Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Roundup (Artigeardit - Lil Wayne - Green Day - Dan Deacon)

Roundup (Artigeardit - Lil Wayne - Green Day - Dan Deacon)

Skrevet af barcano den 11 februar 2020 kl. 12:21
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Dansk-musik, Hip-Hop, Indie, Musik, Rap, Rock-Musik, Electro

Artigeardit - IDIOT
Karakter: =

Den danske rapper har med sit nyeste album fået en overraskende stor mængde positiv respons, hvilket må siges at været kommet bag på nok de fleste. Det er dog ikke helt svært at se hvorfor når man lytter til den unge rappers erfaringer med popularitet, kvinder og behovet for at leve op til sine egne standarder. Når det så er sagt, så er det ikke et udtryk som imponerer mig ret meget. Mest af alt fordi det er lidt for genkendeligt og falder lidt for ofte for genrens klicheer. Misforstå mig ikke, det er til tider effektivt og det er jo musikalske og lyriske klicheer af en årsag. Det virker da også en gang imellem, men generelt kan ikke slippe følelsen af at jeg har hørt det før og hørt det bedre, uanset hvor mange gange jeg lytter hans trapbeats og autotunede vokaler igennem. Men hvis det er en type musik som du normalt fanger dig selv i at nyde, så vil du nok ikke gå helt galt i byen med Artigeardits nye projekt. For selvom det ikke ligefrem var noget for mig, så vil jeg stadig give en stille anbefaling.

Lil Wayne - Funeral
Karakter: -

Som det nok bliver nævnt igen i denne samling af anmeldelser, så er det altid trist at se ekstremt talentfulde kunstnere og gruppe forfalde til at producere musik som man normalt hævede dem over. Det er dog ikke tilfældet med Lil Waynes nyeste album, som på trods af at have nogen solide numre og fantastisk ørehængende hooks og flows stadig er alt, alt for langt for sit eget bedste. Det ender hurtigt med at blive en ufokuseret og lidt for åndeløs oplevelse som ikke helt kan holdes op af de gyldne øjeblikke som trods alt er spredt hist og her på albummet.

Green Day - Father of All Motherfuckers
Karakter: --

Værre bliver det dog for Green Day. Meget værre. Hvis Lil Waynes nyeste plade var et tegn på at han har taget et par skridt tilbage, så er Green Days nyeste album det samme som at få hugget sine ben af hvorefter de kastes i hver sin retning. Det er utroligt hvor langt væk vi er kommet fra "Insomniac" og "American Idiot", hvor det eneste gruppen ser ud til at være i stand til at levere, er forældede og nærmest frastødende musikalske indslag som gør albummets utroligt korte spilletid på kun 26 minutter til en kamp om ens egen personlige udholdenhed. Det er udgivelser som dette der gør det svært at forsvare genrer som alternativ rock og popunk, når nogen af genrens fædre behandler deres eftermæle sådan her.

Dan Deacon - Mystic Familiar
Karakter: ++

Et af de mærkeligste aspekter ved at skrive de her anmeldelser er de skarpe kontraster der opstår når man går fra at høre Green Days ret så sørgelige eskapader til at høre Dan Deacon næsten skabe en perfekt raffinering af sin sprudlende bladning af eksperimenterende elektronisk popmusik og en psykedelisk æstetik som er lige så filmisk og overdådig som den er underspillet og minimalistisk. Der er ingen tvivl om at det er et album som klart skal høres i større dele eller i sin fulde længde hvis man virkelig skal få noget ud af det, men i det store hele bliver de svage eller ufærdige øjeblikke klart overgået af et af årets mest fuldendte udgivelser.