Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands /
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto

Min dag som freelance skribent på GameReactor

Tagget som: blog, friskrivning, GameReactor

At være freelance skribent på GameReactor er et fantastisk, men også meget hårdt, job. Det kræver vilje, talent, og mod, ikke blot at blive indlemmet i redaktionen, men også at leverer til de skyhøje forventninger vores kære chefredaktør, Magnus "KutaragiFan37" Edvard Jens Gylling Groth-Andersen, Greve af Montparnasse, har til os hver især. Der er ét spørgsmål jeg ofte får leveret af min brevræv, sendt fra nær og fjern i det ganske danske land, og det er hvordan, hvorledes, og hvorfor. Så i gennemsigtighedens hellige navn, har jeg besluttet at skrive et blog-indlæg om min hverdag som freelance skribent på GameReactor.

Det er vigtigt for mig at pointere, at det at skrive tekster i nutiden, ikke er en dans på roser. Alle der ønsker en sådan levevej, vil jeg fraråde det hvis det er for rigdommens skyld. Der er ingen hurtig vej til toppen, og slet ikke i en tid hvor alt er betalt af reklamer, og privilegier. Jeg selv har øvet, øvet og atter øver siden jeg var omkring 16 år, og det er først nu at jeg har et egentlig gennembrud, publikumsmæssigt og anerkendelsesvis. Det er jeg meget taknemlig for, men jeg ved til gengæld også at det ikke er kommet af sig selv. Et helt årti med forfejlede skriveprojekter, egne forsøg på blogs, og skrive-gigs om alt andet end videospil, har lært mig at det er en hård branche, uden mange plads til fejltrin.

Nuvel, min dag som freelance skribent.

Jeg vågner altid klokken 06:42 om morgenen. Eller rettere, slottets husholderske vækker mig der. Ligeledes bliver resten af freelancerne vækket der. Greven syntes det skabte bedre organisations-følelse, og bedre samhørighed, hvis vi alle sammen var indkvarteret for efterfølgende på samme sted. Så helt "freelancere", er vi måske ikke. Jeg er på vej væk fra emnet. Fra 06:45 til omkring klokken ti, er der så overdådig morgenmadsbuffet, med alt inkluderet af ikke bare danske delikatesser, men morgendelikatesser fra hele verden. Greve Magnus er en holden mand - der er jo stadig et forholdsvist højt skattetryk i Danmark. Der er aldrig margarine, dog. Som grevens ligemand Jørgen Leth, hader Magnus margarine.

Efter klokken ti, er det så tid til at "fremelske medie-baseret videns-dybde", som Magnus har kaldt det. Egentlig betyder det som bare at nu er der fri leg til at spille computerspil, konsolspil, mobilspil, og håndholdte spil, helt indtil til aftensmadstid. Frokosten skal vi selv betale, hvilket vel egentlig er fair nok. Her har vi så alt til rådighed - det eneste krav er, at vi ikke spiller noget der er udgivet i det nuværende år. Det vil sige ingen spil fra 2017. Idéen er at vi skal udvide vores referenceramme, eller et eller andet. De fleste af os spiller bare Overwatch eller TEKKEN. Vi er spiljournalister, for Sørensen da, vi ved jo alt om computerspil allerede!

Det er efter aftensmad at selve arbejdet skal gøres. Efter at grevens bodyguard, Verner, har tvunget os i vores elektriske chokhalsbånd, skal der skrives artikler og anmeldelser. Nu skriver jeg tvang - der er ikke meget tvang, eftersom det vi alle sammen er nogenlunde enige om at med alt det gratis mad og alt den gratis underholdning, så er det retfærdigt at forvente at vi trods alt, laver noget arbejde hver dag. På den anden side, så ville det også være fedt at få lov at komme udenfor nogen gange. Hvorom alting er, bliver der så trukket lod om hvem skal skrive hvad. Som eksempel, kan jeg passende forklare tilblivelsen af min SpellForce 3 anmeldelse.

Som sagt, på med halsbåndet, efter at tombolaen har kastet et navn af sig. Det er et temmelig kompliceret ritual, det med valg af dagens skribent, som jeg stadig ikke helt har forstået, men der er både elektriske julelyskæder, en skridttæller, og en papfigur af Anders Lund Madsen involveret. Hver gang man forsøger at spørge chefredaktøren om det, dog, bryder han ud i en af Louis Armstrong's standarder, og moonwalker væk. Det er højst besynderligt.

På slottet har Magnus otte rum, med en tidslomme i hver. Her bliver os skribenter så placeret i, efter tur, indtil vi har skrevet vores artikel eller anmeldelse færdig. I disse "kreative fristeder til fordybelse i interaktive medier" som Magnus kalder det, eller flyttekasser med hængelås som jeg kalder dem, brugte jeg så 49 timer på at spille SpellForce 3, og skrive anmeldelsen. Det var endda en af dem der var hurtigt overstået. Rekorden holdets vist af Jonathan, der brugte 14 dage på at spille theHunter: Call of the Wild. To uger i træk, i en flyttekasse. Ret imponerende. Forestil dig lige, 14 dage uden mad, og drikke, mens Magnus sad på sin trone af det pureste guld, belagt med ædelstene fra alle kontinenter, og drak lyserød NV Armand de Bignac Ace of Spades rosé, samtidig med han blev fodret økologiske blåbær af hawaiianske hula-dansere. I mit tilfælde, var kun champagnen tilstede. Og det var en Moët & Chandon, Brut Imperial. Måske har chefen ikke så meget tiltro til mig, som til Jonathan.

Igen, et sidespring. Når vi bliver lukket ud af flyttekassen, kan vi så trække vores dagløn på 438,50 kroner, som det forventes at vi sender hjem til vores kærester, familier, hvad end vi nu har. Det er ikke mange penge, men i det mindste kan jeg da hjælpe til at vi har råd til at købe kattemad, legetøj, og kattegrus til Preben. Det er min kat. Han har ufattelig dårlig ånde. Efter daglønnen er trukket, kan vi endelig få lov til at sove på en våd madras, ude i den 7000 kvadratmeter store have. Hvis vi altså har lyst. Den anden mulighed er indenfor, på marmorgulvet i foyeren. Det afhænger lidt af årstiden hvad folk vælger.

Dagen efter, bliver man så vækket klokken 06:42 af slottets husholderske. Og det var så en typisk dag som freelance skribent på GameReactor. Som sagt, bestemt ikke en særlig anderledes hverdag end så mange andre arbejder. Man står op, man spiser frokost, man arbejder færdigt, og man går i seng. Jeg håber jeg har kunnet besvare det brændende spørgsmål om hvordan det er at være freelance skribent her i organisationen, og måske inspireret den næste skare af skribenter der skal tage over, så den kære greve beslutter sig for at fyre hele holdet, og sende os med enkeltbillet til Rwandas vildmarker. Det har han åbenbart for vane at gøre.

Glædelig jul!

Mod Det Uendelige Univers

Tagget som: Call of Duty, friskrivning, FPS, Infinite Warfare, serie, skydespil, Snake, udfordring, Steam

Indholdsfortegnelse
[1] Oxymoronet "Et-Hundrede Timer Med Uendelig Krig"
[2] Hvordan Jeg Blev Masochist

Det er sket det, der ikke må ske.

Jeg har fundet en del af Pligtens Kalde: Uendelig Krig, som jeg rent faktisk bryder mig om. Min verden er nu, og til evig tid fremover, vendt på vrangen. I min tidligere ekskursion ud i den digitale slagmark, berettede jeg om min yderst positive oplevelse med Freelancer. At flyve rumskibe er, i det hele taget, noget af en drengedrøm. Om end Infinite War er et science fiction spil, havde jeg ikke regnet med det var særligt rettet mod fans af genren, men snarere fans af spilserien. Endelig er jeg glad for at tage fejl!

Bevares, inden vi slæber konfetti-kanonerne frem, er rumskibsmissionerne ikke så nuancerede eller tilfredsstillende, som en omgang Elite: Dangerous eller Wing Commander. Alligevel har disse opgaver formået at køle mit overkogte sind. Fri bevægelse i både Z, Y og X, ingen tyngdekraft, og masser af vild manøvrering, har været dagens ret på spilmenuen. Den eneste ret, faktisk. Det er gryet for mig, at jeg simpelthen ikke kan holde ud at besvarer pligtens kald, i mere end en time eller to ad gangen. Derfor må jeg hellere advare mine ene læser på forhånd, at det bliver en meget lang blog-serie, det he-

"Shoot the destroyer!"

Hvad?

"Get on that Ajak, commander!"

Undskyld, men jeg er faktisk i gang med et indlæ-

"Don't forget that Ace, raider!"

Nej, ikke det. Alt andet end det! Hvorfor, Activision? Hvorf-

"Lay on that destroyer, commander!"

Ja, så lykkedes det dem alligevel. Endelig en del af spillet, der var spændende at give sig i kast med. Og så skal man trækkes med næstkommanderende hvad-end-hun-nu-hedder, der konstant bjæffer en direkte ind i øresneglen. Det er ubønhør-

"Hit the destroyer, commander!"

-ligt, og helt aldeles ulideligt. Det holder bare aldrig op! Jeg kan dårligt nå at trække fra, for at lave en ny manøvre, før hun sidder i røret og råber af mig. Gad vide om det foregår sådan i virkelighedens luftvåben - når der skal skydes ærkerivaler ned fra den frie himmel, er alt hvad piloterne kan høre, General Bidsk der råber og skriger at de skal huske at ramme modstanderen. Hvis du, kære læser, har erfaring fra luftvåbenet, vær sød at giv til kende om dette er sandt eller falskt. På hvilket fuldstændigt afsporet designmøde, blev beslutningen om en gøende næstkommanderende taget? Var Eric Hirshberg udu-

"Hit that Ajak, raider!

-elige søn, Birger, mødeleder? "Prøv at hør, folkens", sagde Birger og tørrede savlet fra hans mundvig væk, "Vi skal have spillerne til at skynde sig at blive færdige, så de kan spille multiplayer-delen, og købe nogle rovkasser. Jeg har en skidegod idé. Bare mind dem om, hele tiden, at de skal komme videre! Ingen vil kunne klare det i længden!". Birger har nok ret, det er der ingen der kan. Udover mig. For jeg er pissestædig, og du får mig ikke til at droppe mit mål om 100 timer i uendelig krig, Birger - om så det er 100 timer med både det her frygtelige spil, og hende skråleaben af en næstkommanderende.

Vi ses på den anden side.

Hvordan Jeg Blev Masochist

Tagget som: Call of Duty, Infinite Warfare, FPS, serie, udfordring, Steam, Snake, skydespil, friskrivning

Indholdsfortegnelse
[1] Oxymoronet "Et-Hundrede Timer Med Uendelig Krig"

Tre timer er forsvundet. Skyllet ud i kummen. Jeg ved ikke om jeg fortryder det endnu. Jeg er bange. Jeg ved ikke hvem nogen er, hvorfor de er eller hvad der gør dem. Når man bliver spontant inviteret til en fest af en ven, dukker op og oplever at man ikke kender andre, så får man en følelse af ensomhed og det hele bliver lidt akavet; hvad kan man egentlig tillade sig at sige til mennesker man ikke kender? Den følelse genspejler sig personligt, mens jeg karter rundt i fremtidskrigens helvedesscenarie. Jeg er frustreret, jeg er fandeme en people person, jeg kan sgu godt bare møde op og være fed på den fede måde. Dog ikke i Call of Duty: Infinite Warfare. Uendeligt meget grums på skærmen, uendeligt inaktive holdkammerater der sigter op i loftet, ind i en væg eller egentlig bare tager sig lidt hygge-tid for sig selv, mens kuglerne flyver om ørene på os. Ingen orienteringsmuligheder, alt er kaos. Ligesom mit stakkels sind.

Det er her, jeg bliver bevidst om min egen fejl. Det her spil fortjener ikke at jeg spiller det på den sværeste sværhedsgrad. To timer brugt på den første kampsekvens i spillet, uden fremskridt og uden synlig aflast fra mine menige droner, som jeg egentlig ikke kan huske hvad hedder. Det er åbenbart også lige meget, hele bunken bliver henrettet på Regular alligevel. Jon Snow dukker op og gør sin bedste militærfascist, selvom jeg stadig ikke rigtig har nogen idé om hvorfor. Bare skub aftrækkeren i bund alligevel? Jeg indrømmer at det var en kende overambitiøst at begive mig ud i et skydespil, mit første Call of Duty spil endda, på den sværest tilgængelige sværhedsgrad. Heldigvis har jeg 97 timer endnu til at miste forstanden, så jeg skal nok nå at blive krigsveteran!

Selvom udgangspunktet ikke er sværhedsgraden mere, er der stadig rigeligt til at udfordre en med så våde øre som jeg. Knap nok har jeg fået lov til at besøge kantinen, før jeg bliver kastet hovedkulds ud lemlæste nogle utilpassede lømler, med aldeles unuancerede holdninger. Det offentlige er fandeme også så nærige. Egentlig havde jeg bare lyst til at kigge på rumskibsparade, men det fik jeg ikke lov til. Civilstanden i Geneve er på hastig retræte og jeg skal redde dem. Problemet er, at jeg ikke kan ramme en skid. Jeg ved hvor jeg sigter henne, men i det grå-brune bundfald fra spilindustriens ubristede boble, er det nærmest umuligt at vide hvem i alverden der er fjender eller frænder.

Det er jo ulideligt, det her! Det er som at løse en professorterning med dine øjenlåg, men professorterningen er halvvejs i stykker og absolut ingen, hverken din sagsbehandler eller den pædagog der tørre salv fra din mundvig, har tænkt sig at erstatte den. De kigger bare på dig, med et smil, og hvisker, "Det er godt nok", mens de lægger dig i spændetrøje. Hvorfor har jeg kastet mig ud i den her udfordring? Spontan fremkomst af masochisme er fremover et videnskabeligt dokumenteret fænomen. Jeg er det levende bevis. Skriv det i jeres journaler, overlæger Danmark rundt.

Jeg brugte en gang flere måneder af mit teenager-liv på at spille Chris Roberts' Freelancer. Det var en vidunderlig rejse, rundt i en stor ukendt galakse. Alt hvad der er tilbage, er halvkvalte pilot-evner jeg kunne tumle rundt med i mit hybrid jagerfly-rumfærge, desværre. Det var slet ikke så tilfredsstillende at transmogriffe til Reyes, som det var til Trent. Der er stadig lang vej endnu.

Jeg ved stadig ikke hvorfor jeg dræber.

Dog ved jeg at næste gang, kan jeg bruge de resterende timer på at opleve universets mest følelsesforladte rumskibsparade.

Oxymoronet "Et-Hundrede Timer Med Uendelig Krig"

Tagget som: Call of Duty, Infinite Warfare, Steam, udfordring, Snake, serie, friskrivning, skydespil, FPS

For næsten ti år siden, da jeg var atten år gammel, skulle jeg til Forsvarets Dag. Jeg har aldrig været en vatpik men jeg har til gengæld aldrig ville i militæret heller. Jeg synes ligesom jeg havde bedre ting at tage mig til, end at blive kommanderet rundt med. Bestemt når det betød at blive kommanderet rundt med i regn, i sne, i slud, med fyrre kilo på ryggen, mudder i ansigtet og mandehørm. Det eneste man kunne hygge sig med var små, kolde tissemænd. Jeg foretrækker dem lidt mere livlige. For mig virkede det også temmelig vatpikket, at lade en eller anden tilfældig mand med tykt overskæg, i camouflagekluns, fortælle mig hvordan jeg skulle sidde når jeg skulle skide i skoven. Fred være med det. Der er mange der bedre kan lide at være under autoritet end fri for det, forståeligt nok.

Som sagt, jeg skulle til Forsvarets Dag. Min krop er (u)heldigvis sådan indbygget, at den fra biologiens side, er temmelig meget i stykker. Hudproblemer, nedsat syn, nedarvede rygproblemer og ødelagte nerver da Parkinsons syge løber i familien. På dette tidspunkt, var det sidstnævnte dog ikke relevant endnu; det var i hvert fald ikke diagnosticeret. Alligevel skulle jeg møde på kasernen, sætte mig til rette på den berømte tænkebænk og tæve mig igennem nogle dødkedelige og enormt lette matematiske og logiske prøver. Resultaterne var de jo meget glade for, egentlig. De andre så også ud til at kede sig, selvom de fleste faktisk gerne ville ind og kommanderes med. Sådan er det jo.

Dog var militærlægen knap så begejstret for det udslet jeg havde på begge hænder. Han var bange for at hele min deling ville dø af psoriasis inden julen 2008, og hvem var så tilbage til at fejre den med resten af de indkvarterede gevær-slaver? Nu undlod jeg så at fortælle ham at der absolut ingen smittefare var. Jeg nikkede blot, gav ham ret og stemte i, at det også var en risikofaktor. Et par uger efter fik jeg et officielt brev hvor der stod, med lovens ord, at jeg var fritaget fra værnepligt. Fedt, mand.

Måske er grunden til at jeg aldrig har brudt mig synderligt om historiske krigsspil, eller skydespil i det hele taget, at jeg bare ikke bryder mig om militæret, krig og ødelæggelse? Hvilket egentlig er lidt komisk, eftersom det allerførste spil jeg nogensinde spillede, var Wolfenstein 3D til MS-DOS. Det var på min fars computer, tilbage i midt-90erne. Jeg var også ret stolt over at min far kunne komme hele vejen til Hitler. Min fars sidste (og så vidt jeg ved, eneste) spiloplevelse, blev derpå min første. Siden da, er jeg kommet temmelig vidt omkring. I hvert fald har jeg bevæget temmelig langt omkring (mest udenom, faktisk) FPS-genren.

Men tilbage til sagens kerne; voksne mænd med små, kolde sjovere der bliver gelejdet rundt ude i skoven af en pensionist med stjerner på skulderen. Nej, jeg mener, krigsspil til computer. På GameReactors forum, har brugeren Snake præsenteret en udfordring der lyder på at spille den samme Call of Duty kampagne i 100 timer. Ingen multiplayer, ingen Spec Ops (?), ingen zombier (???), kun Campaign Mode. Det synes jeg lød pisse-kedeligt. Så jeg har modificeret lidt på udfordringen, uden at miste grebet om kerneidéen. 100 timer på den sværeste sværhedsgrad, med tilhørende kommentering via Blog-indlæg, om at spille mit allerførste Call of Duty spil nogensinde. I 100 timer. Opdateringerne bliver sporadiske og uden tidsplan. Indholdsmæssigt bliver de sikkert også mere og mere usammenhængende, som tiden skrider frem. Valget er faldet på Infinite Warfare, fordi jeg umiddelbart har det lidt svært med historiske krigsspil. Det virker lidt smagløst at tjene penge på virkelige lidelser. Det er dog, et politisk sidespring. Nok snarere en hvepserede, jeg ikke vil prikke til, så lad det nu ligge.

Uendelig krig med laserpistoler og Amerikansk patriotisme. 100 timers overproduceret Activision-sponsoreret toiletpapir, som jeg sikkert vil hade at tørre mig selv i røven med efter ti minutter. Alle mine fordomme om Call of Duty på absolut højeste lydniveau, med ekstra Marshall forstærker tisluttet. Nu skal det hele gøres til skamme.

Fik jeg sagt jeg købte min Steam-kode via Kinguin? Troede I virkelig jeg ville lave et ærligt køb der gik til Activision? Ej, helt ærligt. Nu skal jeg fandeme vise den militærlæge fra Antvorskov, at man sagtens kan være en god soldat, selvom man har børneeksem som 18-årig.

Tak til Snake for idéen, jeg håber du vil læse med!

7,1 eller: Det Store Vurderingsdilemma

Tagget som: blog, karakter, vurdering, anmeldelse, kritik, diskussion, skala, analyse

Jeg selv og tal har aldrig været særligt gode venner. Af samme grund har jeg altid haft et anstrengt forhold til karakterskalaer. Tal kan dog alligevel sige en hel del om tingenes tilstand. De siger ikke så meget om hvorfor men umiddelbart er de brugbare til at give et fingerpræg om hvor der sker skidt og hvor der sker godt, hvis man sætter dem i ordentlig kontekst. For eksempel, karakteren 7 her på GameReactor. Den er denoteret med "Godt", hvis man fremfinder skemaet for vurderinger under Brugeranmeldelser. Det betyder at et spil med karakteren syv ikke blot er over middel men derimod en solid, god spiloplevelse uden umiddelbare fejl og mangler. I denne kontekst er vurderingen 7 ud af 10 derfor noget et spil skal stræbe efter, noget der ikke uden videre er opnåeligt uden en vis form for arbejde.

Medmindre man selvfølgelig kigger på de faktiske tal. De gode, gamle solide tal der ikke lyver. For på trods af at syv defineres som "Godt", ser det ikke sådan ud i virkeligheden. Bredt på samtlige GameReactor redaktioner Norden over, inklusiv Storbritannien og Tyskland, ligger landet at 7 snarere er middel til under middel karakter. I mit ansigts fodsved har jeg samlet et regneark med alle vurderinger fra GameReactor Danmark, Sverige, Norge, Finland, Storbritannien og Tyskland og regnet mig frem til den gennemsnitlige vurdering givet; den karakter som ideelt burde ligger på omkring 5 men i stående tilfælde ligger på 7,1. Mængden af givne karakterer står også således så karakteren 8 er den der hyppigst gives; igen på tværs af samtlige redaktioner Norden over.

8 denoteres som "Rigtig godt". Der skal kæmpes for sådan en karakter, ideelt set. Alligevel forekommer den som en over middel karakter i mange tilfælde. Fanger man hurtigt stemningen fra kommentarsporene, opleves det nemt at 8 opfattes som et 6-tal og karakteren 7 til tider er en meget svag karakter. Nok til at rose anmelderen for at have afværget et køb. Er det ikke lidt et dilemma?

Jeg er bestemt ikke en fan af normalfordelinger, skal det siges. Når man anmelder, skal et spil have den karakter det skal have, uanset hvordan resten af karaktererne er fordelt. Med min statistiske kunnen, ser jeg dog hurtigt at karaktersystemet faktisk er temmelig normalfordelt, bare med en stor skævhed til de, på papiret, bedre karakterer. Det betyder at karaktersystemet i sig selv mister sin værdi. Der synes umiddelbart ikke at være nogen grund til at have et 10-tals vurderingssystem, når det kun er 6, 7, 8, 9 og 10 der egentlig bruges og alt under 6 stort set betyder det samme. Alt under 8 er, i publikums øjne, mere eller mindre forfejlet.

Det spørgsmål denne korte analyse så afstedkommer er; hvorfor har GameReactor ikke et vurderingssystem med fem niveauer i stedet for 10? 1 denoterer forkasteligt, uspilleligt, fejlbehæftet i sådan en grad at spillet er ubrugeligt, 2 denoterer en under middel præstation der, selvom det er spilbart, ikke tilbyder særlig stor underholdningsværdi eller oplevelsesværdi, 3 gives for den gode spilpræstation som fungerer, er underholdende og har oplevelsesværdi uden at være exceptionelt, 4 hentyder til det spil der leverer en decideret over-middel oplevelse med nytænkning i mekanikken og en spændende oplevelse og 5 er det absolutte mesterværk som nærmest ingen fejl har. Lynhurtigt og uden problematikker i eventuel over- eller undervurdering.

Eller muligvis har jeg bare for høje forventninger. Muligvis bliver der bare ikke udgivet dårlige spil mere. Det retoriske spørgsmål man så bagefter kan stille sig selv er, så bliver standarderne vel bare rykket?