Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto

Korte tanker om Destiny 2 på PC

Betaen er ovre. Jeg kan i hvert fald ikke længere logge ind. Den stod kun på i hvad, 48 timer? En smule nærigt, men måske forlænger de den. Mens tid var, fik jeg dog lov at prøve kræfter med spillet selv. Der er ikke så meget nyt at fortælle. Hvis du har fulgt med i spillets udvikling, så ved du også at betaen byder (bød) på et par missioner, en enkelt Strike og to PvP-moduler. Jeg nåede igennem det meste og mit indtryk er overvejende positivt. Spillet ser godt ud og kører som en drøm på min computer.

Meget, ja næsten alt, er som man husker det. Justeringer af karakterklasserne og ændringer i arsenalet virker som de mest betydelige tiltag. Man skyder ting, som altid. Man hopper mere end man plejer. Man er lidt tungere i røven. Granater er hundrede år om at lade op. Våbnene føles godt. Ikke fan af 4v4 opsætningen. Kunne godt lide, at man altid kunne gå fra Strike/Raid til Crucible. Firemandskampe virker bare en smule akavet. Måske er det vanens magt. Det virker bare som et forsøg på at adskille sig fra andre, mere populære skydespil som kører 5v5 eller 6v6.

Og det er måske min største frygt: at Destiny 2 satser på esporten, fremfor det som, i min optik, er spillets virkelige styrke: raids. Her skal man virkelig arbejde sammen. Her er der ingen kill steals eller MVP. Hvis én fejler, fejler alle. Der er en milliard skydespil på markedet lige nu. Det vil der altid være. Crucible i Destiny er fint, funktionelt, tilstrækkeligt. Det er et afbræk fra hovedretten, ikke et egentligt substitut. I spillets raids, og kun i spillets raid, har jeg en stærk fornemmelse af at opleve Destiny fra sin allerbedste side.

Så jeg håber at Bungie ved, hvad der er bedst. Hvad tænker du?

Oktobohmygod

Det er blevet bemærket, at 2017 har været et godt år for spil. For mit eget vedkommende har jeg nok tænkt, at fordelingen var en anelse skæv. De mest interessante spil er udkommet, mens efteråret leverer en forudsigelig omgang AAA. Oktober forsøger at modbevise mig. Det er en seriøs koncentreret omgang spil der bliver frigivet halvvejs gennem efteråret. Først og fremmest Super Mario Odyssey, et spil som allerede nu gør mig varm om hjertet. Jeg har høje forventninger til Marios næste eventyr, men mest af alt er jeg nysgerrig efter, hvilken retning Nintendo tager med spillet. Bliver det mon for Mario serien, hvad Breath of the Wild er for Zelda?

Så er der Wolfenstein 2 som også virker lovende. MachineGames har en vision for det spilunivers og den er mærkeligere og mere interessant end de fleste andre. Jeg har stadig ikke fået prøvet The Old Blood, men det bliver jeg nok nødt til at få gennemført, før jeg giver mig i kast med seriens nyeste kapitel.

Destiny 2 er et andet spil som jeg har glædet mig til længe. Mine forventninger er moderate. Jeg forsøger ikke at være unødgt kynisk, selvom nogen vil mene at der er god grund til det. I sidste ende handler det ikke om hvad spillet er, men hvad det kan gøre for mig og mine venner. Jeg håber på at bruge mange timer med spillet i selskab med venner, nye som gamle. Det var mit absolut yndlingsaspekt ved 1'eren. Jeg frygter dog lidt at alle hemmeligheder vil være spredt over nettet, når vi rammer oktober. Jeg må forsøge ikke at læse for meget med på anmeldelserne af konsoludgaven. Hvis indholdet er lige så begrænset som i forgængeren, så er det om at gemme på overraskelserne.

Og så er der to wild cards: Superstar Saga og Samus Returns. To forholdsvist højtprofilerede 3DS titler som jeg tror de færreste har hørt om. De blev ligesom kastet ud i det blå, under E3. Begge spil er remakes, så i den forstand er de måske ikke så ophidsende. Superstar Saga er dog et spil som jeg længe har haft lyst til at vende tilbage til. Samus Returns er en remake af et spil som ganske få har spillet. Og genskabningen bliver så betydelig at man kan overveje, om det overhovedet giver mening at sammenligne de to spil. Men jeg ser frem til begge.

Hvad med dig? Hvad ser du frem til, i de sidste måneder af 2017?

Magnus køber endnu en ting, han ikke har brug for

Penge - det' kun papir! Sådan lyder teksten til en sang af... Tøsedrengene? Danser med Drenge? En af de der grupper som min far lytter til. Godt nok er jeg vokset op Silkeborg, byen som huser Danmarks måske mest berømte papirfabrik, men derfor kan jeg nu stadig have svært ved at holde på lommepenge. Opsparing, who needs it?

Et godt tilbud og gratis levering var i hvert fald nok til at overbevise mig: jeg har købt en Oculus Rift.

Har du prøvet Virtual Reality før? Det havde jeg ikke. Ikke sådan rigtigt. Kun et par af de der papkasser man tager over ørene, for så at blive blændet af et skarpt, sløret billede fra en indsat mobiltelefon. Rift, derimod, er den ægte vare. Eller noget tæt nok på at ligne.

Opsætningen er forholdsvis ligetil. Der følger en sensordims™ med, som du kan stille ved siden af din skærm. Så skal der kobles et par ledninger til og så er du klar. Brugerfladen, inde i Riften, men også på skærmen, er en smule skrabet, men et iøjnefaldende "BETA" mærkat i højre hjørne varsler bedre tider.

Mit første indtryk er, at billedet ikke er specielt skarpt. Jeg er kun lige blevet introduceret til de boglange gloser, termer og tekniske fagudtryk som beskriver den virtuelle virkeligheds mange tandhjul, men det jeg oplever bliver i folkemunde kaldt 'screen door effect'. Navnet er selvforklarende: man kan nærmest fornemme et gitter mellem skærmenes pixels. Så længe hovedet er i bevægelse, mærker man det ikke, men til mere statiske spiloplevelser er det ret signifikant.

En anden ting, er potentialet for ubehag eller ildebefindende. Det er vildt interessant, hvordan den næste (potentielle) teknologiske revolution ikke kun handler om headsets og hestekræfter, men om at adressere vores egen biologi. Nogen mennesker får det ganske enkelt dårligt af visse spil. Selv mærkede jeg min mave vende vrangen ud på sig selv, da jeg begav mig igennem et gratos VR-museum som Eidos har skabt over Mankind Divided.

Ellers har mine oplevelser med Riften været begrænset til en håndfuld titler. Lucky's Tale er et sødt, men simpelt platformerspil som vel at mærke er designet til hardwaren. Her er spillerens udsyn et tredjepersonskamera som kan kigge i alle retninger. Når spillerfiguren bevæger sig fremad, bliver kameraet ligesom suget med. Det kilder lidt i maven og træder en hårfin grænse mellem "iih nej, dog" og "ugh, argh!"

Jeg har rodet med et program som, ideelt set, kan gøre almindelige spil til VR-oplevelser. Semi. Man skal pille ved en million ting, hvoraf jeg ikke forstår halvdelen. På sin vis er det nutidens VR i en nøddeskal: mere en hobby for nørder, end et seriøst alternativ til meningmand.

Lige nu fumler jeg mig frem med Fallout: New Vegas. Oplevelsen er ikke perfekt - endsige tålelig - men der er noget helt specielt ved at spadsere ned langs New Vegas' gader, under en skyfri himmel, til lyden af gammel jazz, for så at kigge op - ikke ved at trykke styrepinden opad eller musen frem, men virkelig bare kigge op - og så se The Lucky 38 i al dens gloværdige neonpragt.

Jeg tror på Virtual Reality. Hvis ikke nu, så i det lange løb. Det bliver næppe noget substitut for den klassiske skærm & stationær combo, men som alternativ? Helt sikkert. I en verden hvor Nokia kan gøre comeback ved at sælge en moderniseret udgave af deres gamle telefoner og grammofonplader er det, som de unge hører deres prætentiøse musik på, så er der tydeligvis plads til mange forskellige teknologier. Og for mig at se, er Virtual Reality uden tvivl en af dem.

Dream of Steam

Sommeren er over os og det betyder, blandt andet, at Steam holder udsalg. Jeg har siddet og kigget mig ønskelisten - omrking 100 spil - igennem. Jeg har midlertidigt tilføjet flere af dem til min indkøbskurv, hvor de får lov at ligge og svede, indtil slutdatoen for udsalget nærmer sig.

Tingene er ikke helt som de plejer.

Før i tiden var jeg fyr og flamme ved tanken om at kunne brænde penge af på sommerudsalget. Min ildhu er mildnet en anelse med tiden. Hvorfor? Der er nok flere svar på spørgsmålet. For det første er tilbuddene ikke så gode som de plejede at være... tror jeg. Jeg har en vag erindring om grotesk gode handler man kunne gøre sig, før i tiden. Alle Star Wars, GTA-kollektioner og den slags, alt sammen for en slik. Måske. De seneste par år har tilbuddene ofte været en prisnedsættelse på 25 eller 50 procent. Det er ikke så ophidsende.

Måske har det ikke ændret sig så meget. Måske har jeg efterhånden bare erhvervet mig langt de fleste større titler på Steam. Det passer nok ikke, men sådan føles det lidt. I indkøbskurven ligger samtlige spil i Hitman serien. Der er en del af dem, som jeg ikke har prøvet. Men derudover? Jeg har svært ved at komme i tanker om større spilserier, som ikke allerede er blevet købt.

I forlængelse af det, er der selvfølgelig den tanke, at jeg allerede har nok spil. Det har jeg for så vidt altid haft, men spilsamlingen - og bagkataloget - er kun vokset med årene. Jeg er ikke nær så idealistisk omkring min tid og lyst til at spille alle spil som jeg var, for bare et par år siden. Før jeg har set mig om, passerer antallet af titler i mit bibliotek 400 og det til trods for at jeg kun får spillet en snes om året. Hvis endda det!

Så nu kigger jeg i stedet på spil, som jeg håber på at kunne spille ved særlige lejligheder. Overcooked, for eksempel, ligner noget som kunne være sjovt med vennerne. Eller det velmenende, men tvivlsomme Carnivores: Dinosaur Hunter som jeg faktisk har spillet før. Det er lige noget for min nevø.

Så nej, for mig er udsalget ikke helt hvad det plejer. Det er også okay. Der er jo ugentlige, månedlige og årsdagstilbud hele tiden, så måske er det derfor at sommerudsalget ikke virker så interessant længere. Har du udset dig et par gode titler til sommeren? Et massivt rollespil til at spille hele natten? Eller noget multiplayer til at banke vennerne i?

Sommerspil

Sommeren er over os! Kalenderen viser juni og vejret har, forventligt nok, forrådt os. Det pisregner i hvert fald i Jylland. Men hey, desto bedre en undskyldning for at blive siddende indenfor, foran skærmen, med hørebøffer på, totalt opslugt af et spil!

Sommeren er den tid på året hvor vi har mest tid til at spille. Den udgør også mellemkrigstiden, med stærke forår- og efterårsudgivelser på begge sider. Den næste store titel er, hm, Shadow of War? Eller vent, udsatte de ikke det? Så kommer der nok noget andet. Inden da, har vi en måned eller to (eller bare et par uger eller dage) til at indhente det forsømte.

Selv har netop gennemført Prey. Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive en blog om spillet, men jeg kunne ikke beslutte mig for en tilpas dum titel til indlægget: "Preytty good"? "Preycisely what I hoped for"? "Preying for a sequel"?

Næste stop er Dishonored 2, et spil jeg ikke nåede sidste år. Men hvad, så er det jo bare faldet i pris siden da. Jeg fik Horizon: Zero Dawn i fødselsdagsgave, men har endnu ikke rørt det. Og så er der også det nye indhold til Breath of the Wild...

Sommer betyder også udsalg. På Steam, navnligt. Og selvom biblioteket efterhånden rummer 300 spil, så skal det ikke stoppe mig fra at brænde flere penge på spil jeg aldrig får spillet. Man må forestille sig Sisyfos som en glad mand.

Hvad skal du spille til sommer? Og hvor? Dykker du ned i den mørke kælder, bag persiennerne og med fuld blæs på blæseranlægget? Eller hiver du din Switch med til stranden, hvor den bliver fyldt med sand og totalt umuligt at spille på? Måske finder du den gamle GameBoy frem på loftet og døser med Mario i hængekøjen?