Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Open world arkaderæs i døde og kedelige verdener

Open world arkaderæs i døde og kedelige verdener

På en måde er spil et vanvittigt medie, for stort set alt kan skabes.
Vi kan besøge et mareridt i Yharnam, vi kan skrige et sted langt ude i verdensrummet, uden at nogen kan høre det, vi kan ræse rundt en halv meter over jorden et sted i fremtiden og vi kan være en helt uden hverken arme eller ben.
Alligevel vælger mange spil at bygge verdener, som er næsten præcise gengivelser af de miljøer der omgiver os til hverdag.

Hvad er der nu galt i det, kan du så spørge?

Det er der som sådan ikke noget galt i, for jeg forstår godt tiltrækningen af at kunne udleve sin drøm om at være Spider-Man, og svinge sig gennem New Yorks gader, eller være en hacker-actionhelt i Chicago som i Watchdogs.
Verden, som vi kender den, bliver pludselig en legeplads, og er ikke længere bare kulisserne til en kedelig grå onsdag, hvor vi skal, fuldstændigt blottet for idéer, ud for at finde aftensmad.
Så der er ikke nødvendigvis noget galt i at genskabe en verden, som minder utrolig meget om vores egen.
Det kan dog til gengæld gå hen og blive en ret kedelig affære, hvis den her verden ikke rummer nogen form for kreativitet eller fantasi.

Midtown Madness bliver udgivet i 1999. Det er et open world racerspil, og det jeg husker spillet bedst for, det er den massive dækning det fik, at udviklerne havde genskabt Chicago ret detaljeret.
Det var bestemt en wow-faktor dengang, og det fik lov at fylde spalterne godt ud i datidens magasiner.
En serie som Assassin's Creed genopbygger miljøer så naturtro som muligt, og Origins fik stor ros for gengivelsen af det gamle Egypten. Det fik endda en turist-mode, hvor du bare kunne gå rundt og beskue uden at skulle tænke på fjender eller sidemissioner.
De realistiske miljøer er blevet større, har flere lag af detaljer og imponerer til stadighed.

Vores gamer-øjne er blevet vant til, at rigtig mange af vores spils udtryk rummer en stor grad af realisme.
Derfor er vi heller ikke i tvivl om, at vi får serveret en hel anden ret, når vi ser på spil som Journey, Ratchet & Clank eller Limbo.

Nu skal jeg nok komme til sagens kerne.
Når jeg ser på Need for Speed Heat, så tænker jeg, at det ser ganske udmærket ud.
Det ser ud som jeg forventer.
Nu er Need for Speed Heat en af den slags spil, man kan spille i mange, mange timer, så på et tidspunkt begynder jeg at tænke over, hvor kedelige miljøerne omkring mig egentlig er.
Nu har jeg prøvet at være på kør-selv-ferie nogle gange, og jeg fik oftere og oftere flashbacks til mange kedelige kilometers kørsel gennem Tyskland.
Både Tysklands motorveje og Need for Speed Heat har grå bygninger, grå veje, monoton natur og kedelige hvide, grå og sorte biler.
Der er bare ikke meget spræl over verdenen i Need for Speed Heat, og så er det, at jeg bliver lidt irriteret på mig selv, for hvorfor er jeg af den overbevisning, at et så kedeligt miljø er i orden?
Hvorfor forventer jeg ikke mere?
Både The Crew og Need for Speed er eksempler på triste tomme verdener, som skal blive levendegjort ved at der bliver smidt en masse ræs og en smule ramper ind i dem.
Det snyder da fint i begyndelsen, men når jeg så gerne vil give mig hen til et Need for Speed-univers, så bliver det en enorm tom fornemmelse.

En del af skylden kan man nok placere hos The Fast & The Furious.
Hvor den filmserie, eftersigende, for længst har genopfundet sig selv som en vild actionbasker, så hænger Need for Speed stadig fast i det her univers, som den oprindelige film skabte tilbage i 2001.
2001 er ved at være en del år siden, og selvom nogle ting er tidsløse, så er det små-"farlige", små-"rå" og temmelig polerede-gademiljø fra The Fast & The Furious ikke en af dem. Alligevel virker det til, at det er den film der, til stadighed, er grundinspirationen for de her open world arkaderæsere.

Need for Speed insisterer på at have en vanvittig dårlig historiedel, og selvom du kan smide din bil ud fra en høj bakke, lande uskadt og fræse videre, så vil den her historiedel absolut holde begge ben på jorden, og vi er tvangsindlagt til at høre de mest passionsløse personer fortælle om, hvor meget ræset betyder for dem.
Det her underlige mix af en hæsblæsende arkaderæser og en gumpetung historiedel, der hænger fast i hvad realisme var i actionfilm i starten af 00'erne, forklarer, måske, det her tarvelige miljø, vi kører rundt i.

Need for Speed Heat vil gerne være underholdende, og det vil gerne give dig uhøjtideligt gaderæs, men samtidig vil det ikke give slip på sin tørre realisme.
Dagene i Heat er ligeså spændende som en daglig pendlertur.
Nogle gange skinner solen, nogle gange regner det, og nogle gange er der bare overskyet.
Nætterne er ikke et hak bedre. Der er tændt lidt lys rundt omkring, men ellers er der livløst og tomt.

Spilserien har været open-world i snart 20 år, og der bliver stadig ikke disket op med mere end tomme, uinspirerende miljøer.
Nu er Need for Speed offeret i den her omgang, men prøv lige at holde øjnene åbne næste gang du spiller et spil. Bliver du præsenteret for en levende verden med puls, eller bliver du placeret i en tom ramme, hvor du skal løse små opgaver i løbet af din transporttid fra den ene mission til den næste?

Trods alt er bilerne flotte at kigge på, og gode at køre i.
Det er bare ikke nok, at de biler du kører rundt i er lækre. Det er heller ikke nok i Uncharted-spillene, at Nathan Drake er en flot fyr.
Det er jo ikke der, at underholdningsværdien ligger.
Jeg synes godt, vi kan kræve mere af de her open world racerspil.
Vi kan godt kræve, at spiludviklerne smider lidt fantasi i opskriften.
Selvfølgelig skal der ikke være enhjørninger i Gran Turismo, det er jo et spil, som har til formål at portrættere virkeligheden, men hvor er det skæve blevet af i de her open world arkaderæsere?

Heat leger med et neon-element, så hvorfor får vi ikke nogle overdrevne lysshows, eller en tornado fuld af glow-sticks? Hvorfor insistere på, at spilverdenen skal være jordbunden og realistisk? Hvorfor ikke give muligheden for at ræse gennem ørken, skov, sne og mudder i stedet for kun gennem kedelige byer, grå veje og en enkelt grussti?

Der er ikke noget galt med at kunne lide døde miljøer som i Need for Speed Heat, men jeg har bare en naiv forhåbning om, at spiludviklerne altid giver os alt hvad de har, at de har lyst til at kaste deres kreative udfoldelser lige i fjæset på os.
Jeg kan ikke få det til at hænge sammen, at man ikke kan finde på noget mere spændende end de samme syge miljøer 20 år i streg.

Måske er det derfor, jeg er så vild med en titel som Bloodborne, som bruger sit miljø aktivt i forhold til at bidrage til spillets handling.
Det samme er tilfældet i BioShock eller et spil som Dishonored. Her bombarderer spillene os ligefrem med historiefortælling gennem brug af omgivelserne.
Historien i Need for Speed er så tynd, at den ikke behøver at blive underbygget gennem spillets miljøer, derimod er det stemningen der skal skrues op for. Brug miljøerne til at skabe en fed stemning og en spændende verden fuld af liv, så den her open world arkaderæs-genre endelig kan løfte sig fra at være tomme kalorier, til at være et fuldt fantastisk måltid.

Hvis du vil have bloggen som audio, så kan du finde den på YT her:
https://youtu.be/18k52ubqehM

UbiHARD

UbiHARD

Den anerkendte mester i mundfæces, Mikael Forpagter, udtalte, i forbindelse med Watchdogs 2 og dets svigtende salgstal, at Ubisoft var på slingrekurs.
Et 30 år gammelt firma, som Ubisoft, lytter selvfølgelig til kritik.
Jeg er kommet i besiddelse af nogle hemmelige dokumenter, hvilket ikke kan overraske nogen når det kommer til dette firma, som afslører den nye kurs for Ubisoft.

Blød er, som du nok er klar over, det danske ord for soft, og blød var netop det Ubisoft var blevet. I et forsøg på at få god presse, og som et svar på kritikken der ramte Ubisoft da de uheldigt udtalte at kvinder var for svære at animere, valgte firmaet at animere en kvinde, og dette helt ned til en sprællevende vagina. De gamle travheste hos Ubisoft fik dog, som deres sidste gerning hos det aldrende selskab, censureret denne kønsdel bort. Det har nemlig boblet hos Ubisoft, og fra grydens kogende vand, har rejst sig et trekløver af unge talentfulde mænd, som ifølge min utrolig påliderlige kilde skal stå for transformationen fra Ubisoft til UbiHARD.
Du har set deres påvirkning af firmaet i den famøse Watchdogs-vagina, men også i deres iver for at inkludere virkelige forbrydere i spillenes universer. Jack the Ripper (AC: Syndicate) og The Zodiac (Watchdogs 2) er kun den spæde begyndelse.

Jeg vil nu kort præsentere to punkter fra kommende, og yderst hemmelige, UbiHARD titler.
Først på dagsordenen er et Assassin's Creed projekt med arbejdstitlen: AC:WW2.
Der foreligger intet konkret fra selve spillet, men derimod findes der masser af informationer om spillets 47 planlagte DLC-udgivelser. Det mest iøjefaldende DLC går under navnet "Pre-Order Bonus DLC Option VII", og består af en kostumepakke, men måske mere nævneværdigt en kampagne baseret på Anne Frank. Det fremgår at kampagnen har hentet inspiration fra andetsteds i branchen, nemlig hos Naughty Dog og deres The Last Of Us udvidelse, og at kampagnen vil lægge stor vægt på stealth. Listen over trophies afslører måske noget om handlingen, og den lyder som følger:
A quiet man is a thinking man. A quiet woman is usually mad. Stay mad.
Yay, I'm an author.
To Ze Camps.
Working girl.
1945.
Uh girl, you dead.

Andet punkt er en, synes jeg selv, ret spændende stor udvidelse til Splinter Cell-universet. Ja, helt glemt er denne spilserie ikke. I stedet for at tage serien længere frem i tiden, så smider denne titel os tilbage til en tid hvor internettet endnu ikke var helt i live, hvor arkadehaller stadig fandtes og hvor Sonic var too cool for school.
I starten af 90'erne, hvor den gode kristne almene amerikanske borger var sikker på at videospil var roden til alt ondt, og at disse videospil fx kunne få en uskyldig lille dreng til at stjæle en bil for at køre gaderne tynde til fare for sig selv og andre, der skete der ting og sager. Nogle af disse såkaldte ting og sager vil UbiHARD tage hånd om.
Efter at have skævet til Hitman, og andre spil der succesfuldt har taget episodeformen til sig, har Splinter Cell fået en ordentlig overhaling. Væk er den klassiske struktur, og væk er den klassiske protagonist. Alle bolde er oppe i luften, og UbiHARD kan lide at spille hårdt spil. Du får muligheden for at spille som en vaskeægte skurk, og ikke en hvilken som helst skurk, den berygtede kannibal, voldtægtsmand og drabsmand Jeffrey Dahmer.
Dyrker du den bizarre virkelighed kender du nok Dahmer, og gør du ikke, så lad mig beskrive ham som en syg seriemorder, som slog mænd, og gerne mindreårige drenge, ihjel efter samleje hvor ofrene var bedøvede. Herefter ville Dahmer enten save dem i stykker, eller også ville han forsøge at lave dem til zombier ved at hælde syre ind i deres hjerne.
Som Jeffrey Dahmer skal du snige dig ind på en snusket bøssebar, og her skal du udse dig ofre. Fra listen med trophies fremgår det, at du selvfølgelig vil blive belønnet for at få fingrene i en mindreårig dreng. Med et lille blink i øjet til en anden spilserie bærer dette trophy navnet Fresh Meat!.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Ubisoft er blevet til UbiHARD, og disse lækager jeg har fået mine snaskede fingre i er kun en start. Hvem ved hvordan det skal gå The Division, Watchdogs eller Rayman? What a time to be alive.

Skidt - Del 2

Skidt - Del 2

Previously on Skidt: Efter at have liret en masse popkultur referencer af, og uden egentlig at fortælle noget om sit privatliv, satte CirkaUkendt sig for at finde tre nominerede til at kæmpe om pladsen i Grydeske Hall of Fame. Dungeon Keeper Mobile var en oplagt kandidat, og der blev givet en god begrundelse som udmundede i ... en enkelt kommentar. Heldigvis vægter CirkaUkendt ikke kvantitet, men derimod kvalitet, og Gamereactor afficionadoer ved at Montross (som stod for kommentaren) leverer høj kvalitet.
Nu sidder CirkaUkendt ved tasterne igen, og husker sig selv på, at selvom interessen ikke var stor for serien Hannibal, så formåede den alligevel at få tre sæsoner, og derfor fortsættes der ufortrødent når sidste del af Skidt skal nedfældes med blide tryk på de belastede taster.

Der må have siddet nogle udviklere på et tidspunkt, som syntes at de havde fået en god idé, for hvad nu hvis man kunne blande lidt nøgenhed med noget spilleri?
Pixelerede patter og en omgang BMX? Det er en ... interessant kombination.
Brysterne var to trafikkegler placeret på en udtryksløs krop, og selve BMX-delen var ikke videre interessant. Tørstige teenagere var engang på jagt efter den patch der kunne vise Lara Croft ganske nøgen, og husk lige på at det var i PSOne dagene, så Lara Croft nøgen var simpelt forklaret en smal talje med to korte spidse blyanter der prikkede ud i den grønne top. At få serveret det hele på et sølvfad i et aldeles middelmådigt spil var bare ikke ligeså spændende som at jagte nøgenheden, og selvom BMX XXX opnåede en lille succes som kultobjekt, så var det en idé der måske havde fungeret bedre som film.
Rygtet går på at spillet skulle have været et ganske seriøst BMX spil, men at udvikleren undervejs fandt ud af at den ikke gik. Hvad gør en stakkels udvikler så?
"Hey gutter! Der er brainstorm. Hvordan redder vi det her spil?"
"Jamen hvad med at vi strammer op på gameplay, og prøver på at rette op på alle hængepartierne?"
"Ja, jo, ja. Det lyder umiddelbart som en god idé, men ... kommer det ikke til at blive meget dyrt?"
"Joeh det gør det vel nok. Vi satte os jo for at skabe et godt BMX spil, og vi er noget af vejen. Jeg synes bare ikke vi må gå på kompromis med vores vision."
"Nej. Nej, selvfølgelig ikke."
- stilhed -
"... altså, hvad med at vi laver det til et BMX spil med strippere, og andre letpåklædte damer. Jeg glemmer personligt mange ting når jeg ser på bryster, så tror du ikke det kamuflerer alle de fejl dér?"
"Jeg ved ikke rigtig. På en eller anden måde synes jeg måske ikke helt det passer med det vi satte os for at lave."
"Det er jo stadig BMX! Vi kunne også lave en bane med to hunde der boller! Det er da sjovt! Det er da det de unge vil ha', det er det da!"
.
Måske ville de unge gerne have haft det, hvem ved, men af en eller anden mystisk årsag blev BMX XXX ikke skrevet på mange ønskesedler til bedsteforældre.
Hvorfor spille BMX med barm, når du kunne sidde og vente 20 minutter på at din lynhurtige ISDN forbindelse kunne åbne flere frække GIFs på én gang. Jeg vil ikke underkende at bryster virker til at være i nogenlunde konstant høj kurs, lidt ligesom guld, så hvis du spørger mig om ånden fra BMX XXX er død eller levende (blink blink), så må jeg sige at den lever lidt endnu.
Har du oplevet at skulle træffe et svært valg? Der er altid flere veje at gå, og flere måder at gribe tingene an på.
Et par skarpe knive besluttede sig for at genoplive X-Com med sjælen fra de gamle spil, men opdateret til moderne platforme og moderne spillere. Imens traf nogle grydeskeer det valg, at de ville genoplive X-Com som en actionoplevelse hvor udseende blev vægtet højere end indhold.
Knive så skarpe at de måtte kunne skære sener over på kryds og tværs uden besvær, besluttede sig for at bygge et spil over The Walking Dead universet, og de fandt en formular hvor beslutninger skulle være det vigtigste element i spillet.
Et andet sted i universet samlede sig en stamme af grydeskeer i melamin, og de traf det valg, at The Walking Dead ville egne sig meget bedre som et førstepersons actionspil uden megen historie og stemning.
Som skrevet tidligere vil jeg holde mig til tre kandidater, og selvom X-Com og The Walking Dead Survival Instinct sikkert godt kunne tænke sig en nominering, så får de det altså ikke.
Den sidste plads går derimod til Homefront: The Revolution. Min mor kan skrive under på at ikke alle fødsler er nemme. Selvom den kvindelige anatomi er ret fantastisk, så kan en fed og lang baby som mig ødelægge meget. Jeg tror aldrig rigtig at min far har tilgivet mig.
Homefront: The Revolution var ikke en nem fødsel, og på en måde kan man sige at det var en tragisk fødsel. Den fødende omkom, og adoptivforældrene, som ikke helt var klar til det store arbejde, fik lov til at stå for opvæksten.
Nu kan det være at du tænker: "Homefront: The Revolution er da næsten lige kommet. Er det ikke lidt kedeligt at nominere så nyt et spil?". Det er min blog, jeg laver reglerne, og desuden er jeg sur på spillet og jeg skal af med de her følelser. Jeg føler mig som en forældre til et barn, som ikke kan stå på forreste række til en Frozen koncert, jeg er rasende. Homefront: The Revolution ser godt ud, men hvor er det dog frustrerende at spillet, omkring et halvt år efter udgivelsen, stadig ikke er sluppet af med fejl der er så graverende, at de kan forhindre spilleren i at komme videre. Jeg ved at en svær opvækst kan sætte dybe spor, men når jeg har fri, så orker jeg ikke at snuppe Homefront: The Revolution til terapi for at finde ud af præcist hvad det er der gør, at spillet ikke kan åbne sig op.
Jeg ønsker det bedste for dig Homefront, men jeg kan ikke være din Coldplay-kæreste, og jeg vil ikke prøve på at fixe dig. Du skal have professionel hjælp før at der kan blive noget mellem os to igen. For nu må du få en nominering til Grydeske Hall of Fame.
This house is clean.

Skidt - Del 1

Skidt - Del 1

Lad os få det på det rene, jeg er ikke den skarpeste kniv i skuffen.
Da jeg skulle købe min første konsol, kastede jeg mig over GameCube, fordi det måtte blive den bedste Nintendo konsol nogensinde, og fordi jeg bare måtte have fingrene i den der fuldt opdaterede udgave af Resident Evil 2. Anden gang jeg købte en konsol, tog jeg ingen chancer, og jeg kastede mig over PlayStation 3 ... hvad skulle der kunne gå galt? Da jeg skulle vælge pille tog jeg den blå. Jeg blev gevaldigt skuffet da jeg startede D: The Game, og tog mine bukser på igen. Selvom jeg fik at vide, at jeg ikke skulle gøre det, så åbnede jeg øjnene da Pagtens Ark blev åbnet. For at være venlig gav jeg mit eksemplar af The Witcher 3 væk, købte The Witcher 3: GOTY, og fandt ud af, at jeg ikke kunne importere gemte spil. Da Troldkongen gav mig 13 timer til at redde min lillebror, valgte jeg at kaste mig over X- Men The Last Stand, som jeg havde set ufattelig meget frem til, i stedet.
Så nej, jeg er ikke den skarpeste kniv i skuffen, men så er jeg så meget andet. Hvem har fastsat at det er bedst at være skarpest?
Nogle gange skal du heller ikke bruge en skarp kniv. Nogle gange skal du bare bruge en kniv der kan smøre et lag smør, indsæt selv dit eget sunde alternativ her, og nogle gange skal du bare bruge en kniv til at skrabe de sidste indtørrede madrester af den tallerken der har fået lov til at stå lidt for længe.
Det egentlige problem opstår, når du prøver at spise suppe med en gaffel, eller når du forsøger at skære et stykke af din steak med en grydeske.
Jeg er en helt almindelig ubetydelig privatperson, så når jeg gør noget dumt påvirker det ganske få. Fortryder jeg, at jeg spiste hans lever med fava bønner og en god chianti? Det gør jeg nu nok, men når de store spilfirmaer er grydeskeer, så påvirker det så utroligt mange flere.
De åbenlyse eksempler på en grydeske situation er famøse E.T., Daikatana og Duke Nukem Forever. De er alle en del af en stor Grydeske Hall of Fame et eller andet sted. Der er mange titler som fortjener en plads sådan et sted, men som i stedet bare er forsvundet i glemslens tåger, og de har derfor ikke fået den anerkendelse de egentlig har krav på. Lad mig gøre det kort, og blot nævne tre kandidater denne gang.
Hvis du synes at EA dummede sig ved at udsende Titanfall 2 samtidig med alle de andre AAA-shootere, så er det fordi du ikke ved hvordan det ser ud når EA virkelig dummer sig.
Dungeon Keeper er en spilserie som jeg har haft et nært forhold til gennem hele mit gamerliv. Vi har haft vores vilde periode hvor vi lige havde mødt hinanden, vi tilbragte hver en nat sammen, og min finger blev sat på overarbejde. Så kom perioden hvor jeg indså at vi havde et decideret forhold. Vi begyndte at lave hver vores ting, men om aftenen brugte vi stadig en time eller to sammen. Fasen vi er i nu, ja, det er vel den fase hvor man kigger og tænker "Hov, er du stadigvæk her?", og så har man de der få gode aftener på et år hvor kemien pludselig er der igen. Lad mig dog bare sige de små ord der gør hele forskellen: "Jeg elsker Dungeon Keeper!". Når EA rigtig dummer sig, så tager de en elsket spilserie, og forvandler den til et mobilt mareridt. Det er ikke nok alene at gøre titlen til et typisk mobilspil, nej, det skulle gøres til et af de rigtig dårlige mobilspil, hvor du hverken kunne bevæge dig frem eller tilbage uden at skulle vente 48 døgn eller bruge 666 kr. Det føles godt at være ond, sådan lød sloganet for Dungeon Keeper, og EA valgte desværre at tage det lidt for bogstaveligt.
Når jeg skal slappe utrolig meget af, jeg er ikke for fin til at indrømme at det ofte er på toilettet, så ser jeg sjove og ligegyldige ting på min mobil. Det gør jeg i måske 10 minutter, før jeg begynder at falde over en masse nøgenhed. Det er tumblr der har lokket mig i fordærv, og generelt er det bare samfundets skyld. I virkeligheden er jeg en ærbar og uskyldig person.
På et tidspunkt har du måske spurgt dine forældre eller bedsteforældre om den tid de er vokset op i. Hvis du vil have blæst hjernen ud, så prøv at spørg hvilke længder de måtte gå, for bare at se begyndelsen af en enkel omgang kønsbehåring. Der må have siddet nogle udviklere på et tidspunkt, som syntes at de havde fået en god idé, for hvad nu hvis man kunne blande lidt nøgenhed med noget spilleri?

To be continued ...

Du Får Min Tommel Op

Du kender mig ikke, og alligevel har jeg måske været forbi en af dine kommentarer og givet dig lidt kærlighed.

Det er ret tydeligt at se, at brugerne herinde er ret fedtede med at klikke på Synes godt om. Helt ærligt, så forstår jeg det godt. Det kan virke tomt og måske endda som en dum kommunikationsform. Det er det faktisk ikke.

Du kan bruge din tommel på mange måder. Du kan endda vælge at stikke den i øjet, miste synet og leve resten af livet med et glasøje. En tommel kan bruges utrolig dumt. Undskyld Stine. Den kan også bruges til at skabe glæde. Call me Patrick.
Når jeg stikker min tommel op, så er det fordi du har spyttet guld ud. Jeg synes det er for voldsomt at skrive en privat besked med de ømme ord Jeg elsker din kommentar. Der er en hårfin grænse mellem at give et klap på skulderen og at virke som en seriemorder. Jeg prøver at begrænse min ubestemmelige seriemorder-vibe til den virkelige verden. Undskyld Henrik.
Jeg prøver at kommentere på en masse herinde, men nogle gange er der nogen af jer der stjæler ordene ud af min mund, og nogle gange er der nogen der formulerer noget ud over det sædvanlige. Når det er tilfældet, så smider jeg tommelfingre rundt som en gal, og jeg håber selvfølgelig at du som læser dette ... Hej mor ... har fået en tommel op på et tidspunkt. Har du fået min tommel op, så ved du forhåbentlig nu at jeg giver dig den af ren kærlighed.
Selvom du synes det kan virke dumt, så kan det føles rart at få en tommelfinger op, og jeg håber du får mulighed for at opleve det. Er det mig der får æren af at give dig en tommelfinger op, ja, så ved du at du for et øjeblik har bidraget med noget særligt til min hverdag.
Jeg vil ikke påtvinge dig noget der føles unaturligt, og gav alle herinde tommel ville det jo miste værdi fordi der så skulle flere til for at give den rigtige følelse, men jeg giver tommel, og jeg gør det stolt.