Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Coronavirus: Grunden til at i skal spille Death Stranding

Coronavirus: Grunden til at i skal spille Death Stranding

Skrevet af Nike den 19 marts 2020 kl. 01:22
Tagget som: Coronavirus, Death Stranding, Hideo Kojima, Danmark

Folk der kender mig, ved hvor passioneret jeg er omkring gaming. Ikke blot som underholdning, men også for deres potentiale. I mine øjne er videospil kunst, der faktisk overgå film og musik, grundet détte medies interaktivitet. Det er derfor jeg sjældent reager overfor gyserfilm, men hvor gyserspil ofte rør mig.

Jeg nævner dette, fordi jeg føler jeg må påpege Death Stranding. Jeg rådede folk til at spille det, i disse Coronavirus tider, via min blog post om gamer tips. Og det råder jeg til igen. Ikke bare baseret på et meme jeg stødte på i dag (som jeg har vedhæftet), eller fordi folk har fortalt mig at Hideo Kojima forudså det, som vi går igennem lige nu. Spørger man mig, forudså japaneren ingenting (den ære går til Metal Gear Solid 2, hvis eksempel stadig skræmmer mig). Hans appel om at vi skal holde sammen, hjælpe hinanden og gøre en forskel for andre, var ligeså relevant i november 2019, som det er i dag. Med forskel på, at, især i dag, er det nødvendigt.

Sam Porters rolle som et pakkebud, der leverer pakker til folk der lever i isolation. Pakker, som gør livet lettere for modtagerne. Hvorefter de bliver tilsluttet et fælles netværk, der gør at de kan snakke med andre, så de kan føle sig mindre ensomme. I disse dage, kan nogle sikkert sammenligne denne præmis, med vores nuværende omstændigheder. "Sound familiar!?" *sagt med Troy Bakers stemme*

I spillet ligger udfordringen i terrænet og usynlige monstre. Udfordringer, som du selv skal overkomme. Alle dem, der går på arbejde i disse dage, omend det er for resturanter og caféer der leverer take-away, ansatte i dit lokale supermarked, politiet og kioskejere. De er helte og heltider, ligesom dem der arbejder på hospitaler og plejehjem. For dem, er terrænet smalle steder, hvor det er svært - eller umuligt - at undgå kontakt med folk. Mundbind og handsker beskytter, trods alt, ikke 100%. Og deres usynlige monstre er dem, der har Corona, uden at vide det (intet ondt ment, i sidste ende kan man ikke gøre for det). Og dem, der ikke tager den nuværende pandemi alvorlig.

Jeg må naturligvis erkende, at Hideo Kojima er et af mine idoler. Trods sine talrige fejl. Men at jeg alligevel sidder og sammenligner Death Stranding med virkeligheden, er fordi at manden fandme har en pointe. Som jeg nævnte tidligere, var budskabet om sammenhold relevant for fire måneder siden. Men i disse dage, betyder det endnu mere. Ligesom balkon sange, og DJ-sæts i Italien, bidrager til folkets morale. Det samme gør det at bygge veje og efterlade genstande i DS. Fordi vi skal hjælpe hinanden, være der for hinanden. Hylde hinanden, og være taknemmelig for hinanden.

Det er derfor, at jeg har skrevet denne blog post. Som jeg skrev i min anmeldelse, er Death Stranding ikke for alle. Enten forstår man det, ellers gør man ikke. Fair sag. Men spillet rammer alligevel en nerve. Et samfundssind, der er vigtig at påtale og opretholde. Hvis vi var som Sam Porter, ville vores majestæt ikke udtrykke vrede over dem i Danmark, som skider højt og helligt på myndighedernes henvisninger.

Igen, jeg er fanboy. Men Kojima har fat i noget. Death Stranding er et vigtigt spil, med et vigtigt budskab. Det er et spil, som vi kan tage ved lære af. Film og musik rummer samme budskaber, hvilket også skal hyldes og analyseres. Men det er på tide, at vi anerkender gaming i samme kategori

Og det er derfor, jeg fremhæver Death Stranding. Selvom det, angiveligt, er et flop hvad gælder salgstal, og den blandende modtagelse fra folk, til trods for positive anmeldelser. Spillet har problemer, som jeg fremhævede i min 9/10 anmeldelse, men budskabet står stadig klart. Dette er et af de vigtigste spil, der eksisterer i disse dage. Med et budskab, som skal anerkendes og opleves. Spil Death Stranding, tag budskabet alvorligt, og værdsæt de folk, der møder op på arbejde for at hjælpe os, i disse Corona tider. De er alle sammen, som Sam Porter, og det skal vi være evigt taknemmelig for.

Min anmeldelse af Death Stranding: https://www.gamereactor.dk/brugeranmeldelser/8683/

9 råd for gamere, i disse Corona tider.

Skrevet af Nike den 16 marts 2020 kl. 00:25
Tagget som: Gaming, Coronavirus, COVID-19, Råd

I disse tider, med Coronavirus (jaja, COVID-19, I know. Jeg er for vandt til Corona beskrivelsen), kan det være svært at få tiden til at gå. I hvert fald for dem, der ikke hamstrer i supermarkedet eller samler sig i store grupperinger foran Zoo, fordi solen skinner. Selvom statsministeren har sagt vi skal gå i isolation. Men hvis du er i isolation, vil jeg gerne give mit besyv på gaming tips, der forhåbentligt får den, mindst, 14 dage lange karantæne til at gå lidt hurtigere.

1: TAG ET SMUT TIL JAPAN MED YAKUZA UNIVERSET

Jeg har skrevet det før, og jeg gør det gerne igen. Hele Yakuza serien, samt spin-offen Judgement (som jeg spiller i disse dage), er ude på PS4. Udover at serien byder på gakkede seancer (der kan blive ekstreme), og drama der for alvor er til at føle for, så lærer man lidt om japansk kultur (og bortset fra Judgement, er stemmeskuespillet udelukkende på japansk). Og hvis du er completionist, kan det let tage mere end 14 dage at få 100% i bare ét af spillende (bortset fra Yakuza 6). Enkelte af disse spil er også til at finde på PC; btw.

2: SPIL TO THE MOON

To the Moon tager kun fem timer, men hey, fem timers underholdning bidrager også. Især da det er et af de bedste og mest tankevækkende spil nogensinde. Det er ikke for sjov, at jeg kårde dette som det bedste spil fra det forgangende årti. Det vil få dig til at tænke over dine valg i livet, og hvem du er i dag. Sæt i gang.

3: FILOSOFER OVER MENNESKELIGHEDENS NATUR

Nier: Automata er et fantastisk spil. Omgivelserne halter godt nok lidt, men det sjove gameplay og de kreative brud på den fjerde væg gør op for det. Men det er især historien, der ikke blot er velskrevet, opfindsom og emotionel, men som også får en til at reflektere over selvet, menneskelighedens natur og viljen til at overleve. Lyder det bekendt? Så få dig en snak med en robot, der er opkaldt efter Søren Kirkegaard!

4: SÅDAN SER ZOMBIE APOCALYPSE UD

Selvom Coronavirusen SKAL tages alvorligt, er der også de typer der tror at den er verdens undergang, eller starten på en zombie apocalypse. Lad os give efter for dette hysteri, og spille nogle gode apocalypse oplevelser. Telltales The Walking Dead serien - for dem af os der har dem. Ellers er der The Last of Us, der stadig er et fantastisk spil. Og oplagt, da opfølgeren udkommer i maj.

5: GIV EFTER FOR ONDSKABEN

Du kan også spille Plague Inc, hvor du skaber din egen virus, gør dit bedste for at sprede den, og gøre det svært for verdens befolkningen at bekæmpe. Det er blot et spil, men jeg føler mig lidt sadistisk for at spille gratis versionen på Android for tiden, hvor jeg kalder min virus Jobcenteret. Nogle gange er det bare dejligt, at give efter for det grusomme i en virtuel forstand.

6: GIV EFTER FOR NOSTALGI

Men det kan også være det rette tidspunkt, at genbesøge gamle klassikere. Spil nogle spil du er vokset op med. For nyligt spillede jeg Final Fantasy VII med en veninde, hvor jeg blev sendt tilbage til den fredelige barndom, hvor eneste bekymring var hvad jeg skulle lege eller spille. Det er vigtigt at følge op på Corona, og dens effekt på verdenen som vi kender det. Men hvis du, ligesom jeg selv, bliver deprimeret af de adskillige Facebook opslag om virussen, hvordan alt bliver aflyst og hvordan vores hverdag er påvirket, kan det hjælpe med at tænke tilbage til de simple tider.

7: GØR SOM DER BLIVER SAGT!!!!!

Hvis du føler det mindste ubehag, så bliv hjemme. Gå i karantæne. Ingen kan love, at vi vender tilbage til normale tilstande den 27. marts, men gør det alligevel. Tænk på dine medmennesker, undgå at være i store grupperinger. Følg basale hygiejne regler. Host i ærmet, hold afstand til folk, vask jævnligt hænder og hold jer væk fra ældre og særligt udsatte. For mange af os, er Corona ikke mere end en almindelig influenza. Men der er stadig mange, der ikke kan sige det samme. Så tænk lidt mere på andre, end dig selv. Ingen kan lide en egoist, selvom det ligger til den menneskelige natur. Følg regeringens, og de forskellige ministeriers anvisninger, Og hold dig opdateret med seneste nyt. Og læs om hvad Corona faktisk er og ikke er, så vi kan droppe konspirationer.

8: DEATH STRANDING

Spil Death Stranding. Jeg elsker spillet, selvom jeg erkendte i min anmeldelse, at det er svært at sælge oplevelsen, der bare ikke er for alle. Men spillet gør alligevel noget, der er vigtigt. Det viser hvordan vi må samarbejde og hjælpe hinanden. Hvor selvom det er en ensom oplevelse, da man er alene 95% af tiden, så kan man mærke hvordan andre prøver at hjælpe en, og hvordan de værdsætter din hjælp. Dette er noget vi alle kan, OG SKAL, tage ved lære af. Jeg stoler på, at du selv kan koble dette sammen med at påvise varsomhed og afstand til andre mennesker, karantæne, og at tænke på andre end sig selv. Hideo Kojimas budskab om sammenhold, er især vigtige i disse dage.

9: NYD DET

Tænk over det. Du har faktisk en god undskyldning for, at isolere dig selv med - igen, mindst - 14 dages gaming. Du bidrager faktisk til en god sag, ved at blive hjemme. Hvor ofte har man lige muligheden for det!? Jeg er godt klar over, at ens jobsituation også spiller en faktorer. Men du har, alligevel, aldrig haft en bedre undskyldning for gaming. I sidste ende handler det om, at få det bedste ud af disse dystre tider, bevare optimisten og - ikke mindst, at passe på sig selv og HINANDEN.

Og dermed god vind til alle, i disse Corona tider. For som Hugo sagde i 90'erne "vi skal nok klare det sammen" (ved godt han siger os to, efterfølgende, men forstå nu budskabet).

Min personlige top ti spil, fra 2010-2019

Skrevet af Nike den 12 december 2019 kl. 22:29

Shout outs: P.T: Death Stranding (det er for tidligt at bedømme, men jeg er i gang med anmeldelsen!), Wolfenstein: The New Order, Doom (2016), Life is Strange, The Evil Within 2, The Witcher 3, Dark Souls, Bloodborne (og andre spil jeg har glemt).

• 10: Metal Gear Solid V: The Phantom Pain
- Jeg kan forsvare den pludselige slutning til en vis grad. Men historien er ikke grunden til, at jeg elsker dette spil. Sjældent har jeg set så mange muligheder for at gennemføre en mission, sjældent har jeg set så mange fede detaljer og sjældent har jeg oplevet en så stor mængde af frihed og belønning for kreativitet, som dette spil. #FucKonami

• 9: Yakuza 0
- En niche serie, der endelig fik sit gennembrud i 2017. Serien er kompliceret at følge, og den japanske dialog og kultur gør ikke tingene lettere. Men Y0 blev eksemplet på, hvorfor Yakuza serien er så elsket. Rigt på indhold, indeholder latterlige øjeblikke (ordet "latterligt" does no justice), og alligevel en historie der er emotionel. Yakuza er en unik serie, der skal imødekommes på sin præmis. Giver man efter, får man en uforglemmelig oplevelse.

• 8: Undertale
- Rolig nu! Undertale er vidunderligt. Et banebrydende spil, der skubber rammerne for hvad der er muligt for videospil. Få mennesker formår at udnytte mediet på en så opfindsom måde, som Toby Fox har formået. Hvorfor er spillet så kun nummer 8? Med tanke på de andre spil, har jeg åbenbart ikke nok "determination" (længe leve depression, nyehehe!).

• 7: Alien: Isolation
- Efter en lang række dårlige Alien spil, og film der har været blandet ift. kvalitet, gav Alien: Isolation en unik oplevelse. Man er forsvarsløs mod monstret (for det meste), dens kunstige intelligens er uforudsigelig og ens hjælpemidler kan også koste én livet. Sjældent har det været så intenst, at blot kunne gemme sit spil. Hvordan jeg formodede at gennemføre dette spil, er stadigvæk en gåde. But I did it goddamnit.

• 6: Super Mario Odyssey
- I må gerne hade mig. I en ideel verden, var dette spil placeret langt højere på listen. Odyssey er genialt, nærmest uendelig i sin kreativitet og belønnende med sit gameplay. Jeg lånte det oprindeligt af min bror, men jeg vil købe det igen og starte forfra. Fordi Super Mario Odyssey er fantastisk. TAK NINTENDO!

• 5: Resident Evil 2 Remake
- Normalt er det enten et utaknemmeligt eller letkøbt arbejde, at lave en remake. Men remaken af Resident Evil 2 var fantastisk. Dette er et eksempel på hvordan man genskaber et gammelt produkt, opdater det til nutidige standarder, og alligevel bevarer den gamle ånd. RE7 var min første tanke på dette punkt, men til trods for at dét spil er fremgradende, er RE2R endnu mere imponerende (pls don't suck RE3R!). P.S. X gave it to me.

• 4: Spec Ops: The Line
- Det lignede en Call of Duty klon, men pludselig blev det personligt. Spillet brugte ens forventninger og ignorance mod virkeligheden imod en, og leverede en oplevelse der ikke er set siden. Dette er en fascinerende de konstruering af krigsspil genren, som der skal opleves.

• 3: Nier: Automata
- Endelig fik Yoko Taro lavet et godt spil, takket være Platinum Games. PG leverede fantastisk gameplay, der levede op til Taros drejebog. Japaneren brænder regelbogen, som han blander forskellige former for gameplay sammen, skaber dybe karakterer og stiller filosofiske spørgsmål der er angstprovokerende. Spillet har påvirket mig meget, på godt og ondt. Men jeg kan altid trøste mig selv, med det fantastiske soundtrack
.
• 2: Hellblade: Senua's Sacrifice:
- Jeg blev tiltrukket af udviklerne Ninja Theory, der er noget så undervurderet (R.I.P Enslaved og DMC 2013). Men Hellblade gjorde noget unikt. Gameplayet er solidt, men historien og dens skildring af psykose og traume er så kraftfuldt at det gør ondt. Det er et spil der sætter ens psyke på prøve, og udviklernes mod til at tackle et så svært emne er mere end værdsat. Især når det, gennem grundig research, har resulteret i et af de bedste videospil i dette årti.

• 1: To the Moon:
- Selvom jeg ikke gav spillet 10/10, er det en oplevelse jeg aldrig glemmer. Måden hvordan historien gennemgår et individs liv, hvordan man ser tilbage på fortiden med glæde, skam og sorg, samt opfindsomheden i de forskellige situationer. To the Moon får første pladsen, fordi man skal være helt umenneskelig for ikke at blive påvirket. Det er en oplevelse uden lige, og som rammer følelser på en måde jeg sjældent har oplevet. Og ja, jeg græder stadig ved gensyn med spillet og soundtracket.

Et glædeligt gamerminde

Skrevet af Nike den 16 oktober 2019 kl. 02:20

Jo ældre man bliver, begynder man at undersøge begivenheder. Ting man har oplevet, erfaringer man har gjort sig og hvad man har lært af det. Da jeg var fem år, opdagede min tvilling og jeg videospil. Vi forelskede os i mediet med det samme. Kærligheden startede med "Crash Bandicoot 2", men vi søgte, naturligvis, andre spil. Eventuelt opdagede vi Metal Gear Solid. Skønt jeg ikke husker hvordan, var vi betaget af det. Vi havde aldrig set noget lignende.
Metal Gear Solid er spillet, som bevidste at videospil kan være cinematiske. At de kan ligne en Hollywood film, og takle mørke og tabu emner. Var jeg gammel nok til at spille MGS, og forstå det? Nej, det var jeg ikke. Men jeg lappede det i mig. Det var en særlig oplevelse. Jeg husker stadigvæk, hvordan min tvilling og jeg fortalte vores forældre om spillet. Da vi spurgte om militærsprog, om vold og således.

Jeg kommer fra en husstand, der lod mig opleve hvad jeg ville, så længe mine forældre var der til at kunne forklare mig forskellen mellem videospil og virkelighed. Noget, som jeg er evigt taknemmelig for. Jeg fik lov til at spille voldelige videospil, fordi jeg fik chancen for at fortolke de ting jeg så, for mig selv, og derefter kunne jeg snakke med mine forældre om det.

Mine forældre er ikke gamere. Selvom begge mine forældre har kigget, når min tvilling og jeg har gamet, anskuer de mediet ud fra hvad min tvilling og jeg har fortalt (intet ondt ment imod mine forældre). Men selvom de ikke forstod dét, gav de os friheden til at udforske det, hvilket jeg er evigt taknemlig for. Jeg fik lov til at spille GTA3, da det udkom. Og ingen i min familie var bekymret, selvom jeg stolt viste at jeg spillede et voldeligt spil. Fordi jeg bor, heldigvis, ikke i USA, og min familie er fornuftig.

Nu har i baggrunden for mine forældre, hvad angår videospil. De støtter stadig min tvilling og jeg, hvad angår mediet. Og selvom de ikke helt forstår mediet, støtter de min tvilling og jeg om det. De lytter til det, selvom det nok yder som nonsens. Og det er helt fair, intet ondt ment.

Jeg er taknemmelig for mine forældre, fordi de er ikke blot vidunderlige mennesker, men fordi størstedelen af grunden til at jeg stadigvæk er i live, er takket være dem. De gør hvad de kan for at hjælpe mig, de er der for mig, og jeg kan ikke forestille mig et liv uden dem.

Men for at komme tilbage på sporet: Min tvilling og jeg elskede Metal Gear Solid (og det gør vi stadig). Vi så trailere og gameplay videoer fra MGS2, takket være magasinet PSM2 - og deres tilsvarende DVD'er - som kun gjorde os endnu mere spændte. Og vi havde fortalt vores forældre om MGS1. Hvor højt vi elskede det, hvordan det ændrede os osv. Vi havde, efter 1997, som udgivelsen af Metal Gear Solid 2: Sons of Liberty nærmede sig, plaget vores forældre om hvor meget vi glædede os til spillet.

Og så kom dagen i 2002. Jeg kan desværre ikke huske datoen. Men mine forældre, tvilling og jeg begav os ud på en søndags køretur (som var tradition indtil min tvilling og jeg flyttede hjemmefra), og pludselig gav mor min tvilling og jeg en pose. Vi vendte vrangen ud, og deri lå MGS2. Glæden var total.

Om mine forældre vidste hvad de gav os, skal jeg ikke vide mig sikker på. Jeg kan dog sige, at jeg er taknemmelig for mine forældre. Jeg blev aldrig skåret væk fra noget, jeg fik lov til at opleve ting og snakke med dem derefter. Mine forældre begrænsede mig aldrig. De gav mig lov til at opleve ting, og snakke med dem om hvad jeg oplevede. Og selvom jeg ikke har børn, føler jeg at det er et eksempel der skal følges.

Kort sagt: jeg kan ikke udtrykke hvor taknemmelig jeg er, mor og far, for at i har givet mig frie tøjler hvad vedrører vold i videospil. Jeg er glad for at i støtter op om det. Og jeg elsker, at i har givet min tvilling og jeg chancen for at opleve disse, uden at være skræmt som en amerikaner.

Tak for jeres åbenhed, tak for jeres kærlighed, og tak for at lade mig blive udfordret på min intelligens, og samtidigt selv udfordre samme. Jeg ved godt jeg burde vise det bedre, men i har ingen idé om hvor meget i betyder for mig, min opvækst og min tankegang. Men, i sidste ende, når jeg har et minde som da i gav os MGS2, kan jeg kun sige en ting: "jeg føler mig velsignet".

Too Old to Die Young: Amazon serie anmeldelse

Too Old to Die Young: Amazon serie anmeldelse

Skrevet af Nike den 30 august 2019 kl. 23:49
Tagget som: Too Old to Die Young, Amazon, Nicolas Winding Refn

Det tør siges at Nicolas Winding Refns karriere har haft taget et skift. Fra at starte med den barske men realistiske (og fremragende) Pusher trilogi, til blive mere kunstnerisk med film som "Drive" (igen, fantastisk), "Only God Forgives" og "The Neon Demon". Selvom manden formentlig peakede med Drive (hans sidste to værker føler jeg blandet for, for at være flink), er han en instruktør jeg har stor respekt for, da han virkelig får lov til at køre sit eget show. Der findes få som ham. Nu er spørgsmålet så hvordan han klarer TV formatet, med Amazon serien "Too Old to Die Young". Og svaret er kompliceret.

Serien omhandler den korrupte politibetjent Martin Jones (Miles Teller), der under en patrulje bliver vidne til mordet på sin partner, begået af den mexicanske gangster Jesus Rojas (Augusto Aguilera). Dette sender Jones dybt ind i den kriminelle underverden, hvor han deler tiden mellem at være betjent, lejemorder for gangsteren Damian (Babs Olusanmokun), og sammen med hans 17-årige kæreste Janey (Nell Tiger Free).

Det er nok sådan premisen bedst kan beskrives. Første afsnit tyder en smule på et hævntogt, men mordet på partneren bliver hurtigt glemt. Faktisk virker det som om, fra afsnit to - syv (ud af ti), at handlingen ikke fører til noget. Jones ender i forskellige situationer, møder forskellige folk, men det virker ikke som om der er nogen mening med det. Problemet er, at TOtDY et godt stykke af vejen føles som en stiløvelse.

Problemet er ikke seriens udseende. Det er en flot serie, der til tider har nogle smukke skud, og hvor den hyppige panorering til tider er effektive. Tilsat fremragende musik fra Refns, efterhånden, faste makker, komponisten Cliff Martinez. Her er øjeblikke jeg sent glemmer (den oplyste gamer kan i øvrigt se frem til en gæsteoptræden, fra en hvis japansk videospil skaber, der udgiver nyt spil til november), både for de rigtige årsager men bestemt også for de dårlige.

Problemet hvordan handlingen forløber. Der kommer en mening med galskaben (Refn traditionen tro, er her meget vold og grænseoverskridende sekvenser), men når den endelig bliver man overfaldet med en slaghammer, fordi alle skal være sikre på at meningen forstås og at være subtil var åbenbart ikke en mulighed.

Dertil er der også udførelsen. Tempoet er utroligt langsomt. Såsom at en karakter kan sige noget til en person, hvor personen sagtens kan vente 10+ sekunder på at svare tilbage. Handlinger bliver udført langsomt, som at meningen var at trække tiden. Igen, det virker til tider, men det bliver altid irriterende på et tidspunkt. Især fordi der ikke er nogen dybere mening med det.
Et eksempel er et tidspunkt, hvor Jones finder sig selv i en biljagt. Efter et par minutter dræbes tempoet fuldstændig, hvor vi ser jagten fra hans forfølgeres perspektiv. Og hvad laver de? Skifter radiokanal et par gange, hvorefter en sang bliver valgt og kameraet hviler på forfølgernes ansigter. Det tilføjer ikke noget til handlingen. Indrømmet, jeg grinte fordi det var prætentiøst. Men så får i en idé om hvad største delen af serien består af. Og seks ud af ti gange, er det irriterende.

Det var min generelle opfattelse, selvom der bestemt er ting jeg kan lide. Selvom Miles Teller bevarer det samme monotone ansigt og stemmeleje, var der alligevel noget jeg kunne lide ved ham. Janeys far, spillet af William Baldwin, tygger så meget på sceneriet at det er vidunderligt. Og nogle voldscener og stemningsbilleder er fremragende. Men de bliver holdt af andre ting. Såsom afsnit to og syv, hvor jeg var tæt på at opgive. Der skete næsten intet, og når der skete noget, virkede det som uden formål.

Der skal det understreges, at det er en lang serie. Afsnit et - ni svinger mellem en time til halvanden (sidste afsnit varer en halv time, og jeg forstår ikke hvorfor). TOtDY kunne være markant bedre, hvis tempoet var lidt hurtigere og enkelte ting var skåret væk. Det ville også have været at foretrække, hvis slutningen i det mindste var tilfredsstillende, men det føles mere som en anti-slutning.

Nogle vil påstå at Refn er kravlet så langt op i sin egen røv, at han er blindet. At manden tror han udfører noget særligt, men som i virkeligheden er prætentiøst. På nogle områder er det en retfærdig kritik, men ikke altid. Igen, til tider har danskeren fat i den lange ende. Og han kan ikke tilskrives som roden til alle problemer, da han har skrevet serien med Ed Brubaker og (senere hen) Halley Gross (der, i øvrigt, er medforfatter på "The Last of Us Part II"). Men det kan kun gælde handlingen, for resten er typisk for hvordan Refn, desværre, er blevet som skaber efter "Drive": stil vægter mere end substans.

Jeg vil gerne kunne lide "Too Old to Die Young", fordi der er bestemt øjeblikke hvor den er effektiv og mindeværdig. Men serien virker også som en stiløvelse, uden en større pointe. Og når den endelig kommer, bliver man banket med den. Det bedste jeg kan sige er, at det var en interessant oplevelse. Uden lige. Jeg vil huske den, men kommer aldrig til at se den igen. Og jeg vil ikke kunne anbefale den til andre, da den er krævende og, ofte, prætentiøs. Hvad man får ud af de, ca., 900 minutter som bliver tilbudt, skal jeg ikke kunne sige.

5/10