Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk

Roundup (Bruce Springsteen - AJR - Kirin Callinan - Prince & The Black Keys

Skrevet af barcano den 4 juli 2019 kl. 16:12

Endnu en gang finder jeg mig i en situation hvor jeg er kommet bagud med mit skema. Denne gang skyldes at jeg anvender normalt Yousee Musik til at lytte til mine albums da lydkvaliteten er bedre end Soundcloud eller "vanillia" Spotify (og jeg nægter at betale penge for musik, så glem det Itunes) og det er nemmere at forbinde den app til mine højtalere, anlæg og bilen. Det sker dog engang imellem at Yousee er lidt længere om at uploade nye kunstneres plader end på de andre platforme. Så situationer som dette kan opstå hvor jeg så er nødt til at lave de her "Roundups" i stedet hvor jeg laver en masse korte albumanmeldelser så jeg stadig kan få sendt mine tanker derud på trods af at anmeldelserne ikke er ligeså tidsmæssigt relevant og heller ikke ligeså detaljeret som de normalt er.

But here you guys go anyway!


Bruce Springsteen - Western Stars
Karakter: =

Bruce Springsteen, The Boss, folkrock legenden er tilbage med sit nittende album. Derved sagt ud fra den skinbarlige sandhed, så har jeg ikke vanvittigt meget at sige om det. Det er hans bedste værk i 10 år... det var vist det. Mest af alt så virker det som om at han stadig kører på autopilot selvom han måske har lænet sig lidt længere frem i sædet. Ikke sagt at det er dårligt, der bliver bare ikke rigtigt bragt noget særlig nyt eller særlig specielt frem. Der er i hvert fald ikke nogen "My Hometown" eller "Born in the U.S.A" på den her plade. Selvom jeg tvivler på at Bruce nogensinde kommer til at levere noget i den stil igen. I stedet for er der her bare tale om et utroligt velproduceret album hvor de sprøde westernguitarer let og elegant glider mod Springsteens ikoniske vokal. Det er så denne formular som der bliver fremlagt i hver af albummets 13 sange der spænder over 50 minutter. Så på trods af at det måske aldrig rigtigt bliver kedeligt, så er det også begrænset hvor meget ekstra man kan tilføje med hvad der egentlig bare er gentagelser af en mid-tempo countryballade.


AJR - Neotheater
Karakter: --

Oh boy! Millennial-pop tog vist endnu et dyk lavere i kvalitet. Hvis det overhovedet var muligt. Hvis jeg er nødt til at høre endnu en ophøjet, narcissistisk og gennemvædet klynkende sjæler som alle sammen har det til fælles at de ikke kunne være mere privilegerede i deres udtryk. Hvilket kun gør det hele endnu mere tonedøvt. Det bliver så også kun gjort værre ud fra det faktum at dette album og lignende plader bliver solgt til meget unge og påvirkelige børn. Hvilket viser sin klare bagside i et nummer som "Beats" som uden noget glimt i øjet af selverkendelse eller ironi, er et åbent samarbejdsønske til Beats by Dr. Dre hovedtelefonerne om at bandet gerne vil finansieres og sponsoreres af Dre. Det er alt sammen så falsk, klingende og komplet frit for integritet at jeg føler mig benådet over ikke at skulle høre det mere.


The Black Keys - "Let's Rock"
Karakter: +

Det ironiske ved at sige at dette album er et frisk pust er at både lyden og sangskriveriet på dette album er så 70'er-lignende at The Black Keys duoen ville tage endnu et sug af bongen hvis de ikke havde så travlt med at være Eric Clapton og Rolling Stones' groupier. For de to rockere leverer ikke noget på dette album som ikke skjuler at de bærer deres inspirationer tungt ude på tøjet. Men det ændrer ikke på at det er så pokkers ørehængende også stramt pakket rent strukturelt at det ikke er til at stå for. Lige fra de "uhuende" korvokaler til de smittende horn og de hvinende guitarhalse. Hvilket er på trods af at det ikke tilføjer synderlig meget andet til blues-rock genren af nyheder, andet end en ny plade til samlingen af gode rockalbums.


Kirin J Callihan - Return to center
Karakter: =

Sexfikseret provokatør Kirin J Callihan er ude med sit nye album. Som er et coveralbum af alle ting, bestående af 10 numre der spænder ligefra det østrigske pophit "Life is Life" til Elvis Presleys titelsang "Return to Center". Et interessant valg af sange som helt klart har haft en personlig indflydelse på Callihans egen musik. Når det så er sagt, så er det desværre ikke tilfældet at albummet er ligeså effektivt som konceptet bag det er interessant. Hele pladens generelle instrumentation er alt for ofte underspillet og er ikke særlig tilfredsstillende rent produktionsmæssigt. Dette kommer dog nok mest af at Kirin valgte at indspille hele albummet inden for det tidsrum som returretten for de instrumenter han købte i musikbutikken Center, deraf titlen på albummet, varede. Igen ganske interessant forhindring, men hvad skal det til for når det kun skader kvaliteten af den musik du skaber? Derudover er der også numre som den humoristiske "The Homosexual" der omhandler en homoseksuel som forfører de mænds koner som diskriminerede ham, der egentlig er underholdende nok ved første lyt, men ligesom med mange andre numre på albummet, så sker der desværre så lidt at der ikke er så meget gennemlytningsværdi som man kunne ønske sig. Ikke ensbetydende med at albummet er dårligt, men der er desværre en masse spildte muligheder som man tydeligt kan mærke.


Prince - Originals
Karakter: +

For mere end 3 år siden døde R&B legenden Prince tilbage i april 2016, hvilket dog ikke var ensbetydende med at offentligheden var færdig med at høre flere produkter fra kongen ham selv. Sidste år blev hans første album, Piano and a Microphone 1983, efter hans død udgivet. Hvilket trods sin meget skinbarlige opbygning hvor der kun var inkluderet Princes stemme og hans klaverspil, som titlen også antyder, så var det stadig et solidt værk selvom det nok mest af alt føltes som et kort livealbum. Specielt også fordi at samtlige numre var gamle projekter, demoer tiltænkt til andre bands og sange som han havde optaget som alligevel ikke var blevet udgivet. Det er dog også tilfældet på dette album. Selvom de fleste sange på dette album inkluderer flere klassiske træk fra Prince med en større instrumentation med henblik på synthesizers og buldrende horn. Hvilket egentlig fungerer ganske godt det meste af tiden. Det er måske ikke ligefrem af samme art som Purple Rain, det er nok også en lidt for høj standard at sætte, men de fleste af numrene tilbyder den høje energi og sprudlende sans for talent som gjorde Prince så pokkers ikonisk tilbage i sin tid. For selvom han måske ikke er iblandt os længere, så har han stadig utroligt meget mere at byde på.