Bruger- og redaktørblogs. Gamereactor er Nordens største gaming site. Vi bringer nyheder og anmeldelser af de nyeste spil. Opret en profil i dag! Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Albumanmeldelse: YBN Cordae - The Lost Boy

Albumanmeldelse: YBN Cordae - The Lost Boy

Skrevet af barcano den 6 august 2019 kl. 14:46
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Hip-Hop, Musik

Kunstner: YBN Cordae
Album: The Lost Boy
Udgivelsesdato: 26. juli 2019
Genre: Hip hop, jazzrap & trap rap
Sangantal: 15
Længde: 45:19


Maryland indbyggeren Cordae Amari Dunston (med kunstnernavnet YBN Cordae) er ude med sit debutalbum efter en femårig karriere hvor han indtil videre har udgivet tre mixtapes hvor særligt hans remixes, herunder et ganske udmærket remix af Eminem nummeret "My Name Is", skaffede ham en masse positiv respons fra både pressen og den brede gruppe af hiphop fans. Den store mængde popularitet som han endte med at få kan nok forklare den relativt imponerende mængde gæsteoptrædener fra store rapstjerner. Herunder Anderson Paak, Pusha T og Meek Mill, bare for at nævne et par stykker, som alle sammen optræder på dette album.
Så med sin ret koncentrerede struktur med 15 sange og lige kun 45 minutter i spillelængde, så er det her langt hen ad vejen et ganske stramt, velformuleret og fremadrettet debutalbum som klart viser at YBN Cordae er en kunstner på rapscenen som da er værd at holde øje med, for at se hvad han kommer til at lægge ud over de næste par år. Når det så er sagt, sker det ofte på dette album at man klart mærker de inspirationskilder som har lagt grundlaget for hans soniske fremstilling. Specielt i de mere trapfokuserede sange betyder det altså at der er nogen tendenser som lyder meget midlertidige og ikke ligefrem er med til at skabe Cordaes egen unikke lyd. Selvom det ikke er direkte dårligt, specielt når nogen af de tydlgiste inspirationer kommer fra nogen af de tidlige spor som Kendrick Lamar kørte i. Og hvis man skal kigge nogen over skulderen, så er det ikke et dårligt sted at starte eller tage fra. Et sted hvor det dog virker lidt komisk er i et nummer som "Bad Idea" der egentlig virker mere som en Chance the Rapper sang med gæsteoptræden fra YBN Cordae og ikke omvendt. I nummeret "Way Back Home" som J Cole egentlig leverede instrumentationen til, lyder da også skræmmende meget som et J Cole nummer, eller en virkelig dygtig imitation. Lige fra Corades vokalharmonier, flowskifte og kadence. Hvilket egentlig virker mere falsk end det nok var tiltænkt. Hvorimod i sangen "Nightmares are Real" så er de klare Eminem-"isms" ikke til at tage fejl af, med de selvdebrakerende linjer og den dobbeltleverede vokalpassage i omkvædet minder da klart om et moment fra Eminems tidlige karriere. Hvilket langt fra er et ankepunkt da det var engang hvor Eminem egentlig stadig gik op i at lave god musik, og det betyder da også at lige det nummer er en af pladens bedste. For selvom mange af valgene rent musikalsk der er taget på det her album inder om noget du kan finde på langt de fleste andre nutidige rapprojekter, så hæver Cordae sig et godt stykke over resten ved at levere nogen gode personlige tekster og nogen sange der er velskrevet og velstruktureret. Plus både hans rap- og sangstemme er ganske tilfredsstillende.
Det betyder altså at når han vælger at inkludere jazz og soulhooks og gospelsektioner i "Bad Idea" eller koncentrerede raprefrains i "Have Mercy" så viser han at han trods alt har godt styr på hvordan man behandler og udarbejder en ørehængende og sjælelig sang. Hvilket leder til en masse lyse øjeblikke rundt omkring på pladen.
Lige fra de familieorienterede budskaber i "Thanksgiving" og "Family Matters" til den eminente vokalkemi Cordae og Anderson Paak deler i "RNP" viser han at han klart har evnen til at levere nogen meget raffinerende numre. Selv en sang som "Broke as Fuck" der egentlig bedst kan beskrives som den mest gennemsnitlige traplyd, viser YBN at han stadig kan gøre plads til leviterende linjer som: "Remember days we was wearin' J's And a gold chain, only had three figures So fortunate, proportionate Lost Boy, nigga, no coordinates Remember Christmas? We was giftless Three foot tree, no ornaments" der uden tvivl hæver kvaliteten af sangen, på trods af at det måske ikke et det mest inspirerende musik rent instrumentalt. Egentlig så er det nok eneste skuffende øjeblik på hele pladen nok afslutningsnummeret. For selvom "Lost & Found" er et ganske udmærket nummer som rent tematisk også binder en fin sløjfe om hele projektet, så er det bare lidt skuffende når der i sangen forinden, "We Gon Make It", virkelig blev leveret en ekstra stærk præstation fra Meek Mill. I sine vers leverede han tydeligivs hans bedste sangøjeblikke i hele hans karriere. Han skruede i hvert fald op for det faktum at han egentlig er en ganske talentfuld sanger.

I sidste ende så tyder denne her debut på at der stadig er en masse grundlag for at YBN Cordae kan blive en fremtidig stjerne på raphimlen. Der bliver uden tvivl både vist en masse variation og musikalsk forståelse på det her album.


Karakter: +

HQ
Anmeldelse: Volbeat - Rewind, Replay, Rebound

Anmeldelse: Volbeat - Rewind, Replay, Rebound

Skrevet af barcano den 3 august 2019 kl. 17:55
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Dansk-musik, Metal-musik, Musik, Rock-Musik

Kunstner: Volbeat
Album: Rewind, Replay, Rebound
Udgivelsesdato: 2. august 2019
Genre: Heavy metal, Rockabilly & Hard rock
Sangantal: 14
Længde: 56:45


Den danske rockgigant Volbeat er tilbage med deres syvende album efter at have leveret succesfuld radiorock til hr. og fru. Danmark de sidste snart tyve år. Efter 2016 hvor Volbeat udgav deres sidste album, Seal The Deal & Let's Boogie, og deres enorme koncert i Teliparken sidste år virker det til at denne gruppe ikke er til at stoppe. Hvilket kun bliver endnu mere tydeligt hvis man tager forventningerne til dette album i mente samtidigt med at de første reaktioner til dette album fra publikum har været generelt stærkt positive, så tyder det på at deres sejrsgang kun lige er begyndt. Dog er det egentlig særligt vigtigt at huske at Volbeat først begyndte at få en smag for deres kommende kritikerros og varme omfavnelse af rockbefolkningen på deres fjerde album, Beyond Hell / Above Heaven, som de først udgav efter at have eksisteret i ni år. Et album som egentlig også var min første oplevelse med bandet og jeg skal da også være den første til at sige at de varme modtagelser som fløj i pladens retning, da også langt hen ad vejen er retfærdige. Det er i hvert fald gruppens mest raffineret, varieret og bedst producerede album til dato. Særligt sammenlignet med 2016's Seal The Deal & Let's Boogie som udover monsterhittet "For Evigt" ikke havde synderlig meget at byde på andet end genbrugte og forældede ideer. Derfor lægger det altså tydeligt op til spørgsmålet om hvorvidt dette album vil følge i de knap så ideele sko som Seal The Deal & Let's Boogiebar eller om de vil prøve at genfinde de solide øjeblikke fra Beyond Hell / Above Heaven.

Ens bange anelser kunne dog godt virke velbegrundet da albummet starter med singlen "Last Day Under the Sun" som rent melodisk er ganske kedeligt og er opbygget omkring et ganske undervældende omkvæd. Det er i hvert fald ikke noget der virker særlig ideelt til de varme aftener med en lunken fadøl i hånden når musikken knap nok kan få den løse fod til at tromme.
Bedre bliver det dog i nummeret "Pelvis on Fire" som nok ikke overraskende, taget titlen i betragtning, er et tilbageblik på 70'ernes sexrock med sit klikkende interplay mellem guitar og bas og et ørehængende omkvæd som svælger i sin uperfekte og plettede levering. Derfor er det dog et sjovt valg at indkapsle sangen med en fedtet og groovey guitarriff i introen og outroen som er taget direkte ud af Pantera's spillebog fra de tidlige 90'ere, hvilket er med til at gøre op for de kedelige trommer og versvokaler.
Dette er dog desværre ikke tilfældet i "Rewind the Exit" hvor ikke kun vokalen er mangelfuld men hvordan instrumentationen spiller sammen med sangstrukturen, betyder at overgangen mellem vers som også senere leder ind i soloen, præsenterer en af de mest simple trommekompositioner jeg længe har hørt. Det er to simple snare og kickdrum takter som ganske enkelt flyder ind i hinanden. Det er ikke ligefrem sådan nogle musikalske indspark man forventer af en gruppe bestående af mænd der har spillet musik hele deres liv. Nogen mere interessante ideer som gruppen introducerer ville være inklusionen af saxofon og westerninspireret klaver i "Die to Live". Men ligesom med gæsteoptrædenen fra Neil Fallon, så betaler det sig ikke særlig meget. I stedet for så virker det lidt mere akavet end det nok var tiltænkt. Selvom jeg med Volbeats generelle lyd sagtens kunne forestille mig at det ville kunne virke, hvis det altså var præsenteret og gennemtænkt lidt bedre. Det er da også med til at skjule lidt at der egentlig gemmer sig en ganske udmærket solo i lige præcis det nummer.
Mere tvivlsomme spørgsmål bliver dog stillet i nummeret "When We Were Kids". Det er spørgsmål som: Hvorfor er mixingen så dårlig? Er produktionen ikke blevet forbedret efter at være i demoversion? Hvorfor lader man Michael Poulsen overspille så meget rent vokalmæssigt i en sang der skal forestille at være en mere subtil ballade? Har han ikke selv indset sine egne musikalske svagheder? Hvorfor inkluderer man en stærkt harmoniseret dualguitarsolo i et nummer som ikke har teknikaliteterne i orden hvilket underminerer en ellers fed solo? Flere, lad os kalde dem alternative, beslutninger bliver taget i nummeret "Sorry Sack of Bones" hvor guitarstemningen lyder som noget der burde høre hjemme i en James Bond sang. Hvilket ikke skal tages som værende positivt i denne kontekst. Derudover var der også en eller anden i sangskrivningsprocessen som fik ideen at man skulle inkludere en ekstremt "hård" og stærkt artikuleret baggrundsvokal som skulle hviske titelnavnet fordi det skulle give noget kant til et album som ikke ellers er særlig heavy. Det gjorde det bare ikke. Mindre forvirrende er det dog i nummeret "Cloud 9" som nok bedst kan beskrives som en musikalsk fest hvor kun allerede brugte Volbeat akkorder og drumfills må deltage. Og som man kunne tænke sig til betyder det at festen bliver lidt for kedelig og genkendelig. Specielt når storebror Beyond Hell / Above Heaven allerede har holdt en fest hvor de langt federe ideer var inviteret.
Lidt plagiat af storebror sker dog i det efterfølgende nummer "Cheapside Sloggers" som efter 2-minutters navlepilleri beslutter sig for at blive hård ligesom sin storebror med et doom-metal inspireret breakdown som leder videre til en meget acceptable og derved lidt kedelig rifffyldt solo.
Dernæst virker det som om at albummet indser at det nok ikke bliver helt til noget hvis man kun bidder sin bror i hælene. Så efter de 38-sekunders fyld som "Parasite" kan beskrives som, hopper Rewind, Replay, Rebound lige ud i rungende ekkoknips og en knasende stemt guitar i introen til "The Awakening of Bonnie Parker" som også indeholder et ganske effektivt omkvæd med eminente dualvokaler som er ganske underholdende på trods af at deres stemmer er mixet lige ovenpå hinanden. Dog lander sangen dog bagpå i stedet for på fødderne med en melodisk talesektion som klart kunne bruge nogen flere forsøg da hverken leveringen eller den engelske udtalelse virker særligt overbevisende. Hvor pladen virkelig træder i karakter er i det efterfølgende nummer "The Everlasting" som nok er albummets tætteste bevægelse på klassisk heavy-metal. Med sine skyhøje vokalharmonier i omkvædet som kontrast til de growlede vokaler der introducerer hvert vers leveres der hårdtpumpende musik ført an af en ganske brutal bas og trommekombination. Plus en "twisted" guitarsolo skader heller ikke synderligt til pladens klart bedste nummer.

Så på trods af hvordan jeg måske har lydt, så er albummet langt fra så dårligt som det måske er kommet til udtryk. Det er i hvert fald bedre end deres 2016 udgivelse og de præsenterer da også en god mængde nye ideer, hvor de så til gengæld har skillet sig af med næsten alt der kan betegnes som en "klassisk metal-lyd". Det er dog desværre ikke dem alle sammen der virker. Det betyder så også i klassiske Volbeat numre som "Leviathan" er der ikke meget andet tilbage at sætte pris på end slagkraftige power-chords der bærer hvad der mest af alt kan beskrives som festivals-fadølrock. Det skal dog ikke tage fra at det stadig er en ganske effektiv og tilfredsstillende opskrift som de præsenterer, når de rigtige brikker falder på plads.
Men ligeså solidt som Beyond Hell / Above Heaven eller ligeså emotionelt drevet som Outlaw Gentlemen & Shady Ladies bliver det dog ikke.


Karakter: =

Skillet - Victorious

Skillet - Victorious

Skrevet af barcano den 2 august 2019 kl. 14:33
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik, Rock-Musik

Kunstner: Skillet
Album: Victorious
Udgivelsesdato: 2. august 2019
Genre: Christian rock, Nu-metal & Symphonic metal
Sangantal: 12
Længde: 44:00


Hvem er Skillet overhovedet? Hvis du sidder med det spørgsmål, så lad mig bare sige at jeg forstår dig godt. Det er ikke et band der umiddelbart virker særlig genkendeligt for de fleste, og slet ikke hvis man er europæer. Hvilket egentlig kun er endnu mere mærkeligt da gruppen i næsten 25 år har turneret verden rundt og udgivet alt i alt 10 studiealbum hvor to af dem både har modtaget grammy-nomineringer og fået dobbeltplatin status. Men det grunder nok mest af alt i at Skillet allerede fra starten, tilbage ved deres debutalbum Skillet i 1996, havde et identitetsproblem i den forstand at de altid har virket utilpas i den stilart som de konsistent har leveret fra begyndelsen. Med deres blanding af nu-metal og hårdrock som blev pakket ind i kristne tekster med budskaber om at forbedre sig selv, har gruppen altid virket forældet på trods af at gruppen blev dannet i en tid hvor deres musik ville passe bedre ind end noget andet sted.
Det kunne dog også klart mærkes på deres sidste udgivelse, Unleashed, tilbage i 2016 som klart var et af årets dårligste musikoplevelser med sine tåkrummende musikideer som var pakket ind i steril popproduktion. Bare for at cementere yderligere at dette klart er et band som egentlig ikke har noget at tilbyde et moderne publikum. Hvilket kun bliver smerteligt tydeligt på dette album som uden tvivl ikke har lært noget efter sidste omgang.

Allerede fra intronummeret "Legendary" indstilles ens forventninger til et grinagtigt lavt niveau som resten af albummet dog formår at sænke meget mere over de næste 40 minutter. Med et direkte dårligt rytmearrangement for den i forvejen alt for overproducerede og vattede frontvokal lover det ikke særlig godt hvis det er ens første indtryk. I det næste nummer "You Ain't Ready" bliver et andet grinagtigt aspekt af albummet dog også gjort meget tydeligt. De pinlige sangtitler og dertil endnu mere pinlige sangtekster som bare emmer af teenageangst og indebrændt vrede som så her bliver udtrykt med samme intimidering som en blind hamster. Hvilket kun bliver gjort endnu mere tydeligt mens frontmanden gentagende gange ynker "You ain't ready for me!" ind i øret på én mens man prøver at holde både latterens tårer og den rungende galde inde. Mere forvirrende bliver det dog i titelnummeret som når overdramatiske højder med sine enorme tangenter og skingre mandlige vokaler, hvilket efterlader én tilbage med spørgsmålet: Hvem er det her musik lavet til? Skiftet mellem fesne nu-metal numre som kombinerer overproduceret sytnhakkorder og enstrengsriffs som så overgår til pianoballader som er ligeså bløde og kvalmende som varmt smør, er så frastødende at ikke engang de tidlige 00'er ville acceptere den form for metalmusik. Og med sin inklusion af nu-metal og metalcore på den populære metalscene er det vigtigt at huske at starten af dette årtusind ikke ligefrem var kræsen i forhold til hvem de tog med i klubben. I en pludselig U-vending følger Skillet op med nummeret "This is the Kingdom" som mest af alt lyder som en dårlig blanding af Coldplay og Imagine Dragons i hvad der mest kan beskrives som kvalmende poprock. Af andre frustrerende inspirationer er der den melodiske opbygning i "Save Me" som er tager direkte ud af en dårlig Evanescence sang, introen til "Finisk Line's" enorme distortede trommer og Tarzan-hyl minder om Kanye West's "Black Skinhead", hvor resten af sangen udvikler sig til Kanye West rester. Dertil følger der dog også en forfærdelig sans for rim når overartikulationen når astronomiske højder.
Til sidst er der også outroen i afslutningsnummeret "Back to Life" som med sine hvinende guitarer og hårdtslående trommer kunne gå som en flok amatørers version af Metallica. Hvilket egentligt kun giver mig lyst til at lytte til noget meget bedre musik.

Generelt kan hele albummet nok koges ned til at det eneste konkrete lyspunkt er at det er så kort også sonisk mangelfuldt at det ikke kræver mange gennemlytninger før man indser at pinslen langt fra er det værd. Denne plades målgruppe er nok en utrolig snæver demografi som nok mest af alt er lokaliseret i de sydlige dele af USA. Det kan nok mest beskrives for musik til de unge som ikke må høre Slipknot og Linkin Park for deres religiøse forældre og derfor kan stille deres rebelske tanker tilfreds med denne omgang musikalsk galde som er ligeså interessant som gennemblødt bølgepap. Trods alt har de i det mindste skruet en del ned for deres stumpede religiøse referencer der ellers gennemsyrede store dele af deres tidligere numre.


Karakter: --

Thy Art is Murder - Human Target (+ Bonus review)

Thy Art is Murder - Human Target (+ Bonus review)

Skrevet af barcano den 30 juli 2019 kl. 23:33
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik, Indie

Inden jeg kommer med min anmeldelse af det album som står nævnt i titlen af denne blog, så vil jeg ultrahurtigt lige nævne Kaiser Chiefs nye album, Duck. Selvom jeg havde planlagt at lave en anmeldelse af selve albummet, så fandt jeg ret hurtigt ud af at jeg egentlig ikke havde synderligt meget at sige om det. Det er egentlig bare en samling af 11 forglemmelige indie-poprock numre som egentlig er ganske underholdende så længe de varer. De forhastede og ofte undervældende omkvæd er dog ikke nok til at tage væk fra nogen sange som egentlig kunne være ganske tilfredsstillende i sommervarmen.

Karakter: =


Kunstner: Thy Art is Murder
Album: Human Target
Udgivelsesdato: 26. juli 2019
Genre: Deathgore & Death metal
Sangantal: 10
Længde: 38:28


Det australske deathcore band er ude med deres femte studiealbum, efter en utroligt succesfuld og længevarende Europe-tour, som de udnyttede til at få skrevet en masse nyt materiale ned som så skulle anvendes på denne plade. Allerede fra det første nummer, titelnummeret "Human Target", er det dog klart at det ikke er det helt samme band som man måske er van til. Med sine hastige og buldrende trommefills samt de growlede hovedvokaler der svælger i en enorm mængde rum i mixet, er det tydeligt at gruppen her klart spiller mere på den klassiske dødsmetal lyd frem for deres mere anvendte deathcore stil. Så i stedet for langsomme breakdowns inkluderes der atmosfæriske guitarakkorder og en guitarsolo, som sjældent optræder i deathcore. Desværre er den dog både lidt for kort og guitarens frasering er også lidt svag og mangler helt klart noget mere styrke.
Titelnummeret eksploderer dog ret effektivt over i "New Gods" som helt klart bæres trommernes grundrytme som har et så pokkers godt groove. Som helt klart gør op for at guitarens mix klipper i det break der er mellem sangens riffs. De to guitarister får dog lov at vise sine bedre sider frem i sangen "Death Squad Anthem" som går lige fra vanvittige dobbelt guitarakkorder i introen til lækre guitarlicks der runger i baggrunden af mixet i anden halvdel af nummeret. Hvad der dog virkelig er kraftfuldt i sangen er frontmand Chris McMahons levering i omkvædet som indeholder lige nok reverb og ekkoeffekt til at det mest af alt lyder som en blanding af Slipknot og Whitechapel. I det efterfølgende nummer "Make America Hate Again" brillerer strengene da også hvor guitarernes power-chords står i fed kontrast til de parallelle baslinjer. Derudover kan hele sangen bedst beskrives som tremolo-picking "galore", hvilket alt sammen er med til at levere en ganske hårdtslående sang selvom trommesektionerne i sangen bliver meget monotont meget hurtigt.
Albummet tager dog et markant dyk i nummeret "Eternal Suffering" som titlen indikerer leder sangen dog også til en meget pinefuld oplevelse. Noget af det første man hører i sangen er et af årets mest fesne og direkte frastødene stemte guitarer som derudover også komplet drukner i mixet når frontvokalen er mixet så unødvendigt højt som den er. Derudover er selve instrumentationen og den generelle sangstruktur bare så uinteressant og føltes mest af alt ikke særlig gennemtænkt eller velment.
Og for at gøre det hele lidt værre så er der tilføjet en akavet elektronisk effekt på både vokalen og instrumenterne mens de fader ud mod nummerets afslutning.
Det gøres dog hurtigt op for da "Eternal Suffering" følges op af pladens bedste nummer i form af "Welcome Oblivion" som udover at præsentere lækre guitarharmonier, nedstemte guitararpeggioer der rumsterer i baggrunden og hvinende guitarer, også har albummets mest brutale vokal, specielt de burstgrowls som Chris bruger til at artikulere titellinjen. Det eneste negativ ville nok være at bassen og guitaren flyder lidt sammen i mixet. Men det ændrer dog ikke på at det er et af årets mest brutale og tilfredsstillende metalnumre i år. Herfra begynder kvaliteten på albummet langsomt men sikkert at falde. Primært pga. at der ikke rigtigt introduceres nogen nye ideer. Og de få ideer der er nye, bliver så brugt som eneste drivkraft for sangene. Det inkluderer blandt andet de to guitarer i "Atonement" hvor den ene spiller i mol og den anden spiller i dur for at fungere som hinandens kontrapunkter. En fed ide som giver nogen gode harmonier selvom det ikke er nok til at holde interessen igennem hele nummeret. Det gælder også det mere komplekse vokalarrangement der anvendes i "Voyeurs into Death". Plus de to sidste sange, "Eye for an Eye" og "Chemical Christ", har egentlig ikke så meget af byde på med sine mumlede vokaler og pruttende bastoner.

Det ændrer dog ikke noget på at det i sidste ende er et af årets bedste metaludgivelser, som helt klart blev gavnet af det stilistiske skift fra Thy Art is Murders mere klassiske lyd. Så på trods af at albummet måske ikke rammer lige hårdt hver gang, så er der helt klart nok her til at de fleste fans af mere ekstrem musik vil blive godt underholdt.


Karakter: +

Lingua Ignota - Caligula

Lingua Ignota - Caligula

Skrevet af barcano den 28 juli 2019 kl. 20:15
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik, Noise

Kunstner: Lingua Ignota
Album: Caligula
Udgivelsesdato: 19. juli 2019
Genre: Neoclassical Dark Wave, Death Industrial & Noise
Sangantal: 11
Længde: 66:00


Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde med det her album. Måske kunne jeg starte med at sige at jeg i en god del af dette år regnede med at Pissgrave ville stå for at levere det grimmeste, mest brutale og forstyrrede som jeg ville komme til at høre hele året. Det vidste sig så at jeg tog fejl. Åh hvor tog jeg fejl.

Den neoklassiske komponist Kristin Hayter (også kendt under sit latinske kunstnernavn Lingua Ignota, hvilket kan oversættes til "ukendt sprog") fra den amerikanske vestkyst er klar med sit tredje studiealbum efter hendes debut dobbeltalbum, Let The Evil of His own Lips Cover Him og All Bitches Die, som hun selv udgav tilbage i 2017. Albummet er opkaldt efter Cæsar Gaius som gik under kælenavnet Caligula (som betyder soldatersandal. Hvilket var affødt af hans tendens til at dominere sit folk og tvinge dem til underkastelse) og bruger historien om hvordan hans brutale adfærd kørte det romerske imperie komplet i sænk hvorefter det kun kunne blive genoprejst efter indførslen af katolicismen som en allegori for det voldelige forhold som Kristin selv var en del af i en lang årrække. Hvilket lige siden hendes første udgivelse klart har fungeret som den dominerende fremdrift i hendes lyriske og musikalske inspirationer. Hvilket så sandelig kommer til udtryk i denne plades 11 sange, som hun selv beskriver som overlevelseshymner.

Uanset hvordan man end vil vende og dreje hendes musik, så er der ingen tvivl om at blandingen af hendes kompositioner som er inspireret af klassisk musik klart står i kæmpe kontrast til hendes rungende og barberbladsskarpe skrig som svælger ind over stort set alle sange, når hun altså ikke udtrykker sig gennem operalignende vokalsektioner som tydeligt fremviser hendes dybeste toner. Derudover følger der også støjinspireret aspekter i de buldrende baseksplosioner og hvinende orgelarpeggioer som næsten skaber tidspunkter på pladen hvor lyden kunne forveksles med black-metal.
Det skaber alt sammen et sonisk landskab som efterlader en tilbage med gåsehud over hele kroppen i en sådan grad at det føltes som om at ens ud er på vej til af flå sig selv af imens tårerne stærkt presser på imens de fylder øjenhulerne. Med linjer som "Who will love you if I don't? Who will fuck you if I won't?" i sangen "MAY FAILURE BE YOUR NOOSE" eller "For I have learned that all men are brothers, and brothers only love each other, all the love God would allow, but all God's love means nothing now" i "FRAGANT IS MY MANY FLOWERED CROWN" er det klart at det her et individ i ren smerte som vrider sig imens hun vrænger hele sit hjerte ud for dårlige minder. Men selv når lyrikken ikke er ligeså ligefrem og brutal, så er den vædet i religiøse metaforer som er så utroligt smagfuldt eksekveret på trods af det forfærdelige emne som det vedrører. Hun maler nogen utroligt effektive billeder, og det er før man overhovedet har kommenteret på selve musikken. For selvom musikken til tider er smertelig ulidelig, så ændrer det ikke på at den her plade virkelig er en oplevelse. Så på trods af at den meget klaustrofobiske produktion til tider giver bagslag når hun sigter efter en mere grandios og cinematisk instrumentation, så ændrer det ikke på at hun stadig har godt tag i sine sangprogressioner og de mange varierede ideer som fremvises igennem hele albummet, selvom mixet dog gerne måtte blive åbnet lidt mere engang imellem.
Og et nummer som "DO YOU DOUBT ME TRAITOR" med sine næsten 10 minutter ikke indeholder helt nok variation på trods af sine mange musikalske delelementer

Det er egentlig utroligt svært for mig at samle mine konkrete tanker om dette album, specielt fordi det kan være så emotionelt smertefuldt at tænke tilbage på deciderede momenter i spillelisten. Men der er ingen tvivl om at det her i sandhed er en unik musikalsk oplevelse som er et af årets mest unikke. Selvom en del utålmodige lyttere vil blive hægtet rigtig hurtigt af da hele effekten af albummet først opstår i sin helhed. Men hvis man ikke har noget imod sin kunst godt må være komplet kompromisløs og direkte udfordrende at fuldføre, så er dette et af de bedste måder at bruge 66 minutter på i år, og derudover et af de smukkeste og mest bramfrie musikudgivelser i de her årti. På trods af sin grumhed.


Karakter: ++