Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Anmeldelse: Eminem - Music to Be Murdered By

Anmeldelse: Eminem - Music to Be Murdered By

Skrevet af barcano den 25 januar 2020 kl. 14:38
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Hip-Hop, Rap

Kunstner: Eminem
Album: Music to Be Murdered By
Udgivelsesdato: 17. januar 2020
Genre: Hip hop & horrorcore
Sangantal: 20
Længde: 64:22


Endnu et overraskende album bliver smidt pludselig ud på internettet af ingen anden end raplegenden selv, Mr. Slim Shady, Hr. Marshall, Eminem. Et nummer som han lavede tilbage i 2018 med det lige så brat lancerede album "Kamikaze". Så det er derfor ganske åbenlyst at jeg ikke kunne have nogen forventninger til det album, da jeg selvfølgelig ikke kendte til udgivelsen. Men selv hvis jeg gjorde, ville det ikke være særlig høje forventninger. For det er rimelig tydeligt at de sidste par udgivelser fra Eminem ikke ligefrem har været positive oplevelser. Særligt med 2017's "Revival" nåede vi ikke kun Eminems absolutte lavpunkt for hele hans karriere, men også et af det års værste plader fyldt med nogen af dette årtis værst skrevne og producerede undskyldning for rapmusik. Endnu værre blev det album da han året efter lancerede "Kamikaze" som trods alt var lidt bedre, men alligevel var fyldt med tekster der gjorde det tydeligt at Eminem stadigvæk ikke har forståelse eller respekt for den modtagelse som hans 2017 album retfærdigt fik. Hvilket da også kun gav mig kolde nerver når man tænker på at han ikke engang kan acceptere at folk ikke brød sig om et af hans albums som selv hans mest inkarnerede fans har svært ved at forsvare. Specielt fordi Eminem ikke ligefrem er uvant i stærk og hård kritik.
Så på trods af at han siden "Kamikaze" har leveret det ret så fantastiske disstrack "Killshot" som ganske ærligt kan placeres blandt hans katalogs bedste, samt den mørke single "Darkness" som fungerede som en forløber til albummet som pga. sin behandling af det tema som sangen omhandler yderligere, skabte en masse røre i medierne. Derfor virkede det til at han måske havde haft mulighed til at samle sig lidt imellem albumudgivelserne, og derfor kunne være i stand til at vende tilbage til nogen af de ting der gjorde ham blandt branchens bedste tilbage i 00'erne. Ved første øjekast virker det da også til at han har tænkt sig at rejse lidt tilbage i tiden. Udover at albummet trækker en mere horrorcore inspireret lyd ned over sig (selvom albummet generelt er rimelig ustabil ift. at levere en sammenhængende horrorinspireret oplevelse) så er valget af Dr. Dre som producer og gæsteoptrædener fra rapgruppen Slaughterhouse på slutnummeret "I Will", helt klart med til at give et sådant billede. Specielt når man også inkluderer de ekstremt hurtige flows (særligt på "Godzilla" som har Eminems hurtigste rap i hele sin karriere), grove og brutale linjer samt en mere lejende instrumentation på numre som "Little Engine", så virker det til tider som numre revet lige ud af "The Marshall Matters LP'en".
Det er dog i numre som "Darkness", som på trods af at være et af pladens bedste og noget af Eminems bedste i årevis, der viser en side til pladen som i sidste ende kun gør det værre. For mængden af simple og tomme beats der løber under unødvendigt råbte flows og skabelonskåret sangstrukturer er uden tvivl med til at gøre store dele af albummet til en rimelig intetsigende og tør oplevelse. Hvilket er ord jeg virkelig ikke har lyst til at beskrive et Eminem projekt med. For selvom det klart er et album som er mil bedre end "Revival" og "Kamikaze" så vender han stadig tilbage til mange af sine trættende tendenser. Så selvom der ikke ligefrem er nogen dårlige numre som rammer samme lave niveau som på hans to foregående plader, så er mængden af kedelige sange der virkelig presser en til at trykke på "skip-knappen" stadigvæk lidt for højt.
Det bliver tydeligst på et nummer som "Those Kinda Nights" der ikke kun har en gæsteoptræden fra Ed Sheeran der får en til at klø sig lidt eftertænksomt i hovedbunden som om Eminem ikke har lært noget af sin sidste brøler med Ed ("River" fra "Revival"), men også et af pladens værste omkvæd som er lige så unødvendigt forkortet som det er tåkrummende. For selvom der klart er dele af sangen som man ironisk kan holde af, med en tekst der ligesom hans tidligere karriereår går i lidt for grafiske detaljer om hans knap så succesfulde datingliv, så er der stadig nogen rimmønstre og leveringer som stadig er ganske imponerende. Et andet sted hvor albummet generelt falder lidt sammen, udover den trættende og lidt for ladne tilgang til sangtekster, er i pladens manglende evne til at levere en sammenhængende fortælling, tema eller udtryk. For med LP'ens titel og inklusionen af interludes der indeholder samples fra Alfred Hitchcock, burde det virke ganske åbenlyst hvilken retning han ville tage sin musik i på denne udgivelse, men man sidder desværre tit tilbage med en følelse af forvirring som et kæmpe spørgsmålstegn i Eminems valg af tematik som desværre er for paradoksal igennem hele pladen til at det samlet set giver mening.
Alligevel er der dog øjeblikke igennem albummet som leverer noget ganske velkonstrueret og effektfuldt, på trods af en dårlig linje eller to hist og her. Det inkluderer blandt andet "Darkness" og "I Will", samt store dele af "Stepdad" og "Godzilla". Derudover er der dog også sange som enten er gode nok, eller har en sektion, en vokalmelodi eller et godt beat som gør op for de ellers ret tydelige mangler. Det er desværre bare ikke en stor nok del af albummet som er sådan, til at jeg kan anbefale hele LP'en. Til sidst er "Music to Be Murdered By" dog et lille skridt i den rigtige retning, på trods af at det stadig er ret ærgeligt at se Eminem være forfaldet til den musikalske tilstand som han er i dag.


Karakter: =