyrisk indeholder nogen lidt mærkelige superheltereferencer som ikke ligefrem kommer til at ældes synderlig godt, samt en intro og "post-chorus" som lyder lidt form meget som Disturbed til min smag, med sine synkoperede trommer og guitarer der er ved at drukne i overmaskulin produktion. Det ændrer dog ikke på at der i klassisk FFDP-stil serveres et omkvæd på arenastørrelse som helt klart kan få knytnæverne til at flyve opad efter et par øl. Det hele sløver dog sig selv lidt mere ned på "A Little Bit Off" der virker lidt nytteløst, da det er de færreste, hvis nogen overhovedet, som på det tidspunkt på albummet har behov for en guitarballade. Særligt når der udover et mere elektronisk drevet mix end man måske havde tænkt sig, stadig ikke er særligt meget andet at komme efter, da der ikke rigtigt tilføjes så meget. Det gør også sangen lidt lang på trods af en ret kort spilletid. Man bliver dog hurtigt vækket igen med "Bottom of the Top" som med sine buldrende trommer og savlydende riffs slår lige så hårdt som en hammer. Det fungerer lige indtil sangens bro som er for blød og pludselig så det ikke gør andet end at ødelægge flowet i en ellers ret så fin sang. På den simple skinbarlige måde. Gruppen kører dog mere tilbage i gamle riller i "To Be Alone's" omkvæd og solo, der mest af alt lyder som en sammensætning af gamle akkorder fra tidligere FFDP-numre. Det er mangelfuldt og er ikke nok til at løfte sangen til noget godt, på trods af at frontmand Ivan Moody leverer en versvokal der både har et interessant flow og en artikulation man ikke ligefrem er vant til når man er i selskab med drengene fra Nevada. Når det så er sagt, bliver der bragt noget nyt til bordet i "Mother May I (Tic Toc)" hvor der helt klart er taget inspiration fra Djent-genrens tilgang til rytmik. Det er egentlig kun positivt med noget variation, og det virker skam også, selvom sangen alligevel befinder sig på grænsen til at være lidt for meget af det samme, hvor et lidt for langtrukkent midterstykke heller ikke gør sagen bedre. Meget lignende oplevelse havde jeg med "Darkness Settles In" som udover at have nogen akustiske strenge der får mixet til at klikke, og en anden halvdel der desværre forlader den første halvdels meget filmiske æstetik til fordel for den klassiske FFDP-lyd i anden halvdel, så er der stadig nok gode elementer og drengerøvs charme til at det virker. Langt bedre og mindre ironisk bliver det dog i nummeret "This is War" som ligesom tidligere skruer helt op for djent-inspirationen og dertil tilføjer en ekstra mængde groove med sitrende powerchords og kontrapunktiske strenge som alt sammen er med til at levere noget af gruppens tungeste og hårdeste materiale. Det er simpelt ja, men det er også så pokkers effektivt.
Det er dog numre som "Leave It All Behind" og "Scar Tissue" som ret tydeligt viser en summering af hele albummet. De er ikke noget særligt, og udover nogen baslinjer som klart mangler et tydeligt formål og burde rettes mere ind, så er der ikke så meget at sige udover at de har hævet deres bundlinje på bekostning af større og mere mindeværdige momenter. Det er skam ret nemt at forholde sig til.
Mere ambivalent har jeg det dog med pladens afslutter "Brighter Side of Grey" der primært får alt sin emotionelle påvirkning pga. det faktum at den er skrevet til Linkin Parks forsanger Chester Bennington som desværre fik en ret trist og nærmest tom skæbne. Det ændrer dog ikke på at sangen er ret så kraftfuld og at det i hvert fald er en rimelig stor måde at afslutte albummet på. Selvom det dog virker til at sangen kunne have nydt godt af hvis der havde været lidt mere strukturel opbygning og sonisk udvikling.

Alt i alt kan man sige at "F8" klart viser at gruppen bevæger sig i en mere positiv retning. Det ændrer dog ikke på at jeg gerne ville have set noget mere nyt på denne plade, og at det er ærgerligt at denne forbedring er kommet lidt på bekostning af en lidt mere jævn oplevelse hvor bunden er hævet men loftet er sænket. Det betyder dog ikke at der ikke noget at komme efter, og hvis du før har nydt større eller mindre dele af deres katalog, så vil jeg sige at "F8" trods alt er et lyt eller to værd. Det kommer dog nok ikke til at trække nogen nye fans til. Selvom Five Finger Death Punch heller ikke ligefrem mangler flere fans.


Karakter: =

Roundup (Artigeardit - Lil Wayne - Green Day - Dan Deacon)

Roundup (Artigeardit - Lil Wayne - Green Day - Dan Deacon)

Skrevet af barcano den 11 februar 2020 kl. 12:21
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Dansk-musik, Hip-Hop, Indie, Musik, Rap, Rock-Musik, Electro

Artigeardit - IDIOT
Karakter: =

Den danske rapper har med sit nyeste album fået en overraskende stor mængde positiv respons, hvilket må siges at været kommet bag på nok de fleste. Det er dog ikke helt svært at se hvorfor når man lytter til den unge rappers erfaringer med popularitet, kvinder og behovet for at leve op til sine egne standarder. Når det så er sagt, så er det ikke et udtryk som imponerer mig ret meget. Mest af alt fordi det er lidt for genkendeligt og falder lidt for ofte for genrens klicheer. Misforstå mig ikke, det er til tider effektivt og det er jo musikalske og lyriske klicheer af en årsag. Det virker da også en gang imellem, men generelt kan ikke slippe følelsen af at jeg har hørt det før og hørt det bedre, uanset hvor mange gange jeg lytter hans trapbeats og autotunede vokaler igennem. Men hvis det er en type musik som du normalt fanger dig selv i at nyde, så vil du nok ikke gå helt galt i byen med Artigeardits nye projekt. For selvom det ikke ligefrem var noget for mig, så vil jeg stadig give en stille anbefaling.

Lil Wayne - Funeral
Karakter: -

Som det nok bliver nævnt igen i denne samling af anmeldelser, så er det altid trist at se ekstremt talentfulde kunstnere og gruppe forfalde til at producere musik som man normalt hævede dem over. Det er dog ikke tilfældet med Lil Waynes nyeste album, som på trods af at have nogen solide numre og fantastisk ørehængende hooks og flows stadig er alt, alt for langt for sit eget bedste. Det ender hurtigt med at blive en ufokuseret og lidt for åndeløs oplevelse som ikke helt kan holdes op af de gyldne øjeblikke som trods alt er spredt hist og her på albummet.

Green Day - Father of All Motherfuckers
Karakter: --

Værre bliver det dog for Green Day. Meget værre. Hvis Lil Waynes nyeste plade var et tegn på at han har taget et par skridt tilbage, så er Green Days nyeste album det samme som at få hugget sine ben af hvorefter de kastes i hver sin retning. Det er utroligt hvor langt væk vi er kommet fra "Insomniac" og "American Idiot", hvor det eneste gruppen ser ud til at være i stand til at levere, er forældede og nærmest frastødende musikalske indslag som gør albummets utroligt korte spilletid på kun 26 minutter til en kamp om ens egen personlige udholdenhed. Det er udgivelser som dette der gør det svært at forsvare genrer som alternativ rock og popunk, når nogen af genrens fædre behandler deres eftermæle sådan her.

Dan Deacon - Mystic Familiar
Karakter: ++

Et af de mærkeligste aspekter ved at skrive de her anmeldelser er de skarpe kontraster der opstår når man går fra at høre Green Days ret så sørgelige eskapader til at høre Dan Deacon næsten skabe en perfekt raffinering af sin sprudlende bladning af eksperimenterende elektronisk popmusik og en psykedelisk æstetik som er lige så filmisk og overdådig som den er underspillet og minimalistisk. Der er ingen tvivl om at det er et album som klart skal høres i større dele eller i sin fulde længde hvis man virkelig skal få noget ud af det, men i det store hele bliver de svage eller ufærdige øjeblikke klart overgået af et af årets mest fuldendte udgivelser.

Anmeldelse: Eminem - Music to Be Murdered By

Anmeldelse: Eminem - Music to Be Murdered By

Skrevet af barcano den 25 januar 2020 kl. 14:38
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Hip-Hop, Rap

Kunstner: Eminem
Album: Music to Be Murdered By
Udgivelsesdato: 17. januar 2020
Genre: Hip hop & horrorcore
Sangantal: 20
Længde: 64:22


Endnu et overraskende album bliver smidt pludselig ud på internettet af ingen anden end raplegenden selv, Mr. Slim Shady, Hr. Marshall, Eminem. Et nummer som han lavede tilbage i 2018 med det lige så brat lancerede album "Kamikaze". Så det er derfor ganske åbenlyst at jeg ikke kunne have nogen forventninger til det album, da jeg selvfølgelig ikke kendte til udgivelsen. Men selv hvis jeg gjorde, ville det ikke være særlig høje forventninger. For det er rimelig tydeligt at de sidste par udgivelser fra Eminem ikke ligefrem har været positive oplevelser. Særligt med 2017's "Revival" nåede vi ikke kun Eminems absolutte lavpunkt for hele hans karriere, men også et af det års værste plader fyldt med nogen af dette årtis værst skrevne og producerede undskyldning for rapmusik. Endnu værre blev det album da han året efter lancerede "Kamikaze" som trods alt var lidt bedre, men alligevel var fyldt med tekster der gjorde det tydeligt at Eminem stadigvæk ikke har forståelse eller respekt for den modtagelse som hans 2017 album retfærdigt fik. Hvilket da også kun gav mig kolde nerver når man tænker på at han ikke engang kan acceptere at folk ikke brød sig om et af hans albums som selv hans mest inkarnerede fans har svært ved at forsvare. Specielt fordi Eminem ikke ligefrem er uvant i stærk og hård kritik.
Så på trods af at han siden "Kamikaze" har leveret det ret så fantastiske disstrack "Killshot" som ganske ærligt kan placeres blandt hans katalogs bedste, samt den mørke single "Darkness" som fungerede som en forløber til albummet som pga. sin behandling af det tema som sangen omhandler yderligere, skabte en masse røre i medierne. Derfor virkede det til at han måske havde haft mulighed til at samle sig lidt imellem albumudgivelserne, og derfor kunne være i stand til at vende tilbage til nogen af de ting der gjorde ham blandt branchens bedste tilbage i 00'erne. Ved første øjekast virker det da også til at han har tænkt sig at rejse lidt tilbage i tiden. Udover at albummet trækker en mere horrorcore inspireret lyd ned over sig (selvom albummet generelt er rimelig ustabil ift. at levere en sammenhængende horrorinspireret oplevelse) så er valget af Dr. Dre som producer og gæsteoptrædener fra rapgruppen Slaughterhouse på slutnummeret "I Will", helt klart med til at give et sådant billede. Specielt når man også inkluderer de ekstremt hurtige flows (særligt på "Godzilla" som har Eminems hurtigste rap i hele sin karriere), grove og brutale linjer samt en mere lejende instrumentation på numre som "Little Engine", så virker det til tider som numre revet lige ud af "The Marshall Matters LP'en".
Det er dog i numre som "Darkness", som på trods af at være et af pladens bedste og noget af Eminems bedste i årevis, der viser en side til pladen som i sidste ende kun gør det værre. For mængden af simple og tomme beats der løber under unødvendigt råbte flows og skabelonskåret sangstrukturer er uden tvivl med til at gøre store dele af albummet til en rimelig intetsigende og tør oplevelse. Hvilket er ord jeg virkelig ikke har lyst til at beskrive et Eminem projekt med. For selvom det klart er et album som er mil bedre end "Revival" og "Kamikaze" så vender han stadig tilbage til mange af sine trættende tendenser. Så selvom der ikke ligefrem er nogen dårlige numre som rammer samme lave niveau som på hans to foregående plader, så er mængden af kedelige sange der virkelig presser en til at trykke på "skip-knappen" stadigvæk lidt for højt.
Det bliver tydeligst på et nummer som "Those Kinda Nights" der ikke kun har en gæsteoptræden fra Ed Sheeran der får en til at klø sig lidt eftertænksomt i hovedbunden som om Eminem ikke har lært noget af sin sidste brøler med Ed ("River" fra "Revival"), men også et af pladens værste omkvæd som er lige så unødvendigt forkortet som det er tåkrummende. For selvom der klart er dele af sangen som man ironisk kan holde af, med en tekst der ligesom hans tidligere karriereår går i lidt for grafiske detaljer om hans knap så succesfulde datingliv, så er der stadig nogen rimmønstre og leveringer som stadig er ganske imponerende. Et andet sted hvor albummet generelt falder lidt sammen, udover den trættende og lidt for ladne tilgang til sangtekster, er i pladens manglende evne til at levere en sammenhængende fortælling, tema eller udtryk. For med LP'ens titel og inklusionen af interludes der indeholder samples fra Alfred Hitchcock, burde det virke ganske åbenlyst hvilken retning han ville tage sin musik i på denne udgivelse, men man sidder desværre tit tilbage med en følelse af forvirring som et kæmpe spørgsmålstegn i Eminems valg af tematik som desværre er for paradoksal igennem hele pladen til at det samlet set giver mening.
Alligevel er der dog øjeblikke igennem albummet som leverer noget ganske velkonstrueret og effektfuldt, på trods af en dårlig linje eller to hist og her. Det inkluderer blandt andet "Darkness" og "I Will", samt store dele af "Stepdad" og "Godzilla". Derudover er der dog også sange som enten er gode nok, eller har en sektion, en vokalmelodi eller et godt beat som gør op for de ellers ret tydelige mangler. Det er desværre bare ikke en stor nok del af albummet som er sådan, til at jeg kan anbefale hele LP'en. Til sidst er "Music to Be Murdered By" dog et lille skridt i den rigtige retning, på trods af at det stadig er ret ærgeligt at se Eminem være forfaldet til den musikalske tilstand som han er i dag.


Karakter: =

Anmeldelse: Poppy - I Disagree

Anmeldelse: Poppy - I Disagree

Skrevet af barcano den 19 januar 2020 kl. 17:51
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik, Noise, Pop-Musik

Kunstner: Poppy
Album: I Disagree
Udgivelsesdato: 10. januar 2020
Genre: Noisepop, industrial metal & electropop
Sangantal: 10
Længde: 35:08


Poppy er en meget unik figur lad os bare sige det sådan. Uanset om vi snakker om hendes onliepersona på Youtube, eller den kunstner hun er blevet til efter nu tre studiealbums, så er der ingen tvivl om at hun helt klart rammer et punkt der er ligeså velkendt som det er pirrende fremmed. Særligt efter hendes 2018 udgivelse "Am I a Girl?", viste hun en side af sig selv som de færreste nok havde gættet på. I sange som "Play Destroy" og "X" levere Poppy musik der hev fra metalgenren af alle steder, med en langt hårdere instrumentation end vi før havde været vant til, på trods af at hun stadig beholdt sine prangende og brogede pigepoptendenser. Det er uden tvivl en meget unik tilgang hun har taget til sin musik, og det giver da også en helt ny forståelse af popmetal da hun arbejder med enorme kontraster i sin musik. Lige fra de tyggegummi søde kawaiitoner også til de øreblødende indsprøjtninger af støj er der alligevel et stærkt musikalsk fokus som helt klart gjorde mig spændt da jeg fandt ud af at hendes nyeste udgivelse, "I Disagree", ville fokusere mere på at arbejde med denne nye blanding. Det starter da også ganske stærkt med intronummeret "Concrete" som ikke kun føltes dejligt frisk i sin konstante vekslen mellem enorme J-pop vokaler i omkvædet og de efterfølgende doom-metal sektioner hvor de nedstemte strenge kun overgås af Poppys skingre skrig, men også placerer sig selv som albummets klareste kronjuvel. Det skaber i hvert fald en god form for spænding når hun flere gange i minuttet hopper imellem glinsende harmonier, eksploderende trommer og en outro der rulles ud med guitarakkorder der lyder som revet ud af et Queen-album. Bagefter trækker Poppy sig lidt tilbage på titelnummeret som med sine simple baslinjer og hviskende vokaler desværre bliver lidt for tilbageholdende, på trods af at både omkvædet og outroen har en smitsom hård kant til sig. Støjniveauet bliver dog klart hævet på "BLOODMONEY" som med sine ustoppelige trommer, maniske levering af omkvædets "Beg for forgiveness from Jesus the Christ" og elektriske guitarsolo klart står frem som et andet højdepunkt. Originaliteten falder dog lidt på nummeret "Anything Like Me", som holder sine Billie Eillish og Marilyn Manson inspirationer lidt for tæt ind på kroppen til at det helt kan få blodet til at køre det hurtigere. Poppys sans for genrekryds bliver kun sat endnu mere på prøve i den eminente "Fill the Crown" som ganske elegant bevæger sig fra den ene modstridende stilart til en anden. Derudover bliver nummeret kun bedre af gæsteoptrædenen fra produceren Chris Greatti som med sin sublime kemi med frøken Poppy leverer et vokalmodspil som kun tilføjer mere karakter til et i forvejen unikt nummer.
Desværre rammer albummet i starten af sin anden halvdel lidt en dødvandssituation, hvor der enten ikke leveres noget nyt eller velkonstrueret som ikke allerede er blevet lavet bedre tidligere på pladen, eller så viser der sig nogen svagheder i sangskriveriet. Lige fra den lidt for bare og glitchy instrumentation i "Nothing I Need" til det kedelige beat i "Sit / Stay" som på trods af at have en ganske tung og stemningsfuld atmosfære alligevel ikke kommer over sin halvkedelige kant, og den trættende "Bite Your Teeth" som ikke rammer helt rigtigt med hverken de bløde powerpopelementer eller de buldrende metalcore sektioner. Så er der ingen tvivl om at det skaber et lidt ærgerligt øjeblik på en plade der i forvejen ikke er ret lang, og ikke helt kan tåle en så omfattende svag sektion.
Til gengæld gøres der næsten helt bod på det i de to afsluttende numre som begge trapper en del ned og leverer to sjælelige ballader. For "Sick of the Suns" tilfælde betyder det en kort omgang hvor der vises så meget musikalsk overskud af der konstant bliver smidt rundt med smukke harmonier til alle sider, uanset om det drejer sig om vokalen eller den legende guitar i baggrunden. Det er dog slutnummeret "Don't Go Outside" som igennem seks minutter står for nogen af albummets klart bedste øjeblikke. Lige fra den lækkert fraseret guitar i introen til den perfekte indarbejdelse af "Fill the Crown", "Concrete" og "I Disagree" i sangens hårdere afslutning, så er der igennem hele sangen et konstant crescendo som med en konstant prog-inspireret udvikling er med til at skabe et nummer som jeg på papiret nok ikke ville have ment kunne fungere.

Generelt formår Poppys nye album nærmest hele tiden at præsentere nye måder at stimulere sin lytter på gennem uforudsigelige rejser gennem et hav af forskellige stilarter. For selvom det ikke rammer lige præcist hver gang, så er det en frisk tur hele vejen igennem, og jeg er kun spændt over hvilken retning Poppy tager sin projekt i næste gang.


Karakter: +

Musik - Benjamin Havs Spice up your life & Dit syge dyr

Musik - Benjamin Havs Spice up your life & Dit syge dyr

Skrevet af barcano den 14 januar 2020 kl. 20:11
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Dansk-musik, Hip-Hop, Musik, Pop-Musik

Kunstner: Benjamin Hav
Album: Spice up your life & Dit syge dyr
Udgivelsesdato: 3. januar 2020 & 10. januar 2020
Genre: Lof-fi hiphop & indiepop
Sangantal: 13 & 13
Længde: 50:55 & 46:50


Det tidligere medlem af Benal-duoen åbnede den danske musikscene op med to udgivelser en uge efter hinanden i et dobbeltalbum der uden tvivl skal stå som Benjamin Havs forsøg på at etablere sig selv som soloartist, og hvad vi så deraf kan forvente. På trods af at han sammen med Albert Wanscher det sidste årti har etableret sig selv som en af Danmarks største kunsterne, hvilket da også bla. har bragt dem i besiddelse af P3 Prisen tilbage i 2017, så står han altså nu på flad jord og skal på ny fremstille et stykke af ham selv som vi ikke før så i Benal. For selvom åbningsnummeret "Spice up your life" godt kunne narre lytterens første indtryk, med sin akustiske guitar som er lige så hurtig som den er fast og blid sammen med steppende synthlinjer der nærmest fungerer som en musikalsk trampolin hvorved Benjamin Havs kan lade sine lyriske ideer og dybe flows hoppe rundt på, så viser resten af albummet dog sin sande side. For selvom sange som "Stjernerne", "Musse" og "Den eneste" uden tvivl leverer den udefinerbare charme og lyriske mærkværdighed som Benjamin Hav altid har præsteret, så er der ingen tvivl om at det er knap så eventyrlystent. Ydermere formår han på store dele af albummet heller ikke at løsrive sig fra den lyd og tilgang til elektronisk pop og hiphop som han gjorde sig selv kendt i sammen med Albert Wanscher. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men det betyder dog at lidt for mange af sangene lyder som bare og minimalistiske kopier af eksisterende Benal-sange, som desværre ikke bærer præg af den samme lækre og sprøde produktion som Albert Wanscher kunne præstere nu når Benjamin Hav står alene. Derudover kan Benjamin Havs sporadiske tekststil også blive lidt for meget på numre, hvor der sker så meget på trods af at han ikke formår at dvæle ved noget længe nok til at det giver mening. Det giver specielt den femminutter lange "Dit hjerte er rent" en lidt for tålmodighedstestende "kvalitet" da det til tider grænser op til forvirret nonsens spredt ud på alt for tørre og udstrakte beats. Selv den mere sjælelige "Nyborg" der fungerer som den første plades afslutning kommer desværre også lidt til at føltes som en underspillet elektronisk ballade der sjældent får pulsen ret højt op.
Bedre bliver det dog tydeligt på det efterfølgende album Dit syge dyr. Det bliver nemlig ikke kun en smule mørkere, men der tilføjes en større mængde energi og sammenhæng, som i sidste ende kun er med til at forbedre Spice up your life som i kontekst får lidt mere kohærens. Det betyder dog ikke at man som lytter helt slipper for Havs poesi som stadig kan være lidt for upræcist, hektisk og manglende på den sproglige finesse som kan findes hos andre rappere der samtidigt behandler de samme emner om ulykkelig kærlighed i den moderne teknologifyldte verden. Noget andet der dog klart er med til at forbedre oplevelsen, er det opfriskende tilskud af melodi som ved inklusionen af sang og mere omfattende instrumentalharmonier gør numrene lidt mere livlige og derved også mere bevægende og indlevende. Rent musikalsk trækkes der også på lidt flere inspirationer som helt klart er med til at gøre albummet lidt mere varieret. Lige fra sangen "Fedterøv" som ganske overraskende tager nogen tips fra klassisk dancehall, eller den længere "Kom bare" som sitrer med ambient atmosfære.
Det hele falder da også stille og roligt på plads i slutnummeret "Ellen" som ganske ligesom åbningsnummeret "Spice up your life" indikerer den musikalske legeevne som Benjamin Hav klart burde hige efter i sin fremtidige solokarriere (særligt efter han i starten af året puttede Benal i dvale på ubestemt tid) da der klart er en del mulighed for at levere noget unikt hvis man bygger videre på det solide fundament som består af en konstant vekslende overgang mellem sang og rap samt blide synthesizere der følger et beroligende beat.
Her på falderebet må jeg sige at det har været lidt svært at vurdere de to udgivelser. For selvom der både er en del godt og lidt skidt, og en masse ind imellem, så har mit fokus dog været på den kamp der ser ud til at Benjamin Havs har haft mellem at fortsætte sin stil fra Benal eller at levere noget unikt der kan knytte noget tiltrængt ømhed til den danske musikscene. For der er helt klart en masse potentiale at arbejde videre på. Og for at citere Benjamin Hav så er "det aldrig for sent at tage fat (Spice up your life".


Karakter: =/+