Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國 / Indonesia / Polski
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto

Tilbageblikket: 1991 - Sonic the Hedgehog

Spil har altid været en del af mit liv. I denne blog-serie, vil jeg portrætterer de spil der har haft størst betydning for mig, gennem mit liv. Ligeså for at give bedre indsigt i en de skribenter der ofte leverer indhold til den egentlige redaktion. Det foregår ved udvælgelse af ét spil per levet år. Det skal siges, at spillene ikke er valgt ud fra hvornår jeg har spillet dem, men udgivelsesdato. Til trods for at jeg har spillet usandsynligt mange spil, begyndte den sande interesse ikke helt før seksårs-alderen. Jeg vil primært henvende mig til et enkelt spil i opslaget, men i slutningen vil ligeså være to andre der har gjort et stort indtryk på mig. Jeg håber I vil læse med, og deltag gerne med jeres egne oplevelser i kommentarsporet.

Tilbageblikket: 1991 - Sonic the Hedgehog

← Tidligere: 1990 | Næste: 1992 →

Det gode gamle blå pindsvin fandt selvfølgelig også vejen indenfor i mit liv. Jeg var ikke så meget til italienske VVS-mænd i min barndom. Nej, det var dyrelivet der træk, og her fandtes ingen bedre end verdens hurtigste pattedyr, Sonic. Jeg mindes stadig tilbage med glæde, på de dage hvor jeg selv og min lillebror tøffede rundt i Green Hill Zone, flankeret af det herlige 16-bit soundtrack, og forsøgte at redde alle de dyr vi kunne. Så skulle Robotnik også have et par nakkedrag, og det var vi ofte fælles om at leverer.

Nuvel, spilleriet er kun holdt ved hos undertegnet. Brormand har for travlt med at være storstilet agrarøkonom et sted ude på den vestsjællandske hede. På sin vin meget passende, når nu han var så glad for de naturlige omgivelser som den første bane i Sonic the Hedgehog tilbød. Jeg skriver mig ud af en tangent, en ærgerlig vane jeg har tilegnet mig i kraft af min tastehastighed; måske også affekteret af vores kære sprintende blålyn? Ikke desto mindre, er spillets morale om at redde og beskytte naturen ikke helt tabt, i forhold til emnet til denne blogserie.

Om det præcis er her jeg kan lave et nedslag om mine ellers (næsten) veganske veje, ved jeg ikke lige. Sonic the Hedgehog har dog helt sikkert lært mig en vis påpasselighed hvad angår den skrøbelige natur, omend det at bruge hele dagen på computerspil måske ikke ligefrem er gunstigt for miljøet. Er det tanken der tæller? Det skal jeg ikke kunne svare på. Noget så unikt som et miljøbevidst platformspil ver i hvert fald nok til at gøre et indtryk på den unge Søren. Det, og så uden tvivl den fantastiske lydside.

Der går sjældent lang tid imellem, at jeg tager mig selv i at nynne temamelodien til selvsamme bane som jeg har brugt de første to afsnit på at afdække. Som led i at skrive dette blogindlæg, da jeg ikke har en Sega Genesis mere, satte jeg det omend korte men mideværdige soundtrack på til Sonic the Hedgehog, og glæden blomstrede frem i mig. Det lære mig da også tydeligt, hvor vigtigt en mindeværdig lydside i et spil er. Jeg husker ikke om lillebror og jeg nogensinde gennemførte spillet fra enden til anden, men jeg husker hver eneste sammenstød med en fjeder, hver eneste kollision med en robot, og hver gang Sonic mistede alle sine ringe, og de spring hid og did.

Serien i sig selv hang aldrig ved, hvilket på sin vis måske egentlig er fint. Resten af udgivelserne forlydes at være decideret under standard, i forhold til etteren. Ikke desto mindre, har jeg Sonic at takke for en del solbeskinnede barndomsminder, og en del samhørighed med min lillebror, og er det ikke de bedste minder egentlig? Minder er der dog nok af, og ligeså er det en interessant genopdagelsesrejse for mig, at tænke tilbage på fordums tid. Både i kraft af det perspektiv jeg selv får om min egen forståelse for spil, men ligeså det jeg kan tilbyde. Tak fordi I har læst med indtil videre.

De To Andre:


    × Prehistorik (Titus France)
    × Another World (Delphine Software)

Facebook
TwitterReddit

Tilbageblikket: 1990 - Commander Keen in Invasion of the Vorticons

Spil har altid været en del af mit liv. I denne blog-serie, vil jeg portrætterer de spil der har haft størst betydning for mig, gennem mit liv. Ligeså for at give bedre indsigt i en de skribenter der ofte leverer indhold til den egentlige redaktion. Det foregår ved udvælgelse af ét spil per levet år. Det skal siges, at spillene ikke er valgt ud fra hvornår jeg har spillet dem, men udgivelsesdato. Til trods for at jeg har spillet usandsynligt mange spil, begyndte den sande interesse ikke helt før seksårs-alderen. Jeg vil primært henvende mig til et enkelt spil i opslaget, men i slutningen vil ligeså være to andre der har gjort et stort indtryk på mig. Jeg håber I vil læse med, og deltag gerne med jeres egne oplevelser i kommentarsporet.

Tilbageblikket: 1990 - Commander Keen in Invasion of the Vorticons

Næste: 1991

Det er en tøddel underligt, men måske ikke overraskende, at holdet bag Wolfenstein 3D og Doom også stod bag den joviale Commander Keen-serie. Helt bestemt, stod samme hold bagved det Commander Keen-spil som var medskabende til min interesse i platformspil. Til trods for at Keen langtfra anses som en klassiker inden for genren, og med sikkerhed i gået i glemmebogen for mange, udover de mest dedikerede platformnørder. Det var trods alt, en af de første platformspil til PC. Således kunne man også kun bruge tastatur eller joystick.

At være en lille bøvet dreng med en finurlig fantasi, og et ønske om at være astronaut, bliver ikke bedre fanget end Commander Keen in Invasion of the Vorticons. Så jeg mig selv i Billy Blaze? Selvfølgelig gjorde jeg det, og jeg nødt hvert et skramlende øjeblik af det. En ven af min far havde en af de mange episoder i Keen-serien, og hver gang vi besøgte kære Poul, blev jeg hurtigt tryllebundet af den klare farvelade og den simple, men tætte, styring. Det vil sige, jeg tænkte nok næppe i de baner dengang. Jeg tvivler på jeg nogensinde gennemførte det, men ikke desto mindre, har det efterladt sig sunde spilminder. Tydeligst husker jeg et grønt område, hvor jeg løb ind og ud af bygninger, og uden tvivl var faret vild, men slet ikke opfattede det således. Det var bare fedt at kunne spille den her slags spil på hjemmecomputeren.

Det var en spirende forståelse af at spil også var sjove, fjollede, og ikke behøvede at være dybt seriøse og involveret. Så længe man kunne tænde dem, og været underholdt fra starten af. Det var en kerneforståelse af platformspil der blev dannet i lille Sørens gryende analytiske sind. Vel at mærke lang tid før han blev en kynisk spilanmelder. Et stempel der ikke nødvendigvis siger meget om kvalitet, men mest om præferencer. Jeg kan ærligt talt ikke huske helt præcist hvornår jeg gav mig i kast med det 8-årige fysikgeni der byggede en rumraket ud af gamle dåser, men det er uden tvivl en af de første reelle spiloplevelser jeg har haft. Det vil sige foruden simple undervisningsspil. Ligeså mindes jeg heller ikke at have oplevet andre udgivelser i serien.

Heldigvis, kan man få Commander Keen Complete Pack på Steam i en yderst veloptimeret udgave, som jeg har sidenhen har hygget mig lidt med, når jeg har følt for det. Lyden er ældet som lunken skummetmælk, da alting er elektriske udslag og bip-lyde. Bestemt ikke rart for ørene, og jeg mindes da også svagt at når jeg sad bænket ved tastaturet tilbage i barndommens tågede minder, var det også helt og så aldeles uden lyd på. De voksne skulle jo nødigt forstyrres.

For dem af jer, der interesserer jer for videospillets historie, kan jeg varmt anbefale denne pakke. Den er billig, fungerer uden problemer på moderne systemer, og du får alle episoderne fra den første tre-parter, og Goodbye, Galaxy!. Desværre er Keen Dreams og Aliens Ate My Babysitter ikke med i pakken, men ikke desto mindre er det en fin start, eller en god bid nostalgi, hvis man har lyst til en spændende indsigt i karrieren hos dem der senere revolutionerede FPS-genren, og id Software i det hele taget. Nå ja, og hvis man gerne vil forstå det første ben af min historie med videospil.

De To Andre:


    × The Secret of Monkey Island (Lucasfilm Games)
    × Star Control (Toys for Bob)

Facebook
TwitterReddit

5 Plader (Uge 42)

5 Plader (Uge 42)

Som følge af titlen, vil blog-serien tage udgangspunkt i fem lytte-forslag, med tilhørende Spotify- eller YouTube-link. Hvis ingen af disse er tilgængelige, ja, så man selv ud og lede. Samtlige genrer er åbne, dog vil alle genrer ikke blive dækket hver uge. Jeg håber at kunne skabe lidt interesse omkring emnet her på GameReactor, og samtidig skabe lidt liv i denne mørke baggård af hjemmesiden. Kom gerne selv med forslag, eller kopier konceptet direkte - alle er velkomne!

Dancehall, af The Blaze - Link
Jeg har efterhånden mange aftenture i S-toget, gennem Københavns mindre stationer. I det dulmende mørke, blandt andre passagerer, er der ikke noget bedre end noget forholdsvist melankolsk og minimalistisk elektronisk musik, mens man længes efter sin hjemstavn. Jeg er overbevist om, at duoen The Blaze har smedet deres tech house-inspireret nattetoner på præcis samme måde, som jeg nyder dem. Det er simpelt, ligetil, med dybe basslag, flankeret af enkelte klavertoner, og vokal hvor tonehøjden er helt bizar. Det handler i det hele taget om længsel mod alt muligt, og det passer perfekt til en lang aftentur i toget.

Racine carrée, af Stromae - Link
Nu til andet noget komparativt helt anderledes. Stromae har prydet øregangene det meste af sidste uge, mest af alt fordi det endelig er gået op for mig, hvor genial han er. Jeg har længe haft mine forbehold, primært grundet Alors on danse, men hele den her plade er virkelig stopfyldt med alsidige produktioner, der skriger på at blive spillet igen og igen. Umiddelbart kan jeg ikke særlig meget fransk, så det meste af de lyriske kvaler om kærlighed og frustration er lidt tabt på mig, men når der er skrevet så stramme hooks, og kraftige melodier, så overlever jeg. Til tider leder tankerne hen på den måde Michael Jackson skrev sin musik, og, jeg selv som en gigantisk Jackson-fan, det er nok derfor denne plade har holdt ved.

Agony, af Fleshgod Apocalypse - Link
Endnu en plade som jeg slet ikke var solgt på til at begynde med, men som har vokset sig til at være en af yndlingsudgivelserne i Fleshgod Apocalypses diskografi. Det er mest af alt grundet pladens formidable, og meget overvældende blanding mellem højoktan dødsmetal og klassisk musik med stort violinudbud. Ved første gennemlytning, fik jeg indtrykket af et noget rodet lydtæppe, hvor alt lyd ligesom druknede i en forvirrende larm, men jo mere man spidser ører, jo mere fantastisk bliver det. Når man taler om storslået dødsmetal, bliver det nok ikke mere storslået end Agony. Bandet har sidenhen forsøgt samme formular med de resterende plader, men det er bare ikke lykkedes at samme fange samme forbløffende lyd som på denne, kronen på værket.

Trivmvirate, af The Monolith Deathcult - Link
Det er vist åbenlyst, at jeg var i humør til noget smadder i sidste uge. The Monolith Deathcult er et af de få bands der laver ufattelig god musik, men på ingen måde tager dem selv seriøst. Til trods for hvad man skulle tro, når man kigger på deres lyrik og deres kompositioner. Trivmvirate er som Agony, endnu en kronen på værket, fordi samtlige numre er mindeværdige, voldsomme og slår enormt hårdt på både guitar, bas, og trommer. Pladen er også indehaver af en af de allerbedste dødsmetal numre som jeg nogensinde har hørt, I Spew Thee Out of My Mouth. Nummeret er dog svært at høre isoleret, for pladen er skruet så godt sammen, at den underbygger hele oplevelsen med den førnævnte, episke sang. Tjek det ud, hvis du gerne vil blæses væk.

Thool, af Thool - Link
Okay, dette er teknisk ikke en langspiller, som ellers har været vanen i denne serie. Det er sådan set kun en single, med tre numre. Ikke desto mindre skal den deles, for netop denne udgivelse har været på ofte gentaget rotation i meget længere tid, end blot sidste uge. Jeg genhørte den blot tilfældigvis igen. Det er flygtigt house, med en nostalgisk lyd der går lige i mindernes skatkammer. Det er bløde baslinjer, med en hel reverb, og det fungerer bare så nydeligt. Meget langt fra det sterile deep house man hører i radioen, men tydeligvis med samme koncept, blot langt mere personligt og mindeværdigt. Titelnummeret især er en ørehænger.

Der gik endnu engang et par uger, men sådan er det når man både er en travl skribent, men ligeså en travl pædagog, søn, og gamer. Hvad har I lyttet til af spændende ting i den forgående uge? Del endelig!

Facebook
TwitterReddit

5 Plader (Uge 39)

5 Plader (Uge 39)

Som følge af titlen, vil blog-serien tage udgangspunkt i fem lytte-forslag, med tilhørende Spotify- eller YouTube-link. Hvis ingen af disse er tilgængelige, ja, så man selv ud og lede. Samtlige genrer er åbne, dog vil alle genrer ikke blive dækket hver uge. Jeg håber at kunne skabe lidt interesse omkring emnet her på GameReactor, og samtidig skabe lidt liv i denne mørke baggård af hjemmesiden. Kom gerne selv med forslag, eller kopier konceptet direkte - alle er velkomne!

Puha, det er godt nok travlt at være studerende, med to arbejder, og samtidig være tilgængelig. Af samme årsag, er alle de store blog-planer jeg havde for at virke lidt mere folkelig, jo også faldet til jorden. Det er egentlig ærgerligt, for på sin vis er der vel noget positivt i, at forsøge at blive en John Mogensen-figur på GameReactor. Specielt med det harme jeg til tider for smidt i nakken for mine, skal vi sige, officielle skriverier her på siden. Så lad os i stedet for konversere om noget de fleste kan lide; musik. Bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at skrive grimme ord om stakkels Nintendo i den her ombæring. 5 Plader er tilbage! Om det bliver et ugentlig indspark igen, vil kun tiden vise.

Mørket Kalder, af Natkat - Link
Mainstream dansk hip-hop er i en særklasse af ringe. Jeg skulle til at skrive noget om L.O.C, men jeg ved ikke engang om jeg vil kalde ham rapper mere. Det gode ved denne ekstremt lave kvalitet af P3-venlige floskelspyttere, er, at den danske hip-hop undergrund, til gengæld, leverer exceptionel kvalitet gang på gang. Natkat er en af disse. Har du, ligesom jeg selv, hang til de mere funky produktion, med jazz samples, flankeret af en god boom-bap rytme, så ved du at mørket kalder. Mindelser om De La Soul, A Tribe Called Quest og Digable Planets stempler Natkat som den nye sorte, og jeg er helt med på det tog.

Ronkedor, af Trepac - Link
Samme pointe som lige før. Hvor Natkat udfordrer den haltende, ensformige, og kedelige musiske produktion i kendt dansk hip-hop, så trækker Trepac i trampestøvlerne, og ligger vitterligt alle lyrisk ned. Sender samtlige af de MC'er den brede presse anerkender som stærke tekstforfattere tilbage til folkeskole niveau. Trepac er for vild. Hele pladen er egentlig bare et stort diss til alt og alle, og i modsætning til Natkat, er det her lyrik, rim og spytteevne der er i centrum. Med et par fede features fra Johnny Books og, ikke mindst, dansk hip-hops ukronede konge Supardejen, er det her skiven du skal du høre, hvis du gerne vil vide hvordan god rap lyder. Trepac er bedre til at spytte end din yndlingsrapper.

Center Parcs LP, af Betonkust og Palmbonen II - Link
Fra boom-bap til sløret house musik. Center Parcs fandtes for et par år tilbage kun som EP. Betonkust og Palmbonen II havde stykket et meget unikt lydtæppe sammen, som havde en knitren som var det fra vinyl, men lød som house musik fra de tidligere halvfemsere. Det var en sikkert vinder for mig, og jeg forelskede mig pompte i hvad der blev kaldt outsider house. Nu er de to mestre tilbage med en udvidet udgave. Omend det bedste nummer fra EP-udgivelsen ikke er på, er hele pladen en super god indgangsvinkel til, at house musik også kan være modkultur. Hele konceptet er simpelthen at gøre op med den polerede, sikre Kygo-lyd der har domineret deep house de sidste mange år. Tjek det ud.

Chaos Theory, af Amon Tobin - Link
Min første oplevelse med Amon Tobin var pladen Foley Room. En konceptplade, hvor han forsøgte at skabe musik som var en foleykunstner. Yderst interessant, og ligeså bemærkelsesværdig som Chaos Theory. En sjældenhed i elektronisk musik forekommer ligeså på denne, da den elektriske basguitar danner frontfigur for et drømmende, svævende, men ligesp hårdtslående lydtæppe. Det er som om Les Claypool leverer dødsensalvorlige riffs til en drum n' bass-producer, og det lyder mega fedt. Hænger du lidt i det eksperimentelle, og vil gerne have øregangene skyllet godt igennem, så tag et kursus i kaosteori.

A Determinism of Morality, af Rosetta - Link
Ja, fed spade skal der fandeme også være plads til. For jer der ikke kender dem, så er Rosetta en af hovedstyrkerne bag post-metal bevægelsen. Her er det melodiøse, progressive og følsomme i centrum, uden at man ofre den hårdtslående, tunge, og noget mudret riffkultur man finder i, for eksempel, sludge metal. Jeg ved ikke om denne plade kan betegnes som et hovedværk, men det var i hvert fald min indgang til genren, og jeg gravede pladen frem for nylig, bare for et lille genlyt. Det skette så, at jeg hørte den et par gange i træk, og derefter gik på Spotify rov for andre hedengangne klassikere inden for genren. Ja, man er vel besat.

Det var så det! Del endelig gerne jeres bidrag, oplevelser, eller blot hvilken slags musik I har gået og nydt henover den sidste uges til. Jeg håber, at kunne have endnu en omgang 5 Plader klar til mandag i næste uge, men nu må vi se hvorledes det går. Musik er der i hvert fald nok af.

Facebook
TwitterReddit
Ren Rutsjebanetur

Ren Rutsjebanetur

Når man anmelder et produkt, afgiver man en mening. Denne mening skal så vidt muligt være bundet op på fakta om det givne produkt, men ligeså en professionel vurdering der gives på baggrund af tidligere erfaringer med lignende produkter, dygtiggørelse og interesse inden for produktets felt. Derudover lander der uundgåeligt en vis subjektivitet i enhver vurdering. Til gengæld, videregiver man ligeså retten til at andre vurdere den vurdering man selv lige afgivet. En slags meta-vurdering finder herved sted, i det den vurdering der gives af et produkt bliver vurderet, samtidig med at produktet re-vurderes af den vurderende der vurdere vurderingen. Ja, der vurderes en hel del i dette fag.

Jeg selv har været offer for denne meta-vurdering i flere omgange. Seneste under skrivningen af min anmeldelsen af det netop udkomne Pillars of Eternity 2: Deadfire. Jeg agter at levere kvalitetsindhold til GameReactor, primært til fordel for læserne. Derfor gør jeg også flittigt brug af mine medskribenters evner til at yde retskrivningsordbog, korrekturlæser, og ordkløver. Dette sikrer en konstruktiv behandling af enhver anmeldelse eller artikel. Jeg bringer dette på banen, blot for at kunne udtrykke hvilken rutsjebanetur til tider er at kaste sig i grams hos kritiske kollegaer.

Til min anmeldelse af Ash of Gods: Redemption gav vores kære chefredaktør, sturmuftien af Langbortistan, Magnus Magnus Magnus Magnus Groth-Magnussen, til kende at det var noget af det bedste materiale han hidtil havde læst i sin tid som chefredaktør her på GameReactor. Om man er enig i det, er anden sag. Høj på lovprisningen begav jeg mig således ud på den følelsesladet eskapade ved navn "anmeldelsen af Pillars of Eternity II: Deadfire", og den anden Magnus, jydsk filosofiker extraordinaire, gjorde bekendt at han da gerne lod et kritisk sæt øjne hvile på det (troede jeg på det givne tidspunkt) færdige produkt.

Om aldrig har jeg fået så mange hårdkogte verbale bøllebank, som denne aarhusianske titan af en akademiker gav mig. Det var et blodbad, en kendsgerning jeg så for mit indre øje proklameret af Willem Dafoe på bedste Boondock Saints manner. Ethvert forsøg på comeback, på mægling, blev slået til side med ræson, logik, og en snert spydighed, aldrig oplevet før fra folket bosat på Tysklands storetå. Som jeg så lå der, mør og gennemtævet på den figurative bokserings gulv, vagt kunne jeg hører en dommer tælle op til ti, besluttede jeg mig at rejse mig op, børste støvet af, og tage imod den konstruktive kritik. Der var jo sådan set intet personligt over det, uanfægtet om jeg vælger at dramatisere det i et blog-indlæg efterfølgende. Det er kun gjort for at skabe lidt underholdende læsning, og skrevet med et kraftigt skinnende glimt i øjet.

Dog var det at dræbe et par darlings en sund øvelse for en vorden skribent. Det fik mig ligeså til at indse at endnu en kær måtte lade livet. Nakkes, som Magnus ville have sagt. For nylig samlede jeg det spil der har bragt mig mest kontrovers her på GameReactor op igen. Larian annoncerede at de havde skruet et par rettelser sammen til en mindre patch til spillet, og derfor tænkte jeg at det ikke kunne skade at give det et nyt forsøg - computerrollespillet har trods alt fuldt mig siden min barndom. Jeg taler selvfølgelig om Divinity: Original Sin II. Min anmeldelse deraf er stadig en jeg frygter at genlæse, endda blot at tænke på, fordi reaktionen var en gedigen mavepuster til min blomstrende karriere her på siden. Det altid hængt som en sort sky, bagerst i min tankesfære. Man kunne endda fristes til at kalde det en skamplet.

Til den vil jeg nu officielt indrømme at jeg fejlvurderede spillet, udover at det plaster Larian har strikket sammen retter på samtlige at de klager jeg forestod at have. Det sagt, indrømmer jeg at jeg ikke gav spillet den behandling det fortjente, jeg gjorde mig ikke umage nok med mekanikkerne eller systemerne, og jeg gjorde siden en bjørnetjeneste til anmeldelsen ved at skrive den som jeg gjorde. For det vil jeg gerne undskylde, og bede om tilgivelse; både fra læserne, men ligeså fra min medskribenter og redaktør-staben. Om en genanmeldelse er mulig, nødvendig eller hvad, skal jeg ikke gøre mig til herre over. Idéen synes endda absurd, men ikke desto mindre er konstateringen der er ude i plenum nu.

Pointen er vel at man lære af sine fejl, og denne dag har jeg lært af mine. Det er en følelsesladet rejse at være skribent på GameReactor, kan jeg love jer. Hvis I nogensinde ønsker at skulle gå samme vej, så bare husk at Magnus Laursen altid står klar til at rive jeres tekstunivers midt over. God tirsdag!

Facebook
TwitterReddit