Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Avicii - TIM

Avicii - TIM

Skrevet af barcano den 11 juni 2019 kl. 11:50
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik, Pop-Musik, EDM-Musik

Kunstner: Avicii
Album: TIM
Udgivelsesdato: 6. juni 2019
Genre: EDM & Pop
Sangantal: 12
Længde: 38:53


TIM er ikke kun Aviciis (fødselsnavn: Tim Bergling, deraf albumnavnet) tredje studiealbum, det er også hans posthume album efter han begik selvmord tilbage i april sidste år. Men spørgsmålet om hvorvidt man så burde udgive mere af hans materiale er ikke noget jeg har tænkte mig at forholde mig til. Det eneste jeg kan sige er at alle pengene som denne plade indtjener, bliver fuldt doneret til organisationer der arbejder med prævention af selvmord blandt unge samt at skabe opmærksomhed omkring psykiske sygdomme, hvilket både virker helhjertet og respektfuldt. Længere ind på det vil jeg dog ikke komme da jeg ikke skal forholde mig til Aviciis liv eller det eftermæle som hans pårørende er nødt til at engagere med nu. Jeg er her kun for at kommentere på og i sidste ende vurdere det musik der bliver mig præsenteret. Uanset hvem det kommer fra og hvilken situation det end måtte være affødt af. Til det vil jeg dog hurtigt sige at det virker som en positiv afslutning da det egentlig er det bedste materiale samlet på et album som svenskeren har leveret. Dog skal det siges at det desværre ikke siger ret meget, taget hele hans katalog i betragtning. Men set på den lyse side kunne det være endt langt værre. Og helst at ens sidste album også kan blive ens bedste.

Det skal dog siges at alt musikken var skrevet færdigt før hans død og det er derfor kun produceringen der blev lavet efter hans afgang. Det betyder altså også at albummet er af den samme størrelse som hans tidligere materiale, på godt og ondt. Den store forskel er nemlig at sidste gang Avicii leverede et album var hans andet album Stories tilbage i 2015. hvilket nok bedst kan beskrives som det år hvor EDM døde klarest ud og blev solidt erstattet med trap-musikken af popmusikkens søgelys. Genren havde simpelthen brændt sig selv ned og havde ikke længere noget at byde på. Heldigvis føltes dette album nogle gange som en Greatest-Hits samling som præsenterer genren fra sine bedste sider. Hvilket egentlig er meget passende, på trods af at albummet starter rimelig halvhjertet ud. I intronummeret "Peace of Mind" bliver en lækker intro ført an af en akustisk guitar og pirrende vokalharmonier hurtigt undermineret af en alt for repetitiv sangtekst som følges op af ligeså gentagende elektroslag der smed en ellers ret lovende begyndelse lige ud med skyllevandet. Værre, egentlig værst, bliver det i det efterfølgende nummer "Heaven", som bæres frem af en kedelig melodi og et trivielt popbeat som får hele sangen til at lyde som en frakastet Coldplay ballade. Hvilket er ekstra passende når Coldplays forsanger Chris Martin er med på nummeret for at levere sin typiske vrælen og tendens til at hoppe mellem toner fuldstændigt ustyrligt i hans forholds svage mellem-vokalrækkevidde, som alt sammen bliver for meget. Dertil følger der svagt producerede trommer og en mundharmonika som klipper mixet midt over hver gang der bliver pustet ind i den. Hvilket får nummerets spillelængde på sølle 4 minutter til at virke som en evighed. I hvert fald når man er i sådan et fællesskab. Derfor er det betryggende at vide at albummet ikke når en kvalitet af samme lave niveau, eller gud forbyde det lavere, i løbet af de efterfølgende ti sange. Allerede nummeret efter begynder der heldigvis at tegne sig et markant bedre billede. "SOS" anvender et simpelt men effektivt "fingersnapping-beat" plus nogen tykke og sprøde harmonier på strengeinstrumenterne, som sammen med Aloe Blaccs vokal klart slår den ellers komprimerede og meget grødede produktion.
Sådan fortsætter albummet egentlig i lange drag i resten af albummets små fyrre minutter. En masse positive initiativer som alligevel bliver neutraliseret eller udligner hvad der enten er meget undervældende eller også meget gennemsnitligt elektropop. F eks introduceres nummeret "Tough Love" med et overdådigt asiatisk strengensemble som vender triumferende tilbage efter hvert omkvæd, men samtidig domineres albummet i ligeså høj grad af et harmonisk undervældende album og det ene irriterende filter efter det andet som bliver presset ned og over nogen egentlig udmærkede vokaler.
Af andre eksempler kunne der nævnes de lækre pianosegmenter i "Ain't A Thing" som påklageligvis drukner i fesne EDM-beats, og selvom der er en fed sans for rytme i "after-chours", så har de formuleret det igennem et harmonisk frustrerende drumfill.
Af mere besynderlige valg kunne man fremhæve samplet af Sam Smiths sang "Stay With Me" som bliver brugt til at føre hovedmelodien i "Freak". Hvilket kun for mig til at stille spørgsmålet: Hvorfor? Bevares "Stay With Me" er da en god sang, ironisk set langt mere tilfredsstillende end "Freak", men udover en stærk sans for melodi som ikke er sangens egen, så leveres der kun noget nyt som ikke er synderlig vellykket. Af nyt tiltag skal man sættes til at høre på "glitchende" og utroligt komprimerede fløjten efter omkvædet.
Det skal dog ikke kun være negativt, for som jeg nævnte tidligere: så er der egentlig også en god portion af overraskende numre. "Excuse Me Mr. Sir" er en af dem. Som med sin lækre akustiske intro og store produktion som gør plads til hårde beats, svælgende vokaler, tunge samt stramme strenge og inklusionen af et jazz-inspireret klaver er med til at levere noget der er ligeså ørehængende som det er pumpende. Hvilket overskygger nogen egentlig svage og sterile vers (Pokkers! Okay, måske kunne jeg ikke holde helt igen med kritikken. Men stadig, det er et solidt nummer) Selv et nummer som "Heart Upon My Sleeve" som komisk nok har gutterne fra Imagine Dragons på gæstelisten, formår stadig at være et af pladens bedste oplevelser. Men ja, Dan Reynolds irriterende stemme inficerer stadig versene og runger som ekkoende smask i øregangen når han artikulerer "Heart Upon My Sleeve". Når det så er sagt, så er omkvædet stadig ført an af tunge baslinjer og dronepulser som centrerer rundt om buldrende trommer og lækre violer som glider op ad Dans stemme som heldigvis får tilføjet noget knas der gør han rungen lidt mere udholdelig, tro det eller værd han er egentlig ganske succesfuld med at udtrykke sig her. Og når pianoet ikke forsvinder ind og ud af mixet så er det også ganske underholdende. Hvilket faktisk også gælder for guitaren. Det hele slutter egentlig meget fint i nummeret "Fades Away" som har en meget Ariana Grande lignende kvalitet til sig. Med sin meget pigede vokal som følger klaverets harmonier og et stilfærdigt men resonerende drumbeat.

Der er i hvert fald ingen tvivl om at kvaliteten bliver vendt op i den rigtige ende i den anden halvdel af albummet. Hvilket er meget positivt, for ellers var mine følelser om pladen nok ikke være ligeså forstående. For selvom der er generiske og intetsigende EDM-numre som "Hold the Line" og "Bad Reputation", så vises der her at der trods alt stadig er et artistisk aftryk som man kan mærke. Og taget i betragtning af hvordan det endte for Avicii, så er det måske den bedst mulige afslutning for den genre, som han selv var anfører for, man kunne tænke sig.


Karakter: =