Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk

Tilbageblikket: 1992 - Street Fighter II: The World Warrior

Spil har altid været en del af mit liv. I denne blog-serie, vil jeg portrætterer de spil der har haft størst betydning for mig, gennem mit liv. Ligeså for at give bedre indsigt i en de skribenter der ofte leverer indhold til den egentlige redaktion. Det foregår ved udvælgelse af ét spil per levet år. Det skal siges, at spillene ikke er valgt ud fra hvornår jeg har spillet dem, men udgivelsesdato. Til trods for at jeg har spillet usandsynligt mange spil, begyndte den sande interesse ikke helt før seksårs-alderen. Jeg håber I vil læse med, og deltag gerne med jeres egne oplevelser i kommentarsporet.

Tilbageblikket: 1992 - Street Fighter II: The World Warrior

← Tidligere: 1991 | Næste: 1993 →

Som nogle faste læsere af indholdet her på siden muligvis har bemærket, har jeg den seneste tid dækket kampspil med progressivt mere intensitet. Det kommer sig af, at jeg elsker genren, og for nylig blev genforelsket i sådan en grad, at det meste min vågne spilletid cirkulerer omkring kampspil. Denne kærlighedsaffære har dog en begyndelse, og den begyndelse er velkendt; nemlig Street Fighter II. Vel at mærke den på mange måde letvægtige udgave, Street Fighter II: The World Warrior til Super Nintendo. Priviligeret som jeg var besad jeg selvfølgelig også sådan en.

Mange timer blev brugt på at have virkelig ondt i tommelfingrene kan jeg love for. En SNES controller er virkelig ikke lavet til kampspil, og slet ikke Street Fighter, med sine seks knapper og diverse kombinationer. Til trods for dette, hang jeg ved, selvom jeg aldrig rigtig blev i nærheden af gedigen. Lad os få det mest presserende spørgsmål ad vejen først; jeg var, og er stadig, mest betaget af Blanka, Vega, E. Honda og Ryu. Jeg påskønner den filosofiske og personlige udvikling jeg har lært af Bruce Lee, og Ryu personificere denne indre styrke, og tro på sig selv. E. Honda var stor, overdådig, og voldsom, og Blanka var virkelig mindeværdig og meget anderledes end alle andre. Vega havde en handske med lange klør, helt ærligt, for en ung, ranglet, letpåvirkelig dreng var det mega sejt.

Udover at introducerer mig til kampspil generelt, i samspil med en senere udgivelse, lærte jeg af Street Fighter at bevare roen i pressede situationer, og ikke at opgive mælet til trods for tilsyneladende uoverkommelighed. Det lyder banalt, men det er i det hele taget det kampspil formår, eller ønsker at formå, med den måde de spilmæssigt er skruet sammen på. Det er et studie i selvbeherskelse. Bevares, denne selvbeherskelse knækker til tider og jeg har da så sandelig smidt mange et spil fra mig i frustration. Altid er jeg dog vendt tilbage, med fornyet sindelag, for, som Ryu, at besejre min egen utilstrækkelighed og hele tiden blive bedre.

Ja, og så var det også så heldigt at Street Fighter II havde en fantastisk lydside. Hver gang jeg hører den alternative udgave af karakterudvælgelsesmelodien fra Street Fighter, vokser en rar, varm, nostalgisk fornemmelse i maven på mig. Det giver mindelser om en tid hvor jeg sad på gulvet, trykkede på knapper, og bankede mig igennem en række computerstyrede modstandere på det lille fjernsyn jeg havde på mit værelse.

Serien som helhed står meget ujvæn hen for mig, da jeg i de følgende årtier hengav mig til hjemmecomputeren som mit primære afløb for mit spilleri. Her fandtes ikke rigtig nogle Street Fighter-spil. Det var først langt senere, med Street Fighter V, at jeg ramte scenen igen, og så kan jeg love får at jeg fik travlt med at (gen)opdage hele serien på ny. Af samme årsag, ved jeg også at Street Fighter, som serie, også vil hænge ved så længe den varer ved. Der er bare en anden følelse end Tekken, Killer Instinct, og alle andre jeg har stiftet bekendtskab med henover årene. Det er noget naturligt og rent.

Det er Street Fighter.

Tilbageblikket: 1991 - Sonic the Hedgehog

Spil har altid været en del af mit liv. I denne blog-serie, vil jeg portrætterer de spil der har haft størst betydning for mig, gennem mit liv. Ligeså for at give bedre indsigt i en de skribenter der ofte leverer indhold til den egentlige redaktion. Det foregår ved udvælgelse af ét spil per levet år. Det skal siges, at spillene ikke er valgt ud fra hvornår jeg har spillet dem, men udgivelsesdato. Til trods for at jeg har spillet usandsynligt mange spil, begyndte den sande interesse ikke helt før seksårs-alderen. Jeg håber I vil læse med, og deltag gerne med jeres egne oplevelser i kommentarsporet.

Tilbageblikket: 1991 - Sonic the Hedgehog

← Tidligere: 1990 | Næste: 1992

Det gode gamle blå pindsvin fandt selvfølgelig også vejen indenfor i mit liv. Jeg var ikke så meget til italienske VVS-mænd i min barndom. Nej, det var dyrelivet der træk, og her fandtes ingen bedre end verdens hurtigste pattedyr, Sonic. Jeg mindes stadig tilbage med glæde, på de dage hvor jeg selv og min lillebror tøffede rundt i Green Hill Zone, flankeret af det herlige 16-bit soundtrack, og forsøgte at redde alle de dyr vi kunne. Så skulle Robotnik også have et par nakkedrag, og det var vi ofte fælles om at leverer.

Nuvel, spilleriet er kun holdt ved hos undertegnet. Brormand har for travlt med at være storstilet agrarøkonom et sted ude på den vestsjællandske hede. På sin vin meget passende, når nu han var så glad for de naturlige omgivelser som den første bane i Sonic the Hedgehog tilbød. Jeg skriver mig ud af en tangent, en ærgerlig vane jeg har tilegnet mig i kraft af min tastehastighed; måske også affekteret af vores kære sprintende blålyn? Ikke desto mindre, er spillets morale om at redde og beskytte naturen ikke helt tabt, i forhold til emnet til denne blogserie.

Om det præcis er her jeg kan lave et nedslag om mine ellers (næsten) veganske veje, ved jeg ikke lige. Sonic the Hedgehog har dog helt sikkert lært mig en vis påpasselighed hvad angår den skrøbelige natur, omend det at bruge hele dagen på computerspil måske ikke ligefrem er gunstigt for miljøet. Er det tanken der tæller? Det skal jeg ikke kunne svare på. Noget så unikt som et miljøbevidst platformspil ver i hvert fald nok til at gøre et indtryk på den unge Søren. Det, og så uden tvivl den fantastiske lydside.

Der går sjældent lang tid imellem, at jeg tager mig selv i at nynne temamelodien til selvsamme bane som jeg har brugt de første to afsnit på at afdække. Som led i at skrive dette blogindlæg, da jeg ikke har en Sega Genesis mere, satte jeg det omend korte men mideværdige soundtrack på til Sonic the Hedgehog, og glæden blomstrede frem i mig. Det lære mig da også tydeligt, hvor vigtigt en mindeværdig lydside i et spil er. Jeg husker ikke om lillebror og jeg nogensinde gennemførte spillet fra enden til anden, men jeg husker hver eneste sammenstød med en fjeder, hver eneste kollision med en robot, og hver gang Sonic mistede alle sine ringe, og de spring hid og did.

Serien i sig selv hang aldrig ved, hvilket på sin vis måske egentlig er fint. Resten af udgivelserne forlydes at være decideret under standard, i forhold til etteren. Ikke desto mindre, har jeg Sonic at takke for en del solbeskinnede barndomsminder, og en del samhørighed med min lillebror, og er det ikke de bedste minder egentlig? Minder er der dog nok af, og ligeså er det en interessant genopdagelsesrejse for mig, at tænke tilbage på fordums tid. Både i kraft af det perspektiv jeg selv får om min egen forståelse for spil, men ligeså det jeg kan tilbyde. Tak fordi I har læst med indtil videre.

Tilbageblikket: 1990 - Commander Keen in Invasion of the Vorticons

Spil har altid været en del af mit liv. I denne blog-serie, vil jeg portrætterer de spil der har haft størst betydning for mig, gennem mit liv. Ligeså for at give bedre indsigt i en de skribenter der ofte leverer indhold til den egentlige redaktion. Det foregår ved udvælgelse af ét spil per levet år. Det skal siges, at spillene ikke er valgt ud fra hvornår jeg har spillet dem, men udgivelsesdato. Til trods for at jeg har spillet usandsynligt mange spil, begyndte den sande interesse ikke helt før seksårs-alderen. Jeg håber I vil læse med, og deltag gerne med jeres egne oplevelser i kommentarsporet.

Tilbageblikket: 1990 - Commander Keen in Invasion of the Vorticons

Næste: 1991

Det er en tøddel underligt, men måske ikke overraskende, at holdet bag Wolfenstein 3D og Doom også stod bag den joviale Commander Keen-serie. Helt bestemt, stod samme hold bagved det Commander Keen-spil som var medskabende til min interesse i platformspil. Til trods for at Keen langtfra anses som en klassiker inden for genren, og med sikkerhed i gået i glemmebogen for mange, udover de mest dedikerede platformnørder. Det var trods alt, en af de første platformspil til PC. Således kunne man også kun bruge tastatur eller joystick.

At være en lille bøvet dreng med en finurlig fantasi, og et ønske om at være astronaut, bliver ikke bedre fanget end Commander Keen in Invasion of the Vorticons. Så jeg mig selv i Billy Blaze? Selvfølgelig gjorde jeg det, og jeg nødt hvert et skramlende øjeblik af det. En ven af min far havde en af de mange episoder i Keen-serien, og hver gang vi besøgte kære Poul, blev jeg hurtigt tryllebundet af den klare farvelade og den simple, men tætte, styring. Det vil sige, jeg tænkte nok næppe i de baner dengang. Jeg tvivler på jeg nogensinde gennemførte det, men ikke desto mindre, har det efterladt sig sunde spilminder. Tydeligst husker jeg et grønt område, hvor jeg løb ind og ud af bygninger, og uden tvivl var faret vild, men slet ikke opfattede det således. Det var bare fedt at kunne spille den her slags spil på hjemmecomputeren.

Det var en spirende forståelse af at spil også var sjove, fjollede, og ikke behøvede at være dybt seriøse og involveret. Så længe man kunne tænde dem, og været underholdt fra starten af. Det var en kerneforståelse af platformspil der blev dannet i lille Sørens gryende analytiske sind. Vel at mærke lang tid før han blev en kynisk spilanmelder. Et stempel der ikke nødvendigvis siger meget om kvalitet, men mest om præferencer. Jeg kan ærligt talt ikke huske helt præcist hvornår jeg gav mig i kast med det 8-årige fysikgeni der byggede en rumraket ud af gamle dåser, men det er uden tvivl en af de første reelle spiloplevelser jeg har haft. Det vil sige foruden simple undervisningsspil. Ligeså mindes jeg heller ikke at have oplevet andre udgivelser i serien.

Heldigvis, kan man få Commander Keen Complete Pack på Steam i en yderst veloptimeret udgave, som jeg har sidenhen har hygget mig lidt med, når jeg har følt for det. Lyden er ældet som lunken skummetmælk, da alting er elektriske udslag og bip-lyde. Bestemt ikke rart for ørene, og jeg mindes da også svagt at når jeg sad bænket ved tastaturet tilbage i barndommens tågede minder, var det også helt og så aldeles uden lyd på. De voksne skulle jo nødigt forstyrres.

For dem af jer, der interesserer jer for videospillets historie, kan jeg varmt anbefale denne pakke. Den er billig, fungerer uden problemer på moderne systemer, og du får alle episoderne fra den første tre-parter, og Goodbye, Galaxy!. Desværre er Keen Dreams og Aliens Ate My Babysitter ikke med i pakken, men ikke desto mindre er det en fin start, eller en god bid nostalgi, hvis man har lyst til en spændende indsigt i karrieren hos dem der senere revolutionerede FPS-genren, og id Software i det hele taget. Nå ja, og hvis man gerne vil forstå det første ben af min historie med videospil.

5 Plader (Uge 42)

5 Plader (Uge 42)

Som følge af titlen, vil blog-serien tage udgangspunkt i fem lytte-forslag, med tilhørende Spotify- eller YouTube-link. Hvis ingen af disse er tilgængelige, ja, så man selv ud og lede. Samtlige genrer er åbne, dog vil alle genrer ikke blive dækket hver uge. Jeg håber at kunne skabe lidt interesse omkring emnet her på GameReactor, og samtidig skabe lidt liv i denne mørke baggård af hjemmesiden. Kom gerne selv med forslag, eller kopier konceptet direkte - alle er velkomne!

Dancehall, af The Blaze - Link
Jeg har efterhånden mange aftenture i S-toget, gennem Københavns mindre stationer. I det dulmende mørke, blandt andre passagerer, er der ikke noget bedre end noget forholdsvist melankolsk og minimalistisk elektronisk musik, mens man længes efter sin hjemstavn. Jeg er overbevist om, at duoen The Blaze har smedet deres tech house-inspireret nattetoner på præcis samme måde, som jeg nyder dem. Det er simpelt, ligetil, med dybe basslag, flankeret af enkelte klavertoner, og vokal hvor tonehøjden er helt bizar. Det handler i det hele taget om længsel mod alt muligt, og det passer perfekt til en lang aftentur i toget.

Racine carrée, af Stromae - Link
Nu til andet noget komparativt helt anderledes. Stromae har prydet øregangene det meste af sidste uge, mest af alt fordi det endelig er gået op for mig, hvor genial han er. Jeg har længe haft mine forbehold, primært grundet Alors on danse, men hele den her plade er virkelig stopfyldt med alsidige produktioner, der skriger på at blive spillet igen og igen. Umiddelbart kan jeg ikke særlig meget fransk, så det meste af de lyriske kvaler om kærlighed og frustration er lidt tabt på mig, men når der er skrevet så stramme hooks, og kraftige melodier, så overlever jeg. Til tider leder tankerne hen på den måde Michael Jackson skrev sin musik, og, jeg selv som en gigantisk Jackson-fan, det er nok derfor denne plade har holdt ved.

Agony, af Fleshgod Apocalypse - Link
Endnu en plade som jeg slet ikke var solgt på til at begynde med, men som har vokset sig til at være en af yndlingsudgivelserne i Fleshgod Apocalypses diskografi. Det er mest af alt grundet pladens formidable, og meget overvældende blanding mellem højoktan dødsmetal og klassisk musik med stort violinudbud. Ved første gennemlytning, fik jeg indtrykket af et noget rodet lydtæppe, hvor alt lyd ligesom druknede i en forvirrende larm, men jo mere man spidser ører, jo mere fantastisk bliver det. Når man taler om storslået dødsmetal, bliver det nok ikke mere storslået end Agony. Bandet har sidenhen forsøgt samme formular med de resterende plader, men det er bare ikke lykkedes at samme fange samme forbløffende lyd som på denne, kronen på værket.

Trivmvirate, af The Monolith Deathcult - Link
Det er vist åbenlyst, at jeg var i humør til noget smadder i sidste uge. The Monolith Deathcult er et af de få bands der laver ufattelig god musik, men på ingen måde tager dem selv seriøst. Til trods for hvad man skulle tro, når man kigger på deres lyrik og deres kompositioner. Trivmvirate er som Agony, endnu en kronen på værket, fordi samtlige numre er mindeværdige, voldsomme og slår enormt hårdt på både guitar, bas, og trommer. Pladen er også indehaver af en af de allerbedste dødsmetal numre som jeg nogensinde har hørt, I Spew Thee Out of My Mouth. Nummeret er dog svært at høre isoleret, for pladen er skruet så godt sammen, at den underbygger hele oplevelsen med den førnævnte, episke sang. Tjek det ud, hvis du gerne vil blæses væk.

Thool, af Thool - Link
Okay, dette er teknisk ikke en langspiller, som ellers har været vanen i denne serie. Det er sådan set kun en single, med tre numre. Ikke desto mindre skal den deles, for netop denne udgivelse har været på ofte gentaget rotation i meget længere tid, end blot sidste uge. Jeg genhørte den blot tilfældigvis igen. Det er flygtigt house, med en nostalgisk lyd der går lige i mindernes skatkammer. Det er bløde baslinjer, med en hel reverb, og det fungerer bare så nydeligt. Meget langt fra det sterile deep house man hører i radioen, men tydeligvis med samme koncept, blot langt mere personligt og mindeværdigt. Titelnummeret især er en ørehænger.

Der gik endnu engang et par uger, men sådan er det når man både er en travl skribent, men ligeså en travl pædagog, søn, og gamer. Hvad har I lyttet til af spændende ting i den forgående uge? Del endelig!

5 Plader (Uge 39)

5 Plader (Uge 39)

Som følge af titlen, vil blog-serien tage udgangspunkt i fem lytte-forslag, med tilhørende Spotify- eller YouTube-link. Hvis ingen af disse er tilgængelige, ja, så man selv ud og lede. Samtlige genrer er åbne, dog vil alle genrer ikke blive dækket hver uge. Jeg håber at kunne skabe lidt interesse omkring emnet her på GameReactor, og samtidig skabe lidt liv i denne mørke baggård af hjemmesiden. Kom gerne selv med forslag, eller kopier konceptet direkte - alle er velkomne!

Puha, det er godt nok travlt at være studerende, med to arbejder, og samtidig være tilgængelig. Af samme årsag, er alle de store blog-planer jeg havde for at virke lidt mere folkelig, jo også faldet til jorden. Det er egentlig ærgerligt, for på sin vis er der vel noget positivt i, at forsøge at blive en John Mogensen-figur på GameReactor. Specielt med det harme jeg til tider for smidt i nakken for mine, skal vi sige, officielle skriverier her på siden. Så lad os i stedet for konversere om noget de fleste kan lide; musik. Bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at skrive grimme ord om stakkels Nintendo i den her ombæring. 5 Plader er tilbage! Om det bliver et ugentlig indspark igen, vil kun tiden vise.

Mørket Kalder, af Natkat - Link
Mainstream dansk hip-hop er i en særklasse af ringe. Jeg skulle til at skrive noget om L.O.C, men jeg ved ikke engang om jeg vil kalde ham rapper mere. Det gode ved denne ekstremt lave kvalitet af P3-venlige floskelspyttere, er, at den danske hip-hop undergrund, til gengæld, leverer exceptionel kvalitet gang på gang. Natkat er en af disse. Har du, ligesom jeg selv, hang til de mere funky produktion, med jazz samples, flankeret af en god boom-bap rytme, så ved du at mørket kalder. Mindelser om De La Soul, A Tribe Called Quest og Digable Planets stempler Natkat som den nye sorte, og jeg er helt med på det tog.

Ronkedor, af Trepac - Link
Samme pointe som lige før. Hvor Natkat udfordrer den haltende, ensformige, og kedelige musiske produktion i kendt dansk hip-hop, så trækker Trepac i trampestøvlerne, og ligger vitterligt alle lyrisk ned. Sender samtlige af de MC'er den brede presse anerkender som stærke tekstforfattere tilbage til folkeskole niveau. Trepac er for vild. Hele pladen er egentlig bare et stort diss til alt og alle, og i modsætning til Natkat, er det her lyrik, rim og spytteevne der er i centrum. Med et par fede features fra Johnny Books og, ikke mindst, dansk hip-hops ukronede konge Supardejen, er det her skiven du skal du høre, hvis du gerne vil vide hvordan god rap lyder. Trepac er bedre til at spytte end din yndlingsrapper.

Center Parcs LP, af Betonkust og Palmbonen II - Link
Fra boom-bap til sløret house musik. Center Parcs fandtes for et par år tilbage kun som EP. Betonkust og Palmbonen II havde stykket et meget unikt lydtæppe sammen, som havde en knitren som var det fra vinyl, men lød som house musik fra de tidligere halvfemsere. Det var en sikkert vinder for mig, og jeg forelskede mig pompte i hvad der blev kaldt outsider house. Nu er de to mestre tilbage med en udvidet udgave. Omend det bedste nummer fra EP-udgivelsen ikke er på, er hele pladen en super god indgangsvinkel til, at house musik også kan være modkultur. Hele konceptet er simpelthen at gøre op med den polerede, sikre Kygo-lyd der har domineret deep house de sidste mange år. Tjek det ud.

Chaos Theory, af Amon Tobin - Link
Min første oplevelse med Amon Tobin var pladen Foley Room. En konceptplade, hvor han forsøgte at skabe musik som var en foleykunstner. Yderst interessant, og ligeså bemærkelsesværdig som Chaos Theory. En sjældenhed i elektronisk musik forekommer ligeså på denne, da den elektriske basguitar danner frontfigur for et drømmende, svævende, men ligesp hårdtslående lydtæppe. Det er som om Les Claypool leverer dødsensalvorlige riffs til en drum n' bass-producer, og det lyder mega fedt. Hænger du lidt i det eksperimentelle, og vil gerne have øregangene skyllet godt igennem, så tag et kursus i kaosteori.

A Determinism of Morality, af Rosetta - Link
Ja, fed spade skal der fandeme også være plads til. For jer der ikke kender dem, så er Rosetta en af hovedstyrkerne bag post-metal bevægelsen. Her er det melodiøse, progressive og følsomme i centrum, uden at man ofre den hårdtslående, tunge, og noget mudret riffkultur man finder i, for eksempel, sludge metal. Jeg ved ikke om denne plade kan betegnes som et hovedværk, men det var i hvert fald min indgang til genren, og jeg gravede pladen frem for nylig, bare for et lille genlyt. Det skette så, at jeg hørte den et par gange i træk, og derefter gik på Spotify rov for andre hedengangne klassikere inden for genren. Ja, man er vel besat.

Det var så det! Del endelig gerne jeres bidrag, oplevelser, eller blot hvilken slags musik I har gået og nydt henover den sidste uges til. Jeg håber, at kunne have endnu en omgang 5 Plader klar til mandag i næste uge, men nu må vi se hvorledes det går. Musik er der i hvert fald nok af.