Bruger- og redaktørblogs. Gamereactor er Nordens største gaming site. Vi bringer nyheder og anmeldelser af de nyeste spil. Opret en profil i dag! Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk

Worst albums of 2019

Skrevet af barcano den 20 december 2019 kl. 17:00
Tagget som: Album, Brugeranmeldelse, Musik

Så er det vel tid. Efter snart et år hvor jeg har udgivet (knap så) regelmæssige musikanmeldelser på Gamereactor er tiden nu nok inde til at jeg samler mine tanker om det år som er gået, og udtrykker det gennem lister som skulle være relativt let at forholde sig til, og derved få et hurtigt overblik over hvad jeg syntes om de albums jeg har skrevet om i årets løb, hvis man altså ikke er interesseret i at læse de knap 75 anmeldelser som jeg trods alt har udgivet. Dertil skal jeg sige at reglerne for hvilke plader jeg inkluderer på denne liste, er ikke særlig klart opstillet. Grundlæggende kan man sige at der ikke vil være tale om EP'er, da jeg ikke har anmeldt nogen EP'er gennem året da jeg ikke rigtig har tid til at inkludere både studiealbums, EP'er og single-udgivelser. Når det så er sagt behøves jeg ikke nødvendigvis at have anmeldt albummet før jeg kan inkludere det på listen, dog vil jeg da forsøge kun at inkludere førnævnte plader for sammenhængs skyld. Der er dog alligevel en enkelt undtagelse på denne liste. Derudover prøver jeg at holde listen til en top-ti. Dog har jeg alligevel valgt at sætte nogen kunstnere og album sammen for ikke kun tematisk skyld men også da jeg havde store problemer med at vælge. Det håber jeg dog at du som læser kan tilgive mig for, og alligevel få et eller andet ud af min lister. Tilbage er der så kun at sige, tak for et godt år og jeg vil være tilbage igen næste år med et løfte om at kunne udgive endnu flere anmelderes som I kan læse (det skal dog siges at der selvfølgelig vil blive udgivet et par lister i løbet af den næste uge, dog ingen anmeldelser før næste år).


10: Ed Sheeran - NO. 6 Collaborations

Jeg åbner min liste med den seneste udgivelse fra den moderne konge af intetsigende og gennemsnitlig popmusik. Et projekt som præsenterer et endnu mere hult og følelsesløst billede af den moderne popscene end Ed Sheeran normalt disker op på sine soloprojekter. I stedet for hiver han her en samling af nutidens største popstjerner ind på et album der på trods af at være bygget på et fundament af næsten uendelige ressourcer alligevel føltes så tyndt og mangelfuldt. Lige fra tåkrummende og pinlige tekster til overdrevne omkvæder som prøver at gøre op for forglemmelige og forhastede vers som man ikke ville kunne identificere selv hvis ens liv afhang af det. Så på trods af at jeg ikke kan huske en eneste unik akkord fra hele albummets timelange spillelængde, så er der ingen tvivl om at mit år ville have været meget bedre hvis jeg ikke havde udsat mig selv for det her album. Selvom det dog er utvivlsomt at radiostationer og internettet ville have ladet én slippe for at høre på dette fejlagtige projekt. Hvilket hverken Travis Scott eller Justin Bieber kan gøre op for i deres gæsteoptrædener, da det er fuldstændig umuligt at skabe harmoni og kemi på et så uønsket album. Det eneste positive jeg kan sige er at Ed Sheeran og hans kollegaer nok er blevet utroligt meget rigere efter udgivelsen af denne plade.


9: DJ Khaled - Father of Asahd

Lige efter Ed Sheeran følger DJ Khaled med et album der på mange måder er lige så ens med Ed Sheerans nyeste fiasko. Den afgørende forskel i min vurdering af netop disse to album har været at Ed Sheeran trods alt inkluderet nogen bedre og mere talentfulde kunstnere ind som gæsteoptrædener. Bevares, musikken bliver ikke bedre af den årsag, men det er også ude i margen at jeg er nødt til at lede efter afgørende forskelle imellem de her to udgivelser. Derudover bragte dette album dog også et lidt større skuffelse med sig, da jeg ikke er i tvivl om at DJ Khaled alligevel har evnerne til at producere noget bedre, som han trods alt har gjort før på tidligere albums. Det er ikke ligefrem noget jeg kan sige det samme om hvad angår Ed Sheeran, hvis album jeg begynder at have lavere og lavere forventninger til for hvert år der går.


8: AJR - Neotheater

Værre for popscenen bliver det dog på ottendepladsen, hvor kvaliteten stadig er ligeså lav, men produktionen og sangskriveriet tager et markant dyk. Selvom jeg bevidst har prøvet at undgå alt hvad AJR har udgivet, så fik en morbid nysgerrighed dog til sidst sneget sig ind på mig og overbevist mig om at Neotheater i det mindste kunne være et lyt værd. Hvilket jeg så nu kan sige at det egentlig også var. Nu kan jeg i hvert fald bekræfte med sikkerhed at de stadig leverer det samme privilegerede og hysteriske "teenpop" som de altid har gjort. Dog har de valgt at gøre skaden større for dem selv ved at inkludere harmonier og lyriske ideer som mest af alt får det her til at lyde som fravalgte Disneynumre. Jeg ville dog alligevel helst have været foruden den åbenlyse bekræftelse af hvad vi nok alle sammen inderst inde alle ved.


7: blink-182 - Nine

Det er ikke vitterligt overraskende at se blink-182 på syvendepladsen. Men alligevel er det egentlig lidt sørgeligt at se et af dette årtusinds største rockgrupper forfalde til så lavt et punkt som Matt Skiba og co. har gravet sig ned på efter den ene undervældende udgivelse efter den anden. En konklusion som det virker til at Matt og gutterne egentlig også kom til, hvilket kan være med til at forklare hvorfor de valgte at tilføje hiphop produktion og elektroniske tendenser i form af tunge synthesizers og glinsende baslinjer, i et forsøg på at forbedre deres snart ret slidte musikalske formel. Problemet er bare at det ikke hjalp synderligt på situationen, men egentlig kun var med til at forværre gruppens situation. Hvilket da også er tydeligt når gruppen alligevel mod min vilje ender med at lande fast på denne liste.


6: NAV - Bad Habits
På sjettepladsen kommer dog en kunstner som det aldrig har været tydeligt at se hvor interessen kommer fra. Nav leverer på sit andet album lige det de fleste nok havde forventet, tre kvarter med den ene sjælløse gennemgang er moderne rap- og poptendenser i et forsøg på at præsentere noget der bare virker en smule relevant i det moderne musiklandskab. Det er dog ikke tilfældet, og i stedet viser Nav kun sin egen tydelige mangel på kreativitet hvilket dog også sikrer ham en solid plads i den højere plads på min liste.


5: Bad Wolves - N.A.T.I.O.N & Skillet - Victorious

Halvvejs på min liste finder man to grupper som jeg ikke var i stand til at vælge imellem. Ikke fordi jeg var ude af stand til at differentiere de to gruppers lyd fra hinanden, da de trods alt repræsenterer hver deres overdrevne og ganske pinlige gren af moderne metalmusik, men i stedet fordi jeg ikke kunne beslutte mig for hvem jeg syntes leverede årets mest forældede og toneløse musik. For selvom 2019 har bragt et par skuffelser med sig for diverse metalfans, så er det svært at forestille sig at nogen ville blive stødt eller skuffet over de her to plader. For jeg tvivler egentlig på at der er nogen som interesserer sig synderligt meget for en charme- og ironiløs Five Finger Death Punch klon eller grinagtigt kristen Nu-metal, der begge leverer musik som ville have været dårligt og kunstnerisk letkøbt tilbage i de tidlige 00'er, som de her to grupper åbenbart stadig lever i.


4: Scarlxrd - IMMXRTALISATIXN & INFINTY

Selvom fjerdepladsen ikke går til to kunstnere, så går pladsen dog til de to album som den britiske rapper Scarlxrd har udgivet i 2019. Det er svært for mig at se hvordan jeg egentlig så et stort potentiale i Mr. Marius da han brød igennem på den store musikscene tilbage i 2016 med sit debutalbum, men de egenskaber jeg mente han havde i starten af sin karriere er ganske svære at få øje på i hans to nyeste udgivelser. Hans i forvejen ret simple lyd er blevet kogt endnu mere ned, indtil der ikke er mere tilbage end en samling af monoton støj som desværre ikke virker ligeså råt og effektivt som det engang gjorde. Jeg har i hvert faldt svært ved at se hvordan Scarlxrd skulle være i stand til at levere noget hårdtslående igen, medmindre han fuldstændigt omlægger sit eget musikalske aftryk.


3: 93PUNX, Vic Mensa - 93PUNX

Som indleder til årets "nederste" top tre, befinder 93PUNX og Vic mensa sig med deres debutalbum. En plade der trods de bedste forsøg alligevel ikke formår at blande rock, emo, punk og rapmusik til et resultat som ikke er ligeså akavet og pinligt som det er tematisk frastødende. Hvad der dog alligevel afholder 93PUNX fra at ligge længere nede på listen, er at der trods alt i dette kæmpe rod gemmer sig en linje eller et musikalsk indspark her og der som er tilpas groft og bramfrit at det formår at være underholdende. På en tidlig South Park-agtig måde.


2: Logic - Supermarket & Confessions of a dangerous mind

På en stærk andenplads finder vi en af nutidens største kandidater for mest overvurdere og samtidigt mest tandløse rappere. Ligesom med Scarlxrd tidligere er det svært at vælge imellem to dårlige udgivelser når de samtidigt repræsenterer de samme symptomer fra den samme kunstneriske sygdom. Den sygdom er altså mangel på originalitet samt kunstnerisk udvikling. Hvor "Confessions of a dangerous mind" egentlig bare virker som et pragteksempel på hvor omfattende det hjørne Logic har presset sig selv ind i rent kunstnerisk egentlig er, på et album der på knap en time trækker dig igennem kollapset af Logic's kunstneriske integritet imens det bliver ekstremt tydeligt at han ikke har i sinde at udvikle sig. Når det så er sagt, så fungerer "Supermarket" som modspillet til dette, hvor Logic i et forsøg på at skabe et unikt soundtrack til den bog som fulgte udgivelsen af dette album, ender med at skabe et endnu et forfærdeligt eksempel på hvor dårligt genre-crossovers kan gå når en kunstner ingen forståelse har for de genrer han blander. I det her tilfælde kombineres rock og rap endnu engang i en ret så usmagelig sammenblanding, hvor det samtidigt er så voldsomt tydeligt hvor Logic trækker sine inspirationer fra, i hvad der kun kan beskrives som en ret så begrænset forståelse af rockgenren og dens muligheder.


1: Iggy Pop - Free
Når det så er sagt, har der for mig siden udgivelsen i september ikke været nogen tvivl om hvem der ville tage toppladsen med hvilket album. Iggy Pop leverer med sit attende studiealbum hvad der bedst kan beskrives som dødsstødet til sin egen karriere. På ti sange og kun en halv time formår hr. Iggy at levere nogen af årets mest forsnævrede og fordummende tekster som springer mellem at være upassende til at være ubærligt lommefilosofi. Dertil følger strukturløs og opgivende instrumentalsektioner som leder ind i albummets sidste tredjedel der mest af alt føltes som et opgivelsens suk hvorefter albummet langsomt puster ud imens håbløse spoken-word passager langsomt presser det sidste liv ud af albummet. Selvom jeg gennem skriveprocessen af denne liste har overvejet min vurdering til de nævnte albums, så slår tvivlen aldrig ned i mig da jeg ramte dette album som min nummer et. Uden tvivl årets absolut dårligste udgivelse, hvis eneste prisværdige egenskab har været at jeg derved nemmere kunne lave en liste ud fra dette album som pejlemærke.

HQ
Bad Wolves - N.A.T.I.O.N

Bad Wolves - N.A.T.I.O.N

Skrevet af barcano den 31 oktober 2019 kl. 18:02
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik

Kunstner: Bad Wolves
Album: N.A.T.I.O.N
Udgivelsesdato: 25. oktober 2019
Genre: Metalcore, groove metal & hard rock
Sangantal: 12
Længde: 42:40


Den nyligt dannede supergruppe Bad Wolves er ude allerede ude med deres andet album. Kun halvandet år efter deres 2018 debut Disobey. De fleste kender dem nok mest pga. deres ganske succesfulde cover af Cranberries' monsterhit "Zombie". Ikke kun fordi det sendte dem direkte ind som nummer 1 på samtlige rock-hitlister og kæmpe radiostationer, men også fordi det ganske ærligt stadig virker som gruppens bedste udgivelse. For selvom deres sidste album ikke ligefrem var dårligt, så var det ligeså sjælløst, tomt og egentlig meget nedsættende og med kæmpe mangel på diskrethed i sin behandling af politiske temaer, som man kunne frygte for et popmetalband der tydeligt følger i Five Finger Death Punch og Breaking Benjamins sko. Et faktum der kun bliver endnu mere tydeligt når man tænker på at kroppen kontrolleres og styres af FFDP's egen rytmeguitarist Zolthan Bathory. Derfor håbede jeg at de med deres nyeste udgivelse her kunne tilbyde noget mere, så de ikke kun kan tilskrives som et "one-hit-wonder", hvis eneste succes under bæltet kun er pga. en sang de ikke engang selv har skrevet. Desværre kan jeg allerede afsløre at de med deres nyeste plade egentlig kun er gået flere tak ned end jeg havde regnet med i ren kvalitet og særligt også i graden af oprigtighed. Det minder mest af alt om en dårlig kopi af Five Finger Death Punch der formår at være ekstra monoton og i komplet mangel på selvironi. Hvilket resulterer i et album der tøffer sig igennem det ene overgjorte og tomme arena-metal nummer efter det andet, i et projekt der formår at være ligeså overfladisk og smagløst som sin albumforside.
Det virker nærmest uforståeligt at man efter kun to plader kan være løbet så hurtigt tør for ideer, men det er i sidste ende tilfældet her. Med N.A.T.I.O.N præsenterer Bad Wolves kliché på kliché i en perlerække af sange der lyder glemt et sted tilbage i starten af sidste årti. Dertil et overdrevent tilskud af overkompenserende maskulinitet hvilket betyder et projekt der ville få Nickelback og Godsmack til at virke som musikalske vidundere. Med grinagtige ballader som "Better Off This Way", "Sober" og "Crying Game" får man et par pinlige momenters adspredelse fra den forældede og særlig uinspireret metalcore der dominerer pladen, hvor de ofte grinagtige tekster ikke kan dække over de kedelige breakdowns og melodiske broer, som er inkluderet uden nogen sans for struktur eller musikalsk sammenspil. Gruppens musikalske "brometal" tendenser bliver virkelig sat på en spids der fremhæver musikkens barnlige simpelhed, når der i modsætning til grupper som Five Finger Death Punch og Avenged Sevenfold, ingen forståelse for melodisk frasering og simpel men kraftfuld struktur er. Hvis man ikke har særlig meget at spille på, så tænkes det at det gælder om at levere fuldt ud på alle fronter for at opretholde noget sonisk værdi. Det er trods alt det der har gjort førnævnte grupper til hvad de er i dag. Det ændrer dog ikke på at Bad Wolves her ydermere også lyder som om de spiller i søvne på kun 50% kapacitet.

Selvom der engang imellem er et snært af potentiale med nogle små men effektive vokale toneskift og eksplosive dobbelt-trommer, så falder det alt sammen hurtigt sammen til et intetsigende og yderst tykhovedet album der virkelig ikke har meget at tilbyde. Det efterlader mig i hvert fald ikke med noget synderligt stort håb for gruppens fremtid da de ikke ligefrem har leveret noget prisværdigt siden deres 2018 "Zombie" cover. De skal i hvert fald til at træde i karakter hvis ikke jeg bare skal blive ved med at lytte til Five Finger Death Punch for mit simple men ørehængende "meat and potatoes metal".


Karakter: --

Kanye West - Jesus Is King

Kanye West - Jesus Is King

Skrevet af barcano den 28 oktober 2019 kl. 16:48
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Hip-Hop, Musik, Gospel

Kunstner: Kanye West
Album: Jesus Is King
Udgivelsesdato: 25. september 2019
Genre: Christian hiphop
Sangantal: 11
Længde: 27:04


Så er han tilbage. Yeezy, Ye, Yandhi, Yeezus eller bare Kanye West er tilbage med sit længeventede niende album. Et album som helt klart er blevet mere ramt af hype og høje forventninger ved at blive "fejlagtigt" annonceret et par gange, for så derefter at blive udskudt. Derfor er det på sin vis også ganske befriende endelig at kunne have hans nyeste album foran sig så man endelig kan få et billede af hvordan den formodet nye Kanye West agerer på et nyt studieprojekt. Hvilket nok ikke er en vurdering jeg skal vente ret længe med at uddybe, da jeg tvivler på at jeg kan sige eller tilføje noget mere til det persona som Kanye West er, som ikke allerede er blevet analyseret og udhulet til døde allerede. For ligeså kommercielt succesfuld han er, så følger der en ligeså stor grad af kontroverser og anspændte forhold med sig. På trods af dette har han dog også igennem sin nu endnu længere karriere, leveret noget af det mest friske og udfordrende materiale indenfor rap og hiphopscenen. Derfor skal jeg også være hurtigt til at komme med min førnævnte vurdering som egentlig er ganske simpel. Kanye leverer ikke synderlig meget nyt på hans nyeste album. Han leverer egentlig ikke synderlig meget generelt på hans nye album.
Det er da også allerede et problem der popper op i intronummeret "Every Hour". Ser man bort for det lidt for snævre mix der presser og fladgør nogen ellers ret høje gospeltoner, så er den manglende struktur (derved også en komplet mangel på crescendo eller harmonisk stigning) helt klart med til at skabe en følelse af denne plade måske skulle have haft et ekstra stykke tid i ovnen.
For selvom det efterfølgende nummer, hovedsinglen "Selah", virker lovende med et kæmpe buldrende orgel som frontfigur og kontrapunktiske trommer som eksploderer i et industrielt mix som sender tankerne tilbage til hans eminente Yeezus-album, så kan et langtrukkent og simpelt gospel midterstykke ikke fjerne smagen af noget ufærdigt. På trods af at det er et af albummets mest raffinerede og velleverede numre.
Værre bliver det dog i "Follow God" som på ganske kort tid stadig formår at være helt igennem strukturløs og samtidigt føltes som gammelt materiale for Kanye. Bare pakket ind i en form der ikke leverer nogen af de samme spændingsmomenter som på lignende sange fra ham. Derfor virker det lidt komisk da "Follow God" følges op af pladens absolut bedste nummer, med den atmosfæriske og nedstemte "Closed on Sunday". En sang der helt klart nemt overkommer nogen undervældende linjer i lyrikken, ved at levere en fantastisk fraseret guitar der er ligeså fedtet som de svælgende baggrundvokaler der følger guitaren er blide. Til det præsenteres der også simple men hårde baseksplosioner mellem nogen af Kanyes bedst artikuleret flows og vokallinjer, for så at lade anden halvdel af sangen blive taget ved roret af nedstemte syntharpeggioer der slå hårdt i alt sin fortvivlelse.
Derfra stopper de rosende ord og gode ideer desværre, og albummet kører over i en tomgangslignende tilstand i "On God" som dør ganske hurtigt på en loopende synthakkord som bliver ganske triviel og kedelig ganske hurtigt.
Som modsætning til "Closed on Sunday", fremstår "Everything we Need" tydeligt som pladens mest markante lavpunkt, med sin blanding af decideret ulækker trappop der præsenterer uinteressant og kedelig elektrotrommer med et snare der lyder ligeså svagt som et piskeris og et omkvæd der er ødelagt af vokaler hvor brugen af samt graden af autotune virker ganske amatøragtigt. Det betyder altså at de enkelte lyspunkter som gospelvokalerne og gæsteoptrædenen fra Ty Dollar Sign bliver tydeligt udlignet af den ellers meget uinteressante drivende vokal. I en lidt mere besynderlig skrivebeslutning er der sangen "Water som rent instrumentalt minder om en blanding mellem Michael Jackson og Earth, Wind and Fire når Kanye West ikke selv sover sig igennem sine vokaler. Eller "God Is" som stiller eksistensielle spørgsmålstegn ved hele Kanyes gospeldrejning i et nummer der viser en meget simpel og overfladisk forståelse af genren og dens muligheder, hvor det egentlig kun er Wests egne rytmiske skemaer og sans for harmoni der bringer noget smag til en ellers meget tandløs sang.
Men fornemmelsen af at høre en ufrædig efterfølger til en lang række af Kanyes ældre nummer stopper ikke her, men bliver kun mere tydelig i albummet egentlige afslutningsnummer "Use This Gospel", hvis drivende vokalharmoni er en skræmmende tæt variation af hans tidligere monsterhit "Can't Tell Me Nothing". Hvor der også en ganske undervældende gæst i form af Kenny G og Clipse som begge har en alt for panisk og nasal levering til ikke at have en dissonerende effekt på lydbilledet, da de ikke rigtig passer ind. På den anden side har man saxofonen i outroen som heller ikke umiddelbart passer ind, men stadig står for et af albummets højdepunkter. Så i sidste ende handler det nok bare om udførsel.
Hvor albummet dog virkelig ikke har en fornemmelse for passende udførsel er i det ultrakorte outronummer "Jesus is Lord" som ikke er i nærheden af at have opbygget noget momentum før det pludseligt ganske brat afrunder albummet i en meget ustimulerende decideret dårlig stil.

Generelt kan dette album nok koges ned til at det er rimelig tyndt på indhold og kunstnerisk udforskning, hvis altså man lige kommer lidt dybere end den gospelbelagte overflade. For der leveres egentlig ikke noget vi ikke har set og hørt fra før ham, da denne nye religiøse platform ikke virker til at være særlig effektivt for ham til at dykke ned og fremhæve nogen personlige aspekter der kan udfoldes til noget interessant og eksperimenterende musik, som man ellers plejer at kunne forvente fra Chicago rapperen. I stedet har han udgivet en ganske kort og ganske vattet version af ham selv som tilbyder ligeså lidt som den udfordrer. Jeg håber i hvert fald, at hvis rygterne stemmer og et nyt album fra Kanye er inden for 2019's horisont, så må det meget gerne være lidt mere velovervejet. Ellers er løsningen nok bare at give hans tiende og fremtidige projekt lidt mere tid i ovnen eller fundet noget mere artistisk resonerende til sine gudstjenester.


Karakter: =

Scarlxrd - IMMXRTALISATIXN

Scarlxrd - IMMXRTALISATIXN

Skrevet af barcano den 16 oktober 2019 kl. 18:00
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Hip-Hop, Metal-musik, Musik

Kunstner: Scarlxrd
Album: IMMXRTALISATIXN
Udgivelsesdato: 4. oktober 2019
Genre: Hardcore hip hop, trap metal & rap metal
Sangantal: 24
Længde: 68:00


Kun små syv måneder efter den britiske rappers sidste syvende album, INFINITY, er han tilbage med endnu et projekt. Man kan sige meget om Marius og hans musik, men hans ustoppelige produktivitet og høje energi er ikke til at tage fejl af. Det har dog også den bagside at hans album, såvel som numre, oftest er meget svingende i sin kvalitet. Hans album der blev udgivet tidligere i år er i hvert fald en stærk kandidat for hans dårligste album. det efterlod mig i hvert fald med en tom og udefinerbar smag i munden som forsvandt ligeså hurtigt som den opstod. Det var egentlig også derfor at jeg hverken anmeldte albummet eller havde planlagt at anmelde netop dette album. Men den morbide nysgerrighed vandt alligevel, båret stærkt an af albummets store antal numre, samtidigt med at jeg fandt mig i en musikalsk tørke efter en kortvarig pause fra mine anmeldelser. Det var dog et valg som ikke virker helt så gennemtænkt med bagklogskabens friske pust samt frustrerende eksistens. For selvom to dusin numre er blevet skrevet, produceret og samlet på ganske kort tid hvilket da er ganske imponerende, så kan man skam også virkelig mærke den lave grad af kunstnerisk udtrykkelse og sonisk nytænkning. Der diskes i stedet for op med en samling af sange som allerede ved første lytning virker ganske tørt. Det alt for tomme og nedstemte mix virker ikke synderlig samarbejdsvilligt med de stærkt distortede og eksploderende riffs og buldrende traptrommer. Dertil følger der en vokalpræstation som på langt de fleste af pladens numre virker ufærdige og falske. Om han allerede har ødelagt sin stemme ved jeg ikke, men det hele lyder som om at han kører på en tredjedel af hans tidligere sangevner. Der er i hvert fald meget langt fra de skingre og brutale vræl der dækkede hans album DXXM. For selv når hr. Scarlxrd leverer et godt flow eller to igennem et par numre, så ændrer det ikke på albummet er alt for langt og alt for ens til en sådan længde. Hvilket får synthintroen og jazz samplet i "GXING THE DISTANCE" og "ASK" til at virke som effektive lykketræf end solide momenter i et album som forsætter kunstnerens nylige tendens til at producere langt mere forglemmeligt og utiltalende projekter ift. hvad han startede sin karriere med at udgive. En trist udvikling for en af dette årtis ellers mest friske og unikke stemmer på den evigt større og større "underground rap scene".


Karakter: --

Hobo Johnson - The Fall of Hobo Johnson

Hobo Johnson - The Fall of Hobo Johnson

Skrevet af barcano den 10 oktober 2019 kl. 19:29
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Hip-Hop, Musik, Pop-Musik, Rock-Musik

Kunstner: Hobo Johnson
Album: The Fall of Hobo Johnson
Udgivelsesdato: 13. september 2019
Genre: Emo-rap, spoken word & alternative rock
Sangantal: 12
Længde: 37:00


Så er jeg tilbage. Og hold da op et album at starte ud med. Jeg må bare sige, at hvis man troede at tyler, the creators IGOR var hjerteskærende ærligt i al sin selvafværgenhed, så er man klar til et enormt chok hvis man forhåbentlig tager min anbefaling til sig og giver Hobo Johnsons nye album en chance. Hvis man kan komme sig over sit førstehåndsindtryk som måske vil afskrive hele projektet som lidt tåkrummende eller desperat, så vil man opleve et endnu mere varieret og sonisk/harmonisk tilfredsstillende album end Tylers førnævnte projekt. Jeg ved ikke hvad jeg mere kan sige. Det er klart et af årets bedste albums indtil videre.

Karakter: ++