Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Post Malone - Hollywood's Bleeding

Post Malone - Hollywood's Bleeding

Skrevet af barcano den 11 september 2019 kl. 20:30
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Hip-Hop, Musik, Pop-Musik

Kunstner: Post Malone
Album: Hollywood's Bleeding
Udgivelsesdato: 6. september 2019
Genre: Pop, trap & poprock
Sangantal: 17
Længde: 50:56


Et album er på gaden fra en af popmusikkens mest unikke og samtidigt prominente figurer på genrescenen. På trods af dette er der dog ikke tale om en kunstner som jeg har været positivt stemt overfor det meste af vejen. Lige fra hans første EP og særligt hans debutalbum Stoney var uden tvivl et af 2016s og Posts absolutte lavpunkter. Til trods for dette så det ud til at han var på bedre veje i sidste års Beerpongs & Bentleys som egentlig ikke var bedre end gennemsnitligt, på trods af at det i form af numre som "Rockstar" stadig levere nogen af 2018 største højdepunkter, så var det stadig mil bedre end Stoney. Min optimisme for en forbedring var derfor ganske stabil selvom singler som "Goodbyes" og "Circles" ikke ligefrem leverede noget særlig specielt ugerne op til udgivelsen. Når det så er sagt så virkede det da til at der var håb forude ved pladens åbner som også er titelnummeret. Med sine fedtede strengearpeggioer der skærer gennem klart igennem mixet og Malones lakoniske vokalstil som leveres gennem et konstant stigende og faldende tonemønster samt en støjfyldt trommebro der fungerer som et fedt kontrapunkt til introen blidere præsentation, så er der massere der gør op for den egentligt tamme midtersektion. Første øjekast repræsenterer desværre bare ikke albummets samlede kvaliteter, og mange mangler særligt godt.
Det efterfølgende nummer "Saint-Tropez" forfalder dog hurtigt til de dårligste momenter på hele pladen, med instrumentation, levering og komposition som ikke kunne besrkives mere tydeligt end klichéfyldt trappop og tåkrummende lyrik som er noget af årets dårligste brug af " braggadocious" skrivestil som kun bliver endnu værre når det skærer gennem Post Malones meget modsættende lydbillede.
Lidt bedre bliver det dog i "Enemies" som ikke er ligeså irriterende gennemsnitlig men derimod kun fungerer når det fokuserer på et rent banalt omkvæd, som dog føltes lidt bedre da gæstestjernen DaBaby heldigvis er fastlåst til omkvædene. Det bliver dog lidt mere ambivalent for mig at beskrive en sang som "Allergic" der med sin "Allergic, Allergic, Allergic"-refrain hurtigt bliver utroligt monoton og intetsigende. Samtidigt følges det at et omkvæd som samtidigt er fyldt med harmonier der svælger i den rummelige produktion, selvom den ikke er rummelig nok til at trommerne og klaveret ikke kan afholde sig fra at klippe indover hinanden. De "Stoney-lignende" tendenser vender dog tilbage i nummeret "A Thousand Bad Times" der allerede fra sin über-distortede synthakkord der indleder sangen foregriber om hvordan resten af sangen bliver. Et generisk omkvæd der helt klart godt kunne skrue ned for den forstyrrende mængde autotune, der så sandelig også bliver et problem andre steder på pladen, men drumbeatet der kører gennem sangen efterlader helt klart også en masse rum til forbedring. Mere frustrerende bliver det dog i en af de singler jeg nævnte før, "Circles", hvis melodiske grundide er ganske god, men det forsvinder dog hurtigt når teksten og processeringen af hans vokal er så frastødende da det tilføjer en mængde vibrato til hans stemme som får artikulationen til at skælve. Albummets største problem bliver dog tydeligst i numre som "Die for Me" og "On the Road", som med sine uinteressante beats og kedelig gæsteoptræden fra Lil Baby viser at pladen helt generelt mangler en klar vision, hvilket leder til en masse ugennemførte ideer i forsøget på at skabe noget mere variation så hvert et nummer ikke bare er "the same old".
Overraskende er nummeret "Take What You Want" som med en gæsteoptræden fra ingen anden end "the king of darkness" Ozzy Osbourne, nok mest kendt fra metalmusikkens faderband Black Sabbath, udsatte mig for en oplevelse som har groet på mig. For selvom brugen af semi-falske falsettoer fra alle vokalister (dog med mest fokus på Ozzy", et nytteløst og særligt spildt vers fra Travis Scott og et guitarsolo som kommer ud af ingenting alle sammen burde fungere som opskriften på endnu en skuffelse, så er den friskhed som genrekombinationen af traprap og hård rock giver, nok til at levere en original sang der fungerer på trods af sine mangler (meget lig hvordan en sang som "Old Time Road" stadig fungerer som den gør). Bedre bliver det dog desværre ikke da et nummer som "Starring at the Sun" virker som en unødvendig forløber "Sunflower", med det eksakt samme trommebeat og flydende produktion som alligevel ikke formår at fange den ørehængende poptrap blanding af upbeat trommer og en pokkers drilsk vokallevering som gjorde nummeret til et hit da den udkom på soundtracket til Spiderman: Into the Spiderverse sidste år (hvilket helt klart er en film som jeg ville anbefale at tjekke ud). Lette kalorier som alligevel tilbyder langt mere end en stor del af hvad der ellers gives på denne plade.
Selvom jeg egentlig også har det på samme måde med et nummer som "Internet" med sine bevægende strenge og "soaring" vokaler som er ganske respektabelt, så kan man ikke ligefrem mærke at Kanye West har været producer på netop dette nummer. Hvilket er ekstra ærgerligt da det klart ville give nogen muligheder for videre eksperimenter rent sonisk. Selvom albummet ikke ligefrem slutter med "Goodbyes", så kan de tre sidste sange, "Myself", "I Know" og "Wow" nok bedst beskrives som mudrede Post Malone ballader fyldt til randen med genbrugte og trættende ideer. Og hvad der leveres på "Goodbyes" er desværre ikke ligeså positivt som den første halvdel ville få dig til at tro. Young Thug når i hvert fald hurtigt at få ødelagt hvad Post Malone byggede op, og når sangen ikke engang varer tre minutter, så er der ingen grund til at vende tilbage når halvdelen af sangen er så uinteressant som den er.

Det kan ikke siges at det er Post Malones dårligste album, men det er skuffende at se at han er taget så mange skridt tilbage efter det store håb han foretog mellem sit første og andet album. Der er dog en god samling af ideer på dette album som kunne fungere som god grundkilde til at levere en bedre pakke næste gang. Så længe han bare vælger en generel stil også holder til den. For hans oprigtige og nede på jorden personlighed kan kun rykke ham så langt. Og efter tre studiealbum som alle sammen har platinstatus, så er tiden helt klart inde til at udgive noget som ikke føltes som halvhjertede playlister.


Karakter: -