Bruger- og redaktørblogs. Gamereactor er Nordens største gaming site. Vi bringer nyheder og anmeldelser af de nyeste spil. Opret en profil i dag! Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Full of Hell - Weeping Choir

Full of Hell - Weeping Choir

Skrevet af barcano den 6 juni 2019 kl. 14:07
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Musik, Noise

Kunstner: Full of Hell
Album: Weeping Choir
Udgivelsesdato: 17. maj 2019
Genre: Grindcore, Deathmetal & Noise
Sangantal: 11
Længde: 24:47


Undergrundsgruppen Full of Hell er tilbage med deres syvende album. Ret imponerende taget i betragtning af at gruppen først udgav deres debutalbum i 2011. Før det var der selvfølgelig også en masse EP'er, som der i øvrigt også kun er kommet flere af siden. Men de har formået på ret kort tid at opbygge et ret stort katalog. Mere prisværdigt vil jeg dog heller ikke gøre det, da kataloget trods sin størrelse aldrig rigtig har gjort noget for mig. Deres blanding af genrer samt deres generelle grindcore lyd har bare aldrig rigtigt sagt mig noget og har helt ærligt aldrig været særlig interessant eller mindeværdigt. En tendens som jeg lidt håbede ville ændre sig da jeg så anmeldelser af albummet og reaktionerne fra gruppens fans. Der rejste sig i hvert fald et markant håb om at gruppen her ville levere noget af en højere kvalitet. Og først og fremmest vil jeg da sige at det er da skam også spor af, men mest af alt virker dette album som en klassisk omgang i den samme trættende rille.

Allerede fra første nummer, "Burning Myrrh" etableres det ret hurtigt hvad der vil blive serveret de næste 24 minutter. Der præsenteres svagt produceret guitarer som mister alt den effekt som man kan tænke nedstemningen og den enorme mængde distortion er beregnet til at skulle have. Så på trods af at der halvvejs inde i sangen anvendes egentlig fed throat growling som giver en ekstra autentisk følelse, så falder det alt sammen under for at det egentlig bare er en uinteressant gang Powerviolence. Bedre bliver det heller ikke i det efterfølgende nummer "Haunted Arches" hvor der udover de musikalske mangler også fremtræder produktionsmæssige problemer når skrigene virker svage og alt brugen af pig squeals drukner i mikset, hvilket er ganske bestandigt når hele det soniske billede er bygget på brutalitet og aggressivitet. Så selvom produktionen er beregnet til at være rå og ufærdig, så går det langt over stregen her og er med til at underminere udtrykket. Hvilket kun bliver værre i et noisestærkt nummer som "Silmaril". Heldigvis leverer den tredje sang nogen flere lyspunkter som også generelt er dem som dukker op i ny og næ på resten af albummet. Udover den åbne og tunge bas der dominerer introen, så er der også tilføjet mere rum til vokalerne, trommerne og strengene, som kun efterlader et endnu større indtryk når bassen og guitaren skifter akkorder med hinanden løbende i sangen. Og med et godt fokus på rytme som enkelte gange i sangen kunne sætte Meshuggah til skamme, så er der alt i alt en god blanding af breakdowns og hurtige guitarharmonier. På den anden side så præsenteres der lige nummeret efter et af albummets største problemer. I sangen "Rainbow Coil" følger man en samling af forstyrret støjelementer som giver et sonisk afbræk i sin langsomme og minimalistiske udvikling. Men det er også her at gruppens konceptionelle tilgang til pladen først rigtigt viser sig. Og udover at det kommer ud af ingenting, så fortsætter nummeret også i for lang tid og dets sammenhæng til resten af sangene ser ikkeeksisterende ud. Hvilket betyder at rent tematisk mangler albummet klart en stemme. Hvilket kun bliver endnu værre når der også er en del mærkelige valg som gruppen har taget rent instrumentalt.
F eks i nummeret "Aria of Jeweled Tears" hersker svage "maskingeværstrommer" og guitarer der får mixet til at klippe, for så i den anden halvdel at skifte til en åben produktion hvor der opstår en sammenblanding af skrigende, growlende og "klare" råbevokaler som giver en effektiv sammenflydende effekt. Det giver i hvert fald det adrenalinskud som musikken oftest prøver af levere. Men det bliver så fulgt op med numre som "Downward", "Angels gather here" og "Ygramul the Mary", hvor man konstant stiller sig selv spørgsmål som: Hvorfor inkludere power-chords som egentlig lyder ganske fedt for sig men er akavet og upassende i den musikalske kontekst, vokaler som lyder som en klynkende mand med munden fuldt af opkast? Hvis horrible ide var det at inkludere elektronisk støj og guitararpeggioer som kun fjerner muligheden for et brutalt udtryk? Eller værst af alt nummeret "Armory of Glass" som er en næsten 7 minutter lang rejse gennem sin egen udholdenhed. Først udsættes man for en intro som ikke består af andet end den diskante støj fra en guitar for så at udvikle sig til mest gennemsnitlige og uinteressante metalinstrumentation der indeholder en kedelig mainriff og simple tromme, alt sammen akkompagneret af et sample af lavmælte kvinder der synger i baggrunden, som er svagt, alt for lavt og klippende i mikset. For så at vende sig 180 grader og introducere en knitrende og fed guitarsektion efter alt andet lyd er fadet ud. Det udvikler sig så til simple men stimulerende guitarharmonier og det ene brutale skrig efter det andet som har et enormt baggrundskor som kontrapunkt. Det er ganske underholdende men får dog lidt ødelagt sit momentum da det kommer ganske sent i nummeret og til sidst bliver druknet helt ud af den stigende mængde distortion. Hvorfor? Det er vel bare at inkluder støj for at kunne inkludere støj? Det tilføjer i hvert fald ikke noget.

Hele albummet kan generelt opsummeres med afslutningsnummeret "Cellar of Doors", som er en ganske passende afslutning i den forstand af den er uinteressant og uforglemmelig. Desværre i en sådan grad at de mange interessante og efektive inklusioner i løbet af pladen bliver overskygget og desværre glemt hurtigt. Hvilket i sig selv er specielt imponerende når albummet er af så kort en længde som det er. Er det brutalt? Ja. Er det grimt? Også i den grad. Men bands som Pissgrave og Burzum har gjort det til en kunst at levere grumt spildevand for ørene som stadig kan formå at være interessant og fungere indefor sine egne frastødende rammer. Det her er mere som en stor hund uden strubehoved og tænder eller som narko uden rusen. Det er tomt, ubehageligt og unødvendigt, hvilket gruppen i sig selv heller ikke anvender til at udtrykke noget.


Karakter: -

HQ
DJ Khaled - Father of Asahd

DJ Khaled - Father of Asahd

Skrevet af barcano den 3 juni 2019 kl. 16:28
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Hip-Hop, Musik

Kunstner: DJ Khaled
Album: Father of Asahd
Udgivelsesdato: 17. maj 2019
Genre: Hiphop & Rap
Sangantal: 15
Længde: 54:25


Hvor kan man overhovedet starte? DJ Khaled. Ikonisk producer, oppisker, internet personlighed og levende meme. Mange ting kan man sige om man, men utroligt talentfuld producer og entreprenør, det er han. Han er uden tvivl en person i industrien som altid har fingeren på pulsen og ved hvad der sker af ting og sager. Derudover så er han også stort set repræsenteret i alle store bølger og bevægelser i den store musikalske verden. Det har altså betydet at uanset om resultatet har været godt, undervældende, horribelt eller uforglemmeligt så har han haft en finger med i spillet. Det har han altid stået på mål, hvilket utvivlsomt er en prisværdig ærlig tilgang. Det betyder dog ikke at hvad han leverer her, er noget nær tilgiveligt. For det er både Khaleds dårligste album samt en af de dårligste udgivelser i år (i det mindste har Logic endelig fået noget konkurrence. Selvom det måske ikke er særlig positivt, så må han nok hellere tage hvad han kan få)
Allerede fra starten af leveres der i numre som "Holy Mountain" og "Wish Wish" udover en usmagelig omgang med reggae-inspirationer så er der også en ligeså kvalmende tendens til at inficere håndvaskenumre med unødvendige features. Og ikke fordi eg hele tiden skal sammenligne med den bilbrand som Logic's nye album er, men det led også under samme problem. Jeg kan måske godt forstå at Khaled negativt stemt overfor de numre han har sammensat, men inklusionen af Cardi B og 21 Savage gør ikke noget godt for nogen. Hverken for nummeret eller for de pinligheder som nu knytter sig de to kunsternes CV efter at have været en del af dette projekt. Selv i numre som "Celebrate", "Won't take my Soul" og "No Brainer" der egentlig inkluderer fine input fra Post Malone og Justin Bieber, så lyder de mest af alt som svagere versioner af allerede eksisterende Khaled sange. Uden at overdrive så lyder tæt på hele albummet som sange der i nogen eller høj grad er komplet kopier af "I'm the One", som egentlig er en udmærket sang, som de så skamløst prøver at genskabe succesen af på denne plade. Hvilket ikke kun er dovent men også grinagtigt at man med så mange muligheder og ressourcer som Khaled ikke kan præstere bare det bedre.

Alt i alt har jeg egentlig ikke så vanvittigt meget at sige. Det er et sjælløst projekt der er komplet forladt for alt den kreativitet og kant som ellers kan opspores i Khaleds figur. Det viser popindustrien fra sin allerværste side, hvilket kun er endnu mere patetisk når der er gået så meget ind i at udgive dette album.


Karakter: --

Roundup (Logic, Rammstein, Slauson Malone og Tyler, the Creator)

Skrevet af barcano den 29 maj 2019 kl. 15:20
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik

Eftersom at jeg har haft længerevarende problemer med uploade indhold på Gamereactor. Et problem som har gjort det svært for mig at holde en konsistent strøm af nyt indhold, hvilket har gjort at jeg er sakket en del bagud mht. mit skema over albums jeg skal køre igennem. Men jeg håber da ny at komplikationerne er overstået og jeg kan vende tilbage til at udgive anmeldelser igen.
Derfor har jeg her valgt at give ultra-ultra korte anmeldelser af de sidste par albums jeg har prøvet at uploade anmeldelser af det sidste par uger. Dertil leverer jeg ikke kun en karakter men også en meget kortfattet note til hver vurdering, som desværre hverken bliver særlig indsigtsfuld eller eventuelt overbevisende da jeg bare gerne vil få det op så jeg har mulighed for at komme videre. Jeg håber at det valg kan mødes med bare en lille smule forståelse. Og nu videre til det egentlige indhold.

Logic - Confessions of a Dangerous Mind
Karakter: --
Klart Maryland rapperens dårligste album. Hvilket hans katalog taget i betragtning ikke siger ret meget. Overfladisk, klynkende og frastødende simpelt. Dertil følger der også unødvendige features som kun pletter de kunsteres ry. Alt i alt et af årets dårligste albums som langt fra bliver reddet af et udmærket Eminem/Logic nummer.

Rammstein - Rammstein
Karakter: +
Det nyeste album fra den tyske supergruppe er langt fra original eller revolutionerende i sin behandling af gruppens kernelyd. Men effektivt er det i hvert fald. Selvom singler som "Radio" og "Deutschland" er utroligt undervældende, så kompenserer de klart for resten med det ene enorme nummer efter det andet der præsenterer buldrende industri-trommer, tyk bas, gnistrende guitartoner og Till Lindemanns eminente rungen, som alt sammen giver den bedste samlede plade fra gruppen siden deres 2001 mesterværk Mutter.

Slauson Malone - A Quiet Farwell, 2016-2018
Karakter: +
Uden tvivl et interessant hiphop projekt som blander jazz og soul med en klassisk hiphop lyd til at skabe et yderst tilfredsstillende lydbillede. Desværre har valget om en collagelignende præsentation hvor 20 numre bliver strukket over en spillelængde på en lille halv time hvilket egentlig gør at de individuelle sange er ganske uinteressante og hver for sig viser nogle af albummets svagheder når man ikke hører pladen i sin fulde længde hver gang. Men stadig et af de mest friske udgivelser fra i år.

Tyler, the Creator - IGOR
Karakter: ++
Mangler ord. Årets bedste hiphop udgivelse. Tylers bedste plade. Sørgelig. Kompleks. Urghhhh!

King Gizzard & The Lizard Wizard - Fishing For Fishies

King Gizzard & The Lizard Wizard - Fishing For Fishies

Skrevet af barcano den 14 maj 2019 kl. 20:29
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Musik, Rock-Musik

Kunstner: King Gizzard & The Lizard Wizard
Album: Fishing For Fishies
Udgivelsesdato: 26. april 2019
Genre: Boogie rock, Blues Rock & Psychedelic rock
Sangantal: 9
Længde: 41:56


Boogieikonerne King Gizzard & The Lizard Wizard er klar med deres fjortende album, ja du hørte rigtigt fjortende, efter en fortjent toårig pause. Tilbage i 2017 valgte de at gennemføre et projekt hvor de udgav hele fem fuldgjorte albums fyldt med nyt materiale. Et mål der helt klart var ambitiøst. Og selvom det langt var helt igennem succesfuldt, så formåede de at levere en varieret og uforudsigelig omgang hvor der også var et hav af forskellige genrer og stilarter. Lige fra de minimalistiske tiltag der dominerede på Flying Microtonal Banana, til den langt mere progressive og eksperimentale instrumentation der var tydeligt fremsat i Gumboot Soup. Man kunne derfor ikke kritisere gruppen for at være lavtsigtende og uden ambition. Uanset det niveau det hele endte med at få, så var det et prisværdigt forsøg. Til gengæld er de nu klar med et langt mere klassisk King Gizzard & The Lizard Wizard album hvor det er de boogende 60'er humler der i fokus. Dog med den konceptionelle linse vedrørende klimaforandringer og et naturalistisk verdensbillede. Hvilket sjældent kunne være mere relevant eller lige til højrebenet end det er nu.

Det er dog langt fra et samlet udtryk som man løfter armene i vejret over hvis man bedømmer det ud fra albummets første nummer, som også er titelnummeret, "Fishing For Fishies". Og ja selvfølgelig er der tale om en hel albumanmeldelse, men det første indtryk er svært at glemme eller negligerer, det er trods alt ens første møde med kunsternes formidling. Og et belastende indtryk ville nok være en klar underdrivelse. Udover den simple og uinteressante akkordprogression som dominerer hele nummeret, så gør den filtreret robotstemme der flyder parallelt over mikset også et konstant irritationsmoment, hvor det klart bliver værst i omkvædet med brugen af en konstant start-stop rytme. Hvilket alt i alt gør at sangens ellers fine og oprigtige præmis, om at man måske bare burde efterlade naturen og dens dyr til sin egen oprindelige orden, bliver langt mere prætentiøs og belærende end den egentlig burde være, når den akkompagneres af så frustrerende musikalske beslutninger. Heldigvis præsenteres der i det efterfølgende nummer "Boogieman Sam" den sædvanlige King Gizzard & The Lizard Wizard lyd. Lige fra introens fede blues intro, som dog alligevel bliver lidt for repetitivt da den går igen igennem hele sangen, til de lækre harpeharmonier som flyder ind i nogen tykke baslinjer. Desværre optræder der også nogen utroligt underproduceret trommer hvor lyden er både er for flad og for lav hvor det specielt kan høres i high-hatten som meget hurtigt imploderer til at være sonisk stillestående for så at høre op med at eksistere. Det værste er dog nok at det i sidste ende præsenterer hele albummet ret godt, på trods af mellemstore mangler så leveres der noget solidt ørehængende boogierock som desværre ender med at være ganske forglemmeligt. Hvilket desværre er en tendens som er meget generel for gruppen i det hele taget. Det ændrer dog ikke på at der selvfølgelig stadig er plads til at nævne mange af de tilføjelser som på trods sin af sin manglende evne til at blive i hukommelsen, stadig er momentalt tilfredsstillende. Det kunne være de lækre keyboard- og vokalharmonier som fungerer som hinandens kontrapunkter i nummeret "The Bird Song", for så senere i sangen at glide ud i harpeakkorder halvvejs inde i nummeret.
Eller samme nummers inklusion af sprøde bongotrommer, på trods af at det bliver lidt undergravet af den halvsvage produktion. Et sted hvor man også kan rose pladens vokalpræstation, som desværre efterlader en del rum til forbedring, så er det sangen "Plastic Boogie's" brug af et skift mellem hovedvokalen og koret i verset som hellere tiden bliver mere dominant i det volumenmæssige lydbillede. Hvilket akkompagneres af nogen ligeså underholdende fingerpickriffs, som resulterer i en meget kort men alligevel fed guitarsolo.

Der skal dog også lige nævnes nogen af albummets mørkere og mindre effektfulde øjeblikke. Når gruppen ikke smider ligegyldige og trættende numre som: "Acarine" og "Cyboogie" efter lytteren, hvor der bliver leveret den ene ambiente sektion efter den anden af 2-3 minutters varighed, hvor der sker så lidt musikalsk, tematisk og kunsterisk at det nærmest virker som et vædemål blandt gruppens medlemmer om hvor meget at lytterens tid man kunne spilde. Så præsenterer de en simpel og mildest talt tåkrummende sang som "The Cruel Millenial" som udover at være overkompenserende og pinligt tidspræget i sin allusion til Battle-Royale spillet PUPG og Berenstein Bears, og primært overskygger de dele af nummeret som ikke er synderligt berettiget i kritik. Bla. nummerets keyboard som følger guitarakkordudviklingen, hvor keyboardet så senere skiftes ud med en knasende og gnarlende mundharmonika som slet ikke skader gruppens boogiestil. Eller nummeret "Real's not real" brister også om sig selv, meget lignende nummerets miks som ikke ser ud til at kunne klare den mængde distortion som bliver lagt på strengene og trommerne. Derudover så er hovedmelodien også revet direkte ud af Beatles' drejebog. Hvilket selvfølgelig både er umuligt ikke at fastsætte i sit plagiat, men ligeså umuligt er det ikke at blive forgivet af den lækre sans for melodi.

Til sidst kan det gøres op i at dette album i sidste ende er af så ustødende en natur at det er svært for mig at se mig sur på pladen, for der er meget lidt at blive ophidset over. Der er til gengæld heller ikke ret meget at blive tilfredsstillet over. Hverken bundlinjen eller loftet er placeret af nogen voldsom karakter. Derimod præsenteres der her en samling af numre som er svært ikke at tage for mere end hvad der bliver præsenteret på overfladen. På godt og ondt.


Karakter: =

Health - VOL 4 :: SLAVES OF FEAR

Health - VOL 4 :: SLAVES OF FEAR

Skrevet af barcano den 7 maj 2019 kl. 08:58
Tagget som: Album, Anbefalinger, Brugeranmeldelse, Metal-musik, Rock-Musik, Noise

Kunstner: Health
Album: VOL 4 :: SLAVES OF FEAR
Udgivelsesdato: 8. februar 2019
Genre: Electropunk & noiserock
Sangantal: 12
Længde: 38:00


Eftersom at der i skrivende stund ikke er andre nye plader jeg havde tænkt mig at lave en anmeldelse af i dag, og de jeg har haft i tankerne har jeg enten været i tvivl om hvorvidt jeg kan klassificerer det som et nyt album som fortjener en anmeldelse (Beyonces nye livealbum) eller så har jeg ikke rigtigt fundet ud af hvad jeg skal syntes om det (ScHoolboy Q). Derfor har jeg i stedet valgt at komme frem med en anmeldelse af et album som jeg helt klart burde have revet med fra starten af. Det ville i hvert fald være en skam ikke at få det nævnt.
Noiseikonet Health er tilbage med deres nyeste LP efter 2015's Death Magic som udover at være et af 2015's stærkeste albums også var gruppen hidtil bedst konstruerede plade. Spændende og ligeså interessant er det derfor at se om deres fjerde udgivelse lever op til hvad der kom før.
Hvorom alting er så må man sige at trioen starter spektakulært af med intronummeret "PSYCHONAUT" som udover at fremmale det meste af pladens hede og åbne produktion, også præsenterer dig for to minimalistiske strenge som elegant fungerer som kontrapunktiske harmonier i sangens intro. Dernæst følger der en meget organisk synthcrescendo som til sidst når et volumen hvor det bare eksploderer ind i de her noisetrommer som ved hvert spark er ved at springe mixet, som ikke kun har en ultra fedt groove men også følges af nogen synthharmonier som let bevæger sig fra side til side i mixet. Dertil følger frontmand Jake Duziks forførende stemme som på tryg afstand gennem diverse vokalfiltre fungerer som varm kontrast til de afbrydende barrikader af basstøj. Og lige inden det når sit klimaks bryder gruppen ud i et harmonisk støjbreakdown som glider ind i en brutal og buldrende outro som pludseligt ender i en instantfadende tone. Hvilket efterlader et tydeligt indtryk, for at sige det mildt.
Ligeså interessant bliver det i det følgende nummer "FEEL NOTHING" som sparkes i gang med forskudte trommebeats, og synthkeys som flyder sammen med Jakes stemme til fed effekt hvor de endda også skifter tidssignatur i omkvædet efter hver "don't feel nothing"-linje. Og igennem hele sangen cirkulerer synthmelodierne rundt i mikset med tiltagende volumen. Langt mere intenst bliver intenst bliver det i nummeret "GOD BOTHERER" som kombinerer åbne støjsamples som bliver brugt til sangens hovedmelodi. Hvilket desværre bliver meget trættende, rimelig hurtigt. Specielt fordi der i nummeret lige bagefter,"LOSS DELUXE", bruges næsten samme koncept hvor det så bare er speedtrommer og tunge riffs. Hvilket selvfølgelig også er langt mere komplekst. Så forskellen i kvalitet er nok ikke overraskende. Men af solide aspekter i "GOD BOTHERER" kan der nævnes intense grindcore 1strengsriffs sammen med enorme trommer. Health trækker også i en mere anthemisk stemning i sangen "BLACK STATIC" hvor derudover et lavmælt trommebeat også tilføjes skingre horn som afslutter Jake Duziks fede vokalharmonier hvor der også laves en fed bladning af guitar- og basdissonans.
Grunden til at jeg nævner de fire første numre i større detaljering, kommer af at albummets primære problem begynder at vise sig derefter. For selvom der introduceres rene keyboardtangenter i "LOSS DELUXE" hvilket egentlig er ganske smukt og gnistrende guitarakkorder i introen til "NC-17", så lyder det meste af pladen i høj grad som genindspilninger af tidligere numre.
Det er hverken dårligt eller kedsommeligt, udover nummeret "STRANGE DAYS (1999)" som klart viser den manglende variation på hele albummet. For selvom denne LP er en klar opgradering af Death Magic på samtlige fronter, så virker det til at variationen i numrene klart er mangelfuld. Specielt når det virker til at de tog de fleste af deres instrumentale tilføjelser og placerede dem i albummets første halvdel. Som nok nærmere er i første tredjedel. Det er ikke fordi gruppens sangskriveri er dårligt, slet ikke, hver enkelt af pladens 12 numre er tilfredsstillende og ligeså episk som de potentielle filmtrailers som musikken nærmest tigger om at hænge sammen med. Det er dog begrænset hvor mange gange man kan hylde brugen af synthesizers når de oftest kommer i en ud af to former. Som eksploderende murer af støj eller som harmoniske tonelinjer og arpeggioer. Derudover inkluderes der selvfølgelig også buldrende stortrommer og tykke strenge. Udover dette er der selvfølgelig også en masse små detaljer i diverse numre som også tilføjer en del. Det kunne være de ukoordinerede trommer i "NC-17", Jakes mere kornede vokalpræstation i omkvædet til "THE MESSAGE" og to sanges, "RAT WARS" og titelnummeret "SLAVES OF FEAR", parallelle brug af kortvarige blokader af støj som ville sætte "Inceptionhornene" til skamme. De er alle sammen interessante og for det meste velintegreret segmenter som tilføjer til hvad der måske godt kunne virke meget ens.
For til sidst er det hvad man skal gøre kvaliteten af denne plade op på. På trods af enkelte smådetaljer så er dette album i store træk meget af det samme. For mig gør det klart ikke noget da jeg mener at grundlyden er så stærk som den er. Og på trods af at det nok bedst kan beskrives som en genindspilning af deres tredje album, så virker det ultimativt som gruppens mest smukke, friske og mest intenst plade i de snart 15 år som de har eksisteret. Men det fjerner dog alligevel ikke det faktum at det kan potentielt skubbe en masse lyttere væk pga. den mangledne variation som dukker frem ved overfladen. Men selvom dette album klart har en masse at byde på, så er det tydeligt at de skal tilføje en del mere i deres næste udgivelse.


Karakter: +