Gamereactor follow Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Ren Rutsjebanetur

Ren Rutsjebanetur

Når man anmelder et produkt, afgiver man en mening. Denne mening skal så vidt muligt være bundet op på fakta om det givne produkt, men ligeså en professionel vurdering der gives på baggrund af tidligere erfaringer med lignende produkter, dygtiggørelse og interesse inden for produktets felt. Derudover lander der uundgåeligt en vis subjektivitet i enhver vurdering. Til gengæld, videregiver man ligeså retten til at andre vurdere den vurdering man selv lige afgivet. En slags meta-vurdering finder herved sted, i det den vurdering der gives af et produkt bliver vurderet, samtidig med at produktet re-vurderes af den vurderende der vurdere vurderingen. Ja, der vurderes en hel del i dette fag.

Jeg selv har været offer for denne meta-vurdering i flere omgange. Seneste under skrivningen af min anmeldelsen af det netop udkomne Pillars of Eternity 2: Deadfire. Jeg agter at levere kvalitetsindhold til GameReactor, primært til fordel for læserne. Derfor gør jeg også flittigt brug af mine medskribenters evner til at yde retskrivningsordbog, korrekturlæser, og ordkløver. Dette sikrer en konstruktiv behandling af enhver anmeldelse eller artikel. Jeg bringer dette på banen, blot for at kunne udtrykke hvilken rutsjebanetur til tider er at kaste sig i grams hos kritiske kollegaer.

Til min anmeldelse af Ash of Gods: Redemption gav vores kære chefredaktør, sturmuftien af Langbortistan, Magnus Magnus Magnus Magnus Groth-Magnussen, til kende at det var noget af det bedste materiale han hidtil havde læst i sin tid som chefredaktør her på GameReactor. Om man er enig i det, er anden sag. Høj på lovprisningen begav jeg mig således ud på den følelsesladet eskapade ved navn "anmeldelsen af Pillars of Eternity II: Deadfire", og den anden Magnus, jydsk filosofiker extraordinaire, gjorde bekendt at han da gerne lod et kritisk sæt øjne hvile på det (troede jeg på det givne tidspunkt) færdige produkt.

Om aldrig har jeg fået så mange hårdkogte verbale bøllebank, som denne aarhusianske titan af en akademiker gav mig. Det var et blodbad, en kendsgerning jeg så for mit indre øje proklameret af Willem Dafoe på bedste Boondock Saints manner. Ethvert forsøg på comeback, på mægling, blev slået til side med ræson, logik, og en snert spydighed, aldrig oplevet før fra folket bosat på Tysklands storetå. Som jeg så lå der, mør og gennemtævet på den figurative bokserings gulv, vagt kunne jeg hører en dommer tælle op til ti, besluttede jeg mig at rejse mig op, børste støvet af, og tage imod den konstruktive kritik. Der var jo sådan set intet personligt over det, uanfægtet om jeg vælger at dramatisere det i et blog-indlæg efterfølgende. Det er kun gjort for at skabe lidt underholdende læsning, og skrevet med et kraftigt skinnende glimt i øjet.

Dog var det at dræbe et par darlings en sund øvelse for en vorden skribent. Det fik mig ligeså til at indse at endnu en kær måtte lade livet. Nakkes, som Magnus ville have sagt. For nylig samlede jeg det spil der har bragt mig mest kontrovers her på GameReactor op igen. Larian annoncerede at de havde skruet et par rettelser sammen til en mindre patch til spillet, og derfor tænkte jeg at det ikke kunne skade at give det et nyt forsøg - computerrollespillet har trods alt fuldt mig siden min barndom. Jeg taler selvfølgelig om Divinity: Original Sin II. Min anmeldelse deraf er stadig en jeg frygter at genlæse, endda blot at tænke på, fordi reaktionen var en gedigen mavepuster til min blomstrende karriere her på siden. Det altid hængt som en sort sky, bagerst i min tankesfære. Man kunne endda fristes til at kalde det en skamplet.

Til den vil jeg nu officielt indrømme at jeg fejlvurderede spillet, udover at det plaster Larian har strikket sammen retter på samtlige at de klager jeg forestod at have. Det sagt, indrømmer jeg at jeg ikke gav spillet den behandling det fortjente, jeg gjorde mig ikke umage nok med mekanikkerne eller systemerne, og jeg gjorde siden en bjørnetjeneste til anmeldelsen ved at skrive den som jeg gjorde. For det vil jeg gerne undskylde, og bede om tilgivelse; både fra læserne, men ligeså fra min medskribenter og redaktør-staben. Om en genanmeldelse er mulig, nødvendig eller hvad, skal jeg ikke gøre mig til herre over. Idéen synes endda absurd, men ikke desto mindre er konstateringen der er ude i plenum nu.

Pointen er vel at man lære af sine fejl, og denne dag har jeg lært af mine. Det er en følelsesladet rejse at være skribent på GameReactor, kan jeg love jer. Hvis I nogensinde ønsker at skulle gå samme vej, så bare husk at Magnus Laursen altid står klar til at rive jeres tekstunivers midt over. God tirsdag!

Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus
5 Plader (Uge 15)

5 Plader (Uge 15)

Som følge af titlen, vil blog-serien tage udgangspunkt i fem lytte-forslag, med tilhørende Spotify- eller YouTube-link. Hvis ingen af disse er tilgængelige, ja, så man selv ud og lede. Samtlige genrer er åbne, dog vil alle genrer ikke blive dækket hver uge. Jeg håber at kunne skabe lidt interesse omkring emnet her på GameReactor, og samtidig skabe lidt liv i denne mørke baggård af hjemmesiden. Kom gerne selv med forslag, eller kopier konceptet direkte - alle er velkomne!

Your Mom's Favorite DJ, af Kid Koala - Link
Selvom mine egne turntables står forholdsvis stille nu om dage, er det uundgåeligt at der falder lidt sund, teknisk DJ lir til øregangene i ny og næ. Kid Koala er en af mine absolute favoritter, og denne udgivelse er signifikant fordi den inspirere mit ønske i at arbejde med vinyl på samme måde som ham. Selvfølgelig er der masser af forgængere der skære i stykker og sætter sammen igen, men Kid Koala er underholdende, legende og opløftende på en helt speciel måde. Det er sgu ikke så selvhøjtideligt. Er du til hip-hop, sjov og spas, så vil både du og din mor synes om denne plade.

Victim of Yourself, af Nervosa - Link
En amerikansk ven kastede Nervosa efter mig tirsdag morgen, og disse brasilianske valkyrier formår at rive et virkelig hårdt old-school thrash- og dødsmetal riff af sig. Det er uden for meget lir og dikkedarer, bare lige på og hårdt, både hvad angår dobbeltpedal og systemkritik. Denne debutplade er også overraskende godt produceret. Selvom inspirationerne måske er åbenlyse, bliver det ved inspirationen og ikke plagiatet. Albumcoveret er også lækkert designet, som noget direkte ud af 80ernes undergrunds metal miljø. I det hele taget, et sundt lyt for det kræsne metalhoved.

Garden of Delete, af Oneohtrix Point Never - Link
En hyldest til skør elektronisk musik, omend nogen af numrene er lidt indsholdsløse. Højdepunkterne er dog til at føle på, for eksempel, den pumpende bas på "Mutant Standard" eller den bærende nonsense vokal på "Ezra". Derudover burde alle tjekke videoen til "Sticky Drama" ud. Det er som en splatterfilm, med børn som rolleindehavere. Temmelig syret oplevelse. Mener du at den elektroniske musik gerne må lide af mangel på rytme, men hellere end gerne må eksperimentere ud i det ekstreme, så er Garden of Delete noget for dig.

Ur Jordens Djup, af Finntroll - Link
Gode gamle. For de uinvidet, er Finntroll et finsk hedensk metalband, der begiver sig i emner som trolde, natur-myter, og andre lækre hedenske tematikker. De kombinerer folke- og sortmetallen med rytmiske træk fra finsk humppa hvilket er to meget anderledes verdener der tørner sammen, dog på ingen måde uharmonisk. Denne plade er deres bedste, spørger du mig, og tager en mørkere, mere konceptuel drejning end tidligere udgivelser. Aldeles vellykket keyboard hooks, og stadig med masser af headbanger riffs. Desuden handler det om trolde ude i skoven, og når man er skandinavisk, falder det jo som oftest i god jord.

Virtual Crime, af DJ Mastercard - Link
Lidt juke, lidt footwork, lidt tyk bass og en røvfuld synth, så har du en vinder-kombination af de store. Jeg har altid været stærkt fascineret af den hektiske lyd der opstår når diverse footwork og juke producere virkelig folder deres vinger ud, og på Virtual Crime formår DJ Mastercard at gøre den lyd nostalgisk, formår at gøre den tvetydig, og temmelig nice at lytte til, egentlig. En trang til lidt mere eksperimentering i elektronisk musik førte mig i sin tid til opsamlingerne Bangs & Works (som ligeså varmt kan anbefales), efterfølgende Traxman, DJ Rashad, DJ Paypal og så til DJ Mastercard. Der er verden til forskel mellem de fire, og alligevel bindes de sammen af en helt anderledes sampling-struktur end man er vant til, og en hang til at lave musik der passer til en verden med 200 kilometer i timen.

Ja, lige et par dage forsinket, men her fem plader fra den forgangne uge. Håber I finder tid til bare at lytte til et par stykker. Hvad har I fodret jeres øregange med?

Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus
5 Plader (Uge 14)

5 Plader (Uge 14)

Jeg har fornemmet, i min vildfaren rundt på blogsektionen af denne hjemmeside, at der er en stigende interesse for diskussion, anmeldelse og i det hele taget omtale omkring de tonale (og atonale) kunstformer. Musik er noget jeg er stærkt tiltrukket af, hvad end det er Pet Shop Boys, Jean Sibelius eller Merzbow. Sådan har det såmænd altid været. Det er min anden store passion foruden videospil, og derfor tænker jeg at et ugentlig oplæg er på sin plads, omhandlende hvilke plader jeg har lyttet til i den forgangne uge - om det så end er nye opdagelser eller gamle bekendtskaber der fortjener det fjortende eller otte-og-tyvende lyt. Tak til barcano, og Song Suggestion Tuesday, for inspirationen!

Som følge af titlen, vil blog-serien tage udgangspunkt i fem lytte-forslag, med tilhørende Spotify- eller YouTube-link. Hvis ingen af disse er tilgængelige, ja, så man selv ud og lede. Samtlige genrer er åbne, dog vil alle genrer ikke blive dækket hver uge. Jeg håber at kunne skabe lidt interesse omkring emnet her på GameReactor, og samtidig skabe lidt liv i denne mørke baggård af hjemmesiden. Kom gerne selv med forslag, eller kopier konceptet direkte - alle er velkomne!

Uterus and Fire, af Old Time Relijun - Link
Yderst grim musik, med lav produktionsværdi, råben og skrigen, utradtionel instrumentering, og i det hele taget dejligt punk æstetik. Tænder du på Tom Waits' mere eksperimentelle kompositioner, men mangler musik der helt har mistet fatningen, så er Uterus and Fire noget for dig. Pitchfork beskrev lytte-oplevelsen således, "lyden af chimpanser med Down's syndrom der skider på gulvet i nogens garage", hvilket jo kun taler positivt for pladens indhold. Specielt når den forårsager så udadreagerede, fordomsfulde og nedladende reaktioner hos en selvhøjtidelig musikanmelder.

C:\>CHKDSK /F, af MASTER BOOT RECORD - Link
Der findes 8- og 16-bit musik, der findes synthwave, og så findes der MASTER BOOT RECORD. Umiddelbart et rendyrket elektronisk produceret album, der dykker ned i tung metal med alt hvad der hører til. Guitarstøjen er erstattet med elektronisk støj, trommesættet med dobbelt-bas og synthesizer anslag, og alligevel fungerer pladen ligeså godt som var det en klassisk metal kvartet der leverede varen. Jeg har ingen idé hvem der står bag, men de skal i hvert fald have et skulderklap med herfra.

A Towering Dawn: A Final Fantasy XIV Piano Collection, af Matt Fuss - Link
Jeg fandt for nyligt min vej tilbage til Eorzea, en af mine yndlings MMO-verdener, og Matt Fuss var en pianist jeg faldt tilfældigt over da forgæves forsøgte at finde en samling af det reelle lydspor til Final Fantasy XIV. Herpå pladen leverer Fuss egne arrangementer af de velkendte melodier fra A Realm Reborn, udført kun på klaver og med en blid klang gennem alle stykkerne. Det skaber en helt anden forståelse af mange af kompostionerne. Den fulde nydelse kræver nok dog at man i forvejen er bekendt med XIV's lydspor, men ikke desto mindre er et den smuk oplevelse.

Old Mornings Dawn, af Summoning - Link
Selvom jeg aldrig har været den store fan af Ringenes Herre, har Summoning altid været en af mine yndlings bands. De brygger ambient- og metal-kompositioner ovenpå diverse lydbidder taget fra gamle radiospil, oplæsninger og så videre af både Hobbitten, Ringenes Herre og Silmarillion. Det giver fortællingerne en helt anden dyster og mørk stemning, og selvom deres udgivelse først for nylig er begyndt at have ordentlig lydproduktion (duetten udgav deres første plade i 1995), er hele deres diskografi værd at lytte til. Old Mornings Dawn er tilbagekomsten efter syv års stilhed, og er muligvis en af deres bedste udgivelser til dato. Er du fantasy- eller rollespilsnørd, eller begge dele, så kom igang.

Varjoina kuljemme kuolleiden maassa, af Moonsorrow - Link
Moonsorrow er en af pionerene inden for hedensk metal, og Varjoina kuljemme kuolleiden maassa er en af de absolutte højdepunkter i deres diskografi. Jeg har været fan i snart et årti, og denne plade, og deres debut, er de to udgivelser jeg vender tilbage til oftest. Det er stort, det er tungt, det er mørkt, det er episk. Titlen kan nogenlunde oversættes til 'Som skygger går vi i de dødes land', og hvis det ikke vætter din appetit, så ved jeg ikke hvad vil. Forudsat du selvfølgelig er metal-fan. Her er storladende progressioner, uforglemmelige riff (bare lyt til "Huuto"), og i det hele taget en stemning der kan bjergtage selv den mest stædige lytter.

Det var fem plader fra uge 14. Primært orienteret i den tungere ende af musikken, men ikke desto mindre af høj kvalitet. Håber I vil læse med i næste uge. Hvad har I lyttet til i ugen der gik?

Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus

Min Juleforelskelse

Min Juleforelskelse

Det var måske ikke en hovedkulds juleforelskelse jeg søgte, men det var en hovedkulds juleforelskelse jeg fik. Ja, jeg har brugt de fleste af mine vågne timer de sidste par dage på at spille Dark Souls, det originale - et spil jeg allerede har mange timer i. Ikke uden grund, da jeg havde fået en Steam Controller til låns, og ihærdigt søgte at prøve funktionaliteten af på tværs af genrer. Og jeg vil ærligt indrømme at jeg faldet pladask for den buttede Satan. Nu troede I lige det var endnu en fabriksproduceret spiljournalist der skulle smiske for FromSoftware, hvad? Nej, det handler i stedet om en fabriksproduceret spiljournalist der falder for Gabe Newells fødder - det er aldrig set før! Min elskovsflamme var endda så heftig, at jeg blev nødt til at købe en selv, efter min lillebror bad om sin egen tilbage. Heldigvis havde GameStop i Slagelse en til 349 kroner - som de eneste i landet. Juleguderne smilte i sandhed på mit amourøse tilfælde i dette aggregat.

Hvad er der så med FromSoftwares geniale spilserie? Det forholder sig sådan at jeg har spillet diverse udgaver af Souls på mange forskellige platforme, men, vigtigst af alt, med meget forskelligt udstyr. PlayStation 3 og PlayStation 4 controller, Xbox 360 controller og ikke mindst, tastatur og mus. Sidstnævnte blev en meget kort fornøjelse - jeg nåede knap nok til galeanstaltens kæmpedæmon i starten af spillet før jeg gav op. Erfaringen er der, og efter at have leget rundt med Cuphead, Hellblade, Mad Max og Immortal Planet, kom turen til et kig ind i de mørke sjæles verden. Og jeg har aldrig oplevet noget så smukt, som at lægge strategi, gøre parade og stikke riddere ned med Steam Controlleren i hånden.

Kritikken synes altid at lyde på, at man skulle have fire tommelfingre for at manøvre ordentligt med den her pseudo-Xbox Controller der havde fået vendt vrangen ud. Og uden to styrepinde, hvordan I alverden skulle man så have kontrol over noget som helst? Jeg kan ikke svare på de spørgsmål, for jeg ser slet ikke de problemer. Aldrig har jeg oplevet en Controller der ligger så godt i hånden, og på sådan en naturlig vis lader fingrene have adgang til tre knapper bag på. Bevares, klikke-funktionerne på de to berøringsflader er en anelse stive, men udover kan jeg ikke rigtig antaste hverken Gabe Newell eller Steam for noget fejlprodukt - det klarede de fint selv med Steam Machine. Controlleren er i hvert fald noget nær det perfekte apparat til en gammel konsol-spiller der har fået foretaget en medie-skifteoperation, og nu primært bruger computeren.

Jeg dåner ligeledes over brugerdefinerbarheden. Det betyder at jeg, uden knas, kan støtte Good Old Games, som det fantastiske projekt det er. Bagefter kan jeg hive de DRM-fri spil over på min Steam for at kaste mig ud i Cuphead eller Hollow Knight med hænderne pænt over skødet, men omfavnede min elskede Steam Controller. Ja, jeg ved godt jeg er sådan cirka to år for sent på den, men jeg har gjort karriere ud af at komme for sent til ting fordi jeg, først og fremmest, altid har gang i et eller andet, og fordi jeg altid er så pisseskeptisk over for nye spiloplevelser.

Derfor går denne her blog ud til de forsinkede gamle mavesure bisser som mig, der har brug for en varm, livlig følelse i kroppen, her i den kolde julemåned. Den går ud til alle dem der aldrig er på pletten, men tager sig tid til at overveje og anse. Den går ud til alle dem der ikke lige har råd til en Nintendo Switch så snart den lander i butikkerne. Øh, jeg tror vist der bliver abstraheret en anelse nu.

Anskaf dig en Steam Controller, sæt dig ind i hvordan du skræddersyer den, og nyd dit liv på ny.

Er der noget der har sat jeres kolde decemberhjerter i brand?

Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus

Jeg hedder ikke Magnus

Jeg hedder ikke Magnus

Jeg hedder Søren.

I forlængelse af mit hudløst ærlige indlæg om min hverdag som freelance skribent her på GameReactor redaktionen, tænkte jeg, at en mere personlig introduktion var på sin plads - selvom en introduktion som denne nok burde have været nedfældet i foråret, da jeg blev lukket indenfor i varmen, og ikke først nu, hvor året går på hæld. Traditionen synes jo at foreslå at et nyt medlem i den mytiske inderkreds lige haste-taster et par skæppeskønne ord om siden, og kvitterer med lidt forhistorie om sig selv. Dybt konservativ som jeg er, har jeg da selvfølgelig også tænkt mig at gøre dette. På min egen spraglede facon.

GameReactor har, som sådan, ikke været en del af min hverdag, eller min browser-historik, før jeg sendte en e-mail til Kim Olsen om skribent-arbejde. Bevares, jeg vidste hvad GameReactor var og hvad dets virke er, men jeg havde ikke føling for siden, magasinet, brugerne, eller noget som helst andet. Det var derfor lidt at et sats at leje mine underudviklede skrivekundskaber ud til en helt ukendt stamme, men jeg har også altid holdt af at tage chancer. Så helt konservativ er jeg ikke - nok snarere det modsatte. Sidenhen har jeg dog fået indlevet mig overordentligt meget mere i GameReactor universet. Ikke mindst har den kære chefredaktør taget godt imod mig, og jeg føler da også at jeg er blevet taget godt imod af fællesskabet her på siden. Jeg er i hvert fald blevet taget imod. Af et par stykker. Sådan, med so-so respons, i hvert fald, af et par medlemmer herinde. Mere om det senere.

Jeg skrabede overfladen hvad angår min forhistorie med skriveriet i indlægget jeg omtalte i starten af... indlægget. Øh, ja, der er åbenbart lidt vej endnu til de helt store sproglige udfoldelser falder på plads, men ikke desto mindre, kan interessenter med fordel navigere tilbage til det andet afsnit i Min dag som freelance skribent på GameReactor, og læse at jeg har skrevet diverse tekster (både skønlitterære som kulturjournalistiske) siden jeg var omkring 16 år. Det er over et årti siden og det er jo temmelig tydeligt at talentet langt fra er blomstret i nogen særlig gunstig retning, så man kunne jo fristes til at stille spørgsmålet hvorfor jeg agter at fortsætte. Det er simpelthen fordi jeg elsker at skrive - elsker, elsker, elsker det. Jeg elsker også at tale, at snakke, at konversere og at ævle hele tiden. Nærmest konstant.

Den forkærlighed for det talte ord, forenede sig så med min altid tilstedeværende kritiske sans, og dannede en lyst til at anmelde. Samtidig har jeg temmelig markante holdninger om både kultur, medier, og hvad der betoner kvalitet i spil, musik, film og litteratur, og derfor var det naturligt at en analytisk-anmeldende tilgang til alt hvad der havde med disse områder at gøre indfandt sig. Samtlige er forsøgt, men det har altid været videospillene der trak. Det er bare først nu at muligheden kommer til udtryk. Se, jeg kommer nemlig fra et barndomshjem hvor computerspillet var en afart af noget ondskabsfuldt, noget asocialt og noget personlighedsødelæggende. Det var nok derfor at jeg, åbenlyst i protest, gjorde så meget ud af at spille så meget computer som overhovedet muligt.

Sjovt nok kommer interessen fra min far (der for længst har opgivet alt hvad der hedder spil), og hans fremvisning af Wolfenstein 3D på sin egen computer. Jeg spillede det kun liden selv, men det gjorde mig nysgerrig. Inden længe stod jeg op til anklerne i MechCommander, StarCraft, Baldur's Gate, Fallout, og ikke mindst Pokémon. Ej at forglemme min elskede Super Nintendo, vores fælles Sega Genesis, den stakkels Nintendo 64 konsol vi kun nåede at have en kort fornøjelse af inden den blev stjålet, og så selvfølgelig min allerbedste ven - min GameBoy Pocket. Det med barndomshjemmet og de udskældte spil klinger muligvis lidt hult nu, men ikke desto mindre er det sandt. Min far forkælede os, primært mig, og min stedmor var ikke tilfreds med det. Samtlige konsoller er da også sidenhen forsvundet i flytninger - konspirationerne står i kø! Min pointe er at min indgang var enorm bred, og meget overvældende. Det er sikkert årsagen til det samler-gen jeg har tillagt mig på min ældre dage.

Angående disse ældre dage, studerer jeg til daglig til pædagog i Slagelse. Det er, desværre, Danmarks nemmeste, mest underprioriterede uddannelse, hvilket er sørgeligt - det med at arbejde med mennesker burde ligge et tårnhøjt niveau og en tårnhøj forventning. Ak, sådan ligger landet ikke. På den anden side betyder det så at jeg har masser tid til at skrive og spille. Tidligere læste jeg på universitetet, men blev nødt til at droppe mit studie halvandet år inde i forløbet, på grund af ny-diagnosticeret kronisk sygdom. Sådan er livet. Med fare for at lyde som den velkendte plade med hakker i, så var der pludselig masser af tid til at skrive og spille. Det gjorde jeg så de næste ti måneder, indtil jeg begav mig ud på et nyt uddannelses-eventyr.

Jeg har en kæreste, jeg har en kat, jeg har en lejlighed, jeg ved ikke rigtig ellers om der skal krænges mere ud af mit privatliv? Det var i hvert fald min baggrund og mit grundlag for at være her på GameReactor. Som sagt, en tilstedeværelse det kræsne publikum er nogenlunde tilfredse med. Indtil videre er jeg blevet hentydet til som analfabet, umanerlig, uprofessionel, uduelig og forvrøvlet. Derudover har jeg fået at vide at mine anmeldelser er noget af det dårligste nogen nogensinde har læst, at mine observationer er åndsvage, at jeg er billedet på den lave standard GameReactor har tilegnet sig, og at jeg enehændigt ødelægger integriten for resten af redaktionen.

Alt i alt, så går det bare som smurt.

Hej, jeg hedder Søren, og jeg regner ikke med at gå nogen vegne lige foreløbig. Jeg er virkelig glad for at være her, og jeg glæder mig hver morgen til at tjekke nyheder, og snakke med de bekendtskaber jeg har gjort mig her på siden. Jeg er meget taknemmelig for muligheden, og, i mit stille sind, takker jeg hver dag Kim Olsen og Magnus Groth-Andersen for at tro på mine evner.

Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus