Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto

Nattespiller

Der er dage, eller rettere nætter, hvor man ikke rigtig har lyst til at gå i seng. For nogen er det hver nat at ladhed, dovenskab eller modvilje overvinder den sunde fornuft. For andre begrænser det sig til den ringeagtede, men værdifulde søndag, der både varsler og inviterer mandagen, den mest forhadte af alle dage. Hvorfor går vi ikke bare i seng? Nogen gange er det arbejdet som kræver flere timer i døgnet, end hvad der faktisk lader sig gøre. Andre gange bliver vi forledt til at forfølge tvivlsomme brødkrummer, spredt på tværs af internettets korsveje og skovstier: kattevideoer, en artikel om Hitler, noget nyt og spændende musik. Men oftest, i hvert fald for mit vedkommende, er computerspil gerningsmanden bag min maltrakterede døgnrytme.

Lige nu er det Destiny 2, et spil som jeg efterhånden har set og oplevet det meste i, men som ganske enkelt føles godt at spille - og det endda for sin helt egen skyld! Musikken er god, men manuskriptet giver mig brækfornemmelser og derfor komplimenteres spillet såre godt af podcasts eller musik.

Som barn var det ofte Pokemon som blev hevet frem efter at lyset var blevet slukket og forældrene havde sagt godnat. En utilstrækkelig lampe på natbordet og et par spæde, overanstrengte børneøjne formåede tilsammen at skelne mellem de grove figurer på Game Boy-skærmen, der dengang ikke var baggrundsbelyst og derfor uegnet til mørkebrug. Den største udfordring var at holde maskinen i live gennem håndsvinget, trædepedalen og blæsebælget. Det lavede altid en frygtelig larm.

Da jeg var 12 eller 13 år, blev de natlige aktiviteter med Game Boy erstattet med Play Bo-, ærh, var jeg i stedet meget optaget af World of Warcraft, et spil som jeg brugte ufatteligt mange timer på, men som jeg alligevel ikke følte at jeg havde tid nok til. Som hjemmeboende dreng i Danmark, med mere eller mindre faste spise- og sengetider, var det svært at koordinere store gruppeaktiviteter med de amerikanere jeg spillede med. Ved mere end en lejlighed har jeg slukket skærmen på min computer samt lyset på værelset, sagt godnat til mine forældre, for så at snige mig ud af sengen, så jeg kunne spille videre til den lyse morgen. Hul i 6. eller 7. klasse, det var alt sammen Pythagoras og Gorm den Gamle alligevel.

Spil, ligesom alt andet, kan klæde vores humør og temperament. På sløve dage har jeg måske bare lyst til trille rundt som Link i Breath of the Wild. Andre dage har jeg lyst til at pumpe horder af dæmoner fyldt med glødende bly. Og hvis jeg virkelig skal forsvinde ned i et hul af Narnia-lignende proportioner, så er der intet bedre (eller værre) end et gennemført rollespil. Hvad med om natten? Hvilke spil har vi lyst til der? Det afhænger måske af hvorfor vi er oppe i første omgang. Nogen gange er det spillet selv som har drevet os så vidt. Andre gange er vi allerede nået i nattøjet, har måske endda slukket lyset, men kommer så pludselig i tanke om, at der er noget som hedder Nintendo Switch og at ham Mario nok i grunden kunne bruge lidt hjælp til at opstøve de resterende fem millioner måner som jeg endnu ikke har fundet i Odyssey. Akke ja.

Hvad spiller du om natten? Og hvorfor? Har jeg ikke sagt til dig, at du skal gå i seng, måske?

Fredagens Trilemma

Et dilemma er en svær beslutning mellem to valg. Vidste du, at der findes et ord for samme situation, men med treeee ting? Det gør der åbenbart. I dag befinder vi os i et trilemma, folkens, for d. 27. oktober vil muligvis gå over i historien som en dag der blandt andet bød på tre væsentlige spiludgivelser. I det ene hjørne: svamperigets royale blikkenslager og prinsesseredder par excellence, Mario! I det andet: sammenbidt krigerpoet og Hitlers våde drøm (og værste mareridt), Wolfenstein! I det, æh, tredje hjørne: endnu en kutteklædt hævner, men denne kom før de andre åbenbart! Assassin's Creed!

Spøg til side, jeg kan dårligt huske at tre så store og så interessante udgivelser falde så tæt på hinanden. Det skulle lige være dengang tidligere i år hvor Nier, Zelda og Horizon kom lige i rap. Okay, så måske kan jeg godt huske andre tilfælde også, men det gør ikke situationen nemmere. Jeg har allerede haft fornøjelsen af at spille Mario. Måske har du læst min anmeldelse? Jeg er dog slet ikke færdig med den buttede italieners sidste eventyr. Men samtidig er der andre spil... Wolfenstein lyder vanvittigt, udfriende og afstressende. Origins skildrer en tidsperiode som jeg faktisk er nysgerrig efter at opleve.

Hvad tænker du? Har du nogen af de tre titler i kikkerten? Hvilken bliver det? Og hvorfor?

Fremragende spil med forfærdelige titler

Der var engang hvor fans af computerspil blev kategoriseret som nørder og konsekvent måtte frygte for både liv og lemmer på arbejdspladser og i skolegårde. Det har jeg i hvert fald hørt. Selv har jeg aldrig oplevet noget stigma omkring interessen for spil og som gammel mand har jeg efterhånden oplevet alt. I disse dage bliver spil i stigende grad regnet blandt (andre) sportsgrene: man kan satse penge på dem, følge med i nyhederne om nye klubber og sågar spørge kollegaen, uden frygt for hævede øjenbryn, om han skal se Counter-Strike på lørdag.

Én ting plager dog fortsat industrien. Eller mediet, afhængig af, hvordan du ser på det. Jeg bruger ordet 'plage' spøgefuldt da det dybest set, faktisk ikke engang overfladisk set, er et problem, men nu det er ligesom det, jeg vælger at skrive om her, så slap, okay? Ahem. Og det er navnene. Du godeste, hvilke navne! Sikke vanvittige fraser vi bliver bedt om at fremstemme i offentligheden, når vi bliver spurgt om, hvad vi har lavet i weekenden. Lad mig komme med et par eksempler:

Metal Gear Solid
Hvad er det for et navn? Tre tilsyneladende tilfældigt udvalgte ord, sammen i arbitrær rækkefølge og så? Og så hvad? En af de absolut vigtigste spilserier, men hvad er det for et navn? "Det er japansk", hører jeg dig sige. "De gør tingene lidt anderledes", fortsætter du, uden egentlig at kunne redegøre for hvordan eller hvorfor. Okay, så hvad handler sådan et spil om, monstro? Tandhjul, af metal. Noget med biler? Solide tandhjul? Godt det samme, jeg kan dårligt forestille mig alternativet.

Divinity: Original Sin 2
Okay, det harmonerer alt sammen ret godt, indtil vi når til tallet. "Divinity" og "Original Sin". Fair nok, to eksplicit religiøse begreber bliver brugt i forlængelse af hinanden. Et billede tegner sig. Vent, er det guddommeligt eller syndigt? Det er det mindste problem, for den virkelig hjernevrider gemmer sig til sidst: Original Sin... 2. Så altså ikke den oprindelige overtrædelse, men den som kom lige bagefter? Jeg forstår ingenting.

Kingdom Hearts HD 2.8 Final Chapter Prologue
Behøver jeg at sige noget? Det er den sidste prolog. Eller måske det sidste kapitel i prologen. Eller prologen i det sidste kapitelAAAARRRGGGGHHH

Middle-Earth: Shadow of War
Den her stikker måske lidt ud. Der er måske ikke på samme måde nogen tydelig selvmodsigelse i titlen, selvom jeg er betænkelig ved, hvordan skyggen af krig ser ud. Jeg synes bare det lyder så umådeligt dumt. Det er actionspillenes pendant til at bruge "Return of..." Shadow of Waaaar. Jeg får stadig ubehagelige flashbacks til den sidste Hobbitfilm hvor samtlige karakterer skulle fremhvæse ordet med somber mine: Waaaaaar. Nå ja, og så er krigen allerede godt igang, ud fra hvad jeg kan vurdere. Det vrimler sgu da med drager og trolde og balroginokker på slagmarken i spillets trailers. Hvis det er blot er skyggen af krig, hvad kan vi så vente bagefter?

Tillagt: jeg så reklamefilmen på min blog: Total War: Warhammer... 2. Det havde været et juridisk mareridt, men hvor sejt havde det været, hvis det bare hed Total Warhammer?

Korte tanker om Destiny 2 på PC

Betaen er ovre. Jeg kan i hvert fald ikke længere logge ind. Den stod kun på i hvad, 48 timer? En smule nærigt, men måske forlænger de den. Mens tid var, fik jeg dog lov at prøve kræfter med spillet selv. Der er ikke så meget nyt at fortælle. Hvis du har fulgt med i spillets udvikling, så ved du også at betaen byder (bød) på et par missioner, en enkelt Strike og to PvP-moduler. Jeg nåede igennem det meste og mit indtryk er overvejende positivt. Spillet ser godt ud og kører som en drøm på min computer.

Meget, ja næsten alt, er som man husker det. Justeringer af karakterklasserne og ændringer i arsenalet virker som de mest betydelige tiltag. Man skyder ting, som altid. Man hopper mere end man plejer. Man er lidt tungere i røven. Granater er hundrede år om at lade op. Våbnene føles godt. Ikke fan af 4v4 opsætningen. Kunne godt lide, at man altid kunne gå fra Strike/Raid til Crucible. Firemandskampe virker bare en smule akavet. Måske er det vanens magt. Det virker bare som et forsøg på at adskille sig fra andre, mere populære skydespil som kører 5v5 eller 6v6.

Og det er måske min største frygt: at Destiny 2 satser på esporten, fremfor det som, i min optik, er spillets virkelige styrke: raids. Her skal man virkelig arbejde sammen. Her er der ingen kill steals eller MVP. Hvis én fejler, fejler alle. Der er en milliard skydespil på markedet lige nu. Det vil der altid være. Crucible i Destiny er fint, funktionelt, tilstrækkeligt. Det er et afbræk fra hovedretten, ikke et egentligt substitut. I spillets raids, og kun i spillets raid, har jeg en stærk fornemmelse af at opleve Destiny fra sin allerbedste side.

Så jeg håber at Bungie ved, hvad der er bedst. Hvad tænker du?

Oktobohmygod

Det er blevet bemærket, at 2017 har været et godt år for spil. For mit eget vedkommende har jeg nok tænkt, at fordelingen var en anelse skæv. De mest interessante spil er udkommet, mens efteråret leverer en forudsigelig omgang AAA. Oktober forsøger at modbevise mig. Det er en seriøs koncentreret omgang spil der bliver frigivet halvvejs gennem efteråret. Først og fremmest Super Mario Odyssey, et spil som allerede nu gør mig varm om hjertet. Jeg har høje forventninger til Marios næste eventyr, men mest af alt er jeg nysgerrig efter, hvilken retning Nintendo tager med spillet. Bliver det mon for Mario serien, hvad Breath of the Wild er for Zelda?

Så er der Wolfenstein 2 som også virker lovende. MachineGames har en vision for det spilunivers og den er mærkeligere og mere interessant end de fleste andre. Jeg har stadig ikke fået prøvet The Old Blood, men det bliver jeg nok nødt til at få gennemført, før jeg giver mig i kast med seriens nyeste kapitel.

Destiny 2 er et andet spil som jeg har glædet mig til længe. Mine forventninger er moderate. Jeg forsøger ikke at være unødgt kynisk, selvom nogen vil mene at der er god grund til det. I sidste ende handler det ikke om hvad spillet er, men hvad det kan gøre for mig og mine venner. Jeg håber på at bruge mange timer med spillet i selskab med venner, nye som gamle. Det var mit absolut yndlingsaspekt ved 1'eren. Jeg frygter dog lidt at alle hemmeligheder vil være spredt over nettet, når vi rammer oktober. Jeg må forsøge ikke at læse for meget med på anmeldelserne af konsoludgaven. Hvis indholdet er lige så begrænset som i forgængeren, så er det om at gemme på overraskelserne.

Og så er der to wild cards: Superstar Saga og Samus Returns. To forholdsvist højtprofilerede 3DS titler som jeg tror de færreste har hørt om. De blev ligesom kastet ud i det blå, under E3. Begge spil er remakes, så i den forstand er de måske ikke så ophidsende. Superstar Saga er dog et spil som jeg længe har haft lyst til at vende tilbage til. Samus Returns er en remake af et spil som ganske få har spillet. Og genskabningen bliver så betydelig at man kan overveje, om det overhovedet giver mening at sammenligne de to spil. Men jeg ser frem til begge.

Hvad med dig? Hvad ser du frem til, i de sidste måneder af 2017?