Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Squad E - Move out!

Squad E - Move out!

Tagget som: Valkyria Chronicles 4, SEGA, Valkyria, Squad E

Det er efterhånden umindelige tider siden jeg sidst skrev en blog på Gamereactor. Det er der forskellige grunde til, og dette lille indslag er som udgangspunkt ikke startskuddet på en ny række tekster. Til gengæld fungerer det som en venlig påmindelse til ligesindede fans af en bestemt spilserie.

For et par dage siden loggede jeg på min PS4 konsol og smuttede en tur forbi PSN Store. Faktisk var jeg på jagt efter demo'en til Pro Evolution Soccer 2019, men jeg var lidt for tidligt ude til at kunne hente den på daværende tidspunkt. I stedet faldt jeg over noget, der i den grad forbavsede mig og samtidig gjorde mig virkelig glad:

De flinke mennesker hos SEGA havde nemlig - fuldstændig uden min viden - besluttet at udgive en demo til det næste kapitel i Valkyria Chronicles-serien. Det selvsamme spil, som jeg for længst har forudbestilt.

I en tid hvor spildemoer nærmest er en uddøende race, er demoen til Valkyria Chronicles 4 en yderst imponerende én af slagsens. Jeg regnede med en relativt kort og simpel gennemgang af spillets mekanikker; måske et par øve-missioner og en håndfuld mellemsekvenser for at sætte mulige købere ind i spillets særprægede charme. Når man efter 2-3 timer når slutningen er alle (velkendte) funktioner og menuer tilgængelige, hvilket giver en mere helstøbt oplevelse, hvor intet synes låst bag kunstige begrænsninger (som ellers ofte er et varetegn for demoer af denne slags). Det er næppe 100% repræsentativt for det færdige spil, men jeg tør godt vove at sige, at det er tæt på.

Det sker tit, at efterfølgere til et populært spil mødes med undren, og nogle spilserier er derfor meget præget af forsøg på at prøve noget nyt og anderledes. Det samme skete til dels også med Valkyria-serien sidste år, da den lettere uskønne spin-off "Valkyria Revolutions" blev udgivet til sørgelige anmeldelser. Af samme grund er jeg virkelig glad for, at SEGA tilsynedladende har valgt at gå tilbage til rødderne med Valkyria Chronicles 4. Spillets grafiske udtryk, menuer og mellemsekvenser er i samme stil som det oprindelige spil og gameplayet er ligeså overraskende vanedannede som altid. Det ligner med andre ord allerede en sikker succes - især for tilbagevendende fans. Fik jeg nævnt, at jeg glæder mig?

Til sidst skal det nævnes, at der gemmer sig et par ekstra lækkerier til dem, der giver sig i kast med demoen til Valkyria Chronicles 4. Således indeholder det både en unik mission, der først låses op efter demoen er gennemført, og et (sikkert ubrugeligt) stykke udstyr, der kan overføres til det færdige spil.

Bravo!

Facebook
TwitterReddit

Jeg - en samler: Den Sorte Kanarie.

Skrevet af CimTrifius den 20 december 2015 kl. 13:09
Tagget som: Black Canary, DC Comics, Bombshells, Tali'Zorah vas Normandy

Kaptajn,

Som ventet er ambassadør Tali'Zorah vas Normandy endnu ikke vendt hjem fra sin mission til området på den anden side af Perseus grænsen. Sidste registrerede kontakt med ambassadørens skib var for to rotationer siden, klokken 1100 Jordtid.

Rapporten meldte ikke om skader på fartøj eller besætning. Dog noteredes det, at ambassadørens skib har bjærget de overlevende besætningsmedlemmer fra en turiansk korvette, der af ukendte årsager befandt sig i nærheden af Tikkun systemet.

Vi vender tilbage, så snart vi hører nyt.

-

Nogenlunde sådan ville budskabet måske se ud, hvis jeg stod på dækket af SSV Normandy og læste beskeder om mine manglende besætningsmedlemmer.

Men ak og ve - virkeligheden er en ganske anden. Selvom jeg ikke har fået beskeden på skrift, så ved jeg nu, at statuen af Tali'Zorah vas Normandy er blevet forsinket endnu engang. Den foreløbige udgivelsesdato siger februar 2016. Det var ventet og jeg vil ærlig talt ikke brokke mig over så lidt.

I stedet vil jeg bruge den udskudte levering som påskud til at fremvise en figur, der har stået og pyntet hos mig i snart et års tid. Vi tager nu tilbage til Amerika i midten af 40'erne; En tid præget af frygt og Anden Verdenskrig, men også en tid af spirende frigørelse fra normerne.

Stedet er en natklub. Én af de helt store steder, den slags der disker op med lækker indretning, god betjening og tidens hotteste navne indenfor musik og entertainment. I aften er der helt udsolgt - måske fordi hovednavnet er en ganske populær kvinde.

På plakaten står der:

Black Canary
and
The Birds of Prey

Performing Live Tonight!

Publikums begejstring er til at forstå. Den forestående optræden har taget alle andre byer med storm. Salen summer af forventningsfuld snak. Der drikkes, grines og flirtes i et virvar af celebre personligheder, forretningsfolk og soldater på orlog. Nogle er der for at glemme, for at finde fred for ensomheden, imens andre er der for at tjene deres egen sag. Nogle fester for at dulme nerverne, nogle prøver blot at finde inspiration. Uanset hvem de er og hvorfor de er til stede, så forstummer alle deres stemmer i det øjeblik, hvor lyset dæmpes og værten introducerer aftenens højdepunkt.

Der er helt stille, da hun går på scenen...

Jeg - en samler: Den Sorte Kanarie.

Det var så min udlægning af denne statues historie. Det er naturligvis pure opspind, delvist baseret på artwork af figuren. Kendere af DC universet vil nok nikke genkendende til navnet Black Canary og det er da netop også den karakter, der er tale om her. Statuen er en del af serien DC Comics Bombshell, der fortolker DC helt- og skurk-inder efter gamle pinup-principper. Serien startede som statuer, men har nu også taget form i billeder, cosplay og en tegneserie, der placerer figurerne i stilens egen tidsalder. Det er et spændende koncept, som jeg dog ikke selv har udforsket yderligere.

Mit forhold til DC har altid været begrænset til min barndoms idolisering af Batman og derfor var det heller ikke oplagt, at jeg nogensinde skulle købe statuer fra andre dele af DC universet. Sidste år bragte min søgen efter figurer mig på sporet af Bombshell-serien, som jeg faktisk ikke var særlig imponeret af til at starte med. De første statuer i serien var rent ud sagt ikke min kop te. Heldigvis faldt jeg snart over statuen af Black Canary og det tog til gengæld ikke mange overvejelser før jeg nappede den til samlingen.

Jeg håber, at billederne taler for sig selv, for jeg synes hun er kanon-flot. Sigende i sin stil, sej i sin holdning og evigt bevist om hendes overlegenhed - også er hun endda kun små 26 centimer høj.

Som nævnt er der nogle af seriens statuer, som jeg rynker på næsen af og aldrig kunne drømme om at anskaffe mig. Det er jo udpræget et spørgsmål om smag og langt de fleste medlemmer af serien er da også rigtig flotte. Det er skam heller ikke meningen, at Black Canary skal stå alene på hylden i al evighed, for der er mindst 2-3 andre Bombshells, som jeg har i kikkerten til senere erhvervelse. Måske et lille tema er under opsejling?

Tak fordi I læste med og rigtig glædelig for-jul! :)

Facebook
TwitterReddit

Jeg - en samler.

Skrevet af CimTrifius den 24 november 2015 kl. 21:04
Tagget som: Mass Effect, Liara, T'Soni, Gaming Heads

Som selvudnævnt spilentusiast identificerer jeg mig med min samling af fysiske spil, konsoller, merchandise osv. Alligevel har jeg så mange andre interesser, at mit fokus hurtigt skifter. At jeg så ovenikøbet let bliver grebet af samlermani gør ikke sagen lettere. Den ene dag er spillene i fokus, den næste er det tegneserier, film, anime... listen bliver hurtig lang!

Det er en irriterende tendens, først og fremmest fordi det manglende fokus gør mine skabe til et kaos af såkaldt "populær kultur"; På én hylde står Special Editions af diverse spil flankeret af tegneserier. På en anden står Tolkiens værker side om side med kunstbøger, alt imens Lego-figurer troligt holder vagt på hylden med spilguides. Tag ikke fejl, det HAR skam sin charme, at ens skattede objekter boltrer sig i usammenhængende orden, men nogle gange forundres jeg alligevel over kaosset. Især fordi jeg et eller andet sted er et ordensmenneske.

Værst af alt er dog mit fine vitrineskab, som jeg i lang tid har forsømt. Jeg købte det for lidt over et år siden med den intention at bruge pladsen på en del af den føromtalte rodebutik, men den tanke blev hurtigt manet i jorden. Der blev nemlig købt et par ekstra fine spil med dertilhørende figurer og dermed blev grundlaget lagt for endnu en samling.

Før jeg går videre i teksten, må jeg lige rette en tak til Oleg Rasputin Molotov for at have pustet liv i emnet om figur-samling. Det har været meget inspirerende at følge, hvordan en samling kan vokse fra relativt få objekter til noget meget, meget større. Det har givet mig blod på tanden til at fortsætte min egen samling, men også til at dele den med jer andre.

Den første figur jeg præsenterer, skal dog stå helt alene, simpelthen fordi den er så speciel en erhvervelse. Min tålmodighed blev virkelig testet med denne figur, da den allerede blev frigivet til forudbestilling sidste år og siden blev udskudt igen og igen. I midten af november skete det så endelig, at figuren blev udgivet.

Mine damer og herrer - mød Dr. Liara T'Soni.

Jeg - en samler.

Enhver med det mindste kendskab til Biowares Mass Effect serie vil uden tvivl kunne genkende denne blå skabning. Liara spiller en prominent rolle igennem hele trilogien og er samtidig en af de figurer, der udvikler sig mest i løbet af historien. Selv oplevede jeg, hvordan jeg gik fra at være mildt irriteret over hende i Mass Effect til at være temmelig begejstret over hendes inklusion i Mass Effect 3. Mit forhold til figuren så at sige voksede i trit med udviklingen af hendes personlighed, hvilket jeg synes er en ret spændende tanke.

Her står hun så i al sin snarrådige ynde, iklædt samme dragt som den hun bærer i trilogiens sidste del. Hun er låst i en dynamisk posering, med en M-5 Phalanx pistol i den ene hånd og - hvis man ønsker det - en klump af grøn energi skydende frem fra den anden. Jeg har dog valgt at udstyre mit eksemplar med en neutral hånd, så man selv kan fantasere sig til, hvilken evne Liara bruger.

Statuen er lavet af Gaming Heads, der har produceret flere flotte statuer baseret på andre spilserier. Liara T'Soni er nummer to i deres serie af Mass Effect statuer, der indtil videre tæller Garrus Vakarian, Tali'Zorah vas Normandy og Mordin Solus. Af disse fire er kun Garrus og Liara udgivet, imens Tali og Mordin må vente pænt i kulissen til det bliver deres tur. Tali er allerede forudbestilt, så det er kun et spørgsmål om tid, før hun slutter sig til min stab og jeg er ret sikker på, at andre figurer fra serien nok skal følge trop i fremtiden. Det ville da ikke være så skidt at tilføje Javik, Wrex eller Samara til samlingen!

Jeg er virkelig godt tilfreds med denne statue, men jeg må samtidig krybe til korset og indrømme, at jeg hele tiden har været blind for dens faktiske størrelse. Med en højde på omtrent 47 centimeter må man sige, at den er temmelig stor. Det afskrækkede mig ikke, før jeg faktisk stod med kassen foran mig. Den medfølgende base er virkelig massiv og alt for tung til glashylderne i mit vitrineskab. Tilgengæld er jeg allerede så glad for Liara, at jeg ikke nænner at skille mig af med hende igen. Nu står hun i stedet og vogter over min PlayStation 4... og venter på Tali og Mordin. Uh, hvilket hold!

Tak fordi I læste med! :)

Facebook
TwitterReddit
Ah yes, Reapers!

Ah yes, Reapers!

Tagget som: Mass Effect, Science Fiction, Star Wars, Reapers, Shepard, Wrex, Vega, Subject Zero, Frihed

Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg er helt skør med Star Wars!

Vel er jeg ikke en manisk samler af diverse merchandise eller en krigerisk trivia nørd, men jeg er nu alligevel ganske glad for denne mastodont af et film-fænomen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang så de oprindelige film. Sikkert er det dog, at de gjorde et stærkt indtryk på mig. Selvom mit barnesind ikke opfattede og forstod historien eller dialogen til fulde, var følelserne og billederne dog så stærke, at eventyret fortsatte længe efter, at filmen var slut. Især scenerne med de fantastiske lyssværd var med til at præge min fantasi og det skete tit, at mine kammerater og jeg drog på Jedi-missioner i skolegården - komplet med usynlige lyssværd i hænderne.

Jeg var omtrent elleve år gammel, da den notoriske forhistorie - den såkaldte prequel trilogi - fik sit første kapitel. Meget var anderledes, ikke alt føltes helt korrekt, men det var stadig Star Wars. Ung som jeg var, blev jeg fascineret af de nye figurer og scenerier. For nogle var denne begivenhed uden tvivl begyndelsen på enden til serien. For dem er Star Wars en trilogi fra en tid, hvor effekter blev skabt med stop-motion og kunstneriske finesser. På en måde er det sådan set lige meget, for uden de oprindelige film - som vi alle er så glade for - ville der jo slet ikke være noget fænomen ved navn Star Wars. Jeg skal i det hele taget slet ikke dvæle forfærdelig meget ved hverken for eller imod de nye film; det er ikke denne blogs tema. I stedet vil jeg sige, at jeg har været godt underholdt hele vejen.

Det centrale ved min snak om Star Wars er, at min kærlighed til serien har været toneangivende for mine senere valg af interesser. Man kan nærmest sige, at serien blev en målestok og i nogen henseender en slags hæmsko, der gjorde det særdeles svært for mig at hoppe ind i andre universer med rod i science fiction. Følelsen var bare aldrig helt rigtig, for uanset hvad der blev disket op med af rumskibe og futuristisk teknologi, var det jo ikke Star Wars med dens fokus på Kraften, wookier og inkompetente stormtroopers. Ofte, hvis en film så meget som lugtede lidt af science fiction, blev den behændigt undgået til fordel for film af andre genrer. På spilfronten så det lige så slemt ud og i mine øjne, var spil med science fiction ensbetydende med dårlige skydespil i førsteperson, traurig strategi i realtid eller - i værste fald - simulationer af kampe i rummet.

- Tænk engang at man kan være så generaliserende!

Det sker stadig, at jeg tager mig selv i at tænke i samme baner som dengang, men jeg er da heldigvis blevet ældre og langt klogere. I dag ved jeg, at science fiction er meget mere end Star Wars (og at Star Wars på sin vis også er mere end mit barnlige syn på science fiction). I de sidste seks år har jeg forsøgt at vende tendensen med diverse oplevelser af science fiction i form af film, tv-serier og spil. Det har resulteret i interessante møder med klassikere som 2001: A Space Odyssey, Alien og Metropolis samt en næsten usund mængde af Star Trek og lignende serier.

I spillenes verden har det omvendt haltet en smule med viljen og inspirationen. I sin tid var jeg vældig begejstret for Knights of the Old Republic II, Battlefront og The Force Unleashed, men da de alle har rod i Star Wars mytologien, vil jeg ikke tælle dem med for alvor. Derfor har mit mest markante møde med et spilbart science fiction univers først fundet sted i løbet af de sidste to år. Det er en trilogi, der på visse måder rammer samme nerve som min barndoms yndling altid gør. Når denne serien er bedst, vækker den følelser, der minder uhyggeligt meget om min fascination af Star Wars. Det er fornemmelsen af at blive kastet ind i en fremmed verden fyldt med anderledes væsner; spændingen ved at udforske den store sammenhæng uden helt at komme til bunds i mysteriet; morskaben ved at indse, at man langsomt er begyndt at hold af hele universet og dets beboere. For mig er Mass Effect præcis det og mere til.

Som så ofte før havde jeg ingen interesse i serien før lang tid efter, at den var ophørt med at være aktuel. Serien havde endda gået sin sejrsgang over det meste af spilverden, uden at det havde imponeret mig synderligt. Med tiden blev jeg dog så nysgerrig, at de røg på min mentale "to-do" liste. Samme år valgte redaktionen på Gamereactor at udfærdige en ustyrlig god liste med deres bud på de bedste spil fra den forgangne konsol-generation og ikke overraskende var Mass Effect 2 at finde på listen. Det var det sidste spark, som endeligt overtalte mig til at give serien en chance.

Det er værd at bemærke, at min skepsis levede i bedste velgående fra den første gang jeg tændte op for det originale Mass Effect. Mine forventninger kunne ligge på et meget lille sted og jeg regnede ikke med, at spillet ville formå at fastholde mig særlig længe. Omvendt betød min halvhjertede indgangsvinkel til spillet, at jeg var mere åben for nye muligheder. Derfor blev min Shepard en kvinde ved navn Clea. Sjovt nok blev netop det valg en slags redning for mig. Pludselig skulle jeg ikke identificere mig med en dårligt konstrueret kopi af mig selv, men i stedet en viljestærk soldat af hunkøn uden makeup og forskruede skønhedsidealer. Det gjorde oplevelsen en hel del mere interessant, ikke mindst takket være Jennifer Hales fortræffelige stemmeskuespil, der virkelig vakte karakteren til live. I det hele taget var det aldrig svært at identificere sig med hende, for det var jo stadig mig, der sad med magten til at vælge.

Alligevel gik det galt sådan cirka halvvejs igennem historien. Jeg gik død i de ensartede missioner og lettere forkrøblede systemer. Mass Effect måtte vige pladsen for andre spil, men efter en pause på et halvt års tid gik jeg i gang igen - mest af stædighed. Siden da så jeg mig ikke tilbage. Som spillet skred frem, blev jeg mere og mere fortrolig med historien og ikke mindst det genialle figur-galleri. Spillet sluttede med et brag og jeg kastede mig direkte ind i Mass Effect 2, hvor jeg oplevede en sær form for deja-vu. Jeg følte mig fremmedgjort af de anderledes systemer, historiens drejninger og de fremmede figurer. Kloge hoveder vil sige, at jeg for alvor var i Shepards sko.

Efterhånden som jeg kløede på, forsvandt skuffelsen over tingenes tilstand. Så snart jeg omfavnede forandringerne i systemet, opdagede jeg, hvor meget bedre kampene føltes. Min umiddelbare overraskelse over historiens nye vinkel blev snart forvandlet til en sær glæde over dens muligheder. Sidst men ikke mindst indså jeg hurtigt, at jeg måtte overgive mig fuldstændig til de veludførte personligheder på Shepards nye hold. Jeg savnede stadig kammeraterne fra det første spil, men min skepsis var for længst glemt. Tilbage stod det simple ønske, at mit rum-eventyr aldrig måtte ende.

De gode takter fortsatte i Mass Effect 3, hvor de episke undertoner for alvor greb om sig i form af massive slag og en endeløs strøm af intergalaktiske flygtninge med traumatiske oplevelser i bagagen. Der skulle skabes alliancer og gøres op med gammelt fjendskab. Da jeg langt om længe stod ved slutningen, måtte jeg erkende, at jeg var blevet utrolig glad for hele det univers, som Bioware havde bygget op og udvidet over tre udgivelser.

Et af seriens absolutte forcer er dens karakterer. Det er ikke løgn, når jeg siger, at der ikke er nogen af Shepards holdkammerater, som jeg hader. De har alle deres historie at fortælle, selv dem som ved første øjekast virkede utroværdige eller arketypiske. I det originale Mass Effect var det Wrex, der stod for skud. Første gang jeg mødte ham, slog han mig som en meget generisk lejesoldat uden egentlig dybde. Han blev sjældent sat på holdet og det var først i det efterfølgende spil, at jeg fik et glimt af hans andre sider - vel at mærke uden at han som sådan var spilbar. Mass Effect 2 bød på Jacob og Subject Zero og de to måtte ligeledes se langt efter spilletid. Grunden var, at de i mine øjne virkede utrolig stereotype. Begge havde interessante loyalitets missioner, der delvist gav svar på tiltale, men min holdning blev først for alvor sat på prøve i det næste spil, hvor begge figurer havde udviklet sig til det bedre. I Mass Effect 3 mødte jeg James Vega, vis format og personlighed irriterede mig grænseløst. Til sidst lærte jeg dog at se det positive i hans pompøse morsomheder.

Det er sjældent, at man støder på et så fyldigt udvalg af faste figurer og alligevel ender med at se det bedste i hver enkelt. De åbenlyse favoritter dukker som regel hurtigt op, men det er næsten bedre, når man langsomt lærer at holde af en figur, som følge af de ting de gør og siger. Når man kan mærke, at der ligger en udvikling bag deres handlinger eller forstår hvor de har deres holdninger fra. Mange af trilogiens bifigurer følger samme eksempel, men er ofte bundne af spillerens valg. Her står især den grønne asari Shiala stærkt i min erindring, men der er naturligvis andre med lige så interessante historier. Det fantastiske er jo netop, at den type figurer har det med at dukke op, for at fortælle hvad de har travlt med midt i galaksens værste krise.

Der er blevet talt og skrevet meget om de valg, som man stilles overfor i Mass Effect. De varierer i tyngde og moral og de fleste har større eller mindre indflydelse på detaljer senere i historien. Personligt er denne illusion af frihed et af de aspekter ved spillet, som jeg holder allermest af. For man har vitterlig frihed til at krydre oplevelsen, næsten som man selv ønsker det. Selv valg, der på overfladen virker ubetydelige, har det med at svæve et sted i baggrunden for pludselig at dukke frem i en eller anden snedig reference. Aldrig som banebrydende ændringer, men som vigtige beviser på en verden i forandring.

Noget, der i lige så høj grad fascinerer mig ved systemet i Mass Effect, er den type spekulation, der opstår på baggrund af førnævnte frihed. Spørgsmålet om hvad der kunne ske. Tag ikke fejl, jeg holder meget af min Shepard og de valg, som figuren foretog sig hele vejen igennem de tre spil. Resultatet er glimrende, men når tankerne falder på, hvad der kunne være sket, så går min hjerne helt amok med spørgsmål:
- Hvilke detaljer ændres, hvis en bestemt figur dør?
- Hvordan udvikler holdet sig, hvis Shepard er et hensynsløst møgdyr?
- Hvilke bifigurer vender tilbage, hvis jeg ser igennem fingre med deres ulovligheder?

Den slags spørgsmål får det til at krible i mine fingre for at starte forfra, selvom min hjerne godt ved, at belønningen højst er en håndfuld ændrede valg i dialog og holdsammensætning. Nettet bugner af guides og videoer med alternative Shepards, der foretager alternative valg. Er man nysgerrig, kan man bare slå det op - men det er jo naturligvis langt sjovere at opleve det selv!

Når alt kommer til alt, er Mass Effect en kløgtig historie med en hovedperson, som man selv giver personlighed og udseende. Sjovt nok står mine eventyr i Mass Effect for mig som den eneste rigtige fortolkning af universet. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig det anderledes. At historien så uvægerligt har sine fast veje kan ikke undgås, for Bioware bliver nødt til at guide os fra punkt A til punkt B for at holde fast i deres historie. Slutningen kan ikke tage hensyn til alle de valg, der træffes i løbet af tre lange spil. Men hvad er egentlig vigtigst - målet eller rejsen dertil?

Jeg vælger det sidste.

Facebook
TwitterReddit
Den dag jeg lærte at spille PC

Den dag jeg lærte at spille PC

Tagget som: Civilization V, Sid Meier's Civilization, Steam, StarCraft

Jeg har aldrig spillet PC!

Eller nej - om igen; Selvfølgelig har jeg prøvet diverse spændende PC-titler hos venner og bekendte. Mange gode oplevelser er det blevet til igennem årene, men jeg har aldrig være nogen entusiastisk computer-spiller. Det skyldes for så vidt flere ting. Først og fremmest skyldes det dog, at der ikke var en rigtig PC i mit kære barndomshjem. I hvert fald ikke en af den slags maskiner, som man kunne spille ordentlige spil på. Til gengæld var jeg flittig bruger af det medfølgende skriveprogram, men det er en helt anden og langt kedeligere historie.

Størstedelen af min fritid, der var dedikeret til spillenes glæder, gik derfor i selskab med min trofaste Game Boy. Det hændte dog, at jeg fik mulighed for at prøve spil, der virkelig fangede min interesse. Jeg har tidligere skrevet om mit møde med det noget anderledes action-spil Oni, der blev spillet på min kammerats PC. Senere stiftede jeg bekendtskab med det geniale spil StarCraft. Jeg var omkring tolv år gammel, så jeg husker uendelig lidt fra selve gennemførelsen af StarCraft. Tilgengæld husker jeg tydeligt hvor underholdende hele oplevelsen var. Spillets strategi og dybde greb mig på en måde, som jeg ikke havde oplevet indtil da.

Desværre var mit bekendtskab med det herlige spil en yderst kort og enlig fornøjelse. Så da det endelig blev tid til at få nyt grej, faldt det mig aldrig ind, at se efter en såkaldt gamer PC. Tror ikke engang, at jeg anede hvad det ord dækkede over. Derfor faldt valget på en konsol. Det var et valg, som jeg aldrig sidenhen har fortrudt. Selvfølgelig ved jeg, at jeg i tidens løb er gået glip af ufattelige mængder af god PC underholdning. På trods af det har jeg aldrig for alvor følt mig draget mod en tilværelse som computer-spiller. På mange måder skyldes det dog mest uvidenhed, måske ligefrem uvilje. "Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af!" som man jo fint siger det.

Sidste år skete der dog noget overraskende, der skulle få mig til at revidere mit forhold til min PC. Min store begejstring for flere gode titler fik mig til at deltage i én af de mange "Game of the Year"-afstemninger, der findes på nettet. Faktisk var jeg bare glad for, at jeg kunne gøre mit til, at spil som The Last Of Us og Bioshock: Infinite fik den hyldest, som jeg synes de fortjener. Men minsandten om min deltagelse i afstemningen ikke udmøntede sig i en form for belønning. Man fik simpelthen mulighed for at hente et spil kvit og frit og derefter kaste sig ud i ren spilglæde.

Ud af to mulige, faldt mit valg på Sid Meier's Civilization V. Beslutningen var mere eller mindre baseret på en vag erindring om en positiv anmeldelse, som jeg engang har læst. Desuden var jeg ret interesseret i konceptet, dog kun på en overfladisk måde. Jeg var langt fra sikker på, at det ville blive en succes. Jeg har tidligere købt relativt gode titler til PC, kun for at se dem samle støv i skabet, fordi jeg simpelthen ikke kan tage mig samme til at dedikere min tid på maskinen til et spil.

Dermed ikke sagt at jeg ikke ville give Civilization V en ærlig chance for at floppe. Men først skulle der lige installeres Steam. Det tog selvsagt lidt tid at få det hele sat op, hvilket ikke var særlig motiverende i sig selv. Men selvom jeg var uimponeret, da jeg endelig kunne sætte installationen af min præmie i gang, var jeg dog ikke fjendtlig eller uinteresseret. Klog af skade og skuffelse over tidligere fejltrin, gik jeg metodisk til værks. Hurtigt frem til spillets tutorial for at se hvilken størrelse jeg havde med at gøre. Til min egen forbløffelse endte jeg med at bruge ca. tre timer på denne simple spildel alene. Ikke fordi det var besværligt, men fordi jeg slet ikke ville have at det skulle ende. Ærgerlig måtte jeg dog indse, at mine fremskridt ikke kunne gemmes. Så jeg startede fluks et nyt spil.

Jeg var Ramkhamhaeng, en mild og god hersker over en improviseret version af Siam. Igennem mange årtier lå mit rige stille hen og ventede på at blomstre op. Der blev anlagt nye byer rundt omkring, grænserne blev udvidet, og nye veje blev anlagt på kryds og tværs for at højne rigets produktivitet og rigdom. Siden den tidligste middelalder havde vi levet i fred og fordragelighed med de omkringliggende kongedømmer. Selv de blodtørstige Japaner mod nord lod forstå, at de kun ønskede fredelig sameksistens med mit rige. Men mit riges storhed var for blændende. Mine allierede, Japanerne, så sig sultne på min magt og erklærede nådesløs krig. De viste deres sande ansigt, og det blev min mission at fjerne dem fra det ellers fredelig fastland. Selvfølgelig vandt jeg. Japanerne blev forvist til en ubetydelig ø i det sydlige hav, og min overlegenhed blev krone med en videnskabelig sejr.
All hail Ramkhamhaeng! All hail... me!

Min triumf som Ramkhamhaeng kan jeg takke den forholdsvis lave sværhedsgrad for. Jeg havde faktisk ikke det store begreb om, hvad jeg foretog mig i rollen som leder. Riget blev udvidet uden synderlige hæmninger og der blev anlagt veje mere eller mindre OVER DET HELE. Noget skulle min hær af arbejdere jo have at lave. Der blev ikke taget de store hensyn til hverken økonomi eller befolkningens glæde. Kald det begynderens nativitet. Det var først da jeg startede mit andet spil, at jeg skrabede overfladen af det komplekse system og de mange taktiske muligheder, som det gemmer på. I sig selv er det dog ikke det vigtigste. For mit først spil var helt forrygende. Det var nyt, det var anderledes og det banede vej for min første rigtige besættelse af et PC-baseret spil. Det meste af efterårets frie timer blev spenderet i selskab med Civilization V.

Jeg oplevede store nedture i form af undertrykkende og krigsgale modstandere. Med Rusland som evigt påståelig nabo og Djengis Khan i rollen som sig selv, blev min spilsession som Askia 'den Store' en sand kamp for overlevelse. Det samme kan siges om de efterfølgende sessioner. Selv da jeg trak i samuraiens klæder og gik på vanvidstogt mod både store og små riger, måtte jeg se mig besejret af bedre taktikere. Men nederlag eller ej; jeg var fantastisk underholdt hele vejen. Det var morsomt at møde alternative versioner af fortidens store erobrere. Især når de opførte sig som parodier af sig selv. Jeg husker tydeligt da Napoleon fik storhedsvanvid og krævede en uhyrlig sum penge for at afslutte en krig han selv havde startet - og tabt!

Det hører også med til historien, at min fascination af spillet ledte mig ind på endnu et stykke ukendt territorium. De flest ved hvad en mod er. Selv jeg ved det. Men jeg troede nu aldrig, at jeg selv skulle give mig i kast med at lave en mod. Ikke desto mindre var det netop, hvad jeg gjorde sidste år. Målet var at gøre den notorisk uheldige forbryderorganisation Team Rocket til en spilbar civilisation. Projektet er ikke færdig endnu, og det bliver det desværre nok aldrig, nu hvor min interesse for spillet er dalet væsentligt. Men mit forsøg på at tilføje en fiktiv nation til spillet var en fantastisk kreativ process, som jeg overhovedet ikke fortryder at have brugt tid på. Billedet øverst er taget fra den omtalte mod.

Nu sidder jeg så her et godt stykke inde i 2014. En næsten ny Wii U står klar under Tv'et. Mit bibliotek af spil har aldrig været større end nu. Min trofaste Playstation 3 bider stadig fra sig og holder Sonys seneste konsol i skak. Der er masser af titler, der skal spilles. Jeg har altid set på mig selv som konsol-gamer, men jeg fristes alligevel ofte til at besøge Civilization V igen. For der er flere kort, der skal erobres, og flere spilstile der skal afprøves. Følelsen af at grundlægge sin egen civilisation og få den til at gro, er nærmest ubeskrivelig. At spillet så har sine brister og mangler - hvoraf en hel del er blevet afhjulpet i spillets to udvidelser - må man leve med. Jeg savner de næsten endeløse nætter, hvor jeg fortaber mig i spillets muligheder. Nå ja, og så føles det stadig som om mit lille mellemværende med Japan ikke er helt afsluttet endnu...

Facebook
TwitterReddit