Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk

Spider-man: Into the Spider-Verse (anmeldelse)

Skrevet af ps2 nerd den 11 december 2018 kl. 12:55

Der findes efterhånden rigtig mange superheltefilm, heraf har Marvel og DC stået for langt størstedelen af dem i de senere år. Hvad deres biograffilm dog har til fælles er at de allesammen har været live-action, højst afbrudt af en special forestilling med mellemrum med f.eks. "the Killing Joke". Nu kommer så den nye Spider-man film der prøver at bryde med denne tradition. Man kan dog være nervøs på forhånd da det er Sony Pictures animation der står bag, da deres film har været af yderst svingende kvalitet: Fra udmærkede film som "Surfs up", ok film som "Open season" og "Hotel Transylvanien" til deciderede berygtede film som "the Emoji Movie". Jeg kan dog allerede nu fjerne den værste frygt og fortælle at Sony Pictures Animation faktisk har gjort et flot stykke arbejde, jeg vil endda gå så langt som til at sige at de har lavet den hidtil bedste af deres film.

Filmen indeholder en klassisk oprindelseshistorie, men hvor vi normalt har fokuseret på Peter Parker når vi snakker om Spider-man, vælger denne film for en gangs skyld at fokusere på Miles Morales der er fra et af de alternative Marvel-universer. Allerede tidligt i hans historie bliver det dog tydeligt at der findes en række andre Spider-men, bl.a. Peter Parker i Miles's egen verden, men undervejs i historien dukker en anden Peter Parker op fra et alternativt univers (en Peter der ikke just er på sit livs højdepunkt). Han bliver fulgt af en række andre Spider-men (min personlige favorit er Noir-udgaven der bliver stemmelagt af Nicolas Cage). Alle har de én ting tilfælles; De vil bekæmpe skurkene (bl.a. Tombstone og Kingpin) og prøve at vende hjem til deres egen dimension

Og hvor er filmen en fornøjelse at se. Det grafiske udtryk i filmen er helt unik, samtidig med at humoren virkelig er i højsædet men uden på noget tidspunkt at give køb på den gode historie. I biografmørket sad jeg filmen igennem og grinte af bl.a. Miles der prøver at vænne sig til sine nye kræfter, såvel som hans interageren med Spider-men fra andre verdener (bl.a. en anime-udgave og en "spider-pig"). Mange af Miles's problemer bliver dog også berørt, herunder hans forhold til hans forældre og det at gå på en elitær skole som han ganske enkelt ikke føler sig hjemme på. Her foretrækker han istedet at hænge ud sammen med sin onkel der støtter hans lyst til at lave graffiti.

Historien er under tiden i et højt tempo, men uden at være i et tempo hvor man ikke formår at følge med. Filmen vil jeg mene er for alle (findes også i en dansk udgave til det yngre publikum), men ved man lidt om Spider-mans historie vil man få ekstra meget ud af filmen da den er FYLDT med små easter eggs hist og her :)

Jeg vil varmt anbefale denne film til næste gang du vil en tur i biografmørket, så skynd til at få bestilt en billet :)
Vil give filmen 5 ud af 6 stjerner

Legenden om Korra

Skrevet af ps2 nerd den 26 august 2012 kl. 20:31

Så fik "Legenden om Korra" endelig premiere på dansk tv og må sige at det er sjældent at en tegnefilms-serie har fået så meget reklame for en premiere på en dansk kanal. Ikke nok med at premieren har fået reklamer de sidste mange uger, men denne weekend har været næsten én lang marathon på nickelodeon hvor de har vist samtlige Avatar-afsnit i løbet af to dage, en præstation man sjældent ser. At tage en fuld maraton er dog ikke en dum ide, på den måde kan folk få opfrisket forhistoren til den nye serie som startede kl 19:30.

Normalt foretrækker jeg at se langt de fleste serier på deres originalsprog, både live action-serier såvel som de tegnede, da jeg mener begge typer serier fortjener den samme respekt. Men Avatar-serien har været en af de få undtagelser da jeg personligt synes at de på dansk faktisk har fået noget rigtig gode stemmer til jobbet, og af den grund var jeg spændt på om det var tilfældet for Korra.
Stemmerne var ganske gode, omend ikke på samme højde som for Avatar (især Korras stemme var en tand for lys), men ellers ramte de godt. Desuden valgte de også at lave enkelte oversættelser fra engelsk, noget der denne gang gav mening da de, modsat Avatar, ikke kun havde asiatisk klingende navne. Således blev hovedbyen "Republic city" omdøbt til Republika og "the Equalists" til Ligestillerne, begge oversættelserne er godkendte i min bog.

Alt i alt synes jeg at serien har fået en god start i Danmark og fået den respekt som den fortjener. Jeg har ganske vist allerede set afsnittene på engelsk (takket være internettet) men jeg vil ikke desto mindre vælge at se serien på dansk også, bl.a. pga. den bedre billedkvalitet som et tv nu engang vil have i forhold til en pc.

Hvad med jer, er der andre der følger med i serien? Og synes i at den gør Avatar ære?

En sony-fanboy og en Nintendo 3DS

Skrevet af ps2 nerd den 1 juni 2012 kl. 13:45

For noget tid siden var jeg så heldig at vinde en Nintendo 3DS herinde på sitet hvilket kom som en stor overraskelse. Ikke nok med at det var en fed præmie men det er samtidig første gang siden gameboy color at jeg har ejet en Nintendo-maskine. Siden jeg købte en PS1 for nogle af mine konfirmationspenge har jeg sværget min troskab til Sony og deres Playstation-konsol, har fulgt dem i tykt og tyndt og har endda et medlemsskab af PS+. Men nu kom der så en Nintendo ind i mit liv igen og derfor måtte jeg prøve at kigge den an...

Lad mig starte med at sige at den har en række rigtig gode ting som PS3'eren kan lære af. 3D-effekten er god og kræver (modsat PS3) ikke at man indkøber et dyrt TV som sjældent kan bruge 3D-effekten i andre sammenhænge.
Derudover er touchpaddet og de to skærme en god ide der åbner op for nye styremuligheder og bedre præcision, gode eksempler på dette er Scribblenauts, Civilizations revolution og Kid Icarus.
Og til dem der tænker "Er Scribblenauts ikke til DS?" så er svaret ja. Men maskinen er til alt held blevet indrettet sådan at den er bagudkompatibel, hvorved der er allerede er et stort bagkatalog af spil som jeg kan prøve. Ville ønske at min PS3 var bagudkompatibel, der er mange spil som jeg ikke nænner at smide ud men som ikke kan bruges til den. Men på trods af bagudkompatibiliteten er grafikken stadig rigtig flot, er mildest talt et kæmpe spring mellem de to i grafik. Super Mario 3D Land er nok der hvor man tydeligst ser hvor flot grafik maskinen kan præstere.

Maskinen er selvfølgelig ikke perfekt, bl.a. er batteriet ikke blandt de mest imponerende og synes ikke altid at den ligger lige godt i hånden. Sidstnævnte skyldes sikkert at jeg i mange år har været vant til den gode controller som Sony har leveret, til sammenligning minder Nintendo 3D mere om en mursten i dens formgivning. Ville være rart hvis Nintendo næste gang lavede en maskine der var god at holde ved.

En ting der har betydet meget i denne konsolgeneration har været online-butikkerne på konsollerne, hvilket har betydet en hel ny måde at købe spil på (medmindre man altid har støttet PC'en). PSN har derfor været flittigt brugt af mig, hvilket har givet mig oplevelser som Flower og Beyond good and evil. Derfor er jeg også glad for at høre at Nintendo'en også har en internetshop kaldet "eShop". Der er dog et væsentligt mindre udbud af spil og de er ikke nær så imponerende som dem i butikkerne. Man finder ganske vist spil som plants vs zombies (som jeg allerede har på PS3, Android og PC) og opsamlinger af gamle spil, heriblandt fra NES og Gameboy. Er fedt at man kan finde disse gamle spil så jeg kan få indhentet mine manglende Nintendo-år, men hvorfor har de ikke også inkluderet spil fra SNES? Det er tydeligt at maskinen har kræfterne til det, så jeg håber på at disse vil dukke op før eller siden.
En ting der skal roses er deres "3D classics" hvor enkelte ældre spil som Kirby, Excitebike eller Kid Icarus får en smule 3D smidt ind hvilket klæder spillene. Der er ikke så mange endnu (4-5 lige nu) men håber der kommer flere, kunne være fedt at se det oprindelige Star Fox der ville være perfekt til 3D-funktionen.

Men i sidste ende ligger dens største fordel i at den er kompatibel og kan komme med alle vegne, og med en ferie forude er dette et kæmpe plus. Har på stående fod fået købt 4 spil udover det jeg vandt i konkurrencen og har ikke fortrudt nogle af disse køb.

Så for nu må min gaming-koncentration deles mellem to konsoller, en stationær og en bærbar. De fortjener begge to lige meget opmærksomhed